Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9116@2021-02-23/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - medhold

J.nr. 19-53686 En caféansvarlig var i 2014 udsat for en løfteulykke. I 2016 blev hun ansat i den indklagede institution, hvorefter der blev iværksat skånehensyn blandt andet i forholdt til tunge løft. I maj 2017 blev klager opereret i skulderen, hvorefter hun fulgte en genoptrapningsplan til at kunne arbejde ca. 20 timer om ugen. Primo april 2018 blev det meddelt til institutionen, at den caféansvarlige, efter en ny operation i skulderen, var forventet fuldt raskmeldt efter tre måneders genoptræning, dog med fortsat iagttagelse af skånehensyn. Den caféansvarlige blev afskediget den 30. april 2018 under henvisning til hendes sygemelding og usikre prognose for tilbagevenden til arbejde. Nævnet vurderede, at institutionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at den caféansvarlige uanset hensigtsmæssig tilpasning ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling som caféansvarlig. Institutionen undersøgte eller afprøvede således ikke konkret, om hun fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner som caféansvarlig med relevante tilpasningsforanstaltninger, inden man afskedigede hende. Institutionen afprøvede således heller ikke tiltag fx i form af personlig assistance, som den caféansvarliges bopælskommune ellers foreslog som en mulighed. Institutionen afventede endelig heller ikke afklaringen af den caféansvarliges helbredsmæssige situation, hvor det var forventet, at hun ville være raskmeldt 3 måneder efter operationen i maj 2018. Nævnet vurderede på den baggrund, at institutionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde den caféansvarlige i sin stilling ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsforhold. Den caféansvarlige fik herefter medhold og en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en caféansvarlig. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som caféansvarlig. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 305.000 kr. med procesrente fra den 4. november 2019, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling I 2014 var klager udsat for en løfteulykke, hvor hun pådrog sig et smæld i skuldrene. Klager har oplyst, at hun efterfølgende var ”drypvist” sygemeldt fra sit arbejde som kok som følge af skaden. I marts 2015 påbegyndte klager uddannelse som ernærings- og sundhedsassistent. Klager har oplyst, at hun ikke havde gener i skulderen frem til ansættelsen hos indklagede. Den 8. februar 2016 blev klager ansat som caféansvarlig hos den indklagede institution. Klagers arbejdsopgaver bestod af kundebetjening, produktion af mad, menuplaner og kalkulationer, indkøb, udvikling af drift, hygiejne og egenkontrol, rengøring, vagtplaner, tilsyn, aflåsning samt ledelsesansvar i forhold til timelønnede og frivillige hjælpere. Den indklagede institution beskæftiger sig med at drive anlæg til sport, idræt, kultur m.v. samt servicefaciliteter i den forbindelse. Efter ansættelsen begyndte klagers skuldergener igen. Siden efteråret 2016 var der skåneforanstaltninger for klager til at undgå monotont arbejde og tunge løft. Klager har oplyst, at hun ”af og til” havde sygefravær som følge af sine skuldergener. Indklagede har oplyst at indklagede først i november 2016 blev gjort opmærksom på, at klager led af en arbejdsskade. I maj 2017 blev klager sygemeldt efter en pladsgørende operation i skulderen, hvorefter hun genoptog arbejdet på deltid med 6 timer om ugen, hvilket løbende blev hævet til 20-22 timer om ugen. I speciallægeerklæring af 9. februar 2018 blev følgende konkluderet om klagers skuldergener: ”Resumé og konklusion Det drejer sig om en nu 41-årig tidligere skulderrask kvinde, som i december 2014 i sin egenskab af kok skulle løfte en gryde af komfuret. Gryden var tungere end først antaget, og skadelidte fik derved et smæld i begge skuldre, dog værst i højre. Hun ser tilstanden an igennem længere tid, men henvises i december 2016 til ortopædkirurgisk vurdering, hvor man på baggrund af