Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9135@2021-03-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - køn - stillingsopslag - ansættelse - medhold

J.nr. 20-13523 En virksomheds annonce efter arbejdskraft på Facebook blev alene vist på de profiler, der tilførte mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år. Virksomheden havde tillige annonceret jobbet på virksomhedens hjemmeside og Facebookside. Endvidere havde virksomheden opfordret Facebookbrugerne til at dele opslaget. Nævnet vurderede, at der under disse omstændigheder ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed havde handlet i strid med annonceringsforbuddene i ligebehandlingsloven og i forskelsbehandlingsloven. Indstillingen for visningen af annoncen alene for mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år skabte en formodning for, at kvinder og personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingerne. Der var herefter påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at virksomheden handlede i strid med forbuddene mod direkte forskelsbehandling på grund af køn og alder. Den indklagede virksomhed havde trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser i sagen. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen havde virksomheden herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Institut for Menneskerettigheder fik derfor medhold i klagen.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at den indklagede virksomhed målrettede visningen af sin annoncering efter arbejdskraft til mandlige Facebookbrugere i en bestemt aldersgruppe . Klagen er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af Institut for Menneskerettigheder i medfør af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 8. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven, at indklagede indstillede visningen af sin annoncering efter arbejdskraft på Facebook således, at annoncen alene blev vist på de profiler, der tilhørte mænd mellem 20 og 43 år. Sagsfremstilling I efteråret 2018 annoncerede den indklagede virksomhed efter ”stagehands”. Indklagede anvendte Facebooks annonceplatform til annoncering af det ledige job. Af annoncen fremgår: ”Please welcome: ”[Indklagede]” [emoji] We now have a department in [by]. [emoji] please spread the word. Read more on our website: [hjemmeside]” Annoncens visning var målrettet bestemte Facebookbrugere. Disse Facebookbrugere kunne med funktionen ”Hvorfor ser jeg denne annonce? ” se en begrundelse for visningen. Det fremgår heraf: ” Hvorfor ser jeg denne annonce? En af årsagerne til, at du ser denne er annonce, er, at [indklagede] gerne vil nå ud til personer, som har været i nærheden af deres virksomhed for nylig. Dette er baseret på oplysninger fra din Facebook-profil og din mobilenhed. Der kan være andre årsager til, at du ser denne annonce. Det kan bl.a. være, at [indklagede] gerne vil nå ud til mænd i alderen 20 til 43, som bor eller for nylig har været i nærheden af [område]. Oplysningerne er baseret på din Facebook-profil og på, hvor du har oprettet forbindelse til internettet. ” Målretning af jobannoncer er muliggjort af en facilitet, som Facebook sælger på sin annonceplatform. Facebook tilbyder ud over annonceplatformen også en jobformidlingsplatform, hvor målretning af jobannoncer ikke er mulig. Ved annoncering på annonceplatformen har annoncører mulighed for at tilkøbe forskellige former for målretning af visning af en annonce. Visningen på den enkelte Facebookprofil kan ske på baggrund af f.eks. profilens oplysning om lokation, alder, køn og sprog. Målretningsfunktionen tilbydes i umiddelbar tilknytning til salget af annoncen. Annoncøren kan således vælge forskellige typer af målgrupper i forhold til, hvem der skal kunne se annoncen. Facebookbrugeren kan – som det fremgår ovenfor – ved visning af annoncen aktivere funktionen ”Hvorfor ser jeg denne annonce” og få oplysning fra Facebook om, hvordan annoncøren har målrettet den pågældende annonce. Af Facebooks annonceringspolitik fremgår under overskriften ”Forbudt indhold”: ”3. Forskelsbehandling Politik Annoncer må ikke diskriminere eller opfordre til diskrimination af personer på baggrund af personlige egenskaber som f.eks. race, etnicitet, hudfarve, national oprindelse, religion, alder, køn, seksuel orientering, kønsidentitet, familiestatus, handicap, medicinsk eller genetisk sygdom. Facebook forbyder, at annoncører bruger vores annonceprodukter til at diskriminere folk. Det betyder, at annoncører ikke må (1) bruge vores værktøjer til valg af målgruppe til (a) uretmæssigt at målrette mod bestemte grupper af mennesker med henblik på annoncering [] eller (b) uretmæssigt at ekskludere bestemte grupper af mennesker fra at se deres annoncer. Annoncører er desuden forpligtet til at overholde gældende love, der forbyder diskrimination []. Det omfatter love, der forbyder diskrimination af grupper af personer i forbindelse med f.eks. boligtilbud, beskæftigelse og kreditvurdering. … Ansvarsfraskrivelse: Denne vejledning træder ikke i stedet for juridisk rådgivning. Kontakt en jurist for at modtage konkret rådgivning om din situation. ” Som led i forberedelse af et radioindslag om målrettet annoncering kontaktede en journalist den indklagede virksomhed vedrørende virksomhedens annoncering på Facebook. Journalisten oplyste i sin mail af 3. oktober 2018 til virksomheden, at en adjunkt ved et universitet og en professor emeritus i arbejds- og ansættelsesret fra et andet universitet havde udtalt, at den pågældende form for annoncering var i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagedes administrerende direktør svarede journalisten ved mail af 3. oktober 2018: ”Hej [journalistens navn]. :/) … At målrette betyder for os: • vi får mere for pengene og spilder ikke vores reklamekroner. • aldersmæssigt så gir skal vi ha nogen der er moden nok så derfor søges der typisk fra 20 år. Grænsen på 43 kunne godt være 50 men det giver os ingen ting at reklamere for dem der er ældre da jobbet ikke har nogen interesse. Og igen så koster det at reklamere, og det tæller højt. • mænd er klart stærkere end kvinder, samt højere og det har stor betydning når der skal tømmes lastbiler, eller bygges scener. Vi har kvinder på holdet. Men de kan kun bruges nar de mixes ind sammen med en flok mænd. • vi leder efter folk som kunne bruge vores jobtilbud som et "extra" lille hyggejob, og især studerende og International studerende er for os at foretrække. Vi er et rekrutterings firma, og der er altså ikke tale om fast arbejde i vores annonce :/) Håber det gav lidt viden fra vores side Venlig hilsen / yours sincerely [Navn]” Den 12. oktober 2018 blev der bragt et radioindslag og artikler om målretning af jobopslag på Facebook. Indklagede var omtalt i den ene artikel og skulle ifølge artiklen have udtalt blandt andet: ”[Indklagede] kan ikke se noget problem i deres selektive annoncering, forklarer [navn], der er administrerende direktør i virksomheden. • At målrette betyder for os, at vi får mere for pengene og ikke spilder vores reklamekroner, skriver han i en mail til [radiostationen]. Når man annoncerer på Facebook betaler man for hver visning af ens opslag. [Den administrerende direktør] skriver videre: • Mænd er klart stærkere end kvinder, samt højere og det har stor betydning, når der skal tømmes lastbiler eller bygges scener, siger [den administrerende direktør] og fortsætter: • Vi har kvinder på holdet, men de kan kun bruges, når de mixes ind sammen med en flok mænd. ” På baggrund af radioindslaget anmodede Institut for Menneskerettigheder om oplysninger fra den research, som radiostationen havde foretaget forud for udsendelsen. Institut for Menneskerettigheder skrev den 5. november 2019 til den indklagede virksomhed og oplyste, at instituttet i forbindelse med radioindslaget den 12. oktober 2018 var blevet gjort opmærksom på, at virksomheden ved hjælp af Facebooks annonceringsværktøjer havde målrettet annonceringen til mænd i alderen 20-43 år. Instituttet oplyste, at instituttet overvejede at indbringe virksomhedens annoncering for Ligebehandlingsnævnet. Samme dag skrev indklagede i en mail til Institut for Menneskerettigheder: ”… [Indklagede] har aldrig målrettet markedsføring bevist efter kun mænd. Vi har Masser af kvinder som også arbejder i [Indklagede], og det giver altid en go synergi. Det fremgik også af det der blev sagt. At vi valgte at køre en målrettet annonce på vores [by] afdeling var ikke en bevist handling For at undgå kvinder. Blot set med et økonomisk aspekt for vi ved at flere mænd søger ind Hos os end kvinder, og vi havde lige startet afdelingen. …” Ved brev af 21. november 2019 svarede indklagedes advokat på henvendelsen fra Institut for Menneskerettigheder: ”… Det er, som I har anført, korrekt, at min klient har annonceret via Facebook og har derigennem tillige anvendt deres annonceringsværktøj, hvor det pågældende stillingsopslag, har været målrettet, som anført i jeres brev til min klient. Det skal i denne forbindelse oplyses, at annonceringen har fundet sted over en helt kort periode. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at stillingsopslaget videre har været tilgængelig på min klient hjemmeside, ligesom annoncen har været tilgængelig på min klient facebook side. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at stillingsannoncen på ingen måder er i strid med forskelsbehandlingsloven eller ligebehandlingsloven. Annoncen henvender sig til såvel mænd som kvinder, uanset alder, køn, race, etnicitet, seksualitet m.v. Jeg ser dog heller ikke jeres brev således, at det er annoncen som i anfægter, men den måde hvorpå annonceringen er sket. I min klients vikarbureau er der tilknyttet en lang række personer, som har et bredt spektrum af nationaliteter, køn og alder. Min klient ønsker diversitet omkring de ansatte og har absolut ikke præferencer med hensyn til bl.a. alder, køn m.v. Dog er det også generelt flest yngre mænd, der reelt ønsker tilknytning til denne branche. Derfor må det bero på en misforståelse, såfremt I er af den opfattelse, at min klient alene ønsker mænd i en bestemt aldersgruppe. … Min klient tager derfor et stort socialt ansvar og ønsker (naturligvis) ikke at udstøde nogen. Derfor er annonceringen absolut heller ikke tænkt således, som I fortolker annonceringen. Det er i øvrigt ikke min opfattelse, at forholdet er i strid med den gældende lovgivning. Min klient har ikke ved annonceringen udelukket nogen fra at søge en stilling. Stillingen var tillige slået op flere andre steder, jf. ovennævnte og rekruttering sker tillige efter ”mund til mund” princippet. Hermed skal det i øvrigt påpeges, at vejledninger på området for såvel ligestilling som forskelsbehandling ikke nævner målrettet annoncering som et forhold der er udelukket. Såfremt annoncering ikke var tilladt som sket, vil forholdet åbne for en for arbejdsgivere meget vanskelig proces, hvorefter det skal sikres at annoncering finder sted på måder hvor alle, uanset race, køn, alder, seksualitet, etnicitet m.v. har mere eller mindre lige stor mulighed for at se annoncen. Dette synes der ikke hjemmel til at stille krav om. Derfor afvises det, at min klient har handlet i strid med gældende lovgivning. Henvendelsen fra jer, har givet min klient anledning til at vurdere, hvorledes denne vil annoncere fremover. …” Ved mail af 19. december 2019 meddelte Institut for Menneskerettigheder indklagedes advokat, at det fortsat var instituttets vurdering, at målretningen af jobannoncer efter køn og alder på Facebook strider mod ligebehandlingslovgivningen, og at instituttet ville tage skridt til at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet. Institut for Menneskerettigheder indbragte den 6. marts 2020 en klage for Ligebehandlingsnævnet. Klagen er behandlet sammen med en anden klage vedrørende annoncering, der ligeledes blev indbragt af Institut for Menneskerettigheder den 6. marts 2020 (sag nr. 20-13527). Parternes bemærkninger Institut for Menneskerettigheder gør gældende, at indklagede skal anerkende, at det var i strid med forskelsbehandlingslovens § 5, stk. 1, og ligebehandlingslovens § 6, at virksomheden på Facebooks annonceplatform som led i sin annoncering efter ”stagehands” målrettede den pågældende jobannonce til mænd i alderen 20-43 år. Subsidiært skal indklagede anerkende, at det er i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 1, stk. 2, og ligebehandlingslovens § 2, jf. § 1, stk. 2, at virksomheden på Facebooks annonceplatform som led i sin ansættelsesproces vedrørende ”stagehands” målrettede den pågældende jobannonce til mænd i alderen 20-43 år. Sagen handler ikke om indklagedes valg af, hvilke medarbejdere der konkret skulle ansættes. Det følger af forskelsbehandlingslovens § 5, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med de nævnte kendetegn. Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at ”… Bestemmelsen medfører, at annoncering efter arbejdskraft skal være neutral i forhold til kriterierne i § 1 og er foreslået som en nødvendig forudsætning for, at §§ 2 og 3 skal kunne fungere i praksis. Disse bestemmelser mister deres betydning, hvis det er tilladt ved annoncering at angive, at der f.eks. kun søges europæere eller asiater. Det kan næppe forventes, at f.eks. asiater vil søge en stilling, der er averteret under ”europæere søges”, uanset at de i medfør af bestemmelserne i §§ 2 og 3 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling eller erhvervsuddannelse, hvis de søgte den…” (Lovforslag L 181, fremsat 17. januar 1996, Folketinget 1995-96). § 2, stk. 1, i det nævnte lovforslag svarer til § 2, stk. 1, i den nugældende lov og omhandler forbud mod forskelsbehandling bl.a. i forbindelse med ansættelse. § 3 omhandler i begge tekster erhvervsuddannelse mv. Det nævnte lovforslags § 1 indeholdt ikke alder som forbudt kriterium, men dette er efter instituttets opfattelse uden betydning for forståelse af ovennævnte lovbemærkninger i den aktuelle sag. Det følger af Ligebehandlingslovens § 6, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse m.v. søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ”Bestemmelsen medfører, at annoncering efter arbejdskraft skal være kønsneutral, og er foreslået som en nødvendig forudsætning for, at §§ 2 og 3 skal kunne fungere i praksis. Det kan næppe forventes, at f.eks. mænd vil søge stillinger der er averteret under ”kvinder søges”, uanset at de i medfør af bestemmelserne i §§ 2 og 3 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling eller erhvervsuddannelse m.v. hvis de søgte den…” (Lovforslag L 148, fremsat 10. januar 1978, Folketinget 1977-78). Lovbemærkningerne skal forstås sådan, at annonceringsbestemmelsen skal sikre neutral annoncering og må betragtes som en nødvendig forudsætning for, at lovens forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med bl.a. ansættelse skal kunne fungere i praksis. Det skal således ikke være muligt at omgå forbuddet mod forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse ved at anvende en annoncering, som ikke er neutral, fordi den medvirker til, at visse ansøgere, som ser annoncen, afholder sig fra at søge. Den anvendte annoncering må fx ikke begrænse ansøgerfeltet efter alder eller køn. Bestemmelsernes ordlyd beskriver, at det ved annonceringen ikke må angives, at der søges eller foretrækkes personer med bestemte karakteristika eller med et bestemt køn. Instituttet gør gældende, at ordene ”ved annoncering” åbner for et bredere anvendelsesområde for bestemmelserne end selve ordlyden af jobannoncen, således at bestemmelserne også omfatter andre elementer af annonceringsprocessen f.eks. valg af medie eller måden, som den pågældende annonce offentliggøres på. Instituttet gør i fortsættelse heraf gældende, at bestemmelserne skal fortolkes sådan, at de omfatter visning af en i øvrigt neutral annonce, der er afgrænset efter alder eller køn. For det første bevirker en målretning efter køn og alder, at annoncøren udelukker alle andre personer end de personer, som er i målgruppen, fra at se annoncen, idet annoncen kun vises for personer med et bestemt køn og i en bestemt aldersgruppe. En sådan annoncering er åbenbart ikke neutral i den forstand, som forskelsbehandlingslovens § 5 og ligebehandlingslovens § 6 tilsigter. For det andet angiver annoncøren ved at målrette annoncen efter alder og køn sin intention, nemlig at personer af en bestemt alder og med et bestemt køn søges eller foretrækkes. Målretningen kan dermed sidestilles med, at det direkte i annoncen angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af en bestemt alder og med et bestemt køn. Den potentielle ansøger bliver informeret om den valgte målretning, hvis ansøgeren anvender funktionaliteten ”Hvorfor ser jeg denne annonce”. Hvis den foreliggende annoncering på Facebooks annonceplatform ikke anses for omfattet af annonceringsbestemmelserne i henholdsvis forskelsbehandlingslovens § 5 og ligebehandlingslovens § 6, gør instituttet gældende, at denne annoncering er omfattet af det generelle diskriminationsforbud i forskelsbehandlingslovens § 2 og ligebehandlingslovens § 2, som forbyder arbejdsgivere bl.a. at forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. De enkelte elementer i en annonceringsproces er elementer i en ansættelsesproces. Forekommer der diskrimination i et enkelt led i annonceringsprocessen, medfører det, at ansættelsesprocessen som helhed ikke er neutral. De underliggende EU-direktiver indeholder ikke en annonceringsbestemmelse svarende til forskelsbehandlingslovens § 5 og ligebehandlingslovens § 6, men alene en generel beskyttelse mod diskrimination i forbindelse med ansættelse. Det forudsættes således, at diskrimination i forbindelse annoncering med omfattes af diskriminationsforbuddet vedr. ansættelse. Indklagede kan ikke ved at påvise neutral annoncering i andre medier legitimere den mangel på neutralitet, som den målrettede annoncering på Facebooks annonceportal indebærer. Den målrettede annoncering giver de Facebookprofiler, der ser annoncen, et fortrin i forhold til alle øvrige personer, der måtte se annonceringen i andre medier, fordi den målrettede annoncering netop er egnet til at øge andelen af personer med bestemte profiler i det samlede ansøgerfelt. Dermed kan annonceringen potentielt være en medvirkende årsag til, at en ansøger forskelsbehandles i forbindelse med selve ansættelsen. Indklagede er som rekrutterings- og vikarbureau også omfattet af henholdsvis forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven. Der henvises i den forbindelse til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 22. januar 2020 i sag nummer 19-7566. Indklagede har trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser i sagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Nævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Institut for Menneskerettigheder kan for Ligebehandlingsnævnet indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse. Det kan for eksempel være sager, som vurderes at være indgribende i forhold til en større gruppe af personer. Det fremgår af ligebehandlingslovens § 6, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Det fremgår af ligebehandlingslovens § 2, jf. § 1, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser. Af forarbejderne til ligebehandlingslovens § 6 fremgår, at annoncering efter arbejdskraft skal være kønsneutral. Af forarbejderne til ligebehandlingslovens § 6 fremgår endvidere, at bestemmelsen om annoncering blev foreslået som en nødvendig forudsætning for, at ligebehandlingslovens forpligtelse for arbejdsgivere til at behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse kunne fungere i praksis. Det fremgår også af forarbejderne, at det næppe kan forventes, at f.eks. mænd vil søge stillinger, der er averteret under ”kvinder søges”, uanset at de i medfør af ligebehandlingslovens § 2 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling, hvis de søgte den. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at det ikke ved annoncering må angives, at der til ansættelse søges eller foretrækkes en person med en bestemt alder. Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 1, at en arbejdsgiver ikke på grund af alder må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Forskelsbehandlingsloven trådte i kraft den 1. juli 1996. I 2004 blev alder indsat som beskyttelseskriterium i forskelsbehandlingsloven i forbindelse med implementering af beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv). Kriteriet alder blev indsat i forskelsbehandlingslovens annonceringsforbud som en konsekvens af indsættelsen af alder i lovens § 1. Det fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingsloven, at bestemmelsen i § 5 om annoncering medfører, at annoncering efter arbejdskraft skal være neutral i forhold til de diskriminationsgrunde, der