Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0509

GældendeVersion 2021-03-16
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9171@2021-03-16/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0509

Folketidende får kritik for retsreportage I artikler og i et Facebook-opslag bragt i maj 2020 omtalte Folketidende, at en person var tiltalt for groft misbrug af en kvindens afhængighed af ham i professionel sammenhæng. Ifølge den omtalte tiltale havde personen skaffet sig og en tredjemand seksuelle ydelser hos kvinden. Det fremgik blandt andet af artiklerne, at den tiltalte havde involveret to andre mænd i den omtalte sag. Den tiltalte klagede til Pressenævnet blandt andet over, at det er ukorrekt, at han skulle have involveret mere end én mand i det seksuelle forhold, at Folketidende ikke havde oplyst, at han nægtede sig skyldig i tiltalen. Pressenævnet udtalte kritik af Folketidende for at have bragt den ukorrekte oplysning og for ikke at oplyse om den tiltaltes stillingtagen til skyldsspørgsmålet. Nævnet udtalte ikke kritik af de øvrige klagepunkter.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”52-årig kommunalt ansat tiltalt” og ” Kommunalt ansat tiltalt” , som blev bragt henholdsvis den 23. maj 2020 og den 25. maj 2020 i den trykte udgave af Folketidende og på netavisen folketidende.dk, samt et Facebook-opslag, som blev bragt den 25. maj 2020 på Folketidendes Facebook-side folketidende.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklerne og Facebook-opslaget indeholder ukorrekte oplysninger, og at det ikke fremgår af artiklerne og Facebook-opslaget, hvorvidt han har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig i tiltalen. 1 Sagsfremstilling De påklagede artikler Folketidende bragte den 23. maj 2020 artiklen ”52-årig kommunalt ansat tiltalt” i den trykte udgave af Folketidende på Vestlollands-siden, side 28. Artiklen har følgende underrubrik: ”52-årig tiltalt for groft at misbruge sin stilling til at opnå seksuelle ydelser gennem flere år. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Det er en meget alvorlig sag om misbrug af en stilling i [Kommunen]s socialforvaltning, som nu er på vej til at blive gennemført ved Retten i Nykøbing. Sagen drejer sig om en 52-årig mand, der i en årrække har været ansat i [Kommunen]. Ifølge anklageskriftet i sagen har han misbrugt en kvindes afhængighed af ham til at skaffe sig seksuelle ydelser af hende i form af samleje. Det skulle være foregået stort set dagligt i en periode på tre og et halvt år. Gerningsperioden er ifølge anklageskriftet fra september 2015 til maj 2019. Tre mænd involveret Af anklageskriftet fremgår det endvidere, at han også har inddraget andre mænd i at udnytte kvinden til seksuelle ydelser. Punkt to i anklageskriftet handler om, at den 52-årige kommunalt ansatte også har involveret to andre mænd i den grove udnyttelse af kvinden. Således har han – stadig ifølge anklageskriftet – formået i et enkelt tilfælde at få kvinden til at acceptere, at hun blev bundet til et redskab og med bind for øjnene blev udnyttet seksuelt af den 52-årige og en anden mand. Den 52-årige har også fået kvinden til at acceptere at få bind for øjnene, mens hun blev udnyttet seksuelt af ham og en tredje mand. Dette skulle være foregået fem til syv gange i løbet af perioden på de tre og et halvt år. Mere efterforskning Sagen har været efterforsket af politiet og overgivet til politiets jurister, der har udformet anklageskriftet. Sagen har været berammet ved Retten i Nykøbing, men er blevet trukket tilbage igen efter anklagemyndighedens ønske. Anklager [Anklageren], der har udformet anklageskriftet, oplyser, at sagen er trukket tilbage, fordi man ønsker yderligere efterforskning. Hun ønsker ikke at uddybe baggrunden for, hvorfor sagen nu skal tilbage til politiets efterforskere. Selv om der nu skal ske fornyet efterforskning, er manden stadig tiltalt for de grove forhold. Der er nedlagt navneforbud i sagen. Manden er tiltalt for overtrædelse af § 220 i straffeloven, som handler om den, som ved groft misbrug af sin arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlingsmæssige afhængighed skaffer sig samleje med en person. Man kan straffes med fængsel op til et år. Vi har bedt sektorchef i kommunen, [Sektorchefen], om en kommentar til sagen, men hun udtaler sig ikke i en personsag ud over oplysningen om, at den 52-årige ikke længere er ansat i [Kommunen]. ” Folketidende bragte den 25. maj 2020 kl. 9:40 artiklen ” Kommunalt ansat tiltalt” på Folketidendes netavis folketidende.