Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0581
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9244@2021-04-17/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0581
Randers Amtsavis får ikke kritik for omtale af forsvunden huskat I en artikel bragt i november 2020 omtalte Randers Amtsavis en families huskat, som var blevet væk fra sit hjem og afleveret til et katteinternat af en nabo, som troede, at katten var herreløs. Det fremgik blandt andet af artiklen, at katteinternatet videreformidlede katten til en ny familie, og at kattens oprindelige ejer har forsøgt at få katten tilbage. Katteinternatet klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger, og at Randers Amtsavis havde udeladt væsentlige oplysninger. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at udsagnene var udtryk for mediets vurdering, som havde dækning i de faktiske forhold, og at katteinternatets synspunkter var gengivet tilstrækkeligt i artiklen.
[Katteinternatet] ved [Formanden] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Katten [Navn A] blev taget og givet væk til en ny familie: - Vi har ikke opgivet at få hende tilbage ”, som blev bragt den 16. november 2020 på Randers Amtsavis’ netavis amtsavisen.dk, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. [Katteinternatet] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at Randers Amtsavis har udeladt væsentlige oplysninger. [Katteinternatet] har desuden klaget over, at Randers Amtsavis har anvendt et billede af katten [Navn A], uden at de har givet samtykke hertil. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel Randers Amtsavis bragte den 16. november 2020 artiklen ” Katten [Navn A] blev taget og givet væk til en ny familie: - Vi har ikke opgivet at få hende tilbage ” på Randers Amtsavis’ netavis amtsavisen.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Huskatten [Navn A] er blevet et smertefuldt minde hos Randers-familie, for pludselig var hun væk, taget af en nabo, der troede, at hun var herreløs. Naboen sendte katten til Hobro, hvor katteinternatet [Katteinternatet] har videreformidlet hende til en ny familie. - Vi har ikke begået en fejl, det er lovgivningen, det er galt med, lyder det fra [Katteinternatet], der ikke vil hjælpe [Navn A] tilbage til de oprindelige ejere. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Randers: I Randers på [Vejnavn] sidder familien [Familien] og undrer sig over et forløb, der er endt ud i, at de har mistet deres kat. Huskatten [Navn A], der var omkring otte måneder, da hun forsvandt fra sit hjem i oktober i år. - Nej, hun var ikke øremærket eller chippet, men havde et halsbånd på. Og hun er utrolig glad for mennesker, mega-kælen, så hun opsøger mennesker, hun møder på sin vej. Og hun gik ikke langt væk fra vores hjem, siger [Person A], der fortæller, at hendes børn, fire-årige [Person B] og to-årige [Person C] jævnligt spørger efter [Navn A] og at hele familien savner hende. [Navn A] kom fra Gassum, hvor den voksede op hos [Person A]s grandfætter som en ud af fire kattekillinger og med en hund som legekammerat. - Måske er det derfor, hun er blevet så vant til andre, siger [Person A], der lod [Navn A] rende ud og ind ad kattelemmen, som det passede katten. Familien har en ældre kat, [Navn B], som har været vild, men af sig selv har opsøgt familien. [Person A] anslår den til at være omkring de seks år gammel. Blev væk flere gange Pludselig begyndte ungkatten [Navn A] at blive væk fra hjemmet længere tid ad gangen i oktober. Der kunne gå et døgn eller halvandet, før katten vendte hjem. - Min mor beroligede os med, at sådan er det med katte, at de godt kan strejfe, og [Navn A] kom også altid hjem. Men så gik der pludselig to døgn, før [Navn A] landede hjemme på sofaen til kæl og hygge, siger [Person A]. Da [Navn A] så igen forsvandt, gik der tre-fire dage, også blev familien så nervøse, at de begyndte at spørge naboer og folk i området, om de havde set [Navn A]. Her fandt de ud af, at en beboer et par huse væk, men på en anden vej, har taget katten ind flere gange, givet den mad og også haft den til dyrlæge, hvor den blev tjekket for chip/øremærke. Det var