Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - afskedigelse - ej medhold

GældendeVersion 2021-03-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9149@2021-03-11/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 20-48214 En reservelæge klagede til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling. Der var ikke i klagen, i reservelægens efterfølgende bemærkninger eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at reservelægen var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnet afviste herefter at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at reservelægen ikke kunne få medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som reservelæge. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager, som er født i Iran, blev den 1. maj 2016 ansat som praksisreservelæge i hoveduddannelsesforløb til speciallæge i almen medicin i den indklagede region. Stillingen var tidsbegrænset til den 31. oktober 2016 med tjenestested indtil videre ved et lægehus. Klager fik efterfølgende ansættelse på Børne- og Ungdomsafdelingen på A by Sygehus i den indklagede region. Den 1. januar 2019 blev klager ansat på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på A by Sygehus, hvor han arbejdede i fire måneder. Den 1. maj 2019 blev klager ansat på Medicinsk Afdeling på A by Sygehus. Ved brev af 27. september 2019 blev klager afskediget fra sin stilling som reservelæge. Af brevet fra den indklagede region fremgår blandt andet: ” Afgørelse om uansøgt afsked Koncern HR skal på vegne af Sygehusledelsen ved Medicinsk Afdeling, [A by] Sygehus orientere dig om at der er truffet afgørelse om at afskedige dig fra din stilling som reservelæge i specialet Almen Medicin. Du blev ansat den 1. maj 2015, hvorfor du har et overenskomstmæssigt opsigelsesvarsel på 4 måneder. Det betyder, at du fratræder din stilling ved udgangen af januar 2020. Du er tjenestefritaget indtil du fratræder. Din udtalelse i sagen. Du har haft mulighed for at udtale dig i sagen og regionen har modtaget partshøringssvar af den 30. september 2019. [Forening] bemærker, at den advarsel du fik i maj 2018 forældes efter ½ til 1 år. Regionen bemærkninger, 1) at advarslens gyldighed er en konkret vurdering og derfor ikke beror på en bestemt tidsperiode og 2) at de forhold, som er påtalt i advarslen i Bekendtgørelse om autoriseret sundhedspersoners patientjournaler, hvorfor du, som autoriseret sundhedsperson, ikke kan undsige dig dit ansvar for at overholde bekendtgørelsens bestemmelser. Regionen anser forhold 2) for et skærpende krav i forhold til advarslens gyldighed. [Forening] påpeger endvidere, at du uden påtale af dit faglige niveau, da du har fået godkendt dine kompetencer i dine hidtidige forløb. Som yderligere dokumentation vedlægger man en udtalelse fra Lægehuset i [A by]. Regionen bemærker, at uddannelsesansvarlig overlæge [person 1] Medicinsk Afdeling hurtigt blev opmærksom på dine faglige udfordringer. Derfor har afdelingen ikke ladet dig udføre selvstændigt arbejde i klinikken. Uagtet vurderingen i dine tidligere forløb, fastholder regionen, at dine kompetencer, på nuværende tidspunkt, er så tvivlsomme, at man ikke finder det forsvarligt at lade dig udføre selvstændigt lægefagligt arbejde. Af denne grund tjenestefritages du [i] den resterende del af ansættelsesperioden. Begrundelse Begrundelsen for den uansøgte afsked er dine utilstrækkelige journalnotater samt din manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved udøvelse af din lægegerning. Begrundelsen er endvidere [den indklagede region]s manglende tillid til dig. Sagsfremstilling Uddannelsesansvarlig overlæge [person 1] har konstateret, at dine lægelige kompetencer er så mangelfulde, at du, på trods af intens oplæring, stadig ikke formår at udføre selvstændigt lægefagligt arbejde uden at være til fare for patientsikkerheden. I juni 2019 har [person 1] konstateret, at du, på trods af omhyggelig instruktion, ikke formår at gennemføre en korrekt diagnosticering og behandling af selv simple patienter. [Person 1] har endvidere konstateret, at du ikke selv er vidende om, at dit arbejde er fejlbehæftet, og derfor ikke søger assistance. Du udviser derfor ikke tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved udøvelse af din lægegerning, hvilket afdelingsledelsen vurderer er til fare for patientsikkerheden. Beskrivelse af ovenstående forhold er vedhæftet som bilag. Den 13. september 2019 har den stuegangsgående sygeplejerske