Gelex

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - øvrige - ej medhold - medhold

GældendeVersion 2021-07-06
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9533@2021-07-06/da

Indhold
  1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - øvrige - ej medhold - medhold

J.nr. 21-8416 En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med udformningen af den indklagede myndigheds hjemmeside og i forbindelse med myndighedens håndtering af hans telefoniske henvendelse. Manden er ordblind, og nævnet vurderede indledende, at mandens ordblindhed udgør et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand. I forhold til udformningen af myndighedens hjemmeside vurderede nævnet, at en klage måtte indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor. Nævnet henviste til, at der med handicapdiskriminationsloven ikke bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der gælder efter anden lovgivning. Nævnet kunne derfor ikke behandle denne del af klagen. Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han ved sin telefoniske henvendelse til myndigheden blev udsat for forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Medarbejderen hos myndigheden havde ved mandens henvendelse sagt til ham, at han skulle henvende sig skriftligt, og han da måtte have en ven, som kunne hjælpe ham med at skrive. Nævnet vurderede videre, at myndigheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Manden fik derfor medhold i klagen. Nævnet vurderede, at der ikke skulle fastsættes en godtgørelse til manden.

Klagen angår forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med tilgængeligheden til den indklagede myndigheds hjemmeside og i forbindelse med indklagedes håndtering af en telefonisk henvendelse fra klager. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle den del af klagen, der angår udformningen af indklagedes hjemmeside. Indklagede har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med håndteringen af klagers henvendelse. Sagsfremstilling Klager, der er ordblind, kontaktede den indklagede myndighed telefonisk den 19. februar 2021 med henblik på at tale med en jurist eller leder omkring det faktum, at man skal hente et program, før man er sikret tilgængelighed på indklagedes hjemmeside. Der er ikke en oplæsningsfunktion på den indklagede myndigheds hjemmeside. Klager har oplyst, at han i omstillingen hos den indklagede myndighed blev mødt af en medarbejder ved navn [medarbejderens navn], som ikke ville stille klager videre. Medarbejderen sagde til klager, at han skulle skrive til den indklagede myndighed, før indklagede kunne gå ind i den problemstilling, som han ønskede at drøfte. Klager har oplyst, at han forud for medarbejderens oplysning herom, havde fortalt medarbejderen, at han er ordblind. Efter klagers oplysning svarede han medarbejderen, at han ikke kunne skrive til indklagede, fordi han er ordblind. Medarbejderen sagde herefter, at klager da måtte have en ven, som kunne hjælpe ham. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. februar 2021. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Det fremgår af konklusionen af en læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017: ”… Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning. …” Specifikt om klagers læsehastighed blev det i den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet: ”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen. ” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Da medarbejderen sagde til klager, at han da måtte have en ven, som kunne hjælpe ham med at skrive til den indklagede myndighed, svarede klager blot, at medarbejderen måtte have en god weekend. Klager synes, at det var for personligt at diskutere med medarbejderen, om han havde en ven til at hjælpe sig eller ej. Medarbejderen var ikke bekendt med, hvordan hun skulle håndtere klagers henvendelse. Klager medgiver, at indklagede er bekendt med dette, såfremt han kontakter dem på nuværende tidspunkt, men det var ikke tilfældet den 19. februar 2021, hvor han henvendte sig. Det kan ikke blive ved med at være en beklagelig misforståelse, hvordan man som myndighed håndterer det, når en ordblind borger ringer. Det kan ske utallige gange i løbet af klagers levetid, fordi der fx er kommet en ny medarbejder, der ikke lige er blevet orienteret om rette håndtering. Det bør ikke være klagers opgave at hjælpe indklagede