Gelex

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold, herunder sikre, at de unge under 18 år får tilstrækkelig oplæring og instruktion i udførelsen af arbejdet (psykisk arbejdsmiljø - vold, trusler - kunder - butik)

GældendeVersion 2021-06-26
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9501@2021-06-26/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med påbud om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold, herunder sikre, at de unge under 18 år får tilstrækkelig oplæring og instruktion i udførelsen af arbejdet (psykisk arbejdsmiljø - vold, trusler - kunder - butik)

Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at de ansatte under 18 år og deres arbejde med håndtering af truende kunder på tilsynstidspunktet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderede, at de iværksatte tiltag ikke i tilstrækkelig grad forebyggede risikoen for vold og trusler om vold for de ansatte under 18 år. Der var på grund af de unges udvikling og begrænsede erhvervserfaring et særligt behov for oplæring og instruktion. Nævnet lagde vægt på en konkrete hændelse, hvor en 17-årig ansat blev truet af en kunde, herunder fik dødstrusler. Den unge tilkaldte ikke assistance og oplyste efter episoden hverken ledelse eller kolleger herom. Den unge opsagde herefter sin stilling. Nævnet bemærkede, at det skal være klart for de ansatte, at de skal tilkalde hjælp, hvis de bliver udsat for trusler og krænkende adfærd. De skal være udførligt instrueret i, hvordan de skal håndtere konkrete episoder, og hvordan kunders udadreagerende adfærd skal håndteres. Hændelsen understøttede nævnets vurdering af, at de unge ansatte ikke havde fået en tilstrækkelig instruktion og træning i, hvordan de skal handle i en sådan situation. Et mindetal på 5 af nævnets medlemmer fandt, at det ikke var dokumenteret, at forebyggelsen ikke modsvarede risikoen for vold. Medlemmerne lagde navnlig vægt på, at der var klare udmeldte retningslinjer for de ansatte om, hvad de skulle gøre i truende situationer. At en ansat valgte ikke at nævne en hændelse for ledelsen var ikke tilstrækkelig dokumentation for manglende forebyggelse.

Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelsen er skrevet til [navn udeladt]. Afgørelsen er sendt til [navn udeladt], som repræsenterer [navn udeladt] i sagen. Afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 9. september 2020 om at forebygge risiko for vold og trusler om vold. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 13. april 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder, med den af Arbejdstilsynet i udtalelsen nævnte præcisering, Arbejdstilsynets afgørelse af 9. september 2020 med påbud til jer om at forebygge risikoen for vold og trusler om vold, som er relateret til de unge under 18 år og deres arbejde med kunder i [navn og adresse udeladt] herunder sikre, at de unge under 18 år får tilstrækkelig oplæring og instruktion i udførelsen af arbejdet. I skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I skal derfor forebygge risikoen for vold og trusler om vold, som er relateret til de unge under 18 år og deres arbejde med kunder i [navn udeladt], herunder sikre, at de unge under 18 år får tilstrækkelig oplæring og instruktion i udførelsen af arbejdet, så risikoen for at de unge under 18 år udsættes for vold forebygges. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. I skal efterkomme påbuddet senest den 22. juni 2021. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at jeres ansatte under 18 år og deres arbejde med håndtering af truende kunder på tilsynstidspunktet ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer, at de iværksatte tiltag ikke i tilstrækkelig grad forebyggede risikoen for vold og trusler om vold for jeres ansatte under 18 år, da de unge ikke i tilstrækkeligt omfang fulgte de retningslinjer, I havde oplært og instrueret dem i, til håndtering af potentielt truende/voldelige kunder. Nævnet vurderer, at unge under 18 år på grund af deres udvikling og begrænset erhvervserfaring, herunder erfaring med håndtering af truende kunder, har et særligt behov for oplæring og instruktion. Utilstrækkelig forebyggelse af risiko for vold, som er relateret til arbejdet, kan have indvirkning på de unge ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at der ikke var en systematisk og tilstrækkelig indøvet fremgangsmåde til håndtering af truende og voldelige kunder, så de unge ansatte i en situation med truende kunder handlede efter den instruktion, som de havde modtaget. Det er understøttet af den konkrete hændelse den 30. januar 2020, hvor en 17 årig ansat blev truet af en kunde, herunder fik dødstrusler. Den unge tilkaldte ikke assistance og oplyste efter episoden hverken ledelse eller kolleger herom. Den unge arbejdede herefter videre indtil pågældendes vagt var ovre. Den unge ansatte vendte herefter ikke tilbage til arbejdet, men opsagde sin stilling 3 uger efter hændelsen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at I har oplyst, at I har 2000-3000 kunder dagligt. Det betyder, at der dagligt er en risiko for, at man som ansat kan blive udsat for kunders utilfredshed i form af verbale skældud eller at blive svinet til. Nævner lægger desuden vægt på jeres oplysninger om, at risikovurderingen af konkrete episoder, hvor kunder er truende/voldelige, er afhængig af den enkelte ansattes erfaring. Det er dermed overladt til jeres ansatte at mærke efter, om noget er ubehageligt eller ikke føles godt i maven, og jeres ansatte skal selv vurdere, om de skal tilkalde assistance. I skal som arbejdsgiver bl.a. sørge for, at der er klare retningslinjer, grundig oplæring og instruktion, så jeres unge ansatte altid ved, hvad de skal gøre, hvis de oplever ubehagelige kunder. Derudover skal I som arbejdsgiver planlægge og tilrettelægge arbejdet, så risikoen for vold og krænkende handlinger er effektivt forebygget. Nævnet er opmærksom på, at det i klagen er anført, at I har gjort tilstrækkeligt for at forebygge risikoen for vold og trusler om vold, som er relateret til arbejdet med kunder i [navn udeladt], herunder sikret, at jeres de unge ansatte under 18 år får tilstrækkelig oplæring og instruktion i udførelsen af arbejdet. Det forhold, at der har været en konkret hændelse, hvor en medarbejder ikke har handlet i overensstemmelse med jeres instruktioner og politik på området, kan ikke i sig selv dokumentere en utilstrækkelig forebyggelse, ligesom en ulykke ikke i sig selv dokumenterer en overtrædelse af arbejdsmiljølovens regler. Det kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet er enig i, at I har implementeret flere forebyggende tiltag, men I skal sørge for, at der er tilstrækkelige klare retningslinjer, grundig oplæring og instruktion, så jeres unge ansatte altid ved, hvad de præcis skal gøre, hvis de oplever ubehagelige kunder. Det skal være klart for jeres ansatte, at de skal tilkalde hjælp, hvis de bliver udsat for trusler, at det ikke er den ansattes skyld, når den ansatte bliver udsat for krænkende adfærd, og at det er afgørende, at sådanne konkrete episoder bliver talt igennem med ledelse eller kolleger, så de kan blive bearbejdet. Nævnet er enig i, at en konkret hændelse i sig selv ikke kan dokumentere en overtrædelse af reglerne, men den understøtter nævnets vurdering af, at jeres unge ansatte ikke har fået en tilstrækkelig instruktion og træning i, hvordan de skal handle i en sådan situation. Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen og til Arbejdstilsynets udtalelse af 22. november 2020, hvori det er anført, at en udførlig instruktion er et vigtigt forebyggende element, så alle ansatte i en tilspidset situation ved, hvad de skal gøre. Instruktionen skal derfor ligge på rygraden af de ansatte, så de nærmest per automatik følger instruktionen, når behovet herfor opstår – og dette gør sig særligt gældende i forhold til unge under 18 år, som ofte har begrænset erhvervserfaring, manglende bevidsthed om risici og større sårbarhed over for påvirkninger i arbejdsmiljøet. De unge skal derfor være udførligt instrueret i, hvordan de skal håndtere konkrete episoder i form af eksplicit handleanvisende instruktion i, hvordan kunders udad reagerende adfærd skal håndteres. Ved arbejde ved flaskeautomaterne, som er afsondret fra den øvrige del af varehuset, og hvor de unge arbejder alene med kunderne, bør der være en særligt tydelig instruktion til de unge, så de ikke er i tvivl om, hvornår der skal tilkaldes assistance, og at de ikke skal forblive alene i en situation med truende adfærd fra en kunde. Der var ikke en systematisk og opsøgende opfølgning over for de unge, så episoder, som de unge ikke af sig selv får italesat, bliver drøftet med kollegaer og ledelse, og så de unge jævnligt bliver mindet om indholdet af jeres retningslinjer vedrørende vold og trusler. En sådan opfølgning er en nødvendighed for, at instruktionen kommer til at ligge på rygraden af de unge. Om reglerne Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipperne. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den psykiske sundhed. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med ansættelsen, forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og indførelse af ny teknologi. Oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. Det følger af reglerne om unges arbejde, at arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge får grundig oplæring og instruktion, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal herunder gøre de unge bekendt med de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til deres sikkerhed og sundhed. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et flertal på 6 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. Et mindetal på 5 af nævnets medlemmer finder, at det ikke er dokumenteret at forebyggelsen ikke modsvarer risikoen for vold. Der lægges navnlig vægt på, at der var klare udmeldte retningslinjer for de ansatte om hvad de skulle gøre i truende situation. At en ansat vælger ikke at nævne en hændelse for ledelsen er ikke tilstrækkelig dokumentation for manglende forebyggelse. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 4, 7, stk. 1, og 18, i bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Om unges arbejde • § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 239 af 6. april 2005 om unges arbejde Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Stk. 2. Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Kapitel 4 Oplæring og instruktion ¬ § 18. Arbejdsgiveren skal sørge for, at hver enkelt ansat, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde. Der skal gives oplysninger om de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, den ansatte har adgang til. Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med: 1) ansættelsen, 2) forflyttelse eller ændring af arbejdsopgaverne, 3) indførelse eller ændring af arbejdsudstyr og 4) indførelse af ny teknologi. Stk. 2. Den i stk. 1, nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt. Bekendtgørelse nr. 239 af 6. april 2005 om unges arbejde Kapitel 2 Almindelige bestemmelser for beskæftigelse af alle unge under 18 år § 6. Arbejdsgiveren skal sørge for, at de unge får grundig oplæring og instruktion, således at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsgiveren skal herunder gøre de unge bekendt med de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til deres sikkerhed og sundhed. ¬¬Stk. 2. Hvor der skal findes brugsanvisninger vedrørende stoffer og materialer, tekniske hjælpemidler m.v. til brug for de ansatte under arbejdet, skal arbejdsgiveren sørge for, at de unge er fortrolige med de oplysninger, der fremgår af brugsanvisningen. ¬¬Stk. 3. Arbejdet skal udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art. Tilsynet skal tilpasses arbejdets art

Versioner

  1. 2021-06-26