Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9219@2021-04-10/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 19-59726 En kvinde fik i forbindelse med en telefonsamtale afslag på at tage sin servicehund med i en restaurant, hvor hun skulle have deltaget i en julefrokost. Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at kvinden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved afslaget på at tage sin servicehund med i restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Nævnet vurderede, at restauranten ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at restauranten ikke kendte til reglerne om servicehunde. Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ved telefonisk henvendelse fik afslag på at medbringe sin servicehund i en restaurant. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i den indklagede restaurant. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. Sagsfremstilling Klager er diagnosticeret med kronisk binyrebarkinsufficiens. Af lægeerklæring af 19. november 2016 fremgår blandt andet: ”Sygdommen går ud på mangel af det livsvigtige binyrebarkhormon kortisol, som patienten skal have tilført daglig som medicin Hydrokortison i tabletform. … Ved kvalme, opkastninger eller diaré kan der blive behov for, at patienten skal have kortisol som indsprøjtning, og indlæggelse på sygehus kan da blive nødvendigt. Ved alvorligt underskud af kortisol udvikles en akut, livstruende tilstand kaldet Addisonkrise, som kræver omgående lægehjælp og indlæggelse. … [Klager] lider af stærk angst for denne tilstand og forlader aldrig sit hjem uden hendes mand eller søn ved sin side. Pga. den psykiske belastning har [klager] udviklet depressive træk, og hun behandles allerede med et antidepressivum Cipramil. … Addisonkriser kan komme meget pludselig og [klager] vil have stor glæde af en social hund til at støtte hendes selvstændighed og hjælpe hendes selvtillid til at kunne ting selv igen. En social hund vil derfor være en enorm støtte hos hende og få hende i gang med livet igen, både fysisk og psykisk. … Træningen kunne bl.a. går ud på at lære hunden duftmarkering for derved har hunden mulighed for at 'fortælle' [klager] at hun er på vej i krise i god tid inden hun når dertil. ” Klager har oplyst, at hun på grund af sin sygdom er ejer af en uddannet, psykiatrisk servicehund, der er trænet til at kunne advare hende, inden hun får et livstruende anfald. Servicehunden har således opfanget klagers hormonsygdom. Servicehunden vejer under fire kilo og er allergivenlig. Klager har oplyst, at hun den 30. november 2019 skulle til en julefrokost på den indklagede restaurant. Bookingen til julefrokosten blev foretaget den 24. september 2019. Her blev det ikke oplyst, at klager havde et handicap og ønskede at medbringe en servicehund. Tidligere på dagen for julefrokosten den 30. november 2019 ringede klagers mand til restauranten. Klager har om telefonsamtalen oplyst, at hendes mand ringede i forvejen for at gøre opmærksom på, at klager havde en servicehund med sig. Klagers mand oplyste, at servicehunden var godkendt og certificeret og dermed lovlig. Ifølge klager svarede medarbejderen, som tog telefonen, at det mente hun ikke, at man måtte, da de for nyligt havde afvist en anden person. Medarbejderen lagde røret for at spørge sin leder og kom tilbage med svaret, at det var deres politik at afvise servicehunde. Den indklagede restaurant har om telefonsamtalen oplyst, at opkaldet blev foretaget to timer før selskabets ankomst, og at personalet på dette tidspunkt var ved at spise. Ved opkaldet blev restaurantchefen spurgt om, hvorvidt man måtte medbringe en hund i restauranten. Restaurantchefen forhørte sig herom hos to af ejerne, som sagde nej. Efterfølgende oplyste klagers mand, at der var tale om en servicehund, hvilket der også blev