Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0617

GældendeVersion 2021-05-15
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9335@2021-05-15/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0617

TV 2 Øst skal ikke slette artikel om civil retssag fra 2010 I en artikel bragt i 2010 omtalte TV 2 Øst en retssag, som en person, der tidligere var kommunal ansat, havde anlagt mod kommunen. Af artiklen fremgik, at personen tabte retssagen, og at sagen havde kostet kommunen ca. 440.000 kr. Personen klagede til Pressenævnet over, at TV 2 Øst havde afvist at slette artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at personen selv havde anlagt retssagen mod kommunen, og at personen siden offentliggørelsen havde skiftet efternavn og dermed umiddelbart ikke var identificerbar i artiklen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at TV 2 Øst har afvist hendes anmodning om at slette artiklen ” Dyr retssag for borgerne i [Byen] ”, som blev bragt af TV2 Øst på netavisen tv2east.dk den 11. december 2010, idet hun mener, at god presseskik derved er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel TV 2 Øst bragte den 11. december 2010 artiklen ” Dyr retssag for borgerne i [Byen] ” på netavisen tv2east.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”[Kommunen] har sammenlagt betalt advokat [Advokaten] godt en million kroner i advokatbistand i forbindelse med den såkaldte mobbe-sag fra [Skolen] i [Byen]. Det skriver DAGBLADET Køge. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Den tidligere lærer [Klager] mente, at hun blev mobbet, fordi hun ikke fik skriftlig bekræftelse på sin fastansættelse på skolen. Men hun tabte sagen i både byret og landsret, og hun blev tilmed dømt til at betale 145.000 kroner i sagsomkostninger til [Kommunen]. At hun valgte at anke til landsretten kostede [Kommunen] cirka 440.000 kroner af den samlede regning, skriver DAGBLADET Køge. ” Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra [Klager] modtaget kopi af brev af 18. oktober 2006 fra [Kommunen]. Af brevet fremgår: ”Den 10. oktober 2006 afholdt du et møde med borgmester [Borgmesteren], hvor du orienterede om, at du ønsker følgende: 1. Erstatning på 10.000,- kr. for manglende ansættelsesbrev 2. En undskyldning fra [Skolen]s ledelse for dårlig behandling m.v. 3. At [Skolen] under din tilstedeværelse erkender, at skolen har handlet forkert og i uoverensstemmelse med loven Borgmesteren har bedt Personalekontoret om at undersøge sagen, og vi skal på den baggrund oplyse følgende: Ad 1 Du blev ansat som vikar ved [Skolen] i perioden 1. august 2004 – 31. juli 2005. Dette blev meddelt dig ved ansættelsesbrev af 6. juli 2004. [Skolen] meddeler herefter i brev af 21. juni 2005 til personalekontoret, at du overføres fra en tidsbegrænset stilling til en tidsubegrænset stilling til med virkning fra 1. august 2006. Det er korrekt, at dette først bliver meddelt dig på skrift i brev af 29. august 2006 fra Personalekontoret. Her beklages den sene skriftlige tilbagemelding, ligesom der henvises til det tidligere udstedte ansættelsesbrev, som fortsat er gældende. [Kommunen] finder ikke grundlag for ydelse af erstatning på 10.000,- kr. Arbejdsmarkedets parter tager i givet fald endelig stilling til, om der kan ydes erstatning. Ad 2 og 3 [Kommunen] skal fortsat beklage, at dit ellers fine ansættelsesforløb ved [Skolen] blev afsluttet på en måde, hvor du ikke føler dig godt behandlet. Imidlertid betragter vi herfra sagen som afsluttet, idet du i brev af 20. marts 2006 selv har opsagt din stilling, og i overensstemmelse med denne opsigelse er fratrådt med udgangen af juni måned 2006. Med venlig hilsen [Sekretariatschefen] Sekretariatschef [Personalekonsulenten] Personalekonsulent” Nævnet har fra [Klager] endvidere modtaget kopi af dokument fra [Kommunen] med titlen ”Dokumentation for ansættelse”. Dokumentet er dateret 29. juni 2006. Af dokumentet fremgår det, at [Klager] har ansættelsesstatus ”05 – Vikaransættelse” hos [Skolen]. Nævnet har fra [Klager] endelig modtaget kopi af dokument fra [Kommunen] af 29. marts 2006. Af dokumentet fremgår følgende: ”Fastansættelse 1. august 2005 Efter indstilling fra skoleledelsen bekræftes herved, at du med virkning fra den 1. august 2005 overgik til fastansættelse som lærer ved [Kommunen]. Du skal indtil videre arbejde ved [Skolen] i [Byen]. Øvrige løn- og ansættelsesforhold er uændrede. Vi skal beklage den sene skriftlige tilbagemelding herfra på din fast-Ansættelse. Med venlig hilsen [Sekretariatschefen] Sekretariatschef [Personalekonsulenten] Personalekonsulent” Den 8. december 2020 rettede [Klager] henvendelse til TV 2 Øst med anmodning om sletning af artiklen. TV 2 Øst afviste den 10. december 2020 [Klager]s anmodning. [Klager]s klage over TV 2 Østs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 16. februar 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Sletning – punkt B. 8 [Klager] har anført, at TV 2 Øst har afvist hendes anmodning om at slette artiklen. [Klager] har henvist til, at artiklen omhandler en sag, der ligger over 11 år tilbage, og at TV 2 Øst i artiklen refererer fra sn.dk. [Klager] har hertil anført, at sn.dk, der er primærkilden til oplysningerne, har slettet deres artikler på grund af urigtige oplysninger. [Klager] har endvidere anført, at det ikke er korrekt, at hun tabte sagen i byretten og landsretten mod [Kommunen], som det fremgår af