Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

GældendeVersion 2021-03-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9154@2021-03-11/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 20-10532 En 10-årig pige, der er kørestolsbruger, blev ved en telefonsamtale nægtet adgang til at spise inden for på en restaurant på travle tidspunkter. Pigens forældres blev ved telefonsamtalen med restauranten indledningsvist oplyst om, at restauranten ikke tog imod kørestolsbrugere, da der var to trin op til restauranten. Da pigens forældre oplyste, at de selv kunne bære både pigen og kørestolen op ad trinene, blev de oplyst om, at de i så fald gerne måtte spise inden for på restauranten – men kun uden for travle tidspunkter. Nævnet vurderede, at pigen herved blev stillet ringere end andre, og at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved afvisningen blev udsat for direkte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Restauranten havde beklaget hændelsen, og havde ikke givet oplysninger, der talte imod en ulovlig forskelsbehandling af pigen. Pigen fik derfor medhold i klagen. Hun blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager, der har et handicap, blev nægtet adgang til at spise inden for på indklagede restaurant på travle tidspunkter. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang til at spise inden for på indklagede restaurant på travle tidspunkter. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. Sagsfremstilling Den 21. februar 2020 rettede klagers forældre telefonisk henvendelse til den indklagede restaurant, der er en del af en restaurantkæde. Klager er 10 år, og er kørestolsbruger. Af fremlagt fysioterapeutisk udtalelse fremgår, at klager har cerebral parese, og at hun som følge heraf har nedsat balancefunktion og koordinationsevne. Klagers forældre har om telefonsamtalen til den indklagede restaurant oplyst, at de blev oplyst om, at der var to trin op til restauranten, og at restauranten af denne grund ikke kunne tage imod kørestolsbrugere. Forældrene fortalte herefter medarbejderen i restauranten, at de selv kunne bære både kørestol og klager op ad trinene. Herefter blev de oplyst om, at de i så fald gerne måtte spise inden for på restauranten – men kun uden for travle tidspunkter. Den indklagede restaurant har ikke bestridt klagers udlægning af hændelsesforløbet. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. februar 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klager har oplyst, at der både på tidspunktet for telefonsamtalen og under sagens behandling i nævnet fremgik følgende tekst af indklagedes hjemmeside: ” Plads til kørestole? Der er desværre ikke handicaptoilet eller plads til kørestole på vores restaurant i [by] - undtagen ved bordene udenfor. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Da klager sidder i kørestol, måtte hun ikke spise inden for på den indklagede restaurant på bestemte tidspunkter. Kørestole til børn fylder ikke mere end en voksen mand. Efter at den indklagede restaurant over for nævnet havde oplyst, at man beklagede situationen, fremgik teksten om kørestole fortsat af deres hjemmeside den 26. april 2020. Det må forstås således, at personer i kørestole fortsat ikke var velkomne i restauranten. Klager ønsker med klagen at sikre, at alle bliver behandlet lige. Klager ønsker, at hun må spise både uden for og inden for på restauranten i hele åbningstiden. Indklagede beklager episoden og den dårlige behandling klager oplevede. Indklagede føler skam over situationen, og er ked af, at en medarbejder har fundet det rigtigt at informere klager og hendes forældre på den måde. Informationen, som blev givet, hører ingen steder hjemme, og repræsenterer ikke indklagedes politik eller menneskesyn. Indklagede påtager sig det fulde ansvar, og er flov over, hvad det må have fået klager til at føle i situationen, som indklagede er skyld i. Beskrivelsen på indklagedes hjemmeside vedr. adgangsforhold var ikke tilrettet den 26. april 2020, da restauranten på dette tidspunkt var lukket for siddende gæster, da indklagede var underlagt påbuddet fra regeringen om at have lukket i forbindelse med COVID-19. Langt de fleste medarbejdere på indklagedes kontor var hjemsendt i perioden. Da det igen var tilladt for indklagede at åbne op for siddende gæster i restauranten den 18. maj 2020, var teksten på hjemmesiden tilrettet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Af fremlagt fysioterapeutisk udtalelse fremgår, at klager har cerebral parese, og at hun som følge heraf har nedsat balancefunktion og koordinationsevne. På denne baggrund vurderer nævnet, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klagers forældre har oplyst, at de under en telefonsamtale blev oplyst om, at restauranten ikke tog imod kørestolsbrugere, da der var to trin op til restauranten. Da klagers forældre tilbød, at de selv kunne bære både kørestol og klager op ad trinene, blev de oplyst om, at de i så fald gerne måtte spise inden for på restauranten – men kun uden for travle tidspunkter. Ved telefonsamtalen blev klager således nægtet adgang til at spise inden for på travle tidspunkter på den indklagede restaurant. Klager blev herved stillet ringere end andre, da hun blev nægtet adgang til at spise inden for på travle tidspunkter med henvisning til restaurantens adgangsforhold. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for direkte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere. Indklagede har beklaget hændelsen, og indklagede har ikke givet oplysninger, der taler imod en ulovlig forskelsbehandling af klager. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1. -2, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling - § 10, om delt bevisbyrde - § 11, om godtgørelse

Versioner

  1. 2021-03-11