givet et nej til. Indklagede har oplyst, at en af ejerne efter telefonsamtalen undersøgte forholdet og fandt ud af, at det er tilladt for personer med servicehunde at medbringe disse på restauranter. Oplysningen blev ifølge indklagede videregivet til restaurantchefen, som blev bedt om at kontakte klagers mand og oplyse herom. Opkaldet blev imidlertid glemt. Klager deltog som følge heraf ikke i julefrokosten på den indklagede restaurant. Klager har oplyst, at da hendes mand ankom til julefrokosten på restauranten, fik han kontakt til medarbejderen, han havde talt med. Medarbejderen lovede at sende en mail til klager og hendes mand dagen efter. Af en Messenger-besked af 1. december 2019 kl. 20:10 fra klager til den indklagede restaurant fremgår: ”Hej med jer. Må jeg bede om navnet på den leder der havde ansvaret i går den 30 november i restauranten. . På forhånd tak. [klager]” Af en Messenger-besked fra den indklagede restaurant til klager fremgår, at de havde rettet kontakt via mail. Af mail af 1. december 2019 kl. 20:35 fra den indklagede restaurant til klagers mand fremgår: ”Hej med jer, Jeg havde telefon samtalen med dig igår, hvor jeg spurgte videre til mine chefer om i måtte have hund med ind i restauranten, hvor jeg fik et nej. Fik senere afvide i godt må have hund med, da de undersøgte sagen Det beklager jeg virkelig meget, og jeg vil rigtig gerne invitere jer ind til en middag på min regning. I må have en rigtig god aften. Mvh [restaurantchef]” Af mail af 3. december 2019 fra klager til den indklagede restaurant fremgår: ”Hej [restaurantchef] ( det er mig med servicehunden ) Du skrev til min mand [navn], søndag angående episoden på [indklagede restaurant] i lørdags. … Det er rigtig sødt af dig og et rigtig pænt, generøs tilbud. Jeg vil dog stadig gerne vide, hvem der havde ansvaret for restauranten den aften? Var det dig? eller må jeg bede om navnet på den person? På mig lyder det som du selv (personligt) vil give middagen og føler skylden er din. Hvilket jeg absolut ikke er enig i. Det er restauranten skyld (du spurgte jo din leder OG fik et svar) De burde have undersøgt sagen, 'før' jeg blev nægtet adgang hos jer. og ikke bagefter. En middag giver mig jo desværre ikke julefrokosten tilbage, hvis du forstår. Den fjerner ej heller følelsen af at jeg ikke var velkommen pga. min sygdom fordi jeg er afhængig af mit 'hjælpemiddel'. Jeg forsøger virkelig ikke at være vanskelig, men er nødt til at få det på plads for min egen skyld, for jeg føler mig ramt og diskrimineret. . I bund og grund blev jeg jo nægtet adgang pga. mit handicap/sygdom, da jeg ikke kan gå uden min hund (som styrer mine panik anfald og holder dem på afstand, da hun (også) kan lugte min sygdom inden jeg får anfald (som jeg kan dø af) hvilket er grunden til, hun ER en uddannet en servicehund i lovens forstand) og det er ikke okay, samt det er imod lovgivningen og det burde din arbejdsplads vide. En servicehund er ikke noget man bare får eller kan købe sig til. De findes kun hvor de er absolut nødvendige. Det er ufattelig vigtigt at f.eks. restauranter ved og forstår forskellen på en hund og en servicehund. Servicehunden gennemgår en masse træning og en certificering så den kan begå sig i offentlig rum. (lidt i stil med at få et kørekort før man kan køre bil). Det burde være undersøgt da min mand ringede for at fortælle at vi havde hunden med og ikke først da det var for sent. I lovens forstand er en kørestol og en servicehund det samme og i ville vel ikke nægte en person som kom i en kørestol adgang til restauranten, har jeg ret? De fleste ved hvad en blind person med en førerhund er. Hvordan ville i have reageret hvis der stod en blind person hos jer, med sin førerhund? En førerhund er kun én type af servicehunde, der findes rigtig mange slags som syge mennesker bruger som et hjælpemiddel. Jeg kan henvise til hygiene bekendtgørelsens §43 hvori der gøres klart at fødevarestyrelsen ikke ser en risiko i at tillade servicehunde i fødevarer butikker og restauranter. Kærlig hilsen [Klager]” Den indklagede restaurant adspurgte ved mail af senere samme dag klager om hendes telefonnummer, hvorefter de ville ringe til hende. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. december 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Af mail af 7. december 2019 fra klager til den indklagede restaurant fremgår blandt andet: ”Undskyld det har taget lidt tid inden jeg fik skrevet tilbage. Vi kan godt tale sammen, men jeg har det problem at jeg ikke taler i telefon pga. nerveskader i ansigtet så det er nødt til at gå gennem min mand. Kan det evt. være søndag engang efter kl 16 eller evt. et andet tidspunkt vi aftaler? Jeg kan godt deltage i samtalen på afstand, men det er nødt til at gå gennem ham. . ” Den indklagede restaurant spurgte ved mail af 9. december 2019 klager, om hun og hendes mand havde tid og mulighed for en samtale samme dag, hvorefter chefen ville ringe til dem. Af mail af 10. december 2019 fra klager til den indklagede restaurant fremgår blandt andet: ”Undskyld jeg ikke lige har fået skrevet tilbage til dig. Der er lidt bøvl med helbreddet. Jeg tænker det nok er nemmest hvis din chef bare prøver at ringe til min mand [navn] og de to så kan aftale hvornår vi skal snakke sammen, eller hvad de finder ud af. (eller min mand kan ringe til ham/hende, det er op til jer). men så skal det ikke gå frem og tilbage gennem os to først. Det er svært for mig at sætte et tidspunkt, for det skal jo passe med hans arbejde m.m. så det er nok nemmest hvis det bare går gennem de to. ” Klager har oplyst, at den indklagede restaurant ikke efterfølgende tog kontakt til hende eller hendes mand. Den indklagede restaurant har oplyst, at ingen af ejerne var til stede i restauranten den 10. december 2019. Restauranten har oplyst, at de den 11. december 2019 ringede til klagers mand, men at opkaldet ikke blev besvaret. Indklagede har fremlagt telefonudskrifter, hvoraf fremgår, at opkaldet til klagers mand blev foretaget den 11. december 2019 kl. 16:02. Klager har fremlagt sin servicehunds certificering af 19. august 2019. Klager har desuden fremlagt sin servicehunds CV, hvoraf blandt andet fremgår: ”Her er en kort forklaring på hvorfor du har mødt mig sammen med min lille hund, et sted hvor hunde normalt ikke er tilladt. Hun er af racen Malteser og dermed allergivenlig. [Klagers servicehund] er uddannet psykiatrisk servicehund samt fungere som duft-detektor/ signal hund. Hvis hun har sin vest på må hun ikke tales med / kontaktes Det kan få hende til at miste sit fokus på mig. Så i stedet for at sende hende søde blikke (som hun elsker) er det bedre at tage kontakt til mig, så hun kan få lov at hilse via en kommando, - Jeg har en sjælden usynlig sygdom, som giver mig anfald, jeg kan dø af, hvis de ikke behandles omgående (med medicin). - Jeg har en sprøjte, samt piller på mig til nødstilfælde. [Klagers servicehund] kan lugte om jeg er på vej i en krise / anfald og gør mig opmærksom på det, så jeg kan tage medicin og undgå krisen. Derfor sidder jeg tit med hende på skødet, så hun kan nå mig fysisk. - Jeg har sociale og angst problemer for og med mine anfald. Som psykiatrisk servicehund, er [klagers servicehund] er trænet til netop at støtte mig i de udfordringer. ved at få mig igennem dem og undgå kriserne. [Klagers servicehund] er enormt vigtig for mit helbred og liv. - En Blindehund hjælper sin ejer med at navigere, - En Servicehund hjælper sin ejer med at samle op/ finde ting m.m. - [Klagers servicehunds] funktion at hjælpe mig med ikke at gå i kriser og dø. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det burde være undersøgt, allerede da klagers mand ringede til indklagede, om resturantanten tillod servicehunde. Det var for sent, da restauranten efterfølgende meddelte det i en mail. Klagers mand ringede ikke for at spørge om tilladelse til at have hunde med, som anført af indklagede. Klagers mand ringede af venlighed for at oplyse om, at servicehunden var med, så indklagede vidste besked ved selskabets ankomst, og kunne placere selskabet, som det passede indklagede bedst. Klager har aldrig stødt på problemer med at have sin hund med andre steder, og hun ser det som en selvfølge, at hunden er med, da hun ikke kan gå ud uden. Under telefonsamtalen blev klagers psykiatriske servicehund på intet tidspunkt omtalt som en almindelig hund af klagers mand, som anført af indklagede. Klager og hendes mand talte sammen næste dag om muligheden for, at restaurantchefen i telefonsamtalen kunne havde misforstået ordet servicehund, og derfor kun spurgt ejerne om muligheden for at medbringe hund, men indklagedes oplysninger for nævnet viser, at dette ikke var tilfældet. Klagers servicehund udgør en del af klager, på samme måde som en kørestol ville gøre for en person, der er lam. Klager og hendes mand gør generelt meget ud af at oplyse om servicehunde, og omtaler kun klagers hund som en servicehund, da den har et job at udføre. En servicehund er ikke til pynt eller til hygge. En servicehund er gennemtrænet, og er ikke noget man bare får foræret eller kan købe sig til. Klager har haft sin servicehund med sig i over to år, og hun er aldrig før blevet afvist pga. den. Klager har både haft sin servicehund med på restauranter, i fødevarebutikker, på sygehuset og i lægehuse m.v. Klager føler, at hun blev nægtet adgang pga. sin sydom, som er grunden til, at hun har servicehunden. Restauranten burde have været opmærksom herpå eller undersøgt det, inden der blev nægtet adgang. Indklagede har oplyst, at der har været et efterfølgende forløb i restauranten. Dette kan klager naturligvis ikke forholde sig til, da det ikke er blevet fortalt til hende. Hvis indklagede havde kontaktet klagers mand, inden han mødte op på restauranten til julefrokosten, var klager selvfølgelig taget med. Klagers hund udgør et certificeret hjælpemiddel. Klager føler sig diskrimineret, da hun har brug for sit hjælpemiddel, og på grund af dette ikke kom med til julefrokosten. Julefrokosten var en oplevelse, som klager ikke kan få igen. Klager og hendes mand har desværre ikke haft mulighed for at få kontakt til ejeren af den indklagede restaurant efterfølgende. Klager har ikke fået svar på noget af det, som hun har spurgt indklagede om. Indklagede havde en del muligheder for at tage kontakt eller for at ændre forløbet. Indklagede kunne have ringet eller sendt en SMS til klagers mand inden middagen. Indklagede kunne også have ladet klagers mand få kontakt til en ejer eller den ansvarlige person for den aften. Indklagede kunne i øvrigt have svaret klager på de spørgsmål, som hun stillede via mail. Klager spurgte via mail, hvem der havde ansvaret, men hun fik aldrig navn eller information på ejeren eller den ansvarlige for den aften. Ejeren må være ansvarlig for restauranten og for de ansatte. Ejeren må også være ansvarlig for de beslutninger, der bliver truffet. Indklagede har anført, at restaurantchefen henvendte sig til ejerne under telefonsamtalen. Ejeren traf således selv beslutningen. Indklagede har videre anført, at restaurantchefen har fuldmagt til at handle på vegne af restauranten. Dog fandt restaurantchefen det tilsyneladende nødvendigt to gange at spørge om tilladelse hos ejerne til at medbringe en servicehund. Da indklagede den 11. december 2019 ringede til klagers mand sad han i et møde, og kunne ikke besvare opkaldet. Indklagede efterlod hverken en SMS eller en telefonsvarerbesked. Klager var på dette tidspunkt syg og var hjemme. Klager