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Sag om groft misbrug af en kvinde i kommunalt regi på vej i retssystemet” Artiklens øvrige indhold er enslydende med indholdet af den påklagede artikel ”52-årig kommunalt ansat tiltalt” bragt den 23. maj 2020 i den trykte udgave af Folketidende. Det påklagede Facebook-opslag Folketidende bragte den 25. maj 2020 et opslag på Folketidendes Facebook-side folketidende.dk. Af Facebook-opslaget fremgår følgende: ”Sag om groft misbrug af en kvinde i kommunalt regi på vej i retssystemet. ” Til Facebook-opslaget er indsat et link til den påklagede artikel ” Kommunalt ansat tiltalt” bragt den 25. maj 2020 på netavisen folketidende.dk. Efter offentliggørelsen [Klager] var efter offentliggørelsen af de påklagede artikler og Facebook-opslaget ved advokat [Advokaten] i korrespondance med Folketidende via mail. Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen. Den 25. maj 2020 kl. 10:33 skrev advokat [Advokaten] følgende til Folketidende: ”Hej [Journalisten] Normalt nyder jeg at læse dine gode referater ( uden navne ) i Folketidende. I lørdags gik det dog helt galt. Jeg er forsvarer for vedkommende du skrev om. Jeg er ret sikker på at navneforbuddet har du tilsidesat, når du oplyser at han er 52 år. Længere bede i artiklen kan det læses at han er tidligere ansat. Med disse oplysninger tager det ikke lang tid i et lokalsamfund at identificere manden. Jeg har svært ved at se hvorfor mandens præcise alder er blevet nævnt, det handler historien ikke om, hvis endelig kunne du jo have skrevet ”midaldrende”, hvis nu det endelig skulle frem. Ligeså slemt er det at jeg eller min klient ikke har fået forelagt oplysningerne inden de blev trykt. Det er mange faktuelle forkerte ting i det du skriver ( tredje mand – efterforskning ). Endelig har jeg lige fået oplyst at den også kører digitalt – flot – så er gadens parlament i gang med at dømme i sagen. Jeg har ikke drøftet det med min klient endnu, men før vi foretager os noget som helst, så hører jeg gerne om du har kommentarer til ovennævnte. Med venlig hilsen [Advokaten] Advokat (H)” Den 25. maj 2020 kl. 11:43 svarede Folketidende følgende: ”Hej [Advokaten]. Tak for din mail. Jeg har svært ved at følge dine betragtninger om, at jeg skulle have overtrådt navneforbuddet, der ifølge retsplejeloven gælder navn, stilling og bopæl. Hans navn er ikke nævnt. Ifølge anklageskriftet er hans stillingsbetegnelse familiekonsulent, hvilket heller ikke er nævnt og han bor i [Byen], hvilket heller ikke er nævnt. Artiklen står på vestlollands-siden, hvor overgrebene skulle være sket. Hvis du mener der er faktuelle fejl, må du præcisere disse. Mvh [Journalisten]” Den 25. maj 2020 kl. 12:53 skrev advokat [Advokaten] videre: ”Hej [Journalisten] Der er mange faktuelle fejl, men nu er den jo ude, og skaden er sket. Den værste er jo nok, at jeg ikke har fået problemstillingen forelagt inden den blev trykt. Jeg har en aftale med min klient om, at det er mig der udtaler mig, og ikke ham. De faktuelle fejl kan/og vil jeg ikke rette nu, hvor historien alligevel er ude. Havde jeg fået den forelagt, havde det været en anden sag. Min klient er jo allerede dømt af folkedomstolen, BT havde den for et stykke tid siden, dog uden at bryde navneforbud som du har gjort. Det medførte en livlig debat på twitter om voldtægt og meget andet mystisk, hvilket