Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0573

GældendeVersion 2021-05-15
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9329@2021-05-15/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0573

Berlingske får kritik for at afvise at bringe omtale af en påtaleopgivelse Berlingske bragte i oktober 2018 en artikelserie, som omhandlede en unavngiven medarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet og et læk af oplysninger til offentligheden, der har ført til afskedigelse og politianmeldelse af den pågældende. Den omtalte blev sigtet for tyveri, samt for brud på tavshedspligten. Sigtelsen om brud på tavshedspligten blev opgivet i november 2019. Den omtalte medarbejder klagede til Pressenævnet over, at Berlingske har afvist hans anmodning om at bringe omtale af påtaleopgivelsen. Pressenævnet udtalte kritik af Berlingske for at afvise anmodningen om at bringe omtale af påtaleopgivelsen. Nævnet lagde vægt på, at Berlingske har bragt en omfattende dækning af de episoder, der førte til politianmeldelsen af den omtalte medarbejder for brud på tavshedspligten, og at omtalen særligt vedrørte dette forhold.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Berlingskes omtale Berlingske bragte i oktober 2018 artiklerne ”Interne dokumenter afslører: Medarbejder i centralt ministerium lækkede sager og bombarderede topchefer med anonyme e-mail” , ”Ansat truede departementschef: »No f… way du kommer til at overleve det her, om under et år er du arbejdsløs«” og ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt” på Berlingskes netavis berlingske.dk. Artikelserien omhandlede en unavngiven medarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet og et læk af oplysninger til offentligheden, der har ført til afskedigelse og politianmeldelse af den pågældende. [Klager], der er den omtalte medarbejder, blev ved Københavns Politi den 12. oktober 2018 sigtet for tyveri, jf. straffelovens § 276, samt for brud på tavshedspligten, jf. straffelovens § 152. [Klager] klagede den 20. oktober 2020 til Pressenævnet blandt andet over, at Berlingske har identificeret ham som den omtalte medarbejder. Pressenævnet fandt ved kendelse af 18. juni 2019 ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for tilsidesættelse af god presseskik. Efter offentliggørelsen Københavns Politi opgav den 15. november 2019 sigtelsen mod [Klager] for at have begået overtrædelse af straffelovens § 152 om brud på tavshedspligten. Sigtelsen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri blev opretholdt. Den 11. oktober 2020 rettede [Klager] henvendelse til Berlingske med anmodning om at bringe omtale af påtaleopgivelsen (opgivet at føre sagen videre til retten) vedrørende forholdet om brud på tavshedspligten. Berlingske afviste den 25. oktober 2020 [Klager]s anmodning. [Klager]s klage over Berlingskes afvisning er modtaget i Pressenævnet den 30. oktober 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Retsreportage – noninformation [Klager] har anført, at Berlingske har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse. [Klager] har henvist til, at Københavns Politi den 15. november 2019 opgav sigtelsen mod ham for brud på tavshedspligten. Den 11. oktober 2020 kontaktede [Klager] Berlingske via mail. Af mailen fremgik blandt andet følgende: ”For præcis to år siden ransagede Københavns Politi mit hjem og rejste sigtelse mod mig for overtrædelse af straffelovens § 152, jf. Politidokument_vedr_ransagning. jpeg og Sigtelse.pdf. Politisagen drejede sig om, hvorvidt jeg havde stået bag følgende to læk til Politiken: ”[Artikel A]” (Politiken, [Dato] 2018). Link: [Link A] ”[Artikel B]” (Politiken, [Dato] 2018). Link: [Link B]” Økonomi- og Indenrigsministeriet vurderede, at ovenstående to læk til Politik stammede fra deres ministerium pga. to anonyme mails, jf. (…). Og ministeriet mente, at jeg var gerningsmanden, bl.a. fordi de mente, at jeg var ’den anonyme e-mail-skriver’. Få dage efter Københavns Politi havde ransaget mit hjem og rejst sigtelse mod mig for ulovlige lækager, bragte Berlingske en artikelserie om anonyme mails og lækager, jf. Pressenævnet_kendelse_21juni2019. pdf. 15. november 2019 droppede Københavns Politi/Statsadvokaten sigtelsen mod mig, jf. Brev_politiet_15november2019. pdf, fordi der ikke var nogen tekniske beviser for, at det var mig, som havde sendt de anonyme e-mails og videregivet oplysninger til pressen. Under henvisning til C. 3 i ’Vejledning om god presseskik’, hvoraf fremgår, at ”En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse” anmoder jeg hermed om, at I bringer en artikel med en titel som fx ”Indenrigsministeriets mistanke i sag om anonyme e-mails og lækager var en forbi’er – sag blev opgivet”. ” Af mailen fremgik også: ”Som det fremgår af vedlagte dokumenter, er det 10 måneder siden, at politiet droppede sigtelsen relateret til anonyme mails og lækager. Når jeg først rækker ud om det nu, hænger det bl.a. sammen