Gelex

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om at standse arbejdet med opstilling af kantafmærkning langs udgravning og træffe effektive foranstaltninger imod faren for personpåkørsel på arbejdsstedet. (Byggepladser - forbud - standse opstilling af kantafmærkning langs udgravning - sikre mod personpåkørsel - vejarbejde - beskyttelsesniveau)

GældendeVersion 2021-03-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9140@2021-03-10/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om at standse arbejdet med opstilling af kantafmærkning langs udgravning og træffe effektive foranstaltninger imod faren for personpåkørsel på arbejdsstedet. (Byggepladser - forbud - standse opstilling af kantafmærkning langs udgravning - sikre mod personpåkørsel - vejarbejde - beskyttelsesniveau)

Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdet med kantafmærkning langs udgravningen i kørebanen på arbejdsstedet ikke var planlagt, tilrettelagt eller udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg. Nævnet vurderer, at de etablerede foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til effektivt at sikre den ansatte mod risiko for påkørsel under arbejdet. Nævnet vurderer, at arbejdet medførte en overhængende, betydelig fare for alvorlig tilskadekomst eller død til følge. Nævnet lagde afgørende vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at den ansatte gik på kørebanen med ryggen til kørselsretningen, mens trafikken passerede tæt på ham. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der stod en tavle N42 på hjørnet/starten af vejstrækningen, men at den stod helt inde ved kanten til udgravningen. Nævnet lagde også vægt på, at trafikmængden var jævn og bestod af blandet let og tung trafik. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. maj 2020 om opstilling af kantafmærkning. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 25. august 2020. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse 4. maj 2020 om at standse arbejdet med opstilling af kantafmærkning langs udgravning på [vejnavn udeladt] og træffe effektive foranstaltninger imod faren for personpåkørsel på arbejdsstedet [adresse udeladt]. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med kantafmærkning langs udgravningen i kørebanen på arbejdsstedet på [adresse udeladt], ikke var planlagt, tilrettelagt eller udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg den 27. april 2020. Nævnet vurderer, at de etablerede foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til effektivt at sikre den ansatte mod risiko for påkørsel under arbejdet. Nævnet vurderer, at arbejdet medførte en overhængende, betydelig fare for alvorlig tilskadekomst eller død til følge. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet konstaterede, at en ansat arbejdede med at flytte/opstille kantafmærkning langs udgravningen i kørebanen på [vejnavn udeladt]. Nævnet lægger afgørende vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at den ansatte gik på kørebanen med ryggen til kørselsretningen, mens trafikken passerede tæt på ham. Nævnet lægger endvidere vægt på, at Arbejdstilsynet supplerende har oplyst i genvurderingen, at der stod en tavle N42 på hjørnet/starten af vejstrækningen, men at den stod helt inde ved kanten til udgravningen. Nævnet lægger også vægt på , at Arbejdstilsynet konstaterede, at trafikmængden var jævn ved besøget og bestod af blandet let og tung trafik. Nævnet bemærker, at Arbejdstilsynets fotos understøtter konstateringerne på tilsynsbesøget. Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet konstaterede, at der var tale en om vejtypen ”byområde – trafikvej” (50 km/t). Hastigheden vurderedes til at være op til 30-40 km/t. Nævnet er opmærksom på, at I har anført, at Vejdirektorats retningslinjer og forebyggelsesniveauer omkring opstilling/genetablering af kantafmærkning var overholdt. Uanset om I har overholdt forebyggelsesniveauerne, kan det ikke føre til et andet resultat, da arbejdsgiver har ansvar for at sørge for, at arbejdet bliver udført forsvarligt under overholdelse af arbejdsmiljølovens regler. Det kan betyde, at man som arbejdsgiver skal beskytte ud over det i vejreglerne angivne niveau. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om bygge og anlægsarbejde, at ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, f.eks. passende afskærmning eller markering. Det følger af arbejdsmiljøloven, at hvis det er nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, så kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås, herunder at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, eller at arbejde i øvrigt standses. Bemærkninger til klagen I har også anført, at der var lysregulering, og at vejen var overgravet og belagt med køreplader, der effektivt havde en hastighedsdæmpende effekt. Den faktiske hastighed var derfor 10-20 km/t. Nævnet er enige i det i anførte i Arbejdstilsynets udtalelse af 22. juni 2020 om, at en lysregulering alene vil have en (begrænset) effekt ved rødt lys, og at kørepladerne alene var udlagt på dele af kørebanen. Nævnet skal også henvise til, at vurderingen af den faktiske hastighed på stedet er baseret på Arbejdstilsynets egen forbikørsel på stedet. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 Om vejarbejde • § 49, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge - og anlægsarbejde Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø. Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. . . . Stk. 2. Skønner Arbejdstilsynet det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan det påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge - og anlægsarbejde. Kapitel 6 Adgangs- og transportveje Adskillelse af gående og kørende § 49. Ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, f.eks. passende afskærmning eller markering. …

Versioner

  1. 2021-03-10