ultralydsverificeret forstørret slimsæk anlægger blokade. Ved ultralydsskanningen finder man desuden forkalkning i en af styresenerne. Da blokaden ikke har haft effekt, foretager man i maj 2017 pladsskabende operation, som desværre ej heller har haft effekt. Skadelidte får efterfølgende blokade og er for nuværende i et uafsluttet ambulant forløb i ortopædkirurgisk regi. I dag er skadelidte meget hæmmet af bevægeindskrænkning, kraftnedsættelse og smerter i højre overekstremitet. Hun kan ikke elevere højre arm mere end 80-90°, så alt arbejde med armen over vandret er udelukket. Hun kan ikke løfte tunge byrder og oplever voldsom træthed i armen efter belastninger. Skadelidte er fuldstændig afhængig af skånehensyn i form af en ekstra medarbejder i køkkenet. Prognosen for at kunne varetage køkkenarbejde helt på egen hånd er således dårlig og det samme gør sig gældende for skadelidtes muligheder for at kunne skaffe sig arbejde med samme løn som før skaden. ” I en statusattest fra 19. februar 2018 blev følgende anført om klagers helbred: ”Der er tale om en 41-årig sund og rask kvinde, der siden 2014 har døjet med højresidige skuldersmerter og blev set i skulderambulatoriet, [by] Sygehus, december 2016 og pga. pladsmangel i højre skulder blev der foretaget pladsgørende operation tilbage i maj 2017. Blev set jævnligt postoperativt og har været igennem samtlige træningsprogrammer, men uden effekt af operationen. Patienten har fortsat en stor forkalkning i styresenen i højre skulder. Aktuelt arbejder hun ca. 22 timer ugentligt. Der er foretaget ultralydsskanning af højre skulder igen d. 14. februar 2018, og man finder igen en stor forkalkning i løftesenen og symtpomerne er forenelige med patientens fund. Vi kan evt, planlægge ny operation i marts 2018, men kan ikke garantere resultatet, men der er gode muligheder for at afhjælpe hendes symptomer. Man skal regne med, at en ny operation vil kræve 2-3 måneder efterfølgende fysioterapi, dvs. patienten kan først være fuld raskmeldt juni/juli 2018. …” Den 5. april 2018 blev der afholdt et opfølgningsmøde mellem klager, klagers bopælskommune og indklagede. Følgende fremgår af referatet: ”… Opfølgning jfr. Sygedagpengelovens kapitel 6. Fastholdelse/delvist raskmelding. [Klager] er fortsat ansat i køkkenet på [indklagede]. Hun er delvist raskmeldt på ca. 20 timer om ugen. Hun har fortsat brug for støtte til tunge opgaver hvor hun får hjælp af en kollega. [Leder] har fokus på at [klager] kommer i bedring men har også en bekymring omkring driften hvis hun fortsat ikke kan varetage sine opgaver fuldt ud i den nærmeste fremtid da den hjælp der gives til hende går fra andre opgaver i huset. Helbred [Klager] skal igennem en ny operation den 2. maj da den første operation ikke har haft den ønskede effekt. Lige nu er tilstanden stationær hvor træningen ikke længere har en effekt. [Klager] er tilknyttet [by] sygehus hvor hendes sag har været på lægekonference med 3 specialister fra [hospital] samt 2 fysioterapeuter. De mener der er gode chancer for at en ny operation kan gavne tilstande. Planen er at hun skal opereres den 2. maj 2018 men forventet sygemelding 3 måneder efter samt den samme træning som der blev iværksat sidst. … Uarbejdsdygtighed jfr. Sygedagpengelovens § 7 [Klager] vurderes uarbejdsdygtig grundet egen sygdom jf. sygedagpengelovens§ 7, idet der ikke kan peges på arbejdsopgaver, som hun kan varetage i fuldt omfang på nuværende tidspunkt. Vurderingen af uarbejdsdygtigheden gør sig også gældende ift. det brede arbejdsmarked jf. sygedagpengelavens§ 7 stk. 3. Det er sagsbehandlers vurdering, at der er fastholdelsesperspektiv, da [klager] forventes at restituere i et sådant omfang, at hun kan passe hidtidige arbejde. Lægeligt Der er modtaget lægelige oplysninger fra [by] sygehus den 19.02.18 som beskriver nye forkalkninger i samme skulder som formentlig kan afhjælpes med ny operation. Denne vil kræve en ny sygemelding i 2-3 måneder samt fysioterapi. Der forventes derfor tidligst raskmelding til juni/juli 2018. Samlet vurdering … Det vurderes, at [klager] kan varetage nuværende arbejde på sigt når hun har været igennem en ny operation den 2. maj 2018. Der forventes opstart på ny træning ved fysioterapeut samt delvist opstart på 20 timer. [Klager] vil formentlig få skånehensyn fremadrettet som tænkes at kunne afhjælpes med hjælpemidler. Tilstanden er ikke at betragte som stationær, da der er forventning om bedring ved mulige behandlingstilbud. …” I en følgenote til ovenstående møde anførte den kommunale sagsbehandler følgende: ”Der blev afholdt fællesmøde på arbejdspladsen den 5. april 2018. Der blev til mødet drøftet mulighed for § 56 samt hjælpemidler og personlig assistance som ikke blev skrevet i notat. Der blev gjort opmærksom på at [klager] kunne søge om § 56 aftale når hun var raskmeldt i forhold til evt. fraværsdage grundet skulderlidelse så arbejdsgiver kunne få refusion fra dag et. Derudover blev det drøftet at når [klager] nærmede sig opstart på jobbet igen skulle vi tage fat i vores konsulent i forhold til en vurdering af arbjedspladsen samt opgaver for at klarlægge om der kunne tilbydes hjælpemidler der kunne lette arbejdsgangen for [klager] samt evt. personlig assistance til de tunge opgaver som [klager] muligvis ikke ville kunne varetage. Det blev aftalt at dette skule drøftes med arbjedsgiver når der blev påbegyndt delvist raskmelding igen. ” Ved brev af 30. april 2018 blev klager afskediget med følgende begrundelse: ”Det meddeles hermed, at du opsiges som Caféansvarlig i [indklagede] pr. 30. april 2018. … Årsagen til din opsigelse er dit fravær gennem nu snart 12 måneder, og fremtidsudsigterne i forhold til den store usikkerhed der er omkring dine muligheder for til at kunne bestride stillingen som Caféansvarlig i fremtiden. Vores økonomi er meget påvirket af dette, og vi er af hensyn til det øvrige personale og brugerne nødt til at finde en holdbar løsning. Stillingen som Caféansvarlig i [indklagede] kræver en fuldtids arbejdsindsats – i forhold til ledelse, udvikling og kollegaer og som caféens ansigt udadtil i den vigtige tætte kontakt og dialog med centerets brugergrupper og gæster. …” Den 2. maj 2018 gennemgik klager en skulderudvidende operation. Klager var sygemeldt i hele opsigelsesperioden. Efter afskedigelsen havde klager og indklagede drøftelser om sagligheden i afskedigelsen. Der blev ikke opnået enighed. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. november 2019. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Klager har oplyst, at dette svarer til 291.190,23 kr. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen af hende var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klagers begrænsninger kan karakteriseres som langvarige og er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. Indklagede var på afskedigelsestidspunktet klar over dette. Det bestrides, at klages tilstand skulle være forbigående. Klager var ikke forpligtet til at oplyse om skaden ved ansættelsen, idet klager i et år inden ansættelsen ikke havde haft gener. Indklagede har bevisbyrden for, at klager ikke er afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven, idet der er påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at der er sket forskelsbehandling. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden. Indklagede gjorde ikke tilstrækkeligt for at imødekomme klagers behov for tilpasning. Der blev ikke forsøgt omplacering eller ændring af arbejdsopgaver, og indklagede fulgte ikke op på dialogen med kommunens jobcenter på trods af opfordringer hertil. Indklagede undersøgte ikke de reelle muligheder for at beholde klager i beskæftigelse. Det var ikke uforholdsmæssigt byrdefuldt at imødekomme skånehensynene. Indklagede konsulterede ikke kommunens jobcenter, fastholdelsesteam eller hjælpemiddelcentral. De af indklagede anskaffede maskiner i køkkenet blev anskaffet for at gøre caféens mad bedre og i overensstemmelse med brugernes ønsker. De blev ikke anskaffet for at aflaste klager. Det bestrides, at klager ikke gav udtryk for ønsker om tilpasning. Der blev bl.a. fremsat ønske om skånegulv. De fysiske rammer på arbejdspladsen var ikke