Gelex

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold i arbejdet. (Psykisk arbejdsmiljø - vold - trusler - håndtering af kunder - forebyggelse - fjerne sig fra faren - registrering - oplæring - instruktion)

GældendeVersion 2021-03-24
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9197@2021-03-24/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold i arbejdet. (Psykisk arbejdsmiljø - vold - trusler - håndtering af kunder - forebyggelse - fjerne sig fra faren - registrering - oplæring - instruktion)

Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at virksomhedens forebyggende tiltag på tilsynstidspunktet ikke i tilstrækkelig grad forbyggede risikoen for vold og trusler om vold, da de ansatte ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte de retningslinjer, de var oplært og instrueret i, til håndtering af potentielt truende/voldelige kunder. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var en systematisk og tilstrækkelig indøvet fremgangsmåde i at undgå eskalation i konflikter, så de ansatte pr. automatik handlede efter den instruktion, som de havde modtaget. Det blev understøttet af den konkrete hændelse, hvor den ansatte, i stedet for at fjerne sig fra en aggressiv kunde og tilkalde en leder eller en anden ansat, valgte at følge efter kunden for igen at insistere på, at denne skulle tale ordentligt til ansatte i varehuset eller forlade varehuset. Den ansatte udsatte sig herved for en risiko for at komme til skade. Der var beskrevet situationer, hvor varehusets kunder blev utilfredse eller stjal, og hvor situationen potentielt kunne eskalere eller var eskaleret. Der skete ikke en registrering af tilfældene med de eskalerende situationer, hvilket kunne give varehuset et overblik over trusler om vold, der kunne hjælpe med at forebygge nye tilfælde. Et mindretal på 4 af nævnets medlemmer fandt, at afgørelsen burde ophæves, idet det ikke var dokumenteret, at arbejdsgiver ikke havde opfyldt sin pligt til at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til risiko for vold i arbejdet. Mindretallet bemærkede, at virksomhedens høringssvar viste, at der både var en systematisk planlægning af arbejdet, løbende og relevant instruktion, og at der blev ført tilsyn. Den ansatte handlede i direkte modstrid med instruktionen.

Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelsen er skrevet til [navn udeladt]. Afgørelsen er sendt til [navn udeladt], som repræsenterer [navn udeladt] i sagen. Afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 4. marts 2020 om at forebygge trusler og vold. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 3. december 2020. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 4. marts 2020 med påbud til jer om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold i arbejdet på arbejdsstedet [adresse udeladt]. I skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I skal derfor forebygge risikoen for vold, som er relateret til arbejdet med kunder i varehuset. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. I skal efterkomme påbuddet senest den 19. april 2021. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med håndtering af kunder på arbejdsstedet [adresse udeladt] ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer, at jeres forebyggende tiltag på tilsynstidspunktet ikke i tilstrækkelig grad forbyggede risikoen for vold og trusler om vold, da de ansatte ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte de retningslinjer, de var oplært og instrueret i, til håndtering af potentielt truende/voldelige kunder. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at der ikke var en systematisk og tilstrækkelig indøvet fremgangsmåde i at undgå eskalation i konflikter, så de ansatte pr. automatik handlede efter den instruktion, som de havde modtaget. Det understøttes af den beskrevne hændelse, hvor den ansatte, i stedet for at fjerne sig fra en aggressiv kunde og tilkalde en leder eller en anden ansat, valgte at følge efter kunden for igen at insistere på, at denne skulle tale ordentligt til ansatte i varehuset eller forlade varehuset. Den ansatte udsatte sig herved for en risiko for at komme til skade. Nævnet lægger endvidere vægt på, at det ved tilsynsbesøget blev oplyst, at der i varehuset var situationer, hvor kunder bliver utilfredse eller stjæler, og hvor situationen potentielt kan eskalere eller er eskaleret. Nævnet lægger desuden vægt på, at I ikke registrerede de tilfælde af eskalerende situationer, som forekom, hvilket kunne give jer et overblik over trusler om vold, der kunne hjælpe jer med at forebygge nye tilfælde. Nævnet er opmærksom på, at [navn udeladt] har anført, at der ved ansættelser sker oplæring og instruktion. De ansatte bliver oplært i, at mødet med kunder kan indebære konflikthåndtering og nedtrapning, men vigtigst af alt, at de ansatte skal møde kunden på en ordentlig, positiv og rigtig måde. Ved behov kan et varehus anmode om supplerende internt kursus i konflikthåndtering, hvor også konflikttrappen indgår. Det forhold, at arbejdsulykken er den første i 4 år, bevidner også, at der er god praksis i forebyggelse og oplæring. Det er endvidere anført, at I fører tilsyn, da der altid er ledere tilstede på gulvet i varehuset, som de ansatte kan få fat i, hvis der opstår en situation. Skadelidte havde selv ledelsesmæssige beføjelser. Det er også fast procedure, at de ansatte ved eskalerende hændelser skal kontakte lederen, som derefter tager over. Endelig er det anført, at I registrerer hændelser. I har det fulde overblik i de tilfælde af eskalerende hændelser, der forekommer. Det drejer sig om 2-4 tilfælde om året. Det kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet henviser til nævnets begrundelse for afgørelsen og Arbejdstilsynets udtalelser. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til forebyggelsesprincipperne. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Det følger endvidere reglerne, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et flertal på 5 ud af nævnets 9 stemmeberettigede medlemmer. Et mindretal på 4 finder, at afgørelsen bør ophæves, idet det ikke er dokumenteret, at arbejdsgiver ikke har opfyldt sin pligt til at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til risiko for vold i arbejdet. Mindretallet bemærker, at virksomhedens høringssvar viser, at der både var en systematisk planlægning af arbejdet, løbende og relevant instruktion, og der blev ført tilsyn. Den ansatte handlede i direkte modstrid med instruktionen. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet, breve af fra Arbejdstilsynet af 12. august 2020 og 7. september 2020, og breve fra [navn udeladt] af 7. juli 2020, 31. august 2020 og 15. september 2020. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 4 og § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Stk. 3. Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed og sundhed i fare, kan Arbejdstilsynet, hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, stille krav om pauser og begrænset arbejdstid for dette arbejde. Samme krav stilles, hvor der anvendes særligt arbejdstøj og personlige værnemidler.

Versioner

  1. 2021-03-24