Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

GældendeVersion 2021-06-09
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9424@2021-06-09/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold

J.nr. 19-1523 En kvinde var ansat i en fleksjobstilling i den indklagede virksomhed med flere forskellige skånehensyn i forhold til bevægeapparatet. Kvinden havde været i fleksjob siden 2004. I perioden fra den 9. januar 2017 til den 8. maj 2017 var kvinden fuldtidssygemeldt som følge af en knæoperation. Hun blev herefter afskediget med henvisning til 120-sygedages reglen. Ud fra sagens oplysninger lagde nævnet til grund, at virksomheden frem til kvindens sygemelding løbende havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. På denne baggrund lagde nævnet til grund, at kvindens sygemelding fra den 9. januar 2017 og frem til opsigelsen den 8. maj 2017 (og i opsigelsesperioden) var begrundet i knæoperationen, og at behovet for en knæoperation ikke skyldtes virksomhedens manglende overholdelse af sin tilpasningsforpligtelse. I den situation kunne virksomheden medregne sygedagene i forbindelse med knæoperationen til opfyldelse af 120-sygedages reglen. Nævnet henviste i den forbindelse til EU-domstolenes afgørelser i C-397/18 Nobel Plastique Iberica og C-385/11 Ring og Skouboe Werge. Kvinden fik derfor ikke medhold i sin klage.

Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en medarbejder ansat i fleksjob i supportgruppen hos den indklagede virksomhed. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin fleksjobstilling. Sagsfremstilling Klager blev ansat hos den indklagede virksomhed den 5. februar 1990. I løbet af 2004 udarbejdede klagers bopælskommune en ressourceprofil på klager, hvori følgende blev konkluderet om klagers helbredstilstand: ”… [Klager] har kronisk smertesyndrom i bækkenet i efterløbet af svær bækkenløsning. Endvidere har hun rygsmerter og slidgigt i begge knæ, mest det venstre. … [Klager] er nu så helbredsmæssigt begrænset, at hun ikke længere magter at varetage de samme arbejdsopgaver som tidligere og hun magter ej heller at arbejde fuld tid. Det er vurderingen, at [klager] vil kunne varetage arbejdet samt være optimalt placeret i supporten i [indklagede] ca. 20 timer ugentligt med de arbejdsopgaver og særlige skånehensyn der har været i arbejdspraktikken. Det er vurderingen, at revalidering ikke længere er realistisk og at det er afklaret og beskrevet at det optimale for [klager] vil være et særligt tilrettelagt ansættelsesforhold - fleksjob - i supportgruppen i [indklagede]. Der kan her tages de nødvendige skånehensyn i forhold til de helbredsmæssige begrænsninger og [klager] har her mulighed for anvende sine ressourcer og kvalifikationer. ” Med virkning fra den 1. april 2004 tiltrådte klager i en fleksjobstilling i supportgruppen hos den indklagede virksomhed. Af ansættelsesaftalen fremgår følgende om klagers arbejdsforhold: ” Aftalevilkår Arbejdstageren ansættes i en stilling på 35,52 timer, men erhvervsevnen vurderes pt. nedsat med 50%. Den nedsatte erhvervsevne kommer generelt til udtryk ved, at den ansatte ikke må udsættes for fysisk belastning af nogen art. Det er centralt, at [klager] i det daglige arbejde har mulighed for pauser efter behov, samt varierede arbejdsstillinger med mulighed for at gå stå og sidde. Arbejdet skal derfor tilrettelægges og udføres på en måde, som er foreneligt med [klager]s begrænsninger. Den reelle ugentlige arbejdstid udgør i gennemsnit 20 timer ugentligt efter rotationsplan. På grund af de helbredsmæssige forhold må aftenvagter ikke indgå i vagtrotationen. ” I november 2016 orienterede klager den indklagede virksomhed om sin forestående knæoperation. Klager blev herefter den 9. januar 2017 opereret i knæet. Klager har oplyst, at der var en forventet sygemelding på 12 uger og minimum 8 uger. Indklagede har oplyst, at klager alene meddelte en forventet sygemelding på 8 uger. Ved attest til sygedagpengeopfølgning af 27. februar 2017 blev klager som følge af sin knæoperation sygemeldt i en uvis periode. Ved e-mail af 28. marts 2017 oplyste klager følgende til den indklagede virksomhed: ”… Var til check idag på [hospital], og