jo sker når folkedomstolen/nationen sætter sig i dommersædet. Du har skrevet: Under Vestlolland, 52 år, ikke længere ansat og socialforvaltning. Jeg har fra en ven fået oplyst, at det vil tage ham ca. 1 ½ time at finde ud af det i lørdags. Mandag ved 90 % af de ansatte [Kommunen] hvem det er, og så ved det meste af [Området] det efterfølgende. Intet må nævnes, der er egnet til at kunne identificere manden. Det du har skrevet er en klar overtrædelse, når han så nemt kan identificeres. BT var mere loyal, da de ikke skrev alder eller geografisk område. De skrev dog familiekonsulent, og du skal ikke hænges op på hvad BT skriver, men har således været medvirkende til, at der ikke er megen tvivl tilbage. Det værste ved sagen er at den stikker meget dybere, og nok handler om noget helt andet. Når det måske bliver rullet op, så vil du kunne se klarere, at det her er helt galt! Det er ok at lave fejl, men det er ikke i orden ikke omgående at rette! Med venlig hilsen [Advokaten] Advokat (H)” Den 26. maj 2020 kl. 10:55 skrev Folketidende: ”Hej [Advokaten] Jeg er stadigvæk forundret over, at du reagerer som du gør. Artiklen i Folketidende har på ingen måde identificeret din klient. Navneforbuddet er overholdt. Selvfølgeligt er der mange i organisationen, der ved, hvem det handler om, når en politiefterforskning indledes mod en ansat i en kommune. Det er på ingen måde langt ude. Om så sagen aldrig kommer i retten, er det stadig korrekt, som det blev skrevet i artiklen: At manden er tiltalt for det, der står i anklageskriftet. Ingen er dømt med venlig hilsen [Journalisten] Journalist, Folketidende” [Klager] var herefter ved advokat [Advokaten] i videre korrespondance med Folketidende via mail, som ikke afstedkom tilrettelser i artiklernes indhold. Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra [Klager] modtaget kopi af anklageskrift af 14. februar 2020, hvoraf fremgår, at [Klager] blev tiltalt ved Retten i Nykøbing Falster i sagens forhold 1 for overtrædelse af straffelovens § 220, og forhold 2 for overtrædelse af straffelovens § 220, samt straffelovens § 220, jf. til dels straffelovens § 225, jf. straffelovens § 23. Pressenævnet har fra [Klager] endvidere modtaget kopi af Retten i Nykøbing Falsters kendelse af 5. maj 2020 om navneforbud for [Klager], samt Retten i Nykøbing Falsters brev af 15. maj 2020 om aflysning af retsmødet den 19. maj 2020 og den 25. maj 2020 i sagen mod [Klager]. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. juni 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information [Klager] har anført, at artiklerne og Facebook-opslaget indeholder ukorrekte oplysninger. [Klager] har henvist til følgende fire oplysninger: - ”På vej i retssystemet” [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at sagen er ”på vej i retssystemet”, da sagen er trukket tilbage fra retten. Det er en højst usædvanlig situation, at anklagemyndigheden kort før første retsmøde trækker en sag tilbage fra retten. Teknisk betyder det, at der ikke formelt er noget anklageskrift, og måske aldrig kommer det. Årsagen til anklagemyndighedens valg om at trække sagen tilbage fra retten skyldes yderligere efterforskning. [Klager] kan alene oplyse, at [Advokaten] er hans beskikkede forsvarsadvokat og hans beskikkede bistandsadvokat i en udløber af samme sag, og i forbindelse med afhøringen af [Klager] gjorde han politiet opmærksom på, at han havde noget materiale, han kun ville fremlægge gennem sin forsvarsadvokat [Advokaten]. Det fik [Klager] af forskellige årsager først mulighed for relativt sent. [Klager] har videre anført, at når anklagemyndigheden oplyser Folketidende om videre politimæssig efterforskning, så kan det dække et videre begreb end bare ”[Klager]s” sag, men han må ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt. Advokat [Advokaten] har talt med anklageren i sagen, [Anklageren], som har oplyst, at hun til journalisten specifikt oplyste, at sagen er trukket tilbage grundet yderligere efterforskning. Anklageren oplyste også, at hun bevidst ikke sagde ”i sagen”, for hun ville ikke levere stof til ”mudderkastning”. Der opstod nemlig de specielle omstændigheder, der nu har medført, at en anden sag startes op med andre sigtede/sigtet, hvor [Klager] er forurettet, og det ville og kunne anklageren ikke oplyse på daværende tidspunkt, for det ville ødelægge politiets efterforskning, hvis de, der skulle sigtes, kunne læse det i avisen først. Journalisten har så gættet, at det var yderligere efterforskning i [Klager]s sag, hvilket er forkert og kunne ligeledes have været rettet, hvis [Klager] eller hans forsvarsadvokat [Advokaten] var blevet hørt. - Tiltalt [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han er tiltalt i sagen, da sagen er tilbagekaldt. [Klager] er således kun sigtet. Anklagemyndigheden kan, når de har trukket en sag tilbage fra retten, vælge at opgive sagen helt, sende et nyt anklageskrift eller sende det gamle til retten en gang til, når de er klar. Det er korrekt, at påtalen mod [Klager] endnu ikke er opgivet. Det er en længere proces, men anklageren trak sagen tilbage fra retten, hvilket betyder, at [Klager] har skiftet ”status” fra tiltalt til sigtet, og at der ikke ligger et gældende anklageskrift. [Klager] har henvist til Retten i Nykøbing Falsters brev af 15. maj 2020 om aflysning af retsmødet den 19. maj 2020 og den 25. maj 2020 i sagen mod [Klager]. Såfremt Folketidende havde givet [Klager] eller hans forsvarsadvokat [Advokaten] mulighed for at komme til orde, ville mediet kunne være blevet oplyst om, at anklageskriftet kan ændres eller helt bortfalde med den nye udvikling, som er en væsentlig oplysning. - Udnyttet seksuelt [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at han har udnyttet kvinden seksuelt. Ved at anvende det værdiladede ord ”udnytte” drejes artiklerne over i noget, som får skær af seksuelt overgreb, hvilket er en ukorrekt påstand og slet ikke det, som straffelovens § 220 handler om. Det er en vild fortolkning af et anklageskrift, som Folketidende tydeligvis ikke forstår, og som Folketidende på ingen måde har gjort sig den ulejlighed at undersøge. Såfremt der havde været tale udnyttelse, ville dette være omfattet af helt andre paragraffer. - Tre mænd involveret [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at der er tre mænd involveret i den omtalte sag, således at [Klager] skulle have involveret to andre mænd. [Klager] har bemærket, at B. T. også har bragt en artikel om nyhedshistorien, og B. T.s journalist har ikke haft problemer med at gennemskue, at der var tale om [Klager] og en anden person. Dette kunne være afklaret, såfremt Folketidende havde henvendt sig til [Klager] eller anklagemyndigheden. Folketidende har i stedet valgt at bruge tid på at finde ud af, hvor [Klager] har været ansat i [Kommunen] og ringet til hans tidligere sektorchef [Sektorchefen] for en kommentar. Chefredaktør [Chefredaktøren] har i sit svar til advokat [Advokaten] den 29. maj 2020 skrevet: ”Det er normal praksis, at retssager foromtales ud fra anklageskrifter - og når sagen så afvikles i retten, kommer alle parters forklaring frem og gengives. ” Folketidende har netop ikke nøjedes med en ”foromtale” af sagen ud fra anklageskriftet, men har rettet henvendelse til sektorchef [Sektorchefen] for en kommentar. Her er Folketidende gået fra foromtale ud fra anklageskriftet til at interviewe personer, og dermed burde mediet til enhver tid også have indhentet [Klager]s bemærkninger. Netop ordet ”foromtale” falder fuldstændigt ved siden af i denne sag. Foromtalen kommer før et retsmøde, i dette tilfælde er sagen trukket tilbage fra retten, så ”foromtale” er helt forkert at bruge her. Foromtale af sagen bygger her på, at sagen skal i retten, men netop i dette tilfælde skal sagen ikke i retten – den er trukket tilbage fra retten. Det at bruge ordet foromtale i denne sammenhæng svarer til at skrive en