fremsendt sine observationer til afdelingsledelsen. Hun havde blandt andet observeret, at du ville sende en patient hjem, der havde et kaliumniveau på 2,6 mmol/l uden at give vedkommende kaliumtilskud. [henvisning til fodnote] Ved tjenstlig samtale den 19. september 2019 oplyste du, at du havde opdaget det ved gennemgang af dine lister og derefter ordineret Kalium. I en timeout gennemgik afdelingsledelsen journalnotatet og kunne konstatere, at du havde ordineret 1.500 mg K den 13. september 2019, men havde skrevet yderligere to journalnotater på patienten den 18. september 2019 kl. 14:12 og 14:35, samme dag som Koncern HR havde fremsendt det bilag til din e-Boks, hvorpå episoden var beskrevet. Dine journalnotater overholder ikke lovgivningskravet om tidstro journalføring, og den tidsforskudte ordination af Kalium afspejler, at du først har indset problemet med den mangelfulde ordination du havde lavet den 13. september 2019, da du modtog bilaget til den tjenstlige samtale fra Koncern HR den 18. september 2019. Journalnotaterne er vedlagt som bilag 1. Det kan oplyses, at bilaget blev fremsendt til din e-Boks kl. 7:30 den 18. september 2019. På baggrund af din forklaring, har afdelingsledelsen ikke tillid til, at du udfører din lægegerning med den omhu og samvittighedsfuldhed, man ville forvente af en læge på dit uddannelsesniveau. Sygeplejersken gjorde yderligere observationer og fik det indtryk, at du ikke var klar over, hvad du foretager dig. Hun opfattede dig som usikker og undrede sig over, at du ikke spurgte dine mere erfarne kolleger til råds. Observationerne fremgår af bilag 2. Den 13. september 2019 gik samme sygeplejerske stuegang og fulgte dig tæt idet hun eksplicit bad dig tage stilling til ”det” og ”det”. Hun kunne konstatere, at du fulgte hendes ordrer, men at du virkede meget usikker på hvad det var hun forlangte af dig. I maj 2018 har du fået en tjenstlig advarsel. I den forbindelse blev det indskærpet, at du, fremover og med øjeblikkelig virkning, skulle leve op til de lovkrav, der er som læge i Danmark vedr. journalføring samt udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelse af din lægegerning. [Person 2] tilføjer, at afdelingens specialeansvarlige overlæger oplyser, at [klagers initialer] ofte spørger meget, men han effektuerer ikke det, de aftaler med ham. Derfor har afdelingsledelsen ikke tillid til, at du kan navigere hensigtsmæssigt i det læringsmiljø som [den indklagede region] kan tilbyde i en hoveduddannelsesstilling. Du blev ligeledes orienteret om, at såfremt du ikke efterlevede dette, ville regionen, efter konkret vurdering, indlede en sag om uansøgt afsked. På baggrund af ovenstående forhold, har afdelingsledelsen vurderet, at du ikke kan varetage selvstændigt arbejde i klinikken. Af hensyn til patientsikkerheden, blev du taget ud af vagten allerede efter din første følgevagt. Siden har man vurderet, at dine kompetencer er så mangelfulde, at du har gået som surnummerær. På baggrund af de forholdsregler, kan du ikke opnå de påkrævede kompetencer til at opnå dine uddannelsesmål. Ved tjenstlig samtale den 19. september 2019 blev du orienteret om, at du var tjenestefritaget indtil videre. ” Den 7. november 2019 deltog klager i en samtale med Styrelsen for Patientsikkerhed om sit faglige virke som læge. Af referatet fra samtalen fremgår blandt andet: ”[Klager] var indkaldt til samtale på baggrund af indberetning fra [den indklagede region], hvor ledelsen på Medicinsk Afdeling på [A by]s sygehus, vurderede at [klagers] lægelige kompetencer var mangelfulde på trods af intens oplæring og at [klager] ikke kan udføre selvstændigt lægefagligt arbejde, uden at være til fare for patientsikkerheden. Formålet med samtalen var at tage stilling til, om der var patientsikkerhedsmæssige problemer i relation til [klager]s fortsatte faglige virke som autoriseret sundhedsperson. … [Klager] blev bedt om at fremstille sin opfattelse af forløbet. [Klager] gennemgik grundigt og kronologisk sit cv, hvor han gennemgik hvilke praktikpladser og uddannelsesophold han havde haft siden han kom til Danmark i 2010. Han udleverede kopi af sit cv, samt flere positive udtalelser fra hans tidligere arbejdsgivere. … [Klager] oplyste, at han ikke forstod hvorfor han var blevet indberettet. Han oplyste, og fremlagte mails for, at han gennem sit forløb flere gange havde henvendt sig til hhv. [person 3], som var hans vejleder og [person 1] som var hans uddannelsesansvarlig for at få faglig