Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0627
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9498@2021-06-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0627
JydskeVestkysten skal ikke hindre tilgængelighed af artikel fra 2004 I en artikel bragt i 2004 omtalte JydskeVestkysten en syvårig dreng, som på daværende tidspunkt var et talentfuldt musikskolebarn, der drømte om at blive koncertpianist. Den omtalte person klagede til Pressenævnet over, at JydskeVestkysten havde afvist at slette artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde vægt på, at artiklen ikke indeholdt oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for personen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at JydskeVestkysten har afvist hans anmodning om at slette artiklen ” [Klager] vil være en berømt pianist ”, som blev bragt af JydskeVestkysten på netavisen jv.dk den 26. januar 2004, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel JydskeVestkysten bragte den 26. januar 2004 artiklen ” [Klager] vil være en berømt pianist ” på netavisen jv.dk. Af artiklen fremgår følgende: ”[BYNAVN A]: Fingrene kan lige akkurat tage en oktav på klaveret. Otte hvide og fem sorte tangenter spænder den lille drengehånd over. [Klager] må sidde på to puder for at nå op til klaveret, fødderne støtter han på en skammel, men fingrene bevæger sig op og ned ad tangenterne, som om de aldrig har bestilt andet. [Klager] fra [Bynavn A] er syv år og spiller klaver. Han spiller endda ret fantastisk. [Klager] kommer fra [Bynavn B] i [Land A]. Der har man en helt anden tradition for at lære børn at spille et instrument, og måske er det også derfor, at [Klager] er så dygtig. I weekenden deltog han i klaverundervisning i [Bynavn C] for nogle af [Område]s mest talentfulde musikskolebørn. Talent [Klager] spiller uden at kigge på noder. Han husker melodierne udenad. Allerede som treårig satte han sig til klaveret og begyndte at spille for familien, og moderen tog ham med hen på et musikkonservatorium i [Land A]. [[Land A] rettet fra [Land B], Pressenævnet ] - De mente, han kunne noget særligt, men han skulle komme igen, når han var lidt ældre, fortæller hans mor, [Klagers mor]. For hende var det vigtigt, at sønnen lærte at opleve og forstå musik rigtigt. Selvom han endnu ikke var begyndt i skole, var det ikke usædvanligt, at han begyndte at spille og øve sig hver dag. - Træningsforholdene i [Land A] er anderledes. Hvis [Klager] først var begyndt at spille som syvårig, så havde det været alt for sent til at få en karriere i gang, siger hun. Da familien for tre år siden flyttede til Danmark, meldte [Klagers mor] sin søn til musikskole, og hun var meget overrasket over, at eleverne kun spillede i 25 minutter om ugen. - I [Land A] har børn undervisning, teori og samspil fire timer om ugen, så det er noget anderledes end her, siger hun. Koncertpianist Siden familien kom til [Bynavn A], har [Klager] øget sin interesse for at spille og øver en til to timer om dagen. - Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg spiller klaver. Jeg synes bare, det er sjovt, siger [Klager] og er ret sikker på, hvad han vil være, når han bliver stor. - Jeg vil være koncertpianist og have så store hænder, at jeg kan tage to oktaver, siger den lille klaverspiller. Trods det åbenlyse talent er moderen lidt mere tilbageholden om hans fremtid. - Nu må vi jo se, hvad det ender med, når han bliver lidt større, siger hun. ” Efter anmodning fra [Klager] afviste JydskeVestkysten den 26. marts 2021 anmodningen om at hindre tilgængeligheden af artiklen. [Klager]s klage over JydskeVestkystens afslag er modtaget i Pressenævnet den 28. marts 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Sletning – punkt B. 8 [Klager] har anført, at JydskeVestkysten har afvist hans anmodning om at slette artiklen. Artiklen er fra 2004, og [Klager] var på daværende tidspunktet ikke myndig og derfor ikke i stand til at overskue konsekvenserne af publiceringen af artiklen. [Klager] har navnlig henvist til, at hele artiklen indeholder faktuelt