Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9305@2021-05-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
J. nr. 20-38823 En mand med et synshandicap blev afvist ved indgangen til et galleri, da han var i følgeskab med sin førerhund. Afvisningen blev begrundet i, at hans førerhund ikke var tilladt på galleriet. Nævnet vurderede, at afvisningen, der tilsyneladende var neutral, stillede manden, der på grund af sit handicap havde behov for en førerhund, ringere end andre. Manden havde herefter påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling. Galleriet, der ikke havde besvaret nævnets henvendelser, havde ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en mand med en førerhund blev nægtet adgang til et galleri. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang til det indklagede galleri. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. Sagsfremstilling Den 30. juli 2020 ankom klager ifølge klagers egen oplysning til det indklagede galleri sammen med sin ægtefælle. Ifølge klagers oplysninger var klager, der har et synshandicap, i følgeskab med sin førerhund. Klager blev afvist ved indgangen til galleriet med den begrundelse, at han ikke måtte medbringe sin førerhund på galleriet. Klager har endelig oplyst, at han gjorde den pågældende medarbejder på galleriet opmærksom på, at der var tale om en førerhund, og at han desuden viste sin blindestok. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 31. august 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klager har til dokumentation for sit synshandicap fremlagt et oplysningsskema af 16. oktober 2015 udarbejdet af en øjenafdeling på et hospital, hvoraf fremgår, at klagers synsfelt er indskrænket på begge sider, og at han har flere øjendiagnoser. Klager har til sagen desuden fremlagt et billede af sin førerhund, hvorpå hunden benytter en ”bøjle”, og hvor det tydeligt fremgår, at der er tale om en førerhund. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klager havde glædet sig til at besøge det indklagede galleri, da dette skulle være af høj standard. Klager og hans ægtefælle forlod galleriet, da de blev afvist i døren. På baggrund af episoden valgte et andet ægtepar også at forlade galleriet, da de ikke syntes, at afvisningen af klager var i orden. Episoden på galleriet ødelagde klagers ferie. Indklagede har trods flere opfordringer hertil ikke besvaret nævnets henvendelser om klagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Klager har oplyst, at han har et synshandicap, og at han som følge heraf har en førerhund. Af det fremlagte oplysningsskema af 16. oktober 2015 fremgår, at klager har flere øjendiagnoser. Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Klager har redegjort for sin opfattelse af hændelsesforløbet. Indklagede har ikke besvaret nævnets henvendelser. Nævnet lægger herefter til grund, at hændelsesforløbet i al væsentlighed har været som oplyst af klager. Klager har oplyst, at han i følgeskab med sin førerhund blev afvist ved indgangen til det indklagede galleri med henvisning til, at han ikke måtte medbringe sin førerhund på galleriet. Nævnet vurderer, at denne afvisning, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en førerhund, ringere end andre. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Indklagede, der ikke har besvaret nævnets henvendelser, har ikke løftet denne bevisbyrde. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1-2, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde • § 11, om godtgørelse