Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - uanset handicap - kompetence

GældendeVersion 2021-04-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9220@2021-04-10/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - uanset handicap - kompetence

J.nr. 19-32191 En kvinde indbragte en klage for nævnet på vegne af sin datter diagnosticeret med infantil autisme. Klagen angik, at en kommunes byråd havde vedtaget flere generelle ændringer inden for specialundervisningsområdet. Der forelå ikke i forhold til datteren en konkret afgørelse, der fastsatte betydningen af disse ændringer for hende, herunder om ændringerne ville medføre forskelsbehandling af hende på grund af hendes handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. Allerede af denne grund kunne nævnet ikke behandle klagen.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en kommunes byråd traf beslutning om flere ændringer på specialundervisningsområdet. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen. Sagsfremstilling Byrådet i den indklagede kommune traf den 17. juni 2019 beslutning om ændring af servicerammen på specialundervisningsområdet. Klagen er indbragt for nævnet af klagers mor. Klager, der er født i 2005, er diagnosticeret med infantil autisme. Af fremlagt erklæring af 1. juli 2011 udarbejdet af psykiatrisk regionscenter fremgår blandt andet: ”Ud fra den samlede tværfaglige udredning vurderes, at [klager] opfylder kriterierne for diagnoserne: Infantil autisme, Forstyrrelse af aktivtiet og opmærksomhed samt Blandet udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder. … I forhold til opmærksom ses afledelighed, impulsivitet og motorisk uro i en udstrækning, der forstyrrer [klagers] muligheder for udvikling og læring med mindre, der bliver kompenseret herfor via den pædagogiske varetagelse og forståelse af hende. Motorisk og sprogligt har [klager] ligeledes vanskeligheder, der skal forstås og varetages med specifikke tiltag til udvikling og læring. … Herfra anbefales, at [klager] i kommunalt regi får tilbud om specialpædagogisk indsats i forhold til hendes autismespektrumforstyrrelse, hendes opmærksomhedsforstyrrelse samt i forhold til hendes motoriske og sproglige vanskeligheder. ” Klager har oplyst, at hun på grund af sit handicap var visiteret til et heldagstilbud. Den indklagede kommune har oplyst, at ændringerne på specialundervisningsområdet bestod i at omdanne tidligere heldagstilbud til specialundervisningstilbud med tilhørende SFO-tilbud. Den indklagede kommune har oplyst, at ændringerne desuden bestod i at indføre forældrebetaling for SFO-tilbud tilknyttet de tidligere heldagstilbud med samme takst som kommunens øvrige SFO-tilbud. Den indklagede kommune har desuden oplyst, at ændringerne bestod i, at de nyoprettede SFO-tilbud, tilknyttet de tidligere heldagstilbud, fik samme åbningstider som SFO-tilbud tilknyttet almenområdet. SFO-tilbuddene har åbent fra kl. 06.30 – 08.00 og igen fra kl. 14.00 – 17.00 for 0.-3. klasse. For 4.-10. klasse har SFO-tilbuddet åbent kl. 14.00-17.00. Indklagede har oplyst, at det efterfølgende blev aftalt med de tidligere heldagstilbud, at skolelederne har mulighed for at give dispensation til morgen-SFO for 4.-10.klasse, hvis skolelederen vurderer, at barnet og familiens behov er derefter. Den indklagede kommune har videre oplyst, at ændringerne bestod i, at befordring af elever i specialskoler og specialklasser fulgte reglerne i folkeskoleloven. Der blev etableret transport til skole i forbindelse med skoledagens begyndelse og fra skolen efter skoledagens afslutning. Det blev også vedtaget, at eleverne fortsat kunne benytte eksisterende kørselsordninger i forbindelse med SFO-tilbud, hvis dette ikke medførte merudgift for kommunen. De berørte forældre blev ifølge indklagede oplyst om muligheden for at søge om befordring efter § 41 i serviceloven. Klager har til sagen fremlagt referat af 21. maj 2019 af møde i Skole- og uddannelsesudvalget, hvoraf de vedtagne forslag om ændringerne fremgår. Af det fremlagte forslag 101 fremgår blandt andet: ” 101. Forslag om ligestilling af specialundervisningstilbud, der fungerer som heldagstilbud, med øvrige specialundervisningstilbud, der ikke fungerer som heldagstilbud … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] ikke længere fungerer som heldagstilbud, 2. at der oprettes SFO I, II og III tilbud på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E], og 3. at ændringen træder i kraft den 1. august 2019 Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt 3. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling Byrådet sendte den 4. marts 2019 "SFO-tilbud på specialundervisningsområdet" i offentlig høring fra 8. marts - 6. maj 2019. Der er indkommet høringssvar, som findes i sagen "Høringssvar på specialundervisningsområdet". Forvaltningen har udarbejdet et forslag der skal sikre det samme SFO-tilbud til alle elever. I dag går nogle specialundervisningselever i SFO, andre går i tilbud der fungerer som heldagstilbud. For nuværende findes der i [indklagede kommune] fem specialundervisningstilbud, der fungerer som heldagstilbud. I denne sag ligestilles alle specialundervisningstilbud, så der ikke længere findes tilbud der fungerer som heldagstilbud. Den nuværende organisering af SFO-tilbud på specialundervisningsområdet Der er for øjeblikket fem af [den indklagede kommunes] specialtilbud, der fungerer som heldagstilbud. Der opkræves i forbindelse med heldagstilbud ikke forældrebetaling for det fritidstilbud, som tilbydes efter skoletid og i skolernes ferie. Dette er modsat ved kommunens resterende undervisningstilbud på både almen- og