Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre, at arbejde med fejlretning af paller på transportbånd, skulle udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. (Arbejdets udførelse - fejlretning af paller på transportbånd - adgangsvej - stop af anlæg - abnorm handling.)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9138@2021-03-10/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre, at arbejde med fejlretning af paller på transportbånd, skulle udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. (Arbejdets udførelse - fejlretning af paller på transportbånd - adgangsvej - stop af anlæg - abnorm handling.)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdet med fejlretning af paller på transportbånd ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på ulykkestidspunktet. Nævnet vurderede, at det forhold, at den ansatte gik ind i anlægget for at fejlrette en palle, ikke var en handling, der var uden saglig tilknytning til arbejdet. Nævnet lagde vægt på, at den ansatte gik ned fra platformen, trådte op på kanten ved rullebanen via overgangen og gik hen på transfervognen for at fejlrette en udhængsfejl, som gjorde, at en palle ikke blev transporteret videre. Da han havde rettet pallen, gik anlægget i gang, og det gav et ryk, som gjorde, at han faldt ned på transfervognens skinner og slog skulderen af led. I klagen var anført, at den ansatte ikke bare handlede i strid med arbejdsgiverens instrukser men også handlede abnormt. Nævnet bemærkede, at uanset om en virksomhed har instrueret de ansatte, er det virksomheden, der som arbejdsgiver har ansvaret for, at arbejdet er foregået sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Et mindretal på 2 af nævnets medlemmer fandt, at Arbejdstilsynet ikke havde dokumenteret, at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sine forpligtelser efter loven, idet det ikke fremgik, hvori overtrædelsen bestod.
Den konkrete afgørelse Afgørelsen er skrevet til [navn udeladt]. Afgørelsen er sendt til [navn udeladt], som repræsenterer [navn udeladt] i sagen. I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. november 2019 om fejlretning af paller på transportbånd. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 25. august 2020. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. november 2019 med strakspåbud til jer om at sikre, at arbejde med fejlretning af paller på transportbånd hos [navn udeladt] på arbejdsstedet [adresse udeladt] udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med fejlretning af paller på transportbånd på [navn udeladt]´s lager i [bynavn udeladt] ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på ulykkestidspunktet den 23. oktober 2019. Nævnet vurderer, at det forhold, at den ansatte gik ind i anlægget for at fejlrette en palle, ikke er en handling, der er uden saglig tilknytning til arbejdet. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at den ansatte i forbindelse med sit arbejde opdagede en udhængsfejl, som gjorde, at en palle ikke blev transporteret videre. Han gik ned fra platformen, trådte op på kanten ved rullebanen via overgangen og gik hen på transfervognen for at fejlrette pallen. Han stod enten på en tom palle eller på kanten af rullebanen. Da han havde rettet pallen, gik anlægget i gang, og det gav et ryk, som gjorde, at han faldt ned på transfervognens skinner og slog skulderen af led. Rullebanen var ca. 70 cm. over gulvniveau. Nævnet lægger endvidere vægt på, at skadelidte ikke benyttede sikkerhedsdøren, som ville have stoppet anlægget, ligesom han ikke tilkaldte en tekniker. Nævnet lægger til grund, at de pakkede paller kørte på en transfervogn hen til en rullebane, som transporterede den videre. Transfervogn og rullebane var forsynet med følere, som styrede transporten af pallerne. Nævnet lægger endvidere til grund, at der rundt om den del af anlægget, hvor transfervognen bevægede sig, var opsat sikkerhedshegn. Hegnet var forsynet med en sikkerhedsdør. Nævnet er opmærksom på, at [navn udeladt] i klagen har anført, at den ansatte ikke bare handlede i strid med arbejdsgiverens instrukser, men også handlede abnormt, da han handlede imod arbejdsgiverens instruktion om, at fejlretning af paller foregår ved, at man går ind ad sikkerhedsdøren, hvorefter anlægget stopper og en tekniker skal tilkaldes. [navn udeladt] finder, at virksomheden har iagttaget samtlige pligter i henhold til arbejdsmiljøloven og derved ikke kan pålægges et påbud om at sikre, at arbejdet med fejlretning af paller på transportbånd udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser i den forbindelse til nævnets begrundelse ovenfor og Arbejdstilsynets udtalelse. Nævnet skal tilføje, at det fremgår af arbejdsmiljølovens regler om arbejdsgiverens almindelige pligter, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Det følger af arbejdsmiljølovens regler om arbejdets udførelse, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Uanset om virksomheden har instrueret de ansatte, er det virksomheden, der som arbejdsgiver har ansvaret for, at arbejdet er foregået sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Forholdet om, hvorvidt den ansatte eventuelt måtte have handlet i strid med virksomhedens instruktion, har ikke betydning for, om der kan træffes en afgørelse efter arbejdsmiljøloven, men kan have betydning ved en eventuel straffesag. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et flertal på 9 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. Et mindretal på 2 af nævnets medlemmer finder, at Arbejdstilsynet ikke har dokumenteret, at arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter loven, idet det ikke fremgår, hvori overtrædelsen består. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, samt brev af 16. april 2020 fra [navn udeladt]. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 7, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse. Om arbejdsgiverens pligter • § 15, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 4 Almindelige pligter Arbejdsgiveren § 15. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særligt til: 1) kapitel 5 om arbejdets udførelse. 2) kapitel 6 om indretning af arbejdsstedet. 3) kapitel 7 om tekniske hjælpemidler mv. 4) kapitel 8 om stoffer og materialer. Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v.