Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9306@2021-05-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold
J. nr. 20-55779 En kvinde ønskede at erhverve sig et kørekørt ved den indklagede køreskole, men blev nægtet dette, da hun ikke ville tage et mundbind på. Mundbindskravet var indført som følge af den globale Covid-19 pandemi. Kvinden er efter det oplyste undtaget fra kravet om at bære mundbind. På trods af flere opfordringer fra Ligebehandlingsnævnet indsendte kvinden ikke dokumentation for sit handicap. Kvinden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med anvendelsen af værnemidler. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager ønskede at blive tilmeldt et hold til at tage kørekort ved den indklagede køreskole. Klager har fremlagt en mailkorrespondance mellem klager og indklagede, hvoraf det fremgår, at klager oplyste, at hun af helbredsmæssige årsager var fritaget fra at bære værnemidler. Det fremgår videre af mailkorrespondancen, at indklagede krævede, at klager anvendte værnemidler ved undervisningen. Klager kunne herefter ikke gennemføre undervisningen ved den indklagede køreskole. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. december 2020. Klager har ikke fremsat en påstand om betaling af et bestemt beløb i godtgørelse. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede i brev af 21. december 2020 klager om at fremsende dokumentation for sit handicap eksempelvis i form af lægelige oplysninger, der beskriver handicappet og de begrænsninger, det medfører. Klager reagerede ikke på brevet af 21. december 2020. Ved brev af 2. februar 2021 rykkede Sekretariatet klager for dokumentation. Klager fik en ny frist til den 9. februar 2021. Klager blev også oplyst om, at Ligebehandlingsnævnet kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis nævnet ikke modtog svar inden for den fastsatte frist. Klager reagerede ikke på nævnets brev af 2. februar 2021. Under henvisning til sagens karakter og omstændigheder har Ligebehandlingsnævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af den indklagede køreskole. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev udsat for ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, da hun ikke fik lov til at gennemføre undervisningen på køreskolen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klager har gjort gældende, at den indklagede køreskole udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap ved at stille krav om, at hun skulle bære værnemidler ved undervisningen. Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Derudover påhviler det klager at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap. Klager har trods opfordringer fra nævnet ikke indsendt oplysninger til dokumentation for sit handicap. Efter oplysningerne i sagen er der ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at den indklagede køreskole har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap. Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde