Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - ej medhold

GældendeVersion 2021-05-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9315@2021-05-11/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 20-26710 En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Beboerklagenævnet i den indklagede kommune havde afvist at hjælpe ham med at formulere en skriftlig klage. Manden er ordblind og havde derfor ikke mulighed for selv at formulere en skriftlig klage til Beboerklagenævnet. ¬Nævnet vurderede, at mandens ordblindhed udgør et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. Nævnet vurderede videre, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for ringere behandling i forbindelse med Beboerklagenævnets afvisning af at hjælpe ham med at formulere en klage på skrift. Nævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på Beboerklagenævnets oplysning om, at de ikke lovligt kunne yde en borger hjælp til at formulere en klage på skrift. Nævnet lagde desuden vægt på, at Beboerklagenævnet som en service havde henvist manden til at søge hjælp hos Borgerrådgiveren i den indklagede kommune, som kunne hjælpe ham med at formulere en klage på skrift. Manden fik derfor ikke medhold i klagen.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at Beboerklagenævnet i den indklagede kommune afviste at hjælpe klager med at formulere en skriftlig klage. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Den indklagede kommune har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven. Sagsfremstilling Klager, der er ordblind, ønsker at indgive en klage til Beboerklagenævnet i den indklagede kommune. Beboerklagenævnet er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forhold til den kommunale administration. Nævnet er et kollegialt organ bestående af tre medlemmer. Kommunen skal ifølge lovgivningen stille sekretariatsbistand til rådighed for Beboerklagenævnet. To medlemmer er udpeget for at varetage henholdsvis lejer og udlejers interesser. Formanden er udpeget af Transport, Bygnings og Boligministeriet efter indstilling fra Kommunalbestyrelsen, jf. lov om leje af almene boliger. Beboerklagenævnet har oplyst, at nævnet ikke lovligt kan yde en part hjælp til at formulere en klage på skrift. Beboerklagenævnet i den indklagede kommune har henvist klager til at søge hjælp hos kommunens borgerrådgiver. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. juni 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Det fremgår af konklusionen af en læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017: ”… Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning. …” Specifikt om klagers læsehastighed blev i det den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet: ”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund at sit handicap. ¬Det er stort set umuligt for klager at få oprettet en klage hos Beboerklagenævnet i den indklagede kommune. Klager har fået fortalt, at man kun kan klage skriftligt. Klager er ordblind, og derfor kan han ikke sætte sig ned og indgive en klage som alle andre. Klager kan ikke indgive en klage til Beboerklagenævnet, fordi han ikke har mulighed for at skrive til dem. Ifølge lov om webtilgængelighed skal indklagede tilbyde hjælp til de borgere, som ikke har mulighed for at indgive en skriftlig klage. Borgerrådgiveren hjalp klager sidste gang, han var part i en sag ved Beboerklagenævnet. Det var klagers udlejer, som førte en sag mod klager. Borgerrådgiveren skrev kun det, som hun ville skrive. Det var borgerrådgiveren, som bestemte, hvordan bemærkningerne skulle formuleres. Hun læste et spørgsmål op ad gangen, hvorefter klager skulle besvare det. Hun forholdte sig kun til spørgsmålene. Hvis klager selv kunne have skrevet til Beboerklagenævnet, ville han have skrevet indholdet anderledes. Klager følte ikke, at han selv bestemte, hvad der skulle stå. Borgerrådgiveren har ikke de samme åbningstider. Når klager indgiver en klage til Ligebehandlingsnævnet, får han hjælp af sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet til at formulere klagen. Klager bestemmer selv, hvad der skal stå i klagen. Formuleringerne bliver løbende læst højt for ham, så han har mulighed for at have kontrol med, hvad der står i klagen. Klager forstår ikke, hvorfor sekretariatet for Beboerklagenævnet i den indklagede kommune ikke kan tilbyde det samme. ¬Såfremt klager skal have samme mulighed for at klage til Beboerklagenævnet som de mennesker, der kan læse og skrive, er det nødvendigt for ham at rette henvendelse til en anden instans eller en retshjælp. Dette medfører, at klager bliver stillet dårligere på grund af sit handicap. Indklagede påstår frifindelse. Klager er utilfreds med, at han ikke kan oprette en klage hos Beboerklagenævnet, da han er ordblind og ikke selv kan udforme en skriftlig klage. Indklagede forstår derved, at klager ønsker, at Beboerklagenævnet skriver en klage, som han kan indbringe for nævnet. Det fremgår af lov om leje af almene boliger § 102, at indbringelse af sager for nævnet skal ske skriftligt. Der er ikke undtagelser til denne bestemmelse. Beboerklagenævnet er et tvistenævn, som behandler sager, hvor der er en tvist mellem to parter. Nævnet er således ud fra et princip om upartiskhed afskåret fra at yde skriftlig bistand til en af paterne, ud over den generelle vejledningspligt, som fremgår af almindelige forvaltningsretlige regler. Beboerklagenævnet har som en service over for klager i det konkrete tilfælde henvist ham til at søge hjælp hos kommunens borgerrådigiver. Borgerrådgiveren har mulighed for at hjælpe med at formulere en klage. Borgerrådgiveren har allerede i ét tilfælde assisteret klager med at formulere en skriftlig klage i en Beboerklagenævnssag, som er afgjort. Beboerklagenævnet får jævnligt henvendelser fra personer, som ønsker hjælp til formulering af klager. I disse tilfælde oplyser nævnet om reglerne i henhold til ovenstående og derudover henvises også til forskellige former for retshjælp, lejeorganisationer, mm. Klager har samme mulighed for at rette henvendelse til disse instanser. Nævnet har ikke tidligere fået henvendelser, hvor borger har ønsket, at nævnet skulle skrive klagen på vegne af borger. Indklagede har handlet fuldt lovmedholdeligt i denne sag. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager har oplyst, at han er ordblind. Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole. Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentlig under normen. Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Beboerklagenævnet i den indklagede kommune afviser at hjælpe klager med at formulere en klage på skrift. Den indklagede kommune har oplyst, at Beboerklagenævnet ikke lovligt kan yde klager hjælp til at formulere en klage på skrift, hvorfor Beboerklagenævnet ikke kan tilbyde at hjælpe klager med at formulere en skriftlig klage. Den indklagede kommune har som en service over for klager henvist ham til at søge hjælp hos Borgerrådgiveren i kommunen, som kan hjælpe ham med at formulere en klage på skrift. Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for ringere behandling på grund af sit handicap. ¬Klagers oplysninger om, at Borgerrådgiverens åbningstider ikke er identiske med Beboerklagenævnets åbningstider, og om Borgerrådgiverens efter klagers opfattelse mangelfulde bistand i en tidligere sag, hvor klager var part, kan hverken hver for sig eller efter en samlet vurdering føre til noget andet resultat. Klager får derfor ikke medhold i klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2021-05-11