ønsker med klagen, at hun får lov til at blive behandlet som alle andre til trods for sin sygdom. Klager forstår godt, at indklagede er træt af denne klage, men da hun ikke kunne få svar fra indklagede på sine spørgsmål, så hun ingen anden løsning. Efter at hun er blevet bekendt med, at ejerne før julefrokosten fandt ud af, at klager alligevel godt måtte medbringe sin servicehund, føler hun sig endnu mere diskrimineret. Indklagede har anført, at julefrokosten blev afholdt på årets travleste dag. Indklagede kunne tilsyneladende finde tid til at gå på internettet og undersøge, at det er tilladt at medbringe en servicehund, men kunne ikke finde tid til at overbringe denne besked. Det er en useriøs behandling. Indklagede har anført, at klager ved telefonsamtalen kunne have været med til at oplyse om, at servicehunde tillades på restauranter. Det er imidlertid svært at oplyse, når der ingen modtager er til at lytte. Klager går meget op i oplysning om servicehunde, og hendes hund kan endda ses på hjemmesiden for den forening, som hunden trænes igennem. Klager har i øvrigt gjort opmærksom på, at hun ikke taler i telefon pga. nerveskader i ansigtet. Klager ville have oplyst indklagede nærmere, hvis hun var ankommet. Men klager blev afvist allerede ved telefonsamtalen mellem sin mand og indklagede. Klager deler altid sin hunds CV ud, når hun er afsted med hunden. Dette CV ville hun have overbragt til indklagede, hvis hun havde besøgt restauranten. Klagers mand fik under telefonsamtalen to gange at vide, at servicehunde ikke var velkomne. Når man har fået nej to gange, herunder fra ejeren, må man som kunde acceptere, at det er restaurantens politik. Klager kunne aldrig finde på at forlange, at en restaurant også skulle google servicehunde, hvilket indklagede i situationen alligevel valgte at gøre, hvilket ikke ændrede på resultatet. Ansvaret for, hvem der lukkes ind i restauranten, og at følge lovgivningen, må tilhøre ejeren og ikke kunden. Det eneste klagen omhandler er ligebehandling og medmenneskelighed, og derfor vil klager ikke kommentere indklagedes påstand for nævnet om, at hun er ude på at få en ”større gevinst”. Denne påstand fra indklagede viser uvidenhed. Indklagede har anført, at klager var den første gæst med servicehund hos indklagede. Dog blev klagers mand under telefonsamtalen oplyst, at det var indklagedes politik at afvise servicehunde. Det er trist for klager at opdage, at en restaurantejer ikke har større viden om servicehunde. Klager er ikke den eneste i Danmark med en servicehund. Dog glæder det klager, at indklagede nu er oplyst om servicehunde til glæde for kommende besøgende med servicehund. Hvis klager ikke havde indgivet klagen til Ligebehandlingsnævnet, var hun ikke blevet bekendt med, at indklagede var klar over, at der var begået en fejl, da hun ikke kunne få svar på sine spørgsmål via mail. Uanset hvad der skete af misforståelser efter telefonsamtalen af 30. november 2019, er det et faktum, at klager den 30. november 2019 blev afvist fra den indklagede restaurant, fordi hun er afhængig af sit hjælpemiddel. Indklagede beklager episoden og gør gældende, at sagen beror på flere misforståelser. Ved bookingen den 24. september 2019 havde det været ideelt at oplyse om specielle behov. Tidspunktet for julefrokosten og for klagers mands opkald af 30. november 2019 skete på årets mest travle julefrokostdag for restaurationsbranchen. Ved telefonsamtalen med klagers mand nævnte manden i første omgang alene, at der var tale om en hund og ikke en servicehund. Da manden efterfølgende oplyste, at der var tale om en servicehund, fik indklagede desværre og uvidende sagt nej hertil. Det eneste, som indklagede på tidspunktet for telefonsamtalen var bekendt med, var konsekvenserne fra Fødevarestyrelsen, såfremt de havde hunde og andre dyr i