specialundervisningsområdet, hvor der findes et skoletilbud med tilhørende fritidstilbud, og hvor fritidstilbuddet aktivt tilvælges. … Målgruppen for SFO-tilbuddet på de fem specialundervisningstilbud der i dag fungerer som heldagstilbud er alle de elever, der er i tilbuddet, uanset klassetrin, hvilket betyder fra 0. klasse – 10. klasse. Forslag om ligestilling af SFO-tilbud på specialundervisningsområdet Forvaltningen foreslår, at de nuværende fem specialundervisningstilbud, som i dag fungerer som heldagstilbud, fra starten af skoleåret 2019/2020 ligestilles med alle øvrige specialundervisningstilbud i [den indklagede kommune], som ikke fungerer som et heldagstilbud. Hvis forslaget godkendes vil de fem specialundervisningstilbud således ikke længere fungere som heldagstilbud. Forvaltningen foreslår i forlængelse heraf, at der oprettes SFO I, II og III tilbud på de fem specialundervisningstilbud, som dækker: SFO I (0. – 3. klasse) SFO II (4. – 6. klasse) SFO III (7. – 10. klasse) Ultimo 2019 vil forvaltningen udarbejde forslag til ligestilling af klubtilbud/SFO-tilbud. Forvaltningen har haft kontakt til Undervisningsministeriet for at afklare, hvorvidt der er lovgivningsmæssige rammer for en eventuel omdannelse af specialtilbud, der fungerer som heldagstilbud, til et almindeligt specialundervisningstilbud med tilhørende SFO-tilbud. Undervisningsministeriet oplyser, at der ikke er lovgivningsmæssigt er hindringer for, at byrådet beslutter denne ændring for de pågældende specialtilbud, således at de ikke længere fungerer som heldagstilbud. Betydning hvis forslaget om ligestilling af SFO-tilbud på specialundervisningsområdet godkendes Hvis ovenstående forslag om ligestilling af SFO-tilbud godkendes, vil det være muligt at godkende forslag om: • Sag nr.: 104 Ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet • Sag nr. 102 Ligestilling af åbningstider for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet • Sag nr. 105 Ny ressourcetildeling pr. elev for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet” Af det fremlagte forslag 102 fremgår blandt andet: ” 102. Ligestilling af åbningstider i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser, med åbningstider i SFO-tilbud tilknyttet almenområdet … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at SFO-tilbuddet på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] har åbent kl. 06.30 - 08.00 og fra kl. 14.00 - 17.00, og 2. at åbningstiden træder i kraft fra den 1. august 2019. Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling … Denne sag har til formål, at de fem nyoprettede SFO-tilbud på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] har samme åbningstider som SFO-tilbud tilknyttet almenområdet. Forældres behov for, at eleverne benytter eksempelvis morgenåbning i en SFO er alt andet lige det samme, uanset om elev har behov for specialundervisning eller ej. Nedenfor i tabel 1 vises åbningstiden i SFO-tilbud på specialskoler og specialklasser i dag. Tabel 1 Åbningstider i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser i dag Specialtilbud Åbningstid morgen Åbningstid eftermiddag til kl. Specialskoler [Skole A] Ingen 16.00 [Skole B] 07.00 16.00 Specialklasser [Skole C] 06.30 16.00 [Skole D] 07.50 15.30 [Skole E] 06.30 17.00 [Skole F] 06.30 17.00 [Skole G] 06.30 17.00 [Skole H] 06.30 17.00 [Skole I] 06.30 17.00 [Skole J] Intet fritidstilbud Tabellen viser en variation i åbningstid for de forskellige tilbud, og det foreslås derfor, at ligestille åbningstider i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser med åbningstider i SFO-tilbud tilknyttet almenområdet gældende fra 1. august 2019, således at åbningstiden for alle SFO-tilbud bliver: SFO I (0. – 3. klasse) åbningstid kl. 06.30 – 08.00 og 14.00 – 17.00 SFO II/juniorklub (4. – 6. klasse) åbningstid kl. 14.00 – 17.00 SFO III (7.klasse - 10. klasse) åbningstid 14.00 - 17.00 Ultimo 2019 vil forvaltningen udarbejde forslag til ligestilling af klubtilbud for elever i specialskoler og specialklasser, når byrådets beslutning om organisering af specialklasser er kendt. ” Af det fremlagte forslag 103 fremgår blandt andet: 103. Forslag til ændret befordringspraksis i de specialiserede skoletilbud … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at befordring af elever i specialskoler og specialklasser følger reglerne i folkeskoleloven, så der etableres transport til skole i forbindelse med skoledagens begyndelse og fra skolen efter skoledagens afslutning efter gældende regler, 2. at eleverne fortsat kan benytte eksisterende kørselsordninger i forbindelse med fritidstilbuddet/SFO, hvis dette ikke medfører ekstraudgifter for kommunen, og 3. at dette iværksættes pr. 1. august 2019. Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt 3. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling … Denne sag har til formål også at ligestille elever i specialskoler og specialklasser med elever i almenområdet, når det gælder befordring. Hvis byrådet godkender ovenstående forslag om ligestilling af åbningstider i SFO, vil der være behov for at revurdere kommunens nuværende befordringspraksis, hvor elever i nogle af de specialpædagogiske tilbud i udstrakt grad transporteres hjem efter fritidstilbuddet. En udvidelses af åbningstiden i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser vil betyde en udvidelse af det nuværende befordringsbehov. Hvis elever fortsat skal transporteres hjem efter fritidstilbuddet/SFO, vil hjemkørslen strække sig over et større tidsrum. Der vil dermed være behov for en udvidelse af antallet af kørsler, og mulighederne for en effektiv ruteplanlægning begrænses. Ifølge Folkeskolelovens §26 er kommunen kun forpligtet til at transportere elever til og fra skole, hvis: • børnene har længere skolevej end 2,5 km i børnehaveklasse og på 1.