sparring vedrørende de patienter han havde set. Han oplyste, at de aldrig havde haft tid til at sparre med han. Han følte ikke han har fået ordentlig vejledning i forbindelse med hoveduddannelse. [Klager] oplyste, at han til den tjenestelige samtale, havde anmodet om, at de kom med konkrete eksempler på hans mangler således, at han bedre kunne forholde sig til det anfægtede. De havde ikke kommet med nogle eksempler. Han mente derfor at grunden til indberetningen, var at de ikke brød sig om ham. [Klager] oplyste, at han havde arbejdet i [akuttelefon] i 2 år og at han fra maj til september 2019 [havde] set mere end 1000 patienter. Han havde ikke fået en eneste klage i den tid. Han mente, at det antal af patienter, og den tid han havde været ansat i [akuttelefon] ikke kunne lade sig gøre hvis det i indberetningen anførte omkring hans manglende lægefaglige passede. [Klager] oplyste, at han i sit ophold ved Børne unge afdelingen havde fået besked om at lave længere journalnotater. … Styrelsens vurdering efter samtalen På baggrund af oplysningerne om, at [klager] havde haft mange ansættelser og havde dokumentation med flere positive udtalelser fra arbejdsgiverne, hvilket ikke stemte overens med det i indberetningen anførte vurderede Styrelsen for Patientsikkerhed, at sagen endnu ikke var tilstrækkelig oplyst og at styrelsen ville oplyse sagen yderligere ved at anmode indberetter om at indsende konkrete eksempler. Ydermere vil styrelsen indhente en konkret udtalelse fra én eller flere af hans tidligere arbejdsgivere. ” Den 27. oktober 2020 modtog klager et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed med høring over virksomhedsindskrænkning: ” Styrelsen for Patientsikkerhed overvejer midlertidigt at indskrænke dit virksomhedsområde således, at du midlertidigt fratages retten til selvstændigt virke som læge[henvisning til fodnote]. Dette vil betyde, at du ikke må virke som læge selvstændigt, og at du skal virke under supervision af en læge med ret til selvstændigt virke. Styrelsen for Patientsikkerhed skal godkende supervisor, og der skal indgås en supervisionsaftale. Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du på grund af manglende faglige kompetencer er til fare for patientsikkerheden. … Sagsfremstilling Den 10. oktober 2019 modtog Styrelsen for Patientsikkerhed en indberetning fra Koncern HR i [den indklagede region] med en generel bekymring for dine lægefaglige kompetencer. Dine lægefaglige kompetencer bliver i indberetningen beskrevet som værende mangelfulde og at du, trods intern oplæring, ikke var i stand til at udføre selvstændigt lægefagligt arbejde uden risiko for patientsikkerheden. Du blev derfor afskediget, med fratrædelse den 31. januar 2020. På baggrund af indberetningen indkaldte Styrelsen for Patientsikkerhed dig til samtale i styrelsen den 7. november 2019. Formålet var at tage stilling til, om der var patientsikkerhedsmæssige problemer i relation til dit fortsatte faglige virke som læge. Til samtalen medbragte du uddannelsespapirer fra Iran og Danmark. Det fremgik af disse, at du efter at have bestået den medicinske fagprøve i 2013, fik 2 halvårlige evalueringsansættelser på [X]s Sygehus, som du fik godkendt den 1. juli 2014, hvorefter du fik dansk autorisation med ret til selvstændigt virke. … I forbindelse med samtalen i styrelsen blev du informeret om, at styrelsen ville indhente udtalelser fra dine ansættelser i [B by] og på [A by] Sygehus. Styrelsen anmodede endvidere den 27. november 2019 om udtalelser fra Medicinsk Afdeling, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling og Børne- og Ungdomsafdelingen på [A by] Sygehus. Lægehuset i [B by] havde i sin evaluering ved afslutningen af dit ansættelse, få bemærkninger om, at du havde vanskeligheder med at kommunikere med patienter med flere kroniske sygdomme og at din opfølgning i diagnostik og behandling ikke var tilstrækkelig. Den 2. marts 2020 anmodede Styrelsen for Patientsikkerhed om journalmateriale fra Lægehuset i [B by] samt fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling og Medicinsk Afdeling på [A by] Sygehus. Lægehuset i [B by] oplyste den 24. marts 2020 styrelsen om, at det ikke var muligt at fremsende det ønskede journalmateriale, da det ikke kunne genkaldes, hvilke patienter, du ikke havde fulgt op på. I udtalelsen fra afdelingslederen på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling fremgår det, at du kun havde ambulatorium funktion og ikke vagter. I