Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9156@2021-03-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - ej medhold
J.nr. 20-26170 En mand klagede over, at han ikke havde adgang til offentlige computere efter samfundets nedlukning under udbruddet med coronavirus. Manden henviste til, at der var lukket på biblioteket, og at han derfor ikke kunne besvare post, få adgang til nyheder og lignende. Der var ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at den indklagede kommune havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det efter nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med nedlukningen af samfundet som følge af udbruddet med ny coronavirus og sygdommen COVID-19. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager, der er ordblind, har oplyst, at han efter samfundets nedlukning under udbruddet med ny coronavirus ikke har haft adgang til offentlige computere. Klager har henvist til, at bibliotekerne er lukket, og at der også er smittefare ved offentlige computere. Han kan derfor ikke besvare post, få adgang til nyheder og lignende. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. juni 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at han bliver forskelsbehandlet på grund af sit handicap. Det er klagers opfattelse, at han bliver udsat for forskelsbehandling på grund af sin ordblindhed, fordi den indklagede kommune efter samfundets nedlukning under udbruddet med ny coronavirus ikke har sikret ham adgang til offentlige computere. Klager har dermed ikke samme mulighed for udveksling af information som andre. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at den indklagede kommune har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med, at klager under udbruddet med ny coronavirus ikke har haft adgang til offentlige computere. På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i denne del af sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Ligebehandlingsnævnet kan henvise til bl.a. afgørelse af 15. januar 2019 (sag nr. 18-72441), hvor nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage. Efter indholdet og karakteren af klagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af den indklagede kommune. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, om nævnets kompetence - § 6, stk. 3, om formandsafgørelser - § 8, nævnets afvisning af klagen - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap - §§ 1-2 om lovens anvendelsesområde - § 6, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling - § 10, om faktiske omstændigheder