foromtale af en fodboldkamp, der er aflyst, og som sikkert aldrig skal spilles. Man skriver vel og mærke ”foromtalen” af kampen, efter man er blevet oplyst om, at kampen er aflyst. Det giver ikke meget mening, lige så lidt mening giver det at bruge ordet foromtale i denne sag. Her er der ikke tale om en foromtale, men om artikler om en sag, der er trukket tilbage fra retten. Folketidendes artikler bygger på antagelser – antagelser og fejl, der kunne være undgået. Folketidende skrev direkte, både i artiklerne, men også efterfølgende i svaret til advokat [Advokaten], at mediet fastholder, der er tale om tre mænd. Folketidende blev gjort opmærksom på, at det er en fejl, men fastholder deres personlige og fejlagtige fortolkning af anklageskriftet. [Klager] har oplyst, at det er korrekt, som anført af Folketidende i svaret til Pressenævnet, at mediet har tilbudt at berigtige oplysningen om to eller tre mænd. [Klager] har gennem sin forsvarsadvokat [Advokaten] klart tilkendegivet, at det er [Klager] på ingen måde interesseret i. Med den malende beskrivelse af det ikke længere gældende anklageskrift – med en oplysning om, at [Klager] stadig er tiltalt – er den berigtigelse kun med til at bringe sagen op i offentligheden igen, hvilket ikke tjener nogen, og da slet ikke [Klager]. [Klager] har videre oplyst, at det virker som om, at Folketidende har taget det meget beskrivende og omfangsrige anklageskrift som udtryk for, at sagen blot er en formalitet før domsafsigelse, hvor resultatet efter mediets opfattelse kun kan være ”skyldig”. Folketidende taber fuldstændig den objektivitet, der til enhver tid bør være gældende inden for dansk journalistik og presse. Alt dette kunne være undgået, hvis Folketidende havde kontaktet hans forsvarsadvokat [Advokaten], som det hver dag sker i hundredvis af sager. I stedet brugte Folketidende tiden på at kontakte [Klager]s tidligere chef, for af ”offentlighedens interesse” at få oplyst, om han stadig er ansat, så mediet kan få indsneget i artiklerne, hvilken kommune og afdeling, der er tale om. Store dele af Folketidendes svar til Pressenævnet bygger på anklageskriftet – et anklageskrift, der ophørte med at gælde, da sagen blev trukket tilbage fra retten, og, som tidligere oplyst, ændrede [Klager] status fra tiltalt til sigtet . En oplysning, der kunne være indhentet ved en henvendelse til forsvarsadvokat [Advokaten], og som efter [Klager]s opfattelse kunne have givet helt andre, og for ham, meget mindre skadelige artikler. De påklagede artikler har haft store personlige omkostninger for ham. [Klager] har afslutningsvis bemærket, at Retten i Nykøbing Falster den 5. maj 2020 nedlagde navneforbud for [Klager], og at hans forsvarsadvokat [Advokaten] den 2. juni 2020 har anmeldt de ansvarlige fra Folketidende til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for overtrædelse af navneforbuddet. Retsreportage [Klager] har anført, at det ikke fremgår af artiklerne og Facebook-opslaget, hvorvidt han har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig i tiltalen. [Klager] nægtede sig skyldig i alle forhold, og hverken han eller hans forsvarsadvokat [Advokaten] har fået mulighed for at tage til genmæle i forhold til meget ensidige og fejlfyldte artikler, hvor Folketidende i øvrigt har indhentet kommentar fra andre, herunder sektorchef [Sektorchefen] i [Kommunen] og anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden er ikke upartisk part i sagen, og derfor burde journalist [Journalisten] have givet den anklagede, [Klager], mulighed for også at komme til orde. 2.2 Folketidendes synspunkter Korrekt information Folketidende har anført, at det er mediets opfattelse, at den pågældende sag er af en så alvorlig karakter, at den har offentlighedens interesse og dermed skal omtales. Folketidende har til [Klager]s fire påklagede oplysninger anført følgende: - ”På vej i retssystemet” Folketidende har anført, at udtrykket ”på vej i retssystemet” er retvisende. Anklageren i sagen blev forespurgt, om tiltalen var opretholdt, og anklageren svarede bekræftende. Det forklares i artiklerne, at der pågår yderligere efterforskning i sagen. - Tiltalt Folketidende har anført, at anklageren over for Folketidende har oplyst, at [Klager] stadig var tiltalt, da artiklerne blev bragt. - Udnyttet seksuelt Folketidende har anført, at indholdet af straffelovens § 220 er citeret næsten i sin helhed i de påklagede artikler, så ingen læsere af artiklerne kan være i tvivl om, hvad indholdet er. Det forhold, at Folketidende har sidestillet ”groft at misbruge andres afhængighed” med ”udnyttelse” er ikke en stramning. Slet ikke når gerningsindholdet er, at ”tiltalte uden den forurettede kvindes vidende og accept anstiftede tredjemand til at udføre seksuelt forhold”. - Tre mænd involveret Folketidende har anført, at ordlyden om, at en tredje mand skulle være involveret, viste sig at være en fejl, som opstod på grund af en fejlagtig og meningsforstyrrende anonymisering af anklageskriftet, som Folketidende modtog fra anklagemyndigheden. Under forhold to i anklageskriftet fremgår det, at ud over tiltalte skulle en ”tredjemand” og en anden navngiven person have været involveret. Efter at have set anklageskriftet uden anonymisering, der var bilag til klagen tilsendt Pressenævnet, viser det sig, at ”tredjemand” og den navngivne person er den samme. Denne fejl har Folketidende telefonisk orienteret [Klager]s advokat [Advokaten] om, og advokat [Advokaten] har efterfølgende skriftligt meddelt, at han ikke ønsker en berigtigelse bragt. Retsreportage Folketidende har anført, at sagen ikke er forelagt sagens direkte parter, idet det er normal praksis, at kommende retssager af betydning foromtales, når anklageskriftet foreligger. Det er hele vejen igennem artiklerne gjort klart, at sagen omtales ”ifølge anklageskriftet”, som på det tidspunkt var tilgængeligt for aktindsigt. Folketidende kontaktede sektorchef [Sektorchefen] i [Kommunen] for at få oplyst, om [Klager] stadig var ansat i kommunen, da det må betragtes som en oplysning af offentlig interesse. Sagen handler om magtmisbrug. Derfor er det en væsentlig information, at [Klager] ikke længere er ansat. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Jørn Mikkelsen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmålet om, hvorvidt mediet har overtrådt navneforbuddet efter reglerne i retsplejeloven, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet bemærker endvidere, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag. God presseskik Korrekt information [Klager] har klaget over, at artiklerne og Facebook-opslaget indeholder ukorrekte oplysninger. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A. 1. Af artiklerne fremgår følgende: ”Det er en meget alvorlig sag om misbrug af en stilling i [Kommunen]s socialforvaltning, som nu er på vej til at blive gennemført ved Retten i Nykøbing. Sagen drejer sig om en 52-årig mand, der i en årrække har været ansat i [Kommunen]. Ifølge anklageskriftet i sagen har han misbrugt en kvindes afhængighed af ham til at skaffe sig seksuelle ydelser af hende i form af samleje. Det skulle være foregået stort set dagligt i en periode på tre og et halvt år. Gerningsperioden er ifølge anklageskriftet fra september 2015 til maj 2019. Tre mænd involveret Af anklageskriftet fremgår det endvidere, at han også har inddraget andre mænd i at udnytte kvinden til seksuelle ydelser. Punkt to i anklageskriftet handler om, at den 52-årige kommunalt ansatte også har involveret to andre mænd i den grove udnyttelse af kvinden. Således har han – stadig ifølge anklageskriftet – formået i et enkelt tilfælde at få kvinden til at acceptere, at hun blev bundet til et redskab og med bind for øjnene blev udnyttet seksuelt af den 52-årige og en anden mand. Den 52-årige har også fået kvinden til at acceptere at få bind for øjnene, mens hun blev udnyttet seksuelt af ham og en tredje mand. Dette