Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0591
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9495@2021-06-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0591
Fagbladet 3F får ikke kritik for overskrifts formulering Fagbladet 3F omtalte i december 2020 en retssag vedrørende aflønning af en østeuropæisk chauffør for arbejde, han havde udført i Norden som led i sin ansættelse hos et transportfirma. Chaufføren havde blandt andet kørt varer mellem en stor virksomheds lagre i Norden, og i den påklagede artikels overskrift blev chaufføren omtalt som ”Navnet på den store virksomhed”-chauffør. Den store virksomhed klagede til Pressenævnet over artiklens overskrift. Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere overskriften, idet nævnet lagde vægt på, at sagens faktiske forhold, som var ubestridte, fremgik klart af overskriften og af artiklens brødtekst.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Byret: [Transportfirmaet] kan betale østeuropæisk løn til [Klager]-chauffør i Danmark ”, som blev bragt den 1. december 2020 af Fagbladet 3F, idet virksomheden mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at den i artiklen omtalte chauffør i artiklens overskrift bliver benævnt som ”[Klager]-chauffør”. 1 Sagsfremstilling Fagbladet 3F bragte den 1. december 2020 artiklen ” Byret: [Transportfirmaet] kan betale østeuropæisk løn til [Klager]-chauffør i Danmark ”. Artiklen har følgende underrubrik: ”Rumænsk chauffør, der kører varer for [Klager], fik kun tilkendt 18.000 kroner i Københavns Byret i stor sag om piratkørsel i Norden. Kravet fra 3F var på knap 1,3 millioner kroner i lønefterbetaling, fordi chaufføren arbejdede i Norden til slovakisk løn. ” Af artiklen fremgår: ”Kan transportvirksomheder nøjes med at betale slovakisk løn til udenlandske chauffører, der kører varer i pendulfart mellem to lande i Norden? Ja, mener Københavns Byret, der har afsagt dom i en sag rejst af 3F Transport på vegne af den rumænske chauffør [Chaufføren]. Han kørte gennem en årrække varer fra [Klager] mellem Danmark og de øvrige nordiske lande for [Klager]s transportleverandør [Transportfirmaet]. Københavns Byret frikendte stort set arbejdsgiveren for brud på EU’s regler om aflønning af udstationererede chauffører, som var sagens omdrejningspunkt. 3F Transport havde krævet en efterbetaling på knap 1,3 millioner kroner med henvisning til, at reglerne om udstationering og en række andre regler var blevet overtrådt. Men det fandt Københavns Byret ikke var tilfældet. I stedet blev chaufførens arbejdsgiver, [Transportfirmaet] Slovakia, frikendt for langt de fleste krav og slap med en regning på godt 18.000 kroner, som [Chaufføren] skal have i manglende feriepenge. 3F: En mystisk dom 3F Transport undrer sig meget over byrettens dom. - Reglerne om udstationering blev lavet for at sikre fair konkurrence og samme løn for samme arbejde i samme land. Derfor er dommen dybt mystisk. For den pågældende chauffør har arbejdet med transport af varer i Norden med Danmark som udgangspunkt, siger [Formanden], formand for 3F Transport og fortsætter: - Han har ikke kørt med varer fra Slovakiet, og derfor mener vi naturligvis, at lønnen skal afspejle niveauet her i Norden, siger han. […]” Over artiklens brødtekst er indsat et billede af [Chaufføren] med følgende billedtekst: ”[Chaufføren] kørte varer fra [Klager] mellem Danmark og de øvrige nordiske lande for [Klager]s transportleverandør [Transportfirmaet] til lav løn. ” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Korrekt information og overskrifters dækning [Klager] [Herefter [Klager], Pressenævnet ] har oplyst, at den i artiklen omtalte chauffør har transporteret varer mellem [Klager]s egne lagre, men at han har sit ansættelsesforhold hos [Transportfirmaet]. Medarbejderen har dermed ingen kontraktuel forbindelse til [Klager], da [Klager] udelukkende har en kontrakt med [Transportfirmaet] om transporten. På den baggrund har [Klager] anført, at det er i strid med god presseskik, at Fagbladet 3F i artiklens overskrift har omtalt chaufføren som ”[Klager]-chauffør”. Overskriften er ukorrekt, da der ikke er tale om en [Klager]-chauffør men en [Transportfirmaet]-chauffør, der som én af sine arbejdsopgaver for [Transportfirmaet] har transporteret varer mellem [Klager]s egne lagre. Fagbladet 3F bør derfor pålægges at berigtige oplysningen. Til Fagbladet 3F’s bemærkning under Pressenævnssagen om, at fagbladet tidligere har anvendt betegnelsen ”[Klager]-chauffør” uden, at [Klager] har reageret herpå, har [Klager] anført, at det ikke er deres opgave at monitorere Fagbladet 3F’s publiceringer inden for en ikke nærmere bestemt udløbsdato. Logikken svarer til, at det er okay at stjæle, hvis bare offeret ikke har opdaget det i tide. Enten er det forkert at bruge betegnelsen, eller også er det ikke. For så vidt angår Fagbladet 3F’s bemærkning om, at der i artiklens brødtekst oplyses om det egentlige ansættelsesforhold, har [Klager] anført, at de ikke anfægter Fagbladet 3F’s ret til at benævne [Klager] som kunde hos [Transportfirmaet] og dermed omtale [Transportfirmaet]-chaufførens arbejde for [Klager]. Det, der anfægtes, er betegnelsen ”[Klager]-chauffør”, og det er i den forbindelse underordnet for [Klager], hvor i artiklen betegnelsen anvendes. [Klager] har herefter oplyst, at den pågældende [Transportfirmaet]-chauffør, under sin ansættelse hos [Transportfirmaet] og i sin beskæftigelse med at levere en transportservice for [Klager], aldrig har repræsenteret [Klager] over for eksterne parter, herunder kunder, og vedkommende har derfor aldrig stået som [Klager]-repræsentant over for offentligheden. Chaufføren har ikke ageret på vegne af [Klager], men på vegne af [Transportfirmaet], som alene leverer en service til [Klager]. De chauffører, som har ansættelse hos leverandører til [Klager], men som dette til trods alligevel udfører arbejde på vegne af [Klager] – eksempelvis i form af leverance af varer direkte til slutbrugeren, hvor forbrugeren dermed får indtryk af, at leverandørens medarbejder repræsenterer [Klager] – gennemgår en udførlig træning hos [Klager] først. Den pågældende chauffør i nærværende sag har ikke gennemgået [Klager]-træning og har ikke [Begge original kursivering, Pressenævnet ] udført arbejde for [Klager] direkte til nogen slutbruger, hvorfor [Klager] ikke er direkte ansvarlig for chaufførens ansættelsesvilkår hos en anden virksomhed. [Klager] har endvidere oplyst, at virksomheden aldrig afviger fra at stå til ansvar for eventuelle kritisable ansættelsesforhold, såfremt [Klager] har en direkte og åbenlys arbejdsgiverrelation til vedkommende. Det er en uoverskuelig verden for enhver modtager af services, hvis forbrugeren af servicen skal drages til indtægt for serviceudbyderens eventuelle fejl og mangler. [Klager] benytter sig af mange tusinde underleverandører og kan ikke være direkte ansvarlig i alle kritisable arbejdsvilkårssager hos alle underleverandører. I øvrigt må det i denne sag rettelig være [Transportfirmaet], som er en del af Nordens fjerdestørste logistikkoncern med sammenlagt 19.000 ansatte, der har ansvaret som ”the economic employer”. Det er dog ikke korrekt, som anført af Fagbladet 3F i sine bemærkninger til Pressenævnet, at [Klager] forsøger at holde sager som denne ud i strakt arm for at fralægge sig ansvaret for sine underleverandørers arbejdsvilkår. Hertil har [Klager] blandt andet oplyst, at virksomheden har en klar leverandørpolitik, som tilsiger, at alle [Klager]s leverandører lever op til strenge krav og juridiske forpligtelser, hvilket løbende monitoreres gennem [Klager]s eget due dilligence system. Lever leverandører ikke op til disse krav og forpligtelser, får det omgående konsekvenser for samarbejdet med [Klager]. [Klager] har ikke fundet grund til at anfægte [Transportfirmaet]s ansættelsesvilkår i denne sag, og det har domstolene heller ikke. 2.2 Fagbladet 3Fs synspunkter God presseskik Korrekt information og overskrifters dækning Fagbladet 3F har afvist, at artiklens overskrift er i strid med god presseskik. Hertil har Fagbladet 3F indledningsvist anført, at de i 3,5 år – fra maj 2017 til december 2020 – har skrevet om den omtalte sag. I alle artikler er chaufføren [Chaufføren] blevet omtalt som [Klager]-chauffør i rubriksproget; Artiklen ”Kræver millionerstatning: [Klager]-chauffør fik rumænsk løn i Danmark” af 24. maj 2017, artiklen ”Byretten: [Klager]-chauffør kræver millionerstatning” af 11. april 2018, artiklen ”Byret: Principiel sag om underbetalt [Klager]-chauffør skal føres i Danmark” af 23. juli 2018, artiklen ”[Klager]s transportfirma: Kræver sag om underbetaling for millioner flyttet til Slovakiet” af 27. juli 2018 med underrubrikken ”Byret har afgjort, at principiel sag om millionerstatning til underbetalt rumænsk [Klager]-chauffør skal føres i Danmark” , og artiklen ”Landsret: Sag om underbetalt [Klager]-chauffør skal føres i Danmark” af 9. maj 2019. Disse artikler blev også citeret i andre medier, men [Klager] har ikke tidligere reageret på dette. Ligeledes har andre medier både i Danmark og udlandet brugt lignende beskrivelser af sagen. I den påklagede artikel, og i de foregående artiklers, brødtekst er det blevet uddybet, hvordan det egentlige ansættelsesforhold er, nemlig at chaufføren er ansat af virksomheden [Transportfirmaet], men kører varer for [Klager]. Beskrivelserne er anvendt for at sætte sagen i den rette sammenhæng over for læseren, idet det er Fagbladet 3F’s opfattelse, at chauffører, der fragter varer mellem [Klager]s afdelinger og butikker, naturligt vil blive betragtet som netop [Klager]-chauffører. Fagbladet 3F har endvidere anført, at beslutningen om at bruge betegnelsen ”[Klager]-chauffør”, trods [Klager]s brug af andre underleverandører af arbejdskraft og ydelser, læner sig op ad en tidligere afgørelse i Pressenævnet. Nærværende sag har således en række paralleller til Pressenævnets kendelse af 28. oktober 2008 i sag nr. 2008-6-751, som vedrørte en klage fra [Dagligvarekoncernen] over Fagbladet 3F. En del af klagen gik netop på, at omtalte chauffører ikke var ansat i [Supermarkedet], men bare kørte med deres varer. I sagen kritiserede Pressenævnet hverken udtrykket ”[Supermarkedet]-sagen” eller andre sammenkædninger med [Supermarkedet]. Til sagen har Fagbladet 3F herefter generelt bemærket, at det er fagbladets erfaringsbaserede indtryk, at [Supermarkedet], [Klager] og flere andre store virksomheder gerne vil holde denne type sager ud i strakt arm og ikke ønsker deres navne gengivet hos andre medier, der citerer kritiske men helt relevante historier om løn og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked og i netop deres virksomheder. Dette er over for almindelige læsere med til at fremmedgøre ansvaret for arbejdsvilkår og afkoble det fra de virksomheder, der reelt leverer ydelser for forbrugerne. [Klager] er den såkaldte ”The economic employer” og derfor som sådan medansvarlig for vilkårene hos direkte underleverandører, når de eksempelvis lader virksomheder forestå intern transport mellem [Klager]s butikker. [Klager] kan vælge at sætte betingelser for løn og arbejdsvilkår hos underleverandører, og derfor omtaler Fagbladet 3F selvfølgelig også [Klager] i denne sag, men fagbladet gør i artiklen samtidig det formelle ansættelsesforhold fuldstændig klart for læseren. Det vil føre til en yderligere fremmedgørelse af virksomheders etiske ansvar, hvis [Klager]s ønske om at begrænse rubriksprog i artikler fjerner muligheden for let og enkelt at sammenkæde den økonomisk ansvarlige virksomhed med kritisable forhold. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. God presseskik Korrekt information og overskrifters dækning [Klager] har klaget over, at Fagbladet 3F i overskriften ” Byret: [Transportfirmaet] kan betale østeuropæisk løn til [Klager]-chauffør i Danmark ” har anvendt betegnelsen ”[Klager]-chauffør” om den omtalte chauffør. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den påklagede artikel, jf. punkt A. 1 og A. 6. Af den påklagede artikel fremgår blandt andet: ”Kan transportvirksomheder nøjes med at betale slovakisk løn til udenlandske chauffører, der kører varer i pendulfart mellem to lande i Norden? […] Han kørte gennem en årrække varer fra [Klager] mellem Danmark og de øvrige nordiske lande for [Klager]s transportleverandør [Transportfirmaet]. […] Men det fandt Københavns Byret ikke var tilfældet. I stedet blev chaufførens arbejdsgiver, [Transportfirmaet] Slovakia, frikendt for langt de fleste krav og slap med en regning på godt 18.000 kroner, som [Chaufføren] skal have i manglende feriepenge. […]” På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at det er ubestridt, at den i artiklen omtalte chauffør er ansat af transportvirksomheden [Transportfirmaet], og at han som led i sin ansættelse har kørt varer mellem forskellige af [Klager]s lagre i Norden. Pressenævnet finder, at det fremgår tilstrækkeligt klart både af overskriften og af artiklens brødtekst, at den omtalte chauffør er blevet aflønnet af [Transportfirmaet]. Nævnet finder endvidere, at det har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold, at Fagbladet 3F i overskriften har omtalt chaufføren som [Klager]-chauffør. Da det samtidig fremgår klart af artiklens brødtekst, at chaufføren er ansat af [Transportfirmaet], og som led i sin ansættelse har transporteret varer for [Klager], finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Fagbladet 3F. Afgjort den 22. juni 2021