Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0621
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9508@2021-06-29/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0621
DR skal ikke slette artikel fra 2003 I en artikel bragt i 2003 omtalte DR, at en kommune risikerede at miste deres sportsplads og fodboldbane. Af artiklen fremgik, at den daværende kommunaldirektør havde skrevet for mange matrikelnumre på et skøde forud for salget af en nedlagt skole i kommunen. Den daværende kommunaldirektør klagede til Pressenævnet over, at DR havde afvist at slette artiklen. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne angik forhold i relation til klagers professionelle virke, at klager ikke var identificeret ved navn, og at DR havde afindekseret artiklen.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at DR har afvist hans anmodning om at slette artiklen ” Solgte byens sportsplads ved en fejl ”, som blev bragt af DR den 3. maj 2003 på DRs netavis dr.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Den påklagede artikel DR bragte den 3. maj 2003 artiklen ” Solgte byens sportsplads ved en fejl ” på netavisen dr.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Borgerne i landsbyen [Bynavn] i [Kommunen] risikerer at miste deres sportsplads og fodboldbane ved en fejl. Kommunens nu fyrede kommunaldirektør havde skrevet for mange matrikelnumre på, da han lavede skødet forud for salget af den nedlagte skole. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Borgerne i landsbyen [Bynavn] i [Kommunen] risikerer at miste deres sportsplads og fodboldbane ved en fejl. Kommunens nu fyrede kommunaldirektør havde skrevet for mange matrikelnumre på, da han lavede skødet forud for salget af den nedlagte skole. Fyringen havde intet med den uheldige sag at gøre. Foruden sportspladsen blev også en kommunal udlejningsejendom påført. Fejlen blev opdaget, da køberen solgte skolen videre, og nu forsøger kommunen gennem en stævning mod køberen at få sportspladsen tilbage. ” Den 28. januar 2021 rettede [Klager] henvendelse til DR med anmodning om sletning af artiklen. DR afviste den 22. februar 2021 [Klager]s anmodning om sletning. [Klager]s klage over DRs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 27. februar 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Sletning – punkt B. 8 [Klager] har anført, at DR har afvist hans anmodning om at slette artiklen. Han har hertil anført, at DR har indvilget i at afindeksere artiklen, som han umiddelbart syntes var en rimelig løsning, men efterfølgende fandt urimelig i forhold til de faktiske omstændigheder. Artiklen er fra 2003, og [Klager] var på daværende tidspunkt kommunaldirektør i [Kommunen]. [Klager] har navnlig henvist til, at han ønsker artiklen slettet, da beskrivelsen af de faktiske omstændigheder er ukorrekte. [Klager] har hertil anført, at en kommunaldirektør ikke skriver skøder, men at det var kommunens advokats opgave. Det var således ikke [Klager]s fejl, og han er heller aldrig blevet draget til ansvar for fejlen. [Klager] har endvidere anført, at han først nu er blevet bekendt med artiklen gennem faglige kredse. Dette hænger sammen med, at DR aldrig har henvendt sig for en kommentar efter reglerne om god presseskik punkt A. 1, og derfor ikke har tjekket, om oplysningerne var korrekte. [Klager] har endelig anført, at uanset der er gået 18 år siden offentliggørelsen af artiklen, er hans personlige anseelse blevet krænket. 2.2 DRs synspunkter Sletning – punkt B. 8 DR har afvist, at der er grundlag for at slette artiklen. DR har indledningsvist bemærket, at [Klager] henvendte sig til DR den 28. januar 2021 og bad om at få artiklen slettet, da den efter hans opfattelse indeholdt forkerte faktuelle oplysninger. Idet klagefristen efter medieansvarslovens § 34 for længst er udløbet, har DR alene behandlet henvendelsen som en anmodning om sletning efter punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik. DR har anført, at artiklen har været offentligt tilgængelig i knap 18 år. DR er af den opfattelse, at DR ikke er forpligtet til at undersøge detaljer i de faktuelle oplysninger i en 18 år gammel artikel. DR har i den forbindelse anført, at der er tale om en kort omtale af sagen, og at det ikke fremgår, hvilke kilder omtalen er baseret på. Ud fra artiklen er det derfor ikke muligt at læse, i hvilket omfang ansvaret for fejlen på skødet påhvilede kommunaldirektøren. [Klager] fremgår ikke ved navn i artiklen, men er alene identificerbar i kraft af oplysningen om hans tidligere stilling og navnet på kommunen. DR har endvidere anført, at artiklen ikke omhandler [Klager]s private forhold eller oplysninger af personfølsom karakter. Sagen handler om en sag, der udelukkende har at gøre med [Klager]s erhvervsmæssige virke som kommunaldirektør. Der er således ikke tale om oplysninger, der er særligt belastende for ham, ligesom der ikke foreligger særlige omstændigheder i øvrigt, som kan begrunde sletning. DR har endelig anført, at artiklen er blevet afindekseret, således den ikke kan fremfindes ved de mest oplagte søgeord som ”kommunaldirektør” og ”[Kommunen]”. Dette er baseret på den tvivl om det faktiske ansvar for fejlen i forbindelse med ejendomssalget. DR har i vurderingen lagt vægt på, at artiklen i sig selv ikke indeholder oplysninger om kilder eller henvisninger, som giver mulighed for at vurdere, hvad omtalen er baseret på. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen. Klagefrist Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, stk. 3, at klager over Danmarks Radios, TV 2s eller TV 2s regionale virksomheders overtrædelse af god presseskik senest 12 uger efter offentliggørelsen skal indgives til disse. De pågældende virksomheders afgørelse kan senest 12 uger efter, at afgørelsen er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet. I relation til punkt B. 8 i de vejledende regler for god presseskik løber klagefristen på 12 uger først fra mediets afslag på at afindeksere, anonymisere eller afpublicere. Den påklagede artikel blev offentliggjort den 3. maj 2003, og [Klager]s klage, der er indgivet til DR den 28. januar 2021, er således indgivet efter klagefristens udløb for så vidt angår spørgsmål om tilsidesættelse af god presseskik. Pressenævnet kan derfor alene tage stilling til klagen for så vidt angår [Klager]s anmodning om sletning af artiklen i medfør af punkt B. 8. God presseskik Sletning – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at DR har afvist at slette artiklen ” Solgte byens sportsplads ved en fejl ”. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager efter offentliggørelsen af artiklen i 2003 ikke anmodede nævnet om at tage stilling til, hvorvidt artiklen var i strid med god presseskik. Artiklen indeholder omtale af, at den tidligere kommunaldirektør i [Kommunen] ved en fejl havde skrevet for mange matrikelnumre på ved salget af en nedlagt skole. Som sagen er oplyst for nævnet, var [Klager] kommunaldirektør i [Kommunen] på tidspunktet for omtalen. Det er Pressenævnets opfattelse, at offentlige personer i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for en kritisk medieomtale. Nævnet finder hertil, at oplysningerne i artiklen angår forhold i relation til [Klager]s professionelle virke som kommunaldirektør, og at oplysningerne ikke kan anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager]. Pressenævnet bemærker, at [Klager] ikke er identificeret ved navn, og at DR har afindekseret artiklen med søgeordene ”kommunaldirektør” og ”[Kommunen]”. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af DR for at afvise [Klager]s anmodning om sletning. Afgjort den 22. juni 2021