skulle være foregået fem til syv gange i løbet af perioden på de tre og et halvt år. Mere efterforskning Sagen har været efterforsket af politiet og overgivet til politiets jurister, der har udformet anklageskriftet. Sagen har været berammet ved Retten i Nykøbing, men er blevet trukket tilbage igen efter anklagemyndighedens ønske. Anklager [Anklageren], der har udformet anklageskriftet, oplyser, at sagen er trukket tilbage, fordi man ønsker yderligere efterforskning. Hun ønsker ikke at uddybe baggrunden for, hvorfor sagen nu skal tilbage til politiets efterforskere. Selv om der nu skal ske fornyet efterforskning, er manden stadig tiltalt for de grove forhold. Der er nedlagt navneforbud i sagen. Manden er tiltalt for overtrædelse af § 220 i straffeloven, som handler om den, som ved groft misbrug af sin arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlingsmæssige afhængighed skaffer sig samleje med en person. Man kan straffes med fængsel op til et år. Vi har bedt sektorchef i kommunen, [Sektorchefen], om en kommentar til sagen, men hun udtaler sig ikke i en personsag ud over oplysningen om, at den 52-årige ikke længere er ansat i [Kommunen]. ” Af Facebook-opslaget fremgår følgende: ”Sag om groft misbrug af en kvinde i kommunalt regi på vej i retssystemet. ” Til Facebook-opslaget er indsat et link til den påklagede artikel ” Kommunalt ansat tiltalt” bragt den 25. maj 2020 på netavisen folketidende.dk. - ”På vej i retssystemet” og tiltalt [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at sagen er ”på vej i retssystemet”, og at han er tiltalt i sagen. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] den 14. februar 2020 blev tiltalt ved Retten i Nykøbing Falster i sagens forhold 1 for overtrædelse af straffelovens § 220, og forhold 2 for overtrædelse af straffelovens § 220, samt straffelovens § 220, jf. til dels straffelovens § 225, jf. straffelovens § 23. Nævnet lægger endvidere til grund, at Retten i Nykøbing Falster den 15. maj 2020 aflyste retsmødet den 19. maj 2020 og den 25. maj 2020 i sagen mod [Klager]. Parterne har afgivet modstridende oplysninger om, hvorvidt [Klager] var tiltalt på offentliggørelsestidspunkterne for artiklerne og Facebook-opslaget den 23. maj 2020 og den 25. maj 2020. Ifølge Folketidende havde anklageren i sagen, da artiklerne blev bragt, oplyst, at [Klager] stadig var tiltalt. Ifølge [Klager] havde anklagemyndigheden trukket anklageskriftet tilbage, således at han, da artiklerne blev bragt, ikke længere var tiltalt. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet kan nævnet ikke tage stilling til klagepunktet. Nævnet bemærker, at det i artiklerne korrekt er gengivet, at sagen har været berammet ved Retten i Nykøbing Falster, men er blevet trukket tilbage igen efter anklagemyndighedens ønske. Nævnet udtaler ikke kritik. - Udnyttet seksuelt [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at han har udnyttet kvinden seksuelt. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] var tiltalt for under varetagelsen af sit hverv som familiekonsulent for en kvinde og dennes børn, ved groft misbrug af kvindens afhængighed af ham, stort set dagligt at have skaffet sig seksuelle ydelser i form af samleje med kvinden. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Klager] var tiltalt for som familiekonsulent for en kvinde og dennes børn at have misbrugt kvindens afhængighed af ham og derved opnået seksuelle ydelser til sig selv og en tredjemand. Pressenævnet finder, at formuleringen ”udnyttet seksuelt” må anses for unøjagtig i forhold til de to tiltaleforhold mod [Klager], og at det havde været hensigtsmæssigt, såfremt tiltaleforholdene havde været gengivet mere præcist, men finder efter en samlet vurdering ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik. Nævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at det fremgår af artiklerne, at [Klager] blandt andet er tiltalt for at have misbrugt en kvindes