er opregnet i lovens § 1. Af forarbejderne til § 5 fremgår endvidere, at bestemmelsen om annoncering blev foreslået som en nødvendig forudsætning for, at forskelsbehandlingslovens forbud mod at forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse skal kunne fungere i praksis. Forbuddet mod forskelsbehandling af ansøgere til ledige stillinger på grund af alder betyder bl.a., at annoncering efter ansatte i en bestemt aldersgruppe ikke vil være tilladt. Den indklagede virksomhed annoncerede i efteråret 2018 efter ”stagehands”. Indklagede angav ikke i sin annoncering, at virksomheden foretrak en person af et bestemt køn eller med en bestemt alder. Ved hjælp af Facebooks annonceplatform blev indklagedes annonce imidlertid alene vist på de profiler, der tilhørte mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år, hvilket beroede på indklagedes indstilling for visningen af annoncen. En sådan indstilling for visning af annoncering efter arbejdskraft, hvorefter annoncen alene vises for mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år, er ikke neutral i forhold til de diskriminationsgrunde, der er opregnet i ligebehandlingslovens § 1 og forskelsbehandlingslovens § 1. Dette vil derfor efter omstændighederne kunne sidestilles med en tilkendegivelse om, at der foretrækkes en person med et bestemt køn eller en bestemt alder til stillingen. Om indklagedes annoncering efter arbejdskraft på Facebook var i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingslovens § 6 og i forskelsbehandlingslovens § 5, må imidlertid bero på en samlet vurdering af omstændighederne i den konkrete sag. I vurderingen må det tillægges betydning, om annoncering alene er sket på Facebook ud fra nærmere angivne indstillinger for visningen, eller om annoncering tillige er sket på jobportaler m.v., som alle personer har lige adgang til. Det fremgår af oplysningerne i sagen, at den indklagede virksomhed tillige annoncerede jobbet på virksomhedens hjemmeside og Facebookside. Endvidere opfordrede virksomheden Facebookbrugerne til at dele jobopslaget. Nævnet vurderer, at der under disse omstændigheder ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den indklagede virksomhed ved sin indstilling for visningen af annoncen til Facebookbrugere har handlet i strid med annonceringsforbuddet i ligebehandlingslovens § 6 og i forskelsbehandlingslovens § 5. Spørgsmålet er herefter, om indklagede ved sine indstillinger for annonceringen på Facebook har handlet i strid med de generelle forbud mod forskelsbehandling på grund af køn og alder ved ansættelse, jf. ligebehandlingslovens § 2, jf. § 1, henholdsvis forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 1. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn og/eller alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn og/eller personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagedes indstilling for visningen af annoncen alene for mandlige Facebookbrugere mellem 20 og 43 år skaber en formodning for, at kvinder og personer uden for denne aldersgruppe ikke havde samme mulighed for at komme i betragtning til stillingerne. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at indklagede ved den valgte indstilling for visning af annonceringen på Facebook handlede i strid med forbuddene mod direkte forskelsbehandling på grund af køn og alder. Den indklagede virksomhed har trods flere opfordringer ikke besvaret nævnets henvendelser i sagen. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen har indklagede herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. På denne baggrund får Institut for Menneskerettigheder medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3 og stk. 3, om nævnets kompetence • § 1, stk. 8, om sager af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse • § 6, stk. 2, om behandling af principielle sager • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligebehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 6, om annoncering • § 16 a, om delt bevisbyrde Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 5, om annoncering • § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

1. 2021-03-06