de er fortsat tilfreds med udviklingen. Jeg går jo stadig med krykker, hvilket var forventeligt, som de sagde og mit knæ er meget(! ) hævet, rødt og irriteret - også forventeligt og kan fortsætte op til et halvt år (eller mere [smiley] Desværre også en del smerter, men der er jo også noget af en udfordring ifht bækkenet. …” Ved e-mail af 17. april 2017 oplyste klager, at det stadig gik langsomt, og at det føltes som om, at hendes knæ og bækken modvirkede hinanden. Hun forventede derfor ikke at kunne genoptage sit arbejde den 30. april 2017. Den 1. maj 2017 afholdte klager og den indklagede virksomhed en samtale, hvor klagers fravær blev drøftet. Indklagede har for nævnet oplyst, at klager ikke ønskede at drøfte alternative placeringsmuligheder, og at klager ikke havde et bud på, hvornår hun kunne genoptage arbejdet. Klager har for nævnet oplyst, at hun meddelte, at hun forventede at genoptage sit arbejde tre uger senere med langsom opstart. Der foreligger ikke et referat fra mødet. Ved brev af 8. maj 2017 blev klager afskediget. Ifølge afskedigelsesbrevet var begrundelsen: ”Idet vi kan konstatere, at du har haft 120 dages sygefravær inden for de sidste 12 måneder, opsiges du, ref. telefonsamtale med Product Manager [navn], pr. dags dato, fra din stilling som IRR Supporter i [indklagede] med 6 måneders varsel (jf. 120 dages-reglen), således at din sidste ansættelsesdato er 30. november 2017. … Du er sygemeldt i opsigelsesperioden. …” Den 14. juni 2017 sendte indklagede i samarbejde med klager en ansøgning til indklagedes pensionsselskab om varige ydelser til klager. Den 17. juli 2017 udarbejdede klagers læge en generel helbredsattest for hende. Følgende fremgår heraf: ” 1. Sygehistorie … Aktuelle klager: 1: bilat. knæsmerter. Lang knæanamnese med bilat. flytning af patellasene, påvist artrose og meniskskade. Debuterede med forreste knæsmerter i ca. 12-13-årsalderen. Fra ca.77-80 blev pt. opereret flere x i begge knæ på [navn] Sygehus (Hausers operation). Der var ingen effekt af indgrebene. Fra ca. 83 var pt. på RH og der blev foretaget borehuller i knæskallerne, også uden virkning og efterfølgende har pt. måttet leve meddet. Total alloplastic hø knæ fra 9. jan i år. Det går meget langsomt fremad, knæet er fortsat meget hævet, tolket af ort kir som langvarig synovit. Kan kun genoptræne meget sparsomt, både pgra smerter og hævelse og pgra vanlige bækkensmerter. Afsluttet fra den kommunale genoptræning. Ve. knæ er ligeledes artrotisk og der er planlagt alloplastic der også, når generne fra bækken og hø knæ tillader det. Der er intermitterende aflåsninger i ve. knæ. 2: Bækkenløsning forbigående ved 1. graviditet, men stationært siden 2. graviditet med fødsel i 1994. Tildelt flexjob pgra bækkensmerter. Har konstante smerter i bækkenet fra korsbenet, især gående/stående- især stående stille, hvilket hun helst undgår. Kan gå 1-200 meter, lidt længere hvis hun presser sig smertemæssigt. Især "skæve bevægelser" gør ondt. Har forsøgt diverse behandlinger: træning, fysioterapi, blokader. Intet med blivende effekt. Kan kun lave ganske lette huslige aktiviteter. Smerterne i knæ og bækken svinger over tid, og kan forværre hinanden. 3: Spredte smerter i bevægeapparatet, skuldre, albuer, albuer. 4. Træthed, skal hvile efter aktivitet. 5. Dårlig nattesøvn, vågner efter 3-4 timer og ved bevægelser, får smerter ved at ligge i samme stilling, kan ikke ligge på ryggen aht bækkenet og venstre skulder gør ondt i ve sideleje. 6. Intermitterende hjertebanken. Er i behandling for hypertension. Således kronisk smertepatient med smerter i hele bevægeapparatet, men især bækken og knæ, er i medicinsk behandling med nogen effekt. Øges dd. i Gabapentin, er henvist til smerteklinik. Er trist og i antidepressiv behandling. Er tildelt flexydelse på 50%, som tilstanden er aktuelt kan hun ikke genoptage arbejde og har den sidste tid op til knæoperationen været for anstrengt af jobbet og mener selv det mest realistiske er pensionering. … 6. Prognose . . . Man kan håbe på en langsom bedring i det opererede knæ, men det vil formentlig ikke blive fuldt funktionsdygtigt. Bækkensmerterne skønnes stationære, men kan blive forværret af