restauranten. Oplysningen om, at servicehunde alligevel måtte tillades hos indklagede, blev desværre ikke givet videre til klagers mand. Der skete et kommunikationssvigt mellem ejeren og restaurantchefen, de stod over for en meget travl aften. Dagen efter beklagede restaurantchefen dybt for hændelsen, og tilbød at klager og hendes mand kunne få en gratis middag med drikkevarer som undskyldning for indklagedes fejl. Denne kompensation ville klager ikke tage imod. I stedet var klager meget opsat på at få fat på en af ejerne for at få en forklaring. Klager har anført, at hun var af den opfattelse, at en tjener tilbød en middag på dennes regning. Der er naturligvis ingen af indklagedes ansatte, der selv finansierer kompensationer fra egen lomme. Det er ikke en strategi indklagede bruger. Indklagede anerkender imidlertid, at klager ikke kunne vide, at der var tale om restaurantchefen. Ledelsen hos indklagede har mange bolde i luften og har generelt en meget travl hverdag. Derfor har indklagede, som mange andre virksomheder, ansat manager, chefer og daglige leder, som tager sig af driften. Restaurantchefen, som talte med klagers mand og senere skrev med klager og hendes mand via mail, har fuldmagt til at handle, skrive og tilbyde indklagedes gæster de ting, som måtte være nødvendige. Såfremt der skal gives et tilbud til en konfirmation, eller en gæst har haft en dårlig oplevelse, er det restaurantchefen, der klarer disse ting for indklagede. Restaurantchefen har blandt andet beføjelse til at give gæster afslag i regningen. Når restaurantchefen tilbyder en kompensation, er det derfor naturligvis fra virksomheden, og ikke noget hun selv betaler. Tilbuddet om kompensation i form af en middag står stadig ved sin magt. Det var restaurantchefen, som havde ansvaret for aftenen. Det var derfor hende, som varetog korrespondancen med klager. Både klager og restaurantchefen burde have været bedre til at oplyse hinanden. Restaurantchefen er 26 år og rådførte sig med nogle af ejerne vedrørende forespørgslen om servicehund. Restaurantchefen vidste intet om reglerne vedrørende servicehunde, hvilket ejerne heller ikke gjorde, da situationen var ny for dem alle. Det er restaurantens politik ikke at have dyr i restauranten. Fødevarestyrelsen har krav om dette, og det er indklagede naturligvis interesseret i at efterleve, da det ellers kan medføre en sur smiley, bøde og lukning af restauranten. Indklagede er nu bekendt med, at der er papirer og certifikater på servicehunde. En servicehund er imidlertid stadig en hund, hvilket beslutningen om et nej i telefonsamtalen desværre blev baseret på. Sagen er naturligvis dybt beklagelig for indklagede. Der skete en menneskelig fejl i form af det manglende returopkald fra restaurantchefen til klagers mand den 30. november 2019. Dog tog restaurantchefen hånd om sagen og tilbød kompensation. Indklagede forsøgte ligeledes at kontakte klager og hendes mand telefonisk den 11. december 2019 uden held. Klager har anført, at hun var syg, og at hendes mand sad i møde, da indklagede forsøgte at ringe den 11. december 2019, hvilket indklagede forstår må være frustrerende. Dog må det på ingen måde lægges indklagede til last, at opkaldet passede dårligt ind i klagers og hendes mands kalender. Indklagede kunne ikke vide, hvornår på dagen, de kunne træffe klager og hendes mand på telefonen. Desværre virker det til, at klager er på jagt efter en ”større gevinst” fra indklagede, end selve sagen om at få en undskyldning fra dem og vide at de er blevet oplyst til fremtiden mht. servicehunde og gæsters specielle behov. Sagen er blevet trukket unødvendigt langt ud. Indklagede ved godt, at de har lavet en fejl, og at det opkald, som skulle have været foretaget til klager inden julefrokosten den 30. november 2019 aldrig blev foretaget. Det er indklagede naturligvis