Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0576
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9505@2021-06-26/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0576
Ej kritik af NORDJYSKE for kritiske artikler om privat parkeringsselskab NORDJYSKE bragte i august 2020 fire artikler, som indeholdt kritisk omtale af et privat parkeringsselskab. Der blev i artiklerne rettet både generel og konkret kritik mod parkeringsselskabet for måden hvorpå, parkeringsselskabet forvalter reglerne for parkering på de parkeringspladser, selskabet kontrollerer. Parkeringsselskabet klagede til Pressenævnet over artiklerne. Selskabet klagede navnlig over, at artiklerne indeholdt ukorrekt information, som ikke var blevet tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen. Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af NORDJYSKE i sagen. Nævnet lagde ved sin afgørelse blandt andet vægt på, at NORDJYSKE inden offentliggørelsen af artiklerne havde givet parkeringsselskabet mulighed for at forholde sig til den fremsatte kritik, hvilket selskabet havde afslået.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over følgende artikler bragt af NORDJYSKE i NORDJYSKE Stiftstidende og på netavisen nordjyske.dk: ” Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder ” af 14. august 2020, ” Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke ” af 15. august 2020, ” Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager] ” af 17. august 2020 og ” 10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen ” af 20. august 2020, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger om dem, som ikke blev tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen. [Klager] har endvidere klaget over, at NORDJYSKE har afvist at slette artiklerne fra nordjyske.dk, samt at NORDJYSKE har afvist [Klager]s anmodning om genmæle. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen Pressenævnet har både fra [Klager] [Herefter [Klager], Pressenævnet ] og NORDJYSKE modtaget kopi af parternes mailkorrespondance forud for artiklernes offentliggørelse. Det fremgår heraf, at NORDJYSKE mandag den 10. august 2020 kl. 11.40 henvendte sig til [Klager] i følgende mail: ”Til [Klager]/[Binavn til klager]. Jeg er journalist på NORDJYSKE Medier og har nogle spørgsmål vedrørende to bødesager fra Aalborg, som jeg er ved at skrive artikler om, samt nogle generelle spørgsmål. Jeg har brug for svar senest onsdag [Her er i mailen indsat en glad smiley, Pressenævnet ] 1) [Person A], Aalborg, har fået en kontrolafgift med løbenummeret 95601958. [Person A] kørte rundt på p-pladsen ved Aalborg Kongres & Kulturcenter lørdag 26. oktober 2019 og ledte efter en p-automat. Hun kørte rundt på pladsen, fordi det øsregnede. De to første p-automater virkede ikke, men den tredje gjorde. På det tidspunkt havde hun dog forvildet sig ind på den private del af p-pladsen, og selv om hun betalte for parkering, fik hun en kontrolafgift. Hun er helt sikker på, at det skilt, der i dag står ved indkørslen til det private område, ikke stod der den dag i oktober. Mens vi stod på stedet og snakkede om kontrolafgiften, kom en medarbejder fra Dagpengehuset ved den private del af p-pladsen ud og fortalte, at skiltet for nylig er blevet drejet, fordi folk ikke kunne se det før. - Det må betyde, at I har opdaget, at der var et problem med at opdage, at p-pladsen var privat? - Fastholder I alligevel kontrolafgiften til [Person A]? 2) [Person B], [Bynavn], har fået en kontrolafgift med løbenummeret 95697663 [Person B] parkerede på Budolfi Plads i Aalborg 29. maj 2020. Han er 79 år og kan ikke finde ud af moderne teknologi. En hjælpsom dame betjente p-automaten for ham, men kom til at taste reg.nr. på hans bil forkert. Der var også problemer med at registrere dankortet, men det hele lykkedes - sagde damen, og [Person B] gik ud fra, at hun vidste hvad hun talte om. - [Person B] har via sin it-kyndige ven, [Person C], klaget flere gange over kontrolafgiften, men I har fastholdt den. Hvorfor fastholder I kontrolafgiften? - Vennen, [Person C], har på [Person B]s vegne skrevet til jer, at han gerne vil betale kontrolafgiften i tre rater, men har ikke fået svar. - [Person C] opfatter det sådan, at I har blokeret hans mailadresse. Har I det? Og i bekræftende fald: Hvorfor? Er det noget, I plejer at gøre? - Hvad skal [Person B] gøre for at få lov at betale i tre rater? Han ejer ikke en computer, og kan heller ikke finde ud af at bruge én. Han har prøvet at ringe, men får at vide, at han ikke kan klage telefonisk. 3) Generelt - Hvordan fungerer en kontrakt om p-kontrol på en privatejet p-plads? Betaler I et beløb for at få opgaven, eller får I penge for det? - Er der et indtjeningskrav til den enkelte vagt? - Er der et indtjeningskrav til den enkelte p-plads? - Hvordan er p-vagternes opgave formuleret? Skal de udskrive kontrolafgifter ved selv de mindste overtrædelser, eller har I en bagatelgrænse? ” Hertil svarede [Klager] den 11. august 2020 kl. 09.45 følgende: ”Tak for din henvendelse. Indledningsvist skal vi bemærke, at [Klager] ikke udtaler sig om enkeltsager. Såfremt der er spørgsmål til specifikke kontrolgebyrer, da henviser vi til at parkanten henvender sig til os. Alle [Klager]s parkeringsvagter er fast aflønnet, og modtager på ingen måde provision eller lignende aflønning, der er egnet til at sætte spørgsmålstegn ved vagternes objektive udøvelse af kontrollen. Yderligere kan vi oplyse, at parkeringsvagtens opgave og arbejdsinstruks er, at foretage kontrol af hvorvidt de parkerede køretøjer, som befinder sig på den givne parkeringsplads, befinder sig på parkeringspladsen i overensstemmelse med de skiltede regler og vilkår. ” Til dette svarede NORDJYSKE samme dag kl. 11.03: ”Kære [Klager]. Selv om I ikke vil udtale jer om enkeltsager, må I kunne oplyse: - Om der er kommet nyt skilt eller om skiltet er blevet drejet på den private del af p-pladsen ved Aalborg Kongres- og Kulturcenter? Og hvorfor? - I hvilke situationer - og hvor tit - blokerer I klageres mailadresser? Desuden må I kunne besvare mine generelle spørgsmål: - Hvordan fungerer en kontrakt om p-kontrol på en privatejet p-plads? Betaler I et beløb for at få opgaven, eller får I penge for det? - Er der et indtjeningskrav til den enkelte vagt? - Er der et indtjeningskrav til den enkelte p-plads? ” Af den fremlagte mailkorrespondance fremgår det, at [Klager] den 12. august 2020 kl. 12.41 svarede følgende til NORDJYSKE: ”Som nævnt er parkeringsvagtens opgave og arbejdsinstruks, at foretage kontrol af hvorvidt de parkerede køretøjer, som befinder sig på den givne parkeringsplads, befinder sig på parkeringspladsen i overensstemmelse med de skiltede regler og vilkår. Alle parkeringsvagter er fast overenskomstmæssigt aflønnet, og modtager på ingen måde provision eller lignende aflønning, der er egnet til at sætte spørgsmålstegn ved vagternes objektive udøvelse af kontrollen. Derudover vil vi gøre opmærksom på, at vi udfører parkeringskontrol i henhold til gældende lovgivning og retspraksis i alle områder af vore virke, både når vi opsætter skilte på parkeringspladser, udskriver kontrolgebyrer og håndterer kundehenvendelser. Dette gør vi for leve op til den aftale vi har med pladsens ejer. Herunder også for at sikre, at vores sager holder, såfremt de skal behandles i retssystemet eller i Parkeringsklagenævnet. Skulle der være begået en fejl i vores processer, så identificeres fejlen i sagsbehandlingsforløbet. Det er bilistens ansvar at orientere sig omkring de skiltede regler på parkeringspladserne. Er bilisten uenig i parkeringsselskabets kontrolafgift og sagsbehandling, så er det muligt uden større besvær, at indsende klage til Parkeringsklagenævnet. Vi udfører som beskrevet vores opgaver i henhold til gældende lovgivning og retspraksis. Indtjeningskrav til parkeringspladser eller parkeringsvagter er derfor irrelevante, idet der kun udskrives kontrolgebyrer til bilister, der ikke overholder parkeringsreglerne. Vi behandler borgere ens, og korrekt udskrevne kontrolgebyrer fastholdes. Vi sagsbehandler ikke enkeltsager via medierne, og håndterer ikke sager anderledes fordi de kommer i medierne. Afslutningsvis kan vi nævne, at vi ikke oplyser om indhold i de aftaler, som vi har med parkeringspladsernes ejere. Dette er af konkurrencemæssige hensyn. For bilisternes vedkommende er indholdet i aftalerne irrelevante. Det der er vigtigt for bilisterne er, at vi udfører vores virke i henhold til gældende lovgivning og retspraksis. ” De påklagede artikler NORDJYSKE bragte den 14. august 2020 kl. 06.00 artiklen ” Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder ” på nordjyske.dk. En næsten enslydende artikel blev den 16. august 2020 bragt i NORDJYSKE Stiftstidende under overskriften ”Udpluk af de mest bizarre p-bøder” . Artiklen på nordjyske.dk har følgende underrubrik: ”Bøderamte bilisters oplevelse: Ingen kære mor hos p-kontrollen” Af artiklen fremgår følgende: ”AALBORG: Nordjyske bilister der er blevet ramt af p-bøder, henvender sig ofte til NORDJYSKE Medier, og selv om situationerne er vidt forskellige, har borgerne én ting til fælles: De synes ikke p-kontrollen opfører sig med den ordentlighed, man som borger burde kunne forvente. Borgernes beretninger står i kontrast til den selvforståelse pkontrol-firmaerne giver udtryk for på deres hjemmesider. - [Parkeringsselskab 1]s opgave er at kontrollere, at du som bilist overholder de gældende parkeringsbestemmelser, så vores by forbliver et rart og sikkert sted at færdes for alle trafikanter. - [Klager] ([Binavn til klager]) idégrundlag er at tilbyde de bedste og mest kundevenlige løsninger i parkeringsbranchen. - [Parkeringsselskab 2] hjælper med at indrette byerne, så der er plads til mennesker og liv, mens vi alle sammen kan komme effektivt fra A til B. Døm selv Bøderamte bilister oplever det som om nogle emsige p-vagter leder efter selv de mindste fod- og tastefejl, så de kan give bøder til folk, der har betalt for at parkere, og i øvrigt gør deres bedste for at være lovlydige samfundsborgere. Og når de klager over bøderne, beretter de samstemmende, at firmaerne ikke lytter endsige viser forståelse. Men døm selv. Her kommer fem af de mest bemærkelsesværdige p-sager fra Aalborg de senere år. 5. Bøde til fummelfingret parkinsonpatient Især én type "forseelse" har NORDJYSKE fået en del henvendelser om, og det er dem, hvor bilisten pænt og ordentligt har betalt for parkering, men har lavet en tastefejl i reg.nr. ved tjek ind. ” I artiklen er der her indsat et billede, hvorpå der ses et foto af skærmen på en betalingsautomat, hvor det er muligt at indtaste sin bils nummerplade. Øverst i højre hjørne ses en beskåret del af [Klager]s logo, hvor bogstaverne ”[Halvdelen af klagers navn]” og logoets [Farve] farver er delvist synlige, og under dette fremgår automatens løbenummer. Billedet er ledsaget af følgende billedtekst: ”Tastefejl i bilens reg.nr? Værsågod at erlægge 510 kr. på offentlige pladser eller omkring 800 kr. på private. Arkivfoto: […]” . Artiklen fortsætter: ”9. januar overgik det en ældre herre, da han parkerede ved Gåsepigen og kom til at trykke 5, hvor der skulle have stået et 7-tal i bilens nummerplade. Bilisten led af parkinsons, hvilket blandt andet medfører rystende hænder. Men det - og alle mulige andre undskyldninger for fummelfingre og tastefejl - er p-kontrollen uvedkommende. Der er faktisk én chance for at slippe for bøden, hvis man har tastet forkert: Hvis man kan dokumentere, at man har betalt for parkeringen, og det reg.nr. man er kommet til at taste ind, ikke findes på nogen anden bil i Danmark. Det gælder dog kun for parkering på offentlige p-pladser, ikke for de private pladser. ” 4. Bøde for at holde på egen grund […] 3. Fik bøde i p-bås med p-licens […] 2. Græsareal er en del af kørebanen […] 1. Bøder til 39 bilister for at holde udenfor usynlige streger […] Listen kunne være godt være længere NORDJYSKE har selv udvalgt de sager, der er med på listen. Hvis vi var gået lidt længere tilbage i tiden, kunne vi også have udvalgt f.eks. […]” Det fremgår af kommentarsporet til artiklen på nordjyske.dk, at en bruger den 14. august 2020 kl. 07.28 har tilføjet følgende kommentar: ”Trist, at journalister er så tungnemme at de endnu ikke fatter at det IKKE er P bøder, men afgifter. ” Det fremgår herefter, at journalisten bag artiklen den 14. august 2020 kl. 10.04 har tilføjet følgende kommentar til den ovenstående kommentar: ”Jeg ved godt, at det juridisk korrekte ord er afgift, men sprogligt er bøde efter min mening mere rammende, og det er også det ord, de fleste modtagere bruger. Jeg har i øvrigt netop talt med Dansk Sprognævn, der forventer at danskerne fortsætter med at bruge p-afgifter og p-bøder i flæng. Vh journalisten. ” NORDJYSKE bragte den 15. august 2020 artiklen ” Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke ” på netavisen nordjyske.dk. En næsten enslydende artikel blev den 16. august 2020 bragt i NORDJYSKE Stiftstidende under overskriften ”[Person A] er blevet hidsig: -De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” . Artiklen på nordjyske.dk har følgende underrubrik: ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” Af artiklen fremgår følgende: ”AALBORG: 76-årige [Person A] løb rundt for at finde en p-automat, der duede. Det lykkedes i tredje forsøg, men da hun nogle timer senere kom tilbage til sin bil sad der en træls overraskelse i forruden. […] Det var lørdag 26. oktober, og det stod ned i stænger, da hun og en håndfuld veninder skulle til fødselsdagsfrokost i midtbyen. - Normalt tager man da bussen, når man skal ind til byen, men det gad jeg ikke pga. regnen, fortæller [Person A], der bor på [Vejnavn]. De var fem veninder, der parkerede samtidig på p-pladsen ved Aalborg Kongres- & Kultur Center. Der var masser af tomme båse. Til gengæld fungerede p-automaten ikke. Den næste p-automat, de forsøgte sig med var også "i udu". - Vi løb rundt i regnen, før vi fandt én, der virkede, beretter [Person A]. Flyttede bilen pga. regnen Hun valgte at flytte bilen hen i nærheden af p-automaten, så hun slap for at løbe rundt i regnen for at få betalt, når hun skulle hjem. Det skulle hun ikke have gjort. ” I artiklen er der her indsat et billede, som viser et foto af kilden [Person A], der står med ryggen til kameraet og taster oplysninger ind på en betalingsautomat. Artiklen fortsætter: ”Da veninderne sidst på eftermiddagen kom tilbage til p-pladsen og afregnede med p-automaten, sad den grimme, orange seddel under viskeren på [Person A]s lille røde Kia. Hendes livs første p-bøde. Og hun anede ikke hvorfor hun havde fået den. Det viste sig, at hun i forvirringen var kommet til at parkere på det område af p-pladsen, der er privat. Det havde hverken hun eller veninderne bemærket, og [Person A] er sikker på, at der ikke var et skilt, der oplyste, at der var tale om privat parkering. Det har hun forsøgt at forklare [Binavn til klager]. Flere gange. Men det nytter ikke. ” I artiklen fremgår her et billede, som viser et foto af [Person A], der står ved indkørslen til en parkeringsplads og peger på et skilt, som er opsat dér. På skiltet, som har lyseblå baggrund og er påført [Klager]s navn og logo, står ”PRIVAT PARKERING”. Ovenover det lyseblå skilt ses på samme pæl et stort skilt, hvor der med mindre, hvide bogstaver på sort baggrund ligeledes står ”PRIVAT PARKERING”. I forgrunden ses endnu et skilt, hvor der med hvide bogstaver på sort baggrund ses teksten ”Regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen”. Artiklens billede er ledsaget af billedteksten ”- Det skilt var her ikke den 26. oktober, er [Person A] sikker på. ” Artiklen fortsætter: ” Bilistens eget ansvar [Binavn til klager] begrunder p-bøden således: "Pladsen er opdelt, således at en del af pladsen er offentlig og en del af pladsen er privat. Du har parkeret på det private område, som kontrolleres af [Binavn til klager] Parkeringskontrol. Af skiltningen på området fremgår det, at parkering kun er tilladt med gyldig P-tilladelse". "Vi gør opmærksom på, at det er bilistens eget ansvar at orientere sig om bestemmelserne på pladsen, hvilket fremgår af skiltningen", skriver [Binavn til klager] videre. - Og så skriver de, at jeg ikke får svar på mine henvendelser, hvis jeg ikke kommer med nye oplysninger, sukker [Person A]. Rend og hop Hvis p-automaterne havde fungeret, havde hun ikke forvildet sig ind på den private del af p-pladsen. Der var masser af ledige p-pladser og hun betalte for parkeringen, så hun synes, det er åbenlyst, at hun ikke var ude på at snyde. - Jeg synes ikke, det er i orden, at de ikke sørger for at p-automaterne virker. Jeg har lavet regnskaber hele mit liv, så jeg er vant til at der er orden i tingene, siger hun. Det er ikke et økonomisk problem for hende at betale bøden på 795 kr., men hun vil ikke. - Det er måden de gør det på. Jeg føler mig bondefanget. De kan rende og hoppe. Jeg betaler ikke, fastslår hun. Hvad er der sket med skiltningen? [Binavn til klager], der ejes af firmaet [Klager], vil ikke kommentere på enkeltsager, og dermed heller ikke på [Person A] situation. Men i et af svarene til [Person A] har de vedhæftet et foto af skiltet, som ifølge forklaringen er taget af p-vagten den dag, [Person A] fik en bøde: I artiklen er der her indsat et foto af et sort skilt, som ses at stå på en parkeringsplads. Øverst på skiltet ses i højre side teksten ”PRIVAT PARKERING” med hvide bogstaver og fremhævet med fed skrift i versaler og stor skriftstørrelse. Under denne tekst fremgår med en mindre skriftstørrelse tidsrummet, hvor parkeringsreglerne er gældende, og neden for dette fremgår med igen mindre skriftstørrelse teksten ”Parkering tilladt med gyldig P-tilladelse – P-tilladelse skal placeres let læselig i frontruden” . Nederst i fotoets venstre hjørne fremgår datoen ”26-10-19”. Under ovenstående billede fremgår i artiklen følgende tekst: ”Nu ser skiltningen på stedet sådan ud:” Der er i artiklen her indsat et foto af, hvad der fremstår som det ovenfor beskrevne skilt med regler for den pågældende parkeringsplads. Under det sorte skilt fremgår på samme pæl nu endnu et skilt med lyseblå baggrund, hvorpå der med hvide bogstaver i versaler og stor skrifttype står ”PRIVAT PARKERING”. Øverst på dette skilt fremgår [Klager]s logo. Artiklen afsluttes således: ”Skiltningen er altså blevet ændret, men hvordan og hvorfor har [Klager] ikke lyst til at forklare. Den private del af p-pladsen ligger ved Sygedagpengehuset, hvor en tilfældigt forbipasserende medarbejder fortæller, at skiltet er blevet drejet. - Før kunne folk ikke se skiltet, fordi det vendte den forkerte vej, fortæller medarbejderen, der ikke vil have sit navn frem. ” NORDJYSKE bragte den 17. august 2020 artiklen ” Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager] ” i NORDJYSKE Stiftstidende og på nordjyske.dk. Artiklen på nordjyske.dk er efterfølgende blevet opdateret, og overskriften lyder nu ”Hjælper gammel ven med at klage. ” Artiklen på nordjyske.dk har følgende underrubrik: ”80-årige [Person B] er teknologisk analfabet. Det koster ham dyrt” Under underbrikken og et billede af kilderne [Person B] og [Person C] fremgår nu følgende tekst: ”Overskriften til denne artikel indeholdt oprindeligt sætningen: "Nu er eksborgmester blokeret af [Binavn til klager]". NORDJYSKE havde ikke grundlag for at fastslå dette som en kendsgerning. Det er alene [Person B]s indtryk. NORDJYSKE beklager fejlen. Ved publiceringen af artiklen skrev vi, at [Klager] har overtaget [Binavn til klager]. Det er ikke korrekt, [Binavn til klager] er en del af [Klager]-koncernen. ” [Original kursivering, Pressenævnet ] Af artiklen fremgår herefter følgende: ”[Bynavn]: 80-årige [Person B] måtte bede en fremmed om hjælp til p-automaten. Da han alligevel fik en p-bøde, måtte han bede en ven om hjælp til at klage. Nu er [Person B]s ven og næsten-nabo, [Bynavn]s gamle borgmester [Person C], tilsyneladende blevet blokeret af [Binavn til klager]. Situationen er i hårdknude. - Vi skal hjælpe de gamle, driller 78-årige [Person C] sin gode ven [Person B], der lige har rundet de 80 år. - [Person B] er god til mange ting, men han er ikke god til moderne teknologi, tilføjer eks-borgmesteren mere alvorligt. […] (Bjørne)tjeneste ved p-automaten [Person B] tog sin bedre halvdel med ud at spise i Aalborg fredag 29. maj. De parkerede bilen ved Budolfi Plads tæt på en p-automat, men da [Person B] ville tjekke ind, kom han i tvivl om, hvad han skulle gøre. - Jeg spørger en dame, der står ved siden af, om hun kan vise mig, hvordan man gør. Hun er venlig og siger, at hun lige vil ordne det for mig, og jeg går hen til bilen og råber registreringsnummeret til hende, beretter [Person B]. Han har også problemer med at få automaten til at acceptere dankortet, men igen hjælper den venlige kvinde. "Nu er den der", siger hun efter flere forsøg, og så går [Person B] ud fra, at alt er i skønneste orden. Han vil også gerne videre. Køen ved p-automaten bliver længere og længere. Men alt er ikke i skønneste orden. […] S blev til X Det viser sig, at den hjælpsomme kvinde er kommet til at taste X i stedet for S i bilens reg.nr. Nogle dage efter fortæller [Person B] [Person C] om bøden, og [Person C] hjælper ham med at skrive en klage til afsenderen af bøden, [Binavn til klager]. Han udfylder skemaet på [Binavn til klager]s hjemmeside og uddyber forklaringen i en mail. […] [Person C] argumenterer for, at [Person B], der var i god tro, i det mindste bør have bøden nedsat. 795 kr. er mange penge, når man ikke har andet end sin folkepension at leve for. Men det nytter ingenting. [Binavn til klager] står fast på deres krav. Af firmaets hjemmeside fremgår det, at man kan få betalingen delt op i rater, og det beder [Person C] så om på vegne af [Person B]. - Det har de ikke svaret på. Og nu har de sgu blokeret mig! ” I artiklen er der her indsat et billede af [Binavn til klager]s svar til [Person C] med følgende billedtekst: ”Dette svar får eks-borgmester, [Person C], når han skriver til [Binavn til klager]. ” Af [Binavn til klager]s svar til [Person C], som kan læses på det indsatte billede, fremgår følgende tekst: ”Din meddelelse til noreply@[Binavn til klager]. dk kunne ikke leveres. noreply@[Binavn til klager]. dk accepterer kun meddelelser fra personer i egen organisation eller fra en liste over tilladte afsendere, og din mailadresse er ikke på listen. ” Artiklen fortsætter: ”- Jeg kunne godt prøve at skrive til dem fra min anden mailadresse, men så blokerer de jo bare den også, mener [Person C]. - Og det er umuligt at ringe til [Binavn til klager]. Man får bare en sang fra de varme lande, så den vej er også lukket. Normalt kan man få en fornuftig snak [Person C] er fortørnet over, at systemerne bliver så komplicerede, at almindelige mennesker ikke kan finde ud af det. - Det kan godt være [Binavn til klager] har retten på deres side. Det tror jeg, de har. Men derfor behøver de ikke bruge mafiametoder. Normalt kan man jo komme i dialog om tingene og få en fornuftig snak. […] Ingen kommentarer [Klager], der har overtaget [Binavn til klager], oplyser pr. mail, at de ikke udtaler sig om enkeltsager. - Såfremt der er spørgsmål til specifikke kontrolgebyrer, da henviser vi til at parkanten henvender sig til os, skriver [Klager]. ” Det fremgår af artiklen på nordjyske.dk, at en læser den 17. august 2020 kl. 09.29 tilføjede følgende kommentar til artiklen: ”Højesteret valgte at stadfæste dommen fra Østre Landsret i februar sidste år. Det var ulovligt, da Københavns Kommune fastholdt en p-afgift til en bilist, der betalte for sin parkering, men indtastede sin nummerplade forkert i p-automaten [I kommentaren fremgår her et link til en artikel på tv2lorry.dk vedrørende den omtalte dom, Pressenævnet ] NORDJYSKE bragte den 20. august 2020 artiklen ” 10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen ” på netavisen nordjyske.dk. Under overskriften ”Sådan undgår du at fare vild i parkeringsjunglen” blev en næsten enslydende artikel den 21. august 2020 bragt i NORDJYSKE Stiftstidende. Artiklen på nordjyske.dk har følgende underrubrik: ”Så svært er det at parkere lovmæssigt: Trafikforsker får også p-bøde” Af artiklen fremgår følgende: ”AALBORG: Igen og igen hører man om bilister, der får p-bøder for noget, de ikke vidste, de havde gjort galt. Selv trafikforsker [Trafikforskeren] fra Aalborg Universitet har oplevet det mere end én gang. - Det er formentlig mindre sandsynligt at få en p-bøde, hvis man bare smider bilen midt i et vejkryds. Der skal trods alt være en politimand i nærheden, der opdager det. Bøden bliver måske endda mindre end en p-bøde på en privat p-plads, siger [Trafikforskeren] sarkastisk. For det skal naturligvis IKKE opfattes som en god idé. Selvfølgelig skal man ikke lave trafikkaos og sætte andre menneskers liv på spil for at undgå en p-bøde. 1. Derfor kommer folk op i det røde felt Det er de allerfærreste, der parkerer ulovligt med vilje. - De udgør en meget lille andel, siger [Juristen], der er jurist hos FDM (Foreningen af Danske Motorejere). Det er heller ikke dem, der får et føl på tværs, når de får en p-bøde. Det er dem, der troede de overholdt reglerne. - Når man har gjort det så godt man kunne, og alligevel får en p-afgift, er det ikke bødens størrelse, der får folk op i det røde felt. Man bliver ramt på retfærdighedssansen, mener [Juristen]. Trafikforsker [Trafikforskeren] er enig. - Der er noget i det her, som støder almindelig retsopfattelse, siger han. […] Men han mener også, at bøderne er for store. - Der er et proportionalitetsprincip i det almindelige retsvæsen, som siger, at der skal være et rimeligt forhold mellem forseelsen og straffens størrelse. Det kan man med god ret sige, at der ikke er her. Det er der masser af eksempler på. Jeg synes for eksempel, det er virkelig grotesk, når folk får bøder for at parkere på egen grund. 2. P-vagternes opgave P-vagterne er ikke, som mange tror, ansat på provision, men på normal månedsløn. [Klager], der driver [Binavn til klager] oplyser: - Alle [Klager]s parkeringsvagter er fast aflønnet, og modtager på ingen måde provision eller lignende aflønning, der er egnet til at sætte spørgsmålstegn ved vagternes objektive udøvelse af kontrollen. NORDJYSKE har stillet [Klager] følgende spørgsmål: - Hvordan er p-vagternes opgave formuleret? Skal de udskrive kontrolafgifter ved selv de mindste overtrædelser, eller har I en bagatelgrænse? [Klager] svarer: - Vi udfører parkeringskontrol i henhold til gældende lovgivning og retspraksis i alle områder af vore virke, både når vi opsætter skilte på parkeringspladser, udskriver kontrolgebyrer og håndterer kundehenvendelser. Dette gør vi for leve op til den aftale vi har med pladsens ejer. Herunder også for at sikre, at vores sager holder, såfremt de skal behandles i retssystemet eller i Parkeringsklagenævnet. [Klager] skriver ikke et ord om en bagatelgrænse, så det skal man nok ikke regne med. 3. Kontrakter er forskellige - og hemmelige Om kontrakterne mellem ejere af private p-pladser og p-kontrol-firmaer er skruet sammen på en måde, der ansporer p-vagterne til at udskrive så mange bøder som muligt, har ikke været muligt at undersøge. Kontrakterne er forskellige fra p-plads til p-plads, og det er svært for udenforstående at få indsigt i dem, oplyser [Juristen] fra FDM. I et mailsvar til NORDJYSKE skriver [Klager]: - Vi oplyser ikke om indhold i de aftaler, som vi har med parkeringspladsernes ejere. Dette er af konkurrencemæssige hensyn. For bilisternes vedkommende er indholdet i aftalerne irrelevante. Det der er vigtigt for bilisterne er, at vi udfører vores virke i henhold til gældende lovgivning og retspraksis. [Juristen] forklarer, at der er to indtjeningskilder på p-pladserne: Betaling for parkering og bøder. Nogle steder får p-kontrolfirmaet penge for at føre kontrol, andre steder betaler firmaet for at få lov til at kontrollere, og inkasserer til gengæld indtægterne. Og derimellem er der alle mulige varianter, hvor ejeren og p-kontrollen deler indtægterne på forskellig vis. 4. Den sunde fornuft […] 5. Forskelsbehandling eller ej - retfærdigt system […] 6. Sort eller blå p-plads En p-plads er vel en p-plads? Nej, der er stor forskel på, om du holder på en plads med et stort, hvidt P på sort baggrund eller blå baggrund, selv om du begge steder risikerer at få et girokort i forruden. De sorte er private p-pladser. […] I øjeblikket lyder en p-bøde på offentlig p-plads på 510 kr., mens der på private p-pladser opkræves cirka 800 kr. - De sorte skilte med hvid tekst, har gjort det nemmere at se, at man kommer ind på privat område - og kan lade være at køre derind. En af de bedste muligheder man har, hvis man er utilfreds med p-kontrollen på en privat p-plads, der tilhører en forretning, er at "stemme med fødderne" og handle et andet sted, påpeger [Juristen]. - Nogen gange kan man undre sig over at en forretning med p-plads vil genere deres kunder ved at lade privat firma kontrollere parkering og udskrive bøder, siger trafikforsker [Trafikforskeren]. FDM's oplevelse er, at de private p-firmaer er mere rigide end de kommunale. - Vi har langt flest sager om private p-pladser. De kommunale p-selskaber har efter vores erfaring større forståelse for, hvad der er rimeligt, fortæller [Juristen]. Om det også gør sig gældende i Aalborg, kan han ikke specifikt sige. NORDJYSKE hører om mange p-bøder, der er givet af Aalborg Kommunes p-kontrol, [Parkeringsselskab 1]. 7. Hvis skiltet er snørklet Når bilister får p-bøder, selv om de tror, alle regler er overholdt til punkt og prikke, skyldes det oftest, at de har for travlt eller simpelt hen tænker på noget andet, så de overser eller misforstår skiltningen, mener [Juristen]. Man kan godt få på fornemmelsen, at skilte på p-pladser er placeret og formuleret for at gøre det så svært som muligt for bilisterne at parkere korrekt. - Det håber jeg da ikke. Kommunale p-pladser er underlagt færdselsloven, herunder hvordan skiltningen skal udformes. Private er mere frit stillet, men der er nogle overordnede regler, der skal overholdes, og skiltningen skal være forståelig for parkanten, ellers holder det ikke i retten, forklarer [Juristen]. Faktisk er den kommunale skiltning ikke altid korrekt, fortæller [Trafikforskeren], der underviser i trafikskiltning. Reglerne er fulde af spidsfindigheder. […] 8. Det er dit ansvar Det er og bliver bilistens eget ansvar at sikre sig, at alle regler er overholdt ved parkering, præcis som i andre trafikale situationer. - Vi udfører som beskrevet vores opgaver i henhold til gældende lovgivning og retspraksis. Indtjeningskrav til parkeringspladser eller parkeringsvagter er derfor irrelevante, idet der kun udskrives kontrolgebyrer til bilister, der ikke overholder parkeringsreglerne. Vi behandler borgere ens, og korrekt udskrevne kontrolgebyrer fastholdes, skriver [Klager]. Som bilist og parkant skal du koncentrere dig, og tage dig den nødvendige tid til at sørge for: - At bilen holder på en p-plads, hvor du rent faktisk må parkere - At du har læst og forstået det rigtige skilt (ikke et skilt, der gælder for nabo-p-pladsen) - At p-skiven er indstillet rigtigt/ikke er løbet tør for batterier - At bilen holder indenfor stregerne (og ikke en millimeter udenfor) - At du benytter den rigtige p-automat (og ikke én, der hører til nabo-p-pladsen) - At du får tastet de rigtige oplysninger. Tag et billede af din nummerplade, og tjek reg.nr. forfra og bagfra, også når der er kø ved p-automaten - At du er tilbage ved bilen i tide, hvis p-pladsen er tidsbegrænset 9. Hvis uheldet - og p-vagten - er ude Hvis du vover pelsen og parkerer på en "sort", dvs. en privatejet p-plads, og får en bøde, du synes er urimelig, kan du kun klage til p-selskabet, der har givet bøden. FDM er ikke imponeret af firmaernes håndtering af klager: - Det er vores generelle opfattelse, at der ikke bliver taget særligt dybt stilling til klager over p-afgifter på private p-pladser. En klage resulterer ofte i noget, der mest af alt ligner et autosvar - en autoafvisning af klagen. Som om de tænker, "går den, så går den". Det er ikke godt nok. De skal forholde sig reelt til klagen, siger [Juristen]. - Først hvis man begynder at gå dem mere på klingen, begynder de at tage reel stilling til klagen, mener han. Så det skal man gøre. Hvis p-selskabet stadig fastholder bøden, kan man klage til Parkeringsklagenævnet. Det koster et klagegebyr på 175 kr. 10. Er du fatsvag, hvis du siger "p-bøde"? - Det hedder ikke p-bøde - det hedder p-afgift! Sådan lyder det ofte, hvis man formaster sig til at sige eller skrive p-bøde. Ifølge Dansk Sprognævn er en afgift en indirekte skat, mens en bøde er et beløb, der skal betales som straf for en lovovertrædelse. Afgift bruges normalt ikke synonymt med bøde, men i enkelte tilfælde gør man: Når man siger kontrolafgifter om p-bøder og bøder for at køre uden billet med offentlig transport. At nogen gerne vil have folk til at sige p-afgift i stedet for p-bøde, er nok fordi det lyder pænere. Mindre ubehageligt. Det er det, man kalder en eufemisme, forklarer seniorkonsulent [Seniorkonsulenten]. - Det føles som straf, og det er jo også en straf, påpeger hun. - Så er der nogen, der mener, det er forkert at sige p-bøde, men vi bruger de to ord i flæng, og det bliver vi nok ved med, forventer [Seniorkonsulenten]. Ifølge Den Danske Ordbog kan p-afgift både bruges om betaling for brug af en p-plads og om betaling for at have parkeret ulovligt. I sidstnævnte tilfælde anføres p-bøde og p-afgift som synonymer. ” Efter offentliggørelsen Efter offentliggørelsen af artiklerne fremsendte [Klager] den 19. august 2020 en klage til NORDJYSKE. I en skrivelse, som blev sendt til [Klager] samme dag, afviste NORDJYSKE klagen. [Klager] sendte herefter den 26. august 2020 endnu en skrivelse til NORDJYSKE. Pressenævnet har fra [Klager] modtaget kopi af den pågældende skrivelse, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ”[…] Det er noteret, at NORDJYSKE på baggrund af [Klager]s skrivelse af den 19. august 2020, ikke har ønsket at bringe det forespurgte dementi, dog skal [Klager] her fremkomme med bemærkninger til, hvorfor [Klager] er af den opfattelse at genmælet, som findes sidst i indeværende skrivelse, bør bringes i alle digitale som analoge medier. […] [Klager] skal ligeledes udbede sig en redegørelse for den særlige grad af efterprøvelse, som NORDJYSKE har foretaget i forhold til de omhandlede artikler. Det bemærkes, at efterprøvelse naturligvis ikke udelukkende udgøres af forelæggelse. Afslutningsvist skal [Klager] bemærke, at [Klager] har noteret sig den bragte rettelse. På baggrund af sagens forløb og ovenstående bemærkninger, skal [Klager] således fremsætte ønske om, at følgende genmæle bringes i alle analog som digitale medier, ligesom at artiklerne fjernes fra alle analog som digitale medier. Endvidere bemærkes det, at genmælet ønskes bragt som originalartiklerne, herved skal således forstås, at genmælet bringes på samme fremtræden måde, som originalartiklerne er bragt. NORDJYSKE Medier A/S har ved offentliggørelse, af artiklerne ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder”, ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” og ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen”, af hhv. den 14., 15., 17., og 20. august 2020, fremsat ukorrekte og ufuldstændige oplysninger. Artiklerne er derfor fjernet. Gennemgående for de 4 artikler, er at der er sket en sammenblanding af begreberne p-bøde og kontrolgebyr/-afgift. Denne sammenblanding er juridisk ukorrekt og særdeles uhensigtsmæssig, da regler for parkeringer foretaget på offentlige parkeringspladser, ikke finder anvendelse på parkeringer foretaget på private parkeringspladser. I denne forbindelse skal det præciseres, at der skal sondres mellem hhv. offentlig og privat parkering. De skal blandt andet særligt fremhæves, at [Klager] forestår kontrol på private parkeringspladser. [Klager] har aldrig og vil aldrig udstede p-bøder. P-bøder kan udelukkende udstedes og pålægges af offentlige myndigheder, herunder politiet. I forhold til artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, da skal det særligt fremhæves, at parkanten har benyttet en offentlig betalingsautomat. Det fremgår således af artiklen, at der er betalt for den foretagne parkering. Dette er ikke korrekt. Betalingen er sket til Aalborg Kommune. [Klager] har således ikke modtaget betaling. Ligeledes bemærkes det, at [Klager], ikke har indflydelse på eller påtaleret overfor indretningen af offentlige parkeringspladser, herunder opstilling af betalingsautomater på disse parkeringspladser. Af artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” fremgår det, at [Klager] skulle have blokeret en mailadresse. Dette er ikke korrekt. [Klager] skal oplyse, at mailadresser benyttet ved henvendelser vedr. kontrolgebyrer aldrig vil blive blokeret. Dog bemærkes det, at det ikke er muligt at henvendelse sig til noreply@[Binavn til klager]. dk. Såfremt NORDJYSKE ikke ser sig i stand til, at offentliggøre ovenstående genmæle, da imødeser [Klager], NORDJYSKEs eget forslag til genmæle, som NORDJYSKE vil bringe i alle analog og digitale medier, fremsendt til godkendelse. Fjernes artiklerne ikke og bringes ovenstående genmæle ikke, eller modtages udkast til genmæle ikke inden fredag den 28. august kl. 12:00, da skal der for god ordensskyld gøres opmærksom på, at der vil blive oprettet en sag ved Pressenævnet. ” Pressenævnet har fra [Klager] ligeledes modtaget kopi af NORDJYSKEs svar af 1. september 2020 på ovenstående skrivelse, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ”I ovennævnte sag skal jeg hermed vende tilbage med NORDJYSKE Medier A/S bemærkninger til jeres brev dateret 26. august 2020 sendt pr. mail til undertegnede. Indledningsvist skal jeg bemærke, at NORDJYSKE Medier A/S bemærkninger i brev af 19. august 2020 fastholdes, hvorfor jeg ikke har yderligere bemærkninger til de fremsatte kritikpunkter af [Klager], da de allerede anses for besvaret i brev af 19. august 2020. Jeg vedlægger for en god ordens skyld kopi af korrespondance med Dansk Sprognævn jf. bilag 1, som dokumentation for at ordene ”afgift” og ”parkeringsbøde” kan anses som synonymer. Dernæst i forlængelse af jeres bemærkning omkring offentliggørelse af dementi, så kan jeg oplyse, at det har været i den trykte udgave af NORDJYSKE Stiftstidende samt er aktivt på nordjyske.dk – se bl.a. dette link: https://nordjyske.dk/nyheder/samfund/hjaelper-gammel-ven-med-at-klage-nu-er-eks-borgmester-blokeretaf-[Binavn til klager]/4316e491-3953-48c7-8b6b-40e49ae3ca69. […]” NORDJYSKE Stiftstidende har oplyst, at avisen som led i sagen for Pressenævnet den 25. november 2020 bragte følgende tekst med overskriften ”Rettelse” på side 2, i avisens 1. sektion: ”Mandag 17. august 2020 bragte vi her i NORDJYSKE en artikel med overskriften " Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]". NORDJYSKE havde ikke grundlag for at fastslå, at artiklens hovedkilde, [Person B], var blevet blokeret. Det var alene hans eget indtryk. NORDJYSKE beklager fejlen. ” Øvrige oplysninger NORDJYSKE har over for Pressenævnet fremlagt kopi af en mail af 14. august 2020, som journalisten bag artiklerne ses at have modtaget fra en seniorkonsulent hos Dansk Sprognævn. Af mailen fremgår følgende: ”Hej [Journalisten] Her får du et billede af vores svar fra 2002 om bøde og afgift [Original kursivering, Pressenævnet ]. Jeg glæder mig til at læse hvad du kommer frem til. ” Mailen er efterfulgt af et billede, hvor følgende tekst fremgår: ”Ordet ”afgift”: Ifølge Nudansk Ordbog med etymologi, 2. udg., 2001, betyder ”afgift” et beløb som betales som en del af prisen ved køb af en vare, modtagelse af en ydelse eller for brug af noget, især om afgifter som betales til staten, og ordbogen nævner sammensætninger som ”miljøafgift” og ”vægtafgift”. Hvis man slår op under ”afgift” i Den Store Danske Encyklopædi, henvises der til opslagsordene ”forbrugsafgifter” og ”skatter”. Under ”forbrugsafgifter” står der bl.a. at det er ”skatter der belaster forbruget af varer eller tjenesteydelser, idet der ved produktion, omsætning eller import af disse skal betales en afgift”. Under ”skatter” står der at det er ”betalinger fra private til det offentlige som ikke modsvares af en direkte modydelse”, og det nævnes at ”skatter kan inddeles i direkte skatter, som umiddelbart pålignes personer og selskaber, og indirekte skatter, der lægges på varer og tjenesteydelser og betales af borgere ved en forhøjelse af priserne på de afgiftsbelagte varer og ydelser”. Som det fremgår af ovenstående, bruges ”afgift” normalt ikke synonymt med ”bøde”, der har betydningen ’et pengebeløb der skal betales som straf for en lovovertrædelse’ (jf. Nudansk Ordbog). Men i enkelte tilfælde har de to ord den samme betydning, fx bruges ”parkeringsafgift” og ”parkeringsbøde” i flæng i almensproget. Der er nok tale om at ”afgift” fungerer som en eufemisme (en formildende omskrivning af et ord som har et ubehageligt indhold) for ”bøde”. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 4. november 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og mediets handlemåde [Klager] har anført, at NORDJYSKE i de påklagede artikler har bragt ukorrekte, skadelige og ufuldstændige oplysninger om deres virksomhed. Artiklerne synes bevidst at have haft til formål at vildlede læserne, og dermed forbrugere af parkeringspladser, blandt andet gennem grove generaliseringer. Nedenstående gennemgang af de påklagede artikler rejser mistanke om, at NORDJYSKE, i strid med avisens egne etiske retningslinjer, har behandlet [Klager] særligt kritisk. Således har NORDJYSKE inden for syv dage udgivet fire artikler, som alle har [Klager] som omdrejningspunkt. I disse artikler er der bragt fotos med relation til [Klager], selvom den konkrete omtale ikke vedrører forhold, der har tilknytning til [Klager]. Samtidig har NORDJYSKE ikke ønsket at tage konstruktiv kritik omkring den forkerte anvendelse af ordet ”p-bøde” til efterretning, ligesom NORDJYSKE ikke har forholdt sig kritisk til sine kilders oplysninger, hvorved artiklerne indeholder direkte ukorrekte oplysninger. Endelig har NORDJYSKE, som anført yderligere nedenfor, bevidst anvendt negative vendinger og negativ vinkling i sin omtale af [Klager]. Der er således ikke tale om ”kritisk forbrugerjournalistik”, som anført af NORDJYSKE under Pressenævnssagen, idet NORDJYSKE i artiklerne i stedet har eskaleret en ikke eksisterende problemstilling, idet [Klager] ikke tidligere har oplevet særlige udfordringer i forbindelse med de omtalte parkeringspladser. Ud over de fire påklagede artikler har NORDJYSKE endvidere bragt artiklerne ”Aktion mod mærkelig p-regel: - Det er en pengemaskine” af 26. september 2020 og ”Inge gik i aktion mod mærkeligt p-skilt: Så kom der skub i tingene” af 4. oktober 2020. Den samlede omtale har medført betydelig økonomisk skade for [Klager], herunder ekstra udgifter til yderligere og andre skilte, ændring af parkeringsrestriktioner, tab af indtægt mv. Dette gælder også for pladsejeren af den i de to sidstnævnte artikler omtalte parkeringsplads, som har oplevet personlig hetz som følge af omtalen. - Forelæggelse i rimelig tid [Klager] har anført, at virksomheden ikke fik rimelig tid til at besvare en forudgående forelæggelseshenvendelse fra NORDJYSKE. [Klager] modtog den 10. august 2020 kl. 11.40 en mail fra avisen med en lang række spørgsmål, som der ønskedes svar på inden onsdag den 12. august 2020, hvilket ikke udgør fire dage, som oplyst af NORDJYSKE, og hvilket ikke kan betragtes som rimelig tid til besvarelse. En sådan deadline kræver derimod reaktion straks, særligt henset til eventuelle misforståelser og deraf nødvendige opfølgninger, som det var tilfældet i nærværende sag. Forelæggelse i ”rimelig tid” forudsætter ikke, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved svarfristen, da det er NORDJYSKEs ansvar, at der gives rimelig tid til at svare. Allerede på grund af den korte svarfrist, måtte [Klager] have en berettiget forventning om, at artiklernes omfang var begrænset. Det er også korrekt, at de fremsendte forelæggelsesspørgsmål gav indtryk af, at der ikke var tale om et kompliceret emne. Faktum er imidlertid, at NORDJYSKE ikke havde en forståelse for den