-3. klassetrin, 6 km på 4.-6. klassetrin, 7 km på 7.-9. klassetrin og 9 km i 10. klasse, • børnene har kortere skolevej, hvis hensynet til børnenes sikkerhed i trafikken gør det særlig påkrævet, og • børnene er syge eller og invaliderede. I henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 20. juni 2014 om befordring af elever i folkeskolen har kommunalbestyrelsen alene pligt til at transportere mellem fritidstilbud og hjem, hvis dette kan ske uden etablering af særskilt befordring med en ekstraudgift for kommunen til følge. Det forslås, at ligestille elever på specialskoler og i specialklasser med elever i almenskolen, når det gælder befordring. Det betyder, at der kun etableres taxakørsel og buskørsel af elever i forbindelse med skoledagens begyndelse og afslutning. Elever, der anvender offentlig transport eller skolebusser, vil have mulighed for at anvende busserne efter fritidstilbuddet, hvis der i forvejen kører busser. Elever, der er visiteret til solokørsel, vil også kunne transporteres hjem efter et fritidstilbud. En vedtagelse af forslaget vil formentlig af de fleste forældre til elever i specialskoler og specialklasser opleves som en serviceforringelse. Forældrene skal, hvis forslaget vedtages, selv aflevere deres barn om morgenen, hvis det tidlige pasningstilbud benyttes, og i de fleste tilfælde selv afhente barnet om eftermiddagen, hvis fritidstilbuddet anvendes efter skole. Denne konsekvens har ikke været eksplicit i høring. ” Af det fremlagte forslag 104 fremgår blandt andet: ” 104. Forslag om ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at der opkræves forældrebetaling for SFO-tilbud på de specialundervisningstilbud der ikke har haft det indtil nu, med samme takst som kommunens øvrige SFO-tilbud, 2. at der opkræves samme forældrebetaling for tilbud om SFO III til elever i overbygningen 7.klasse-10.klasse, som for tilbuddet SFO II til elever på mellemtrin 4.klasse - 6.klasse, og 3. at forældrebetaling opkræves fra den 1. september 2019. Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt 3. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling … Denne sag har til formål, at indføre forældrebetaling for SFO-tilbud på de specialundervisningstilbud, der ikke har haft det indtil nu. Dermed indføres ligestilling for alle elever og forældre. Nuværende forældrebetaling for SFO-tilbud Nedenstående tabel 1 viser forældrebetaling pr. måned for et fuldtids SFO-tilbud i tilknytning til undervisningstilbud på både special- og almenundervisningsområdet der ikke fungerer som heldagstilbud, hvor skoletilbud og fritidstilbud er separate. Klassetrin Forældrebetaling pr. måned (OBS: juli måned er betalingsfri) SFO I (0. klasse – 3. klasse) 1.851 kr. SFO II/juniorklub (4. klasse – 6. klasse) 512 kr. Tabel 1: nuværende forældrebetaling pr. måned for fuldtids SFO-tilbud Udover et fuldtids SFO-tilbud kan forældrene vælge kun at købe et morgentilbud eller et morgentilbud kombineret med SFO-tilbud i skoleferierne. Forældrebetalingen pr. måned for disse vises nedenstående i tabel 2. Ekstra tilvalg SFO-tilbud Forældrebetaling pr. måned (OBS: juli måned er betalingsfri) Morgentilbud 576 kr. Morgentilbud kombineret med SFO-tilbud i skoleferier 993 kr. Tabel 2: forældrebetaling for ekstra tilvalg per år. Forslået forældrebetaling for SFO-tilbud tilknyttet specialundervisningstilbud Samme forældrebetaling som for SFO-tilbud i tabel 1 forslåes indført på alle SFO-tilbud tilknyttet specialundervisningstilbud, hvis de fem tilbud, der i dag har status som heldagstilbud, ligestilles med de nuværende specialundervisningstilbud. Det forslåes dog, at der ved SFO-tilbuddene på specialundervisningsområdet etableres en kategori for klassetrin SFO III, der er et tilbud til elever i 7. klasse – 10. klasse, hvor det forslåes at der opkræves samme forældrebetaling, som for SFO-tilbuddet SFO II, for elever i 4. klasse – 6. klasse. Det forslåes derfor, at forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet i [indklagede kommune] pr. måned vil være som følgende: Klassetrin Forældrebetaling pr. måned (OBS: juni måned er betalingsfri) SFO I (0. klasse – 3. klasse) 1.851 kr. SFO II (4. klasse – 6. klasse) 512 kr. SFO III (7. klasse – 10. klasse) 512 kr. Tabel 3: forslået forældrebetaling for fuldtids SFO-tilbud tilknyttet specialundervisningstilbud Forældrene til børn der går i SFO-tilbud tilknyttet specialundervisningstilbud vil, som børn der er tilknyttet et alment SFO-tilbud, ligeledes have mulighed for kun at vælge et morgentilbud eller morgentilbud kombineret med SFO-tilbud i skoleferier til samme beløb, som er oplyst i tabel 2. Mulighed for at søge økonomisk og socialpædagogisk friplads Lovgivningens regler om hel- eller delvis friplads gælder for alle forældre i [indklagede kommune]. … Økonomiske konsekvenser ved gennemførelsen af forslaget om ligestilling af forældrebetaling Forvaltningen har udarbejdet et estimat over den potentielle samlede årlige merindtægt ved gennemførelsen af det opstillede forslag, om ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet. Estimatet tager højde for både det nuværende antal elever i de enkelte SFO-tilbud og det forventede antal elever, hvis forslaget vedtages. Beregningerne bag det forventede antal elever er foretaget ud fra den forudsætning: • at 95% af de indskrevne elever i 0. klasse – 3. klasse vil benytte sig af SFO-tilbuddet • at 85% af eleverne i 4. klasse – 6. klasse vil benytte sig af SFO-tilbuddet, samt • at 80% af eleverne i 7. klasse – 10. klasse vil benytte sig af SFO-tilbuddet. Herudover er det i beregningerne forudsat, at forældrene i gennemsnit vil få nedsat forældrebetalingen med 50% som følge af friplads og søskenderabat. Det samlede estimat ud fra disse forudsætninger er en årlig merindtægt på 1.586.470 kr. hvis forslaget, om ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet, vedtages. Plan for implementering i skoleåret 2019/2020 Det forslåes, at ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet implementeres fra 1. september i skoleåret 2019/2020. Hvis forslaget om ligestilling af forældrebetaling for SFO på specialundervisningsområdet godkendes af byrådet den 17. juni 2019, vil forældre med børn i de nuværende heldagstilbud blive orienteret om vedtagelsen pr. brev, inden udgangen af juni 2019. Det er i denne sammenhæng at forvaltningen har foreslået implementeringsdatoen pr. 1 september og ikke 1. august 2019, af hensyn til sommerferieperioden. Forældrene har med implementering fra 1. september 2019 to måneder til at tilmelde deres børn til et SFO-tilbud. Økonomi Forslaget om ligestilling af forældrebetaling for SFO-tilbud på specialundervisningsområdet skaber en årlig merindtægt på 1.586.470 kr. Hvis forældrebetalingen indføres fra 1. september 2019, vil det økonomiske implementeringsperspektiv for merindtægt på forældrebetaling i første omgang have en fire måneders effekt svarende til 576.892 kr. for året 2019. I denne udregning er det medtaget at juli er betalingsfri måned. Fra år 2020 og fremad har forslaget en helårsvirkning på 1.586.470 kr.” Af det fremlagte forslag 105 fremgår blandt andet: ” 105. Forslag om ny ressourcetildeling pr. elev for SFO-tilbud i specialskoler og specialklasser … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at ressourcetildelingen af pædagogressourcer til SFO i specialskoler og specialklasser fastsættes som beskrevet, 2. at den nye [ressourcetildeling] træder i kraft pr. 1. august 2019. Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling … En ny ressourcetildeling for SFO-tilbud i specialskoler og specialklasser har til formål at sikre, at ressourcerne i stigende grad anvendes i almenskolen, samtidig med, at der fastholdes en forsvarlig bemanding i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser, hvor eleverne også om eftermiddagen har særlige behov. Det foreslås, at pædagogressourcerne reduceres med 18,25%, således at SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser har 2,8 - 7 gange så mange pædagogressourcer, som SFO-tilbud tilknyttet almenskolerne. En ny ressourcetildelingsmodel som foreslået vil betyde en reduktion i specialskolernes og specialklassernes budget på samlet ca. 10 mio. kr. Det er forudsat, at der indføres forældrebetaling for disse tilbud pr. 1. september 2019. … Økonomi Såfremt ressourcetildelingen reduceres med 18,25% pr. 1. august 2019, og at antallet af elever i SFO-tilbud vil falde som følge af indførsel af forældrebetaling, vil det betyde følgende reduktioner: 1.000 kr. 2019 2020 [Skole A] -1.281 -3.337 [Skole B] -965 -2.503 [Skole C] -558 -1.457 [Skole D] -397 -1.034 [Skole E] -375 -971 [Skole H] -69 -176 [Skole G] -24 -57 [Skole I] -43 -102 [Skole K] -163 -432 I alt -3.875 -10.069 Forvaltningen har som forudsætning i ovenstående beregning, at elevantallet i august svarer til det nuværende elevantal og at elevantallet pr. 1. september 2019 falder på grund af indførsel af forældrebetaling. ” Af det fremlagte forslag 106 fremgår blandt andet: ” 106. Forslag til anden organisering af specialskoler … Indstilling Forvaltningen indstiller, at byrådet via skole- og uddannelsesudvalget og økonomiudvalget godkender, 1. at der oprettes en ny specialskole på de samme adresser som nuværende [skole B] og [skole A], 2. at [skole B] nedlægges pr. 1. august 2020, 3. at [skole A] nedlægges pr. 1. august 2020. 4. at [indklagede kommunes] brug af [skole A’s] afdeling i [by] (beliggende i [anden kommune]) afvikles gradvist. 5. at [skole L] fortsætter som selvstændig skole. 6. at det ikke-elevrelaterede budget og budget til SFO-ledelse på [skole B] reduceres med 3.980 mio. kr. årligt svarende til 1,658 mio. kr. i 2019, 7. at det ikke-elevrelaterede budget og budget til SFO-ledelse på [skole A] reduceres med 5,035 mio. kr. årligt svarende til 2,098 mio. kr. i 2019, 8. at [skole B] tildeles 2,050 mio. kr. til ledelse årligt svarende til 854.167 kr. i 2019, 9. at [skole A] tildeles 2,050 mio. kr. til ledelse årligt svarende til 854.167 kr. i 2019, 10. at forvaltningens fællesbudget til skoleledelse reduceres med 750.000 kr. årligt, og 11. at PPR budgettet øges med 750.000 kr. årligt. Beslutning 1. Indstilles godkendt 2. Indstilles godkendt 3. Indstilles godkendt 4. Indstilles godkendt 5. Indstilles godkendt 6. Indstilles godkendt 7. Indstilles godkendt 8. Indstilles godkendt 9. Indstilles godkendt 10. Indstilles godkendt 11. Indstilles godkendt … Sagsfremstilling … En ny organisering af specialskoler har til formål, at effektivisere udgifterne til ledelse ved at sammenlægge [skole B] og [skole A]. Det er ligeledes formålet at fjerne den ikke-elevafhængige ressource, der tildeles og samtidig tilføre PPR ekstra ressourcer, da PPR således fremover skal levere psykolog- og konsulentbistand. Således ligestilles specialskolerne og kommunens øvrige skoler. Det foreslås at [skole B] og [skole A] nedlægges pr. 1. august 2019, og at der oprettes en ny specialskole på de samme adresser, som nuværende [skole B] og [skole A] pr. 1. august 2020. [Den indklagede kommunes] brug af [skole A’s] afdeling i [by] (beliggende i [anden kommune]) afvikles gradvist