Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm. - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9545@2021-07-06/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansøgning om lån mm. - ej medhold
J.nr. 20-54505 En mand, der har et udenlandsk klingende navn, klagede til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at han havde fået afslag på sin ansøgning om at lease en bil hos den indklagede leasingvirksomhed. Nævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i klagen, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på at lease en bil hos indklagede var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Det var derfor efter nævnets faste praksis åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning om at lease en Peugeot 208 hos indklagede. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager, der har et udenlandsk klingende navn, ansøgte den 30. november 2020 om at lease en Peugeot 208 hos den indklagede leasingvirksomhed. Klager modtog den 2. december 2020 afslag på at lease bilen hos indklagede. Af afslaget fremgår: ”Hej, Vi må desværre oplyse, at vi er nødsaget til at se bort fra din henvendelse, da vi ikke kan kreditgodkende dig. For god ordens skyld kan vi oplyse dig, at alle personlige oplysninger som du har sendt til os, er blevet slettet i vores system. God dag. Med venlig hilsen / Kind regards [medarbejder A] Traniee” Senere samme dag besvarede klager henvendelsen: ”Hej, Hvad er årsagen til dette? ? Jeg har lige [f]ået nyt arbejde, ville det ikke være fint, hvis jeg fremsender kontrakten? Vh [klager]” Klager har for nævnet oplyst, at han herefter ringede til indklagede for at høre, om der var noget, han kunne gøre. Klager forklarede, at han havde fået nyt arbejde, og at han kunne fremsende kopi af sin ansættelseskontrakt. Medarbejderen svarede, at klager gerne måtte indsende kopi af sin ansættelseskontrakt, og at han kunne få en meddebitor på kontrakten. Senere samme dag sendte klager kopi af sin ansættelseskontrakt til indklagede. Klager har også fremlagt kopi af ansættelseskontrakten for nævnet. Den 3. december 2020 sendte indklagede endnu en mail til klager: ”Hej [klager] Desværre kan du ikke godkendes. Det er et permanent afslag. God dag. Med venlig hilsen / Kind regards [medarbejder A] Traniee” Senere samme dag besvarede klager henvendelsen: ”Hej igen, Kan jeg ikke få en meddebitor med? ? ” Klager har for nævnet oplyst, at han herefter kontaktede medarbejder A telefonisk, der forklarede, at klager ikke kunne lease en bil hos indklagede, fordi han har gæld til det offentlige. På klagers forespørgsel blev det bekræftet, at der var tale om studiegæld. Medarbejderens chef gav klager samme svar. Medarbejderens chef (medarbejder B) forklarede, at indklagede ikke kunne se, hvilken eller hvor meget gæld, der var tale om og opfordrede klager til at kontakte Gældsstyrelsen. Klager har også oplyst, at han herefter ringede til Gældsstyrelsen, der oplyste, at klager ikke har gæld til det offentlige. Klager fik tilsendt en fordringsattest uden gæld. Den 3. december 2020 sendte klager endnu en mail til indklagede: ”Hej igen, Efter aftale med [medarbejder B], har jeg vedhæftet en Fordringsattest UDEN gæld. Dvs. at jeg ifølge Gældsstyrelsen IKKE har noget gæld til det offentlige, og jeg er derfor stadigvæk uforstående over for hvilken gæld, jeg ifølge jeres system skulle have. Vh [klager]” Klager har for nævnet oplyst, at han dagen efter modtog endnu en afvisning uden begrundelse. Klager har også oplyst, at han igen ringede til medarbejder B, der fastholdt, at klager har gæld til det offentlige. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. december 2020. Klager fremsatte i klagen påstand om betaling af en godtgørelse fastsat svarende til 12 måneders gratis leasing af en Peugeot 208. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at afslaget på ansøgningen om at lease en bil hos indklagede, skyldtes klagers navn. Klager ønskede at lease en Peugeot 208 med en udbetaling på 5.000 kr., en månedlig leasingydelse på 2.700 kr. og med en binding på 12-36 måneder. Klager fik afslag på at lease bilen med henvisning til, at han ikke kunne kreditgodkendes til leasing af bilen. Klager fik ikke nogen begrundelse for, hvorfor han ikke kunne godkendes. Klager er meget uforstående over for dette. Klager fik besked om, at indklagede ikke ville give en begrundelse for afvisningen, og at han bare skulle acceptere, at han ikke kunne lease en bil hos indklagede. Klager er uforstående over for afslaget, idet han ikke mener, at han har gæld til det offentlige. Klager kender flere, der har leaset biler, selvom de har studiegæld. Studiegæld tæller ikke som gæld til det offentlige. Det er ikke i orden, at indklagede behandler deres medborgere på denne måde. Klager er uforstående over for, hvad der skulle gøre, at han ikke kan lease en bil hos indklagede. Indklagede lyver systematisk over for deres ansøgere, idet de bortforklarer deres bagvedliggende uetiske bedømmelsesprocedure med løgne. Klager ønsker, at indklagede ændrer deres måde at behandle ansøgere på. Sådan en opførsel er dårlig for samfundet. Klager ønsker også en undskyldning fra virksomheden og fra de medarbejdere, der hjælper med at udbrede virksomhedens løgne. Klager ønsker, at andre ansøgere ikke skal opleve samme bitterhed og vrede, som klager sidder tilbage med efter at have fået afslag på den måde. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling. Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands etniske oprindelse. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er den person, der anser sig for krænket, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Der er ikke i klagen af 8. december 2020 oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på at lease en bil blev udsat for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse. Det er derfor efter nævnets faste praksis åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af den indklagede leasingvirksomhed. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Lov om etnisk ligebehandling • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om delt bevisbyrde