Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9532@2021-07-06/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - arbejdsvilkår - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-39337 En 72-årig mand var ansat som overlæge ved et universitetshospital på en kardiologisk afdeling og var desuden ansat i en tidsbegrænset stilling som klinisk lektor ved et universitet. Manden havde i samråd med den ledende overlæge på universitetshospitalets kardiologiske afdeling besluttet, at han skulle søge et tidsbegrænset professorat. Der var efterfølgende blevet afholdt et møde, hvor universitetets dekan deltog sammen med en forskningschef, en klinikchef og den overlæge, som var ledende overlæge på kardiologisk afdeling. Manden, der ønskede at søge professoratet, deltog ikke i mødet, men blev efterfølgende oplyst, at hans alder var blevet omtalt på mødet som begrundelsen for, at professoratet ikke blev oprettet. Manden deltog i et efterfølgende møde med den ledende overlæge og forskningschefen, hvor hans alder igen blev omtalt. Det indklagede universitet havde for nævnet oplyst, at der ikke forelå en ledig stilling som klinisk professor ved Kardiologisk afdeling, og at universitetet ikke havde planer om at oprette en ny professorstilling. Såfremt manden alder var blevet nævnt på et møde, var det på forespørgsel fra ham selv. Der var for nævnet tvivl om, hvor tæt universitetet faktisk var på at oprette det omhandlede professorat, om mandens alder havde haft betydning for den manglende oprettelse af professoratet, herunder hvad der nærmere blev sagt omkring hans alder. Nævnet vurderede derfor, at det var nødvendigt for sagens afgørelse, at der blev ført bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet. Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med en mulig oprettelse af et professorat. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af alder, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Klager, der er født i 1948, har oplyst, at han har arbejdet som overlæge og været ansat ved [by] Universitetshospital på Kardiologisk Afdeling siden juni 2015. Klager var desuden ansat som klinisk lektor ved [by] Universitet i en tidsbegrænset stilling fra den 1. januar 2019 og frem til den 31. december 2019. Ansættelsen blev efterfølgende forlænget frem til den 31. december 2020. Klager har oplyst, at det i samråd med den ledende overlæge på universitetshospitalets kardiologiske afdeling blev besluttet, at han skulle søge et tidsbegrænset professorat. Det indklagede universitet har oplyst, at oprettelsen af en stilling som klinisk professor forudsætter forudgående aftale mellem universitetshospitalet, regionen og universitetet. Der blev i marts 2020 holdt et møde, hvor universitetets dekan deltog sammen med lederen af Klinisk Institut, som også var forskningschef, samt en klinikchef og den overlæge, som var ledende overlæge på klagers afdeling. Det blev på mødet drøftet, hvordan forskning og undervisning inden for afdelingens speciale kunne styrkes fremadrettet, herunder blev behovet for at oprette yderligere et professorat inden for området drøftet. Der er ikke fremlagt et referat fra mødet. Indklagede har oplyst, at fakultetets dekan på mødet anførte, at han ikke så behov for at oprette yderligere en stilling som klinisk professor ved afdelingen, idet der allerede var tilknyttet en lærestolsprofessor, to professorer og to adjungerede professorer til specialet, hvor der ved universitetshospitalets øvrige afdelinger kun var oprettet 1-2 stillinger som klinisk professor. Dekanen fastslog i samme ombæring, at oprettelse af professorater skulle være båret af behov for løsning af konkrete opgaver og ikke af medarbejderes eget ønske om at blive ansat som professor. Klager har for nævnet oplyst, at han efter mødet af sin ledende overlæge blev orienteret om, at hans alder var blevet omtalt på mødet som en begrundelse for ikke at oprette et professorat, da: ”min [klagers] kronologiske alder (72 år) ville sende et dårligt signal”. Klager bad efterfølgende om et møde med deltagelse af universitets forskningschef samt den ledende overlæge. Klager har oplyst, at forskningschefen på mødet bekræftede oplysningerne fra den ledende overlæge om klagers alder. Indklagede har for nævnet oplyst, at klager på mødet udtrykte ønske om, at der blev opslået et klinisk professorat til ham, idet han ikke anså det for muligt at drive et klinisk studie med bevilling fra en større fond uden at have professortitlen. Det indklagede universitet har bestridt klagers oplysning om udtalelserne omkring hans alder. Klager kontaktede efterfølgende Foreningen for Speciallæger, som den 11. maj 2020 sendte en mail til dekanen, hvori de undrede sig over, at universitetet havde afvist klager som kandidat til en post som klinisk professor grundet hans alder. Ved brev af 19. juni 2020 afviste indklagede at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af alder. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. september 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Klager opsagde sin stilling som klinisk lektor den 30. september 2020 med den begrundelse, at han arbejdede i Kina og derfor havde orlov fra sin stilling som overlæge ved universitetshospitalet. Indklagede har for nævnet oplyst, at de kliniske professorer, som universitetet har ansat, har en gennemsnitsalder på ca. 60 år. Derudover er 25 % af de kliniske professorer 65 år eller derover, og den ældste kliniske professor er 77 år. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder. Klager var specialeansvarlig, forskningsaktiv og har fået flere bevillinger til belysning af centrale kliniske problemstillinger inden for sit subspeciale. I samråd med afdelingens ledende overlæge blev det besluttet, at klager skulle søge et tidsbegrænset professorat med det formål at styrke forskningen inden for behandling af en bestemt type hjertesygdom. Der var i forvejen to professorater ved afdelingen i andre subspecialer. Klagers subspeciale var det eneste af afdelingens tre subspecialer, som ikke havde tilknyttet et professorat. Klager og den ledende overlæge ønskede at oprette professoratet, da de fandt behov for det, og da der var økonomi til det. De mødte velvilje hos hospitalets centerledelse angående professoratet, og ledelsen var bekendt med, at klager sandsynligvis ville være en kvalificeret ansøger til stillingen. Fakultetet hos indklagede afslog imidlertid at oprette et professorat, som klager kunne søge, da klagers alder ville sende et dårligt signal. Universitetet afviste at meddele klager dette skriftligt. Klager er bekendt med, at dekanen på universitetet i en intern mailkorrespondance gav udtryk for sin bekymring ved at ansætte professorer med en høj alder. Indklagede afviser påstanden om, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin alder i forbindelse med mulig oprettelse af et professorat. Der var ikke en ledig stilling som klinisk professor ved Kardiologisk afdeling, og universitetet havde ikke planer om at oprette en sådan stilling. Der forelå ikke en aftale om oprettelse af en ny professorstilling, og der havde ikke været drøftelser herom. Der blev ikke opslået en ny professorstilling, som klager kunne søge, da der ikke var behov herfor. Det er alene dekanen i samråd med hospitalsledelsen ved universitetshospitalet, der har kompetencen til at oprette en ny stilling som klinisk professor. Det var således ikke tilstrækkeligt, at afdelings- og klinikledelsen måtte vurdere, at der var behov for stillingen og økonomi til denne. Universitetet har ikke hjemmel til at oprette stillinger til navngivne personer. Stillinger skal i offentligt opslag, ligesom der er krav til rekrutteringsprocessen. Da der ikke fandtes en ledig stilling som klinisk professor eller var planer om at oprette en sådan, afviser det indklagede universitet, at universitetet med henvisning til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet § 2, stk. 1, har forskelsbehandlet klager på grund af hans alder. Såfremt klagers alder blev nævnt på et møde, var det på forespørgsel fra klager selv. Indklagede bestrider, at der foreligger en intern mail, hvor dekanen udtrykte bekymring for ansættelsen af professorer med høj alder. Fakultetet fravælger ikke ældre medarbejdere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager var ansat som lektor ved det indklagede universitet, og at der var nogle drøftelser omkring oprettelse af et professorat. Der er for nævnet tvivl om, hvor tæt universitetet faktisk var på at oprette det omhandlede professorat, om klagers alder – som anført af klager – har haft betydning for den manglende oprettelse af professoratet, herunder hvad der nærmere er sagt omkring klagers alder. Nævnet vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 7 a, om delt bevisbyrde

Versioner

1. 2021-07-06