udtalelsen beskrives, at du viste meget lille interesse for faget og for din egen arbejdsindsats, samt at du havde meget sparsom faglig viden inden for specialet. Endvidere fremgik det af udtalelsen, at du ikke kunne arbejde selvstændigt. Ved afslutningen af opholdet blev det diskuteret om opholdet på afdelingen kunne godkendes. Fra Medicinsk Afdeling har styrelsen indhentet udtalelser fra administrerende overlæge, uddannelsesansvarlige overlæge og vejledende overlæge, samt journaler. De beskriver alle store mangler i dit lægefaglige virke, når man tager i betragtning, hvor langt du var i dit uddannelsesforløb. Afdelingen oplyser, at du måtte tages ud af vagt efter første følgevagt. De beskriver endvidere, hvordan afdelingen iværksatte diverse tiltag som for eksempel intensiveret supervision, vejledersamtaler, evalueringer, scenarietræning, men at du til trods for disse tiltag, ikke viste progression i det lægefaglige niveau eller formåede at gennemføre en korrekt diagnosticering og behandling af patienter med simple sygdomme. De beskriver videre, at du til trods for alle tiltagene fortsat havde en manglende indsigt i egne evner og var uvidende om, at dit arbejde var fejlbehæftet. Alle disse mangler sammenholdt med, at du ikke søgte assistance ved dine kollegaer, vurderede de, udgjorde en fare for patientsikkerheden. Styrelsens overvejelser Styrelsen kan midlertidigt indskrænke en autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde, hvor der er begrundet mistanke om, at sundhedspersonen er til fare for patientsikkerheden på grund af faglige problemer eller på grund af manglende egnethed[henvisning til fodnote]. Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du kan være til fare for patienternes sikkerhed på grund af manglende faglige kompetencer og mangelfuld journalføring. Det er styrelsens vurdering, at du gentagne gange har handlet alvorligt fagligt kritisabelt. Ved vurderingen har styrelsen lagt vægt på, at din ansættelse ved Børne- Ungdomsafdelingen på [A by] Sygehus blev forlænget med 2 måneder, da du ikke havde opnået et tilstrækkelig højt kompetenceniveau forinden. Styrelsen har endvidere lagt vægt på oplysningerne i udtalelsen fra Gynækologisk Afdeling, om at du ikke kunne arbejde selvstændigt og at det ved afslutningen af opholdet blev diskuteret om opholdet på afdelingen overhovedet kunne godkendes. Styrelsen har også lagt vægt på, at du blev afskediget fra Medicinsk Afdeling på [A by] Sygehus fordi det blev vurderet, at du udgjorde en risiko for patienterne, hvis du arbejdede alene. Det er endvidere styrelsens vurdering, at dine journalnotater ikke lever op til kravene i journalføringsbekendtgørelsen. Det er styrelsens vurdering, at dine notater ikke er klare og ikke indeholder oplysninger om patienternes aktuelle tilstand eller planen for videre udredning af patienterne. Der mangler planer for patienternes videre behandlingsforløb, stillingtagen til blodprøver hvor værdierne afviger fra det normale, og der er uklarheder i forbindelse med virkning af antibiotisk behandling. Endvidere mangler der overvejelser og plan for abnorme fund i forbindelse med CT-scanning. I et tilfælde er der beskrevet observation af en patient, der er vågen, men falder hen, uden at der er er taget stilling til årsagen. Styrelsen finder dit kendskab til simple gynækologiske problemstillinger og patologi, mangelfuld. Endvidere er dine anamneser mangelfulde, udredningen af patienterne er utilstrækkelig og du gør dig ingen differentialdiagnostiske overvejelser i forbindelse med undersøgelse for blødningsforstyrrelse og udredning for underlivskræft. Styrelsen vurderer endvidere, at dine epikriser med resumé af sygdomsforløbene, vil være svære at forstå for patienternes praktiserende læge og at det vil være uklart for den praktiserende læge, hvilken opfølgning der skal ske efter udskrivelsen af patienterne. Patientjournalen er et arbejdsredskab, der af hensyn til patientsikkerheden danner grundlag for behandling af patienten, dokumenterer den udførte behandling, sikrer kontinuitet i behandlingen og sikrer information af patienten. Journalen tjener til at skabe det bedst mulige grundlag for den diagnostiske proces og iværksættelse af den adækvate behandling. Manglende journalføring kan være et udtryk for, at behandlingen ikke har været udført eller er udført forkert. Det er en forudsætning for at iværksætte lægefaglig behandling, at der foreligger en journal med relevante kliniske og parakliniske undersøgelser, diagnostiske overvejelser og begrundelse for den valgte behandling. Korrekt journalføring er ud fra et patientsikkerhedsmæssigt synspunkt en basal og grundlæggende forudsætning for at udøve lægegerning. Det er styrelsens vurdering, at din journalføring er udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Det er ligeledes styrelsens vurdering, at du på grund af manglende faglig indsigt, ikke er i stand til at danne dig et overblik over patienternes sygehistorier og ikke kan afklare den kliniske problemstilling og dermed ikke kan behandle patienterne korrekt. Ved vurderingen har styrelsen lagt vægt på udtalelserne fra Medicinsk Afdeling og Gynækologisk afdeling, [A by] Sygehus, hvor det vurderes, at du er lægefaglig svag uden egenindsigt og derfor til fare for patientsikkerheden. Din teoretiske viden er mangelfuld, selv over for de mest almindelige sygdomme. Det samme gør sig gældende for din viden om den mest almindelige medicinske præparater. Derfor kan du ikke diagnosticere og behandle simple medicinske sygdomme eller har kendskab, som det må forventes af en læge med ret til selvstændigt virke. Styrelsen for Patientsikkerhed overvejer derfor midlertidigt at indskrænke dit virksomhedsområde, således at du midlertidigt fratages ret til selvstændig virke, og du dermed kun må virke som læge under supervision af en læge med ret selvstændigt virke. Supervisor skal godkendes af styrelsen og der skal indgås en supervisionsaftale. Styrelsen har overvejet, om en mindre indgribende sanktion er tilstrækkelig til at sikre patientsikkerheden. Det er imidlertid styrelsens vurdering, at en mindre indgribende sanktion ikke er tilstrækkelig for at sikre patientsikkerheden, da dine kvalifikationer til at virke selvstændigt som læge fortsat er yderst mangelfulde. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. oktober 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Den 15. februar 2021 modtog klager afgørelse om tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed: ” Skærpet tilsyn Styrelsen for Patientsikkerhed iværksætter skærpet tilsyn med dit faglige virke det næste år[henvisning til fodnote]. Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du på grund af manglende faglige kompetencer vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for dine patienter. Sagsfremstilling . . . Du blev 27. oktober 2020 hørt over en virksomhedsindskrænkning. På baggrund af høringen anmodede Lægeforeningen d. 2. november om aktindsigt og anmodede endvidere om der indhentes udtalelser fra Akutafdelingen på [Y] Hospital og [akuttelefon], hvor du efter opsigelsen fra [B by] sygehus, havde haft vagter. Sammen med anmodningen, medsendtes en udtalelse fra overlæge ved [misbrugscenter] i [C by], hvor du fra 27. januar 2020 til din opsigelse 31. juli 2020 havde været ansat i et barselsvikar for afdelingslæge. Udtalelsen herfra var positiv. Den 27. november 2020 modtog styrelsen efter anmodning, udtalelse og fem journaler fra ledende overlæge [person 4], Akutafdelingen [Y] Hospital, hvor du siden 15. marts 2019 havde fungeret som lægevagt. med 2-4 vagter per måned. Det fremgik af udtalelsen fra [Y] Hospital, at dit faglige virke siden din tiltræden var udført tilfredsstillende. Det fremgik af udtalelsen, at såvel de lægefaglige relationer til patienterne i lægevagten, såvel som de faglige og relationelle forhold til de øvrige faggrupper i Akutmodtagelsen var tilfredsstillende og ikke gav anledning til anmærkninger. Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering Styrelsen for Patientsikkerhed kan iværksætte et skærpet tilsyn, hvis styrelsen har begrundet mistanke om, at den pågældende vil kunne udgøre en forringet sikkerhed på grund af kritisabel faglig virksomhed. Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for dine patienter på grund af manglende faglige kompetencer og mangelfuld journalføring. … Det er styrelsens vurdering, på trods af udtalelserne fra overlæge ved [misbrugscenter] i [C by] og Akutafdelingen [Y] Hospital, at der er begrundet mistanke om, at du vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for dine patienter. Det er styrelsens vurdering, at ovenstående er udtryk for kritisabel faglig virksomhed. Styrelsen for Patientsikkerhed iværksætter derfor et skærpet tilsyn med din faglige virksomhed det næste år. Som led i det skærpede tilsyn vil Styrelsen for Patientsikkerhed indhente journaler og arbejdsgiverudtalelse efter 3, 6 og 10 måneder. ” Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at den indklagede region har udsat ham for forskelsbehandling til trods for, at han har udført velfungerende arbejde som læge i Danmark i flere år. Klager har været i Danmark i 10 år og har arbejdet som læge i cirka 9 år. Klager har autorisation som læge i Danmark. Han fik sin autorisation efter mange faglige eksaminer ligesom de danske medicinstuderende til trods for, at han allerede var uddannet læge. Sagen blev sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi der var bekymring for, at klager ikke udviste omhu for sine patienter. Klager kan risikere at miste sin autorisation. Klager var i gang med sin hoveduddannelse i specialet Almen Medicin indtil 2019, hvor han blev afskediget. Da klager blev afskediget var det uden dokumentation på fejl eller lignende. Der blev flere gange sagt og noteret, at klager mangler omhu og basal viden om lægefaget. Klager har ikke haft klagesager, ligesom der heller ikke har været tale om skadelig fejlbehandling. Der blev ikke fremvist nogen dokumentation ved mødet om afskedigelse i september 2019. Før klager arbejdede på afdelingen, hvorfra han blev afskediget, har han arbejdet på andre sygehuse uden fejl, uden klager og med stor glæde. Klager arbejder nu i en anden region, men alligevel har Styrelsen for Patientsikkerhed varslet, at han kan risikere at miste sin autorisation. Det handler ikke om klagers faglighed. Klager er uforstående over for, hvordan det kan påstås, at han ikke udviste omhu for sine patienter og havde tilstrækkelig lægefaglig viden under sin ansættelse i den indklagede region samtidig med, at han efterfølgende har arbejdet samvittighedsfuldt og faglig kompetent i en anden region. Hvis klager mister sin autorisation, bliver han arbejdsløs. Klager har boet og arbejdet i Danmark i mange år. Han har aldrig som udlænding oplevet en sådan forskelsbehandling. Klager har arbejdet på 15 forskellige arbejdspladser i Danmark med glæde og gensidig respekt indtil 2019, hvor han havde arbejdet i cirka 4 måneder på den medicinske afdeling på sygehuset i A by. Klager havde mange samtaler med den uddannelsesansvarlige læge på afdelingen omkring sin faglighed og funktion. Der var hele tiden et psykisk pres på klager. Klager blev set på som om, at han var dum og ikke kunne finde ud af noget. Klager blev flere gange spurgt, om han overhovedet kunne læse. Den uddannelsesansvarlige læge på afdelingen prøvede at undervurdere klagers faglighed og pressede ham hele tiden på en negativ måde. Samtidig med ansættelsen af klager blev to kvindelige nyuddannede læger af dansk oprindelse taget imod på den bedste måde. Indtil klager blev afskediget, var denne behandling ikke irriterende for ham, da Danmark ikke er hans hjemland. Der er tale om klar racisme. Klager ønsker, at nævnet vurderer, om han er blevet udsat for forskelsbehandling i forbindelse med, at han blev afskediget fra det pågældende sygehus, uden at han havde foretaget skadelig behandling, og uden at patienter havde klaget over ham, mens læger af dansk oprindelse i lignende situationer fik lov til at blive på afdelingen og arbejde videre. Klager må ikke arbejde som læge i den indklagede region, mens sagen verserer hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Klager vil dermed miste muligheden for at blive speciallæge. Klager vil gerne være en del af det danske samfund og være behjælpelig over for patienterne. Klager kom til Danmark med arbejdsvisum og en positiv karriere fra sit hjemland. Han havde mange års erfaring. Han bestod alle danske prøver og fik arbejde i et udkantsområde i Danmark. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved blandt andet afskedigelse. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race og/eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt race og/eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Der er ikke i klagen af 30. oktober 2020, i klagers efterfølgende bemærkninger eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse. Det er derfor efter nævnets faste praksis åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af den indklagede region. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence - § 6, stk. 3, om formandsafgørelser - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven - § 1, stk. stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde - § 2, om forbud mod forskelsbehandling - § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2021-03-11