og [skole L] fortsætter som selvstændig skole. Hvis det besluttes at oprette en ny specialskole, vil det naturligvis betyde en samling af ledelsen på de nuværende to specialskoler. Derudover foreslås det, at der ændres i tildeling af ressourcer til [skole B] og [skole A], så den fremadrettet er opbygget på samme måde som de øvrige skolers. Konkret betyder det, at den ikke elevafhængige ressourcetildeling fjernes, og at PPR-indsatsen derfor styrkes. Der vil med dette forslag kunne opnås en effektivisering på ca. 5 mio. kr. … Økonomi I 2019 tildeles [skole B] og [skole A] med den nuværende ressourcetildeling henholdsvis 3,524 mio. kr. og 4,310 mio. kr. til de ikke elevafhængige områder. Tilsvarende får de to specialskoler tildelt i alt 1,452 mio. kr. til ledelse mm. på SFO-området. Samlet giver det 9,286 mio. kr. Dertil skal lægges lønudgiften til de to skoleledere, der finansieres af skoleområdets centrale konti. Ved at overgå til samme tildelingsprincipper, som er gældende på de øvrige skoler og ved en samlet ledelse, vil der kunne effektiviseres for 5,936 mio. kr. Af disse 5,936 mio. kr. overføres 0.750 mio. kr. til PPR. Skoleområdet opnår således en effektivisering på 5,186 mio. kr.” I forbindelse med ændringerne på specialundervisningsområdet sendte den indklagede kommune oplysningsbreve til alle de berørte forældre. Klager har fremlagt brev af 27. juni 2019 fra den indklagede kommune, hvoraf blandt andet fremgår: ”Til forældre med børn på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] … Kære forælder, Byrådet besluttede den 17. juni 2019, at ligestille specialundervisningstilbud, der fungerer som heldagstilbud, med øvrige specialundervisningstilbud, der ikke fungerer som heldagstilbud per 1. august 2019. Det er vigtigt, at du læser dette brev, da den politiske beslutning betyder, at du som forælder til et barn på enten [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E], skal tage stilling til hvorvidt du ønsker, at tilmelde dit barn til et SFO-tilbud. Byrådets beslutning betyder, at fra 1. august 2019 vil [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] ikke længere fungerer som heldagstilbud, men som skoletilbud med et tilhørende SFO-tilbud. I forlængelse af dette besluttede byrådet den 17. juni 2019 også, at indføre og dermed ligestille forældrebetaling på de nyoprettede SFOtilbud, med forældrebetalingen for kommunens resterende SFO-tilbud. Hvis du som forælder ønsker, at dit barn fra den 1. august 2019 skal passes efter endt skoledag, skal du aktivt tilmelde dit barn til et SFO-tilbud. Alle SFO-tilbud har åbent fra kl. 06.30 til skoledagens begyndelse og fra skoledagens afslutning til kl. 17.00. … Forældrebetaling for SFO-tilbud Byrådet besluttede den 17. juni 2019, at indføre forældrebetaling for SFO-tilbud på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E]. Dermed ligestilles alle elever og forældre i [den indklagede kommune], i forhold til forældrebetaling for SFO-tilbud. Forældrebetalingen træder i kraft den 1. september 2019. Priser og takster for forældrebetaling finder du længere nede i dette brev. Typer af SFO-tilbud Du kan vælge at tilmelde dit barn til et heldags SFO-tilbud, et morgentilbud eller et morgen- ferietilbud. • Hvis du vælger et heldags SFO-tilbud til dit barn inkluderer det pasning morgen, eftermiddag og i ferieperioder. • Hvis du vælger et morgentilbud kan dit barn blive passet i SFO’en om morgenen, fra kl. 06.30 og til skoledagens begyndelse på skoledage. Der er ingen pasning i ferieperioderne. • Ønsker du pasning i ferierne, kan du også vælge et morgen - ferietilbud, som omfatter mulighed for pasning fra kl. 06.30 til skoledagens begyndelse på skoledage, og i skolernes ferieperioder. … Priser og takster for forældrebetaling De aktuelle priser og takster for et heldags SFO-tilbud er: Klassetrin Forældrebetaling pr. måned (OBS: juli måned er betalingsfri) SFO I (0. – 3. klasse) 1.851 kr. SFO II (4. – 6. klasse) 512 kr. SFO III (7. – 10. klasse) 512 kr. De aktuelle priser og takster for morgentilbud og morgen- ferietilbud er: Uanset klassetrin Forældrebetaling pr. måned (OBS: juli måned er betalingsfri) Morgentilbud 576 kr. Morgen- ferietilbud 993 kr. For alle tilbud gælder det, at juli måned er betalingsfri. … Økonomisk og socialpædagogisk friplads Lovgivningens regler om muligheden for at søge hel- eller delvis friplads gælder for alle forældre i [indklagede kommune]. … Med venlig hilsen Børn og skole sekretariatet, [indklagede kommune]. ” Klager har fremlagt et yderligere brev af 27. juni 2019 fra den indklagede kommune, hvoraf blandt andet fremgår: ”Til forældre med børn på [skole A], [skole B], [skole C], [skole D] og [skole E] … Kære forælder, På baggrund af flere henvendelser, har forvaltningen udarbejdet en præcisering til det brev, som du modtog den 20. juni 2019 vedr. ligestilling af heldagstilbud og tilmelding til SFO. Typer af SFO-tilbud og priser Det er kun muligt, at vælge et morgentilbud eller et morgen-ferietilbud, hvis dit barn går i SFO I (0.klasse – 3.-klasse). Det er ikke muligt, at vælge morgentilbud hvis dit barn går i SFO II (4.klasse – 6. klasse) eller SFO III (7.klasse – 10.klasse). SFO II og III inkluderer fritidstilbud til dit barn efter endt skoledag og i ferieperioder. Oversigten over typer af SFO-tilbud samt priser og takster: Klassetrin Type tilbud Forældrebetaling pr. måned (OBS: juli måned er betalingsfri) SFO I (0.klasse – 3.-klasse). Fuldt SFO-tilbud 1.851 kr. Morgentilbud 575 kr. Morgen - ferietilbud 993 kr. SFO II (4.klasse – 6. klasse) Efter endt skoledag og i ferieperioder 512 kr. SFO III 7.klasse – 10.klasse) Efter endt skoledag og i ferieperioder 512 kr. Åbningstiden for SFO-tilbud er: • SFO I (0. klasse– 3. klasse) kl. 06.30 – 08.00 og 14.00 – 17.00 • SFO II (4. – 6. klasse) kl. 14.00 – 17.00 • SFO III (7.klasse - 10. klasse) 14.00 - 17.00 … Med venlig hilsen Børn og skole sekretariatet” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. juni 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Den indklagede kommune har oplyst, at man efter byrådets beslutning modtog klager fra forældre, som var berørt af ændringerne på specialundervisningsområdet, og at kommunen videresendte disse klager til Klagenævnet for Specialundervisning. Indklagede har fremlagt brev af 22. august 2019 fra Klagenævnet for Specialundervisning til den indklagede kommune, hvoraf blandt andet fremgår: ” Svar på jeres henvendelse Klagenævnet for Specialundervisning har modtaget jeres brev af 3. juli 2019, hvori I gør rede for [indklagede kommunes byråd] besparelser/ændringer på specialundervisningsområdet. I har desuden vedhæftet mails/breve fra andre berørte forældre og har telefonisk oplyst, at I er kontaktperson for disse. Vi kan oplyse jer om, at Klagenævnet for Specialundervisning kan behandle klager over afgørelserne om specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Vi har kompetence til at vurdere, om det tilbud, kommunen har visiteret til, kan tilgodese elevens undervisningsbehov, eller om der er behov for et andet tilbud. Der er i disse sager ikke truffet afgørelser om et specialundervisningstilbud efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. Vi har dermed ikke kompetence til at træffe afgørelse i sagen på nuværende tidspunkt. Vi har haft kontakt med [indklagede kommune], og de har oplyst, at de i øjeblikket er i gang med at foretage den årlige revisitering. Når kommunen har truffet afgørelser efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, og hvis I er utilfredse med disse afgørelser, vil I kunne klage. Klage skal indgives til kommunen og senest 4 uger efter, de enkelte forældre har modtaget afgørelsen. I forhold til spørgsmålet om opsættende virkning så skal vi gøre jer opmærksom på, at en klage til klagenævnet som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Det betyder, at kommunens afgørelse som udgangspunkt står ved magt, indtil vi har truffet afgørelse i klagesagen. Hvis klager anmoder om, at klagen tilsættes opsættende virkning, kan klagenævnet efter en konkret vurdering beslutte, at en klage skal tillægges opsættende virkning. Muligheden for opsættende virkning forudsætter, at der er truffet afgørelse efter folkeskolelovens § 29, stk. 2. Særligt i forhold til skolefritidsordning (SFO) skal vi vejlede om, at klagenævnet ikke kan tage stilling til spørgsmål om støtte i fritidstilbud. Vi har kun kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende undervisningstiden. Vi har heller ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om befordringsgodtgørelse. Vi henviser i stedet til Undervisningsministeriet, som kan vejlede jer om dette. … Denne afgørelse er sendt til både [klagers mor] og [navn] i kopiform. ” Den indklagede kommune har oplyst, at Klagenævnet for Specialundervisning herefter videresendte alle klagerne til det kommunale tilsyn, som organisatorisk er en del af Ankestyrelsen. Den indklagede kommune har fremlagt brev af 2. oktober 2019 fra Ankestyrelsen. Brevet blev sendt til indklagede som kopimodtager. Det fremgår ikke af det anonymiserede brev, om hovedmodtageren var klagers mor. Af brevet fremgår blandt andet: ” Din henvendelse om [den indklagede kommune] Ankestyrelsen har fra Klagenævnet for Specialundervisning modtaget din henvendelse af 27. juli 2019 om revisitering af din datter i [den indklagede kommune]. Konklusion Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag. Vi gør derfor ikke mere i sagen. Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Vi skal vurdere, om sagen er generelt egnet til at understøtte det kommunale tilsyns overordnede formål og funktion. Vi lægger vægt på, om det vil have væsentlig betydning, at vi tager sagen op til behandling. Vi vurderer, at din henvendelse ikke giver anledning til at rejse en tilsynssag. Vi bemærker - som også anført af Klagenævnet for Specialundervisning i sit brev af 23. august 2019 - at når [den indklagede kommune] har truffet afgørelse i sagen efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, kan du klage til klagenævnet over afgørelsen. Sagens oplysninger Du har skrevet til Ankestyrelsen den 27. juli 2019. Du har oplyst, at din handicappede datter er visiteret til et heldagstilbud i [den indklagede kommune], men at kommunen ændrer det til et almindeligt skoletilbud pr. 1. august 2019. Det fremgår af et medsendt brev af 10. juli 2019 fra [den indklagede kommune], at kommunen den 9. juli 2019 har oplyst dig om, at din datter er visiteret til et heldagstilbud, og at omlægningen af heldagstilbuddene ikke vil have nogle konsekvenser for din datter. Det fremgår desuden, at, at din datter revisiteres efter sommerferien, og at orienteringen af 9. juli 2019 ikke er en forvaltningsmæssig afgørelse. Den forvaltningsmæssige afgørelse finder først sted i forbindelse med revisiteringen, og i den forbindelse vil du modtage en klagevejledning. Klagenævnet for Specialundervisning, som bliver sekretariatsbetjent af Ankestyrelsen, har den 23. august 2019 besvaret din henvendelse. Af klagenævnets brev fremgår det, at [den indklagede kommune] ikke har truffet afgørelse om et specialundervisningstilbud efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. Klagenævnet har dermed ikke kompetence til at træffe afgørelse i sagen på nuværende tidspunkt. Klagenævnet har endvidere bemærket, at [den indklagede kommune] har oplyst, at kommunen er i gang med at foretage den årlige revisitering. Når kommunen har truffet afgørelse efter folkeskolelovens § 20, stk. 2, kan du klage. Desuden har klagenævnet bemærket, at muligheden for opsættende virkning forudsætter, at der er truffet afgørelse efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. Klagenævnet for Specialundervisning har samtidig videresendt din henvendelse til Ankestyrelsens kommunale og regionale tilsyn. Ankestyrelsens kompetence som tilsynsmyndighed Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Det står i § 48, stk. 1, i kommunestyrelsesloven. Ankestyrelsen beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Det står i § 48 a i kommunestyrelsesloven. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun i forbindelse med byrådets beslutning om ændringer i specialundervisningsområdet blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Kommunen ville ligestille handicappede børn og disses forældre med almenområdet. Kommunen ville desuden ligestille alle kommunens handicappede børn. Kommunen ændrede klagers skoletilbud til ikke længere at være et heldagstilbud. Klagers skoletilbud blev ligestillet med de andre specialundervisningstilbud, der er i den indklagede kommune, som ikke er heldagstilbud. Kommunen misbrugte ordet ligestilling flere steder i spareforslagene på specialområdet inden for skoleområdet. Kommunen brugte ordet ligestilling som argumentation til den politiske beslutning. En ligestilling kræver, at der bliver kompenseret for handicappet. For at opnå lige muligheder må man tage hensyn til forskelligheden. Dette er defineret i FN’s Handicapkonvention, som vi har tilsluttet os som samfund. FN’s Handicapkonvention har til formål at sikre, at personer med handicap har mulighed for at komme i skole og modtage læring, så de kan sikre sig samme muligheder som andre børn. Kommunen lever ikke op til FN’s Handicapkonvention, og det får betydning for klagers trivsel. Dilemmaerne i de sparebeslutninger, der er vedtaget, er på den ene side, at eleverne er kategoriseret i tre forskellige takstkategorier ud fra den logik, at de har forskellige behov. På den anden side ensrettes taksten i forbindelse med SFO og 10. klasse, hvilket gør, at man må undre sig over, om de pågældende personer med handicap ikke er handicappede i 10. klasse og om eftermiddagen i SFO. Ændring fra heldagstilbud til skole med SFO medfører, at der er forældre, der ikke længere kan varetage deres arbejde, fordi der ingen pasning er til deres handicappede børn fra 4. klasse til 10. klasse. Der er tale om børn med gennemgribende funktionsnedsættelse, der betyder, de skal have skiftet ble, have sonde, benytte ståstativ osv. Børnene kan ikke være alene hjemme samt transportere sig selv. Desuden er der ikke nødpasning i nævnte perioder. Desuden ligestillede kommunen åbningstiderne i SFO-tilbud tilknyttet specialtilbud med åbningstiderne i SFO-tilbud tilknyttet almenområdet. Kommunen sammenligner klager med ethvert andet jævnaldrende barn. Hvis klager ikke havde sit handicap, havde hun ikke brug for SFO-tilbud, fordi så ville hun kunne gå hjem og varetage en fritidsdel. Derfor skal der tages udgangspunkt i klagers behov, og hvilken form for åbningstid, som hun har brug for. Kommunen tager udgangspunkt i det almene barn i stedet for at tage udgangspunkt i klager og hvilke rammer, der skal være for, at hun har samme muligheder som andre børn. Med beslutningen gav man handicappede børn mindre støtte i forhold til uddannelse, da de skal ligestilles med almene børn. Der skal tages udgangspunkt i klagers handicap og behov, og netop derfor var der før ændringen forskellige tilbud i kommunen, så børnene fik den rette hjælp og støtte. Man kan ikke sammenligne specialområdet med almenområdet. Handicappede børn skal netop have mere støtte end almene børn, så de kan have samme muligheder som almene børn. Klager har brug for et tilbud, der ikke består af skoledel og en SFO-del. Klager har brug for et mere vidtgående tilbud, hvor der veksles mellem lærere og pædagoger hele dagen, alt efter hvad hun kan rumme i forhold til læring fagligt og socialt. Klager har et handicap, der betyder, hun har brug for en særlig tilrettelagt hverdag med meget voksenguidning. Hun har brug for at være i samme lokaler og omgivet af samme lærere og pædagoger hele dagen for at kunne trives og opnå samme muligheder som jævnaldrende børn. Klager kan ikke rumme en hverdag fra kl. 8-17. Klager havde før ændringen kun tre dage om ugen fra kl. 8-15.45 og to dage fra kl. 8-13.45. Det er, hvad klager kan rumme pga. sit handicap. I forbindelse med ændringen blev næsten 20 % af pædagogressourcerne i den nye SFO-del reduceret. Kommunen ville ikke ændre ved skolebudgettet, men gjorde det alligevel indirekte, da pædagoger er med hele dagen i både skole og fritidsdelen. Der blev således færre pædagogtimer over hele dagen, hvilket gør, at det ikke er muligt at give klager den rigtige støtte, så hun kan udvikle sig bedst muligt og have samme muligheder som almene børn. Kommunen ændrede desuden befordringspraksis i de specialiserede skoletilbud. Kommunen ligestillede klager med almene børn i forhold til kørsel. Det betyder, at klager kan komme i skole til kl. 8 og kan komme hjem fra skole, eller når SFO lukker kl. 17. Klagers handicap gør, at hun ikke kan transportere sig til og fra skole med offentlig transport. Selv hvis dette kunne trænes, bor klager så langt væk fra specialskolen, at det vil tage op til to timers rejsetid hver vej. Dermed vil klagers energi være brugt, og hun vil ikke være i