de dårlige knæ. Afventer operation af det venstre knæ også. 7. Forslag til socialmedicinske behandlingsmuligheder … Det skønnes, at pt. ikke bliver arbejdsfør i et omfang der gør , at hun kan vende tilbage på flexjob under vanlige betingelser. …” I et tillæg til ovenstående generelle helbredserklæring skrev klagers læge følgende: ”I forbindelse med generel helbredserklæring har undertegnede benyttet vendingen: "Det skønnes, at pt. ikke bliver arbejdsfør i et omfang der gør, at hun kan vende tilbage på flexjob under vanlige betingelser". Vendingen er uheldig, idet det er meget tvivlsomt, om hun vil kunne arbejde overhovedet. ” Den 31. august 2017 blev klager undersøgt på en smerteklinik. Om klagers helbred blev følgende konkluderet: ”… Vurdering Pt. med kroniske smerter med sensibilisering af nervesystemet. Primært smerter i knæ og bækken, men de seneste år smertespredning til resten af kroppen. Talrige knæoperationer uden effekt på smerter. … Pt.s smertetilstand bevirker en væsentlig nedsættelse af pt. ’s mulighed for deltagelse og en væsentlig nedsættelse i pt. ’s livskvalitet. … Psykologfaglig vurdering [Klager] har presset sig selv udover grænserne for sine ressourcer for at klare fleksjobbet og det har haft for store omkosninger i forhold til samvær og nærvær med børn og i socialt liv i det hele taget. …” Den 16. oktober 2017 sendte indklagede i samarbejde med klager en ansøgning til klagers bopælskommune med anmodning om at indlede en sag om førtidspension. Klager blev siden tilkendt førtidspension. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. januar 2019. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Parternes bemærkninger Klager påstår, at afskedigelsen af hende var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap, idet indklagede ikke ønskede at have en medarbejder ansat i fleksjob. Klagers mål med klagen er, at hun kan bibeholde visse personalegoder med status som pensionist og modtage en behørig kompensation efter 27 år som ansat hos indklagede. Klager reagerede først to år efter afskedigelsen, fordi den var uventet og uforståelig. Det var klagers opfattelse, at indklagede ville forsøge at tilpasse arbejdsopgaverne, men i stedet blev hun afskediget. Klager fik dermed ikke den samme behandling som andre langtidssygemeldte hos indklagede. Handicap Klager havde fysiske begrænsninger i form af sine bækken- og knælidelser. Klager var derfor handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Klagers knæ- og bækkenlidelse påvirker hinanden gensidigt. Hendes fleksjob var således begrundet i både knæ- og bækkenlidelsen. Klagers sygefravær efter knæoperationen var således også begrundet i bækkenlidelsen. Indklagedes lægelige henvisninger må være indhentet efter afskedigelsen, idet disse ikke fremgik af klagers personalemappe. Tilpasning Indklagede udnyttede situationen til at afskedige en ansat i fleksjob. Der blev på intet tidspunkt åbnet en mulighed for klager til at vende tilbage på andre vilkår. Klager blev afskediget inden indklagede forsøgte eller drøftede eventuelle tilpasningsforanstaltninger. Indklagede tilbød ikke klager at starte op med delvis sygemelding. Hun blev heller ikke tilbudt omplacering. Det anfægtes derfor, at hun ikke var kompetent, egnet og disponibel. En del af klagers kollegaer havde over 120 sygedage uden at blive opsagt. I disse tilfælde forsøgte den indklagede virksomhed at lave forskellige løsningsmodeller for at få kollegaerne tilbage i arbejde. Indklagede burde have udvist større tålmodighed med klagers fravær, idet indklagede var bekendt med hendes kroniske smertesyndrom. Allerede på mødet den 1. maj 2017 havde indklagede besluttet at afskedige klager, da de ikke forlængede hendes adgangskort. Adgangskortet udløb den 18. juni 2017, og hun anmodede om fornyelse heraf den 1. maj 2017. Dette indikerede, at klager ønskede at vende retur til arbejdet i juni 2017. Indklagede sendte aldrig rekvisitionen på nyt adgangskort. Klager bestrider, at der ikke var udsigt til, at hun kunne vende tilbage til arbejdet. Klager meddelte ved møde den 1. maj 2017, at det var realistisk for hende at genoptage arbejdet i juni 2017. Klager var derfor disponibel. Klager bestrider, at hun meddelte et forventet sygefravær på 8 uger efter knæoperationen som ellers påstået af indklagede. Klager forventede en sygemelding på minimum 8 uger, men mest sandsynligt 12 uger. Hendes bækken var den ubekendte faktor, der påvirkede genoptræningen negativt. Det bestrides, at indklagede tilbød omplaceringsmuligheder. Det var klager selv og dennes tillidsrepræsentant, der bragte det på banen. På mødet den 1. maj 2017 foreslog klager en omplacering til supportens back up funktion eller billetmanifestering. Det er ikke rigtigt, at disse opgaver ikke kunne udskilles til separat arbejde, da dette skete dagligt. Klagers e-mail 28. marts 2017 kan ikke, som påstået af indklagede, opfattes som en tilkendegivelse om forventet sygefravær. Indklagede har ikke dokumenteret, at klager ikke er egnet, kompetent og disponibel. Klager stod til at vende retur til den stilling, som hun hidtil havde passet uden problemer. Klagers fleksjob kunne være besværligt for ledelsen i forhold til planlægningen. Indklagede påstår frifindelse. Afskedigelsen af klager var sagligt begrundet i hendes sygefravær efter knæoperationen i januar 2017 samt i, at der på afskedigelsestidspunktet ikke var udsigt til, at hun kunne vende tilbage til arbejdet inden for rimelig tid. Der er ikke grundlag for at tildele godtgørelse, og klager kan ikke tildeles billetteringsrettigheder efter forskelsbehandlingsloven. Handicap Følgerne af klagers knæoperation var på afskedigelsestidspunktet ikke langvarige eller varige, hvorfor disse ikke havde karakter af et handicap. Indtil knæoperationen i 2017 var klagers sygefravær ikke forhøjet i sammenligning med andre medarbejdere. Etableringen af klagers fleksjob i 2004 gjorde således op med de skånebehov, som klager havde som følge af sin lidelse i bækkenet. Såfremt nævnet finder, at der var tale om et handicap, gøres det gældende, at klager ikke var egnet, kompetent og disponibel til at genoptage arbejdet, og at der ikke var udsigt til, at klager ville kunne genoptage arbejdet inden for rimelig tid. Faktiske omstændigheder Afskedigelsen var ikke begrundet i klagers bækkenlidelse eller klagers fleksjob. Tilpasning På afskedigelsestidspunktet vurderede indklagede, at klager ikke ville kunne genoptage arbejdet inden for rimelig tid på baggrund af den løbende dialog mellem klager og indklagede samt drøftelserne ved mødet den 1. maj 2017. Indklagede var nødsaget til at afskedige klager, idet der på mødet den 1. maj 2017 ikke var udsigt til, at klager ville kunne genoptage sit arbejde inden for rimelig tid. På mødet den 1. maj 2017 var klager meget lidt villig til at indgå i dialog. De af klager fremlagte omplaceringsmuligheder indgår som en integreret del af andre jobs, hvorfor disse ikke kan udskilles. Ved afskedigelser grundet længerevarende sygefravær foretager indklagede altid en konkret vurdering af udsigten til, at medarbejderen genoptager arbejdet. I forhold til klager var det udslagsgivende, at sygefraværet var langvarigt, og at der ikke var udsigt til, at hun kunne genoptage sit arbejde. I sin e-mail af 28. marts 2017 gav klager selv udtryk for hendes forventede sygefravær. Ligebehandlingsnævnet har i tidligere afgørelser fastslået, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling, når medarbejderen på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling. Der henvises til kendelse 9787 af 7. juni 2017. Forskelsbehandlingsloven fastsætter ikke en pligt til at indhente lægelig dokumentation, inden arbejdsgiver skrider til afskedigelse. Klagers bemærkninger om adgangskort er ikke relevante for sagen om afskedigelse. I fratrædelsesperioden bistod indklagede klager med at søge ydelser fra virksomhedens forsikringsselskab og med at indgive ansøgning om førtidspension. Klager godkendte selv ansøgningerne. Samtidig understøtter klagers fremlagte lægelige dokumentation, at klager ikke ville kunne genoptage arbejdet inden for rimelig tid. Indklagede er ikke bekendt med, om klager er tildelt førtidspension. Set i lyset af, at klager selv godkendte ansøgningerne om varige ydelser fra pensionsselskabet undrer det indklagede, at klager nu anfører, at der ikke var indikatorer på, at hun ikke ville kunne genoptage sit arbejde. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Hvis der foreligger forskelsbehandling på grund af handicap, kan nævnet bestemme, at indklagede skal betale en økonomisk godtgørelse til klager. Nævnet kan ikke træffe afgørelse om, at klager f.eks. som påstået har ret til at bibeholde visse personalegoder med status som pensionist. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Den 1. april 2004 tiltrådte klager en fleksjobstilling hos den indklagede virksomhed med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Det fremgår af ansættelsesaftalen, at klager ikke måtte udsættes for fysisk belastning af nogen art, at klager skulle have mulighed for at holde pauser efter behov, og at klager skulle have vekslende arbejdsstillinger. Endvidere måtte klager ikke tildeles aftenvagter. Af det kommunale baggrundsmateriale til fleksjobbevillingen fremgår, at klager lider af kronisk smertesyndrom i bækkenet, har rygsmerter samt slidgigt i begge knæ. Nævnet vurderer, at klager har godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sine helbredsforhold havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Faktiske omstændigheder Klager skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Den 9. januar 2017 blev klager opereret i sit ene knæ, hvorefter klager blev sygemeldt. Hun var sygemeldt frem til afskedigelsen af 8. maj 2017 og i fratrædelsesperioden. Afskedigelsen var begrundet i klagers sygefravær. Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Tilpasning Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor. Klager var ansat i en fleksjobstilling hos den indklagede virksomhed med flere forskellige skånehensyn i forhold til bevægeapparatet. Indklagede har gjort gældende, at de alene havde kendskab til klagers bækkenlidelse, mens de ikke havde kendskab til varigheden af hendes knælidelse, og at denne derfor ikke udgjorde et handicap. Det fremgår af e-mailkorrespondancen mellem klager og hendes nærmeste leder af 28. marts 2017 og 17. april 2017, at knæoperationen havde medført smertegener fra bækkenet, og at klagers bækkengener omvendt havde betydning for følgerne af knæoperationen. Uanset om indklagede var bekendt med varigheden af klagers knælidelse, vurderer nævnet, at indklagede vidste eller burde vide, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand som følge af sin bækkenlidelse, og at indklagede som følge af korrespondancen mellem klager og hendes nærmeste leder også vidste eller burde vide, at klagers bækkenlidelse var en medvirkende årsag til, at sygemeldingen efter knæoperationen trak ud. Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Klager var fuldtidssygemeldt fra den 9. januar 2017 og frem til, at hun blev afskediget den 8. maj 2017. Hun blev afskediget med henvisning til 120-dages reglen. Nævnet lægger til grund, at indklagede frem til klagers sygemelding på grund af knæoperationen den 9. januar 2017 løbende har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. Klager har efter det oplyste passet sit arbejde fra april 2004, hvor hun fik bevilliget fleksjob, og frem til operationen i januar 2017. Det er sket uden et sygefravær, der er større end normalt. Klager har heller ikke oplyst, at indklagede ikke i denne periode har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse, eller at forværringen i knæenes tilstand skyldtes mangelfulde tilpasninger på arbejdspladsen. På denne baggrund lægger nævnet til grund, at klagers sygemelding fra den 9. januar 2017 og frem til opsigelsen den 8. maj 2017 (og i opsigelsesperioden) var begrundet i knæoperationen, og at behovet for en knæoperation ikke skyldtes indklagedes manglende overholdelse af sin tilpasningsforpligtelse. I den situation kan indklagede medregne sygedagene i forbindelse med knæoperationen til opfyldelse af 120-sygedages reglen. Nævnet henviser i den forbindelse til EU-domstolenes afgørelser i C-397/18 Nobel Plastique Iberica og C-385/11 Ring og Skouboe Werge. Klager får derfor ikke medhold i sagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 2 a, om tilpasning • § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

  1. 2021-06-09