til hinder for, at der kunne opstilles og opbevares hjælpemidler. Klager ønskede ikke, at stillingen blev omlagt til en administrativ stilling, men fastholder at en stor del af stillingen var administrativ. Klager ville kunne bestride stillingen som caféansvarlig med de rette hjælpemidler og ved anvendelsen af kommunens tilbud om en personlig assistent. Vestre Landsrets dom af 25. april 2017 (U. 2017.2353V) kan ikke sammenlignes med nærværende situation. Indklagede gør gældende, at man skal frifindes for klagers påstand. Subsidiært, at man skal betale et mindre beløb. Klager burde af egen drift ved ansættelsen have gjort indklagede bekendt med sin lidelse. At hun ikke gjorde dette vidner om, at hun ikke selv opfattede sig som syg eller handicappet. Under henvisning til Højesterets dom af 9. juni 2015 (U. 2015.3220H) gøres det gældende, at klager havde pligt til at oplyse om sin lidelse. Klager havde ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Der var ikke udsigt til, at klagers begrænsninger skulle være langvarige. Der henvises til Vestre Landsrets afgørelse af 25. april 2017. (U. 2017.2353V). Der forelå ikke en tilstrækkelig klar prognose for klagers helbred. Det blev i de lægelige vurderinger slået fast, at klagers tilstand ikke var stationær. Der var udsigt til, at klager efter sin operation kunne genoptrappe arbejdet inden for en kortere tidsramme. Genoptrapningsplanen medførte således, at der ikke forelå et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 8. januar 2019, sag B-0082-17. Uanset om der forelå et handicap eller ej har indklagede opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Indklagede traf samtlige mulige hensigtsmæssige foranstaltninger for at lade klager forblive i sin stilling. Der blev stillet en kollega til rådighed til medhjælp. Klager fik diverse maskiner stillet til rådighed i køkkenet til at afhjælpe gener. Klager efterspurgte ikke andre tilpasninger. De anskaffede maskiner lettede selvfølgelig arbejdet for alle, men tog udgangspunkt i klagers behov for aflastning. Klagers stilling kunne ikke omlægges til en administrativ stilling. De administrative opgaver var af begrænset omfang og af ikke-tidskrævende karakter. De administrative opgaver kunne udføres inden for den almindelige arbejdstid, hvor der f.eks. ikke var kunder i caféen. I kraft af klagers skulderproblemer var hun ikke længere kompetent og egnet til at varetage de væsentligste og nødvendige arbejdsopgaver i stillingen. Klager kunne ikke udføre helt væsentlige, almindelige og essentielle arbejdsopgaver som caféansvarlig, idet klager ikke kunne lave mad, løfte varer, foretage rengøring, oplære nye medarbejdere m.v. Klager var den eneste fuldtidsansatte i caféen, så det var af afgørende betydning, at klager kunne være til stede på fuld tid. Da klager ikke kunne være tilstede på fuld tid kunne klager ikke anses som egnet til at bestride stillingen. Det medførte store driftsmæssige forstyrrelser, at klager ikke var tilstede fuldtid. Et tilbud om en deltidsstilling var en uforholdsmæssig byrde for indklagede. Man forsøgte i perioden fra maj 2017 til april 2018 endda med ekstra hjælp fra timelønnede ansatte. Der var behov for en fuldtidsansat i caféen. Der henvises til Sø- og Handelsrettens afgørelse af 22. december 2014 (U. 2015.1053S) og Ligebehandlingsnævnets afgørelse i 2017-6810-46611. Det var ikke muligt for indklagede at ændre caféens fysiske rammer yderligere. Det ville derfor være en uforholdsmæssig byrde at skulle foretage yderligere tilpasninger henset til caféens fysiske rammer. Da der åbenlyst ikke kunne foretages ændringer af de fysiske rammer gav det ikke mening at kontakte kommunen med henblik på hjælpeforanstaltninger. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 2. maj 2018 (U. 2018.2912V) og Vestre Landsrets dom af 14. september 2015 (U. 2016.384V). Kommunens foreslåede tilpasninger løftede ikke byrden fra indklagede. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. I 2014 blev klager udsat for en ulykke, da hun arbejdede som kok. Ulykken medførte, at klager fik skuldergener. Den 8. februar 2016 blev klager ansat som caféansvarlig i den indklagede institution. Som følge af klagers skuldergener blev der i efteråret 2016 iværksat skånehensyn blandt andet mod tunge løft. I maj 2017 blev klager opereret i skulderen, hvorefter hun fulgte en genoptrapningsplan til at kunne arbejde ca. 20 timer om ugen. I speciallægeerklæring af 9. februar 2018 blev det anført, at klager var afhængig af skånehensyn som ekstra hjælp i køkkenet. I statusattest af 19. februar 2018 og opfølgningsmøde af 5. april 2018 blev det anført, at klager efter en ny operation var forventet fuldt raskmeldt efter tre måneders genoptræning dog med fortsat iagttagelse af skånehensyn. På denne baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sine skuldergener havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Faktiske omstændigheder Klager blev afskediget den 30. april 2018. Af afskedigelsesbrevet fremgår, at hun blev afskediget som følge af sin sygemelding samt en usikker prognose for tilbagevenden til arbejde. Dette var ikke foreneligt med institutionens drift. Klagers sygemelding skyldtes følgerne af hendes skuldergener. Klager har derved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af handicap. Tilpasning Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor. Klager og indklagede iværksatte i samarbejde skånehensyn for klager. Nævnet vurderer på denne baggrund og efter sagens øvrige omstændigheder, at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde funktionsbegrænsninger af en sådan karakter og varighed, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Klager var ansat i en fuldtidsstilling som caféansvarlig i den indklagede institution. Efter den første skulderoperation i maj 2017 blev klager deltidssygemeldt og arbejdede efter en genoptrapningsplan ca. 20 timer om ugen. Idet den første operation ikke havde den ønskede effekt, blev der planlagt en ny skulderoperation til 2. maj 2018. Det fremgår af statusattest af 19. februar 2018, at der lægeligt var forventet fuld raskmelding 3 måneder efter denne operation. Ved opfølgningsmødet den 5. april 2018 tilbød klagers bopælskommune, at man ved klagers raskmelding kunne overveje muligheden for en aftale efter sygedagpengelovens § 56 eller undersøge muligheden for personlig assistance. Klager blev afskediget den 30. april 2018, da indklagede havde behov for, at klager var tilstede på fuld tid. Indklagede har oplyst, at man foretog samtlige relevante tilpasningsforanstaltninger for at beholde klager i beskæftigelse, men at klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i stillingen. Nævnet vurderer imidlertid, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at klager uanset hensigtsmæssige tilpasninger, herunder personlig assistance, ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling som caféansvarlig. Indklagede undersøgte eller afprøvede således ikke konkret, om klager fortsat kunne varetage arbejdsfunktioner som caféansvarlig med relevante tilpasningsforanstaltninger, inden de afskedigede hende. Indklagede afprøvede således heller ikke tiltag f.eks. i form af personlig assistance, som klagers bopælskommune ellers foreslog som en mulighed. Indklagede afventede endelig heller ikke afklaringen af klagers helbredsmæssige situation, hvor det var forventet, at klager ville være raskmeldt 3 måneder efter operationen i maj 2018. Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det ikke var muligt at beholde klager i en stilling som caféansvarlig i den indklagede institution ved en rimelig tilpasning af hendes arbejdsforhold. Klager får derfor medhold i sin klage. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 305.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn inklusive pension. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 305.000 kr. til klager med procesrente fra den 4. november 2019, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2 om forbud mod forskelsbehandling - § 2 a, om tilpasning - § 7, stk. 1, om godtgørelse - § 7 a, om delt bevisbyrde <19-53686>

Versioner

1. 2021-02-23