problemstilling, de ønskede at omtale. Det kan i den forbindelse ikke forventes, at [Klager] ved sin besvarelse af forelæggelsesspørgsmålene skulle sikre sig, at NORDJYSKE var klar over den gældende retstilstand vedrørende parkering. NORDJYSKEs manglende viden gjorde sagen til et kompliceret emne, hvorfor den angivne svarfrist ikke var rimelig. At [Klager] ikke ønsker at udtale sig om enkeltsager, fritog ikke NORDJYSKE fra at forelægge kritikpunkterne for [Klager]. Hertil kommer, at der i artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” rejses generel kritik, som ikke blev forelagt for [Klager] inden offentliggørelsen. Ligeledes relaterede NORDJYSKEs forelæggelsesspørgsmål sig ikke til indholdet af artiklen ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder” . [Klager] har således bestridt NORDJYSKEs påstand om, at virksomheden fik mulighed for i god tid at forholde sig til de kritikpunkter, der blev fremsat i artiklerne. [Klager] har endvidere bestridt, at oplysningerne i artiklerne er efterprøvet i særlig grad som foreskrevet i de presseetiske regler. Efterprøvelse er ikke begrænset til forelæggelse for den pågældende, hvorfor NORDJYSKE bør redegøre for den kildekritik, de har udført i forbindelse med efterprøvelsen. Til de enkelte påklagede artikler har [Klager] herefter anført følgende: - Artiklen ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder” [Klager] har anført, at NORDJYSKE har handlet i strid med god presseskik ved i denne og de øvrige påklagede artikler ukorrekt at have anvendt betegnelsen parkeringsbøder og p-bøder om de kontrolafgifter, som [Klager] og andre private parkeringsfirmaer udsteder. Det fremgår af kommentarsporet til den påklagede artikel på nordjyske.dk [Gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ], at journalisten bag artiklen er fuldt ud bevidst om, at det ikke er korrekt at sammenblande p-bøder og kontrolafgifter pålagt af private selskaber, men at hun alligevel har valgt at gøre det. Den bevidste vildledelse er i strid med NORDJYSKEs formålsparagraf, hvorfor den ligeledes er i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 1. Da forskellen mellem retsstillingen vedrørende offentlig- og privat parkering er af væsentlig betydning for den enkeltes medleven i samfundsudviklingen, medfører NORDJYSKEs misinformation, at forbrugeren ikke har mulighed for at forholde sig korrekt til gældende lovgivning. Ved en hurtig internetsøgning, eksempelvis via politiets hjemmeside, kunne NORDJYSKE nemt have tjekket og kontrolleret den faktuelle forskel mellem parkeringsafgifter og parkeringsbøder. I stedet har NORDJYSKE handlet i strid med avisens egne etiske retningslinjer, som fastslår, at ”krav om hurtighed aldrig må gå forud for korrekthed og dermed troværdighed. ” Af NORDJYSKEs mail af 10. august 2020 til [Klager] fremgår det, at NORDJYSKE er klar over forskellen mellem bøder og afgifter, da avisen i mailen omtaler kontrolgebyrer som kontrolafgifter. Den eneste forklaring på NORDJYSKEs ønske om i denne og efterfølgende artikler ukorrekt at anvende ordet ”p-bøde” om kontrolafgifterne er, at p-bøder har en mere negativ klang i forbrugernes bevidsthed. Dette tilvejebringer flere klik og læsninger, hvorved NORDJYSKEs ønske om at udstille og udskamme [Klager] bliver opfyldt. Til NORDJYSKEs bemærkninger under Pressenævnssagen har [Klager] blandt andet anført, at det ikke er korrekt, at sammenblandingen af betegnelserne bøde og kontrolafgift ikke har betydning for forbrugerne. Således modtager [Klager] jævnligt henvendelser fra modtagere af kontrolgebyrer, som eksempelvis ønsker gebyret nedsat og i den anledning henviser til tidligere nedsættelser af p-bøder eller til færdselslovens bestemmelser. NORDJYSKEs henvisning til en skrivelse fra Dansk Sprognævn er ubrugelig, da avisen ikke har fremlagt sit indledende spørgsmål til Dansk Sprognævn, og det således ikke er muligt at slå fast, hvad det er, der svares på. Det kan herudover ikke konkluderes fra skrivelsen, at bøder og gebyrer er synonymer, da bøder udstedes på baggrund af lovovertrædelser, og gebyrer beror på et aftaleretligt grundlag. Det er korrekt, at man ikke kan kontrollere, hvilke ord befolkningen bruger, men NORDJYSKE har et ansvar for at anvende den korrekte terminologi og dermed bidrage til oplysning af- og forståelse hos forbrugerne. For så vidt angår artiklens billede af en [Klager]-betalingsautomat har [Klager] bemærket, at billedet bringes i sammenhæng med en historie om fejlindtastning ved parkering på offentlige p-pladser i artiklens punkt 5, ”Bøde til fummelfingret parkinsonpatient” . Omtalen vedrører således en offentlig parkeringsplads ved Gåsepigen i Aalborg, hvorfor brugen af billedet af [Klager]s betalingsautomat er helt uden relevans for afsnittets indhold og en fordrejning af virkeligheden, som har til formål af fremstille [Klager] i så dårligt et lys som muligt. Endvidere har NORDJYSKE ved anvendelsen af billedet i artiklen skabt en forventning hos læserne om at møde en [Klager]-automat på den pågældende parkeringsplads, hvorfor [Klager] samlet har anført, at anvendelsen af billedet i artiklen er sket i strid med god presseskik. - Artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” [Klager] har anført, at artiklen tydeligt bærer præg af fejlslutninger og manglende kildekritik. Endvidere er de i artiklen indsatte billeder bevidst vinklet, så fremstillingen af de faktiske forhold bliver ukorrekt. Artiklen bærer tydeligt præg af, at NORDJYSKE har ønsket at bringe en sensationsnyhed uden at have udført det minimum af journalistisk arbejde, som god presseskik tilskriver. Hertil har [Klager] med henvisning til ovenstående synspunkter anført, at NORDJYSKE i denne artikel ligeledes har omtalt kontrolafgifter som p-bøder, hvilket er faktuelt forkert. I forhold til denne artikel er dette relevant, fordi omtalen vedrører et tilfælde, hvor kilden [Person A] parkerede på en privat parkeringsplads, som kontrolleres af [Klager], og hvor parkering kun er tilladt med gyldig p-tilladelse, mens hun valgte at benytte den offentlige betalingsautomat, som kommunen havde opstillet på den tilstødende, kommunale parkeringsplads. NORDJYSKE har i artiklen anvendt følgende misvisende beskrivelse, hvor de to adskilte parkeringspladser omtales som en sammenhængende p-plads: ”Det viste sig, at hun i forvirringen var kommet til at parkere på det område af p-pladsen, der er privat. ” Udsagnet er direkte usandt, da der er tale om to separate og fysisk adskilte parkeringspladser – den ene privat, den anden offentlig – hvilket et hurtigt tjek i CVF, Central vej- og stifortegnelse, som er offentligt tilgængelig, ville have bekræftet. Det fremgår således heraf, at der er tale om to separate matrikler, hvoraf [Klager] kontrollerer den private parkeringsplads. Med udsagnet er NORDJYSKE imidlertid med til at skabe forvirring om parkeringsforholdene i Aalborg samt retsstillingen i forhold til offentlig og privat parkering. For så vidt angår artiklens omtale af skiltningen på parkeringspladsen har [Klager] indledningsvist oplyst, at for at kunne pålægge kontrolgebyrer på private parkeringspladser, skal der på parkeringspladsen være opsat skiltning ved indkørslen til parkeringspladsen, som gør parkanter opmærksom på, at der parkeres på et privatområde. Krav til den konkrete skiltning er reguleret i BEK nr. 202 af 28/02/04, Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder. Under [Klager] og NORDJYSKEs mailkorrespondance inden artiklens offentliggørelse gjorde [Klager] NORDJYSKE opmærksom på de lovmæssige krav for opstilling af skilte på private parkeringspladser. Hertil har [Klager] anført, at hvis NORDJYSKE havde udført sit journalistiske forarbejde på tilstrækkelig vis, burde det have fremgået af artiklen, at skiltningen på den pågældende parkeringsplads opfyldte de lovmæssige krav herfor, samt at det ikke er muligt at køre ind på [Klager]s parkeringsplads uden at passere den omtalte skiltning. Således er artiklens præmis om, at der på parkeringspladsen ikke er skiltet med, at der er tale om en privat parkeringsplads, samt at skiltningen skulle være ”drejet”, fejlagtig og udokumenteret. Faktisk dokumenterer artiklens fjerde billede netop, at der ved indkørslen til parkeringspladsen fremgår skiltning, der oplyser om, at pladsen er privat. Denne skiltning var placeret præcis på samme måde som på datoen for [Person A]s parkering. De anvendte fotos i artiklen er imidlertid vinklet og fremstillet på en sådan måde, at dette ikke fremgår tydeligt. Som dokumentation for, at skiltningen levede op til de lovmæssige krav på tidspunktet for den omtalte parkering, har [Klager] henvist til fotodokumentation af det omtalte skilt optaget henholdsvis den 26. oktober 2019 og den 21. februar 2020, hvoraf det fremgår, at skiltningen, som [Person A] peger på billedet i artiklen, ikke er drejet. [Klager] har herefter anført, at artiklens manglende præcisering og forklaring af de fysiske forhold på området foranlediger læseren til at tro, at betalingsautomaterne på den kommunale parkeringsplads er opstillet og vedligeholdt af [Klager]. Da dette på ingen måde er tilfældet, fremsættes en uberettiget kritik af [Klager], eftersom det i følgende afsnit insinueres, at [Klager] opsætter ikke funktionsdygtige automater og samtidig pålægger kontrolgebyrer på denne baggrund: ”Rend og hop Hvis p-automaterne havde fungeret, havde hun ikke forvildet sig ind på den private del af p-pladsen. Der var masser af ledige p-pladser og hun betalte for parkeringen, så hun synes, det er åbenlyst, at hun ikke var ude på at snyde. - Jeg synes ikke, det er i orden, at de ikke sørger for at p-automaterne virker. Jeg har lavet regnskaber hele mit liv, så jeg er vant til at der er orden i tingene, siger hun. ” Af artiklen fremstår det klart som om, at regnvejr og betalingsautomaten er skyld i, at kilden [Person A] benytter den private parkeringsplads. Ingen af delene har [Klager] indflydelse på, men NORDJYSKE har handlet i strid med god presseskik ved i artiklen ikke at have oplyst, at de konkrete betalingsautomater tilhører kommunen. I stedet har NORDJYSKE beskåret artiklens billede af den anvendte betalingsautomat på en sådan måde, at det ikke kan ses, at automaten tilhører kommunen, og [Klager] er gjort til ”skurk” og forsøgt udskammet for noget, som [Klager] ikke har indflydelse på. Ligeledes er udsagnets oplysning om, at ”hun betalte for parkeringen” direkte usand, da det netop ikke er muligt at betale for parkeringen på den af [Klager] kontrollerede parkeringsplads, hvor det alene er muligt at parkere med gyldig p-tilladelse. [Klager] er i øvrigt ikke blevet forelagt NORDJYSKEs egne observationer på parkeringspladsen, som avisen har omtalt i sine bemærkninger til Pressenævnet, og [Klager] har derfor ikke haft mulighed for at forholde sig hertil. For så vidt angår denne artikel har [Klager] endelig anført, at virksomheden på intet tidspunkt har modtaget meddelelse om, at NORDJYSKE har været i kontakt med en [Klager]-medarbejder omkring forholdene på den omtalte parkeringsplads. [Klager] har derved ikke haft mulighed for at forholde sig hertil forud for artiklens offentliggørelse. - Artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” [Klager] har indledningsvist henvist til ovenstående bemærkninger vedrørende NORDJYSKEs sammenblanding af begreberne kontrolafgifter og p-bøder. Hertil har [Klager] bemærket, at det fremgår af læserkommentarer, som blev tilføjet til artiklen på nordjyske.dk under fire timer efter offentliggørelsen, at NORDJYSKE bevidst har bidraget til en vildfarelse af, at der ikke er forskel på lovgrundlaget og regelsættet for henholdsvis offentlig og privat parkering. Således kommenterer læseren ud fra en offentligretlig retstilling, selvom artiklen omtaler en parkering på en privat parkeringsplads. På den baggrund har [Klager] anført, at det således er dokumenteret, at NORDJYSKEs bevidste sammenblanding af begreberne medfører usikkerhed om retstilstanden. [Klager] har herefter anført, at det er ikke korrekt, som oplyst i artiklen, at [Klager] har blokeret kilden [Person C]s mailadresse, efter han på vegne af artiklens anden kilde, [Person B], har anmodet om en afdragsordning. Faktum er, at [Person C] har besvaret en mail fra en såkaldt noreply-mailadresse, hvorved han har fået den omtalte fejlmeddelelse. Hertil har [Klager] bemærket, at det er besynderligt, at NORDJYSKE, som selv benytter sig af noreply-mailadresser, ikke har genkendt [Klager]s fejlmeddelelse, som er i stil med den, man modtager, hvis man besvarer en mail fra no-reply@nordjyske.dk. At der således ikke er dækning for artiklens overskrift er både i strid med NORDJYSKEs egne etiske retningslinjer og med de vejledende presseetiske regler. Med henvisning til ovenstående burde det have stået NORDJYSKE klart, at artiklens overskrift og præmis om, at [Klager] har blokeret kilden [Person C]s mailadresse, er i strid med sandheden. Idet det må formodes, at NORDJYSKE inden offentliggørelsen har forholdt sig kritisk til beskyldningernes indhold og dokumentation, antages det, at den usande artikel er bragt mod bedrevidende, hvilket i særdeleshed er i strid med god presseskik. Det er herefter ikke korrekt, som oplyst i artiklen, at det er umuligt at komme i kontakt med [Klager] telefonisk. Et telefonnummer til [Klager] fremgår således af virksomhedens hjemmeside, ligesom der fremgår et telefonnummer på alle betalingsautomater, som kan benyttes, hvis der opstår problemer i forbindelse med en konkret betaling. Det er derimod korrekt, at [Klager]s sagsbehandling sker skriftligt, da eventuelle klager til Parkeringsnævnet alene kan indbringes skriftligt. At NORDJYSKE ikke har oplyst sagen på behørig vis er i strid med god presseskik. - Artiklen ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen” [Klager] har også vedrørende denne artikel anført, at det er i strid med god presseskik, at NORDJYSKE insisterer på at sammenkæde [Klager] med p-bøder. Virksomheden har henvist til ovenstående bemærkninger herom og tilføjet, at det er yderst usandsynligt, at kilden [Juristen] fra FDM skulle have udtalt, at private parkeringsselskaber udsteder bøder. [Klager] ønsker det derfor godtgjort, hvorvidt NORDJYSKE har fejlciteret [Juristen] og dermed bidraget til, at der kan fremsættes betænkeligheder ved kildens faglighed og artiklens indhold. Til problemstillingen vedrørende NORDJYSKEs sammenblanding af begreberne har [Klager] endvidere henvist til, at det i artiklen, under underoverskriften ”10. Er du fatsvag, hvis du siger ”p-bøde”? ” , fremgår, at NORDJYSKE skulle have konfereret med Dansk Sprognævn omkring brugen af begrebet p-bøde. Det oplyses imidlertid ikke i artiklen, hvorledes eller om hvad NORDJYSKE har spurgt Dansk Sprognævn. Endvidere medfører artiklens bemærkning fra Dansk Sprognævn ikke, at det er juridisk korrekt eller forbrugervenligt at sammenblande de to begreber. De danske, private parkeringsselskaber slås ofte med misforståelser i forhold til offentlige regler for parkering og domsafgørelser vedrørende parkeringer foretaget på offentlige parkeringspladser. Dette til trods for, at Højesteret i 2015 fastslog, at der er en skarp adskillelse herimellem. Af Højesterets dom i sag nr. U2015. 2546H fremgår således: "Uanset at færdselsloven som udgangspunkt finder anvendelse for færdsel på det private parkeringsområde, gælder reglerne i færdselslovens [. . . ] kun for offentligretlig regulering af parkering, som håndhæves af politiet eller kommunalt ansatte parkeringskontrollører [. . . ]. Reglerne gælder således ikke direkte for parkering på det private parkeringsområde, og der er heller ikke grundlag for at anvende reglerne analogt. [[Klager]s uddrag af dommen, Pressenævnet ]" NORDJYSKEs fuldstændige ignorering af dette forhold kan kun tilskrives avisens ønske om at udvande [Klager]s troværdighed. [Klager] har herefter henvist til følgende udsagn i artiklen: ” [Klager] skriver ikke et ord om en bagatelgrænse, så det skal man nok ikke regne med. [Klagers fremhævning, Pressenævnet ] […] Man kan godt få på fornemmelsen, at skilte på p-pladser er placeret og formuleret for at gøre det så svært som muligt for bilisterne at parkere korrekt”, og anført, at påstandene er udokumenterede. Endvidere er disse former for private meningstilkendegivelser, der i artiklen præsenteres som faktum, i strid med god presseskik og bør udgå af artiklen, såfremt denne ikke fjernes i sin helhed. Til NORDJYSKEs bemærkninger under Pressenævnssagen har [Klager] tilføjet, at avisen ikke gjorde [Klager] opmærksom på, at svaret vedrørende en mulig bagatelgrænse blev opfattet som mangelfuldt, hvorfor det måtte lægges til grund, at svaret blev fundet tilfredsstillende. Endvidere er [Klager] ikke enig i, at udsagnet ”Man kan godt få på fornemmelsen […]” fremstår som et spørgsmål fra journalisten. Endelig har [Klager] anført, at det ikke er korrekt, som oplyst i artiklen, at man, uanset om man holder på en offentlig eller en privat parkeringsplads vil modtage et girokort i forruden. [Klager] placerer ikke girokort i forruder, og udsagnet skal derfor berigtiges. Artiklen ”Tidligere lufthavnsdirektør straffet med p-bøde for simpel fejl: - Jeg var lidt forvirret” , bragt den 26. juli 2020 på nordjyske.dk, er illustreret af et billede af et girokort med teksten ”Parkeringsafgift”. Det er derfor ikke korrekt, som anført af NORDJYSKE under sagen for Pressenævnet, at det er alment kendt, at p-bøder ikke foregår på den måde længere. NORDJYSKE bør derfor tilpligtes at bringe et dementi, alternativt bør der udtales kritik af NORDJYSKEs ”billedsprog” i det påklagede udsagn. Sletning – punkt B. 8 Med henvisning til ovenstående synspunkter har [Klager] anført, at artiklerne tydeligvis er udarbejdet ud fra journalistens og/eller NORDJYSKEs personlige holdninger udelukkende med det formål at være en ”sensationsnyhed”. Da artiklerne samtidig bevidst udbreder og fastholder læserne i en retsvildfarelse om, at private parkeringsselskaber udsteder p-bøder, og at der ikke er forskel på regelsættene for offentlige og private parkeringspladser, kan NORDJYSKE ikke forsvare fortsat at offentliggøre de påklagede artikler. Idet artiklerne samtidig indeholder oplysninger, som er særligt tungtvejende, belastende, følsomme eller privat for [Klager], eller personer tilknyttet til [Klager], ønskes de derfor slettet fra alle analoge og digitale medier. Genmæle [Klager] har oplyst, at de efter offentliggørelsen rettede direkte henvende til NORDJYSKE med en klage over artiklerne. I sit svar til [Klager], som blev sendt den 19. august 2020, afviste NORDJYSKE at berigtige eller fjerne artiklerne. Som følge heraf sendte [Klager] den 26. august 2020 en ny skrivelse til NORDJYSKE, som indeholdt en specifik anmodning om genmæle til artiklerne. I sit svar af 1. september 2020 til [Klager] synes NORDJYSKE ikke at have noteret sig, at [Klager]s anmodning angik genmæle og ikke et dementi. Ikke desto mindre må NORDJYSKEs skrivelse af 1. september 2020 antages at være en afvisning af genmæle, som i strid med medieansvarslovens § 40, stk. 1, ikke indeholdt en vejledning om muligheden for at klage til Pressenævnet over afslaget. Til støtte for anmodningen om genmæle har [Klager] herefter anført, at artiklernes oplysninger specifikt vedrører [Klager], og at de bragte oplysninger, jf. ovenstående synspunkter under punktet vedrørende god presseskik, er forkerte og ufuldstændige. De bragte oplysninger, som er af faktisk karakter, indebærer risiko for økonomisk eller anden skade for [Klager], idet den skabte forvirring vedrørende p-bøder og reglerne vedrørende offentlig og privat parkering vil medføre øget og unødig sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstid. Endvidere vil [Klager]s renomme lide betydelig skade, både i forhold til nye forretningsforbindelser og over for parkanter, ligesom artiklernes fjendtlige indstilling overfor [Klager] vil medfør en indtægtsnedsættelse, fordi parkanter på baggrund af artiklerne ikke ønsker at benytte parkeringspladser administreret af [Klager]. Uanset, om Pressenævnet udtaler kritik af NORDJYSKE for ikke at have slettet de påklagede artikler, ønsker [Klager] følgende genmæle bragt i alle analoge og digitale medier: ”NORDJYSKE Medier A/S har ved offentliggørelse, af artiklerne ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder”, ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” og ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen”, af hhv. den 14., 15., 17., og 20. august 2020, fremsat ukorrekte og usande oplysninger. Artiklerne er derfor fjernet. Gennemgående for de 4 artikler, er at der er sket en sammenblanding af begreberne p-bøde og kontrolgebyr/-afgift. Denne sammenblanding er juridisk ukorrekt og særdeles uhensigtsmæssig, da regler for parkeringer foretaget på offentlige parkeringspladser, ikke finder anvendelse på parkeringer foretaget på private parkeringspladser. I denne forbindelse skal det præciseres, at der skal sondres mellem hhv. offentlig og privat parkering. Det skal blandt andet særligt fremhæves, at [Klager] forestår kontrol på private parkeringspladser. [Klager] har aldrig og vil aldrig udstede p-bøder. P-bøder kan udelukkende udstedes og pålægges af offentlige myndigheder, herunder politiet. I forhold til artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, da skal det præciseres, at parkanten har benyttet en offentlig betalingsautomat. Det fremgår således af artiklen, at der er betalt for den foretagne parkering. Dette er ikke korrekt. Betalingen er sket til Aalborg Kommune. [Klager] har således ikke modtaget betaling. Ligeledes bemærkes det, at [Klager], ikke har indflydelse på eller påtaleret overfor indretningen af offentlige parkeringspladser, herunder opstilling af betalingsautomater. Af artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” fremgår det, at [Klager] skulle have blokeret en mailadresse. Dette er ikke korrekt. [Klager] skal oplyse, at mailadresser benyttet ved henvendelser vedr. kontrolgebyrer aldrig vil blive blokeret. Dog bemærkes det, at det ikke er muligt at henvende sig til noreply@[Binavn til klager]. dk. ” [Klager] har tilføjet, at såfremt NORDJYSKE ikke pålægges at bringe ovenstående genmæle, imødeser [Klager] NORDJYSKEs eget forslag til genmæle, som ønskes fremsendt til godkendelse hos [Klager] inden offentliggørelse i alle analoge og digitale medier. På baggrund af NORDJYSKEs bemærkninger under Pressenævnssagen har [Klager] foreslået, at ordet ”usande” kan udgå af den ovenstående tekst, hvorefter genmælet kan bringes. 2.2 NORDJYSKEs synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og mediets handlemåde NORDJYSKE har afvist at have handlet i strid med god presseskik i forbindelse med offentliggørelsen af de påklagede artikler. Overordnet har NORDJYSKE anført, at der ingen grund er til at mistænke NORDJYSKE for at behandle [Klager] særligt kritisk, ligesom artiklerne ikke er bragt alene med det formål at være en ”sensationsnyhed”, der ”bevidst udbreder og fastholder forbrugere i en retsvildfarelse”. NORDJYSKE har behandlet [Klager] kritisk, fordi NORDJYSKE vurderede, at der var grundlag for at gøre det, og fordi NORDJYSKE som medie har ret til at stille kritiske spørgsmål til [Klager]s forretning. NORDJYSKE afviser, at avisen ikke har forholdt sig ”undersøgende og kildekritisk” i artiklerne. NORDJYSKE har omhyggeligt sørget for, at der er sket forelæggelse af alle væsentlige beskyldninger og oplysninger for [Klager], som imidlertid har valgt ikke at ville kommentere en lang række af disse oplysninger. NORDJYSKE har tillige efterprøvet reglerne om parkering gennem interviews med blandt andre FDM-jurist [Juristen] og trafikforsker ved Aalborg Universitet, [Trafikforskeren]. NORDJYSKE har afvist, at avisen med de påklagede artikler bevidst har forsøgt at udskamme [Klager]. De fire påklagede artikler er karakteriseret ved at indeholde kritisk forbrugerjournalistik med udgangspunkt i forbrugernes oplevelser med parkeringsselskaber i Aalborg, herunder særligt [Klager]. NORDJYSKE har de senere år bragt et trecifret antal tilsvarende, kritiske artikler om øvrige parkeringsselskaber, blandt andet artikelserier om [Parkeringsselskab 1] og [Parkeringsselskab 3] inden for de seneste måneder, som er offentligt tilgængelige via nordjyske.dk. NORDJYSKE har ikke noget ønske om at gå særskilt efter [Klager], men avisen udfører sin grundfæstede ret og pligt til at informere offentligheden om parkeringsmæssige forhold i deres nærområde, hvilket er af åbenlys offentlig interesse. Som den formentlig største udbyder af privat parkering i Aalborg er det naturligt, at [Klager] vil indgå i NORDJYSKEs dækning af dette tema, og med sin markante position på markedet, må [Klager] acceptere at blive genstand for medieinteresse. At NORDJYSKE har bragt fire artikler inden for syv dage med omtale af [Klager] er i sammenligning med andre kritiske artikelserier et relativt begrænset antal. Det er i øvrigt besynderligt, som oplyst af [Klager] under sagen for Pressenævnet, at artiklerne har medført udgifter til ny og yderligere skiltning, såfremt [Klager] er uforstående over for NORDJYSKEs vinkling af artiklerne og ikke selv har modtaget kritiske henvendelser fra parkanter. Endvidere er det udokumenteret, at [Klager] har lidt økonomisk skade som følge af de påklagede artikler. - Forelæggelse i rimelig tid NORDJYSKE har anført, at avisen gennem mailkorrespondance, fire dage forud for offentliggørelsen af den første artikel, loyalt forsøgte at oplyse [Klager] om sagen [Korrespondancen er gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ]. [Klager] fik dermed i god tid lejlighed til at forholde sig til de kritikpunkter, som ville blive rettet mod virksomheden. [Klager] gjorde ikke indsigelse mod, at svarfristen var for kort, men svarede prompte på NORDJYSKEs spørgsmål – og opfølgende spørgsmål – inden den første artikel blev offentliggjort. I begge sine besvarelser afviste [Klager] at kommentere de to enkeltsager, som NORDJYSKE efterfølgende omtalte i artiklerne. I det omfang [Klager] besvarede NORDJYSKEs generelle spørgsmål, er svarene loyalt angivet i artiklerne. [Klager] har i sin klage til Pressenævnet fremhævet en stribe oplysninger fra de påklagede artikler, som ifølge [Klager] er ukorrekte. [Klager] har ikke tidligere gjort NORDJYSKE opmærksom på, at disse oplysninger skulle være ukorrekte og har ikke tidligere krævet disse oplysninger rettet. NORDJYSKE har oplyst, at avisen efter modtagelse af Pressenævnsklagen fra [Klager] har gennemgået de fremlagte oplysninger og besluttet at bringe en rettelse vedrørende overskriften på artiklen af 17. august 2020, ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” . Overskriften har ikke fuldstændig dækning i artiklen, hvoraf det fremgår, at det er kildens egen opfattelse, at han er blevet blokeret af [Binavn til klager], men dette har NORDJYSKE ikke kunnet få bekræftet. NORDJYSKE forelagde den konkrete påstand for [Klager] inden offentliggørelsen, men [Klager] afviste at kommentere sagen. NORDJYSKEs rettelse af overskriften er bragt den 24. november 2020 på artikelsiden på nordjyske.dk samt i NORDJYSKE Stiftstidende den 25. november 2020. - Artiklen ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder” NORDJYSKE har anført, at avisen naturligvis er bekendt med den juridiske forskel mellem, at private parkeringsselskaber som [Klager] kan pålægge bilister, der parkerer imod reglerne, en kontrolafgift – også kaldet en parkeringsafgift eller et kontrolgebyr – mens p-bøder udstedes af politi og andre offentlige myndigheder. For den almindelige bilist – forbrugeren – er der imidlertid ingen forskel på konsekvensen, og udtrykket ”p-bøder” bruges i den danske hverdag af tusindvis af bilister om det forhold, at en parkering i strid med reglerne medfører en økonomisk straf, uanset om parkeringen er foretaget på en offentlig eller privat p-plads. En Google-søgning på ordene ”[Binavn til klager]” og ”kontrolgebyr” giver 3.550 hits, en Google-søgning på ”[Binavn til klager]” og p-bøde” giver 2.200 hits, og en Google-søgning på ”[Binavn til klager]” og ”parkeringsafgift” giver 5.270 hits. Dette viser, at danskerne bruger disse ord i flæng om den samme handling, nemlig at skulle betale for at have parkeret ulovligt. Dette er ikke overraskende, idet såvel Den Danske Ordbog som Dansk Sprognævn angiver ”p-bøde” og ”parkeringsafgift” som synonymer. Den udbredte brug af disse udtryk i forbindelse med private parkeringsselskaber bekræfter da også i praksis, at der er tale om synonymer. Som eksempel herpå har NORDJYSKE henvist til, at [Klager] selv på sin hjemmeside anvender udtrykket ”parkeringsbøder” om kontrolgebyrer i artiklen ”Flere misforståelser i DR-program om klager vedrørende parkeringsbøder” , som blev offentliggjort på [Klager]. dk den 25. juni 2019 [Artikeloverskriften på [Klager]. dk er nu ”Flere misforståelser i DR-program om klager vedrørende kontrolafgifter” , Pressenævnet ]. NORDJYSKE har endvidere henvist til, at avisen har verificeret brugen af ordet ”p-bøde” hos Dansk Sprognævn [Dansk Sprognævns udtalelse herom er gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ]. Hertil har NORDJYSKE anført, at det åbenlyst er i [Klager] og andre private parkeringsselskabers interesse at ændre det danske hverdagssprog, så medier og befolkning alene må bruge eufemismen ”kontrolgebyr” om en parkeringsbøde på en privat p-plads. Som [Klager] selv har anført i sin klage, har ordet p-bøder en ”mere negativ klang i forbrugernes bevidsthed” . Dette er uden tvivl rigtigt, men det er ikke [Klager], andre parkeringsselskaber, Højesteret eller Pressenævnet, der afgør, hvad medier og befolkning anvender af udtryk om en så almindelig begivenhed i den danske hverdag. Det gør befolkningen og deraf medierne selv. Det vil derfor være et uhørt indgreb i redaktørens redigeringsret, hvis Pressenævnet finder anledning til at kritisere NORDJYSKE for at anvende et almindeligt accepteret og udbredt udtryk, ”p-bøde”, om det forhold, at en bilist bliver pålagt at betale en økonomisk straf for at parkere ulovligt. NORDJYSKE har derfor afvist at have handlet i strid med god presseskik ved at anvende ordet ”p-bøde”. For så vidt angår artiklens billede af en automat til betaling for parkering har NORDJYSKE anført, at der er tale om en generel artikel om bøder i Aalborg, hvilket også fremgår af artiklens overskrift. Billedet er illustrerende for historiens omdrejningspunkt, og automaten er opstillet i det offentlige rum, hvorfor [Klager] må tåle denne afbildet i nærværende artikel, hvor [Klager] også omtales. Samtidig har NORDJYSKE afvist, at billedet i artiklen er anvendt på en måde, der er egnet til at skabe en vildfarelse om de faktiske forhold for læsere, der fremad ønsker at anvende den pågældende betalingsautomat. De valgte fotos i artiklen er bragt og angivet som værende arkivbilleder, og firmanavn nævnes i øvrigt ikke i billedtekst, ligesom det ikke er synligt på de anvendte fotos. Artiklens billeder skal illustrere den velkendte hverdagssituation, at en billist køber en p-billet i forbindelse med parkering. For forbrugeren er det, som anført ovenfor, ikke af konkret betydning, om en økonomisk straf for en ulovlig parkering kan henføres til en offentlig eller en privat parkeringsplads. NORDJYSKE må erklære sig uenig i det af [Klager] anførte, at ”forskellen mellem retsstillingen vedrørende offentlig- og privatparkering er af væsentlig karakter for den enkeltes medleven i samfundsudviklingen” . Forbrugerne har således i årtier formået at leve med i samfundsudviklingen, uagtet at de har brugt udtryk som ”p-bøde” og ”kontrolgebyr” i flæng. NORDJYSKE er også uenig i, at avisens brug af udtrykket ”p-bøde” medfører, at ”forbrugeren ikke har mulighed for at forholde sig korrekt til gældende lovgivning”. Forbrugeren bliver pålagt en økonomisk straf, som forbrugeren godt ved skal betales, uanset om det sker til et offentligt eller privat parkeringsselskab. - Artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” Vedrørende artiklens anvendelse af betegnelsen ”p-bøde” har NORDJYSKE henvist til avisens bemærkninger herom ovenfor. I forhold til [Klager]s beskyldning om manglende kildekritik har NORDJYSKE anført, at avisen i artiklen beskriver kildens opfattelse af hændelsesforløbet og de faktiske forhold omkring den omtalte parkeringssituation. Det fremgår tydeligt af artiklen, at det er kilden [Person A]s egen genfortælling, hvorfor dette også angiver, at kildens oplysninger kan være farvet af personlig interesse. Hertil kommer, at [Klager] forud for offentliggørelsen har fået lejlighed til at forholde sig til beskyldningerne, ligesom [Klager]s afvisning af beskyldningerne tydeligt fremgår af artiklen, hvorfor der således ikke er grundlag for at udtale kritik af NORDJYSKE for at have bragt oplysningerne. NORDJYSKE har oplyst, at avisen har været til stede på parkeringsområdet, hvorfor udsagnet ”Det viste sig, at hun i forvirringen var kommet til at parkere på det område af p-pladsen, der er privat” fastholdes. NORDJYSKE har hertil anført, at udsagnet i sin substans indeholder den samme beskrivelse, som [Klager] er citeret for i artiklen, efter [Klager] under forelæggelsen forud for offentliggørelsen fremkom med følgende skriftlige udtalelse: ”Pladsen er opdelt, således at en del af pladsen er offentlig og en del af pladsen er privat” . NORDJYSKE bestrider ikke, at der er tale om to matrikler, men dette er ikke relevant i forhold til kildens valg af parkeringsplads og dermed heller ikke for artiklen. NORDJYSKE har afvist, at det er artiklens præmis, at der ikke er skiltet med, at der er tale om en privat parkeringsplads. NORDJYSKE har citeret kilden for, at dette var hendes oplevelse i forbindelse med parkeringen. [Klager] blev i god tid inden offentliggørelsen forelagt kildens udtalelse, endda to gange, men ønskede ikke at kommentere den. NORDJYSKE har endvidere afvist at skulle have forsøgt at beskære artiklens billede af den anvendte betalingsautomat og på anden vist have søgt at skjule, at kilden benyttede en offentlig parkeringsautomat, selv om hun burde have benyttet den private. Det fremgår således tydeligt af artiklen – både af underrubrikken og i selve teksten – at kilden erkender, at hun har benyttet en forkert automat. Hun bruger ordet ”fejl”, og det gør NORDJYSKE også i underrubrikken. Dette er selve præmissen for artiklen: At kilden godt ved, at hun har begået en fejl i sin forvirring over forholdene på det anvendte parkeringsområde. Herefter har NORDJYSKE afvist i artiklen at have insinueret, at [Klager] har opstillet ikke funktionsdygtige betalingsautomater og samtidig har pålagt kontrolgebyr på denne baggrund, og NORDJYSKE har således på ingen måde haft til hensigt at ”hænge [Klager] ud” ved at udelade oplysningen om, at kilden betalte via en offentlig betalingsautomat. Det fremgår tydeligt af artiklen, at kilden bevæger sig fra den offentlige del af parkeringsområdet til den private del. I NORDJYSKEs fremstilling ligger implicit, at kilden har betalt via en offentlig betalingsautomat, da det er den fejl, kilden erkender at have begået i sin forvirring. Kilden giver [Klager] skylden for sin forvirring, hvilket er hendes ret, ligesom det er NORDJYSKEs ret at viderebringe kildens oplevelse, som er yderligere underbygget af NORDJYSKEs egne observationer på stedet. [Klager] blev naturligvis forelagt kildens oplevelse inden artiklens offentliggørelse, men virksomheden ønskede ikke at kommentere. NORDJYSKE har herefter afvist [Klager]s injurierende påstand om at have manipuleret med artiklens fotos for at dokumentere usande påstande. NORDJYSKE har bragt fotos, der dokumenterer, at der er sket en ”ændring” af skiltningen, hvilket er synligt, og hvilket [Klager] ikke bestrider. NORDJYSKE har ikke påstået, at skiltet er ”drejet”. Det har NORDJYSKE citeret en kilde, der arbejder lige ved siden af parkeringspladsen, for. Oplysningen herom blev ligeledes forelagt for [Klager] inden offentliggørelsen, uden at [Klager] ønskede at kommentere den. [Klager] har i øvrigt tydeligvis fejllæst artiklens oplysning om denne kilde. NORDJYSKE har ikke skrevet i artiklen, at kilden arbejder for [Klager] men i Sygedagpengehuset. Af den grund er [Klager] ikke blevet forelagt en udtalelse fra en anonym [Klager]-medarbejder, og [Klager]s spekulationer om, hvorvidt NORDJYSKE har opdigtet denne kilde, er grundløse. - Artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” NORDJYSKE har indledningsvist afvist, at avisen ”bevidst” har brugt en læserkommentar til artiklen for at bidrage til ”en vildfarelse af, at der ikke er forskel på lovgrundlaget og regelsættet for hhv. offentlig og privat parkering” . Med hensyn til artiklens spørgsmål om blokering af den medvirkende kildes mailadresse har NORDJYSKE henvist til ovenstående oplysning om, at NORDJYSKE den 24. november 2020 valgte at bringe en rettelse til artiklen. Hertil har avisen bemærket, at [Klager] inden offentliggørelsen blev forelagt kildens udtalelse, men ikke ønskede at kommentere den. [Klager]s beskrivelse af sit noreply-mailsystem var derfor ikke kommet til NORDJYSKEs kendskab på offentliggørelsestidspunktet. Efterfølgende – og indtil NORDJYSKEs modtagelse af nærværende klage – har [Klager] ikke over for NORDJYSKE krævet en rettelse af kildens udtalelse. Men ved en gennemgang af klagen og en vurdering af artiklens indhold har NORDJYSKE besluttet at rette overskriften, da der på baggrund af de nu fremkomne oplysninger fra [Klager] ikke er dækning for at fastslå, at kilden var blevet blokeret. NORDJYSKE har samtidig vurderet, at kilden var i sin fulde ret til at udtale, at det var hans opfattelse af forløbet, at han blev blokeret, og hans udtalelse er derfor ikke rettet eller fjernet fra artiklen. Afslutningsvis har NORDJYSKE bemærket, at det ikke fremgår af artiklen, at det er ”umuligt at komme i kontakt med [Klager] telefonisk”. Det fremgår tværtimod af kildens udtalelser, at han har været i telefonisk kontakt med en medarbejder hos [Klager], men fik en ”sang fra de varme land”. NORDJYSKE har derfor afvist ikke at have oplyst sagen på behørig vis. - Artiklen ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen” NORDJYSKE har oplyst, at der i artiklen er tale om en sammenfatning af oplysninger fra jurist hos FDM, [Juristen], og ikke et direkte citat. NORDJYSKE har ikke siden offentliggørelsen modtaget ønsker om rettelse af afsnittet fra FDM eller andre, hvorfor formuleringen fastholdes. For så vidt angår udsagnet ”[Klager] skriver ikke et ord om en bagatelgrænse, så det skal man nok ikke regne med” har NORDJYSKE anført, at dette er journalistens konklusion på et mangelfuldt svar fra [Klager]. NORDJYSKE spurgte specifikt til en bagatelgrænse, men [Klager] svarede ikke på spørgsmålet. I en guidende artikel som denne, der er skrevet i en kritisk-satirisk tone, ligger det inden for den redaktionelle frihed at formulere sådanne kritisk-satiriske konklusioner. Udsagnet ”et girokort i forruden” skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt. Det er alment kendt, at p-bøder ikke foregår på den måde længere, og der er tale om et billedligt og let afkodeligt udtryk for at have modtaget en p-bøde. NORDJYSKE har således afvist at bringe et dementi af dette billedsprog. NORDJYSKE har herefter anført, at udsagnet ”Man kan godt få på fornemmelsen, at skilte på p-pladser er placeret og formuleret for at gøre så svært som muligt for bilisterne at parkere korrekt” tydeligt fremgår som et spørgsmål til jurist [Juristen] fra FDM, som da også svarer direkte på det med ordene: ”Det håber jeg da ikke” . Det er fuldt ud acceptabelt at formulere spørgsmål i en provokerende form, som udfordrer kilden, og NORDJYSKE har afvist, at der er tale om en meningstilkendegivelse, der forsøger at fremstille et allestedsgældende faktum. Dette fremgår allerede af spørgsmålets indledning, ”Man kan godt få på fornemmelsen […]”, hvori der ligger en erkendelse af en mangel på eksakt viden. Sletning – punkt B. 8 NORDJYSKE har afvist [Klager]s anmodning om sletning af de påklagede artikler, da betingelserne for sletning i medfør af punkt B. 8 i de presseetiske regler ikke er opfyldt. NORDJYSKE har henvist til, at Pressenævnet hidtil har tilkendegivet den opfattelse, at anvendelsen af punkt B. 8 og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om at hindre en artikels tilgængelighed som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. De påklagede artikler indeholder ikke oplysninger, som er særligt tungtvejende, belastende, følsomme eller private for [Klager] eller personer tilknyttet [Klager], hvorfor betingelserne for sletning efter punkt B. 8 ikke er opfyldt. Genmæle NORDJYSKE har afvist [Klager]s krav om genmæle, da det af [Klager] fremlagte genmæle ikke opfylder betingelserne som defineret i medieansvarslovens kapitel 6, §§ 36-40. Det fremgår således af medieansvarsloven, at det er en betingelse for at kunne få genmæle, at de bragte oplysninger er faktuelt forkerte. Hertil har NORDJYSKE anført, at ud over to faktuelt forkerte oplysninger, som NORDJYSKE har rettet, så snart NORDJYSKE blev gjort bekendt med dem, er der ikke påvist forkerte oplysninger i artiklerne, der kan berettige et genmæle. Endvidere fremgår det af medieansvarsloven, at et genmæle skal være begrænset til faktiske oplysninger og ikke må indeholde vurderinger eller kommentarer, ligesom man ikke kan kræve, at mediet beklager eller undskylder de oplysninger, der er offentliggjort. Det i klagen bragte udkast til genmæle fra [Klager] indeholder vurderinger af oplysningerne fra NORDJYSKE, ligesom genmælet indeholder [Klager]s kommentar om en ”sammenblanding” af ordene p-bøde og kontrolgebyr. Hertil har NORDJYSKE anført, at ordene er synonymer og anvendes i flæng af den danske befolkning, og at NORDJYSKE har ret til at anvende ordet ”p-bøde” til at beskrive en økonomisk straf for at parkere ulovligt. Endelig indeholder genmælet [Klager]s kommentar om, at ”[…] det af artiklen fremgår, at der er betalt for den foretagne parkering. Dette er ikke korrekt. ” Idet det fremgår af artiklen, at bilisten ved en fejl har betalt i den forkerte automat, er [Klager]s påstand både en kommentar, der ikke kan anvendes i et genmæle, ligesom den er faktuelt forkert. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Interne retningslinjer [Klager] har klaget over, at NORDJYSKE ikke har levet op til sine egne etiske retningslinjer. Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, om NORDJYSKEs egne etiske retningslinjer er overholdt. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Korrekt information, forelæggelse og mediets handlemåde [Klager] har klaget over, at de påklagede artikler indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke blev tilstrækkeligt grundigt og kritisk efterprøvet – eller bragt mod bedre vidende - af NORDJYSKE inden offentliggørelsen. [Klager] har i den forbindelse klaget over, at NORDJYSKE i artiklerne har behandlet [Klager] særligt kritisk. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A. 1, A. 3 og A. 4. - Forelæggelse i rimelig tid [Klager] har klaget over, at de ikke fik rimelig tid til at besvare NORDJYSKEs forelæggelsesspørgsmål forud for artiklernes offentliggørelse. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at NORDJYSKE mandag den 10. august 2020 kl. 11.40 fremsendte en mail til [Klager] med spørgsmål til de endnu ikke offentliggjorte artikler. Mailen, der indeholdt generelle spørgsmål samt spørgsmål til to konkrete parkeringssager, blev indledt på følgende måde: ”Til [Klager]/[Binavn til klager]. Jeg er journalist på NORDJYSKE Medier og har nogle spørgsmål vedrørende to bødesager fra Aalborg, som jeg er ved at skrive artikler om, samt nogle generelle spørgsmål. Jeg har brug for svar senest onsdag […]” Nævnet har endvidere lagt til grund, at mailen blev besvaret af [Klager] tirsdag den 11. august 2020 kl. 09.45, og at [Klager] i sin besvarelse ikke kommenterede den af NORDJYSKE angivne svarfrist. NORDJYSKE sendte kl. 11.03, ligeledes den 11. august 2020, en mail til [Klager] med opfølgende spørgsmål, som [Klager] besvarede den 12. august 2020 i en mail, der heller ikke indeholdt bemærkninger vedrørende svarfristen. Pressenævnet finder, at [Klager], ved at besvare NORDJYSKEs mails inden for den angivne tidsfrist og uden at bede om yderligere besvarelsestid, gav NORDJYSKE en berettiget forventning om, at den angivne svarfrist ikke var for kort for [Klager]. Idet nævnet samtidig finder, at NORDJYSKEs mails til [Klager] alene indeholdt spørgsmål, som det burde være muligt for [Klager] at besvare uden længere forberedelsestid, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af NORDJYSKE for den i forbindelse med forelæggelsen angivne svarfrist. - Artiklen ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder” [Klager] har klaget over, at NORDJYSKE i denne og i de øvrige påklagede artikler ukorrekt har omtalt de af [Klager] udskrevne kontrolafgifter som p-bøder eller parkeringsbøder. Hertil har [Klager] navnlig anført, at den ukorrekte anvendelse af ordet ”bøde” er egnet til at skabe tvivl om retstillingen mellem offentligt- og privatregulerede parkeringspladser, hvilket er skadeligt for [Klager]. Endvidere er anvendelsen af ordet ”bøde” med til at skabe et unødvendigt negativt billede af [Klager]. Pressenævnet finder, at den ukorrekte benævnelse ”bøde” i stedet for den korrekte ”afgift” ikke kan anses for at være tilstrækkeligt væsentlig i sammenhængen. Nævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at konsekvensen for modtageren af henholdsvis en parkeringsbøde eller en parkeringsafgift er den samme, nemlig at skulle betale et beløb for at have parkeret i strid med reglerne på den pågældende parkeringsplads. Nævnet udtaler herefter ikke kritik af NORDJYSKE for at have anvendt benævnelsen i denne og de øvrige påklagede artikler. [Klager] har endvidere klaget over, at NORDJYSKE i artiklen har indsat et foto af én af [Klager]s betalingsautomater i forbindelse med omtalen af en konkret parkeringssituation på en offentlig parkeringsplads. Det er Pressenævnets opfattelse, at medier bør være tilbageholdende med at anvende enkeltpersoner eller konkrete virksomheder som illustration til en generel beskrivelse. På det pågældende foto i artiklen ses skærmen på en betalingsautomat, hvor det er muligt at indtaste sin bils nummerplade. Øverst i højre hjørne ses en beskåret del af [Klager]s logo, hvor bogstaverne ”[Halvdelen af klagers navn]” og logoets [Farve] farver er delvist synlige, og under dette fremgår automatens løbenummer. Billedet er ledsaget af følgende billedtekst: ”Tastefejl i bilens reg.nr? Værsågod at erlægge 510 kr. på offentlige pladser eller omkring 800 kr. på private. Arkivfoto: […]” . Under billedet beskrives en konkret situation, hvor en bilist ved betaling for parkering på en parkeringsplads ved Gåsepigen i Aalborg tastede bilens registreringsnummer forkert, hvorefter han fik en bøde. Uanset, at det på fotoet er muligt at se, at den pågældende betalingsautomat tilhører [Klager], finder Pressenævnet, at det fremstår tilstrækkelig klart af artiklen, at fotoet af betalingsautomaten, som er angivet som værende et arkivfoto, alene er anvendt som illustration i forbindelse med omtalen af den pågældende parkeringshistorie. Nævnet finder derfor ikke, at anvendelsen af fotoet kan betragtes som værende krænkende for [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik. - Artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” [Klager] har klaget over, at NORDJYSKE i artiklen ikke har gjort det tilstrækkeligt klart, at kilden [Person A] ved den omtalte parkeringssituation parkerede på en af [Klager] kontrolleret privat parkeringsplads, hvor parkering kun er gyldig mod forudgående parkeringstilladelse, men at den af [Person A] foretagne betaling skete på en kommunal betalingsautomat placeret på den tilstødende, offentlige parkeringsplads. [Klager] har i den forbindelse endvidere klaget over, at det i artiklen fremstår som om, at skiltningen på den af [Klager] kontrollerede parkeringsplads ikke levede op til gældende lovgivning. Pressenævnet har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at NORDJYSKE i sin forelæggelsesmail af 10. august 2020 stillede følgende spørgsmål til [Klager] vedrørende den omtalte parkeringsepisode: ”[…]” 1) [Person A], Aalborg, har fået en kontrolafgift med løbenummeret 95601958. [Person A] kørte rundt på p-pladsen ved Aalborg Kongres & Kulturcenter lørdag 26. oktober 2019 og ledte efter en p-automat. Hun kørte rundt på pladsen, fordi det øsregnede. De to første p-automater virkede ikke, men den tredje gjorde. På det tidspunkt havde hun dog forvildet sig ind på den private del af p-pladsen, og selv om hun betalte for parkering, fik hun en kontrolafgift. Hun er helt sikker på, at det skilt, der i dag står ved indkørslen til det private område, ikke stod der den dag i oktober. Mens vi stod på stedet og snakkede om kontrolafgiften, kom en medarbejder fra Dagpengehuset ved den private del af p-pladsen ud og fortalte, at skiltet for nylig er blevet drejet, fordi folk ikke kunne se det før. - Det må betyde, at I har opdaget, at der var et problem med at opdage, at p-pladsen var privat? - Fastholder I alligevel kontrolafgiften til [Person A]? […]” Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager] den 11. august 2020 blandt andet svarede følgende: ”Tak for din henvendelse. Indledningsvist skal vi bemærke, at [Klager] ikke udtaler sig om enkeltsager. Såfremt der er spørgsmål til specifikke kontrolgebyrer, da henviser vi til at parkanten henvender sig til os. […] Yderligere kan vi oplyse, at parkeringsvagtens opgave og arbejdsinstruks er, at foretage kontrol af hvorvidt de parkerede køretøjer, som befinder sig på den givne parkeringsplads, befinder sig på parkeringspladsen i overensstemmelse med de skiltede regler og vilkår. ”, hvorefter NORDJYSKE samme dag blandt andet skrev: ”Kære [Klager]. Selv om I ikke vil udtale jer om enkeltsager, må I kunne oplyse: - Om der er kommet nyt skilt eller om skiltet er blevet drejet på den private del af p-pladsen ved Aalborg Kongres- og Kulturcenter? Og hvorfor? […]” Af den fremlagte mailkorrespondance fremgår det, at [Klager] den 12. august 2020 kl. 12.41 svarede følgende til NORDJYSKE: ”[…] Derudover vil vi gøre opmærksom på, at vi udfører parkeringskontrol i henhold til gældende lovgivning og retspraksis i alle områder af vore virke, både når vi opsætter skilte på parkeringspladser, udskriver kontrolgebyrer og håndterer kundehenvendelser. […. ] Det er bilistens ansvar at orientere sig omkring de skiltede regler på parkeringspladserne. Er bilisten uenig i parkeringsselskabets kontrolafgift og sagsbehandling, så er det muligt uden større besvær, at indsende klage til Parkeringsklagenævnet. […]” Af artiklen fremgår blandt andet: ”[…] Flyttede bilen pga. regnen Hun valgte at flytte bilen hen i nærheden af p-automaten, så hun slap for at løbe rundt i regnen for at få betalt, når hun skulle hjem. Det skulle hun ikke have gjort. ” I artiklen er der her indsat et billede, som viser et foto af kilden [Person A], der står med ryggen til kameraet og taster oplysninger ind på en betalingsautomat. Artiklen fortsætter: ”Da veninderne sidst på eftermiddagen kom tilbage til p-pladsen og afregnede med p-automaten, sad den grimme, orange seddel under viskeren på [Person A]s lille røde Kia. Hendes livs første p-bøde. Og hun anede ikke hvorfor hun havde fået den. Det viste sig, at hun i forvirringen var kommet til at parkere på det område af p-pladsen, der er privat. Det havde hverken hun eller veninderne bemærket, og [Person A] er sikker på, at der ikke var et skilt, der oplyste, at der var tale om privat parkering. Det har hun forsøgt at forklare [Binavn til klager]. Flere gange. Men det nytter ikke. ” I artiklen fremgår her et billede, som viser et foto af [Person A], der står ved indkørslen til en parkeringsplads og peger på et skilt, som er opsat dér. På skiltet, som har lyseblå baggrund og er påført [Klager]s navn og logo, står ”PRIVAT PARKERING”. Ovenover det lyseblå skilt ses på samme pæl et stort skilt, hvor der med mindre, hvide bogstaver ligeledes står ”PRIVAT PARKERING”. I forgrunden ses endnu et skilt, hvor der med hvide bogstaver på sort baggrund ses teksten ”Regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen”. Artiklens billede er ledsaget af billedteksten ”- Det skilt var her ikke den 26. oktober, er [Person A] sikker på. ” Artiklen fortsætter: ” Bilistens eget ansvar [Binavn til klager] begrunder p-bøden således: "Pladsen er opdelt, således at en del af pladsen er offentlig og en del af pladsen er privat. Du har parkeret på det private område, som kontrolleres af [Binavn til klager] Parkeringskontrol. Af skiltningen på området fremgår det, at parkering kun er tilladt med gyldig P-tilladelse". […] Rend og hop Hvis p-automaterne havde fungeret, havde hun ikke forvildet sig ind på den private del af p-pladsen. Der var masser af ledige p-pladser og hun betalte for parkeringen, så hun synes, det er åbenlyst, at hun ikke var ude på at snyde. - Jeg synes ikke, det er i orden, at de ikke sørger for at p-automaterne virker. Jeg har lavet regnskaber hele mit liv, så jeg er vant til at der er orden i tingene, siger hun. Det er ikke et økonomisk problem for hende at betale bøden på 795 kr., men hun vil ikke. […] Hvad er der sket med skiltningen? [Binavn til klager], der ejes af firmaet [Klager], vil ikke kommentere på enkeltsager, og dermed heller ikke på [Person A] situation. Men i et af svarene til [Person A] har de vedhæftet et foto af skiltet, som ifølge forklaringen er taget af p-vagten den dag, [Person A] fik en bøde: I artiklen ses her et foto af et sort skilt, som ses at stå på en parkeringsplads. Øverst på skiltet ses i højre hjørne teksten ”PRIVAT PARKERING” med hvide bogstaver og fremhævet med fed skrift i versaler og stor skriftstørrelse. Under denne tekst fremgår med en mindre skriftstørrelse tidsrummet, hvor parkeringsreglerne er gældende, og neden for dette fremgår med igen mindre skriftstørrelse teksten ”Parkering tilladt med gyldig P-tilladelse – P-tilladelse skal placeres let læselig i frontruden” . Nederst i fotoets venstre hjørne fremgår datoen ”26-10-19”. Under ovenstående billede fremgår i artiklen følgende tekst: ”Nu ser skiltningen på stedet sådan ud:” Der er i artiklen her indsat et foto af, hvad der fremstår som det ovenfor beskrevne skilt med regler for den pågældende parkeringsplads. Under skiltet med sort baggrund fremgår nu endnu et skilt med lyseblå baggrund, hvorpå der med hvide bogstaver i versaler og stor skrifttype står ”PRIVAT PARKERING”. Øverst på skiltet fremgår [Klager]s logo. Artiklen afsluttes således: ”Skiltningen er altså blevet ændret, men hvordan og hvorfor har [Klager] ikke lyst til at forklare. Den private del af p-pladsen ligger ved Sygedagpengehuset, hvor en tilfældigt forbipasserende medarbejder fortæller, at skiltet er blevet drejet. - Før kunne folk ikke se skiltet, fordi det vendte den forkerte vej, fortæller medarbejderen, der ikke vil have sit navn frem. ” Pressenævnet finder, at det med kilden [Person A]s udsagn i artiklen kan fremstå som om, at den betalingsautomat, hun anvendte for at betale for sin parkering, tilhører [Klager]. Nævnet finder imidlertid, at det i artiklen, herunder ved gengivelsen af [Binavn til klager]s begrundelse for kontrolafgiften til [Person A], fremgår tilstrækkelig klart, hvorfor [Person A]s parkering udløste en kontrolafgift. Nævnet finder herefter, at det ligeledes fremgår tilstrækkeligt klart, at den skiltning, som efter [Person A]s opfattelse er blevet ændret siden hendes omtalte parkering, er tilføjelsen af det lyseblå skilt med teksten ”PRIVAT PARKERING”, som nu sidder på samme pæl som skiltet med sort baggrund, hvoraf regler og vilkår for den pågældende parkeringsplads fremgår. Idet nævnet samtidig bemærker, at [Klager] fik mulighed for at kommentere oplysningerne forud for artiklen, uden at klager ønskede at medvirke, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik. - Artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” [Klager] har klaget over, at det i artiklens overskrift og brødtekst urigtigt fremgik, at kilden [Person C]s mail var blevet blokeret af [Binavn til klager]. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 6. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at NORDJYSKE i sin forelæggelsesmail af 10. august 2020 stillede følgende spørgsmål til [Klager] vedrørende den i artiklen omtalte historie: ”[…] 2) [Person B], [Bynavn], har fået en kontrolafgift med løbenummeret 95697663 [Person B] parkerede på Budolfi Plads i Aalborg 29. maj 2020. Han er 79 år og kan ikke finde ud af moderne teknologi. En hjælpsom dame betjente p-automaten for ham, men kom til at taste reg.nr. på hans bil forkert. Der var også problemer med at registrere dankortet, men det hele lykkedes - sagde damen, og [Person B] gik ud fra, at hun vidste hvad hun talte om. - [Person B] har via sin it-kyndige ven, [Person C], klaget flere gange over kontrolafgiften, men I har fastholdt den. Hvorfor fastholder I kontrolafgiften? - Vennen, [Person C], har på [Person B]s vegne skrevet til jer, at han gerne vil betale kontrolafgiften i tre rater, men har ikke fået svar. - [Person C] opfatter det sådan, at I har blokeret hans mailadresse. Har I det? Og i bekræftende fald: Hvorfor? Er det noget, I plejer at gøre? - Hvad skal [Person B] gøre for at få lov at betale i tre rater? Han ejer ikke en computer, og kan heller ikke finde ud af at bruge én. Han har prøvet at ringe, men får at vide, at han ikke kan klage telefonisk. […]” Som anført ovenfor afviste [Klager] under forelæggelsen at kommentere på enkeltsager. Af den påklagede artikel fremgik blandt andet: ”[…] S blev til X Det viser sig, at den hjælpsomme kvinde er kommet til at taste X i stedet for S i bilens reg.nr. Nogle dage efter fortæller [Person B] [Person C] om bøden, og [Person C] hjælper ham med at skrive en klage til afsenderen af bøden, [Binavn til klager]. Han udfylder skemaet på [Binavn til klager]s hjemmeside og uddyber forklaringen i en mail. […] [Person C] argumenterer for, at [Person B], der var i god tro, i det mindste bør have bøden nedsat. 