derfor, den ikke kom hjem. Der er også ledt efter [Navn A]s ejere, men det har [Person A] ikke set, fordi sedlerne sad på en anden vej end familiens. - Jeg tror, hun troede, at katten var herreløs og sulten, og at hun faktisk gerne ville beholde katten selv, men så var der vist noget med, at hendes søn var allergisk. I hvert fald afleverede hun [Navn A] til katteinternatet [Katteinternatet] i Hobro, og her har [Formanden] givet [Navn A] videre til en ny ejer. Og hun vil ikke gøre noget for, at vi kan få [Navn A] tilbage. Det er en rigtig træls sag, siger [Person A], der gerne vil tale med [Navn A]s nye familie og betale alle omkostninger for at få lille [Navn A] hjem igen. Ikke en politisag [Person A] er ikke gået til politiet med sagen. - Nej, jeg tror ærlig talt ikke, politiet vil tage sig af sådan en sag. En kat har jo ringe værdi som sådan, og det tager politiet sig ikke af. Men jeg har overvejet, om jeg skal have [Navn B], vores gamle kat, øremærket, selv om hun ikke går ret langt væk. Vi prøver via opslag på Facebook at finde frem til [Navn A]. Og vi har ikke opgivet at få hende tilbage, siger [Person A]. Hos [Katteinternatet] forklarer [Formanden], at hun ikke har begået en fejl ved at udlevere en andens kat til en ny familie. - Nej, for katten har været korrekt fremlyst med både sedler, på Facebook og endda flyers, og den har været ved dyrlæge, før den blev afleveret her hos os. Og så er reglerne overholdt. Når din kat ikke er øretatoveret eller chippet, så er den at betragte som herreløs, lyder det fra katteinternatet, der hverken kan eller vil skaffe Randers-familien [Navn A] tilbage. - Den er videreformidlet til en ny familie, der har fået den fair og square. De skal jo ikke lide under det her. Og jeg tror, med al den ballade, der har været på de sociale medier om den her kat, så ved den nye familie godt, at der er en anden familie, der leder efter [Navn A]. Men de er i deres gode ret til at beholde katten, siger [Formanden]. Hun fortæller, at den her sag ikke får hende til at ændre procedure, selv om der kan komme flere katte ind, som faktisk har en ejer. - Nej, vi har overholdt alle regler. Det er lovgivningen, der er åndssvag. Det burde være lovpligtigt, at alle katte skal mærkes. Så var vi ude over det her, siger [Formanden], der oplyser, at [Katteinternatet] i Hobro har videreformidlet 600 katte i år. ” Til artiklen er indsat et billede af katten [Navn A], der ses liggende på et lyserødt underlag. Randers Amtsavis bragte samme dag artiklen ”Familiekat taget og givet til en ny familie ” i den trykte udgave i sektion 1, side 11. Artiklens indhold er enslydende med indholdet af den påklagede artikel ”Katten [Navn A] blev taget og givet væk til en ny familie: - Vi har ikke opgivet at få hende tilbage ” bragt den 16. november 2020 på netavisen amtsavisen.dk [Katteinternatet]s klage er modtaget i Pressenævnet den 21. november 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Katteinternatet]s synspunkter Korrekt information [Katteinternatet] har anført, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger. [Katteinternatet] har henvist til, at det er ukorrekt, at ”katten [Navn A] blev taget” fra Randers-familiens hjem og indbragt til [Katteinternatet]. Katten [Navn A] har været fremlyst i Randers af to omgange af naboer til familien, som ikke vidste, hvor hun hørte til. Katten [Navn A] blev herefter indleveret hos [Katteinternatet] og steriliseret, vaccineret, øremærket, chippet og formidlet videre ud i nyt godt hjem. Randers-familien henvendte sig 11 dage efter indleveringen, da de først her opdagede, at katten [Navn A] har været hos [Katteinternatet]. Da familien ikke kunne få deres kat tilbage, startede de sammen med tre bortviste frivillige en shitstorm mod [Katteinternatet]. [Katteinternatet] har endvidere henvist til, at det er ukorrekt, at de ”ikke vil hjælpe [Navn A] tilbage til de oprindelige ejere”. Randers Amtsavis har dermed insinueret, at [Katteinternatet] har en modstand mod at sende katten [Navn A] tilbage, og at [Katteinternatet] har handlet forkert i den omtalte sag. [Katteinternatet] har fulgt alle regler i sagen og er underlagt reglerne om persondata, hvorfor de ikke kan videregive nye ejeres oplysninger til tredjeperson. [Katteinternatet] har videre henvist til, at Randers Amtsavis har skrevet foreningens navn som ”[Katteinternatet]” gennem hele artiklen, hvilket er ukorrekt. [Katteinternatet] har endvidere anført, at Randers Amtsavis har udeladt væsentlige oplysninger. [Formanden] har på vegne af [Katteinternatet] medvirket i et interview med Randers Amtsavis halvanden måned efter hændelsen, hvor avisen blev oplyst om fakta i sagen. [Katteinternatet] tilkendegav under interviewet deres sympati for familien, hvorefter Randers Amtsavis har beskrevet sagen som modvilje fra [Katteinternatet]s side. [Katteinternatet] blev under interviewet stillet forudindtagede spørgsmål såsom ”hvorfor kontakter I ikke de nye ejere og siger, at I har begået en fejl? ”, hvilket [Katteinternatet] ikke ønsker, idet de ikke har begået en fejl i sagen. [Katteinternatet] spurgte herefter ind til, hvor længe journalisten synes en fremlysning er rimelig, herunder om det er 14 dage eller en måned, samt hvad internatet skal gøre ved de overskudskatte, der er på alle internater fra juni til december hvert eneste år. Journalisten spurgte i den forbindelse, om [Katteinternatet] ikke gad at fodre kattene i så lang tid. Det er ikke det, det handler om, men at [Katteinternatet] alene har plads til 50 katte af gangen. Sluttelig oplyste journalisten, at [Katteinternatet] kunne sende artiklen til kattens nye familie, hvilket journalisten på ingen måde har bemyndigelse til. [Katteinternatet] har stillet sig undrende over for, at Randers Amtsavis som et offentligt medie har valgt at gå ind i en shitstorm og medvirke til modstand mod en frivillig forening, som hjælper dyr i nød og har fremstillet [Katteinternatet] som skurken i sagen. Randers-familien er bare en i rækken af en masse familier, der har ikke-mærkede katte, og foreninger som [Katteinternatet] arbejder hver dag for at få ændret lovgivningen på området. Den påklagede artikel burde have været en omsorgsfuld artikel, der både tog hånd om familien, men som samtidig også slog et slag for det store dyreværnsarbejde, der bliver lagt i Danmark af alle foreninger, der arbejder med katte og ikke mindst mærkning og neutralisering af katte. [Katteinternatet] har henvist til forslag til folketingsbeslutning nr. B 111 om mærkning og registrering af katte fremsat den 27. februar 2020. [Katteinternatet] har bemærket, at det er en skam, at Randers Amtsavis er med til at forringe dyrevelfærden i Østjylland ved at bringe en artikel som den påklagede artikel og ikke mindst skrive den i en tone, som gjort. Anvendelse af billede [Katteinternatet] har anført, at Randers Amtsavis har anvendt et billede af katten [Navn A] fra deres Facebook-side, uden at de har givet samtykke hertil. [Katteinternatet] har bemærket, at billedet er blevet anvendt af Randers-familien uden tilladelse fra [Katteinternatet] og brugt i deres eftersøgning af katten [Navn A]. 2.2 Randers Amtsavis’ synspunkter Korrekt information Randers Amtsavis har anført, at begge parter i sagen er blevet hørt, som de presseetiske regler foreskriver, og at [Katteinternatet]s svar fremgår klart og tydeligt af omtalen. Randers Amtsavis har afvist, at artiklen skulle insinuere, at [Katteinternatet] har handlet forkert. Det har ikke faktuel baggrund i artiklens indhold og må således stå for [Katteinternatet]s egen regning. Artiklen indeholder hverken farvede tillægsord eller antydninger, der gør artiklen partisk. Tværtimod er tonen holdt sober hele vejen igennem. Randers Amtsavis har endvidere afvist, at avisen har valgt at ”gå ind i en shitstorm og medvirke til modstand mod en frivillig forening, som hjælper dyr i nød”, og at avisen har fremstillet [Katteinternatet] som en ”skurk”. Randers Amtsavis har belyst en kedelig sag uden vindere fra begge sider og har ikke medvirket til modstand, udråbt nogen som skurk eller skrevet usandheder om [Katteinternatet]s arbejde. Randers Amtsavis har endvidere anført, at avisen skriver foreningens navn, som det rettelig skal skrives, nemlig ”[Katteinternatet]” i stedet for sammentrækning af ordene og med versaler inde midt i navnet ”[Katteinternatet]”. Det skyldes avisens ønske om at følge retskrivningen. Randers Amtsavis skriver heller ikke et navn med lille begyndelsesbogstav, selv om nogle firmaer gør det, eksempelvis føtex. Randers Amtsavis har videre anført, at det er korrekt, at avisen ikke har gengivet ord til andet, hvad [Formanden] sagde i telefoninterviewet. Der er udeladt oplysninger, som avisen ikke har fundet relevante, præcis som avisen gør i alle andre artikler. Anvendelse af billede Randers Amtsavis har anført, at avisen spurgte Randers-familien, om de måtte bruge et billede af katten [Navn A] fra det Facebook-opslag, hvor den efterlyses med en tilhørende billedcollage. Randers Amtsavis fik familiens tilsagn hertil. Det billede, Randers Amtsavis valgte, viste sig at være taget fra [Katteinternatet], hvilket ikke fremgår noget sted, og hvilket avisen ikke var vidende om. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. Kompetence Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik. Spørgsmålet om, hvorvidt eventuelle ophavsrettigheder er krænket ved offentliggørelsen, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet bemærker endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, henhører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence. God presseskik Korrekt information [Katteinternatet] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at Randers Amtsavis har udeladt væsentlige oplysninger. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. punkt A. 1 og A. 6. Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: ”Randers: I Randers på [Vejnavn] sidder familien [Familien] og undrer sig over et forløb, der er endt ud i, at de har mistet deres kat. Huskatten [Navn A], der var omkring otte måneder, da hun forsvandt fra sit hjem i oktober i år. - Nej, hun var ikke øremærket eller chippet, men havde et halsbånd på. Og hun er utrolig glad for mennesker, mega-kælen, så hun opsøger mennesker, hun møder på sin vej. Og hun gik ikke langt væk fra vores hjem, siger [Person A], der fortæller, at hendes børn, fire-årige [Person B] og to-årige [Person C] jævnligt spørger efter [Navn A] og at hele familien savner hende. […] Blev væk flere gange Pludselig begyndte ungkatten [Navn A] at blive væk fra hjemmet længere tid ad gangen i oktober. Der kunne gå et døgn eller halvandet, før katten vendte hjem. - Min mor beroligede os med, at sådan er det med katte, at de godt kan strejfe, og [Navn A] kom også altid hjem. Men så gik der pludselig to døgn, før [Navn A] landede hjemme på sofaren til kæl og hygge, siger [Person A]. Da [Navn A] så igen forsvandt, gik der tre-fire dage, også blev familien så nervøse, at de begyndte at spørge naboer og folk i området, om de havde set [Navn A]. Her fandt de ud af, at en beboer et par huse væk, men på en anden vej, har taget katten ind flere gange, givet den mad og også haft den til dyrlæge, hvor den blev tjekket for chip/øremærke. Det var derfor, den ikke kom hjem. Der er også ledt efter [Navn A]s ejere, men det har [Person A] ikke set, fordi sedlerne sad på en anden vej end familiens. - Jeg tror, hun troede, at katten var herreløs og sulten, og at hun faktisk gerne ville beholde katten selv, men så var der vist noget med, at hendes søn var allergisk. I hvert fald afleverede hun [Navn A] til katteinternatet [Katteinternatet] i Hobro, og her har [Formanden] givet [Navn A] videre til en ny ejer. Og hun vil ikke gøre noget for, at vi kan få [Navn A] tilbage. Det er en rigtig træls sag, siger [Person A], der gerne vil tale med [Navn A]s nye familie og betale alle omkostninger for at få lille [Navn A] hjem igen. […] Hos [Katteinternatet] forklarer [Formanden], at hun ikke har begået en fejl ved at udlevere en andens kat til en ny familie. - Nej, for katten har været korrekt fremlyst med både sedler, på Facebook og endda flyers, og den har været ved dyrlæge, før den blev afleveret her hos os. Og så er reglerne overholdt. Når din kat ikke er øretatoveret eller chippet, så er den at betragte som herreløs, lyder det fra katteinternatet, der hverken kan eller vil skaffe Randers-familien [Navn A] tilbage. - Den er videreformidlet til en ny familie, der har fået den fair og square. De skal jo ikke lide under det her. Og jeg tror, med al den ballade, der har været på de sociale medier om den her kat, så ved den nye familie godt, at der er en anden familie, der leder efter [Navn A]. Men de er i deres gode ret til at beholde katten, siger [Formanden]. Hun fortæller, at den her sag ikke får hende til at ændre procedure, selv om der kan komme flere katte ind, som faktisk har en ejer. - Nej, vi har overholdt alle regler. Det er lovgivningen, der er åndssvag. Det burde være lovpligtigt, at alle katte skal mærkes. Så var vi ude over det her, siger [Formanden], der oplyser, at [Katteinternatet] i Hobro har videreformidlet 600 katte i år. ” [Katteinternatet] har henvist til, at det er ukorrekt, at ”katten [Navn A] blev taget” fra Randers-familiens hjem og indbragt til [Katteinternatet], og at de ”ikke vil hjælpe [Navn A] tilbage til de oprindelige ejere”. [Katteinternatet] har endvidere henvist til, at Randers Amtsavis har skrevet foreningens navn som ”[Katteinternatet]” gennem hele artiklen, hvilket er ukorrekt. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at katten [Navn A] blev væk fra sit hjem i oktober 2020. Nævnet lægger endvidere til grund, at katten [Navn A] blev taget ind af en nabo, som efter at have haft katten til dyrlæge, fremlyste den og herefter afleverede den til katteinternatet [Katteinternatet], hvor katten blev steriliseret, vaccineret, øremærket, chippet og videreformidlet til en ny familie. Nævnet lægger derudover til grund, at [Formanden] lod sig interviewe telefonisk af Randers Amtsavis forud for offentliggørelsen af artiklen. Pressenævnet finder, at udsagnene ”katten [Navn A] blev taget” og ”ikke vil hjælpe [Navn A] tilbage til de oprindelige ejere” er udtryk for mediets vurdering, som har dækning i de faktiske forhold, herunder at katten [Navn A] blev taget ind af en nabo, som troede, at katten var herreløs, og at katten herefter blev afleveret til [Katteinternatet], som i omtalen blandt andet udtaler, at katten er videreformidlet til en ny familie, der har fået den ”fair og square”, at den nye familie er ”i deres gode ret til at beholde katten”, og at ”det er lovgivningen, det er galt med”. Nævnet finder endvidere, at den ukorrekte gengivelse af [Katteinternatet] som ”[Katteinternatet]”, ikke kan anses for at være tilstrækkeligt væsentlig i sammenhængen. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af udsagnene. Idet nævnet bemærker, at [Katteinternatet]s synspunkter er gengivet tilstrækkeligt i artiklen, herunder at internatet ikke har begået en fejl ved at videreformidle katten [Navn A] til en ny familie, at internatet har overholdt alle regler i sagen, at katten [Navn A] har været fremlyst med både sedler, på Facebook og via flyers, ligesom det i artiklen korrekt er gengivet, at en kat, der ikke er øretatoveret eller chippet, er at betragte som herreløs, finder nævnet herefter, at redaktørens valg og fravalg af informationer i dækningen ikke overskrider rammerne for redigering. Nævnet udtaler ikke kritik. Anvendelse af billede [Katteinternatet] har klaget over, at Randers Amtsavis har anvendt et billede af katten [Navn A] fra deres Facebook-side, uden at de har givet samtykke hertil. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B. 1. Det er som udgangspunkt ikke i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder og offentliggør billeder af denne art, selvom de pågældende ikke har samtykket hertil. Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår. Pressenævnet finder, at anvendelsen af billedet af katten [Navn A] ikke kan anses for krænkende for [Katteinternatet]. Nævnet har lagt vægt på, at billedet efter det oplyste er offentliggjort i erhvervsmæssig sammenhæng på [Katteinternatet]s Facebook-side, at billedet ikke viser forhold, der er egnede til at krænke [Katteinternatet], ligesom der ikke ses personer på billedet. Pressenævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere Randers Amts Avis for ikke at have indhentet [Katteinternatet]s samtykke til at offentliggøre billedet. Nævnet udtaler ikke kritik. Afgjort den 13. april 2021