Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0595

GældendeVersion 2021-05-15
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9334@2021-05-15/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0595

TV 2 Fyn får ikke kritik for omtale af rygestopmetode I artikler bragt i november 2020 omtalte TV 2 Fyn alternative behandlingsmetoder mod rygning, herunder en kliniks elektrodebehandling. Klinikken ved indehaveren af klinikken klagede til Pressenævnet over, at de medvirkede i artiklerne i en anden sammenhæng, end de havde aftalt med TV 2 Fyn, og at TV 2 Fyn havde afvist at slette eller afindeksere artiklerne. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at indehaveren forud for offentliggørelsen blev præsenteret for artiklernes emne og den overordnede kritik vedrørende klinikkens behandlingsmetode mod rygning, herunder den manglende videnskabelige evidens, samtidig med, at de fik lejlighed til at forholde sig til kritikpunkterne, samt at artiklerne ikke indeholdt oplysninger, som måtte anses særligt belastende for klinikken.

[Klager] ved [Indehaveren] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ” Eksperter retter skarp kritik: Rygere bliver snydt af rygestopsbehandlinger” og ”Kan elektroder fjerne [Caseperson B]s rygetrang? ”, som blev bragt den 9. november 2020 på TV 2 Fyns netavis tv2fyn.dk, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at de medvirker i artiklerne i en anden sammenhæng, end de havde aftalt med TV Fyn, og at TV 2 Fyn har afvist deres anmodning om at slette eller afindeksere artiklerne. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen [Indehaveren] deltog forud for offentliggørelsen af de påklagede artikler i et telefonisk for-interview den 27. oktober 2020 med TV 2 Fyn. Pressenævnet har fra TV 2 Fyn modtaget en transskribering af for-interviewet: ” Journalisten : Hvad er det for en behandling I tilbyder? [Indehaveren] : Vi vil påvirke nikotinreceptorer – mangel på plads – danner ekstra receptorer. Dem går vi ind og stimulerer på. Trækker sig sammen, så man ikke har den fysiske trang. Det vi har lavet i 12 år. Vaner og mønstre – i herrens mange år. Man skal være villig til at gå hjem og lave forandringer. Flytte sig ud af de vante zoner og omgivelser. Så højner man på succesraten på behandlingen. Man skal selv være motiveret. Det er ikke en mirakelkur. Så er det at tilbyde en behandling. Succesraten: Vi har en amerikansk undersøgelse 2009 – uni. Den er gammel, men det er det eneste vi har datamæssigt. I den når man frem til, at efter et halvt år er 60 % røgfrie og – 28 dage 74 % – 1 ud af fire falder i. Jeg er faldet i, for jeg skulle lige prøve en enkelt gang. Dem har vi ikke mange af. Der er ikke nogen, der ringer dagen efter. Det ligger tre uger efter. Man får en gratis opfølgende behandling, hvis man ikke følte man var kommet i mål. Gratis – så skal man benytte sig af det. Det mange oplever er en behagelig chance – utroligt afslappethed. Journalisten : Jeg har snakket med en af landets førende rygestopforskere [Professor A], der siger, at der er studier, der viser, at elektrostimulation ikke har en effekt for rygestop. Hvad siger du til det? [Indehaveren] : Som sagt så siger vi 1,5 time. Og hvis man ikke synes, behandlingen er fyldestgørende, så skal man ringe eller skrive omgående. Det sker så sjældent. Egentlig stort set aldrig genbehandlinger. Nu har jeg lavet det i 8 år – klinik 12 år gammel. Men det er kvinder, der vender tilbage. Det i Frederikssund er jo samme princip – vi har forfinet og raffineret. Vi snakker lidt om vægt. 10 kg. Det opgiver nogen på. Nikotin er sultdæmpende. Når man går derfra. Journalisten : Holder I styr på, hvor mange af jeres egne kunder, der bliver røgfrie? [Indehaveren] : Nej. Jeg har tit tænkt på det, om vi skulle have opfølgende samtale. For at imødekomme dem, der ikke vil indrømme, at det var en succes. På papiret ser det enormt godt ud. Hvorfor sender lægerne mig ikke bare igennem det her. Vil du kontaktes? Nej. Men så er der nogen, der skriver til os. Annonce kørende på Facebook – vender tilbage på. Der er en del, der stiller spørgsmålet. Journalisten : Men hvis I ikke holder statistik over succesen, hvordan kan I så vide, at det rent faktisk virker? [Indehaveren] : Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg henleder mig på, at jeg bruger to-tre gange til at sige til folk, at man ikke skal tøve med at kontakte os, hvis man er i tvivl, om det virker. Det er ikke en billig behandling, så det skal det lykkedes. Jeg skriver genbehandlinger ned i min kalender, så der har jeg en betydelig bedre statistik end for år tilbage. Mange klinikker bruger slet ikke tid på at. Vi holder ikke statistik andet end, at man skal ringe og skrive. Man er faldet i. Jeg skulle lige prøve. Journalisten : Men det kan vel bare være, at folk har opgivet og er faldet i? [Indehaveren] : Det har du helt ret i. Vi har også – fire år, kom der nogen ind af døren igen som havde været i gang før. Det handlede om, at man havde været igennem skilsmisse eller arv med familien. Det er de bump på vejen i livet. Over flere tilløb før man har fået sig selv med i det. Nu har vi været i gang i tolv år. Efter fire år begyndte vi at se nogen igen, der – Skarø Festival. Journalisten : Der er ikke belæg for det. Evidens. [Professor A]. [Indehaveren] : Det er et problem. Vi har en læge i familien. Vi har snakket lidt om. Samle os som organisation. Ensrette det over hele landet. Jeg kan godt forstå. Som jeg plejer at sige, man har set ned på akupunktur. Det tog rigtig mange år, men Svendborg Sygehus smertelindrer man med akupunktur. Ældre læger. Universitet 2009. Jeg ved ikke, om det er valide forskning. Journalisten : Er det okay at tage så mange penge for noget, der ikke er videnskabeligt bevist? [Indehaveren] : Ja. Men det ved jeg jo ikke, om der ikke er. Så jeg tænker, der ligger noget evidens der. Jeg ved godt, der er mange, der ikke har kendskab til den undersøgelse. Journalisten : Hvad betyder det, at I ”kun” er Europa CE-godkendt? [Indehaveren] : Det betyder, at medicinske apparatur ikke er en godkendelse i DK – men der