Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9157@2021-03-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kommuner - ej medhold
J.nr. 19-52326 En mand gjorde gældende, at han, af sin kommune, var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Kommunen havde delt et opslag på Facebook vedrørende en julebustur til kommunens venskabsby i Tyskland. Af opslaget fremgik det, at turen ikke egnede sig for gangbesværede. Manden, som var gangbesværet, oplyste for nævnet, at han var ked af, at han ikke kunne deltage i julebusturen. Nævnet vurderede, at manden har et i handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. Nævnet vurderede videre, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap. Nævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det ikke var udelukket for gangbesværede personer at deltage i julebusturen. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede kommune i et opslag på Facebook anførte, at en udflugt til Tyskland ikke egnede sig for gangbesværede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven. Sagsfremstilling Den indklagede kommune delte den 27. oktober 2019 et opslag på Facebook om en julebustur til Gelenau. Af opslaget fremgår det: ”TÁ MED PÅ DEN TRADITIONSRIGE JULEBUSTUR TIL GELENAU Fredag 13. december til og med 16. december 2019. Pris: 1.500 kr. Prisen dækker tre overnatninger på vandrerhjem med toilet og bad på gangen, morgenmad, alle entreer og udflugter, aftensmad fredag og søndag. Tilmelding senest den 1. november på mail til [indklagedes mail] eller [indklagedes telefonnummer]. Venskabsbyen Gelenau ligger i det tidligere DDR i det smukke Erzgebirge-område. Lørdagens program er en dag i Gelenau med julemarked, museumsbesøg, kirkekoncert mv. Om søndagen kører bussen på udflugt, og der er lagt op til spændende kultur-oplevelser. Obs. Turen egner sig ikke for gangbesværede. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. oktober 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klager har fremlagt en afgørelse om førtidspension af den 2. juli 2019. Det fremgår blandt andet af afgørelsen: ”… Kommunen har i dag truffet afgørelse om, at du er berettiget til forhøjelse efter Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Nr. 1164 af 19. december 2003, Jf. lovbek. nr. 1240 af 13. oktober 2016 § 14 med virkning fra den 01.08.2019… Begrundelse: Det fremgår af sagen, at du blev tilkendt mellemste pension i 1997/1998 grundet selerose, som du har haft siden 1994. Kommunen har ved afgørelsen særlig lagt vægt på dit funktionsniveau, herunder at du som følge af selerosen er plaget af træthed og balanceproblemer. Det fremgår, at du som følge heraf har et betydeligt nedsat funktionsniveau i det daglige. Det meste af din tid og energi går med at få hverdagen til at fungere med familieforpligtigelser, daglige gøremål og træning. Dine sønner må hjælpe med rengøring og havearbejde. Du har nedsat gangdistance, og problemer med at gå og stå, ligesom du ikke kan cykle. Du må tage små hvil flere gange om dagen. Siden 2004 har du desuden anvendt kateder ved toiletbesøg. Du oplever, at du er mere træt og kan mindre end tidligere. Vi har desuden lagt vægt på, at du siden 2012, hvor du ikke længere kunne passe din gård, ikke har haft arbejde af betydning. Du har de seneste år kun haft et sommerjob, som bestod af 1/2 times arbejde 2 gange om ugen, hvor du sad i din bil og talte kreaturer. Der vurderes således at være tale om en meget begrænset arbejdsindsats. Endelig har vi lagt vægt på, at det lægeligt er dokumenteret, at du lider af attakvis multipel selerose, som er en sygdom hvor kroppens nerver forsvinder, og hvor behandlingen består af at forebygge nye attacks og dermed forværring. Der findes ikke behandling, der kan bringe det tabte funktionsniveau tilbage, og træning er udelukkende med henblik på at vedligeholde og forebygge yderligere forringelse af funktionsniveauet. Du har ikke haft attacks de seneste år og ved seneste kontrol er sygdommen stationær. Det fremgår dog, at du har mange blivende neurologiske skader fra tidligere attacker. Det vurderes, at dine beskrevne symptomer er velbegrundede i lidelsen. Der er tale om bl.a. føleforstyrrelser i benene samt spasmer, gangbesvær og svært nedsat balance, let ansigtslammelse der påvirker talen, samt vandladningsbesvær. Hertil kommer slcerosetræthed. Sygdommen er kronisk, og der er ikke yderlige behandlingsmuligheder ud over løbende medicinjustering. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Den indklagede kommune forskelsbehandler borgere med nedsat gangfunktion, idet disse ikke kan deltage i julebusturen. Klager er gangbesværet og føler sig krænket over den indklagede kommunes manglende hensynstagen. Klager er ked af, at han ikke kan deltage i julebusturen. Indklagedes syn på handicappede borgere er, at de kun er til besvær, og at ting er meget nemmere, hvis handicappede bliver hjemme. Indklagede burde have skrevet, at gangbesværede kunne medtage en kørestol og/eller en personlig hjælper. Indklagede påstår frifindelse. Gelenau er kommunens venskabsby i Tyskland. Turen arrangeres af indklagedes venskabsbyarbejdsgruppe, borgere udpeget af de politiske partier og udvalgte råd. Indklagede støtter arbejdsgruppen med et årligt beløb, og en del af disse penge sikrer, at deltagerbetalingen på juleturen kan holdes på et overkommeligt niveau. I 2019 var dette beløb på 1.500 kr. Turen er ikke forbudt for gangbesværede, og vælger man alligevel at deltage, er man advaret på forhånd. Turen arrangeres hvert år med et fast program og med overnatning på et lokalt vandrerhjem. Arbejdsgruppen ved af erfaring, at gangbesværede deltagere kan være udfordrede og har derfor valgt at oplyse, at turen ikke egner sig for gangbesværede. Denne vurdering skyldes tre forhold: På det vandrerhjem, hvor man overnatter, er der ikke en elevator. Uanset hvor man bor på vandrerhjemmet, skal man gå på trapper. Bussen kører frem til mange af de steder, som indgår i programmet. Dog foregår hele lørdagens program i selve Gelenau, hvor der bliver gået og stået meget. Blandt andet på julemarkedet og til en julekoncert, der foregår i en kirke, som ligger på en bakke. Søndagens program består typisk af en tur, hvor der indgår museumsbesøg med meget gåen og besøg på et større julemarked. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Af afgørelse om førtidspension af den 2. juli 2019 fremgår, at klager lider af attakvis multipel selerose, og at han har et betydeligt nedsat funktionsniveau i det daglige. Klager har blandt andet en nedsat gangdistance og problemer med at gå og stå. Sygdommen er kronisk, og der findes ikke behandling, der kan bringe det tabte funktionsniveau tilbage. Det er på denne baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Den indklagede kommune anførte i et Facebook-opslag af 27. oktober 2019, at julebusturen til Gelenau ikke egnede sig for gangbesværede. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. ¬Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. ¬Klager gør gældende, at kommunen burde have skrevet, at gangbesværede kunne medtage en kørestol og/eller en personlig hjælper. Kommunen har for nævnet oplyst, at det ikke var udelukket at deltage i turen for gangbesværede personer. Oplysningen i Facebook-opslaget om, at turen ikke egnede sig for gangbesværede personer, var for at gøre opmærksom på de faktiske forhold omkring indkvartering og aktiviteterne på turen. Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet - § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence - § 9, stk. 1, om klagebehandling - § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven - § 2, om lovens anvendelsesområde - § 5, stk. 1-3 om forbud mod forskelsbehandling - § 10, om delt bevisbyrde