Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9534@2021-07-06/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - øvrige - medhold
J.nr. 20-38848 En mand med et udenlandsk klingende navn påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at et pizzeria ændrede hans bestilling på baggrund af hans navn. Pizzeriaets ejer antog på baggrund af mandens navn, at han var muslim og derfor ikke ønskede at få kød på sin mad, der stammede fra et dyr, der ikke var halalslagtet. Ejeren undlod derfor at putte pølser på den pizza, manden havde bestilt. Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Pizzeriaet havde om baggrunden for at ændre mandens bestilling blandt andet oplyst, at ejeren handlede i god tro og ikke ville støde manden. Nævnet vurderede, at pizzeriaet ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Manden fik derfor medhold i klagen. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder vurderede nævnet, at pizzeriaets overtrædelse ikke havde haft en sådan konkret grovhed over for manden, at der var grundlag for at tilkende ham en godtgørelse.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at det indklagede pizzeria ændrede klagers bestilling på baggrund af hans navn. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at indklagede ændrede klagers bestilling på baggrund af hans navn. Sagsfremstilling Klager, der har et udenlandsk klingende navn, bestilte den 29. august 2020 en pizza hos det indklagede pizzeria. Bestillingen blev foretaget igennem Just Eat. Da klager fik leveret pizzaen, var der ikke pølser på pizzaen, som han ellers havde bestilt. Klager kontaktede indklagede herom. Klager har oplyst, at han fik besked om, at ejeren havde ændret bestillingen, da ejeren havde vurderet, at klager på grund af hans navn var muslim. Ejeren havde derfor vurderet, at klager ikke spiste kød, der ikke var halalslagtet, og han havde derfor undladt at putte pølser på pizzaen. Klager har oplyst, at indklagede nægtede at betale klager det fulde beløb tilbage for pizzaen. Klager kontaktede efterfølgende Just Eat. Klager gav desuden en anmeldelse af indklagede på baggrund af episoden. Den 30. august 2020 ringede indklagedes ejer til klager og indtalte en besked på hans telefonsvarer. Klager har til sagen fremlagt et klip af lydfilen, hvoraf fremgår: ”Hej [klager]. Jeg ringer fra [indklagede]. Du tager ikke telefon. Det er ærgerligt, at skrive du alt for meget på grund af pølser på pizza. Jeg har gjort det, fordi jeg har læst på dit navn, det er muslim navn. Jeg regner med kan det være, du vil ikke have sådan skinke eller et eller andet, du vil have halalkød. Så jeg har ikke haft det. ” Klager modtog den 31. august 2020 en mail fra Just Eat, hvoraf blandt andet fremgår: ”Jeg har nu været i kontakt med ejeren af forretningen. Han fortæller at han normalt altid ringer til kunderne, såfremt han er i tvivl om nogle råvarer i ordren, og lover at han i fremtiden ikke kommer til at lave ændringer i bestillinger udelukkende på baggrund af navn. Han vil gerne sende dig 30 kr retur, som kompensation for forkert størrelse på pizza (almindelig koster 65 kr) og manglende topping. Vores tilbud om gavekort oveni står stadigvæk gældende. ” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. september 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 111,89 kr. svarende til pizzaens værdi. Klager har desuden fremsat en påstand om, at indklagede bør pålægges at betale en donation på 5.000-10.000 kr. til en forening eller organisation. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit navn og sin tilhørende religiøse arv. Indklagede ændrede på diskriminerende vis klagers bestilling. Klager bestrider, at indklagede flere gange skulle have forsøgt at kontakte ham, da de modtog hans ordre. Indklagede har netop undskyldt over for klager og Just Eat for ikke at have kontaktet klager. Indklagede har indrømmet at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af hans navn. På telefonsvarerbeskeden indrømmede indklagedes ejer, at han havde ændret klagers bestilling, fordi han vurderede, at klagers navn var muslimsk. Klager har gentagne gange forsøgt at få indklagedes ejer til at stå ved sin fejl, men indklagede har nægtet at tilbagebetale det fulde beløb. Klager bestrider, at Just Eat skulle have betalt ham 30 kr. tilbage svarende til beløbet for at få pølser på pizzaen. Klager er i øvrigt ikke interesseret i at få beløbet refunderet af Just Eat, da det ikke er deres fejl. Fejlen ligger hos indklagede, og det er derfor indklagede, der skal refundere pengene. Da klager har bestilt en vare, og ikke fået det, han har bestilt på grund af indklagedes diskriminerende adfærd, er det kun rimeligt, at han får refunderet alle sine penge og gebyret for levering af varen. For klager handler det imidlertid ikke om pengene. Klager vil bare ikke behandles med udgangspunkt i, at hans navn er af muslimsk oprindelse. Det er en diskriminerende og racistisk tilgang til indklagedes kunder. Det er ikke retfærdigt, at indklagede slipper afsted med at diskriminere sine kunder på baggrund af navn og dermed religiøst tilhørsforhold. Klager ønsker med klagen, at indklagede står ved fejlen og tilbagebetaler det fulde beløb for pizzaen på 111,89 kr. Derudover ønsker klager, at indklagede bliver pålagt at betale 5.000-10.000 kr. til en organisation som eksempelvis Eftertro, der beskæftiger sig med tro og frygt for udstødelse m.v. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Da klagers navn lød udenlandsk, og han havde bestilt levering til et hotel, hvor mange udlændinge kommer, gik indklagede ud fra, at klager var muslim. Indklagede har før lagt noget ikke-halalslagtet kød på pizzaer og oplevet, at de må tage kødet af, når de kommer ud til kunden eller lave en ny pizza. Det bliver for dyrt for indklagede. Da indklagede modtog klagers ordre, forsøgte de flere gange at ringe til klager for at oplyse, at de ikke havde pølser, der er halalslagtede. Klager tog imidlertid ikke sin telefon. Indklagedes ejer gjorde hvad han kunne ved at forsøge at kontakte klager for at finde ud af, om der skulle pølser på pizzaen, der ikke stammede fra halalslagtet dyr. Ejeren viste dermed, at han ikke ville støde klager. Klager har ikke lidt noget tab, da Just Eat allerede har betalt 30 kr. tilbage til ham, som udgør det beløb, han betalte for at få pølser på pizzaen. Indklagede er af den opfattelse, at der ikke er grundlag for sagen, da ejeren handlede i god tro og ikke mente noget ondt. Indklagede har intet imod muslimer. Ejeren er i øvrigt selv muslim. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat. Ligebehandlingsnævnet lægger på baggrund af bl.a. telefonsvarerbeskeden af 30. august 2020 til grund, at ejeren af det indklagede pizzeria undlod at putte pølser på den pizza, klager havde bestilt, da han på baggrund af klagers navn antog, at han var muslim og derfor ikke ønskede at få kød på sin mad, der stammede fra et dyr, der ikke var halalslagtet. Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede har om baggrunden for at ændre klagers bestilling blandt andet oplyst, at ejeren handlede i god tro og ikke ville støde klager. Indklagede har oplyst, at han telefonisk kontaktede klager for at afklare spørgsmålet. Indklagede har ligeledes oplyst, at de har erfaring for, at nogle kunder kræver, at indklagede laver en ny pizza, hvis der er ikke-halalslagtet kød på pizzaen, hvilket er dyrt for indklagede. Indklagede har med disse oplysninger ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager får derfor medhold i klagen. Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling af det beløb, som klager betalte for den leverede pizza, ligesom nævnet ikke har kompetence til at pålægge indklagede at betale et beløb til en forening eller organisation. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder vurderer nævnet, at indklagedes overtrædelse ikke har haft en sådan konkret grovhed over for klager, at der er grundlag for at tilkende klager en godtgørelse. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om delt bevisbyrde • § 9, om godtgørelse