med, at jeg har ’været nede og ligge’ og simpelthen ikke har haft overskud til at række ud til Jer om dette før nu. Men det er simpelthen nødvendigt, at det her kommer til offentlighedens kendskab. Offentligheden bliver nødt til at vide, at da det den nuværende departementschef i Indenrigsministeriet var under massivt pres tilbage i 2018 pga. den ene møgsag efter den anden, så tørrede han al uroen af på en tidligere medarbejder. Og at den tidligere medarbejder mere end 1 år efter så i al stilhed endte med at blive renset af Københavns Politi/ Statsadvokaten. ” I forlængelse af [Klager]s mail af 11. oktober 2020 fremsendte han en række yderligere mails til Berlingske blandt andet den 25. oktober 2020, hvori blandt andet følgende var anført: ”Da jeg gennemså denne YouTube-film. . . [YouTube-link] . . . Faldt jeg over (…) kronik bragt i Politiken i september 2018 (…). I den er en juraprofessor fra KU inde på, at en række af lækagerne i ØIM i sommeren 2018 var 'fine nok', fordi de afdækkede brud på reglerne, i.e. lækagerne faldt inden for offentligt ansattes beskyttede meddeleret (…). I Berlingskes dækning af sagen i oktober 2018 virker det som om, at det var lækagerne inden for offentligt ansattes beskyttede meddeleret, der var noget ulovligt og det, som politiet efterforskede. Dette var dog ikke tilfældet. Det, som politiet efterforskede, var, om regeringens klimaplan og fortrolige regeringsnotater om elbiler i strid med straffelovens § 152 blev lækket til Politiken af en embedsmand i Økonomi- og Indenrigsministeriet (…). ” [Klager] har oplyst, at Berlingske den 25. oktober 2020 afviste hans anmodning om at bringe en artikel om straffesagens afslutning, selv om Berlingske er forpligtet hertil, jf. punkt C. 3 i de presseetiske regler, hvoraf fremgår, at en omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse. Af Berlingskes afvisning fremgår følgende: ”Jeg mener ikke, at det bør give grundlag for omtale, at Københavns Politi for næsten et år siden, den 15. november 2019, opgav påtale mod dig. Det skyldes dels, at der er gået næsten et år siden du modtog den besked, og at vi ikke i øvrigt på nogen måde, i den omtale, der for to år siden blev bragt, har identificeret dig som hverken årsag til lækagen eller genstand for ministeriets anmeldelse. Jeg mener derfor ikke, at vi har nogen selvstændig pligt til med et års forsinkelse at oplyse om påtalefrafaldet. ” Berlingskes argumentation holder ikke, idet det af punkt C. 3 ikke fremgår, at omtale af en straffesag kun bør følges op med et referat af sagens afslutning, når den sigtede har været nævnt ved navn. Det fremgår heller ikke, at omtale af en straffesag kun bør følges op med et referat af sagens afslutning, såfremt der ikke er gået for mange måneder siden sagens afslutning. [Klager] har bemærket, at sagen først sluttede den 15. januar 2020, da 2-måneders omgørelsesfristen udløb, og at han rettede henvendelse til Berlingske i begyndelsen af oktober 2020, det vil sige ca. otte måneder efter. Som nævnt i [Klager]s mail til Berlingske i oktober 2020 var grunden til, at han først rakte ud efter ca. otte måneder, at det først var der, han havde overskud til det. At være i politiets søgelys for noget, som man ikke har haft gjort, er ligesom at blive udsat for et overgreb, og der må være forståelse for, at når man har været udsat for det, så kan der godt gå nogle måneder, før man har overskud til at tale med andre om det overgreb, man har været udsat for. 2.2 Berlingskes synspunkter Retsreportage – noninformation Berlingske har anført, at avisen ikke har nogen pligt til at bringe oplysningen om, at Københavns Politi den 15. november 2019 besluttede ikke at rejse tiltale mod [Klager] for som ansat i Økonomi- og Indenrigsministeriet ulovligt at have stået bag læk til medierne. Berlingske har på intet tidspunkt identificeret [Klager] som den anonyme mailskriver, der lækkede dokumenter fra ministeriet. I juni 2019 afsagde Pressenævnet således kendelse i sag nr. 2018-80-0201, der handlede om, hvorvidt [Klager] kunne identificeres via Berlingskes artikler om læk til offentligheden. Af Pressenævnets kendelse fremgår det, at: ”Berlingskes angivelse af, at der er tale om en person, der ikke længere er ansat i Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke kan tjene til identificering af [Klager] som den person, der er blevet politianmeldt, medmindre man i forvejen har særligt kendskab til, at [Klager] som den eneste er blevet afskediget fra Økonomi og Indenrigsministeriet sommeren 2018 og efterfølgende politianmeldt. På den baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Berlingske for omtalen. ” Af kendelsen fremgår også følgende: ”Artiklerne indeholder omtale af de episoder, der førte til politianmeldelsen af [Klager]. Af artiklen ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt” , fremgår det blandt andet, at ”foruden at have mistet sit job kan en anonym og hævngerrig e-mailskriver nu se frem