ukorrekte oplysninger, herunder overskriften. Overskriften er ukorrekt, da [Klager] ikke længere ønsker at være ”berømt” pianist, men laver noget andet og har helt andre planer for fremtiden. Det er videre ukorrekt, når hans hånd beskrives som en ”lille drengehånd”, og at hans fingre ”lige akkurat kan tage en oktav på klaveret”, da [Klager] i dag er 24 år og har en væsentlig større hånd end det beskrevne. Ligeledes er oplysningen om, at [Klager] er syv år og bor i [Bynavn A] ikke korrekt i dag. Således er artiklen ikke længere relevant eller tidssvarende. [Klager] har endvidere anført, at artiklen er meget personlig, idet den udelukkende omhandler ham, hans familie og hans baggrund. [Klager] finder det krænkende, at enhver kan læse om hans personfølsomme oplysninger, som han ønsker at holde for sig selv. 2.2 JydskeVestkystens synspunkter Sletning – punkt B. 8 JydskeVestkysten har afvist, at der er grundlag for at hindre tilgængeligheden af artiklen med henvisning til de vejledende presseetiske reglers punkt B. 8 og følgende formulering i JydskeVestkystens politik om ændring af indhold på jv.dk: ”Jysk Fynske Medier betragter sin produktion af indhold som løbende danmarkshistorie af stor og blivende værdi og sletter derfor som udgangspunkt ikke indhold fra nogen af sine platforme, med mindre det ved efterprøvning viser sig at være faktuelt forkert. I særlige tilfælde kan navne fjernes, så de ikke længere kan findes via søgemaskiner (afindeksering). Det kan være straffesager efter udstået straf og ved fremvisning af ren straffeattest, hvis særlige grunde taler herfor. ” JydskeVestkysten har anført, at [Klager] gjorde opmærksom på, at det var en faktuel fejl, at der i artiklen stod ”[Land B]” og ikke ”[Land A]”. Denne fejl har JydskeVestkysten rettet, så der nu korrekt står ”[Land A]”. JydskeVestkysten bemærker, at da rettelsen blev foretaget, kom artiklen ved en fejl kortvarigt til at fremstå som publiceret i 2021, hvilket blev rettet igen. Det er JydskeVestkystens opfattelse, at oplysningerne i artiklen - på nær fejlen om ”[Land B]” i stedet for ”[Land A]” - var korrekte i 2004. JydskeVestkysten har endvidere anført, at artiklen ikke indeholder oplysninger, der er private eller følsomme, som giver grundlag for sletning, afindeksering eller yderligere ændringer. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lars Lindskov og Marlene Borst Hansen. God presseskik Sletning – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at JydskeVestkysten har afvist at hindre tilgængeligheden af artiklen ” [Klager] vil være en berømt pianist ” fra jv.dk. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Artiklen indeholder omtale af, at [Klager], der på tidspunktet for offentliggørelsen i 2004 var syv år, spiller klaver ret fantastisk og drømmer om at blive en berømt koncertpianist. Af artiklen fremgår endvidere, at [Klager] kommer fra [Bynavn B] i [Land A] og er flyttet til [Bynavn A] med sin familie, at han har deltaget i undervisning for talentfulde musikskolebørn, samt oplysninger om træningsforholdene i [Land A] i forhold til i Danmark. På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] var syv år, at hans familie var flyttet fra [Land A] til Danmark, og at han drømte om at blive en berømt pianist på tidspunktet for omtalen. Pressenævnet lægger endvidere til grund, at JydskeVestkysten efter henvendelse fra [Klager] rettede oplysningen om, at [Klager] kommer fra ”[Land B]” til ”[Land A]”. Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen, som sagen er oplyst, ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager]. Det er heller ikke oplyst, at offentliggørelse af oplysningerne af andre grunde kan anses for at skade [Klager]. Det forhold, at [Klager] kun var syv år gammel, da artikel blev publiceret, kan ikke føre til et andet resultat. Pressenævnet bemærker hertil, at det er [Klager]s mor, der udtaler sig i artiklen. Nævnet udtaler på den anførte baggrund ikke kritik af JydskeVestkysten for at afvise [Klager]s anmodning om at hindre tilgængeligheden. Afgjort den 22. juni 2021