er ikke opnået en godkendelse. Det er der på EU-plan, som vi er med i. Der er ikke en dansk certificering. Elektromagnetisk frekvens er man også begyndt at bruge i psykiatrien. Det stimulerer man folk med stor succes. De er meget mere åbne. Journalisten : [Professor A] peger på, at grunden til, det virker, er folks indstilling. Altså ligesom ved placebo – hvad tænker du om det? [Indehaveren] : Det bliver jeg jo lidt træt af. Hvis du kigger på [Organisationen]s forskning. Al med teorigrundlag. Som jeg nævner. Når man har været ryger i trekvart år så danner det ekstra receptorer. Vi påvirker dem med strøm, så de trækker sig tilbage. Det kan ikke blive placebo på den måde. Vi går ind og stimulerer nogle punkter – ligesom man kan gøre ved zoneterapi. Vi er oppe imod noget. Det er en industri med de her produkter. For så vidt står jeg inde for det, vi laver. Og jeg synes overordentligt, vi har god succes med det. Facebook-tråden – klientudtalelser. Succeshistorier. Der tegner sig et nyere og mere moderne billede. Jeg er jo kun mig. Vi er sårbare ift eksponering. [Caseperson A] stoppe med at ryge. Hvis det ikke bider på [Caseperson A], så udsætter man en sårbar. Jeg tror på det, vi laver. ” [Klager] var herefter i korrespondance med TV 2 Fyn via mail. Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen. Den 4. november 2020 skrev [Klager] følgende til TV 2 Fyn: ”Hej [Journalist A], skriver lige… Tak for i dag håber i fik et godt udbytte til jeres udsendelse omkring sundhed. . . rygestop mv.? Nu håber jeg ikke, jeg skal have oplevelsen af en ”[Journalist B]”-Vinkel, det lovede du jo😉 1. Håber ikke fokus omkring det vi laver. . . skal handle om dokumentation/evidens eller mangel derpå -er det relevant for programmet? 2. Kritisk tilgang til det vi laver er okay, men hvis det skal handle om hvordan vi kan behandle klienter uden håndgribelige resultater, syntes jeg vi har klientudtalelser (er fremlagt for dig), og en undersøgelse fra ”Stony Brook University”. Vi kan/må ikke optage kartoteker på kunderne mere pga. GPDR dataforordningen, medmindre der investeres i dette. Læs lille virksomhed. Vi har udført dette stykke arbejde tidligere -klientkort, og vil da rigtig gerne indgå i et samarbejde med de rette instanser, hvis nogen har lyst. 3. Derimod kan jeg ikke forstå [Professor A] udtalelse om vores behandlingsform er ren ”placeboeffekt”, denne påstand er tangerende til injurierende og bør dokumenteres, og naturligvis sendes til mig, forend den anvendes i programmet. (Den store videnskab oppe mod det komplimenterer behandlingssystem). Har faktisk tidligere bedt dig om denne dokumentation fra [Professor A], da jeg ikke kan forholde mig til en undersøgelse vi ikke har set, håber du forstår hvorfor😉 . Vi har trods alt lagt dokumentation på bordet og tænkte dette var nok? I jeres udsendelse. . . må jeg indrømme det kan opfattes, særdeles negativt ”Placebo” (forstår ikke relevansen, da vi vel ikke er medvirkende i et videnskabeligt temaprogram). Desuden vil jeg egentlig ikke medvirke i denne del af indslaget, pga. manglende indsigt i modpartens påstand før interviewet -er vel meget rimeligt, da grundlaget for et ordentligt svar dermed underminimeres. Havde lige brug for at, skriftliggøre min tanker omkring ovenstående. . . sidder måske lidt med oplevelse af have hjulpet dig/jer TV2, (ville jo egentlig meget gerne have været fri for eksponeringen), -med målsætningen om at lykkes med en rygestopbehandling til en af jeres medvirkende i programmet Sund-Fyn ”[Caseperson A]”. Forhåbentligvis skal vi [Klager] ikke mistænkeliggøres i vores arbejde gennem 12 år, og mine ovenstående bekymringer blot er ganske grundløse. . . præmissen var vel -kan vi gøre ”[Caseperson A]” røgfri med vores behandling? Nu er [Caseperson B], således blevet erstattet af [Caseperson A], som åbenbart trak sig fra projektet. Jeg har lige fået lavet service og lidt småting på min bil. Min mekanikker ringer ikke til mig om resultatet på dette udførte arbejde efterfølgende? ! , derimod forventer han nok, at jeg kontakter ham, hvis resultatet ikke er tilfredsstillende, når han nu udtrykkeligt har bedt om kontakt hvis arbejdet ikke var godt nok. . . –søgt eksempel, men ja😉 Med venlig hilsen [Indehaveren]” Den 5. november 2020 skrev [Klager] videre til TV 2 Fyn: ”Hej [Journalist A] Måske, for at forstå min bekymring om at vores behandlingen ikke har nogen effekt, -og ikke påvirker receptorerne, som [Professor A] desværre påstår! ! Kan du læse nedenstående link! Region Hovedstadens psykiatriske hospital (anvendes der elektromagnetisme. . . det samme som vores behandlingsudstyr) https://www.psykiatri-regionh.dk/presse-og-nyt/Nyheder-og-pressemeddelelser/Sider/Magnethat-bekaemperdepression.aspx Uddrag: fra ovenstående link. . Risiko for kronisk depression ”Omkring 30 % af de patienter, der lider af svær depression, bliver resistente over for den medicinske behandling. Og det kan faktisk give dem kronisk depression,” forklarer [Professor B]. Problemet er, at hjernens receptorer bliver overmættede af medicinen. Det indebærer, at man ikke kan behandle. Men det problem løser magnethatten med elektromagnetisme. Når der sættes strøm til de syv magneter, opstår der elektromagnetiske impulser, som helt nede på celleniveau påvirker hjernens receptorer, så de igen kan optage medicin. Inspireret af ECT I 1990'erne viste forsøg med ECT, at patienter med svære psykoser på den måde igen blev modtagelige for deres medicinske behandling. Men patienten skulle i fuld narkose under selve ECT-behandlingen, og den positive effekt varede kun omkring to måneder. [Professor B]s teori var, at hjernes receptorer blev nulstillet af den elektromagnetisme, der opstod under ECT-behandlingen. Derfor arbejdede han videre med de elektromagnetiske stråler. Det har så nu resulteret i magnethatten, der modsat ECT bruges i vågen tilstand og uden konstaterede bivirkninger. Med venlig hilsen [Indehaveren]” Samme dag svarede TV 2 Fyn følgende: ”Hej [Indehaveren] Jeg har læst dine mails, og vi kan godt lige snakke sammen senere. I første omgang får du lige studiet, som jeg netop har fået tilsendt i en mail fra [Professor A], hvor hun skriver: ”Her er Cochrane reviewet, højeste videnskabelige standard, baseret på kontrollerede lodtrækningsstudier. ” Vi kan eventuelt tage et kort interview på fredag vedrørende det nye materiale, du nu kender til. Lad os lige snakkes ved om det senere i dag, når du har tid. Med venlig hilsen [Journalist A] Journalist” Den 6. november 2020 skrev TV 2 Fyn videre: ”Hej [Indehaveren]! Må jeg linke til undersøgelsen fra Stony Brook University i artiklen? Den er vel offentlig, ikke? Med venlig hilsen [Journalist A] Journalist” Samme dag svarede [Klager] følgende: ”Hej [Journalist A] Ja, den ligger på nettet; -) Mvh. ” De påklagede artikler TV 2 Fyn bragte den 9. november 2020 artiklen ”Eksperter retter skarp kritik: Rygere bliver snydt af rygestopsbehandlinger” på TV 2 Fyns netavis tv2fyn.