til en politiundersøgelse. ” Af artiklerne ”Interne dokumenter afslører: Medarbejder i centralt ministerium lækkede sager og bombarderede topchefer med anonyme mails” og ”Ansat truede departementschef: ”No f. . . way du kommer til at overleve det her, om under et år er du arbejdsløs. ”” fremgår det ikke, at der er foretaget politianmeldelse af den omtalte person. I ingen af de tre artikler er [Klager] nævnt ved navn. Pressenævnet finder, at oplysninger om, at der er indgivet politianmeldelse mod en person, som udgangspunkt må betragtes som værende særligt belastende for den omtalte person. Som anført ovenfor er [Klager] imidlertid ikke navngivet eller på anden vis identificeret i nogen af artiklerne. På den baggrund finder Pressenævnet efter en samlet vurdering ikke anledning til at udtale kritik af Berlingske for at afvise [Klager]s anmodning om sletning. ” Da det er Berlingskes synspunkt, at avisen på intet tidspunkt har identificeret [Klager] som anklaget i den omtalte sag, og da Pressenævnet allerede i en kendelse har støttet den vurdering, er det Berlingskes opfattelse, at avisen ikke har nogen selvstændig pligt til – ovenikøbet med et års forsinkelse – at oplyse om politiets påtaleopgivelse. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Mads Sandemann, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Retsreportage – noninformation [Klager] har klaget over, at Berlingske har afvist hans anmodning om at bringe omtale af en påtaleopgivelse. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at reglerne for retsreportagen også gælder sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed. En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse, jf. punkt C. 2 og C. 3. [Klager] har henvist til, at Københavns Politi den 15. november 2019 opgav sigtelsen mod ham for brud på tavshedspligten. Det er Pressenævnets opfattelse, at kravet om mediets referat af straffesagers afslutning også gælder i de tilfælde, hvor en politianmeldt, sigtet eller tiltalt er anonymiseret i retsreportagen. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] ved Københavns Politi den 12. oktober 2018 blev sigtet for tyveri, jf. straffelovens § 276, samt for brud på tavshedspligten, jf. straffelovens § 152, efter også at være blevet bortvist fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Berlingske bragte herefter i oktober 2018 en artikelserie, som omhandlede en unavngiven medarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet og et læk af oplysninger til offentligheden, der har ført til afskedigelse og politianmeldelse af den pågældende. Nævnet lægger endvidere til grund, at Københavns Politi den 15. november 2019 opgav sigtelsen mod [Klager] for brud på tavshedspligten, og at sigtelsen for tyveri blev opretholdt. Pressenævnet finder, at Berlingske var presseetisk forpligtet til at bringe omtale af påtaleopgivelsen for forholdet om brud på tavshedspligten. Nævnet har lagt vægt på, at Berlingske har bragt en omfattende dækning af de episoder, der førte til politianmeldelsen af [Klager] for brud på tavshedspligten, og at hovedomtalen særligt vedrørte dette forhold. Nævnet udtaler kritik. Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Berlingske [underrubrik] Berlingske får kritik for at afvise at bringe omtale af en påtaleopgivelse [tekst] Berlingske bragte i oktober 2018 en artikelserie, som omhandlede en unavngiven medarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet og et læk af oplysninger til offentligheden, der har ført til afskedigelse og politianmeldelse af den pågældende. Den omtalte blev sigtet for tyveri, samt for brud på tavshedspligten. Sigtelsen om brud på tavshedspligten blev opgivet i november 2019. Den omtalte medarbejder har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske har afvist hans anmodning om at bringe omtale af påtaleopgivelsen. Pressenævnet kritiserer Berlingske for at afvise anmodningen om at bringe omtale af påtaleopgivelsen på grund af den omfattende dækning af politianmeldelsen. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk” Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor artiklen ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt” har været bragt. Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration. Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse. Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten. Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af artiklen ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt”, og i en periode svarende til den periode, hvor artiklen ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt” har været tilgængelig. Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i artiklen ”Ministerium har fået nok: Tidligere ansat bag lækager er politianmeldt”, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik. Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes af mediet. Afgjort den 11. maj 2021

Versioner

  1. 2021-05-15