stand til at modtage læring. Kommunen har oplyst, at klager kunne benytte sig af eksisterende kørselsordninger, så længe det ikke medførte en merudgift for kommunen. Klagers forældre har ikke selv mulighed for at hente klager alle dage. Det betyder, at klagers forældre er nødt til at tage en beslutning om, at klager skal komme hjem efter endt skoledag, hvilket betyder, at hun ikke får den nødvendige sociale træning, som hun har brug for. Derudover pålagde kommunen klagers forældre, at de skulle betale for SFO. Klager kan ikke selv gå hjem efter skole og være alene eller gå til fritidstilbud. Klager har brug for en voksen til at hjælpe og støtte hende. Det er igen problematisk, at kommunen sammenligner klager med almene børn i forhold til at skulle betale SFO. Klager har brug for et specialpædagogisk tilbud, da hun pga. sit handicap kræver særlig støtte og hjælp. Hvis klager ikke havde haft sit handicap, havde hun ikke haft behov for SFO, og havde selv kunne gå hjem fra skole og klare sig selv. Klager vil blive overstimuleret og misforstået, hvilket kan bremse hendes udvikling og gøre, at hun udvikler ængstelighed eller trækker sig fra sociale sammenhænge. Klager vil ikke få muligheden for en tilværelse, som for mange andre er en selvfølge, med ting såsom en biograftur, besøg til en tæt relation eller en gåtur. Det er ting, der måske ikke vil være overskud til, fordi kommunen bruger ordet ligestilling i forhold til det almene barn. Ordet ligestilling bliver dermed ikke brugt for at give klager samme muligheder som almene børn. Det bliver det almene barn, der sætter rammen. Klager ønsker med klagen at opnå, at det kommunen har vedtaget, er ulovligt og derfor ikke kan gennemføres. Klager ønsker som minimum at få fastslået, at handicappede børn har ret til morgenpasning. Den indklagede kommune gør gældende, at ændringerne på specialundervisningsområdet skete på baggrund af en politisk beslutning. Baggrunden for ændringen af servicerammen på specialundervisningsområdet var en forudgående beslutning i byrådet om at reducere udgifterne til specialundervisningsområdet, så ressourcerne på almenområdet kunne styrkes. Kommunens forvaltning var i kontakt med Undervisningsministeriet, som oplyste, at der ikke var nogen lovgivningsmæssig hindring for omdannelsen. Der blev i forbindelse med ændringerne ikke truffet individuelle forvaltningsmæssige afgørelser i forbindelse med de enkelte elevers visitation. Alle elever i specialundervisningstilbud revisiteres årligt. I forbindelse med elevernes årlige revisitering, som er en forvaltningsmæssig afgørelse, modtager alle forældre en klagevejledning. Inden omdannelsen af heldagstilbuddene gennemgik forvaltningen alle elevernes visitationspapirer. Størstedelen af de berørte elever var ikke visiteret til et heldagstilbud. Kun et fåtal af elever var visiteret til et heldagstilbud. Forældrene til disse elever blev oplyst om, at omdannelsen i denne sammenhæng ikke ville have konsekvenser for deres barn. Af samme brev fremgår det, at disse børn ville blive revisiteret i forbindelse med den årlige revisitation, og at forældrene ville have mulighed for at klage, når afgørelsen i forbindelse med revisiteringen havde fundet sted. Ansvaret for den pædagogiske ledelse af skolen ligger, i overensstemmelse med folkeskolelovens § 45, hos skolelederen på den enkelte skole. Der var i processen med ændringerne på specialundervisningsområdet fokus på, at der ude på skolerne stadig kunne tages det nødvendige individuelle pædagogiske hensyn, så elevernes behov og udvikling blev understøttet i størst muligt omfang. Kommunens byråd traf den 17. juni 2019 ligeledes beslutning om en ny ressourcetildeling per elev for SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser. Beslutningen om en ny ressourcetildeling blev truffet med det formål at sikre, at ressourcerne i stigende grad blev anvendt i almenskolen, samtidig med at der blev fastholdt en forsvarlig bemanding i SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser, hvor eleverne også om eftermiddagen har særlige behov. Det blev besluttet, at pædagogressourcerne blev reduceret med 18,25 % således, at SFO-tilbud tilknyttet specialskoler og specialklasser har 2,8 – 7 gange så mange pædagogressourcer som SFO-tilbud tilknyttet almenskolen. I oplysningsbrevene til de berørte forældre henviste kommunen til, at alle forældre kunne søge hel eller delvis økonomisk friplads, søskendetilskud, tabt arbejdsfortjeneste og befordring efter § 41 i serviceloven. Klagenævnet for Specialundervisning oplyste, at klagenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagerne fra de berørte forældre, da ændringerne var sket på baggrund af en politisk beslutning og ikke en individuel forvaltningsmæssig afgørelse. Ankestyrelsen oplyste efterfølgende, at de ikke fandt anledning til at rejse en tilsynssag på baggrund af klagerne. Ankestyrelsen gjorde derfor ikke mere i sagen. Ankestyrelsen bemærkede, med henvisning til klagenævnets svar, at der først kunne klages, når den indklagede kommune senere havde truffet en forvaltningsmæssig afgørelse, hvilket ikke var tilfældet i sagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Indklagede har vedtaget generelle ændringer inden for specialundervisningsområdet. Der foreligger ikke i forhold til klager en konkret afgørelse, der fastsætter betydningen af disse ændringer for klager, herunder om dette vil medføre forskelsbehandling af klager på grund af hendes handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. Allerede af den grund kan nævnet ikke behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

Versioner

  1. 2021-04-10