med rette håndtering. Klager synes ikke, at indklagede var åben for at finde en løsning på det faktum, at han ikke kan skrive til dem på grund af sin ordblindhed. Den problemstilling, som klager ønskede at drøfte med en leder eller jurist hos indklagede, handler om, at man skal hente et program, for at man er sikret tilgængelighed på indklagedes hjemmeside. Der er ikke en oplæsningsfunktion på indklagedes hjemmesiden. Klager skal først hente et program, hvor han skal give afkald på sine rettigheder, og først derefter har han tilgængelighed. Indklagede beder folk med ordblindhed om at hente et program, der skal sikre dem tilgængelighed til hjemmesiden. Dette betyder, at indklagede beder folk med ordblindhed om at give afkald på deres persondata. Indklagede skriver, at klager blot kan hente programmet ”adgang for alle” for at kunne gøre brug af hjemmesiden. Dette er netop tvang, idet klager ikke har tilgængelighed, hvis han ikke henter programmet. Hvis indklagede varetog alle danske borgeres interesser, så ville det være således, at man ikke skulle have et program for at være sikret tilgængelighed på hjemmesiden Folk, som ikke er ordblinde, skal blot købe en enhed med internet, og så er de sikret tilgængelighed. Programmet ”adgang for alle” kan man kun bruge, hvis man ejer en computer. Klager vil ikke have noget program på sin private enhed. Han vil have samme mulighed som andre for at have sin enhed privat. Klager burde have mulighed for at sige nej til at hente noget ned på sin private enhed. Der findes bedre programmer end ”adgang for alle”. Andre myndigheder henviser hertil, fordi de har fået at vide af Digitaliseringsstyrelsen, at det er det, de skal gøre. Når indklagede køber et program for at sikre tilgængelighed for alle, kan indklagede ikke gøre det til et forbrugsgode. Det skal være tilgængeligt for tilgængeligt indbo, som er en smartphone. Den indklagede myndighed gør intet, selvom de har et ansvar for, at persondataloven bliver overholdt. Hvis alle danske statsborgere skulle hente programmet og give afkald på deres rettigheder, ville klager også gerne hente programmet. Så længe at almindelige borgere ikke er underkastet at skulle hente et program, bør klager heller ikke være det. Ifølge FN’s menneskerettighedskonven-tioner skal klager have hjælp på baggrund af sit handicap og ikke på baggrund af, hvad han har af indbo. Indklagede har ikke kigget på de konventioner, som Danmark har skrevet under på. Den indklagede myndighed har anført blandt andet, at hjemmesiden lever op til reglerne i lov om tilgængelighed af offentlige og offentligretlige organers websteder og mobilapplikationer. I forbindelse med de skærpede krav til webtilgængelighed, som har været gældende siden 2020, har indklagede optimeret tilgængeligheden af hjemmesiden ved bl.a. at sikre alternativtekster på alle billeder, fuld webtilgængelighed af alle relevante pdf-filer, korrekt opmærket brug af typografier på de enkelte sider mv. Det følger hverken som krav eller anbefaling af reglerne om webtilgængelighed, at de enkelte hjemmesideejere skal installere oplæsere. Indklagede har imidlertid gennem en årrække henvist til programmet ”adgang for alle”, som er et produkt, Digitaliseringsstyrelsen (som har ansvaret for digital inklusion og webtilgængelighed) har indkøbt og stiller gratis til rådighed for alle, der har behov for oplæsning af hjemmesider. Digitaliseringsstyrelsen er dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, der sker ved brug af programmet. Alle har mulighed for at få læst indholdet af hjemmesiden op ved brug af programmet ”adgang for alle” som er udviklet af Specialskolen for Voksne, Vendsyssel i samarbejde med efaktum ApS, Teknologicentret for Handicappede og Aalborg Universitet. Andre offentlige myndigheder henviser også til dette program for oplæsning. Det er ikke obligatorisk at gøre brug af programmet. Indklagede beklager, at klager har haft en oplevelse af, at indklagede ikke ville være behjælpelige i forbindelse med hans telefoniske henvendelse den 19. februar 2021. Klager ønskede at blive stillet om til en jurist eller en leder for at drøfte problemstillingen. Opkald til indklagedes hovednummer bliver besvaret af jurister, hvorfor man – når man ringer ind til indklagede – kommer direkte igennem til en jurist. Det er beklageligt, hvis klager er blevet bedt om at skrive ind, selv efter klager har gjort opmærksom på hans ordblindhed. Indklagedes medarbejdere er bekendt med, at i et sådan tilfælde, bør vedkommende tage imod en mundtlig forespørgsel eller klage. Det er imidlertid indklagedes opfattelse, at der må være tale om en misforståelse mellem klager og den pågældende medarbejder. Klager har flere sager hos den indklagede myndighed, som alle beror på en mundtlig klage indgivet telefonisk. Indklagede har bl.a. den 8. februar 2021 taget imod en mundtlig klage fra klager over, at staten pålægger klager at anvende applikationer til ordblinde. Det fremgår også af denne sag, at klager blev kontaktet af en sagsbehandler den 19. februar 2021 med henblik på en præcisering af klagen. Klager oplyste i den forbindelse, at han ønskede at klage over, at Digitaliseringsstyrelsen tvinger ham til at hente applikationen ”adgang for alle”. Indklagede har dermed taget imod den pågældende klage, som klager ønskede at indgive omkring programmet ”adgang for alle”. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager har oplyst, at han er ordblind. Klager har til dokumentation for sin ordblindhed fremlagt resultatet af en læse- og retskrivningsundersøgelse gennemført på en dag- og aftenskole. Om resultatet af undersøgelsen fremgår, at klager har specifikke ordblindevanskeligheder, og at han har en læsehastighed væsentlig under normen. Efter oplysningerne om omfanget af klagers ordblindhed, herunder navnlig resultatet af den fremlagte læse- og retskrivningsundersøgelse, lægger nævnet til grund, at klagers ordblindhed hindrer ham i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Udformningen af indklagedes hjemmeside Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til tilgængelighed. Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt. En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor. Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, der trådte i kraft den 23. september 2018 (lov nr. 692 af 8. juni 2018). Loven finder anvendelse fra den 23. september 2020 på offentlige organers websteder, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden. Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med offentlige organers overholdelse af loven. Nævnet vurderer på den baggrund, at nævnet ikke kan behandle denne del af klagen. Indklagedes håndtering af klagers henvendelse Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Klager rettede den 19. februar 2021 telefonisk henvendelse til den indklagede myndighed med henblik på tale med en jurist eller leder om en problemstilling vedrørende den indklagede myndigheds hjemmeside. Klager har oplyst, at medarbejderen i omstillingen sagde til ham, at han skulle skrive til den indklagede myndighed, før indklagede kunne gå ind i den problemstilling, som han ønskede at drøfte. Efter det af klager oplyste fortalte han både forinden og efterfølgende medarbejderen, at han ikke havde mulighed for at skrive til myndigheden, fordi han er ordblind. Efter klagers oplysninger sagde medarbejderen herefter til klager, at han da måtte have en ven, som kunne hjælpe ham. Indklagede har ikke bestridt klagers oplysninger omkring samtalen. Indklagede har beklaget, hvis samtalen forløb som oplyst af klager. Nævnet lægger til grund, at samtalen mellem klager og medarbejderen hos den indklagede myndighed forløb som oplyst af klager. Medarbejderens betingelse om, at klagers henvendelse skulle ske skriftligt, er tilsyneladende neutral, men stillede klager, som er ordblind, ringere end andre personer. Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager ved betingelsen om, at henvendelsen skulle ske skriftligt blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Denne bevisbyrde er ikke løftet. Klager får derfor medhold i klagen. Indklagede har oplyst, at tilsynets medarbejdere er bekendte med, at de i en situation som den foreliggende mundtligt skal tage imod en forespørgsel eller klage. Det har man også gjort i en række andre tilfælde, hvor klager har klaget til tilsynet. Det er endvidere oplyst, at man kontaktede klager i forlængelse af klagers henvendelse af 19. februar 2021, og at der verserer en klagesag om det forhold, som klageres telefoniske henvendelse angik. På denne baggrund vurderer nævnet, at der ikke skal fastsættes en godtgørelse til klager. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 3, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde • § 11, om godtgørelse

Versioner

  1. 2021-07-06