afhængighed af ham til at skaffe sig seksuelle ydelser af hende i form af samleje, at [Klager] er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 220, og at Folketidende har gengivet indholdet af straffelovsbestemmelsen. Nævnet udtaler ikke kritik. - Tre mænd involveret [Klager] har anført, at det er ukorrekt, at der er tre mænd involveret i den omtalte sag, således at [Klager] skulle have involveret to andre mænd. Pressenævnet lægger som anført oven for til grund, at [Klager] var tiltalt for blandt andet at have skaffet sig og en tredjemand samleje og andet seksuelt forhold end samleje med kvinden. Nævnet finder herefter, at oplysningen ”tre mænd involveret” er ukorrekt og udtaler kritik af Folketidende for at have bragt oplysningen. Retsreportage [Klager] har klaget over, at det ikke fremgår af artiklerne og Facebook-opslaget, hvorvidt han har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig i tiltalen. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at de under A og B anførte almindelige presseetiske regler også gælder for retsreportagen. Reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed. Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig, jf. punkt C. 1, C. 2 og C. 5. Pressenævnet finder generelt, at omtale af straffesager har offentlig interesse. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] nægtede sig skyldig i tiltalen. Pressenævnet finder, at omtalen af straffesagen har klar almen interesse, og nævnet udtaler ikke kritik af Folketidende for at omtale sagen. Nævnet finder imidlertid, at det burde have fremgået af artiklerne, at [Klager] nægtede sig skyldig i tiltalen. Da denne oplysning ikke fremgik af omtalen, udtaler nævnet kritik af Folketidende. Nævnet bemærker, at Folketidende med lethed kunne have rettet henvendelse til [Klager]s forsvarsadvokat, der varetager hans interesser. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Folketidende at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Folketidende [underrubrik] Folketidende får kritik for ukorrekt oplysning og for ikke at nævne, at en tiltalt nægter sig skyldig i tiltalen [tekst] I artikler og i et Facebook-opslag bragt i maj 2020 omtalte Folketidende en person, som er tiltalt for groft misbrug af en kvindens afhængighed af ham i professionel sammenhæng. Ifølge tiltalen har personen skaffet sig og en tredjemand seksuelle ydelser hos kvinden. Det fremgik blandt andet af artiklerne, at den tiltalte havde involveret to andre mænd i den omtalte sag. Den tiltalte har klaget til Pressenævnet blandt andet over, at det er ukorrekt, at han skulle have involveret mere end én mand i det seksuelle forhold. Desuden har han klaget over, at Folketidende ikke har oplyst, at han nægtede sig skyldig i tiltalen. Pressenævnet kritiserer Folketidende for at have bragt den ukorrekte oplysning og for ikke at oplyse om personens stillingtagen til skyldsspørgsmålet. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse i papirudgivelsen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse. ¬ Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet (i mediets rettelsesspalte). Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i mediet. Offentliggørelse på netavisen Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. ¬ Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig. ¬ Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet. Offentliggørelse på Facebook Offentliggørelse af nævnets kendelse skal (endvidere) ske snarest på mediets side på Facebook til Pressenævnets logo som illustration og med et layout og en skrifttype, der svarer til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet. Offentliggørelsen skal ske således, at kendelsen er umiddelbart synlig på Facebook i en periode på mindst et døgn. [Der skal endvidere være et link fra den offentliggjorte kritik på Facebook til den offentliggjorte kendelse på nævnets hjemmeside. ] Afgjort den 9. marts 2021

Versioner

  1. 2021-03-16