Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0619
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9126@2021-02-27/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0619
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse Ekstra Bladet bragte i februar måned en artikel med omtale af et grundlovsforhør, hvor en 23-årig mand blev varetægtsfængslet. En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at der ikke var nogen relevant årsag til at nævne personens etnicitet i artiklen, og at han havde retlig interesse ved selv at være etnisk dansker. Pressenævnet afviste at behandle klagen, da personen, der klagede, ikke var omtalt eller afbildet i artiklen, og derfor ikke har retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Fængslet efter biljagt: - Undskyld ”, som blev bragt af Ekstra Bladet den 20. februar 2021 på netavisen ekstrabladet.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagsfremstilling Den påklagede artikel indeholder omtale af et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor en 23-årig mand blev varetægtsfængslet efter at have kørt bil i påvirket tilstand. Af artiklen ” Fængslet efter biljagt: - Undskyld ” fremgår blandt andet følgende: ”Den unge, etnisk danske mand blev anholdt kort efter kl. 01 i nat, hvor han sekunder forinden var steget ud af sølvgrå VW Passat, som politiet i et kvarters tid havde jagtet godt grundigt rundt. ” [Klager] har til støtte for klagen anført, at der ikke er nogen relevant årsag til at nævne personens etnicitet i den pågældende sag. Omtalen er derfor ikke i overensstemmelse med de presseetiske reglers afsnit C4, der omhandler identitetsoplysninger. [Klager] har i klagen oplyst, at han selv er etnisk dansker og derfor har en interesse i sagen. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Klagen angår en artikel med omtale af et grundlovsforhør, hvor en 23-årig mand blev varetægtsfængslet efter at have kørt bil i påvirket tilstand. Manden beskrives i artiklen som ”Den unge, etniske danske mand”. Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen. Selv om [Klager] er etnisk dansker, har han ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til ham. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 24. februar 2021