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Alternative behandlere mod rygning skovler tusindvis af kroner ind, selvom forskere siger, at behandlingerne ikke har en effekt. ” Af artiklen fremgår følgende: ”*Bip* Ultra-svage elektromagnetiske bølger går igennem [Caseperson B]s krop fra det beigefarvede elektrodeapparat, der står på bordet. Hun ligger i den sorte briks med lukkede øjne og håber og tror på, at nu skal hun blive fri fra cigaretterne. For altid. - Jeg er spændt på det. Det skal bare lykkedes denne gang, siger 58-årige [Caseperson B] fra Odense. Og det er da også, hvad elektrodebehandlingen kan ifølge behandleren. Eller den kan i hvert fald fjerne den fysiske trang til nikotin i løbet af halvanden time. Det sker ved, at elektroimpulserne får nikotinreceptorerne til at trække sig sammen, så rygetrangen helt forsvinder. Men den – og flere andre alternative behandlinger mod rygning som hypnose og akupunktur – kritiserer flere forskere. - Behandlerne må jo tro på, at deres behandling virker, så det er ikke, fordi de snyder brugerne bevidst. Men brugerne bliver snydt, for der er ikke evidens for, at det virker, siger [Professor A], der er professor i tobaksforebyggelse ved [Universitetet] og ansat på [Centret]. Hun fortsætter: - Der er ifølge flere studier hverken evidens for, at akupunktur, hypnose eller elektrostimulation har effekt for rygestop. - Det lyder næsten utroligt og lidt for godt til at være sandt. Jeg har en Ph.d. i kemi og bioteknologi, og ja, det lyder som en god historie, tilslutter [Projektchefen] sig. Han er projektchef for tobaksforebyggelse i [Organisationen]. Der findes ikke mirakelkure Ejeren af elektrodebehandlingen i Odense og Svendborg [Indehaveren] slår dog fast, at hans behandling virker og har en effekt. Han påpeger også, at det ikke er en mirakelkur, da der efterfølgende kræves grundig rådgivning for at få den psykiske afhængighed væk. Men han står fast ved, at behandlingen virker. - Vi har haft klinikken i tolv år og har fået mange tilbagemeldinger om, at det virker. Desuden får klienterne at vide, at hvis de ikke føler, rygtrangen er væk, eller behandlingen har virket, så skal de straks kontakte os. Og så får de en gratis genbehandling, siger ejeren [Indehaveren] og fortsætter: - Men der er næsten ingen, der vender tilbage. Derfor går vi ud fra, det virker. Men kan grunden til, at de ikke vender tilbage, netop ikke være, at det ikke virker? - Altså, muligheden er der. Selvfølgelig er den det, i kraft af vi ikke følger op på, om de bliver røgfrie som sådan, men jeg synes, at det tilbud, vi fremlægger med, at man kan vende tilbage og få en genbehandling, hvis det ikke virkede. Det er det, vi måler efter. [Professor A] påpeger også, at flere undersøgelser viser, at man typisk ikke vender tilbage, hvis man har oplevet, at en rygestopbehandling ikke virker. Fordi det er forbundet med så meget skam, at det ikke lykkedes. Hun opfordrer danskerne til at være varsomme med de alternative behandlinger. - Hvis man ser noget, der er for godt til at være sandt, så er det ofte det. Man skal virkelig være varsom med at lade sig snyde. Man skal ikke lade sig friste af mirakelkure, for der er ingen nemme veje til et rygestop, siger hun og tilføjer: - Det er trist, at folk spilder deres penge på det, i stedet for at gå derhen hvor der er videnskabelige beviser. - Vi har videnskabelige beviser Men [Indehaveren] mener netop, at hans klinik er understøttet af videnskabelige beviser. - Vi har bevis i form af en undersøgelse fra 2009 fra Stony Brook University, der viser, at godt 60 procent er røgfrie efter et år med denne behandling, forklarer [Indehaveren]. Den undersøgelse afviser [Professor A] dog som dokumentation, da det ikke er tilfældigt udvalgte forsøgspersoner, og der ikke er en kontrolgruppe, der ikke får behandlingen. Dermed har man ikke noget at sammenligne med, mener hun. - Undersøgelsen ser videnskabelig ud, men det er rent bedrag, siger hun og fortsætter: - Man skal bruge lodtrækningsstudier, hvor man sammenligner med en ’placebo’-form for behandling for at måle effekten. Og der viser studier med tilfældigt udvalgte personer, at de, der fik den rigtige elektrodebehandling og de, der fik ’snyde’-behandlingen, opnåede de samme resultater. Det er ikke selve behandlingen, der virker Selvom der måske ikke er videnskabelig evidens for behandlingen, oplever [Klager] stadig, at den virker for deres klienter. Og det kan ifølge [Projektchefen] fra [Organisationen] tilskrives det mentale. - Det handler om mindsettet, som rygeren går ind til det med. Alternative behandlinger tilbyder folk en idé, en tro og et håb om, at nu lykkedes det faktisk. Og den indstilling kan være afgørende for, at det faktisk lykkedes, siger han og fortsætter: - Det er altså ikke direkte den alternative behandling, men indstillingen til rygestoppet, der ændrer sig. [Projektchefen] er generelt meget positiv over, der findes alternative behandlinger på markedet over rygestopbehandlinger. Hos dem har man nemlig en tid og ro, som kan have betydning for rygestoppet. - Mens behandlingen er i gang, får man opmærksomhed fra terapeuten. De spørger ind til, hvad motivationen er. På den måde bliver behandleren en form for rådgiver, som er med til at styrke ens mulighed for at blive røgfri, siger [Projektchefen]. Dog mener han stadig, at behandlerne skal være ærlige omkring, hvilken vare kunden kan forvente at få for pengene. - Jeg synes, det er vigtigt, at behandleren er ærlig om, at der ikke er nogen videnskabelig evidens for det. Kunden skal vide, at det er lidt ligesom at købe en lottokupon. Det er ikke sikkert, der er gevinst hver gang, men der er en chance for at blive røgfri, siger han. ” Til artiklen er indsat et indslag, hvor [Indehaveren] blandt andet ses behandle [Caseperson B] og forklare elektrodebehandlingen. TV 2 Fyn bragte samme dag artiklen ” Kan elektroder fjerne [Caseperson B]s rygetrang? ” på TV 2 Fyns netavis tv2fyn.