Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at standse arbejde med opsætning af spærkonstruktioner på tagrem, indtil der var foretaget sikring mod nedstyrtning med kollektive sikkerhedsforanstaltninger. (Byggepladser)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9147@2021-03-10/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at standse arbejde med opsætning af spærkonstruktioner på tagrem, indtil der var foretaget sikring mod nedstyrtning med kollektive sikkerhedsforanstaltninger. (Byggepladser)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejde med at montere spærelementer på tagrem ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderede, at det var nødvendigt at standse arbejdet for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed. Nævnet lagde vægt på, at en ansat udførte arbejde på tagrem i omkring 2,45 meters højde uden at være sikret mod nedstyrtning ved kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller andet. Nævnet lagde også vægt på, at den ansatte blev set arbejdende helt ude ved kanten, ofte lænende ud over kanten, hvormed der var overhængende og betydelig fare for den ansattes sikkerhed og sundhed. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at arbejdet med placering af spær var af kort varighed, og at der var planlagt brug af net som faldsikring, efter arbejdet med placering af spær var foretaget. Det skyldes, at arbejdet altid skal udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 24. august 2020 om fare for nedstyrtning. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 24. november 2020. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 24. august 2020 med påbud til jer om at standse arbejde med opsætning af spærkonstruktioner på tagrem, indtil der er foretaget sikring mod nedstyrtning med kollektive sikkerhedsforanstaltninger. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejde med at montere spærelementer på tagrem ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer, at det var nødvendigt at standse arbejdet for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved besøget på byggepladsen [adresse udeladt], konstaterede, at ansatte udførte arbejde på tagrem i omkring 2,45 meters højde uden at være sikret mod nedstyrtning ved kollektive sikkerhedsforanstaltninger eller andet. Ved fald fra højde er der betydelig fare for personskade. Nævnet lægger også vægt på, at den ansatte blev set arbejdende helt ude ved kanten, ofte lænet ud over, hvormed der var overhængende og betydelig fare for den ansattes sikkerhed og sundhed. Nævnet er opmærksomme på jeres oplysning om, at arbejdet med placering af spær var af kort varighed. Den korte varighed opvejer risiko og anstrengelser med ændring af stillads. Herudover var der planlagt brug af net som faldsikring, efter arbejdet med placering af spær var foretaget. Det kan ikke føre til et andet resultat. Det skyldes, at arbejdet altid skal udføres, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om bygge- og anlægsarbejde, at ved arbejde og færdsel i og på stilladser samt i øvrigt, hvor der er risiko for nedstyrtning, skal der, hvor det er nødvendigt af hensyn til de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. rækværk, skærme eller net, der effektivt sikrer mod nedstyrtning eller gennemstyrtning. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om fare for nedstyrtning • § 37, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. . . . Stk. 2. Skønner Arbejdstilsynet det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan det påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses. Bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde som ændret ved bekendtgørelse nr. 115 af 5. februar 2013 og bekendtgørelse nr. 1805 af 18. december 2015 § 37. Ved arbejde og færdsel i og på bygninger og konstruktioner m.v., på arbejdsdæk, arbejdsplatforme, stilladser, adgangsveje o.l. samt i øvrigt, hvor der er risiko for nedstyrtning eller gennemstyrtning, skal der, hvor det er nødvendigt af hensyn til de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, etableres kollektive sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. rækværk, skærme eller net, der effektivt sikrer mod nedstyrtning eller gennemstyrtning. Ved arbejde og færdsel på tage skal der træffes sikkerhedsforanstaltninger som angivet i § 38. Stk. 2. Sikkerhedsforanstaltningerne skal vælges under hensyn til arbejdets art og karakter, højden, der arbejdes i, samt under hensyn til de forhold, hvorunder arbejdet udføres. Sikkerhedsforanstaltningerne skal desuden vælges således, at faren under deres etablering og fjernelse er mindre end den fare, de skal afværge. Stk. 3. Rækværk, skærme og net m.v. skal være tilstrækkeligt høje, have fornøden styrke og være forsvarligt udført. Rækværk skal mindst bestå af en håndliste, en knæliste og en fodliste. Overdækninger over huller m.v. skal være forsvarligt udført, have tilstrækkelig styrke og være sikret mod forskydning. Stk. 4. Faldsikringsudstyr kan kun vælges til arbejdsopgaver, hvor sikkerhedsforanstaltninger til kollektiv beskyttelse, f.eks. rækværk, skærme og net, ikke med rimelighed kan anvendes på grund af arbejdets art og karakter.