Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0534 og 2020-80-0535
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9174@2021-03-16/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0534 og 2020-80-0535
Kritisk omtale af folkemødearrangør var ikke i strid med god presseskik Fyns Amts Avis omtalte i maj 2020, at en forening havde modtaget offentlig støtte til sit arbejde med at arrangere et europæisk folkemøde på Sydfyn. Det fremgik af omtalen, at en nordjysk kommune også arbejdede på at arrangere et europæisk folkemøde, og at personer fra foreningen på Sydfyn tidligere havde været en del af arbejdet i Nordjylland. I artiklerne blev der stillet spørgsmålstegn ved, om der er plads til to tilbagevendende europæiske folkemøder i Danmark. Foreningen og foreningens forperson klagede til Pressenævnet over omtalen. Der blev blandt andet klaget over Fyns Amts Avis’ handlemåde over for foreningens forperson og over, at omtalen af foreningen og forpersonen var misvisende og ukorrekt. Pressenævnet fandt, at oplysningerne i artiklerne havde dækning i de faktiske forhold og i de udtalelser, som forpersonen havde givet under interviews med Fyns Amts Avis, og nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik.
[Klager 1] og [Klager 2] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Sydfynsk EU-folkemøde kan blive overhalet indenom” , ”EU-Folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” og ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” , som blev bragt den 21. maj 2020 i Fyns Amts Avis henholdsvis på forsiden og på side 4, samt på Fyns Amts Avis’ netavis faa.dk, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager 1] og [Klager 2] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte og skadelige udsagn, der ikke blev tilstrækkeligt efterprøvet forud for offentliggørelsen. [Klager 1] og [Klager 2], hvor [Klager 1] er forperson, har indsendt hver sin klage over samme artikel. På grund af sammenfald i personkreds og klagepunkter, er klagerne sambehandlet i nærværende kendelse. Sagerne er endvidere behandlet sammen med Pressenævnets sag nr. 2020-80-0533, [Klager 1] mod Randers Amtsavis, og sag nr. 2020-80-0536, [Klager 1] mod Mariager Avis. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen [Klager 1] og [Klager 2] har oplyst over for Pressenævnet, at [Klager 1] den 19. maj 2020 blev ringet op af en journalist fra Fyns Amts Avis. Efter den indledende telefonsamtale havde [Klager 1] og journalisten en skriftlig korrespondance, som Pressenævnet har modtaget i kopi fra klagerne. Af korrespondancen fremgår det, at [Klager 1] den 19. maj 2020 kl. 21:26 skrev følgende til journalisten: ”Tak for snakken tidligere i dag. Jeg blev overrasket over, at du kontaktede mig i forbindelse med et forhold, der for mig er afsluttet. Jeg var således uforberedt og usikker på om jeg fik svaret konkret på dine spørgsmål. Derfor sender jeg denne opfølgende mail. Jeg henvendte mig til [Kommune 1] i efteråret 2019 med mit projekt om et europæisk folkemøde. Det resulterede i en aftale om en forundersøgelse, der skulle analysere mulighederne for et potentielt event i [By 1]. Se vedhæftede budgettekst. Som frembringer af konceptet til [Folkemødekonceptet], blev jeg engageret til at forestå selve demokratiprocessen, som er kernen i mit projekt. [Folkemødekonceptet]s arbejde i [Kommune 1] blev afsluttet i kommunen, idet det i forløbet stod klart, at der var forskellige perspektiver på projektet. Samarbejdet var godt og inspirerende, men desværre viste det sig at forskellene på kommunens og min vinkel var for stor til at samarbejdet kunne fortsætte. Derfor indgik vi en aftale om samarbejdets ophør i februar måned. Jeg har netop modtaget en udtalelse fra kommunen, som jeg har vedhæftet ovenfor. Min drøm om et [Folkemødekonceptet] ligger mig meget på sinde og jeg fortsætter derfor arbejdet med en realisering af projektet sammen med [Klager 2]. Jeg ser frem til at få de udvalgte citater på mail. På forhånd tak. ” Til mailen var vedhæftet to bilag. Det første bilag er navngivet ”budgetaftale-budget-2020-2023” og indeholder én side i et tekstdokument, som øverst i højre hjørne er påført et logo med teksten ”[Kommune 1]” . Af bilaget fremgår: ”[…] Forprojekt vedrørende eventuelt europæisk folkemøde i [By 1] Der er overvejelser om at afholde et europæisk folkemøde i [By 1]. I første omgang vil der være behov for at gennemføre et forprojekt. Forprojektet har to hovedformål. Først og fremmest skal der udarbejdes en gennemgående analyse af det europæiske folkemøde, hvor der skabes klarhed over finansieringsbehovet, samt de offentlige (primært kommunens) direkte og indirekte omkostninger ved at afholde en tilbagevendende international event i [By 1]. Det andet formål er at undersøge muligheden for ekstern økonomisk opbakning til folkemødet samt skabe grundlag for, at det vil kunne fortsætte videre ind i næste fase. Byrådet i [Kommune 1] ser gerne, at det bliver et fælles projekt og ønsker derfor, at en eller flere regioner engagerer sig i arbejdet. I første omgang i form af medfinansiering til forprojektet. Aftaleparterne er indstillet på at medfinansiere forprojektet med 0,5 mio. kr. Det forventes, at Region Nordjylland vil bidrage økonomisk til forprojektet. Da der også vil være et væsentligt perspektiv i et europæisk folkemøde i [By 1] for Region Midtjylland, vil der også blive søgt støtte i Region Midtjylland til gennemførsel af forprojektet. Det samlede budget til forprojektet forventes at udgøre ca. 1,0 mio. kr. […]” Det andet bilag, som er navngivet ”Brev til [Klager 1]” , indeholder et brev til [Klager 1] sendt den 15. maj 2020 fra centerchef i Center for Byråd, Personale og Strategi i [Kommune 1], [Centerchefen]. Af brevet fremgår: ”Bekræftelse vedrørende et europæisk folkemøde Det bekræftes for god ordens skyld, at [Kommune 1] ikke vil have indvendinger imod, at [Klager 1] indleder samarbejde med en anden kommune om etablering og gennemførelse af et europæisk folkemøde. Det bemærkes, at der fortsat arbejdes med en forundersøgelse af et lignende projekt om et europæisk folkemøde i [By 1] med støtte til forundersøgelsen fra både [Kommune 1] og Region Nordjylland. ” Den 20. maj 2020 kl. 14:12 svarede journalisten: ”Hej [Klager 1] Hermed de ting jeg citerer dig for. Jeg vil gerne have eventuelle rettelser senest kl 16. […] [I mailen fremgår herefter følgende citater fra [Klager 1], Pressenævnet ]: - Det europæiske folkemøde i [Kommune 1] er opgivet - de har ikke plads nok. Borgmesteren har sagt på et borgermøde, at det ikke bliver til noget. Det europæiske folkemøde er min ide, og den har jeg taget med mig, siger [Klager 1]. - Det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, at der ikke er noget projekt til et [Folkemødekonceptet] nu og det er jo fakta. Det er jo så stoppet i den forstand, at der ikke er et samarbejde med det europæiske folkemøde. Det er aflyst, det er det, jeg siger. - Nej, det står der ikke, der står at de pt. er i gang med en forundersøgelse af muligheder for, at der kan opstå et event i [By 1], det er det, der står. Det er jo ligesom i alle mulige andre kommuner og som de har sagt deroppe: Vi laver tusind forundersøgelser på alt muligt, vi kan også lave en forundersøgelse på det her, men det har ikke noget med selve projektet at gøre i den forstand. - Jamen prøv at høre her. De har ikke noget projekt endnu, de er i gang med en forundersøgelse, og det er noget helt andet. - Det har jeg da fortalt hende, og det står jo også alle steder. Jeg siger det sådan som tingene er, og jeg kan ikke sige det anderledes. Jeg kan ikke forholde mig til deres ord, jeg kan kun forholde mig til virkeligheden, jeg kan kun forholde mig til fakta. - En forundersøgelse har jo intet med et projekt at gøre, en forundersøgelser er en forundersøgelse. Det er jo sådan tingene er. Ja, undskyld mig, men jeg kan ikke hjælpe dig mere med det. - Det ved ikke, hvor du vil hen med, det kan jeg ikke svare på og jeg forholder mig heller ikke til det. - Det ved jeg jo ingenting om. - Et folkemødeprojekt i samarbejde med [Klager 2], det er lukket, men det er jo ikke fordi, de ikke har en forundersøgelse. Jeg har hele tiden refereret til en igangværende forundersøgelse, men der er jo ikke nogen, der kan sige noget om, de starter en ny proces til noget andet, det er der jo ingen, der ved noget om. Det er jo rene gisninger. - På ingen måde, overhovedet ikke – tværtimod. Det er det helt vildt, hvordan kan man overhovedet komme i tanke om det. Jeg har jo netop om nogen forklaret, hvordan sammenhængen er. Prøv at høre her: Der er ikke noget projekt til et folkemøde i [By 1], der er en forundersøgelse, det er det, der er fakta, andet kan jeg ikke forholde mig til. - [Klager 2] har et projekt til et europæisk folkemøde. Det er fakta, jeg kan ikke hjælpe dig med andet end fakta” Hertil svarede [Klager 1] kl. 15:32 samme dag: ”Det er ikke citater jeg kan stå inde for, idet de er misvisende. Så nej, ingen af citaterne kan jeg godkende. Jeg kendte ikke baggrunden for telefonsamtalerne og jeg vil derfor ikke citeres for andet end min skriftlige udtalelse, som jeg for god ordens skyld gengiver her: […] ” Til dette svarede journalisten kl. 16:34: ”Vi bringer citaterne alligevel. At jeg har sendt citaterne til dig er ikke et spørgsmål om godkendelse, men da du spørger selvfølgelig kan få dine citater til tjek for faktuelle fejl eller misforståelser. […]” De påklagede artikler Fyns Amts Avis bragte den 21. maj 2020 på forsiden artiklen ”Sydfynsk EU-folkemøde kan blive overhalet indenom” , hvoraf følgende fremgik: ”[Klager 1] fra [Øen] har netop fået 100.000 kroner til at undersøge muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] i 2022. Der er bare et problem. Hun har sat et lignende projekt i gang i [By 1], og selv om hun har forladt det projekt, så arbejder nordjyderne ufortrødent videre. ” På avisens side 4 fremgik på de øverste 2/3 af siden artiklen ”EU-Folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” med følgende underrubrik : ”[Klager 1], [Øen], vil lave europæisk folkemøde i [By 2] efter at have forladt et lignende projekt i [By 1]. [Kommune 1] og Region Nordjylland er i gang med et forprojekt til et Europæisk Folkemøde til 700.000 kroner, men det projekt er lukket, fortalte hun LAG SØM” Af artiklen fremgik herefter: ”Coach og virksomhedsejer [Klager 1], [Øen], har netop modtaget tilsagn om 100.000 kroner fra LAG SØM til branding, PR og visuel identitet af et europæisk folkemøde i [By 2]. LAG SØM står for den lokale aktionsgruppe for Syd - Øst og Midtfyn, og uddeler midler fra EU og Erhvervsministeriet til projekter i Landdistrikterne. Tanken er at samle i omegnen af 30.000 mennesker fra hele Europa til at diskutere fællesskab, forskelligheder og demokrati med [By 2] som centrum - og med den afledte effekt i turist- og erhvervsliv, så mange mennesker vil kunne afføde. Mødet skal foregå i 2022. Også [Kommune 1] i Nordjylland er i gang med et såkaldt forprojekt til et [Folkemødekonceptet] i [By 1]. [Klager 1] har indtil februar været ansat i [Kommune 1] som konsulent og var med til at få for-projektet, som [Kommune 1] har bevilget 500.000 kroner og Region Nordjylland 200.000 kroner til, sat i gang. Hun og [Kommune 1] blev dog uenige og samarbejdet ophørte i februar. Samtidig har [Klager 1] på vegne af [Klager 2] søgt og fået 100.000 kr. fra LAG SØM til opstart og branding af et [Folkemødekonceptet] i [By 2]. Lukket projekt På LAG SØM's forespørgsel har [Klager 1] fortalt, at det europæiske folkemøde i [Kommune 1] er lukket og opgivet. Fyns Amts Avis har interviewet [Klager 1] flere gange, og første gang, avisen snakker med hende, siger hun: - [Folkemødekonceptet] i [Kommune 1] er opgivet - de har ikke plads nok. Borgmesteren har sagt på et borgermøde, at det ikke bliver til noget. [Folkemødekonceptet] er min ide, og den har jeg taget med mig, siger hun. Senere samme dag sender [Klager 1] Fyns Amts Avis et brev dateret den 15. maj fra chefen for Center for Byråd, Personale og Strategi, [Centerchefen], i [Kommune 1]: "Det bekræftes for god ordens skyld, at [Kommune 1] ikke vil have indvendinger imod, at [Klager 1] indleder samarbejde med en anden kommune om etablering og gennemførelse af et europæisk folkemøde. Det bemærkes, at der fortsat arbejdes med en forundersøgelse af et lignende projekt om et europæisk folkemøde i [By 1] med støtte til forundersøgelsen fra både [Kommune 1] og Region Nordjylland." Pikeret formand [Formanden], formand for LAG SØM, undrer sig. - Vi har fået indtryk af at projektet i [Kommune 1] var lukket. Jeg tror ikke, der er plads til to europæiske folkemøder i Danmark. Vi er noget pikeret over, at vi ikke har fået at vide, at der er en forundersøgelse i gang i [By 1], havde vi vidst det, ville vi nok ikke have bevilget pengene. Men nu er de bevilget, og vi kan ikke umiddelbart trække dem tilbage. Vi har forsøgt at få fat i en advokat i Erhvervsstyrelsen, men det er endnu ikke lykkedes. Jeg ved ikke, om vi gør mere ved det nu. Bliver det ikke til noget, ryger pengene jo tilbage igen, og alle udbetalinger skal desuden godkendes af Erhvervsstyrelsen, siger [Formanden]. LAG-koordinator [Koordinatoren] bekræfter, at hun har spurgt [Klager 1] om projektet i [By 1]. - Jeg fandt ud af, at der var et lignende projekt i [Kommune 1] og spurgte [Klager 1]. Jeg fik klart det indtryk, at projektet var opgivet. Det er jo ikke, fordi man ikke kan lave alle de folkemøder, man vil. Men bestyrelsen ville nok ikke bevilge penge til det, hvis de havde vidst, at en anden kommune arbejdede med noget lignende, siger [Koordinatoren]. I et senere interview med Fyns Amts Avis afviser [Klager 1], at hun har fortalt LAG SØM, at projektet i [Kommune 1] var lukket. - Det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, at der ikke er noget projekt til et [Folkemødekonceptet] nu, og det er jo fakta. - Der er ikke noget projekt til et folkemøde i [By 1], der er en forundersøgelse, siger hun. To folkemøder bedre end ingen I [Kommune 1] er byrådsmedlem [Byrådsmedlemmet] med i styregruppen til forundersøgelsen til et Europæisk Folkemøde i [By 1] i 2022. Om et tilsvarende projekt i [By 2] siger han: - Jeg vil da hellere have to folkemøder end ingen. Hvis nogen tager initiativet til at skabe et demokratisk projekt, så skal man have lov til at løbe med det. Det skal man ikke begrænse, men for at det kan lykkes skal der også være nogen, der bakker det op økonomisk og så videre, og det må man jo prøve af, om man har, når man nu ikke synes, at det er nok med ét europæisk folkemøde i Danmark, siger [Byrådsmedlemmet]. - Vi er i gang med noget fantastisk i Nordjylland og nyder stor opbakning – både økonomisk, politisk og organisatorisk. Vi har blandt andet en styregruppe, der består af en lang række nøgleaktører i samfundet. [Person A], der er formand for Europabevægelsen er med, Dansk Industri er med og direktøren for Musikkens Hus i Aalborg [Direktøren] bare for at nævne nogle få. Vi glæder os til det videre arbejde med at etablere et folkemøde i [By 1], siger han. Man kan læse mere om planerne for et europæisk folkemøde i [By 1] på hjemmesiden [Hjemmeside 1]. ” Artiklen blev ligeledes bragt på Fyns Amts Avis’ netavis, faa.dk, hvor den fortsat er tilgængelig bag betalingsmur. Overskriften lyder nu: ”Europæisk folkemøde på Sydfyn får 100.000 kroner på tvivlsom baggrund” . Under ovenstående artikel fremgik på samme side artiklen ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” med følgende underrubrik: ”KONFRONTATION [Klager 1] skelner mellem projekt og forundersøgelse og mener, at hun har gjort projektet i [By 1] klart for LAG SØM. ” Af artiklen fremgik herefter: ” [Klager 1], hvorfor har du fortalt LAG-koordinatoren, at projektet i [By 1] er lukket, når hun spørger ind til det? -Det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, at der ikke er noget projekt til et europæisk folkemøde nu, og det er jo fakta. Det er jo så stoppet i den forstand, at der ikke er et samarbejde med det europæiske folkemøde. Det er aflyst, det er det, jeg siger. Det brev, som du har sendt til Fyns Amts Avis fra [Centerchefen] fremgår det, at [Kommune 1] arbejder videre? -Nej, det står der ikke, der står, at de pt. er i gang med en forundersøgelser af muligheder for, at der kan opstå et event i [By 1], det er det, der står. Det er jo ligesom i alle mulige andre kommuner, og som de har sagt deroppe: Vi laver tusind forundersøgelser på alt muligt, vi kan også lave en forundersøgelse på det her, men det har ikke noget med selve projektet at gøre i den forstand. Når LAG SØM spørger dig, siger du, at det er lukket? -Jamen, prøv at høre her. De har ikke noget projekt endnu, de er i gang med en forundersøgelse, og det er noget helt andet. Skulle du ikke have fortalt LAG-koordinatoren det? - Det har jeg da fortalt hende, og det står jo også alle steder. Jeg siger det sådan, som tingene er, og jeg kan ikke sige det anderledes. Jeg kan ikke forholde mig til deres ord, jeg kan kun forholde mig til virkeligheden, jeg kan kun forholde mig til fakta. Er det ikke urigtigt at sige, at der ikke er et projekt i [By 1], når der nu sidder nogen, der er i gang med en forundersøgelse? -En forundersøgelse har jo intet med et projekt at gøre, en forundersøgelser er en forundersøgelse. Det er jo sådan tingene er. Ja, undskyld mig, men jeg kan ikke hjælpe dig mere med det. Tror du, der er plads til to europæiske folkemøder i Danmark? -Det ved jeg ikke, hvor du vil hen med, det kan jeg ikke svare på, og jeg forholder mig heller ikke til det. Du er sikker på at et europæisk folkemøde i [By 1] ikke bliver til noget? -Det ved jeg jo ingenting om. Da jeg ringer til dig første gang, spørger jeg til projektet i [By 1], og du siger, det er lukket? -Et folkemødeprojekt i samarbejde med [Klager 2], det er lukket, men det er jo ikke fordi, de ikke har en forundersøgelse. Jeg har hele tiden refereret til en igangværende forundersøgelse, men der er jo ikke nogen, der kan sige noget, om de starter en ny proces til noget andet, det er der jo ingen, der ved noget om. Det er jo rene gisninger. Du synes ikke du har talt usandt i forhold til LAG-koordinatoren? -På ingen måde, overhovedet ikke -tværtimod. Det er det helt vildt, hvordan kan man overhovedet komme i tanke om det. Jeg har jo netop om nogen forklaret, hvordan sammenhængen er. Det vil jeg på ingen måde. Prøv at høre her: Der er ikke noget projekt til et folkemøde i [By 1], der er en forundersøgelse, det er det, der er fakta, andet kan jeg ikke forholde mig til. Hvad har du af projekt? -Foreningen har et projekt til et europæisk folkemøde. Det er fakta, jeg kan ikke hjælpe dig med andet end fakta. ” Artiklen blev ligeledes bragt på faa.dk samme dag under overskriften ”[Klager 1]: [By 1] har ikke noget projekt” . Artiklen er fortsat tilgængelig bag betalingsmur. Efter offentliggørelsen Den 28. maj 2020 blev debatindlægget ”[Folkemødekonceptet] er en almennyttig forening, der arbejder for demokratiet” bragt i Fyns Amts Avis. Af indlægget, som har foreningens næstformand, [Næstformanden], som afsender, fremgik blandt andet: ” […] Jeg blev meget overrasket over artiklen om [Folkemødekonceptet] i Fyns Amts Avis. Jeg er næstformand i [Klager 2], og en af dem, der i mere end et år har stået omkring [Klager 1] i forhold til konceptet. Allerede fra starten foreslog jeg [By 2] som vært for vores europæiske folkemøde. Men da en af personerne omkring [Klager 1] sad i byrådet i [Kommune 1], blev det besluttet at gå til [By 1] i første omgang. Denne henvendelse blev desværre ikke til en aftale om et projekt til et europæisk folkemøde, men [Kommune 1] besluttede i stedet at iværksætte en forundersøgelse af de fysiske forhold i den lille by. Da dette stod meget klart i budgetteksten og LAG Himmerland samtidig afslog støttemidler til et folkemødeprojekt, overvejede vi i kredsen derfor allerede dengang om vi skulle fortsætte arbejdet