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Onsdag fik [Caseperson B] en elektrodebehandling, der på halvanden time skulle fjerne hendes nikotintrang. Men har hun kunne holde sig fra røgen siden? ” Af artiklen fremgår følgende: ”Over 40 år har 58-årige [Caseperson B] røget cigaretter. Men det skal være slut nu. Derfor prøvede hun onsdag en elektrodebehandling hos [Klager] i Odense. Og reaktionen efter den halvanden times behandling var klar. - Jeg har det godt. Jeg er vildt afslappet, og jeg har ikke lyst til en smøg, siger [Caseperson B]. Og dermed har behandlingen umiddelbart levet op til, hvad den lover. Ifølge klinikken fjerner behandlingen den fysiske nikotintrang, ved at elektromagnetiske impulser får nikotinreceptorerne til at trække sig sammen. Efter 12 timer skulle den fysiske trang så være helt væk. Følelsen er helt væk [Caseperson B]s reaktion var klar, da hun trådte ud af behandlingslokalet, men hvordan ser det ud efter de tolv timer? - Følelsen fra starten er helt væk. Jeg har den største lyst til at ryge. Jeg har det af helveds tid - hold kæft jeg har det skidt, siger [Caseperson B] og fortsætter: - Jeg ved ikke, hvorfor min trang var væk lige efter behandlingen. Om det var, fordi jeg var oppe at køre. Så overspændt. Jeg ved det ikke. Inden behandlingen tømte [Caseperson B] lageret af cigaretter hjemme i huset i Odense, så hun har slet ikke mulighed for at falde i, som hun siger. Derfor har hun også holdt det længste rygestop nogensinde. - Det er første gang, jeg har holdt mig fra smøger så længe. Det har jeg sgu aldrig prøvet før. Men jeg tør ikke engang køre ned på tanken efter min pakke, fordi jeg er bange for, jeg køber cigaretter. Den fysiske trang er hun dog slet ikke i tvivl om, at hun stadig har. - Det er ikke bare vanen, det er ligeså meget selve nikotintrangen. Det er jeg sikker på. Jeg føler stadig den fysiske trang til en cigaret. - Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg blev tilbudt en cigaret af en ven, eller hvis jeg fandt en herhjemme, så ville jeg ryge den. Kæmper videre [Klager] siger, at man endelig skal vende tilbage, hvis behandlingen ikke virker. - Vi siger til vores klienter, at de skal vende tilbage med det samme, hvis de følger, at rygetrangen er tilbage. Og så kan de få en gratis genbehandling, siger ejer af [Klager] [Indehaveren]. Men det har [Caseperson B] ikke lyst til. - Jeg tænker, det vil være lidt spild af tid, når det ikke virkede første gang. Hun vil i stedet kæmpe videre selv. Hun har bestilt en e-cigaret uden nikotin på nettet, som hun håber når frem, så hun kan se, om det kan hjælpe med at stille lysten. ” Til artiklen er indsat en faktaboks med overskriften ”[Klager]” . Af faktaboksen fremgår følgende: ”[Klager] har behandlinger mod rygestop. De bruger metoden elektrostimulation, hvor ultra-svage elektromagnetiske impulser påvirker nikotinreceptorerne via elektroder, der sættes på kroppen. Blot én behandling af halvanden times varighed kan ifølge deres hjemmeside gøre en fri af afhængigheden og trangen til nikotin. ” [Klager] klagede den 16. november 2020 til TV 2 Fyn, som den 17. november 2020 afviste klagen. [Klager]s klage over TV 2 Fyns afvisning er modtaget i Pressenævnet den 11. december 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager] ved [Indehaveren]s synspunkter Forudsætninger for medvirken [Klager] har anført, at de medvirker i artiklerne i en anden sammenhæng, end de havde aftalt med TV Fyn. [Klager] har oplyst, at sagen startede den 27. oktober 2020 med en opringning fra journalist [Journalist A] fra TV 2 Fyn. TV 2 Fyn havde i efteråret haft fokus på fynboernes sundhed, og i denne forbindelse havde deltageren [Caseperson A] i projektet forsøgt sig med et rygestop ved [Rygestoptilbuddet]. [Caseperson A] kom desværre ikke helt i mål med rygestoppet via [Rygestoptilbuddet], og journalisten ville gerne forsøge med en alternativ behandling for rygestop på [Klager]. Journalisten fortalte i samme forbindelse, at hun samtidig var i kontakt med en professor i tobaksforebyggelse, [Professor A], som forholdt sig meget skeptisk til det, som [Klager] lavede (behandlingsmetoden), men at dette absolut ikke var omdrejningspunktet og vinklen i indslaget. Journalisten spurgte ind til, om [Klager] kunne dokumentere effekten af deres behandlingsmetode, hvilket [Klager] fortalte, at de kunne ud fra en undersøgelse fra Stony Brook Universitetet i USA tilbage i 2009. [Klager] fik opfattelsen af, at TV 2 Fyn bare skulle sikre sig, at deres deltager [Caseperson A] var i trygge hænder og ikke ville lide overlast på grund af behandlingsmetoden elektromagnetisk frekvens, som forenklet sagt er en strøm, der gives via et medicinsk udstyr (biofeedback). Journalisten blev under telefonsamtalen den 27. oktober 2020 gjort opmærksom på, at [Klager] og behandlingsmetoden biofeedback tilbage i 2010 var genstand for et indslag på netop TV 2, hvor [Klager] ved brug af skjult kamera blev udstillet som uvidende behandlere, der ikke kunne forklare behandlingsmetoden på ordentlig vis. Programmet på TV 2 BASTA med journalist [Journalist B] i spidsen havde en vinkel og retning, som [Klager] absolut ikke ville være en gentagelse af, hvilket de meget klart fik fortalt journalisten, som lovede, at dette naturligvis ikke var hendes hensigt. [Klager] kontaktede journalisten den 4. november 2020 før offentliggørelsen af de påklagede artikler, idet de var blevet bekymret for hensigten og vinklen, som lige netop var aftalt på forhånd. [Klager] gjorde det således over for journalisten meget klart, at de ikke ønskede en eksponering på TV eller lignende, men blev desværre, set i bakspejlet, alligevel omsider overtalt af journalisten. Da [Klager] generelt og normalvist ikke kan sige nej til en person, som gerne vil have hjælp til at stoppe sin afhængighed af nikotin, blev det aftalt, at [Caseperson A] skulle møde i klinikken den 3. november 2020 kl. 14:00. [Caseperson A] valgte dog efterfølgende at takke nej til projektet om rygestop hos [Klager] dagen før aftalen. [Klager] har henvist til en SMS-korrespondance med [Caseperson A] og har bemærket, at det fremgår, at [Klager] bestemt ikke er vilde med eksponeringen på TV 2Fyn. Journalisten var stadig opsat på at gennemføre et indslag om rygestopbehandling hos [Klager] og fandt en ny deltager, [Caseperson B], som ligeledes ønskede sig en røgfri tilværelse. [Caseperson B] blev behandlet i klinikken den 4. november 2020 kl. 14:00. Det var under det efterfølgende interview i klinikken, at præmissen alligevel ændrede karakter, og [Klager] fornemmede en ubehagelig mistænkeliggørelse af deres behandlingsmetode, samt hvordan prisen på behandlingen kan forsvares, når der er manglende evidens i metoden, de behandler ud fra, jf. udtalelser fra professor i tobaksforebyggelse [Professor A], som også medvirker i de påklagede artikler. Spørgsmålene fra journalisten var nu særdeles kritiske og med baggrund og afsæt i en stærk skepsis fra [Professor A] og [Projektchefen], projektchef i tobaksforebyggelse ved [Organisationen]. [Klager]s bekymringer om den journalistiske vinkel i interviewet blev som tidligere nævnt fremsat i en mail til journalisten den 4. november 2020. Journalisten valgte dog ikke at svare direkte på denne bekymringsmail, men [Klager] forventede naturligvis, at journalistens hensigter om vinklen, som aftalt, naturligvis var reelle, men det var bestemt ikke den oplevelse, [Klager] sad tilbage med. [Klager] har henvist til en optagelse af en telefonisk samtale med direktør i TV 2 Fyn [Direktøren]. [Klager] har i første omgang lyttet til TV 2 Fyn [Direktøren]s gode råd i telefonsamtalen om at lade artiklerne bundfælde, samt tage oplevelsen som en ”mand”. [Direktøren] sagde ligeledes, om [Klager] bare havde forventet gratis reklameværdi. Det havde [Klager] bestemt ikke, tværtimod var det TV 2 Fyn, som henvendte sig til [Klager] og ikke omvendt. [Direktøren] fortalte også, at han ikke rigtig kunne gøre noget ved den beklagelige situation, som [Klager] nu befandt sig i, men erkendte, at TV 2 Fyn så nok ikke havde været klare nok og måtte tage ved lære af det. Det er [Klager]s opfattelse, at [Direktøren] har erkendt, at oplysningsgrundlaget mellem journalisten og [Klager] burde have været mere klart defineret. [Klager] har bemærket, at TV 2 Fyn i svaret til Pressenævnet har lagt meget vægt på udtalelser fra fageksperterne. [Klager] er blevet bekendt med, at [Professor A] også arbejder for medicinalindustrien, herunder lægemiddelvirksomheden [Lægemiddelvirksomheden] og dermed rygestoppillen ”[Rygestoppillen]”. Det kunne tænkes, at [Professor A] måske fortsat har flere kasketter på og derfor affejede [Klager]s behandlingsmetode på dette grundlag. [Klager] har henvist til artiklen ”Hvorfor stemples ærlige læger som korrupte” bragt den 3. februar 2012 på Dagens Medicins netavis dagensmedicin.dk. [Klager] har afslutningsvis bemærket, at det er åbenlyst for enhver, at ingen virksomhed eller person ville medvirke med denne kritiske vinkel, der ligger på de påklagede artikler, og derfor har journalisten naturligvis ikke været ærlig og oplysende om den kritiske vinkel, som [Klager] skulle udsættes for, tværtimod. Som det fremgår af den efterfølgende telefoniske samtale med [Direktøren] har [Indehaveren] fået det meget dårligt psykisk oven på sin medvirken, hvilket dog også beklages af [Direktøren]. [Klager] har samtidig oplevet en øget nedgang i bestillinger og desværre adskillige annulleringer via deres bookingsystem med baggrund i indslaget fra TV 2 Fyn. Det er [Klager]s opfattelse, at de påklagede artikler er ødelæggende for deres klinik og fremstiller deres behandlingsmetode svarende til at købe en lottokupon, hvilket er usagligt. [Indehaveren] er samtidig ikke en medievant person og vil for fremtiden takke pænt nej tak til henvendelser fra medieverdenen, således at [Klager] ikke havner eller sættes i forbindelse med omtale, som de nu desværre har oplevet. Sletning og afindeksering – punkt B. 8 [Klager] har anført, at TV 2 Fyn har afvist deres anmodning om at slette eller afindeksere de påklagede artikler. [Klager] har henvist til, at de ikke ønsker at blive sat i forbindelse med eller fremstå som en rygestopklinik, der bedrager og snyder deres klienter. [Klager] har i over 12 år hjulpet rigtig mange mennesker til et varigt rygestop og ønsker fortsat at kunne udføre deres arbejde uden denne skepsis fra de påklagede artikler. Efter TV 2 Fyns offentliggørelse har [Klager] oplevet, at klienter, som havde planlagt en rygestopbehandling i november og december 2020, har aflyst og annulleret deres behandling hos [Klager] primært på grund af de påklagede artikler, hvoraf det tydeligt fremgår, at klienterne bliver snydt, og at pengene er givet dårligt ud. [Klager] har fået ærlige svar fra klienterne om annulleringen. [Klager] startede klinikken tilbage i 2008, hvor [Medindehaveren], som er uddannet sygeplejerske, og [Indehaveren], som er uddannet rygestoprådgiver, har givet tilfredsstillende behandling og oplevet, at ca. 80 % af klienterne kom på en anbefaling fra tidligere klienter. Desværre oplever [Klager] nu den omfattende og meget negative holdning til deres virksomhed som meget ødelæggende. [Indehaveren] opfatter desuden publiceringerne på TV 2 Fyn som værende ødelæggende for en videre karriere inden for rygestoprådgivning eller anden virksomhed, hvor ens person (fulde navn) ofte ”Googles” inden en eventuel jobsamtale. [Klager] ønsker ikke nogen officiel undskyldning fra TV 2 Fyn, blot at TV 2 Fyn vil slette eller afindeksere artiklerne hurtigst muligt, således de kan genoprette deres renommé som en hidtil seriøs virksomhed, og at [Indehaveren]s person fremover ikke sættes i forbindelse med ”snyd og svindel” af klienter, som har benyttet sig af deres tilbud om seriøs rygestopbehandling. 2.2 TV 2 Fyns synspunkter Forudsætninger for medvirken TV 2 Fyn har afvist, at [Klager] ikke var bevidst om, hvilken vinkel og præmis, der lå til grund for interviewet. TV 2 Fyn har oplyst, at de i november 2020 planlagde en større kampagne omkring sundere livsstil til publicering i forbindelse med den årlige ”Et sundere Syddanmark-kampagne” . Her indgik flere historier om blandt andet spiseforstyrrelser, slidgigt, overvægt og afhængighed, herunder rygning og forsøget på at stoppe med at ryge. I den forbindelse tog TV 2 Fyn i oktober 2020 kontakt til [Indehaveren] fra [Klager] i Odense. Her ønskede TV 2 Fyn at få en case igennem en behandling, men samtidig ønskede TV 2 Fyn at stille kritiske spørgsmål til effekten af alternativ behandling. Den 27. oktober 2020 gennemførte TV 2 Fyn et for-interview med [Indehaveren], hvor han blev præsenteret for en række spørgsmål om blandt andet kritikken af behandlingsmetoden fra flere eksperter samt den manglende videnskabelige evidens. De kritiske kilder blev præsenteret for [Indehaveren]. TV 2 Fyn har henvist til en transskribering af for-interviewet. Af for-interviewet fremgår præsentation af kritikken fra [Professor A], manglende dokumentation af succesrate og præsentation af kritik, der beskriver behandlingen som placebo. TV 2 Fyn har henvist til dokumentdata fra Word, der viser, at transskriberingen af for-interviewet er foregået den 27. oktober 2020 kl. 11:57, som er den samme dag som selve for-interviewet. [Klager] var således fra start informeret om, at TV 2 Fyn også havde tænkt sig at stille kritiske og journalistisk relevante spørgsmål under selve interviewet. Selve interviewet og optagelserne foregik den 4. november 2020. Der blev her stillet kritiske spørgsmål, som [Klager] svarede på. Både før og efter var der hyppig kontakt mellem [Klager] og TV 2 Fyn, hvor TV 2 Fyns journalist [Journalist A] kontinuerligt og redeligt gjorde opmærksom på, hvad historien handlede om, hvad præmissen var og hvilken vinkel, der blev lagt på historien. TV 2 Fyn har som eksempel henvist til TV 2 Fyns mail af 5. november 2020 til [Klager]: ”Hej [Indehaveren] Jeg har læst dine mails, og vi kan godt lige snakke sammen senere. I første omgang får du lige studiet, som jeg netop har fået tilsendt i en mail fra [Professor A], hvor hun skriver: ”Her er Cochrane reviewet, højeste videnskabelige standard, baseret på kontrollerede lodtrækningsstudier. ” Vi kan eventuelt tage et kort interview på fredag vedrørende det nye materiale, du nu kender til. Lad os lige snakkes ved om det senere i dag, når du har tid. Med venlig hilsen [Journalist A] Journalist” Selve det journalistiske produkt – de to påklagede artikler – er i TV 2 Fyns optik redelig, fair og faktabaseret, og de lever til fulde op til TV 2 Fyns standarder og dermed branchens regler for god presseskik. Dette er også meddelt [Klager] i gentagne mailudvekslinger. Som det også fremgår af de påklagede artikler, kommer [Klager] til orde og får lov til grundigt at svare på kritikken, ligesom [Klager]s egen forretningskriterier bliver beskrevet grundigt, idet det fremgår af artiklen ” Eksperter retter skarp kritik: Rygere bliver snydt af rygestopsbehandlinger ”, at klienter, der oplever manglende virkning, kan få en gratis genbehandling: ”- Vi har haft klinikken i tolv år og har fået mange tilbagemeldinger om, at det virker. Desuden får klienterne at vide, at hvis de ikke føler, rygtrangen er væk, eller behandlingen har virket, så skal de straks kontakte os. Og så får de en gratis genbehandling, siger ejeren [Indehaveren] og fortsætter: - Men der er næsten ingen, der vender tilbage. Derfor går vi ud fra, det virker. Men kan grunden til, at de ikke vender tilbage, netop ikke være, at det ikke virker? - Altså, muligheden er der. Selvfølgelig er den det, i kraft af vi ikke følger op på, om de bliver røgfrie som sådan, men jeg synes, at det tilbud, vi fremlægger med, at man kan vende tilbage og få en genbehandling, hvis det ikke virkede. Det er det, vi måler efter. ” Samtidig indeholder artiklen også synspunkter, der bakker klager op i påstanden om, at behandlingen virker. Blandt andet fra [Organisationen]: ”Selvom der måske ikke er videnskabelig evidens for behandlingen, oplever [Klager] stadig, at den virker for deres klienter. Og det kan ifølge [Projektchefen] fra [Organisationen] tilskrives det mentale. - Det handler om mindsettet, som rygeren går ind til det med. Alternative behandlinger tilbyder folk en idé, en tro og et håb om, at nu lykkedes det faktisk. Og den indstilling kan være afgørende for, at det faktisk lykkedes, siger han og fortsætter: - Det er altså ikke direkte den alternative behandling, men indstillingen til rygestoppet, der ændrer sig. ” I artiklen ” Kan elektroder fjerne [Caseperson B]s rygetrang? ” med [Caseperson B] giver hun udtryk for, at behandlingen umiddelbart havde virket, men senere aftog effekten, og hun havde igen lyst til at ryge. Dette er en redelig fremstilling af en case-persons oplevelse. [Klager] har i sin klage også henvist til den videnskabelige undersøgelse, som de baserer deres evidens på. Den er der dybdelinket til i artiklen, så læsere selv kan læse mere og bliver klogere på videnskaben bag. Dette er i TV 2 Fyns optik god presseskik, da læserne dermed kan danne sig egne holdninger. TV 2 Fyn har afvist, at journalisten aldrig svarede fyldestgørende på [Klager]s bekymringsmail. Journalisten vendte tilbage til [Klager] på mail og understregede, at de kunne ringe sammen og tage et ekstra for-interview umiddelbart før interviewet. Altså er [Klager] blevet hørt og har fået mulighed for at komme til orde, men det ændrer ikke på, at præmissen har været klar fra start. Sletning og afindeksering – punkt B. 8 TV 2 Fyn har afvist at slette eller afindeksere de påklagede artikler. Det er TV 2 Fyns