artiklen. Sagen omhandlede spørgsmål om dels manglende ansættelsesbrev, dels mobning. [Klager] tabte alene den del af sagen, der vedrørte mobning, men vandt forholdet om manglende ansættelsesbrev, og hun fik en erstatning på 10.000 kr. Sagen er anerkendt som en mobningssag hos Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bisbjerg Hospital, men [Kommunen]s advokat [Advokaten] kæmpede for, at rapporten ikke måtte bringes med i landsretten, da den ikke var færdig til byretten, hvilket medførte, at hun ikke fik medhold i påstanden om mobning ved landsretten. [Klager] har navnlig henvist til, at artiklerne ødelægger hendes liv, særligt hendes arbejdsliv. [Klager] har en fireårig læreruddannelse med fire linjefag, udelukkende gode papirer og gode udtalelser. Alligevel har hun i alle sine arbejdsår fra lærere og pædagoger måtte høre om den gamle sag på nye arbejdspladser. [Klager] har oplyst, at hun har modtaget print i sit dueslag med skældsord skrevet henover, og at hun har meldt sig ud af Danmarks Lærerforening, da de ikke hjalp hende, selv om hun var medlem i hele perioden frem til, at hun stoppede på [Skolen]. [Klager] har været en dygtig og meget vellidt lærer blandt elever, forældre og af dygtige lærere, men hun har fra lærere, der mener, at Danmarks Lærerforening er ”gud”, været hadet og er blevet chikaneret, når de har fundet ud af, at hun ikke var medlem. Hun arbejdede fuld tid frem til september 2017, og hun blev i december 2019 bevilliget et flexjob, men hun kan ikke få arbejde på grund af omtalen. [Klager] er tilknyttet jobcenteret, som ifølge [Klager] kender til sagen og er klar over, at omtalen har belastet hele hendes arbejdsliv. [Klager] har videre anført, at hun har måtte slette ”[Efternavnet]” som efternavn i et forsøg på at undgå personforfølgelse i arbejdsrelationer og i private sammenhænge. [Klager] har endvidere anført, at det aldrig kan blive hendes skyld, at [Kommunen] brugte over en million kr. på advokatudgifter, fordi hun anlagde sagen. [Klager] har som borger i et retssamfund ret til at gå til domstolene. [Kommunen] fik masser af muligheder for at lukke sagen, og de opfordrede [Klager] til at gå til retten, da hun igen tilbød dem at få sagen lukket. [Klager] har yderligere oplyst, at hun i 2007 fik en revalidering af [Kommunen]s daværende borgmester [Borgmesteren] i et forsøg på at lukke munden på hende vedrørende de syge arbejdsforhold, der var på den skole, hvor [Klager] var ansat. Hun er den eneste person i Danmark, som har fået en revalidering uden lægehenvisninger eller anden årsag end et krav om en revalidering direkte givet til en siddende borgmester på grund af manglende ansættelsesbrev, dårlige arbejdsforhold osv., uden nogen sagsbehandler, som revaliderede hende. [Klager] har endelig anført, at sn.dk og TV 2 Lorry har slettet artikler med samme omtale, hvorfor TV 2 Øst også bør slette artiklen. 2.2 TV 2 Østs synspunkter Sletning – punkt B. 8 TV 2 Øst har afvist, at der er grundlag for at slette artiklen. TV 2 Øst har anført, at der er tale om en historie fra 2010, hvor TV 2 Øst kort citerer DAGBLADET Køge for omtale af en retssag, som [Klager] tabte i såvel byret som landsret. TV 2 Øst fandt historien relevant, idet den blev dyr for [Klager] i almindelighed og dyr for [Kommunen] i særdeleshed. TV 2 Øst har endvidere anført, at alle oplysninger i artiklen er korrekte og er af sådan en karakter, at det ikke giver anledning til, at TV 2 Øst fraviger sit princip om ikke at slette nyhedsartikler, medmindre særdeles tungtvejende grunde taler for en fjernelse. Det er der ikke tale om i den aktuelle sag. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Mads Sandemann, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Sletning – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at TV 2 Øst har afvist at slette artiklen ” Dyr retssag for borgerne i [Byen] ”. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvis, at [Klager] efter offentliggørelsen af artiklen i 2010 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik. Artiklen indeholder omtale af en retssag fra 2010 mellem [Klager] og [Kommunen]. Artiklen omtaler, at [Klager] tabte sagen i både byret og landsret, og at hun blev dømt til at betale 145.000 kr. i sagsomkostninger til [Kommunen]. Artiklen omtaler endvidere, at det kostede [Kommunen] 440.000 kr., og at [Klager] ankede sagen til landsretten. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at den omtalte retssag vedrørte manglende ansættelsesbrev samt forhold om mulig mobning. Parterne har givet modstridende forklaringer om, hvorvidt [Klager] tabte alle forhold i retssagen. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige. Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2010 med omtale af en retssag mellem [Klager] og [Kommunen] indeholder oplysninger, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager]. Pressenævnet finder, at indholdet af artiklen ” Dyr retssag for borgerne i [Byen] ” fra 2010, fortsat har offentlig interesse. Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere TV 2 Øst for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning af artiklen. Hertil kommer, at der er tale om en civil retssag, som [Klager] anlagde mod [Kommunen], samt at [Klager] siden offentliggørelsen har skiftet sit efternavn, og at hun dermed umiddelbart ikke er identificerbar i artiklen. Afgjort den 11. maj 2021

Versioner

  1. 2021-05-15