795 kr. er mange penge, når man ikke har andet end sin folkepension at leve for. Men det nytter ingenting. [Binavn til klager] står fast på deres krav. Af firmaets hjemmeside fremgår det, at man kan få betalingen delt op i rater, og det beder [Person C] så om på vegne af [Person B]. - Det har de ikke svaret på. Og nu har de sgu blokeret mig! ”- Jeg kunne godt prøve at skrive til dem fra min anden mailadresse, men så blokerer de jo bare den også, mener [Person C]. […] Ingen kommentarer [Klager], der har overtaget [Binavn til klager], oplyser pr. mail, at de ikke udtaler sig om enkeltsager. - Såfremt der er spørgsmål til specifikke kontrolgebyrer, da henviser vi til at parkanten henvender sig til os, skriver [Klager]. ” I artiklen er der indsat et billede af [Binavn til klager]s svar til [Person C]: ”Din meddelelse til noreply@[Binavn til klager]. dk kunne ikke leveres. noreply@[Binavn til klager]. dk accepterer kun meddelelser fra personer i egen organisation eller fra en liste over tilladte afsendere, og din mailadresse er ikke på listen. ” Pressenævnet har endvidere lagt til grund, at NORDJYSKE i forbindelse med sagen for Pressenævnet har ændret artiklens overskrift på nordjyske.dk, så den nu lyder: ”Hjælper gammel ven med at klage” . Endvidere fremgår nu følgende tekst øverst i artiklen: ”Overskriften til denne artikel indeholdt oprindeligt sætningen: "Nu er eksborgmester blokeret af [Binavn til klager]". NORDJYSKE havde ikke grundlag for at fastslå dette som en kendsgerning. Det er alene [Person B]s indtryk. NORDJYSKE beklager fejlen. Ved publiceringen af artiklen skrev vi, at [Klager] har overtaget [Binavn til klager]. Det er ikke korrekt, [Binavn til klager] er en del af [Klager]-koncernen. ” [Original kursivering, Pressenævnet ] Samtidig bragte NORDJYSKE Stiftstidende den 25. november 2020 følgende tekst med overskriften ”Rettelse” på side 2, 1. sektion i den trykte avis: ”Mandag 17. august 2020 bragte vi her i NORDJYSKE en artikel med overskriften " Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]". NORDJYSKE havde ikke grundlag for at fastslå, at artiklens hovedkilde, [Person B], var blevet blokeret. Det var alene hans eget indtryk. NORDJYSKE beklager fejlen. ” Pressenævnet finder, at det allerede forud for artiklens offentliggørelse burde have stået klart for NORDJYSKE, at kilden [Person C] havde besvaret en ”no-reply-mailadresse”, og at der derfor ikke var dækning for påstanden om, at hans mailadresse var blevet blokeret af [Binavn til klager]. Den fejlagtige påstand blev imidlertid forelagt for [Klager] inden offentliggørelsen, hvorfor virksomheden havde mulighed for at korrigere den, inden den blev bragt. Idet NORDJYSKE efterfølgende har bragt en rettelse i den trykte avis og berigtiget artiklen på nordjyske.dk, finder Pressenævnet efter en samlet vurdering herefter ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik. [Klager] har også klaget over, at det fremgår af artiklen, at det ikke er muligt at komme i kontakt med virksomheden telefonisk. Af artiklen fremgår følgende udsagn fra kilden [Person C]: ”- Og det er umuligt at ringe til [Binavn til klager]. Man får bare en sang fra de varme lande, så den vej er også lukket. ” Pressenævnet finder, at det klart fremgår, at kilden i udsagnet forholder sig subjektivt til den telefoniske information, han har fået under et opkald til [Klager], og nævnet udtaler ikke kritik. - Artiklen ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen” [Klager] har klaget over følgende udsagn i artiklen: ” [Klager] skriver ikke et ord om en bagatelgrænse, så det skal man nok ikke regne med . [Klagers fremhævning, Pressenævnet ]” Hertil har [Klager] anført, at såfremt NORDJYSKE ønskede et konkret svar på spørgsmålet om, hvorvidt [Klager] opererer med en bagatelgrænse for, hvornår virksomhedens parkeringsvagter udskriver kontrolafgifter, burde NORDJYSKE have spurgt nærmere ind til det under forelæggelsen. Det fremgår af sagens oplysninger, at NORDJYSKE i sin forelæggelsesmail af 10. august 2020 blandt andet stillede følgende spørgsmål til [Klager]: ” - Hvordan er p-vagternes opgave formuleret? Skal de udskrive kontrolafgifter ved selv de mindste overtrædelser, eller har I en bagatelgrænse? ” Spørgsmålet blev ikke konkret besvaret af [Klager], som i sine mails af 11. og 12. august 2020 i stedet svarede følgende: ”[…] Yderligere kan vi oplyse, at parkeringsvagtens opgave og arbejdsinstruks er, at foretage kontrol af hvorvidt de parkerede køretøjer, som befinder sig på den givne parkeringsplads, befinder sig på parkeringspladsen i overensstemmelse med de skiltede regler og vilkår. […] Derudover vil vi gøre opmærksom på, at vi udfører parkeringskontrol i henhold til gældende lovgivning og retspraksis i alle områder af vore virke, både når vi opsætter skilte på parkeringspladser, udskriver kontrolgebyrer og håndterer kundehenvendelser. Dette gør vi for leve op til den aftale vi har med pladsens ejer. Herunder også for at sikre, at vores sager holder, såfremt de skal behandles i retssystemet eller i Parkeringsklagenævnet. Skulle der være begået en fejl i vores processer, så identificeres fejlen i sagsbehandlingsforløbet. ” Spørgsmålet om en eventuel bagatelgrænse blev ikke berørt yderligere under parternes mailudveksling forud for artiklernes offentliggørelse. Det påklagede udsagn fremgår i følgende sammenhæng i artiklen: ”NORDJYSKE har stillet [Klager] følgende spørgsmål: - Hvordan er p-vagternes opgave formuleret? Skal de udskrive kontrolafgifter ved selv de mindste overtrædelser, eller har I en bagatelgrænse? [Klager] svarer: - Vi udfører parkeringskontrol i henhold til gældende lovgivning og retspraksis i alle områder af vore virke, både når vi opsætter skilte på parkeringspladser, udskriver kontrolgebyrer og håndterer kundehenvendelser. Dette gør vi for leve op til den aftale vi har med pladsens ejer. Herunder også for at sikre, at vores sager holder, såfremt de skal behandles i retssystemet eller i Parkeringsklagenævnet. [Klager] skriver ikke et ord om en bagatelgrænse, så det skal man nok ikke regne med. ” Pressenævnet finder, at artiklen generelt fremstår som en satirisk gennemgang af, hvordan billister bedst undgår at få parkeringsbøder eller kontrolafgifter. Det konkrete udsagn fremstår således klart som NORDJYSKEs subjektive vurdering af [Klager]s manglende kommentar vedrørende en eventuel bagatelgrænse. Nævnet finder endvidere, at NORDJYSKE loyalt har forelagt udsagnet for [Klager] og gengivet virksomhedens relevante kommentarer i artiklen, og nævnet udtaler ikke kritik. [Klager] har også klaget over følgende udsagn: ”Man kan godt få på fornemmelsen, at skilte på p-pladser er placeret og formuleret for at gøre det så svært som muligt for bilisterne at parkere korrekt” Udsagnet fremgår i følgende sammenhæng i artiklen: ”7. Hvis skiltet er snørklet Når bilister får p-bøder, selv om de tror, alle regler er overholdt til punkt og prikke, skyldes det oftest, at de har for travlt eller simpelt hen tænker på noget andet, så de overser eller misforstår skiltningen, mener [Juristen]. Man kan godt få på fornemmelsen, at skilte på p-pladser er placeret og formuleret for at gøre det så svært som muligt for bilisterne at parkere korrekt. - Det håber jeg da ikke. Kommunale p-pladser er underlagt færdselsloven, herunder hvordan skiltningen skal udformes. Private er mere frit stillet, men der er nogle overordnede regler, der skal overholdes, og skiltningen skal være forståelig for parkanten, ellers holder det ikke i retten, forklarer [Juristen]. ” Pressenævnet finder, at udsagnet tilstrækkelig klart fremstår som et spørgsmål til kilden [Juristen], og nævnet udtaler ikke kritik. [Klager] har endelig klaget over, at NORDJYSKE i artiklen ukorrekt har skrevet, at en billist, der har parkeret i strid med gældende regler på de af [Klager] kontrollerede parkeringspladser, modtager en kontrolafgift ved, at et girokort bliver placeret i bilens forrude: ”Nej, der er stor forskel på, om du holder på en plads med et stort, hvidt P på sort baggrund eller blå baggrund, selv om du begge steder risikerer at få et girokort i forruden. ” Pressenævnet finder, at den ukorrekte beskrivelse ikke kan anses for at være tilstrækkelig væsentlig i sammenhængen, og nævnet udtaler ikke kritik. Sletning – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har afvist at slette artiklerne fra nordjyske.dk. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Artiklerne indeholder kritik af den måde hvorpå, [Klager] forvalter reglerne for parkering på de parkeringspladser, virksomheden kontrollerer. Oplysningerne i artiklen angår forhold i relation til [Klager]s erhvervsmæssige virke, og oplysningerne kan være belastende for virksomheden. Det er Pressenævntes opfattelse, at der ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning. Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have almen interesse. Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklen er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af NORDJYSKE for at have afvist at slette de påklagede artikler fra nordjyske.dk. Genmæle [Klager] har klaget over, at NORDJYSKE har afvist at bringe nedenstående genmæletekst, samt at NORDJYSKEs afslag på genmæle ikke blev ledsaget af en klagevejledning til Pressenævnet. - Manglende klagevejledning På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at [Klager] efter offentliggørelsen af artiklerne anmodede NORDJYSKE om at få bragt et genmæle. [Klager]s forslag til genmæle blev sendt til NORDJYSKE pr. mail den 26. august 2020. Det fremgår heraf, at mailen blev afsluttet med følgende bemærkning: ”Fjernes artiklerne ikke og bringes ovenstående genmæle ikke, eller modtages udkast til genmæle ikke inden fredag den 28. august kl. 12:00, da skal der for god ordensskyld gøres opmærksom på, at der vil blive oprettet en sag ved Pressenævnet. ” I sit afsluttende svar til [Klager], som blev sendt den 1. september 2020, skrev NORDJYSKE herefter blandt andet: ”I ovennævnte sag skal jeg hermed vende tilbage med NORDJYSKE Medier A/S bemærkninger til jeres brev dateret 26. august 2020 sendt pr. mail til undertegnede. Indledningsvist skal jeg bemærke, at NORDJYSKE Medier A/S bemærkninger i brev af 19. august 2020 fastholdes, hvorfor jeg ikke har yderligere bemærkninger til de fremsatte kritikpunkter af [Klager], da de allerede anses for besvaret i brev af 19. august 2020. […]” Det fremgår af medieansvarslovens § 40, at afslag på genmæle skriftligt skal meddeles den, der har anmodet om genmælet, med oplysning om, at afslaget kan indbringes for Pressenævnet senest 12 uger efter, at afslaget er kommet frem. Pressenævnet finder, at NORDJYSKEs afvisning af [Klager]s genmæleanmodning burde have været ledsaget af en klagevejledning til Pressenævnet. Idet [Klager] forinden havde orienteret NORDJYSKE om, at et eventuelt afslag på anmodningen om genmæle ville blive indbragt for Pressenævnet, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik. - Anmodningen om genmæle Af [Klager]s forslag til genmæletekst fremgår: ”NORDJYSKE Medier A/S har ved offentliggørelse, af artiklerne ”Top 5: Her er Aalborgs mest bizarre p-bøder”, ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” og ”10 ting du skal tænke på, før du parkerer i midtbyen”, af hhv. den 14., 15., 17., og 20. august 2020, fremsat ukorrekte og usande oplysninger. Artiklerne er derfor fjernet. Gennemgående for de 4 artikler, er at der er sket en sammenblanding af begreberne p-bøde og kontrolgebyr/-afgift. Denne sammenblanding er juridisk ukorrekt og særdeles uhensigtsmæssig, da regler for parkeringer foretaget på offentlige parkeringspladser, ikke finder anvendelse på parkeringer foretaget på private parkeringspladser. I denne forbindelse skal det præciseres, at der skal sondres mellem hhv. offentlig og privat parkering. Det skal blandt andet særligt fremhæves, at [Klager] forestår kontrol på private parkeringspladser. [Klager] har aldrig og vil aldrig udstede p-bøder. P-bøder kan udelukkende udstedes og pålægges af offentlige myndigheder, herunder politiet. I forhold til artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke”, da skal det præciseres, at parkanten har benyttet en offentlig betalingsautomat. Det fremgår således af artiklen, at der er betalt for den foretagne parkering. Dette er ikke korrekt. Betalingen er sket til Aalborg Kommune. [Klager] har således ikke modtaget betaling. Ligeledes bemærkes det, at [Klager], ikke har indflydelse på eller påtaleret overfor indretningen af offentlige parkeringspladser, herunder opstilling af betalingsautomater. Af artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” fremgår det, at [Klager] skulle have blokeret en mailadresse. Dette er ikke korrekt. [Klager] skal oplyse, at mailadresser benyttet ved henvendelser vedr. kontrolgebyrer aldrig vil blive blokeret. Dog bemærkes det, at det ikke er muligt at henvende sig til noreply@[Binavn til klager]. dk. ” Det følger af medieansvarsloven, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Et genmæle skal i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, jf. lovens § 36, stk. 1, og § 38, stk. 1. Pressenævnet finder, at [Klager]s genmæletekst ikke er begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger. Det fremgår dog tydeligt af teksten, hvilke oplysninger klager ønsker et genmæle over for: - Ad) Anvendelse af betegnelsen ”bøde” fremfor ”afgift” Pressenævnet finder, at det er faktuelt forkert, når NORDJYSKE i artiklerne har omtalt de af [Klager] udskrevne kontrolafgifter som parkeringsbøder. Som anført ovenfor finder nævnet imidlertid, at det ikke er afgørende, at NORDJYSKE i artiklerne har anvendt betegnelsen parkeringsbøde, da konsekvensen for modtageren af henholdsvis en parkeringsbøde eller en parkeringsafgift er den samme, nemlig at skulle betale et beløb for at have parkeret i strid med reglerne på den pågældende parkeringsplads. Nævnet finder således ikke, at NORDJYSKEs brug af betegnelsen i artiklerne i sig selv er egnet til at påføre [Klager] en sådan økonomisk eller anden skade af betydning, at der er grundlag for at bringe et genmæle. På den baggrund afviser Pressenævnet anmodningen om genmæle. - Ad) Oplysning om betaling for parkering i artiklen ”Gammel bogholder er blevet hidsig: - De kan bare trække mig i retten. Jeg betaler ikke” Pressenævnet finder, at det fremgår tilstrækkelig klart af artiklen, at den af kilden [Person A] foretagne betaling ikke var gældende for den parkering, som hun foretog på den af [Klager] kontrollerede parkeringsplads, hvor parkering alene er gyldig mod en særskilt tilladelse. Nævnet finder herefter ikke, at NORDJYSKE har bragt faktuelt forkerte oplysninger om [Person A]s betaling for sin parkering, der kan danne grundlag for et genmæle. Anmodningen om genmæle afvises derfor. - Ad) Oplysningen om blokering af mailadresse i artiklen ”Hjælper gammel ven med at klage: Nu er eks-borgmester blokeret af [Binavn til klager]” Pressenævnet finder, at der er tale om en faktisk oplysning, som kan være egnet til at påføre [Klager] skade af betydning. [Klager] er derfor som udgangspunkt berettiget til et genmæle heroverfor. Pressenævnet finder dog, at et genmæle vil være en gentagelse af den rettelse bragt i NORDJYSKE Stiftstidende og den berigtigelse, som allerede er foretaget af artiklen på nordjyske.dk. Nævnet finder herefter, at [Klager] ikke er berettiget til at få offentliggjort et genmæle over for oplysningen. Afgjort den 22. juni 2021