Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kompetence - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9216@2021-04-10/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kompetence - ej medhold
J.nr. 20-28243 En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden af en hjemmeside tilhørende en offentlig myndighed. Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Der bliver ikke efter handicapdiskriminationsloven stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles efter den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed, må derfor indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor. Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med udformningen af en hjemmeside tilhørende den indklagede myndighed Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager, der er ordblind, har klaget over, at den indklagede myndigheds hjemmeside ikke er ordblindevenlig, idet hjemmesiden ikke giver ham mulighed for at skrive til myndigheden. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. juni 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Det fremgår af konklusionen af en læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017: ”… Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning. …” Specifikt om klagers læsehastighed blev det i den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet: ”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen. ” Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet den indklagede myndigheds hjemmeside ikke er ordblindevenlig. Det er nærmest umuligt at komme igennem til den indklagede myndighed pr. telefon. Hvis klager kunne skrive til den indklagede myndighed ved brug af hjælpemidler, kunne han få svar og hjælp hurtigere. Klager er bekendt med, at der findes et program, som vil kunne gøre hjemmesiden tilgængelig og ordblindevenlig for alle, uden at man som bruger først skal hente programmet. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager har oplyst, at han er ordblind. Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole. Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentlig under normen. Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed. Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor. Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, der trådte i kraft den 23. september 2018 (lov nr. 692 af 8. juni 2018). Loven finder anvendelse fra den 23. september 2020 på offentlige organers websteder, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden. Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med offentlige organers overholdelse af loven. Nævnet vurderer på den baggrund, at nævnet ikke kan behandle klagen. Der henvises til nævnets afgørelser af 19. januar 2021 i sagerne 19-59728, 20-6466 og 20-17595. Det bemærkes, at nævnet efter sagens karakter og indhold ikke har fundet anledning til at foretage høring af den indklagede myndighed. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 6, stk. 2, om behandling af principielle sager • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 3, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling