Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0561
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9176@2021-03-16/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0561
Ikke kritik af Frihedens Stemme for artikel om skuddrab En person klagede til Pressenævnet over en artikel på Frihedens Stemmes hjemmeside. Personen klagede over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om, hvorvidt han er ejer af den frisørsalon, hvor det omtalte skuddrab fandt sted samt om hans relation til bandemiljøet. Personen klagede desuden over, at Frihedens Stemme ikke har berigtiget oplysningerne. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af den påklagede artikel, og lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgår af CVR-registeret, at personen var ejer af frisørsalonen på det tidspunkt, hvor omtalen blev bragt.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Muslimske [Person 1] skuddræbt i frisørsalon: Ejeren er kendt LTF-bandeleder”, som blev bragt af Frihedens Stemme på hjemmesiden tv.frihedensstemme.dk den 2. oktober 2020, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger om ham samt over manglende berigtigelse. 1 Sagsfremstilling Frihedens Stemme bragte den 2. oktober 2020 artiklen ”Muslimske [Person 1] skuddræbt i frisørsalon: Ejeren er kendt LTF-bandeleder ” på hjemmesiden tv.frihedensstemme.dk. Af artiklen fremgår følgende: ”I denne uge blev [Person 1] dræbt i en kugleregn, da en indvandrer likviderede ham i en københavnsk frisørsalon. Lovprisningerne er regnet ned over det 20-årige skudoffer, der har roma-baggrund: “Han var en god mand,” lyder det fra en ven af den selvlærte frisør. Når muslimer bliver likvideret ved højlys dag, er det klogt at kigge dybere i sagen. Noget tyder på, at skudofferet [Person 1] havde nære kontakter til en ledende figur i indvandrerbanden Loyal To Familia. Ejeren af frisørsalonen, hvor skuddene falder tirsdag eftermiddag, er ifølge CVR-registreret [Klager]. Ekstra Bladet skriver, at ejeren af frisørsalonen tidligere har haft drab tæt inde på livet. Tyrkiske [Klager] har, ifølge Ekstra Bladet, tidligere været en del af ledelsen i indvandrerbanden Loyal To Familias afdeling i den lokale ghetto. Der er tale om det betændte boligområde [Bynavn 1], der ligger få hundrede meter fra tirsdagens gerningssted [Frisørsalonen]. LTF-lederen [Klager] mistede for år tilbage sin lillebror i et voldsomt skudopgør. Politiet formoder, at gerningsmændene var indvandrere fra en konkurrerende bande. På daværende tidspunkt var København centrum for en af nyere tids blodigste konflikter mellem indvandrerbanderne Brothas og Loyal To Familia. 20-årige [Person 2] dør natten til 3. november 2017, da bandemedlemmer jagter ham og affyrer flere skud. Et enkelt projektil rammer tyrkeren, der var i familie med hele to medlemmer af Loyal To Familia. Den ene er angiveligt frisørejeren [Klager], der var arbejdsgiver for tirsdagens muslimske skudoffer [Person 1]. LTF-lederen opretter frisørsalonen i det danske virksomhedsregister i begyndelsen af 2019. Virksomheden har tidligere fungeret som et bilplejefirma i Nordsjælland, der havde speciale i muskelbiler. Potente køretøjer, der ofte benyttes i de kriminelle indvandrermiljøer. Kort tid før har [Person 1] offentliggjort, at han vil være selvstændig erhvervsdrivende og vil åbne [Frisørsalonen] i bydelen [Bynavn 2]. Det viser sig at være løgn. Den reelle ejer af [Frisørsalonen] er et kendt ansigt fra ledelsen i LTF-banden, der har adskillige drab og skudopgør på samvittigheden. Muslimske [Person 1] boede med sin roma-familie i indvandrerkommunen [Bynavn 3], der ligger syd for København. Her kan faren slet ikke forstå, at hans søn bliver involveret i et skuddrama. “[Person 1] var en fredelig dreng. En glad dreng, som var glad for sit arbejde. Han kunne ikke gøre en tissemyre fortræd,” fortæller faderen [Faren til person 1]. Som altid er der kun lovprisninger, når muslimske drabsofre bliver beskrevet: “Han ([Person 1], red.) var ikke den type, der var involveret i sådan noget med bandemedlemmer. Tværtimod. Han var bare en helt almindelig dreng,“ siger faderen. Alt tyder på, at den muslimske roma-klan pynter på virkeligheden. Den selvlærte frisør, [Person 1], ligner en slags stråmand i en frisørsalon, der er ejet af et tidligere ledende bandemedlem. I offentligheden skulle [Person 1] øjensynligt fremstå som ejeren og den drivende kraft bag [Frisørsalonen]. Alt imens en bandekriminel tyrker trak i trådene. “Jeg vil gerne have en forklaring… det er jo ikke normalt, at man bare kommer ind i en butik og skyder på en med fem skud,” siger faderen [Faren til person 1]. Desværre er skudopgør mellem utilpassede indvandrere blevet ‘normalt’ i det danske samfund. ” Oplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister Ved opslag i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registret) ses det, at [Klager], [Adressen], er angivet som den legale og reelle ejer med en ejerandel på 100% af [Frisørsalonen] under tvangsopløsning. Af registreringshistorikken fremgår det, at [Klager] tiltrådte direktionen i [Frisørsalonen] den 6. februar 2019, og at han fratrådte igen den 2. november 2020. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 9. oktober 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God Presseskik Korrekt information og berigtigelse [Klager] har anført, at den påklagede artikel indeholder ukorrekte oplysninger om ham. [Klager] har oplyst, at det ikke er korrekt, når det fremgår af den påklagede artikel, at han er familiært relateret til [Person 2], hvilket journalisten ville have erfaret, såfremt der var tale om ordentlig journalistik og research. [Klager] har desuden anført, at det heller ikke er korrekt, at han skulle være forbundet med Loyal To Familia. At [Klager] er ejer af [Frisørsalonen], er heller ikke er korrekt. [Klager] har i den forbindelse henvist til CVR-registeret, hvoraf det fremgår, at han ikke er ejer af [Frisørsalonen]. Afslutningsvis har [Klager] anført, at de ukorrekte oplysninger bringer både ham og hans familie i fare, hvorfor fejlene skal berigtiges. 2.2 Frihedens Stemmes synspunkter God Presseskik Korrekt information og berigtigelse Frihedens Stemme har anført, at oplysningerne i den påklagede artikel stammer fra oplysninger i Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Frihedens Stemme har afvist at skulle have overtrådt de presseetiske regler, idet Frihedens Stemme blot har gengivet oplysninger, som andre medier har bragt, og har i forlængelse heraf anført, at de bragte oplysninger i øvrigt er korrekte. For så vidt angår [Klager]s afvisning af, at han er ejer af [Frisørsalonen], har Frihedens Stemme oplyst, at [Frisørsalonen] blev sendt til tvangsopløsning den 2. november 2020, hvorfor virksomheden på tidspunktet, hvor den påklagede artikel blev bragt, var et aktivt selskab, hvor [Klager] var ejer og direktør, hvilket fremgår af CVR-registeret. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Mads Sandemann, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af medieansvarslovens § 12, at redaktøren er ansvarlig for indholdet af en artikel eller udtalelse, som har været bragt navngiven i et andet medie, og som gengives i redaktørens skrift. Det forhold, at en artikel er offentliggjort af Ekstra Bladet og Berlingske, ændrer således ikke Frihedens Stemmes ansvar for at overholde god presseskik. Frihedens Stemme skal stille samme krav til korrektheden i formidlingen af andres nyheder, som de stiller til deres egne nyheder. God presseskik Korrekt information og berigtigelse [Klager] har klaget over, at den påklagede artikel indeholder ukorrekte oplysninger om ham. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 1 og A. 7. Af den påklagede artikel fremgår blandt andet følgende: ”[…]Ejeren af frisørsalonen, hvor skuddene falder tirsdag eftermiddag, er ifølge CVR-registreret [Klager]. Ekstra Bladet skriver, at ejeren af frisørsalonen tidligere har haft drab tæt inde på livet. Tyrkiske [Klager] har, ifølge Ekstra Bladet, tidligere været en del af ledelsen i indvandrerbanden Loyal To Familias afdeling i den lokale ghetto. Der er tale om det betændte boligområde [Bynavn 1], der ligger få hundrede meter fra tirsdagens gerningssted [Frisørsalonen]. LTF-lederen [Klager] mistede for år tilbage sin lillebror i et voldsomt skudopgør. Politiet formoder, at gerningsmændene var indvandrere fra en konkurrerende bande. På daværende tidspunkt var København centrum for en af nyere tids blodigste konflikter mellem indvandrerbanderne Brothas og Loyal To Familia. 20-årige [Person 2] dør natten til 3. november 2017, da bandemedlemmer jagter ham og affyrer flere skud. Et enkelt projektil rammer tyrkeren, der var i familie med hele to medlemmer af Loyal To Familia. Den ene er angiveligt frisørejeren [Klager], der var arbejdsgiver for tirsdagens muslimske skudoffer [Person 1]. […]” [Klager] har klaget over, at den påklagede artikel, indeholder oplysninger om ham, som ikke er korrekte. [Klager] har klaget over, at det fremgår af artiklen, at han er familiemæssigt relateret til [Person 2] samt skulle have forbindelse til Loyal To Familia. Frihedens Stemme har afvist klagepunktet og oplyst, at oplysningerne om [Klager]s forbindelse til [Person 2] og Loyal To Familia er korrekte og fremgår af andre mediers artikler. Som sagen er oplyst for Pressenævnet, er det således bestridt, hvorvidt det er korrekt, at [Klager] skulle være familiært relateret til [Person 2] og have forbindelse til Loyal To Familia. På den baggrund, og på grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til klagepunktet. For så vidt angår ejerforholdet af [Frisørsalonen] har [Klager] oplyst, at det ikke er korrekt, at han er ejer af [Frisørsalonen]. Frihedens Stemme har med henvisning til CVR-registeret oplyst, at [Klager] på tidspunktet, hvor den påklagede artikel blev bragt, var ejer af [Frisørsalonen]. Af CVR-registeret fremgår det, at [Klager] var legal og reel ejer af [Frisørsalonen], men fratrådte direktionen den 2. november 2020. Idet den påklagede artikel, der omtaler [Klager] som ejer af [Frisørsalonen], blev bragt den 2. oktober 2020, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af Frihedens Stemme for omtalen. Afgjort den 9. marts 2021