opfattelse, at de påklagede artikler fuldt ud lever op til god presseskik. Der har fra begyndelsen været grundig kontakt til hovedkilden [Klager]. Der er gennemført grundigt for-interview, der klart præsenterer de kritiske spørgsmål. Hovedkilden [Klager] er kommet fuldt ud til orde og er citeret korrekt. Case-personen er præsenteret for muligheden for en genbehandling, som [Klager] netop henviser til. Dette har case-person ikke ønsket, hvilket også er gengivet korrekt. Artiklerne har ingen faktuelle fejl og er faktabaserede, nuancerede og oplysende. [Klager]s påstand om, at TV 2 Fyns omtale har skadet deres forretning, har TV 2 Fyn desuden fundet dels udokumenteret og ej heller vægtig nok som en undtagelsesgrund til at slette eller afindeksere artikler fra TV 2 Fyns arkiv. Dækningen og indholdet i artiklerne er – som [Klager] også i den telefoniske dialog inden klagen til Pressenævnet medgav – korrekt, oplysende, faktabaseret og saglig. Den er samtidig vinklet ud fra de journalistiske kriterier, som TV 2 Fyn – som en uafhængig, nyhedsorienteret regionalstation – baserer sit indhold på. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Mads Sandemann, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Forudsætninger for medvirken [Klager] har klaget over, at de medvirker i artiklerne i en anden sammenhæng, end de havde aftalt med TV 2 Fyn. Det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er Pressenævnets opfattelse, at et gyldigt samtykke skal være frivilligt, specifikt og informeret. Det vil sige, at personen ikke må have afgivet sit samtykke under tvang eller pres, ligesom vedkommende skal være vidende om, at der samtykkes til offentliggørelse og være klar over, hvad artiklen omhandler. Pressenævnet bemærker herefter generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de samlede indtryk giver et retvisende billede. Det bemærkes dog generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale. Af artiklen ” Eksperter retter skarp kritik: Rygere bliver snydt af rygestopsbehandlinger” fremgår følgende: ”*Bip* Ultra-svage elektromagnetiske bølger går igennem [Caseperson B]s krop fra det beigefarvede elektrodeapparat, der står på bordet. Hun ligger i den sorte briks med lukkede øjne og håber og tror på, at nu skal hun blive fri fra cigaretterne. For altid. - Jeg er spændt på det. Det skal bare lykkedes denne gang, siger 58-årige [Caseperson B] fra Odense. Og det er da også, hvad elektrodebehandlingen kan ifølge behandleren. Eller den kan i hvert fald fjerne den fysiske trang til nikotin i løbet af halvanden time. Det sker ved, at elektroimpulserne får nikotinreceptorerne til at trække sig sammen, så rygetrangen helt forsvinder. Men den – og flere andre alternative behandlinger mod rygning som hypnose og akupunktur – kritiserer flere forskere. - Behandlerne må jo tro på, at deres behandling virker, så det er ikke, fordi de snyder brugerne bevidst. Men brugerne bliver snydt, for der er ikke evidens for, at det virker, siger [Professor A], der er professor i tobaksforebyggelse ved [Universitetet] og ansat på [Centret]. Hun fortsætter: - Der er ifølge flere studier hverken evidens for, at akupunktur, hypnose eller elektrostimulation har effekt for rygestop. - Det lyder næsten utroligt og lidt for godt til at være sandt. Jeg har en Ph.d. i kemi og bioteknologi, og ja, det lyder som en god historie, tilslutter [Projektchefen] sig. Han er projektchef for tobaksforebyggelse i [Organisationen]. Der findes ikke mirakelkure Ejeren af elektrodebehandlingen i Odense og Svendborg [Indehaveren] slår dog fast, at hans behandling virker og har en effekt. Han påpeger også, at det ikke er en mirakelkur, da der efterfølgende kræves grundig rådgivning for at få den psykiske afhængighed væk. Men han står fast ved, at behandlingen virker. - Vi har haft klinikken i tolv år og har fået mange tilbagemeldinger om, at det virker. Desuden får klienterne at vide, at hvis de ikke føler, rygtrangen er væk, eller behandlingen har virket, så skal de straks kontakte os. Og så får de en gratis genbehandling, siger ejeren [Indehaveren] og fortsætter: - Men der er næsten ingen, der vender tilbage. Derfor går vi ud fra, det virker. Men kan grunden til, at de ikke vender tilbage, netop ikke være, at det ikke virker? - Altså, muligheden er der. Selvfølgelig er den det, i kraft af vi ikke følger op på, om de bliver røgfrie som sådan, men jeg synes, at det tilbud, vi fremlægger med, at man kan vende tilbage og få en genbehandling, hvis det ikke virkede. Det er det, vi måler efter. [Professor A] påpeger også, at flere undersøgelser viser, at man typisk ikke vender tilbage, hvis man har oplevet, at en rygestopbehandling ikke virker. Fordi det er forbundet med så meget skam, at det ikke lykkedes. Hun opfordrer danskerne til at være varsomme med de alternative behandlinger. - Hvis man ser noget, der er for godt til at være sandt, så er det ofte det. Man skal virkelig være varsom med at lade sig snyde. Man skal ikke lade sig friste af mirakelkure, for der er ingen nemme veje til et rygestop, siger hun og tilføjer: - Det er trist, at folk spilder deres penge på det, i stedet for at gå derhen hvor der er videnskabelige beviser. - Vi har videnskabelige beviser Men [Indehaveren] mener netop, at hans klinik er understøttet af videnskabelige beviser. - Vi har bevis i form af en undersøgelse fra 2009 fra Stony Brook University, der viser, at godt 60 procent er røgfrie efter et år med denne behandling, forklarer [Indehaveren]. Den undersøgelse afviser [Professor A] dog som dokumentation, da det ikke er tilfældigt udvalgte forsøgspersoner, og der ikke er en kontrolgruppe, der ikke får behandlingen. Dermed har man ikke noget at sammenligne med, mener hun. - Undersøgelsen ser videnskabelig ud, men det er rent bedrag, siger hun og fortsætter: - Man skal bruge lodtrækningsstudier, hvor man sammenligner med en ’placebo’-form for behandling for at måle effekten. Og der viser studier med tilfældigt udvalgte personer, at de, der fik den rigtige elektrodebehandling og de, der fik ’snyde’-behandlingen, opnåede de samme resultater. Det er ikke selve behandlingen, der virker Selvom der måske ikke er videnskabelig evidens for behandlingen, oplever [Klager] stadig, at den virker for deres klienter. Og det kan ifølge [Projektchefen] fra [Organisationen] tilskrives det mentale. - Det handler om mindsettet, som rygeren går ind til det med. Alternative behandlinger tilbyder folk en idé, en tro og et håb om, at nu lykkedes det faktisk. Og den indstilling kan være afgørende for, at det faktisk lykkedes, siger han og fortsætter: - Det er altså ikke direkte den alternative behandling, men indstillingen til rygestoppet, der ændrer sig. [Projektchefen] er generelt meget positiv over, der findes alternative behandlinger på markedet over rygestopbehandlinger. Hos dem har man nemlig en tid og ro, som kan have betydning for rygestoppet. - Mens behandlingen er i gang, får man opmærksomhed fra terapeuten. De spørger ind til, hvad motivationen er. På den måde bliver behandleren en form for rådgiver, som er med til at styrke ens mulighed for at blive røgfri, siger [Projektchefen]. Dog mener han stadig, at behandlerne skal være ærlige omkring, hvilken vare kunden kan forvente at få for pengene. - Jeg synes, det er vigtigt, at behandleren er ærlig om, at der ikke er nogen videnskabelig evidens for det. Kunden skal vide, at det er lidt ligesom at købe en lottokupon. Det er ikke sikkert, der er gevinst hver gang, men der er en chance for at blive røgfri, siger han. ” Af artiklen ”Kan elektroder fjerne [Caseperson B]s rygetrang? ” fremgår følgende: ”Over 40 år har 58-årige [Caseperson B] røget cigaretter. Men det skal være slut nu. Derfor prøvede hun onsdag en elektrodebehandling hos [Klager] i Odense. Og reaktionen efter den halvanden times behandling var klar. - Jeg har det godt. Jeg er vildt afslappet, og jeg har ikke lyst til en smøg, siger [Caseperson B]. Og dermed har behandlingen umiddelbart levet op til, hvad den lover. Ifølge klinikken fjerner behandlingen den fysiske nikotintrang, ved at elektromagnetiske impulser får nikotinreceptorerne til at trække sig sammen. Efter 12 timer skulle den fysiske trang så være helt væk. Følelsen er helt væk [Caseperson B]s reaktion var klar, da hun trådte ud af behandlingslokalet, men hvordan ser det ud efter de tolv timer? - Følelsen fra starten er helt væk. Jeg har den største lyst til at ryge. Jeg har det af helveds tid - hold kæft jeg har det skidt, siger [Caseperson B] og fortsætter: - Jeg ved ikke, hvorfor min trang var væk lige efter behandlingen. Om det var, fordi jeg var oppe at køre. Så overspændt. Jeg ved det ikke. Inden behandlingen tømte [Caseperson B] lageret af cigaretter hjemme i huset i Odense, så hun har slet ikke mulighed for at falde i, som hun siger. Derfor har hun også holdt det længste rygestop nogensinde. - Det er første gang, jeg har holdt mig fra smøger så længe. Det har jeg sgu aldrig prøvet før. Men jeg tør ikke engang køre ned på tanken efter min pakke, fordi jeg er bange for, jeg køber cigaretter. Den fysiske trang er hun dog slet ikke i tvivl om, at hun stadig har. - Det er ikke bare vanen, det er ligeså meget selve nikotintrangen. Det er jeg sikker på. Jeg føler stadig den fysiske trang til en cigaret. - Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg blev tilbudt en cigaret af en ven, eller hvis jeg fandt en herhjemme, så ville jeg ryge den. Kæmper videre [Klager] siger, at man endelig skal vende tilbage, hvis behandlingen ikke virker. - Vi siger til vores klienter, at de skal vende tilbage med det samme, hvis de følger, at rygetrangen er tilbage. Og så kan de få en gratis genbehandling, siger ejer af [Klager] [Indehaveren]. Men det har [Caseperson B] ikke lyst til. - Jeg tænker, det vil være lidt spild af tid, når det ikke virkede første gang. Hun vil i stedet kæmpe videre selv. Hun har bestilt en e-cigaret uden nikotin på nettet, som hun håber når frem, så hun kan se, om det kan hjælpe med at stille lysten. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Indehaveren] frivilligt lod sig for-interviewe om [Klager] telefonisk den 27. oktober 2020 af TV 2 Fyn. Nævnet lægger endvidere til grund, at [Indehaveren] herefter lod sig interviewe den 4. november 2020 af TV 2 Fyn. Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at TV 2 Fyn forud for offentliggørelsen burde have gjort mere for at sikre sig, at [Indehaveren] havde forstået, i hvilken sammenhæng hans udtalelser ville indgå. Nævnet har lagt vægt på, at [Indehaveren] forud for offentliggørelsen blev præsenteret for artiklernes emne og den overordnede kritik vedrørende [Klager]s behandlingsmetode mod rygning, herunder den manglende videnskabelige evidens, samtidig med, at de fik lejlighed til at forholde sig til kritikpunkterne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at [Klager]s synspunkter tydeligt kommer til udtryk i artiklerne, herunder at behandlingen ifølge klinikken virker og har en effekt, at klinikken er understøttet af videnskabelige beviser, og at det ikke er en mirakelkur, da der efterfølgende kræves grundig rådgivning for at få den psykiske afhængighed væk, ligesom det i artiklerne korrekt er gengivet, at klienterne kan få en gratis genbehandling, hvis de ikke føler, rygtrangen er væk, eller behandlingen har virket. Nævnet udtaler ikke kritik. Sletning og afindeksering – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at TV 2 Fyn har afvist deres anmodning om at slette eller afindeksere de påklagede artikler. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Artiklerne indeholder kritisk omtale af alternative behandlingsmetoder mod rygning, herunder [Klager]s elektrodebehandling. Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklerne fra 2020 på TV 2 Fyns netavis tv2fyn.dk, som angår forhold i relation til [Klager]s virksomhed som alternativ behandlingsklinik, ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager]. Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat har klar almen interesse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af TV 2 Fyn for at have afvist anmodningen om sletning eller afindeksering. Afgjort den 11. maj 2021

Versioner

  1. 2021-05-15