ked af, og det har restaurantchefen ligeledes udtrykt over for klager via mail. De gæster, som gennem tiden har haft et dårligt besøg hos indklagede, har restaurantchefen altid taget sig godt af og fundet en løsning til. Indklagede forstår ikke, hvorfor klager ikke var tilfreds med restaurantchefens undskyldning, men i stedet ville i kontakt med en person fra ledelsen. Bag den indklagede restaurant står en gruppe unge iværksættere, som prøver at skabe nogle gode madoplevelser for sine gæster. De prøver alt, hvad de kan, for at følge med i regler og lovgivning inden for branchen. Men de ved desværre ikke alt, og de prøver i den grad på at rette ind efter alle offentlige instanser som har regler og retninger for, hvordan de skal drive deres restaurant. Klager var den første gæst med servicehund hos indklagede, hvilket desværre blev tacklet forkert af indklagede. Indklagede forstår klagers irritation over, at hun ikke deltog i julefrokosten, og indklagede har som undskyldning forsøgt at indgå en aftale med klager, hvilket ikke er lykkedes. En anklage om diskrimination af personer med handicap er ikke retfærdigt. Der er ingen, der driver forretning i servicebranchen, hvor man har med mennesker at gøre og lever af mennesker, som kun ønsker at imødekomme bestemte grupper af personer. Hele sagen handler om en misforståelse af regler, og ikke om indklagedes personlige eller firmamæssige holdninger til handicap, race eller lignende. Det er vigtigt for indklagede at understrege, at alle er velkomne på restauranten. Indklagede diskriminerer ikke og behandler ikke folk ulige. Indklagede er glad for alle sine gæster, og ønsker ikke at skille sig af med nogen. Beslutningen over for klager var ikke personlig, men blev truffet pga. uvidenhed mht. dyr og fødevarer i kombination. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Det fremgår af lægeerklæringen af 19. november 2016, at klager har sygdommen kronisk binyrebarkinsufficiens. Klager har mangel på det livsvigtige binyrebarkhormon kortisol, og ved alvorligt underskud udvikles en akut, livstruende tilstand, som kræver omgående lægehjælp og indlæggelse. Det fremgår videre, at klager lider af stærk angst for denne tilstand, og at hun aldrig forlader sit hjem alene. Klager har fået bevilget en psykiatrisk servicehund. Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da hun ved telefonsamtalen af 30. november 2019 mellem hendes mand og den indklagede restaurant fik afslag på at medbringe sin servicehund i restauranten. Parterne er enige om, at klagers mand under telefonsamtalen oplyste, at der var tale om en servicehund, hvortil der af indklagede blev givet afslag på, at klager kunne medbringe sin servicehund. Indklagede har oplyst, at de på tidspunktet for henvendelsen fra klagers mand ikke var bekendt med adgangen til at medbringe servicehunde på restauranter. Det var på dette tidspunkt indklagedes politik ikke at have dyr i restauranten, hvilket dannede grundlag for beslutningen om afslaget. Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i restauranten, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget på at tage sin servicehund med i restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Indklagede er ikke fremkommet med oplysninger, der løfter denne bevisbyrde. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at indklagede ikke kendte til reglerne om servicehunde, at der var tale om en beklagelig fejl, at ekstraordinær travlhed gjorde, at man ikke fik ringet tilbage, og at man har tilbudt en middag som kompensation til klager. Klager får derfor medhold i, at den indklagede restaurant handlede i strid med handicapdiskriminationsloven. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1-2, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde • § 11, om godtgørelse

Versioner

1. 2021-04-10