Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9307@2021-05-11/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - ej medhold
J. nr. 20-52651 En mand ønskede at benytte en bus fra det indklagede busselskab, men blev efter det oplyste verbalt overfaldet, da han ikke ville tage et mundbind på. Mundbindskravet var indført som følge af den globale Covid-19 pandemi. Manden er efter det oplyste undtaget fra kravet om at bære mundbind. På trods af flere opfordringer fra Ligebehandlingsnævnet indsendte manden ikke dokumentation for sit handicap. Manden havde derfor ikke påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med anvendelsen af mundbind. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager ønskede fredag den 20. november 2020 at benytte en bus tilknyttet det indklagede busselskab. Klager blev efter det oplyste udsat for verbalt overfald og forskelsbehandling, da han steg på bussen, da han ikke ville bære mundbind. Klager er efter det oplyste undtaget fra kravet om at bære mundbind som følge af kvælningsfornemmelser og angst. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 30. november 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet anmodede i brev af 9. december 2020 klager om at fremsende dokumentation for sit handicap eksempelvis i form af lægelige oplysninger, der beskriver handicappet og de begrænsninger, det medfører. Ved e-mail af 10. januar 2021 oplyste klager, at han er fritaget for at bære mundbind som følge af kvælningsfornemmelser og angst. Klager har også oplyst, at han ikke kan få en lægeerklæring på, at han er fritaget. Ved brev af 19. januar 2021 rykkede Sekretariatet klager for dokumentation. Klager fik en ny frist til den 2. februar 2021. Klager blev i brevet oplyst om, at nævnet ikke efterspurgte dokumentation på, at han var undtaget fra at bære mundbind, men dokumentation på de bagvedliggende årsager hertil bl.a. den af klager omtalte angst. Klager blev også oplyst om, at Ligebehandlingsnævnet kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis nævnet ikke modtog svar inden for den fastsatte frist. Klager reagerede ikke på nævnets brev af 19. januar 2021. Under henvisning til sagens karakter og omstændigheder har Ligebehandlingsnævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af det indklagede busselskab. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at han af en buschauffør ved det indklagede busselskab blev udsat for forskelsbehandling, verbalt overfald og krænkende adfærd, da han ikke kunne bære mundbind i bussen. Klager ønsker med sin klage at opnå retfærdighed. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klager har gjort gældende, at en buschauffør ved det indklagede busselskab udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap ved at stille krav om, at han skulle bære mundbind i bussen og efterfølgende verbalt overfalde ham, da han ikke kunne dette. Det er klager, der har bevisbyrden for, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Derudover påhviler det klager at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap. Klager har trods opfordringer fra nævnet ikke indsendt oplysninger til dokumentation for sit handicap. Efter oplysningerne i sagen er der ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at det indklagede busselskab har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap. Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 3, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde