Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0656
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9473@2021-06-22/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0656
Uredigerede kommentarer på Facebook hører ikke under Pressenævnets kompetence En person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at TV 2/Bornholm havde slettet hans kommentarer til et opslag på TV 2/Bornholms Facebook-side, og at TV 2/Bornholm havde blokeret hans adgang til at debattere på TV 2/Bornholms Facebook-side. Debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, hører ikke under medieansvarsloven og dermed heller ikke under Pressenævnets kompetence, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation. Det samme gælder sletning af sådanne kommentarer. Pressenævnet afviste derfor at behandle sagen og bemærkede, at det også ligger uden for nævnets kompetence at pålægge TV 2/Bornholm at ophæve en blokering af en debattør.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at TV 2/Bornholm har slettet en artikel fra TV 2/Bornholms netavis tv2bornholm.dk og hans kommentarer til et opslag på TV 2/Bornholms Facebook-side, samt at TV 2/Bornholm har blokeret hans adgang til at debattere på TV 2/Bornholms Facebook-side, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har til støtte for klagen anført, at TV 2/Bornholm har udøvet censur af ham med påstand om, at han i sine Facebook-kommentarer har spredt usandheder. TV 2/Bornholms påstand er injurierende og en uretmæssig anklage. [Klager] har henvist til, at TV 2/Bornholm havde bragt en artikel på netavisen tv2bornholm.dk om de bivirkninger, som en kvinde oplevede efter vaccination med Pfizer-vaccinen, og som han i sine Facebook-kommentarer refererede fra. [Klager] har hertil bemærket, at han kender kvinden, som er interviewet i artiklen. [Klager] har oplyst, at TV 2/Bornholm efterfølgende valgte at slette artiklen, og det bemærkede [Klager] i sin Facebook-kommentar, hvortil en Facebook-bruger spurgte ham om, hvad der stod i artiklen. [Klager] svarede Facebook-brugeren med et kort referat af artiklens indhold, og det er således ikke noget, som [Klager] selv havde fundet på og derfor ikke en spredning af usandheder af begivenheden beskrevet i artiklen. I så fald er det TV 2/Bornholm, som selv har startet dette, og som [Klager] ubevidst har bidraget til spredning af. [Klager] klagede den 1. juni 2021 til TV 2/Bornholm, der den 7. juni 2021 afviste klagen. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Retlig interesse Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Da [Klager] efter det oplyste ikke selv er omtalt eller afbildet i den slettede artikel, kan han ikke anses for at have en sådan retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen over TV 2/Bornholms sletning af artiklen. Det forhold, at [Klager] efter det oplyste kender kvinden, som er interviewet i artiklen, kan ikke føre til, at [Klager] har en sådan interesse i sagen, at han er klageberettiget. Nævnet bemærker, at det følger af det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Kommentarer Pressenævnet bemærker, at for at nævnet kan træffe afgørelse i en klagesag, kræves det, at der er tale om et medie underlagt medieansvarsloven, herunder at der er tale om en ”redigeret envejskommunikation” fra mediet. Det fremgår af de ”Grundlæggende synspunkter” i indledningen til de vejledende regler for god presseskik, at under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om mediernes frie og uafhængige stilling. Det er Pressenævnets opfattelse, at debatsider, hvor udefrakommende kan skrive uredigerede debatindlæg/kommentarer, ikke er omfattet af medieansvarsloven, idet der ikke er tale om en redigeret envejskommunikation. [Klager]s kommentarer på TV 2/Bornholms Facebook-side må betragtes som sådanne uredigerede indlæg skrevet af udefrakommende, hvor der ikke er foretaget nogen journalistisk udvælgelse inden offentliggørelsen. Det lægges til grund, at TV 2/Bornholm alene har fungeret som teknisk formidler. Kommentar-funktionen til opslag på TV 2/Bornholms Facebook-side er derfor ikke omfattet af medieansvarsloven. Redaktionens efterfølgende sletning af [Klager]s kommentarer indebærer ikke, at der er foretaget en sådan redigering, at forholdet falder ind under medieansvarslovens område. Pressenævnet bemærker hertil, at det endvidere ligger uden for nævnets kompetence at pålægge TV 2/Bornholm at ophæve en blokering af en debattør. Nævnet bemærker i den forbindelse, at spørgsmålet om, hvorvidt udsagn er injurierende (efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Klagen hører derfor ikke under nævnets kompetence og afvises, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Afgjort den 17. juni 2021