i [By 2]. Da [Kommune 1] valgte at hyre [Klager 1] som konsulent på forundersøgelsen, blev vi dog enige om, at vi på den måde stadig kunne have indflydelse på udviklingen. Byens borgmester understregede imidlertid flere gange, at der kun var tale om en forundersøgelse og ikke et projekt til et folkemøde og samtidig gjorde embedsstanden opmærksom på, at vi skulle anse det som udelukket, at der ville komme nogen bevilling fremadrettet. Da opbakningen til et folkemødeprojekt i [By 1] dermed ikke var til stede fra kommunal side, endte samarbejdet med [Klager 1] i februar 2020. […] Den morgen fik jeg for alvor morgenstykket galt i halsen, da jeg læste i Fyns Amts Avis, at jeg og min forening skulle have handlet tvivlsomt. I artiklen kunne jeg læse, at [Klager 1] har fået 100.000 kr. gennem LAG SØM, hvilket naturligvis slet ikke er tilfældet. Det er foreningen, som har fået tilsagn om et tilskud på 50% af budgettet svarende til 100.000 kr. At vi kan få tilskuddet skyldes, at [Klager 1] lægger de resterende 100.000 kr. i budgettet af egen lomme. At sådan et engagement fra en person skal fremstilles som tvivlsomt er rystende for mig. […] Artiklen omtaler at [Klager 1] skulle have sagt, at projektet i [Kommune 1] er lukket, men det er naturligvis ikke tilfældet. Det giver nemlig ikke mening at tale om at noget er lukket, når det slet ikke er åbnet i første omgang. Misforståelsen ligger i, at samarbejdet mellem [Folkemødekonceptet] og [By 1] er lukket. […]” Samme dag bragte Fyns Amts Avis øverst på samme side i avisen følgende berigtigelse: ” Fyns Amts Avis præciserer I Fyns Amts Avis torsdag den 21. maj beskrev vi i to overskrifter planerne om et europæisk folkemøde som et EU-folkemøde. Det præciseres hermed, at det – som beskrevet i brødteksten – er et europæisk folkemøde, som foreningen bag beskriver det, og ikke et folkemøde, som Den Europæiske Union står bag. ” Den 29. maj 2020 bragte Fyns Amts Avis herefter følgende debatindlæg: ”[Folkemødekonceptet] vil samle Europa på Sydfyn [Folkemødekonceptet] er et demokratiprojekt, der skal afspejle mangfoldigheden i Europa og bane vejen for fælles løsninger på delte problemstillinger. [Folkemødekonceptet] bliver støttet af EU og andre organisationer, men er ikke i sig selv et projekt for EU-organisationen. Demokratiarbejdet i foreningen bliver derfor f.eks. også støttet af Europa Nævnet. [Klager 2] hører hjemme på Sydfyn og arbejder for borgerne i Europa - og i særlig grad for borgerne på Sydfyn. Læs mere på [Hjemmeside 2] […] [Klager 1], formand i [Klager 2], tlf. […], [mailadresse]” Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra [Klager 1] og [Klager 2] modtaget kopi af foreningens vedtægter, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ” […] § 1 Navn og hjemsted: [Klager 2], [By 2] […] § 8 Tegning og hæftelse: Foreningen tegnes af to bestyrelsesmedlemmer, forpersonen og en næstforperson. […]” Nævnet har endvidere modtaget kopi af referat fra foreningens stiftelsesmøde den 27. marts 2020. Af referatet fremgår blandt andet: ” […] 9. Valg af forperson og næstforperson Forperson: [Klager 1] Næstforperson: [Næstformanden] […]” Nævnet har endelig modtaget kopi af en pressemeddelelse udsendt af [Klager 2]. Efter det oplyste blev pressemeddelelsen udsendt forud for den påklagede omtale i Fyns Amts Avis. Af pressemeddelelsen fremgår blandt andet: ”[Folkemødekonceptet] skal samle Europa på Sydfyn […] Initiativtager til projektet er [Klager 2] i [By 2] efter et koncept af [Klager 1], der allerede har arbejdet med projektet igennem det sidste år. Projektet har fundet opbakning nationalt og lokalt på Sydfyn – senest med EU-midler igennem LAG SØM til etablering af projektet. 30.000 deltagere i 2022 Det årligt tilbagevendende event forventes at trække mange tusinde mennesker til området og efter planerne skal det første event afholdes i 2022 og tiltrække omkring 30.000 deltagere fra forskellige dele af Europa. Til sammenligning har Folkemødet på Bornholm ca. 120.000 deltagere henover 4 dage og [Folkemødekonceptet] har med Europa dermed et endnu større potentiale. […] For yderligere information: [Klager 1], formand i [Klager 2], tlf. […], [mailadresse]” På LAG SØM’s hjemmeside, lag-soem.dk, fremgår følgende om lovgrundlaget for tildeling af tilskudsmidler: ” […] Landdistriktsprogrammet er EUs program, der skal udvikle landdistrikterne ud fra økonomiske og sociale aspekter. Virksomheder skal etableres samtidig med at borgerne skal opleve, at serviceydelse og basale vilkår bliver forbedret. Grundlaget for lokale aktionsgrupper og de tilskudsmidler, de fordeler, er reguleret af en række love og bekendtgørelser - både på nationalt og EU-plan. […] ” [Klager 1] og [Klager 2]s klage er modtaget i Pressenævnet den 2. august 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager 1] og [Klager 2]s synspunkter God presseskik [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at Fyns Amts Avis på en række punkter har tilsidesat de vejledende regler for god presseskik i forbindelse med offentliggørelsen af den påklagede omtale. Udnyttelse af medvirkendes uvidenhed Klagerne har anført, at Fyns Amts Avis har handlet i strid med punkt B. 6 i de vejledende regler for god presseskik ved at have udnyttet, at [Klager 1] ikke har erfaring med interviews eller kontakt til pressen fra tidligere lejligheder. Da journalisten fra Fyns Amts Avis henvendte sig til [Klager 1], gik hun ud fra, at henvendelsen skyldtes to netop udsendte pressemeddelelser fra henholdsvis LAG SØM og [Klager 2], som omtalte, at foreningen var blevet indstillet til tilskud fra LAG. Fyns Amts Avis foregav at ville interviewe [Klager 1] vedrørende demokratiprojektet [Folkemødekonceptet] og avisen udnyttede dermed, at [Klager 1] ikke var forberedt på den konfrontatoriske linje, som Fyns Amts Avis havde lagt. Det viste sig således først sent i første interview og stod helt klart i andet interview, at Fyns Amts Avis’ egentlige hensigt med omtalen var et personangreb på [Klager 1] og en målsætning om at fremstille [Folkemødekonceptet] som et bedragerisk foretagende. Til Fyns Amts Avis’ bemærkninger under Pressenævnssagen om [Klager 1]s erfaring med pressen har [Klager 1] bemærket, at hun i sit tidligere virke som virksomhedsleder, iværksætter og direktør ikke har oparbejdet nogen erfaring med ”pistoljournalistik” eller interviews, da [Klager 1] alene beskæftiger sig med lødig kommunikation. Som bierhverv rådgiver og coacher [Klager 1] i, hvordan man kommunikerer på en god måde, ligesom hun rådgiver i personlig udvikling og har indsigt i strategisk kommunikation i form af markedsføring. Det er bemærkelsesværdigt, at Fyns Amts Avis ikke kender forskel på kommunikation og journalistik. [Klager 1] udtaler sig gerne til pressen, men hun forudsætter, at mediet holder sig inden for rammerne af de presseetiske regler. Dette var ikke givet hos Fyns Amts Avis, som i stedet på uhæderlig vis – ved at foregive at ville spørge ind til folkemødeprojektet – fik ”tiltusket” sig adgang til at udøve ”pistoljournalistik” og personangreb. Skjulte optagelser Klagerne har oplyst, at [Klager 1] den 19. maj 2020 blev kontaktet af en journalist fra Fyns Amts Avis, som spurgte ind til planerne om et Europæisk Folkemøde på Sydfyn i 2022. Journalisten oplyste ikke [Klager 1], at samtalen blev optaget, hvilket er i strid med punkt B. 7 i de presseetiske regler. Hertil kommer, at Fyns Amts Avis gav [Klager 1] indtryk af, at den anden og tredje samtale med avisen var til baggrund og dermed ikke udgjorde et egentligt interview. På trods heraf er citater fra disse opfølgende samtaler gengivet, ude af kontekst, i de påklagede artikler. Korrekt information, forelæggelse og redigering Klagerne har anført, at de påklagede artikler indeholder en række ukorrekte oplysninger, som er skadelige for [Klager 2] og for [Klager 1]s professionelle virke, da [Klager 1] i artiklerne urigtigt bliver fremstillet som en korrupt person, der forsøger at ”tiltuske” sig offentlige midler. Om baggrunden for historien, som er misvisende omtalt i de påklagede artikler, har klagerne oplyst, at [Klager 2] arbejder for at afholde et Europæisk Folkemøde på Sydfyn fra 2022. Demokratiprojektet etablerede [Klager 1] i marts 2019, og hun har, udover at være frembringer af idéen, også udarbejdet alt skriftligt materiale, ansøgninger, koncept mv. I den periode har der været en gruppe af mennesker, som har bidraget, og som [Klager 1] har sparret med omkring projektet. Én af dem var byrådsmedlem i [Kommune 1], [Byrådsmedlemmet], som helt konkret har bidraget med tre priser fra internettet i forbindelse med LAG-ansøgningen i efteråret 2019 og med indsætning af billeder i [Klager 1]s præsentation for byrådet i [Kommune 1] i september 2019. [Byrådsmedlemmet] har således ikke været med til at føde idéen, som Fyns Amts Avis ellers har anført. Da projektet handler om fysisk manifestering af demokratiet, har bevægelsen, og senere foreningen, søgt efter en kommune, som kan huse selve eventet. I den forbindelse spurgte foreningen [Kommune 1], som i efteråret 2019 afslog [Klager 1]s ansøgning om afholdelse af Europæisk Folkemøde i [By 1]. Ansøgningen blev afslået, idet kommunen først ville analysere de infrastrukturelle forhold og de økonomiske aspekter ved at afholde så store events, før de ville overveje et muligt projekt. Arbejdet med denne analyse foregår i et såkaldt ”feasibility study”. I forhold til analysen i feasibility studyet arbejdede [Klager 1], grundet sin status som koncepthaver til [Folkemødekonceptet], i januar og februar 2020 på konsulentbasis for [Kommune 1]. Da dette arbejdsforhold ophørte, var [Kommune 1]s forbindelse til [Folkemødekonceptet] dermed reelt set ophørt. Efterfølgende har foreningen rettet henvendelse til [Kommune 2] omkring afholdelse af eventet. Klagerne har anført, at Fyns Amts Avis mod bedre vidende har vinklet omtalen på en over for klagerne negativ måde, således at det ikke fremstår klart, hvad der er kommentarer, og hvad der er faktiske oplysninger, hvorfor artiklen reelt kan læses som én lang kommentar, hvor Fyns Amts Avis’ skævvredne holdning til sagen bliver fremstillet som fakta. Artiklen ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” afslører, at Fyns Amts Avis har været besiddelse af den korrekte information vedrørende flere af de påklagede udsagn. På trods heraf har Fyns Amts Avis i hovedartiklen ignoreret den fra [Klager 1] fremsendte budgettekst fra [Kommune 1], der dokumenterer, at hendes fremstilling af sagen er korrekt. Fyns Amts Avis kan muligvis argumentere for, at [Klager 1] er kommet til orde i artiklen ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” . Ved at opdele omtalen i to artikler ”spiller” avisen imidlertid på læsernes godtroenhed i forhold til deres autoritet som nyhedsmedie. Således slår avisen i den øverste artikel, ”EU-Folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” , ”sandheden” fast, mens [Klager 1]s udtalelser i den nedenstående artikel med underrubrikken ”KONFRONTATION […]” fremstår som usympatiske løgne heroverfor. Omtalen har skadet foreningen men navnlig [Klager 1] og hendes politiske omdømme i nærområdet og i hele Danmark. Siden offentliggørelsen har [Klager 1] i relevante kredse skullet forsvare sig mod usandhederne, ligesom hun er blevet konfronteret med absurde beskyldninger på baggrund af artiklen. Som følge heraf har [Klager 1] modtaget flere afslag fra potentielle samarbejdspartnere. Samtidig har borgmesteren i [Kommune 2] med henvisning til Fyns Amts Avis’ artikler og en lignende fremstilling i Mariager Avis og Randers Amtsavis [Klager over disse, identiske artikler er behandlet i Pressenævnets sag nr. 2020-80-0533, [Klager 1] mod Randers Amtsavis, og sag nr. 2020-80-0536, [Klager 1] mod Mariager Avis, Pressenævnet ] udsat det kommunale samarbejde med klagerne og givet [Kommune 1] forrang til projektet. I en mail til [Klager 2] den 31. juli 2020 begrundede borgmester i [Kommune 2], [Borgmesteren], således direkte hans beslutning om at give [Kommune 1] forrang til projektet om et europæisk folkemøde med artiklen i Mariager Avis. Samme dag havde borgmesteren i en anden mail tilkendegivet, at han gerne så projektet tage fysisk form i [By 2], hvilket i øvrigt er en holdning, der bliver bakket op af et flertal i [Kommune 2]. Det er derfor alene de påklagede artiklers urigtige fremstilling og ærekrænkelse af [Klager 1]s person, der danner grundlag for, at [Kommune 1] nu bliver givet mulighed for at kopiere [Klager 2]s projekt. Endelig har ærekrænkelsen af [Klager 1]s person også skadet hendes selvstændige virksomhed, der lever af hendes integritet og gode rygte, og forårsaget et indkomsttab i omegnen af 100.000 kr. - Påklagede udsagn: Klagerne har henvist til otte konkrete udsagn i omtalen, som indeholder ukorrekt og skadelig information, idet de samtidig har anført, at Fyns Amts Avis undlod at forelægge udsagn 1 og 2 for [Klager 1] inden offentliggørelsen. I overensstemmelse med formålet med punkt A. 3 i de vejledende presseetiske regler om forelæggelse burde avisen have ladet [Klager 1] få hele artiklen til gennemsyn inden offentliggørelsen samt have givet hende rimelig tid til at komme med eventuelle bemærkninger hertil. 1) Udsagn om, at [Klager 1] har modtaget 100.000 kr. fra LAG SØM og 2) Udsagn om, at [Klager 1] undersøger muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] Udsagnene, der som nævnt ovenfor ikke blev forelagt for [Klager 1] forud for offentliggørelsen, fremgår blandt andet af omtalen på forsiden af Fyns Amts Avis den 21. maj 2020, som lyder: ”[Klager 1] fra [Øen] har netop fået 100.000 kroner til at undersøge muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] i 2022. […]”, Hertil har klagerne anført, at [Klager 1] personligt hverken har søgt eller fået nogen penge, men at [Klager 2] heller ikke har fået nogen penge. Faktum er, at [Klager 2] har søgt om at få dækket 50 % af budgettet til pr-arbejde på Sydfyn for demokratiarbejdet og for at hente borgerstøtte til projektet i nærområdet på Sydfyn. Det er foreningen blevet indstillet til. Hele budgettet skal finansieres af foreningen, og 50% heraf vil eventuelt blive erstattet om et års tid af LAG SØM. På nuværende tidspunkt har foreningen ikke selv nogen finansielle midler, hvilket vil sige, at [Klager 1] personligt lægger finansieringen ud for foreningen og muligvis også står med restfinansieringen på de resterende 100.000 kr. Det nærmer sig derfor bagvaskelse at skrive, at [Klager 1] har modtaget 100.000 kr., når sandheden er, at hun af egen lomme finansierer 200.000 kr. for fællesskabet på Sydfyn. Det er heller ikke korrekt, at [Klager 1] ”undersøger muligheden” for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] i 2022. Hverken [Klager 1] eller [Klager 2] undersøger noget som helst, idet de er i gang med et demokratiprojekt til et [Folkemødekonceptet], hvilket også er det, de er indstillet til tilskud til – et projekt der har været i gang siden april 2019. I [Kommune 1] undersøger man forholdene i [Kommune 1], hvilket skal munde ud i en rapport. I modsætning hertil er klagerne i fuld gang med demokratiprojektet [Folkemødekonceptet], der skal munde ud i årligt tilbagevendende events fra 2022. 3) Udsagn om, at pengene fra LAG SØM er tildelt på tvivlsomt grundlag Udsagnet fremgår i artikeloverskriften ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsomt grundlag” . Klagerne har anført, at ordet ”tvivlsomt” er synonymt med ord som anløben, dubiøs og uhæderlig. Det er en alvorlig sag offentligt at anklage en forening for at være anløben og dubiøs. Da Fyns Amts Avis ikke er kommet med beviser for, at foreningens demokratiarbejde er uhæderligt eller anløbent, må man betragte udsagnet som Fyns Amts Avis’ egen holdning til det arbejde, foreningen gør for demokratiet og for Sydfyn. 4) Udsagnet ”EU-folkemøde” Klagerne har anført, at det er misvisende, at Fyns Amts Avis i overskrifterne på avisens forside og i artiklen øverst på side 4 betegnede foreningens folkemøde som et ”EU-folkemøde”. Folkemødet er for Europa uagtet hvilken politisk indstilling, man har til EU, og uagtet om ens respektive land er medlem af EU eller ej. Foreningen har et samarbejde med EU, men der eksisterer også samarbejde med andre offentlige organisationer. 5) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have forladt et [Folkemødekonceptet]-projekt i [By 1] Klagerne har henvist til, at det fremgik af forsideomtalen, at: ”Der er bare et problem. Hun har sat et lignende projekt i gang i [By 1], og selv om hun har forladt det projekt, så arbejder nordjyderne ufortrødent videre. ”, samt, at det fremgik af artiklen ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” , at: ”[Klager 1], [Øen], vil lave europæisk folkemøde i [By 2] efter at have forladt et lignende projekt i [By 1]. […]” Hertil har [Klager 1] anført, at der intet problem er i forhold til hendes tidligere relation til [By 1], da hun ikke har sat et ”lignende projekt i gang i [By 1]” . [Klager 1] igangsatte i april 2019 et europæisk demokratiprojekt, der har til huse i [By 2], som er hendes bopæl. Projektet var således etableret, inden [Kommune 1] blev spurgt, om de kunne være interesseret i at huse selve eventet – en forespørgsel, der i øvrigt fik et ”nej” fra kommunen. Hertil kommer, at de igangværende projekter i [Kommune 1] og i [By 2] ikke kan betragtes som værende ”lignende” , da projekternes målsætning og indhold ligger meget langt fra hinanden. I [Kommune 1] er de i gang med et feasibility study, som skal resultere i en rapport, der afdækker mulighederne for at afholde et folkemøde i kommunen, mens man i [By 2] altså er i gang med et demokratiprojekt. I den påklagede omtale forsøger Fyns Amts Avis imidlertid, eksempelvis med udsagn som, at ”så arbejder nordjyderne ufortrødent videre” , at få arbejdet i [Kommune 1] til at ligne et folkemødeprojekt. Dette er sket mod bedre vidende, da Fyns Amts Avis inden offentliggørelsen fra [Klager 1] modtog budgetteksten fra [Kommune 1] [Gengivet ovenfor under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ], hvoraf det fremgår, at der alene er tale om et forprojekt. Fyns Amts Avis’ bemærkninger under Pressenævnssagen om, at det er relevant at beskrive, at der to steder i Danmark arrangeres europæiske folkemøder, er derfor ude af kontekst, eftersom faktum er, at der ikke er to projekter til et [Folkemødekonceptet]. At [Kommune 1] den 27. august 2020 har besluttet at igangsætte et folkemødeprojekt beviser ydermere, at et sådant projekt ikke var eksisterende på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse. 6) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at forprojektet i [By 1] er lukket [Klager 1] har ikke udtalt til Fyns Amts Avis, at forprojektet i [Kommune 1] er lukket. [Klager 1] har måske nævnt, at projektet [Folkemødekonceptet] er fremtidigt lukket for [By 1], idet kommunens samarbejde med [Klager 1] og dermed med [Folkemødekonceptet] er ophørt. Det giver sig selv, at [Kommune 1] ikke kan lukke et projekt til et [Folkemødekonceptet], når det aldrig har været sat i gang. At [Klager 1], som anført af Fyns Amts Avis under Pressenævnssagen, har fået mulighed for at komme til orde i artiklerne, er ikke korrekt. Som anført ovenfor, fremstillede avisen sin ”sandhed” i hovedartiklen, ”EU-Folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” , hvorfor [Klager 1]s udtalelser i artiklen ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” ikke havde nogen reel værdi for læserne. 7) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have givet LAG SØM falske informationer om forundersøgelsen i [By 1] Det er ikke korrekt, som oplyst i artiklen, at [Klager 1] skulle have fortalt LAG SØM, at ”det europæiske folkemøde i [Kommune 1] er lukket og opgivet. ” . [Klager 1]s ord til LAG SØM var: ”… det bliver desværre ikke til noget i [By 1]. … De ([Kommune 1]) har opsagt samarbejdet med [Folkemødekonceptet] ”. Hertil har [Klager 1] bemærket, at hun efter artiklens offentliggørelse har talt med LAG SØM, og at hun kan forstå, at også deres interview med Fyns Amts Avis blev en ubehagelig og noget misvisende oplevelse. Fyns Amts Avis fortalte LAG SØM en løgn, som de bad LAG SØM forholde sig til i et forsøg på at spille LAG SØM og [Klager 2] ud mod hinanden for at kunne konstruere en usand historie. [Klager 1] ville også være overrasket, hvis [Formanden] skulle have udtalt til Fyns Amts Avis, at ”de ikke har fået at vide, at der er en forundersøgelse i gang i [By 1]. ” . I sin mail til LAG skrev [Klager 1] således: ”pågår der derfor en forundersøgelse af mulighederne for, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at gennemføre et event i den størrelsesorden i [By 1]” . Senere i artiklen fremgår et udsagn fra [Koordinatoren] fra LAG SØM, der udtaler ”Jeg fik helt klart det indtryk, at projektet er opgivet. ” . [Klager 1] har bemærket, at udtalelsen er korrekt, da [Klager 2] har opgivet [By 1], fordi samarbejdet mellem [Klager 1] og [Kommune 1] ophørte. Udsagnet anvendes i artiklen imidlertid til at underbygge artiklens negative vinkling af [Klager 1] som en person, der ikke fortæller sandheden. 8) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at borgmesteren i [Kommune 1] har meddelt, at et folkemøde i [By 1] ikke bliver til noget Klagerne har henvist til følgende afsnit i artiklen: ” […] siger hun: [Folkemødekonceptet] i [Kommune 1] er opgivet – de har ikke plads nok. Borgmesteren har sagt på et borgermøde, at det ikke bliver til noget. [Folkemødekonceptet] er min idé, og den har jeg taget med mig, siger hun. ” [Klager 1] har ikke formuleret sig som i ovenstående udsagn, hvor Fyns Amts Avis har taget [Klager 1]s udtalelser ude af kontekst og fremstillet hende og hendes facon på en misvisende og skadelig måde. I stedet kan [Klager 1] under interviewene have sagt, at [Folkemødekonceptet] har opgivet at afholde et folkemøde [Kommune 1], hvilket er tilfældet. Endvidere har [Klager 1] eventuelt fortalt, at [Kommune 1] har været bange for ikke at have plads nok til de mange mennesker i den lille by, hvilket netop var en af grundene til, at der blev igangsat en forundersøgelse af forholdene. For så vidt angår borgmesteren i [Kommune 1] har [Klager 1] refereret til, at borgmesteren præciserede forprojektet i henhold til budgetteksten, hvilket betyder, at han nævnte, at der kun er tale om et feasibility study og ikke et projekt til et folkemøde. Borgmesteren nævnte videre, at man ikke skulle have for høje forventninger til at et egentligt projekt til et folkemøde ville blive vedtaget i efteråret 2020. I øvrigt bekræfter budgetteksten fra [Kommune 1] [Gengivet ovenfor under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ] [Klager 1]s udlægning af sagen. Denne budgettekst modtog Fyns Amts Avis fra [Klager 1] inden offentliggørelsen af artiklen, og Fyns Amts Avis har dermed under hele forløbet været bevidst om, at den negative vinkling af [Klager 1]s rolle i sagen ikke har været berettiget. Kildekritik [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at Fyns Amts Avis ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik over for byrådsmedlem for [Kommune 1], [Byrådsmedlemmet], som har udtalt sig til artiklen ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” . Fyns Amts Avis har ignoreret [Byrådsmedlemmet]s personlige interesse i forkert og fordrejet at fremstille forundersøgelsen i [By 1] som et folkemødeprojekt. [Byrådsmedlemmet] har en interesse i at skade [Folkemødekonceptet] ved at få [Klager 1] til at fremstå som en kopist og bedrager, da dette, i [Byrådsmedlemmet]s optik, vil få et event i [By 1] til at rykke nærmere. [Byrådsmedlemmet] er politiker og har et påtrængende ønske om at forvandle [By 1] til eventby, hvilket vil gøre ham til en stor skikkelse i kommunen. Klagerne har endvidere bemærket, at Fyns Amts Avis i interviewet med [Byrådsmedlemmet] har undladt at anvende den kritiske tilgang, som præger avisens tilgang til [Klager 1] og hendes udtalelser. I stedet er afsnittet formuleret på en sådan måde, at læseren efterlades med et indtryk af, at der rent faktisk er et folkemødeprojekt i [By 1], som klagerne nu forsøger at kopiere i [By 2]. Eksempelvis var [Klager 1] en del af den styregruppe, som [Byrådsmedlemmet] i artiklen oplyses at være medlem af. Man kan dog gå ud fra, at styregruppen kun eksisterer på papiret. Gruppen nåede ikke at blive effektueret, inden [Klager 1] forlod konsulentarbejdet i [Kommune 1], og en del uger herefter oplyste et andet styregruppemedlem [Klager 1], at han heller ikke havde hørt noget fra gruppen. Det er bemærkelsesværdigt, at Fyns Amts Avis under Pressenævnssagen ikke har forholdt sig til klagernes klage over avisens manglende kritiske tilgang til [Byrådsmedlemmet]. Man må derfor gå ud fra, at Fyns Amts Avis er enig i klagernes betragtninger, herunder at det har betydet, at avisen har gengivet en fordrejet virkelighed i tråd med [Byrådsmedlemmet]s hensigt. Efterfølgende læserbrev [Klager 1] og [Klager 2] har anført, at Fyns Amts Avis har handlet i strid med punkt A. 7 i de presseetiske regler, hvoraf det fremgår, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Klagerne har henvist til, at foreningens næstformand den 21. maj 2020 sendte et debatindlæg i form af et genmæle til den påklagede omtale, som de ønskede bragt i Fyns Amts Avis. Indledningsvist forsøgte Fyns Amts Avis at undgå at bringe indlægget, og da mediet endelig indvilligede i at bringe et debatindlægget i forkortet form som et læserbrev, forsøgte Fyns Amts Avis at få klagerne til at ændre indholdet til avisens fordel og dermed at fastholde de ukorrekte påstande fra den påklagede omtale. Læserbrevet blev først bragt én uge efter den krænkende omtale, og da fremgik det på avisens side 7, hvilket ikke gav tilstrækkelig oprejsning over for den krænkende omtale på forsiden af avisen den 21. maj 2020. Sletning – punkt B. 8 Med henvisning til ovenstående synspunkter har klagerne anmodet om, at artiklen bliver slettet fra Fyns Amts Avis’ netavis, faa.dk. Klagerne har samtidig anført, at byrådet i [Kommune 2] med henvisning til de påklagede artikler har besluttet at give [Kommune 1] forrang til projektet omkring afholdelse af et europæisk folkemøde. At artiklerne, som indeholder en forkert og skadelig fremstilling af [Klager 1] og [Klager 2], fortsat er tilgængelige online, stiller således klagerne, der allerede har investeret omkring 100.000 kr. og lagt over 2000 timers gratis arbejde, urimeligt dårligt i forhold til deres videre arbejde med projektet. 2.2 Fyns Amts Avis’ synspunkter God presseskik Fyns Amts Avis har afvist, at de påklagede artikler er i strid med god presseskik. Fyns Amts Avis har overordnet oplyst, at artiklerne om planerne om et europæisk folkemøde på Sydfyn er vinklet på, at der også i [By 1] er lignende planer. Starten på historierne var en pressemeddelelse fra [Klager 2] om et europæisk folkemøde i [By 2]. Avisens umiddelbare idé var at lave en historie om, hvad planerne om et europæisk folkemøde gik ud på. Undervejs i researchen blev journalisten opmærksom på et lignende projekt i [By 1], og da de to umiddelbart ens projekter af den kaliber – med personsammenfald – må antages at have betydning for afviklingen af hinanden, blev afsættet at undersøge forholdene omkring de to europæiske folkemøder, der begge steder er søgt om midler til hos lokale fonde. Det er en vigtig historie i offentlighedens interesse, at der er planer om at lave et europæisk folkemøde i [By 2] med et femcifret antal gæster. Men da Fyns Amts Avis hurtigt i researchen stødte på, at der også var planer om et europæisk folkemøde andetsteds i Danmark, var det efter avisens opfattelse afgørende vigtigt at finde ud af, hvordan de ting hang sammen. Også da der så var bevilget 100.000 kroner i offentlige midler i støtte fra den lokale LAG-gruppe til projektet på Sydfyn. Fyns Amts Avis finder det afgørende relevant at undersøge, om [Kommune 1] har lignende planer, og hvordan det forholder sig med afviklingen af to europæiske folkemøder på dansk jord, hvor [Klager 1] via sit engagement i [Klager 2] også tidligere har været involveret i det arbejde. Da avisen opdager, at der er to projekter om europæiske folkemøder, er det altså naturligt og en del af avisens forpligtelse som lokalt medie at undersøge det forhold og selvfølgelig høre parterne om det. Ingen af de to repræsentanter for folkemødeprojekterne ser tilsyneladende nogen problemer i, at der er to projekter, og det bliver de citeret for. I [Klager 1]s tilfælde i særligt vid udstrækning, hvor hun forklarer, hvorfor hun mener, at projekterne adskiller sig fra hinanden. Artiklens vinkel underbygges af, at den daværende formand for LAG SØM blandt andet udtaler, at LAG SØM troede, at [Kommune 1]-projektet var lukket, og han ikke mener, at der er plads til to europæiske folkemøder i Danmark. Endvidere lever den idé, som [Klager 1] var med til at føde i [Kommune 1] med den omtalte politiker, [Byrådsmedlemmet], i bedste velgående. For godt et år siden omtalte Nordjyske Stiftstidende i artiklen ”[By 1] skal have et europæisk folkemøde: - Det kulturelle og det kulinariske er vigtigt” , bragt på nordjyske.dk den 4. juni 2019, og Randers Amtsavis i artiklen ”Byrådsmedlem rejser penge til forprojekt for et kommende europæisk folkemøde” , bragt den 19. oktober 2019 på amtsavisen.dk, at der var påbegyndt et arbejde i [Kommune 1], hvor man skulle undersøge mulighederne for og kravene til et europæisk folkemøde. I dag er planerne stadig aktuelle, og senest har et enigt byråd bevilget penge til arbejdet, hvilket man blandt andet kan læse i artiklen ”Kommunal støtte til europæisk folkemøde” , bragt den 31. august 2020 på Randers Amtsavis’ netavis, amtsavisen.dk, og i artiklen ”Landkommune satser større beløb på europæisk folkemøde” , bragt på nb-nyt.dk den 1. september 2020. Udnyttelse af medvirkendes uvidenhed Fyns Amts Avis har anført, at det er avisens vurdering, at [Klager 1] er en professionel kilde, der i øvrigt lever af at hjælpe andre med kommunikation. Avisen deler således ikke klagernes vurdering af, at [Klager 1] er uvant med pressehåndtering. På sin hjemmeside beskriver [Klager 1] blandt andet, at hun har tilegnet sig indsigt inden for kommunikation over årene. Denne præsentation indgik i forbindelse med artiklernes tilblivelse i vurderingen af, at avisen ikke havde med en presseuvant kilde at gøre. Samtidig må man som formand i en organisation, der vil lave et arrangement for 30.000 mennesker, forvente at skulle udtale sig til pressen, ligesom [Klager 1] stod som kontaktperson på udsendte pressemeddelelser. Skjulte optagelser Fyns Amts Avis har anført, at interviews ofte optages af avisen, men ikke med henblik på offentliggørelse. Optagelsen er et arbejdsredskab, der skal sikre, at avisen citerer nøjagtigt og korrekt, hvilket også er sket i dette tilfælde. I øvrigt var ingen af avisens interviews med [Klager 1] udelukkende til baggrund. Korrekt information, forelæggelse og redigering Fyns Amts Avis har anført, at selvom [Klager 1] og [Klager 2] i klagen har bestridt mange af avisens valgte ord og betegnelser, som klagerne mener burde være anderledes, er avisen inden for den redaktionelle, sproglige frihed i formidlingen af historien. Fyns Amts Avis forelægger normalt ikke hele artikler til gennemlæsning. Avisen giver gerne citater til gennemsyn – således også i denne sag – men der er ikke tale om en godkendelse af citater, jf. Jysk Fynske Mediers etiske regelsæt: ”Efter et interview kan en kilde bede om at se, hvad vedkommende citeres for, og få mulighed for at gøre opmærksom på eventuelle faktuelle fejl og misforståelser. Vinkling, prioritering, udeladelser og andre redaktionelle vurderinger er alene journalistens og redaktionens afgørelse. Journalisten skal gøre kilden opmærksom på reglerne og aftale en deadline for svar. I særlige tilfælde kan en kilde få hele artiklen at se. Det afgøres af journalisten og afhænger af kildetype (graden af professionalitet) og artiklens art. ” Fyns Amts Avis har i artiklerne sagligt fremlagt sagens fakta med relevante kilder. Avisen savner dokumentation for [Klager 1]s påstand om holdning og kommentarer i artiklerne. Til de konkrete, påklagede udsagn har Fyns Amts Avis herefter anført følgende: 1) Udsagn om, at [Klager 1] har modtaget 100.000 kr. fra LAG SØM Fyns Amts Avis har anført, at LAG SØM har indstillet 100.000 kr. til [Klager 2], og at foreningen i sin pressemeddelelse selv har fortalt om opbakning til projektet med EU-midler fra LAG SØM. De helt nøjagtige procedurer for, hvordan LAG-støtte fungerer, er ikke særlig relevante for vinklen om, at der arbejdes for to europæiske folkemøder. Men Fyns Amts Avis har i artiklen citeret LAG SØM-formanden for, at ”bliver det ikke til noget, ryger pengene jo tilbage igen. ” . 2) Udsagn om, at [Klager 1] undersøger muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] Fyns Amts Avis har anført, at der er tale om en meget bred formulering, som fint dækker [Klager 1]s bemærkning om, at hendes forening er i gang med et demokratiprojekt til et [Folkemødekonceptet]. 3) Udsagn om, at pengene fra LAG SØM er tildelt på tvivlsomt grundlag Fyns Amts Avis har anført, at ordet ”tvivlsomt” henviser til LAG SØM’s citerede holdning om, at de ikke har fået at vide, at der er folkemødearbejde i gang i [By 1]. Formuleringen er meget bred og dækker på rimelig vis artiklens indhold om, at der er tvivl om baggrunden for folkemødet. 4) Udsagnet ”EU-folkemøde” Fyns Amts Avis har anført, at det er korrekt, at det ikke er EU som organisation, der står bag folkemødet, men at overskriften blev valgt for at kommunikere, at folkemødet sigter mod at samle europæere – netop støttet med LAG-midlerne, som for hovedpartens vedkommende er EU-finansieret. Avisen har medgivet, at overskriften kunne være mere præcis, hvorfor der blev indsat en præcisering i Fyns Amts Avis den 28. maj 2020 på samme side som læserbrevet fra [Klager 2]. Samtidig blev overskriften rettet i artiklen på Fyns Amts Avis’ netavis, faa.dk, så den nu lyder: ”Europæisk folkemøde på Sydfyn får 100.000 kr. på tvivlsom baggrund. ” . 5) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have forladt et [Folkemødekonceptet]-projekt i [By 1] Fyns Amts Avis har anført, at [Klager 1] tidligere har været involveret i at få undersøgt mulighederne for at arrangere et europæisk folkemøde i [Kommune 1]. Det er hun ikke længere, og Fyns Amts Avis er i artiklerne ikke inde på de nærmere omstændigheder i den sag. Udsagnets formulering er dog fint dækkende uanset, hvad der er sket i [Kommune 1] i den forbindelse, og [Klager 1] har også selv skrevet i sin klage, at hun ”forlod konsulentarbejdet i [Kommune 1]. ” . Det er ikke relevant, at de to folkemøder juridisk ER [Original fremhævning, Pressenævnet ] to forskellige størrelser, da der stadig er tale om to forskellige organisationer, der vil lave et europæisk folkemøde i Danmark, hvilket Fyns Amts Avis har beskrevet i artiklerne. 6) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at forprojektet i [By 1] er lukket Udsagnet fremkom under [Klager 1]s første interview med Fyns Amts Avis. I et senere interview viste det sig, at [Klager 1] åbenbart henviste til en specifik juridisk størrelse, hvilket hun har fået plads til at forklare i artiklerne. 7) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have givet LAG SØM falske informationer om forundersøgelsen i [By 1] Fyns Amts Avis har i artiklerne refereret, hvad LAG SØM har fortalt, at de har fået at vide af [Klager 1], hvorefter [Klager 1] har fået lejlighed til at forholde sig hertil. Avisen har ikke skrevet, at [Klager 1] har givet falske informationer, men klager er i stedet blevet konfronteret med LAG SØMs udtalelser. I den forbindelse er [Klager 1] blevet spurgt, om hun har givet urigtige oplysninger, hvilket hun afviser. 8) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at borgmesteren i [Kommune 1] har meddelt, at et folkemøde i [By 1] ikke bliver til noget I første interview med Fyns Amts Avis sagde [Klager 1] følgende, som hun er blevet citeret for i artiklen: ”- [Folkemødekonceptet] i [Kommune 1] er opgivet - de har ikke plads nok. Borgmesteren har sagt på et borgermøde, at det ikke bliver til noget. [Folkemødekonceptet] er min ide, og den har jeg taget med mig, siger hun”. Til klagen over ukorrekt information har Fyns Amts Avis afslutningsvist bemærket, at det efter klagernes opfattelse er faktuelt forkert, når Fyns Amts Avis har skrevet i artiklerne, at hun har forladt et lignende projekt i [Kommune 1]. Klagerne skelner i den forbindelse tilsyneladende mellem, at foreningen [Original kursivering, Pressenævnet ] [Folkemødekonceptet] og dermed [Klager 1] ikke længere er engageret i [By 1]. Og når [Kommune 1] har sat gang i et europæisk folkemøde (her modsat med små begyndelsesbogstaver), så er det noget helt andet. Det kan det givet være i smal juridisk forstand, men i virkelighedens verden undersøger Fyns Amts Avis det faktum, at der er to projekter for at lave europæisk folkemøde i Danmark to forskellige steder i landet. Kildekritik Fyns Amts Avis har anført, at det er avisens samlede journalistiske vurdering, at det er relevant for sydfynboerne at blive bekendt med det lignende projekt i [Kommune 1]. Efterfølgende læserbrev Fyns Amts Avis anført, at det forsinkede læserbrev er et resultat af en dialog, som forløb over flere dage. Baggrunden for maildialogen var, at læserbrevet rummede oplysninger, der umiddelbart kunne synes at være i strid med fakta. Derfor valgte Fyns Amts Avis at gå i dialog med læserbrevsskribenten med det formål at sikre, at de oplysninger, der blev viderebragt, var så korrekte som muligt. Læserbrevet blev modtaget fredag den 22. maj 2020, hvor redaktøren blev opmærksom på, at der var elementer i læserbrevet, som i Fyns Amts Avis’ optik ikke var korrekte. Avisen vendte læserbrevet i redaktionsledelsen og brugte dernæst dele af fredagen og mandag den 25. maj 2020 på at svare klagerne med avisens kommentarer til læserbrevet. Klagerne sendte samme dag et forkortet læserbrev, men det indeholdt fortsat elementer, som Fyns Amts Avis anså for urigtige. Derfor blev læserbrevet ikke bragt med det samme. Onsdag den 27. maj 2020 svarede [Klager 1] på Fyns Amts Avis’ mail og afviste samtlige punkter, som avisen havde anfægtet. Dernæst traf avisen beslutning om at bringe læserbrevet uden rettelser. Avisen mener fortsat, at læserbrevet rummede uberettiget kritik af Fyns Amts Avis og ukorrekte oplysninger, men avisen vurderede, at det er vigtigt, at [Klager 2] får mulighed for at udtrykke sin kritik af Fyns Amts Avis. Formålet har således på intet tidspunkt været et ønske om at ændre på budskabet i læserbrevet. Fyns Amts Avis har endvidere bemærket, at det bragte læserbrev havde en længde betydeligt over avisens normale maksimumlængde, da det netop handlede om kritik af avisens artikler. Sletning – punkt B. 8 Fyns Amts Avis har anført, at Jysk Fynske Medier betragter sin produktion af journalistisk indhold som løbende skrivning af danmarkshistorie og dermed væsentlig for både nutid og fremtid. Derfor sletter, anonymiserer eller afindekserer Fyns Amts Avis kun redaktionelt indhold efter punkt B. 8, hvis særlige personlige forhold taler herfor, eller hvis artiklens faktuelle indhold dokumenteret er forkert. Ingen af delene er tilfældet i relation til de påklagede artikler, hvorfor Fyns Amts Avis har afvist at slette dem. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. God presseskik [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at Fyns Amts Avis på en række punkter har tilsidesat god presseskik ved avisens omtale den 21. maj 2020. Udnyttelse af medvirkendes uvidenhed [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at Fyns Amts Avis har udnyttet [Klager 1]s manglende erfaring med pressehåndtering, idet avisen foregav at ville interviewe hende omkring [Folkemødekonceptet], hvorfor klager ikke var tilstrækkeligt forberedt på avisens kritiske tilgang til hende og hendes projekt. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes, jf. punkt B. 6. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager 2] forud for den påklagede omtale havde udsendt en pressemeddelelse, som indeholdt oplysninger om [Klager 2]s forventninger til et kommende folkemøde, herunder at [Klager 2] i 2022 forventede 30.000 deltagere fra forskellige dele af Europa. Nederst på pressemeddelelsen fremgik: ”For yderligere information: [Klager 1], formand i [Klager 2], tlf. […], [mailadresse]” Pressenævnet finder, at det har samfundsmæssig interesse at omtale forskellige aktørers ambitioner om at afholde et folkemøde med flere tusinde deltagere fra flere europæiske lande. Endvidere finder nævnet, at [Klager 1], som formand for [Klager 2] og som afsender af den omtalte pressemeddelelse, måtte forventes at kunne håndtere pressehenvendelser. Nævnet finder herefter ikke, at Fyns Amts Avis ved sin henvendelse til [Klager 1] burde have taget særlige hensyn. Nævnet udtaler ikke kritik. Optagelse af telefoninterviews Klagerne har klaget over, at [Klager 1] ikke af Fyns Amts Avis blev oplyst om, at de tre telefonsamtaler mellem hende og Fyns Amts Avis’ journalist blev optaget. I den forbindelse har klagerne også klaget over, at [Klager 1] af Fyns Amts Avis fik indtryk af, at den anden og tredje telefonsamtale alene var til baggrund. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager 1] den 19. maj 2020 blev kontaktet telefonisk af en journalist fra Fyns Amts Avis, som spurgte ind til planerne om et [Folkemødekonceptet] på Sydfyn. Nævnet har videre lagt til grund, at [Klager 1] to gange herefter snakkede i telefon med journalisten, og at disse samtaler ligeledes blev optaget. Som sagen er oplyst, at det ikke muligt for Pressenævnet at tage stilling til, hvorvidt [Klager 1] blev oplyst om, at Fyns Amts Avis betragtede den anden og tredje samtale som egentlige interviews frem for samtaler ”til baggrund”. Det er Pressenævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages. Idet [Klager 1] fra samtalens begyndelse var bekendt med, at hun talte med en journalist, udtaler Pressenævnet ikke kritik af, at journalisten ikke oplyste hun om, at samtalerne blev optaget. Korrekt information, forelæggelse og redigering [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte, krænkende og skadelig oplysninger, som ikke blev tilstrækkeligt efterprøvet forud for artiklernes offentliggørelse. Klagerne har endvidere klaget over Fyns Amts Avis’ vinkling og redigering af den påklagede omtale, samt at det i artiklerne ikke fremstår klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer, jf. punkt A. 1, A. 3, A. 4 og A,5. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de samlede indtryk giver et retvisende billede. Citater og meningstilkendegivelser må imidlertid ikke bringes i en form, så det forvansker det fremførte synspunkt. Klagerne har klaget over otte konkrete udsagn, herunder over manglende forelæggelse af to af disse udsagn, samt at [Klager 1] ikke fik mulighed for at få artiklerne til gennemsyn i deres helhed inden offentliggørelsen. Klagerne har endvidere anført, at Fyns Amts Avis har vinklet omtalen unødigt negativt ved at opdele den i to artikler, hvor kritikken mod klagerne blev fremhævet i hovedartiklen ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund”, som fyldte den øverste 2/3 af avissiden, hvilket fik [Klager 1]s modsvar til at fremstå mindre troværdigt i artiklen ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” nederst på siden. Pressenævnet finder, at Fyns Amts Avis på trods af den valgte, kritiske vinkel havde et ansvar for, at det samlede indtryk i artiklerne gav et retvisende billede af [Klager 1] og [Klager 2]. Pressenævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at der ikke forelå en forudgående aftale mellem [Klager 1] og Fyns Amts Avis om, at [Klager 1] skulle have artiklerne i deres helhed til godkendelse inden offentliggørelsen. Et sådant krav kan heller ikke indfortolkes i forelæggelsespligten, så længe klager er loyalt oplyst om indholdet. Det fremgår af de påklagede artikler, at [Klager 1] af Fyns Amts Avis er blevet bedt om at forholde sig til sin kommunikation med LAG SØM i forbindelse med [Klager 2]s ansøgning om tilskud til deres arbejde med folkemødet på Sydfyn. Uanset, om Fyns Amts Avis ikke spurgte ind til den konkrete, eventuelle udbetaling af det tilskud, som LAG SØM har givet tilsagn om, finder Pressenævnet, at [Klager 1] var loyalt oplyst om omtalens indhold. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke at have ladet [Klager 1] få de omtalte artikler til gennemsyn forud for offentliggørelsen. Nævnet finder endvidere, at Fyns Amts Avis ikke har overskredet de vide rammer for mediets redigeringsret ved at dele omtalen op i to artikler. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de to artikler fremgik på samme side – og som det eneste på den side – i avisen, samt at der ligeledes fremgik udsagn fra [Klager 1] i den øverste artikel, hvori hun fik lejlighed til at forholde sig til kritikken mod hende. Blandt andet fremgik følgende: ”[…] I et senere interview med Fyns Amts Avis afviser [Klager 1], at hun har fortalt LAG SØM, at projektet i [Kommune 1] var lukket. - Det har jeg ikke sagt. Jeg har sagt, at der ikke er noget projekt til et [Folkemødekonceptet] nu, og det er jo fakta. - Der er ikke noget projekt til et folkemøde i [By 1], der er en forundersøgelse, siger hun. […]” Nævnet udtaler herefter ikke kritik af Fyns Amts Avis for at have opdelt omtalen i to artikler på avisens side 4. - Påklagede udsagn 1) Udsagn om, at [Klager 1] har modtaget 100.000 kr. fra LAG SØM Klagerne har klaget over, at det i omtalen fremstår som om, at [Klager 1] personligt har modtaget 100.000 kr. fra LAG SØM, samt at udsagnet herom ikke blev forelagt for hende forud for offentliggørelsen. Udsagnene fremgik flere steder i den påklagede omtale; På forsiden af Fyns Amts Avis den 21. maj 2020: ”[Klager 1] fra [Øen] har netop fået 100.000 kr. til at undersøge muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] i 2022”, i artikeloverskriften ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” , i første afsnit af samme artikel: ”Coach og virksomhedsejer, [Klager 1], [Øen], har netop modtaget tilsagn om 100.000 kroner fra LAG SØM til branding, PR og visuel identitet af et europæisk folkemøde i [By 2]. […]”, samt i billedteksten til artiklens billede af et EU-flag: ”Tanken om at samle europæerne til folkemøde i [By 2] har udløst 100.000 kr. fra LAG midlerne til [Klager 1] på [Øen]. ” På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager 2] har fået tilsagn om et tilskud på 100.000 kr. fra LAG SØM. Nævnet har endvidere lagt til grund, at Fyns Amts Avis under interviewene bad [Klager 1] forholde sig til sin kommunikation med LAG SØM i forbindelse med foreningens ansøgning om tilskudsmidler. På den baggrund finder Pressenævnet, at [Klager 1] måtte være klar over, at Fyns Amts Avis var bekendt med tilsagnet om tilskud på 100.000 kr. fra LAG SØM, og nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke at have spurgt nærmere ind til den konkrete udbetaling. Nævnet finder herefter, at det kunne have fremstået tydeligere i omtalen på forsiden samt i billedteksten, at der var tale om et tilsagn om tilskud til [Klager 2] og ikke til [Klager 1] personligt. Nævnet finder imidlertid, at det fremgår tilstrækkeligt klart, at tilskuddet skal gå til arbejdet med at arrangere et europæisk folkemøde i [By 2], og at pengene dermed ikke vil tilfalde [Klager 1] personligt. På den baggrund udtaler nævnet ikke kritik af formuleringen. 2) Udsagn om, at [Klager 1] undersøger muligheden for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] Klagerne har klaget over udsagnet samt manglende forelæggelse heraf, idet det ikke er korrekt, at [Klager 1] ”undersøger” muligheden for et europæisk folkemøde i [By 2], som omtalt i omtalen på forsiden af Fyns Amts Avis den 21. maj 2020, da klagerne er i gang med et demokratiprojekt. Pressenævnet finder, at udsagnet ikke er krænkende, skadeligt eller kan virke agtelsesforringende for [Klager 1], og nævnet udtaler derfor ikke kritik af Fyns Amts Avis for ikke at have forelagt formuleringen for [Klager 1]. Nævnet har på baggrund af sagsoplysningerne lagt til grund, at planerne for et [Folkemødekonceptet] ikke var endeligt fastlagte på tidspunktet for artiklernes offentliggørelse. Nævnet finder herefter, at formuleringen om, at [Klager 1] ”undersøger muligheden” for at lave et europæisk folkemøde i [By 2] har tilstrækkeligt grundlag i de faktiske forhold, og nævnet udtaler ikke kritik. 3) Udsagn om, at pengene fra LAG SØM er tildelt på tvivlsomt grundlag Klagerne har klaget over overskriften til artiklen, ”EU-topmøde får 100.000 på tvivlsomt grundlag” , idet de har anført, at der intet tvivlsomt er omkring tilsagnet om tilskud fra LAG SØM. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 6. Pressenævnet finder, at anvendelsen af ordet ”tvivlsomt” i overskriften sammenfatter Fyns Amts Avis’ opfattelse af kilden fra LAG SØM, [Formanden]’ udtalelser i artiklen, herunder: ”Vi er noget pikeret over, at vi ikke har fået at vide, at der er en forundersøgelse i gang i [By 1], havde vi vidst det, ville vi nok ikke have bevilget pengene. ” Nævnet finder således, at der i artiklen er dækning for overskriftens anvendelse af ordet ”tvivlsomt”, og nævnet udtaler ikke kritik. 4) Udsagnet ”EU-folkemøde” Klagerne har klaget over, at det europæiske folkemøde, som foreningen ønsker at afholde, i artikeloverskriften blev betegnet som et ”EU-folkemøde”. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at Fyns Amts Avis den 28. maj 2020 indsatte følgende præcisering på samme side som læserbrevet fra [Klager 2]s næstformand blev bragt: ” Fyns Amts Avis præciserer I Fyns Amts Avis torsdag den 21. maj beskrev vi i to overskrifter planerne om et europæisk folkemøde som et EU-folkemøde. Det præciseres hermed, at det – som beskrevet i brødteksten – er et europæisk folkemøde, som foreningen bag beskriver det, og ikke et folkemøde, som Den Europæiske Union står bag. ” Fyns Amts Avis har samtidig ændret artikeloverskriften på netavisen, faa.dk, så den nu lyder: ”Europæisk folkemøde på Sydfyn får 100.000 kroner på tvivlsom baggrund” . Nævnet har endvidere lagt til grund, at landdistriktsprogrammet, som LAG SØM hører under, er et EU-program. Nævnet finder, at Fyns Amts Avis kunne have været mere præcis i sin omtale af folkemødet, idet det ikke er korrekt, at folkemødet er arrangeret af EU. Nævnet finder imidlertid samtidig, at den fejlagtige benævnelse ikke i sig selv kan betragtes som krænkende, idet LAG-ordningen, som nævnt ovenfor, har tilknytning til EU. Da Fyns Amts Avis samtidig har indsat en præcisering i den trykte avis og ændret overskriften i netavisen, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik. 5) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have forladt et [Folkemødekonceptet]-projekt i [By 1] Udsagn herom fremgik blandt andet på forsiden af Fyns Amts Avis den 21. maj 2020: ” […] Der er bare et problem. Hun har sat et lignende projekt i gang i [By 1], og selv om hun har forladt det projekt, så arbejder nordjyderne ufortrødent videre. ” og i underrubrikken til artiklen ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund”: ”[Klager 1], [Øen], vil lave et europæisk folkemøde i [By 2] efter at have forladt et lignende projekt i [By 1]. ” Pressenævnet har på baggrund af sagsoplysningerne lagt til grund, at [Klager 1] og gruppen bag [Folkemødekonceptet] i efteråret 2019 undersøgte muligheden for at afholde [Folkemødekonceptet] i [Kommune 1]. Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager 1] i januar og februar 2020 arbejdede på konsulentbasis for [Kommune 1] som led i kommunens forundersøgelse af, hvorvidt det vil være muligt at afholde et europæisk folkemøde i kommunen. Nævnet har endelig lagt til grund, at [Klager 1] herefter har afsluttet sit samarbejde med [Kommune 1], men at kommunen har fortsat sin forundersøgelse af muligheden for at kunne afholde et europæisk folkemøde i byen. Uanset, at konceptet [Folkemødekonceptet] tilhører [Klager 2], og at foreningen ikke længere har en relation med [Kommune 1], finder Pressenævnet, at Fyns Amts Avis’ formulering om, at [Klager 1] var engageret i et ”lignende projekt” i [By 1], samt at hun har ”forladt” dette projekt, har grundlag i de faktiske forhold. Idet [Klager 1] samtidig har fået lejlighed til at forholde sig til udsagnet, blandt andet i følgende udtalelse: ”- [Folkemødekonceptet] i [Kommune 1] er opgivet […] [Folkemødekonceptet] er min idé, og den har jeg taget med mig. ”, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Fyns Amts Avis for at have omtalt, at [Klager 1] har ”forladt” et folkemødeprojekt i [By 1]. 6) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at forprojektet i [By 1] er lukket og 7) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have givet LAG SØM falske informationer om forundersøgelsen i [By 1] Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet, som sagen er oplyst, ikke har mulighed for at tage stilling til, hvilke informationer [Klager 1] og [Klager 2] gav LAG SØM i forbindelse med foreningens ansøgning om tilskud. Pressenævnet finder, at [Klager 1] i artiklerne ”EU-folkemøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” og ”Initiativtager: Forskel på projekt og forundersøgelse” har fået lejlighed til at forsvare sig mod angreb fra kilden [Formanden] fra LAG SØM. Det fremgår således klart, at [Klager 1] afviser at have givet urigtige oplysninger under [Klager 2]s ansøgningsproces, samt at [Klager 1] sondrer mellem karakteren af forprojektet i [Kommune 1] og [Klager 2]s demokratiprojekt på Sydfyn. Nævnet udtaler ikke kritik. 8) Udsagn om, at [Klager 1] skulle have sagt, at borgmesteren i [Kommune 1] har meddelt, at et folkemøde i [By 1] ikke bliver til noget Klagerne har klaget over følgende udsagn, idet det indikerer, at [Klager 1] skulle have sagt, at [Kommune 1] har opgivet folkemødet, hvilket ikke er tilfældet: ”[Folkemødekonceptet] i [Kommune 1] er opgivet – de har ikke plads nok. Borgmesteren har sagt på et borgermøde, at det ikke bliver til noget. ” Klagerne har under Pressenævnet oplyst, at [Klager 1] under sine interviews med Fyns Amts Avis kan have sagt, at [Folkemødekonceptet] har opgivet at afholde et folkemøde i [By 1], og at [Kommune 1] har været bange for ikke at have plads nok til de mange deltagere i den lille by. For så vidt angår borgmesteren i [Kommune 1] har [Klager 1] under interviewene refereret til, at borgmesteren præciserede forprojektet i forhold til kommunens budgettekst, hvilket betyder, at han nævnte, at der kun er tale om et forprojekt og ikke et projekt til et folkemøde, ligesom han nævnte, at man ikke skulle have for høje forventninger til, at et egentligt folkemøde ville blive vedtaget i efteråret 2020. Pressenævnet finder, at det kunne have fremgået tydeligere af artiklen, at [Klager 1] refererede til, at det var [Kommune 1], som var bange for, om de har plads nok til at afholde et europæisk folkemøde. Nævnet finder dog samtidig, at udsagnet, som det er formuleret i artiklen, har tilstrækkeligt grundlag i [Klager 1]s udtalelser under interviewene med Fyns Amts Avis, og nævnet udtaler ikke kritik. Kildekritik [Klager 1] har klaget over, at Fyns Amts Avis ikke har udvist tilstrækkelig kritik over for kilden [Byrådsmedlemmet], som har udtalt sig i artiklen ”EU-topmøde får 100.000 på tvivlsom baggrund” . Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A. 2. Det fremgår af artiklen, at byrådsmedlem [Byrådsmedlemmet] er citeret for følgende udsagn: ”[…] I [Kommune 1] er byrådsmedlem [Byrådsmedlemmet] med i styregruppen til forundersøgelsen til et Europæisk Folkemøde i [By 1] i 2022. Om et tilsvarende projekt i [By 2] siger han: - Jeg vil da hellere have to folkemøder end ingen. Hvis nogen tager initiativet til at skabe et demokratisk projekt, så skal man have lov til at løbe med det. Det skal man ikke begrænse, men for at det kan lykkes skal der også være nogen, der bakker det op økonomisk og så videre, og det må man jo prøve af, om man har, når man nu ikke synes, at det er nok med ét europæisk folkemøde i Danmark, siger [Byrådsmedlemmet]. - Vi er i gang med noget fantastisk i Nordjylland og nyder stor opbakning – både økonomisk, politisk og organisatorisk. Vi har blandt andet en styregruppe, der består af en lang række nøgleaktører i samfundet. [Person A], der er formand for Europabevægelsen er med, Dansk Industri er med og direktøren for Musikkens Hus i Aalborg [Direktøren] bare for at nævne nogle få. Vi glæder os til det videre arbejde med at etablere et folkemøde i [By 1], siger han. Man kan læse mere om planerne for et europæisk folkemøde i [By 1] på hjemmesiden [Hjemmeside 1]. ” I forhold til Fyns Amts Avis’ kildevalg finder Pressenævnet, at det fremgår klart af artiklen, hvem kilden [Byrådsmedlemmet] er. Nævnet finder endvidere, at [Byrådsmedlemmet] hovedsageligt udtaler sig om [Kommune 1]s egne ambitioner i relation til et eventuelt kommende folkemøde. Som sagen er oplyst, finder nævnet ikke at kunne lægge til grund, at [Byrådsmedlemmet] skulle have en personlig interesse eller skadevoldende hensigt i sine fremlagte udsagn. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at Fyns Amts Avis ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik. Efterfølgende læserbrev [Klager 1] og [Klager 2] har klaget over Fyns Amts Avis’ handlemåde i forbindelse med klagernes ønske om at få bragt et læserbrev som modindlæg til den påklagede omtale. Pressenævnet bemærker, at nævnet, som nævnt ovenfor, ikke har fundet anledning til at udtale kritik af Fyns Amts Avis for at have bragt ukorrekte oplysninger i den påklagede omtale. Punkt A. 7 i de presseetiske regler, som omhandler mediernes pligt til på eget initiativ at berigtige ukorrekte oplysninger, finder således ikke anvendelse i denne situation. Det er Pressenævnets opfattelse, at der gælder et almindeligt princip om, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i avisen. Det bemærkes dog generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale. Det fremgår af sagens oplysninger, at næstformanden for [Klager 2] den 21. maj 2020 fremsendte et debatindlæg, som [Klager 2] ønskede bragt i Fyns Amts Avis. Herefter var [Klager 2] og avisen i dialog omkring debatindlæggets længde og indhold. Den 25. maj 2020 sendte [Klager 2] et forkortet læserbrev til Fyns Amts Avis, som Fyns Amts Avis efterfølgende bragte i uændret form den 28. maj 2020. Pressenævnet finder det ikke dokumenteret, at Fyns Amts Avis har påtaget sig en forpligtelse til at bringe yderligere indlæg fra [Klager 1] eller [Klager 2], ligesom at nævnet ikke finder, at Fyns Amts Avis har overskredet mediets redigeringsret i forbindelse med det bragte læserbrev. Nævnet udtaler ikke kritik. Sletning – punkt B. 8 Klagerne har klaget over, at Fyns Amts Avis har afvist at slette den påklagede omtale fra Fyns Amts Avis’ netavis, faa.dk. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag I artiklen stilles der spørgsmålstegn ved, om klagerne har givet korrekte oplysninger i forbindelse med en ansøgning om tilskud til afholdelse af et europæisk folkemøde. Oplysningerne i artiklen angår forhold i relation til klagernes erhvervsmæssige virke, og oplysningerne kan være belastende for klagerne. Det er imidlertid Pressenævnets opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning. Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have almen interesse. Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklen er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf. Afgjort den 9. marts 2021