Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9426@2021-06-09/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 19-59742 En skoleleder blev afskediget fra sin stilling under orlov efter barselsloven. Som følge af den omvendte bevisbyrde skulle den indklagede uddannelsesinstitution godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i skolelederens orlov. Afskedigelsen af skolelederen blev begrundet i nedgang af antallet af undervisere og aktiviteter samt et underskud på aktiviteterne hos uddannelsesinstitutionen. Institutionen oplyste bl.a., at afskedigelsen var nødvendig på grund af virksomhedens økonomiske situation. Institutionen oplyste også, at en nyudnævnt souschef alene overtog skolelederens administrative opgaver med skemaplanlægning. Skolelederen oplyste bl.a., at ledelsen i institutionen løbende accepterede et underskud på aktiviteterne, at der ikke skete et fald i aktiviteter og kursister, samt at den nyudnævnte souschef overtog og blev oplært i alle hendes opgaver. Nævnet vurderede herefter, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om souschefens opgavevaretagelse. En sådan bevisførelse kunne ikke foregå ved nævnet, men måtte i givet fald ske ved domstolene. Nævnet afviste derfor at behandle sagen.
Den konkrete afgørelse Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen af en skoleleder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager er uddannet lærer og tiltrådte den 1. marts 2016 en stilling som afdelingsleder ved den indklagede organisation. Den 1. oktober 2016 overgik klager til at være skoleleder for en afdeling ved indklagede. Den 21. januar 2019 meddelte klager til indklagede, at hun var gravid. I perioden fra den 31. januar 2019 til den 4. marts 2019 var klager graviditetsbetinget sygemeldt. Klager har oplyst, at hun den 15. april 2019 havde en samtale med sin leder, der påtænkte at sætte klager 20 % ned i arbejdstid, da dette ville gavne indklagedes økonomi. Lederen begrundede det videre med, at klager ikke kunne være leder som enlig mor. Indklagede bestrider, at skulle have udtalt sig om klagers evner til at være leder og enlig mor. Klager afviste at gå ned i tid. Den 16. april 2019 skrev lederen følgende i en mail til ledelsen i indklagede: ”Jeg er dødtræt af at diskutere den fejl i 2017 med revisorer. Jeg har nu bedt ham om at udgiftsfører beløb kr. 450.000 på deltagerbetaling på folkeoplysningen i 2018. Dvs. vi endnu engang kommer ud med et underskud på ca. kr. 900.000. Vi kan ikke nedsætte [klager]s arbejdstid. Så jeg vil må fyrre [navn]. Dermed vil der være meget begrænset ressourcer til at køre aktiviteterne videre. Lige nu har jeg meget svært ved at se en mening med at fortsætte [indklagede] Jeg gider ikke tale med nogen idag …” Den 23. april 2019 skrev lederen følgende i en e-mail til klager: ”Hej [klager] Jeg har talt med [navn] og oplyst, at hun bliver afskediget pr. 30.4 til fratrædelse den 30.8.19. … Vedr deltagelse i fremtidige bestyrelsesmøder Det er besluttet at du ikke skal deltage i fremtidige bestyrelsesmøder og i det kommende repræsentantskabsmøde. Vi er nødt til at finde en løsning omkring den fortsatte drift, og det vil være på [klagers afdeling] vi må sætte ind. Da du højst er her 2/3 mdr mere, ønsker vi at du bruger din arbejdstid på den daglige drift. …” Samme dag skrev klager følgende til sin leder: ”… Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over at I har besluttet at Jeg ikke længere må deltage i de fremtidige bestyrelsesmøder og repræsentantskabsmøde. Årsagen har jeg noteret mig, skyldes at jeg går på barsel om 2/3 måned, og at I ønsker at jeg skal fokusere på driften. Det gør jeg gerne, men synes det er trist at jeg bliver udelukket for deltagelse i bestyrelsesmøderne på grund af min graviditet og barsel. Det synes jeg er et beskidt træk at lave. ” Som svar herpå skrev lederen følgende til klager: ”… Det er måske en dårlig beslutning vi har taget. Så kom gerne med nogle argumenter for hvorfor vi skal ændre den? Vi skal fortsat samarbejde omkring [afdelingen] så lad os ikke begynde at kaste med mudder. Det har jeg i hvert fald ikke noget ønske om. Jeg er frygteligt ked af det og har meget svært ved at se hvordan vi kan drive [indklagede] videre. Så hvis jeg har været studs og kort i min beskeder er det derfor. Udfordringen er at vi bliver nødt til at arbejde henimod af videregive [afdelingen] til en anden afd. /center alternativt lukke for dem. Der tænkte vi at det måske kunne være en ubehagelig situation for dig. …” I en mail af 24. april 2019 til sin leder udtrykte klager sin fortsatte utilfredshed med, at hun som leder af afdelingen ikke blev inddraget i beslutninger om afdelingens fremtid. Den 8. maj 2019 sygemeldte klager sig med følgende begrundelse: ”… Jeg har været en tur på [hospital] i dag. Det har jeg, fordi jeg har haft smerter i maven, tryggen for brystkassen og hovedpine. Jordemoder og fødselslæge har bedt mig sygemelde mig, og holde mig i ro for en stund. Der er klare belastningstegn hos både mig og baby. Det er ingen hemmelighed at jeg har følt mig enormt påvirket af alt det, der skete bag min ryg i påsken og ugerne efter. Der er også en enorm stor usikkerhed blandt lærerne, og den byrde står jeg med hver dag samtidig med jeg selv føler ubehag. Alt den pres og ubehag har sat sine spor. Jeg er ærlig talt meget bekymret for mit barn, og derfor lytter jeg til min jordemoder og læge. Jeg sygemelder mig derfor efter jeg har været til møde i [kommune] i morgen. ” Den 18. juni 2019 skrev klagers leder følgende til medarbejderne i klagers afdeling om udnævnelsen af en ny souschef: ”… Jeg har holdt møde med [navn] i dag og aftalt at [navn] bliver souschef for vores [afdeling] aktiviteter i [indklagede]. [Navn] har gjort et godt stykke arbejde i den forløbne tid, og jeg er sikker på at hun med jeres opbakning, vil være med til at sikre en god og driftssikker fortsættelse af aktiviteterne. Al kommunikation skal derfor være direkte til [navn] og ikke til mig. Min primære opgave vil være økonomien. Det er også planen, at jeg skal have lidt oplæring i LUDUS, så jeg kan træde til hvis der bliver behov for det. …” Ved e-mail af 21. juni 2019 meddelte klager, at hun ikke kom tilbage på arbejde inden starten på sin orlov. Den 26. juli 2019 gik klager på orlov efter barselsloven. Klager har oplyst, at der den 1. august 2019 trådte en ny uddannelse i kraft, der overtog en del af kursisterne fra klagers afdeling. Det blev vurderet, at klager ikke skulle virksomhedsoverdrages hertil, da der fortsat var tilstrækkeligt med aktivitet i afdelingen til opretholdelse af en stilling som leder. Ved brev af 26. september 2019 blev klager afskediget. Følgende fremgår af brevet: ”… Vi beklager at måtte meddele dig, at din stilling som skoleleder for [afdeling] nedlægges. Vi ser os derfor nødsaget til at opsige din stilling pr. dags dato. Opsigelsen skyldes en nedgang af antallet af undervisere og aktiviteter, samt underskud på aktiviteterne i [indklagede]. Vores økonomiske situation, muliggør derfor ikke en opretholdelse af, en skoleleder funktion for [afdelingen]. …” Ved brev af 10. oktober 2019 gjorde klagers faglige organisation indsigelse med afskedigelsen. Ved brev af 23. oktober 2019 blev indsigelsen afvist af indklagede bl.a. under henvisning til indklagedes årsregnskab for 2018, samt klagers afdelingsbudget for 2019. Parterne opnåede ikke enighed om afskedigelsen. Indklagede har for nævnet fremlagt nedenstående skema, der viser et fald i antallet af årskursister på klagers afdeling på i alt 20 % fra 2018 til 2019: Klager har oplyst, at disse tal ikke er retvisende, da de er trukket fra indklagedes interne system. Indklagede har oplyst, at de fremlagte tal er de officielle og korrekte tal. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. december 2019. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på svarende til 12 måneders løn og pension. Klager har for nævnet fremlagt en skiftlig erklæring fra sin tillidsrepræsentant om den udnævnte souschefs opgaver. Følgende fremgår bl.a. af erklæringen: ”… hvor skoleleder [navn] oplyste, at [navn] skulle overtage nogle af kontorets arbejdsopgaver. ” Indklagede har for nævnet fremlagt en skriftlig vidneforklaring fra indklagedes formand dateret den 3. april 2020: ”… Det har altid været en vigtig opgave for [indklagede] at udbyde [afdeling]- undervisning, men det har også altid været vigtigt, at de udbudte aktiviteter gav overskud eller som minimum gik i nul. Bestyrelsen har ved flere bestyrelsesmøder efterlyst forbedringer af økonomien for [afdeling]. Jeg har personligt et par gange drøftet den dårlige økonomi med [klager], og konklusionen har været, at hun som leder af [afdelingen] skulle sammenlægge nogle hold og sætte sig selv i undervisning. Efter sommerferien 2019 måtte vi konstatere, at økonomien i [indklagede] var så dårlig, at vi var nødt til at stramme kraftigt op, hvis en konkurs skulle undgås, og alene af den grund måtte vi skride til afskedigelse af [klager]. ” Klager har oplyst, at hun ikke kan huske at have drøftet, at hun selv skulle sætte sig i undervisning. Klager har videre oplyst, at det ikke fremgår, hvornår disse samtaler skulle have fundet sted. Indklagede har også fremlagt en redegørelse fra den udnævnte souschef vedrørende hendes opgaver dateret den 20. april 2020: ”… Jeg har på intet tidspunkt haft økonomiske eller personalemæssige ansvar udover at skemalægge underviserne. …” Indklagede har endvidere for nævnet fremlagt en fælles erklæring fra skolelederen, forhenværende formand og nuværende formand bl.a. med følgende indhold: ”… På disse FU-møder har der ved flere lejligheder været drøftet hvilket tiltag, der kunne gøres for at forbedre økonomien i [afdelingen]. I den forbindelse har der både i 2018 og 2019 flere gange været talt om, at [klager] skulle sætte sig selv ind som underviser. Drøftelserne herom har fundet sted mellem [nuværende formand] og [klager], og er ved disse lejligheder overhørt af såvel [forhenværende formand] og [skolelederen]. At sætte sig selv ind som underviser ville være en opgave [klager], som den daværende daglige leder af [afdelingen], selv skulle stå for, og som alle ville have støttet hende i. …” Klager har for nævnet oplyst, at hun ikke kan genkende disse samtaler. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen af hende skete under hendes orlov efter barselsloven, hvorfor det påhviler indklagede at bevise, at beslutningen om at afskedige klager ikke var begrundet i orloven. Indklagede har ikke løftet denne bevisbyrde. Klager var i april 2019 den første og eneste medarbejder, der skulle reduceres i arbejdstid. Klager var i modsætning til forsøget med at sætte hende ned i tid bekendt med to undervisere, der blev sat op i tid. Klager mistænkte sin leder for at ville holde hende uden for indflydelse grundet sin graviditet. Klager blev således ekskluderet fra bestyrelsesmøder og repræsentantskabsmøder på grund af sin barsel og graviditet. Den nyudnævnte souschef skulle overtage alle klagers opgaver, når hun gik på orlov efter barselsloven på nær økonomiansvaret. Souschefen varetog fortsat opgaverne på afskedigelsestidspunktet. Der var derfor ikke tale om en nedlæggelse af klagers stilling. Ansættelsen af en vikar udgør en overtrædelse af ligebehandlingsloven, idet bemandingssituationen de facto var den samme. Der er henvist til Retten i Hillerøds dom af 5. marts 2012 (BS 2-343/2011). Indklagede har ikke redegjort for eller dokumenteret, at der forud for afskedigelsen blev gjort et reelt forsøg på at omplacere klager f.eks. til undervisningstimer, hvis der ikke var nok ledelsestimer. Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 11. april 2007 og Ligebehandlingsnævnets afgørelser af 25. juni 2010 (KEN nr. 10095) og af 26. september 2018 (jr. nr.: 18-27706). Der er også henvist til Højesterets dom af 30. marts 2011 (U. 2011.1776H). Der blev ikke afskediget tre medarbejdere ud over klager. To af medarbejderne blev overført med virksomhedsoverdragelsen. Med ansættelsen af klager som afdelingsleder i 2016 var indklagede bevidst om, at der ville gå nogle år, før der kunne genereres overskud. Ansættelsen af klager var en langsigtet investering. Indklagede var hele tiden orienteret om udviklingen i afdelingen. Klager har på intet tidspunkt modtaget kritik eller advarsel for udførelsen af sit arbejde. Klager fik derimod stor ros for sin ledelse samt opnåede besparelser. Indklagede godkendte et budgetteret underskud i 2016. Klager gav ikke udtryk for, at der ikke skulle arbejdes hen i mod et overskud. Det var ikke klagers økonomihåndtering, der var begrundelsen for hendes afskedigelse. Endvidere var bestyrelsen hele tiden orienteret om økonomien i afdelingen. Årsrapporten for 2018 blev først godkendt en måned efter afskedigelsen af klager. Det kan derfor undre, at klager blev afskediget som følge af underskud i årsrapporten 2018. Ved at afskedige klager i stedet for den nyudnævnte souschef opnåede man alene en lønbesparelse på 4.126,16 kr. om måneden, hvilket ikke var en væsentlig besparelse. Indklagede har ikke fremlagt fornøden dokumentation for, at antallet af kursister skulle være faldet. Indklagede påstår frifindelse for klagers påstand. Afskedigelsen var ikke begrundet i klagers graviditet eller orlov, men alene i et behov for besparelser for at sikre den fortsatte drift af indklagede. I 2018 genererede klagers afdeling et markant underskud. I 2019 udeblev de budgetterede indtægter og aktiviteter, uden at afdelingens omkostninger blev tilpasset tilstrækkeligt. Som afdelingsleder havde klager ansvaret herfor. Årsregnskabet for 2018 viste, at det især var klagers afdeling, der bidrog med negative resultater. Årsrapporten var under udarbejdelse ved afskedigelsen af klager, men ikke endeligt godkendt. Klager var endvidere involveret i og informeret om den dialog, der var om årsrapporten for 2018. Klagers afdeling budgetterede i 2019 med et overskud på 43.333 kr., men fik i det realiserede resultat et underskud på -830.935,00 kr. Bestyrelsen godkendte aldrig et budgetteret underskud. Det må også stå klart for enhver, at ingen virksomhed kan fortsætte år efter år med underskud. Afdelingens mangeårige dårlige resultater, markante underskud og fortsatte manglende evne til at vende de negative resultater medførte, at indklagedes samlede økonomi ikke længere kunne retfærdiggøre en omkostning til en afdelingsleder. Indklagede kunne ikke forsvare opretholdelsen af en afdelingslederstilling, og afskedigelsen af afdelingslederen medførte den største besparelse. Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 16. december 2009 (U. 2010.982V) og Vestre Landsrets dom af 29. april 1999 (U. 1999.1274V). Derudover blev medarbejderstaben reduceret fra 10 til syv. Der var ikke tilsvarende stillinger, der kunne have været nedlagt eller opsagt. Der fandtes ingen stillinger, som kunne være tilbudt klager. Der er henvist til Højesterets afgørelse af 25. oktober 2016 (U. 2017.303H). Som afdelingsleder kunne klager have undervist for at spare ressourcer, hvis dette var hendes ønske. Den nyudnævnte souschef var ikke en nyansættelse, men en udnævnelse af en allerede fastansat underviser, der i tillæg til sin undervisning påtog sig nogle af klagers administrative opgaver under sygemelding og orlov. Den årlige lønbesparelse ved afskedigelsen af klager udgjorde en væsentlig besparelse for en organisation, der var truet af konkurs. Endvidere har klager ikke opgjort besparelsen korrekt, da souschefen ikke overtog klagers stilling. Klagers stilling blev nedlagt. Den opnåede besparelse udgør således 553.333,80 kr. pr. år, når souschefens tillæg for visse af de administrative opgaver er fratrukket. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af orlov efter barselsloven, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold. Klager blev afskediget ved brev af 26. september 2019. På dette tidspunkt afholdt klager orlov efter barselsloven. Den omvendte bevisbyrde finder derfor anvendelse. Afskedigelsen af klager blev begrundet i nedgang af antallet af undervisere og aktiviteter samt et underskud på aktiviteterne hos indklagede. Indklagede har oplyst, at afskedigelsen var nødvendig på grund af virksomhedens økonomiske situation. Indklagede har også oplyst, at den nyudnævnte souschef alene overtog klagers administrative opgaver med skemaplanlægning. Klager har bl.a. oplyst, at ledelsen i indklagede løbende accepterede et underskud på aktiviteterne, at der ikke skete et fald i aktiviteter og kursister, samt at den nyudnævnte souschef overtog og blev oplært i alle klagers opgaver under klagers orlov og sygemelding. Klager har fremlagt en udtalelse fra en tillidsrepræsentant, hvor tillidsrepræsentanten har anført, at den nyudnævnte souschef skulle overtage opgaver i kontoret. Indklagede har bl.a. fremlagt en udtalelse fra den nyudnævnte souschef, hvor souschefen har anført, at hun ikke overtog det økonomiske og personalemæssige ansvar, men at hun alene skemalagde underviserne. Nævnet vurderer herefter, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, herunder særligt om souschefens opgavevaretagelse. En sådan bevisførelse kan ikke foregå ved nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Nævnet afviser derfor at behandle sagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2 og 3, om nævnets kompetence • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Ligebehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov • § 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde