Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9531@2021-07-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 19-16668 En nyuddannet jordemoder havde været ansat på en fødeafdeling på et hospital i få måneder, da hun fik eksem på hænderne. Under udredningen af eksemlidelsen blev hun omplaceret til administrativt arbejde. Jordemoderens eksemlidelse var kronisk og udløst af erhvervsmæssige påvirkninger i form af håndvask, sprit og handsker. Lidelsen medførte blandt andet, at hun ikke kunne bære handsker under sit arbejde. Jordemoderen blev afskediget som følge af sin kroniske eksemlidelse, og de udfordringer den medførte i stillingen som jordemoder. Hun havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhvilede herefter den indklagede region at bevise, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, hvordan jordemoderen var kommet igennem sin uddannelse, og dermed hvordan hun havde levet op til kravene om hygiejne under uddannelsen. Der forelå desuden meget sparsomme oplysninger fra regionen omkring bredden af opgaverne som klinisk jordemoder, herunder om det var muligt at sammensætte en stilling for jordemoderen inden for de opgaver, hun var uddannet til. Nævnet vurderede på den baggrund, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer for at afklare, om regionen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en jordemoder. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager tiltrådte den 1. februar 2018 en stilling som basisjordemoder med tjenestested indtil videre på et hospital i den indklagede region. Indklagede har oplyst, at klagers hovedfunktion i stillingen var at være klinisk jordemoder ved fødsler. Primo april 2018 fik klager voldsom eksem på sine hænder. Den 4. april 2018 skrev klagers nærmeste leder følgende til klager: ”Kære [klager], Det lyder ikke godt - jeg tænker, at det gælder om at se egen læge snarest mhp udredning for specifik allergi. Derefter vil vi naturligvis sikre, at du får handsker til rådighed som du kan tåle. …” Efter aftale med sin leder blev klager omplaceret fra fødegangen til Svangreambulatoriet til varetagelse af administrative opgaver uden brug af handsker, indtil hun havde været til hudlæge og fået eksemen under kontrol. Klager har oplyst, at hun i juni 2018 igen vendte retur til fødegangen, men efter en uge med brug af handsker fik hun igen eksem. Klager skrev herefter følgende til sin leder: ”Hej [leder]. Nu har jeg snart været i gang i en uge og det går desværre ikke helt som jeg havde håbet. Jeg er begyndt at få sår på hænderne igen og det gør ondt når jeg har handsker på. Kunne du evt. undersøge om det var en mulighed med bomuldshandsker indenunder? Eller hvor kan jeg selv undersøge det henne? …” Lederen kontaktede derfor hospitalets hygiejnesygeplejerske om brug af bomuldshandsker, der den 11. juli 2018 svarede følgende: ”Kære [leder] Bomuldshandsker under sterile og usterile handsker er ikke en mulighed, så svaret er nej, vi har ikke en gangbar løsning på dette problem. Håndeksem og korrekt håndhygiejne er to uforenelige størrelser. Det er vigtigt at være opmærksom på, at problematikken ikke udelukkende er et spørgsmål om patientsikkerhed, men i høj grad også et spørgsmål om arbejdsmiljø, sikkerhed for medarbejderen. Problemet bør forsøges løst i samarbejde med hud- og allergiklinikken, fx på [hospital]. …” Klager har oplyst, at ledelsen ikke tog kontakt til hud- og allergiklinikken, ligesom ledelsen ikke foretog sig yderligere for at afhjælpe klagers eksemudbrud. Indklagede bestrider, at klager blev overladt til sig selv. Afdelingens arbejdsmiljørepræsentant, hygiejneorganisation og ledelse var alle involverede i klagers sag. Efterfølgende og frem til oktober 2018 varetog klager sekretæropgaver i Fødemodtagelsen, opgaver på Svangreambulatoriet og telefonen i Fødemodtagelsen. Klager havde ingen sygeperioder relateret til håndeksem. Den 3. juli 2018 kontaktede klager hygiejnejordemoderen på sin afdeling, som den 30. juli 2018 også afviste brug af bomuldshandsker under de almindelige handsker. I speciallægeerklæring af 1. august 2018 blev følgende anført om klagers tilstand: ” Sammenfatning/Konklusion: Sammenfattende drejer det sig om en 23- årig atopiker som er nyuddannet jordemoder der udvikler håndeksem få mdr efter hun er færdiguddannet. Er ud redt med allergitestning i maj 2018 uden fund af allergier. Er som jordemoder massivt eksponeret for irritative påvirkninger i form af hyppig håndvask, afspritning samt handskebrug. Erhvervsmæssigt har det haft den konsekvent at hun nu er permanent omplaceret til kontorarbejde og arbejder ikke som jordemoder i klinikken længere. Det kan ikke anbefales at hun genoptager håndbelastende arbejde da dette vil forværre hendes eksem/prognose. Har siden det startede haft et kronisk tørt eksem som blusser op ved mindste irritative påvirkning, skal således også privat tænke over hvad hun foretager sig for at undgå at eksemet blusser op. Konklusion. Kronisk håndeksem hos atopiker udløst af massive erhvervsmæssige irritative påvirkninger i job som jordemoder. ” Ved afgørelse af 25. september 2018 blev klagers sygdom anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den 26. oktober 2018 blev der afholdt en omsorgssamtale mellem klager og indklagede. Følgende fremgår af referatet: ” Resume: [Klager] har været ansat i afdelingen siden 1. februar 2018. Efter 2 måneders ansættelse får [klager] svær håndeksem og kan ikke længere varetage klinisk vagtarbejde. Det indberettes som en erhvervssygdom hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Imedens [klager] bliver udredt, omplaceres [klager] til andet ikke kliniks arbejde, af karakter af forfaldne arbejde på kontor. Formål: [Klager] indkaldes nu til en omsorgssamtale for at få afklaret om [klager] kan vende tilbage til sit arbejde som klinisk jordemoder, den stilling hun er ansat til. … Plan: [Klager] fortæller at hun fortsat ikke kan varetage klinisk arbejde. [Klager] er klar over at det har store personlige konsekvenser for hende, da hun ikke kan bruge sin uddannelse som jordemoder, idet hun ikke har klinisk erfaring ud over 2 måneder. [Klager] har selv tænkt at vi i afdelingen ikke kan blive ved med at have hende ansat som jordemoder, da hun ikke fungerer som klinisk jordemoder. [Klager] har brug for en omskoling til andet ikke klinisk arbejde, da hendes håndeksem er kronisk. Vi aftaler at [klager] går til egen læge og får udfyldt en mulighedserklæring samt at vi vil forsøge at få [klager]s kommune til møde os til en rundbordssamtale, i forhold til om kommunen vil hjælpe [klager] økonomisk med henblik på en omskoling. ” Indklagede har oplyst, at kommunen afviste at hjælpe, da klager ikke var registreret som sygemeldt. Klagers læge anførte den 30. oktober 2018 følgende i en mulighedserklæring: ”. . . Det anbefales fravær på fuld tid, gr arbejdets belastning på pt. kroniske håndeksem. Det kan evt. overvejes om der er mulighed for at omplacere til administrativt eller kontorarbejde. Dette vil selvfølgelig ændre situationen. … Der skønnes ikke at være nogen kur mod pt’s tilstand, hvorfor varigheden skønnes at måtte være på ubestemt tid. ” Ved brev af 11. december 2018 blev klager påtænkt afskediget med følgende begrundelse: ”Baggrunden for den påtænkte opsigelse er, at du desværre lider af kronisk eksem og derfor ikke kan virke som klinisk jordemoder. Dette blev konstateret efter to måneders ansættelse, og du har siden da været friholdt for jordemoderopgaver. Din læge har senest ved mulighedserklæring af 30. oktober 2018 anbefalet, at du er fraværende på fuld tid fra dit job som jordemoder, og at der ikke skønnes at være nogen kur mod din tilstand, hvorfor varigheden skønnes at måtte være på ubestemt tid. Dette er uforeneligt med hensynet til afdelingens patienter og samlede drift. Ved samtalen med din ledelse den 26. oktober 2018 er din situation drøftet, og du har udtrykt forståelse for, at du ikke kan forblive ansat som jordemoder i afdelingen, og at ledelsen derfor må tage initiativ til at opsige dig. …” Klager blev herefter afskediget. Den 30. januar 2019 blev der afholdt forhandling mellem indklagede og klagers faglige organisation om afskedigelsen. Parterne opnåede ikke enighed. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. marts 2019. Klager fremsatte den 22. november 2019 en påstand om betaling af en godtgørelse på 266.913,36 kr. svarende til 9 måneders løn. Indklagede har for nævnet fremlagt et notat om anvendelsen af bomuldshandsker under medicinske engangshandsker dateret den 21. september 2020. Heri afvises denne mulighed blandt andet af hygiejnemæssige årsager. Klager har oplyst, at notatet er udarbejdet efter afskedigelsen, hvorfor det ikke har relevans for sagen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at indklagede ikke har opfyldt sin pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2a, og at afskedigelsen af hende var udtryk for direkte forskelsbehandling på grund af handicap. Klager lider af kronisk eksem på hænderne, der blusser op, når hænderne bliver fugtige, hvilket ikke er foreneligt med arbejdet i et klinisk miljø. Klagers sygdom udgør dermed et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager gjorde ikke opmærksom herpå ved ansættelsessamtalen, da eksemen først kom i udbrud efter ansættelsen. Klagers eksem forhindrede hende i at udføre sit arbejde på samme vilkår som andre jordemødre. Det gøres gældende, at eksemen har haft og måtte forventes at have en længerevarende tidsmæssig ubestemt udstrækning. Som det ses i afskedigelsesbrevet delte indklagede holdningen om, at lidelsen måtte blive langvarig. Klager blev afskediget med direkte henvisning til sit handicap. Klager har derfor påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at hun blev udsat for forskelsbehandling. Der er henvist til Østre Landsrets afgørelse af 29. juni 2011 (U. 2011.2880Ø). Over sommeren 2018 tilbød indklagede indledningsvist klager en stilling som sekretær på fødegangen og efterfølgende en omplacering til telefonmodtagelsen i fødemodtagelsen. Begge tilbudt blev dog trukket tilbage. Klager varetog uden problemer opgaver, der ikke var klinisk jordemoderfaglige, hvorfor indklagede kunne have omplaceret klager til administrative opgaver i overensstemmelse med mulighedserklæringens anbefalinger. Indklagede forsøgte på intet tidspunkt at finde mulige løsninger eller alternative handsker til klager, der måske kunne have muliggjort klinisk arbejde. Klager bestrider, at det skulle være afklaret, at ingen af de mulige handsketyper ville kunne afhjælpe problematikken omkring klagers eksem. I andre regioner var der f.eks. registreret op til 14 forskellige handsketyper, der kunne anvendes. Der er ikke belæg for, om der skulle eksistere en øget infektionshygiejnisk risiko ved anvendelsen af bomuldshandsker under sterile handsker. Det er endvidere ikke afklaret, om det var ”vådt miljø”, der var årsag til eksemen. Det kunne lige så vel være handskerne. Ledelsen kunne have forsøgt at bibeholde klager i beskæftigelse ved tilpasning i form af justering af stillingsindhold, systematisk afprøvning af, hvorvidt problemet kunne løses med passende hjælpemidler samt tilpasning i form af omplacering. Indklagede havde mulighed for at fastholde klager ved at foretage omplacering/tilpasning af arbejdsfunktionerne. Man tilbød således klager to stillinger, som man efterfølgende trak tilbage. Dette viste, at der var et behov for, at klager skulle varetage disse stillinger. Klager var endvidere i det meste af sin ansættelsesperiode beskæftiget med arbejde på afdelingen, der ikke indebar klinisk jordemoderarbejde. Der var flere funktioner i stillingen som basisjordemoder, der ikke foregik med handsker eller kun i mindre omfang med handsker. Der er henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 4. september 2019 (18-58297) og Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 5. december 2018 (18-8176) vedrørende omplaceringsforpligtelsen. Indklagede har ikke dokumenteret eventuelle overvejelser om tilpasning og omplacering. Indklagedes manglende opfyldelse af tilpasningsforpligtelsen medfører således, at indklagede ikke har godtgjort, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling. Klagers læge kunne i mulighedserklæringen ikke udtale sig om afhjælpningsforsøg, som indklagede ikke havde igangsat. Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven. Indklagede bestrider at have udøvet direkte såvel som indirekte forskelsbehandling. Klager har ikke påvist at være handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet. Sygdom udgør ikke i sig selv et handicap. Klager har heller ikke påvist, at arbejdsgiver var bekendt med, at klagers sygdom udgjorde et handicap. Klager har ikke løftet formodningen for at være blevet forskelsbehandlet på grund af handicap. Klager skulle – som alle andre – overholde forskrifter fastsat af hensyn til hygiejne, patientsikkerhed og arbejdsmiljø. Forskrifterne er objektivt begrundet og midlerne til opfyldelse heraf er rimelige. Klager var ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage den stilling, som klager var ansat i. Såfremt klager tilkendes en godtgørelse skal den udmåles lavt under henvisning til sagens konkrete omstændigheder og klagers korte ansættelsestid. Indklagede havde stort fokus på at tilbyde sine ansatte allergivenlige handsketyper. Problemet for klager var dog ”det våde miljø”. Samtidig med ansættelsen af klager havde afdelingen udfordringer med at få bemandet jordemoderstillingerne og vagterne på fødegangen. At arbejde i et klinisk miljø var uforeneligt med klagers håndeksem. Det er en forudsætning for korrekt håndhygiejne, at huden på hænderne er intakt. Uanset om bomuldshandsker havde været en mulighed skulle korrekt håndhygiejne fortsat udføres. Klager var derfor ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage en stilling som klinisk jordemoder. Funktionerne som jordemoder foregår ufravigeligt i et vådt miljø med krav om korrekt hygiejne. Indklagede bestrider, at man ikke har overholdt sin tilpasningsforpligtelse, da man bl.a. undersøgte muligheden for at afhjælpe klagers eksem via handsker ved sin interne hygiejneorganisation. Hygiejneorganisationen sikrede, at der i regionen var opdateret og aktuel viden til rådighed. I modsætning til klagers anbringender fremgår det af mulighedserklæringen og øvrige lægelige oplysninger, at klager ikke kunne anvende handsker grundet sin eksem, og at dette ikke var foreneligt med jordemoderarbejdet. Klager skulle også privat – hvor der ikke blev brugt handsker – passe på. Såfremt handsketypen ville have løst klagers udfordringer med eksem, ville hun have modtaget de korrekte handsker. Klagers påstand om, at en anden handske ville have løst problemet, fremstår udokumenteret. De omtalte 14 handsker i en anden region kan ikke anvendes til sammenligning, herunder fordi 10 af disse ikke er anvendelige for jordemødre. Man kan i øvrigt ikke udføre klinisk jordemoderarbejde med bomuldshandsker under sterile handsker, f.eks. i forhold til at mærke barnets rotation. At der konkret ikke kunne findes en gangbar løsning fra klager ændrer ikke på, at ledelsen konkret forsøgte at finde løsninger i relevant omfang. Hverken klagers faglige organisation eller klager selv fremlagde relevante konkrete løsningsforslag. Der er henvist til Højesterets afgørelse af 1. oktober 2014 (U. 2015.1H) og Højesterets afgørelse af 12. marts 2015 (U. 2015.2027H). Indklagede bestrider at være forpligtet til at omplacere klager til ikke kliniske opgaver. Klager var ansat som klinisk jordemoder og var ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage denne stilling. Indklagede kunne ikke afhjælpe klagers lidelse via tilpasningsforanstaltninger. Det bestrides, at den midlertidige omplacering af klager under udredningen skal komme indklagede til skade. Det bestrides også, at klager skulle have vist sig kompetent, egnet og disponibel til varetagelse af disse stillinger under en midlertidig omplacering. Klager havde ikke tilstrækkelig erfaring til at passe vagttelefonen i Fødemodtagelsen. I forhold til sekretærstillingen, så var der tale om en lægesekretærstilling, der var en helt anden stilling end klinisk jordemoder. Klager er ikke uddannet lægesekretær. Klager varetog ad hoc administrative opgaver uden for sit ansættelsesområde under sin udredning. Indklagede var ikke forpligtet til at oprette en ny fuldtidsstilling til klager. Der er henvist til Højesterets afgørelse af 13. april 2016 (U. 2016.2463H) og Østre Landsrets dom af 28. februar 2020. Indklagede bestrider, at klager blev tilbudt stillingerne. Der var tale om overvejelser og drøftelser i den åbne proces med at finde løsninger i forhold til klagers ansættelse. Klager kunne ikke omplaceres til jordemoderstillinger uden klinisk arbejde, f.eks. som uddannelsesansvarlig jordemoder, da disse stillinger forudsætter stor erfaring, uddannelse m.v. Klager blev af sin læge frarådet at genoptage arbejdet som jordemoder. Tilpasningsforpligtelsen skulle iagttages i forhold til den aktuelle stilling, her stillingen som klinisk jordmoder. Det er ikke korrekt, når klager anfører, at der var stillinger, som en nyuddannet jordemoder kunne udføre, uden krav om korrekt udførelse af håndhygiejne og/eller brug af handsker. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Som det fremgår af sagens oplysninger fik klager kort tid efter sin ansættelse i april 2018 konstateret kronisk eksem på hænderne, der bl.a. medførte, at hun ikke kunne anvende de tilbudte sterile handsker. På tidspunktet for afskedigelsen den 20. december 2018 havde klagers begrænsninger ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang. Vurderingen af om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose. Det fremgår af erklæringen af 30. oktober 2018, at der ikke var en kur mod klagers kroniske tilstand, og at varigheden blev vurderet til at være på ubestemt tid. På baggrund af mulighedserklæringen af 30. oktober 2018 vurderer nævnet, at det ud fra en prognose på afskedigelsestidspunktet måtte forventes, at klagers funktionsbegrænsninger som følge af eksemlidelsen ville blive af lang varighed. Klager har herefter godtgjort, at eksemlidelsen på afskedigelsestids-punktet udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Faktiske omstændigheder Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager blev afskediget som følge af sin kroniske eksemlidelse, og de udfordringer den medførte i stillingen som jordemoder. Klager har herved påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Tilpasningsforpligtelsen Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor. Indklagede blev allerede i april 2018 gjort bekendt med klagers helbredsforhold, og der blev i oktober 2018 udarbejdet en mulighedserklæring efter aftale mellem klager og indklagede. Nævnet vurderer derfor, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. Klager tiltrådte den 1. februar 2018 en stilling som basisjordemoder med funktion som klinisk jordemoder i den indklagede region. Nævnet lægger til grund, at stillingen som basisjordemoder forudsætter, at den ansatte er i stand til at udføre korrekt håndhygiejne i overensstemmelse med de for arbejdspladsen gældende standarder. Klager har en eksemlidelse, der blandt andet medfører, at hun ikke kan bære handsker under sit arbejde. Der foreligger ikke oplysninger om, hvordan klager er kommet igennem sin uddannelse, og dermed hvordan klager har levet op til kravene om hygiejne under uddannelsen. Der foreligger meget sparsomme oplysninger fra indklagede omkring bredden af opgaverne som klinisk jordemoder, herunder om det var muligt at sammensætte en stilling for klager inden for de opgaver, hun er uddannet til. Nævnet vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer for at afklare, om indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 2 a, om tilpasning • § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

1. 2021-07-06