Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - politisk anskuelse - adgangsbegrænsning - kommuner - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9547@2021-07-06/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - politisk anskuelse - adgangsbegrænsning - kommuner - ej medhold
J.nr. 21-26541 En kvinde klagede over, at hun ikke kunne oprette en borgerlig borgergruppe i den indklagede forening, samt over at mænd ikke havde adgang til foreningen. Nævnet vurderede, at kvinden ikke havde retlig interesse i den konkrete sag. Det lå uden for nævnets kompetence at behandle spørgsmål om forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse uden for arbejdsmarkedet. Nævnet tiltrådte derfor ved afgørelse af 25. juni 2021 sekretariatets afgørelse om, at afvise klagen fra kvinden. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med, at klager fik afslag på at oprette en borgerlig borgergruppe i den indklagede forening. Klagen angår også påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at mænd ikke har adgang til den indklagede forening. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Klager, der er kvinde, fik til et husmøde afslag på at oprette en borgerlig borgergruppe i den indklagede forening. Klager har for nævnet oplyst, at det på husmødet blev besluttet, at borgerlige kvinder af politiske årsager ikke kunne oprette en gruppe i den indklagede forening. Klager har for nævnet fremlagt skærmbilleder af den indklagede forenings hjemmeside. Det fremgår heraf bl.a., at foreningens grundlag udgøres af tre overordnede principper, der danner ramme for aktiviteterne; feminisme, socialisme og (køns)separatisme. Af samme skærmbillede af hjemmesiden fremgår, at foreningens formål er, at kvinder kan samles og arbejde på et feministisk og socialistisk grundlag. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. marts 2021. Den 13. april 2021 traf sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse uden for arbejdsmarkedet. Afvisningen var begrundet i, at det måtte anses for åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen over forskelsbehandling på grund af køn som følge af manglende retlig interesse. Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet modtog afgørelsen retur på grund af fejl ved den fysiske forsendelse den 16. april 2021. Afgørelsen blev genfremsendt fysisk til klager den 19. april 2021. Klager indbragte ved mail af 23. maj 2021 sekretariatets afgørelse for Ligebehandlingsnævnet. Efter indholdet af klagen har Ligebehandlingsnævnet ikke fundet anledning til at foretage partshøring af den indklagede forening og den indklagede kommune. Klagers bemærkninger Klager gør gældende, at den indklagede forening og den indklagede kommune har handlet i strid med ligestillingsloven. Brugsaftalen mellem den indklagede forening og den indklagede kommunen er ulovlig. Den indklagedes forenings formål er at skabe et kønsopdelt kvindehus, hvor kun socialistiske kvinder fra den yderste venstrefløj har adgang. Klager er som borgerlig stillet ringere end socialister med ønske om at benytte den indklagede forening. Der er tale om et separatistisk, kønsopdelt hus, hvor mænd ikke har adgang til foreningen. Den indklagede forening får ca. 750.000 kr. i kommunalt tilskud hver år. Der findes ikke et tilsvarende mandehus i kommunen. Den indklagede forening og den indklagede kommune burde havde søgt dispensation fra Ligebehandlingsloven, hvilket de ikke har gjort. Det fremgår af EU’s ligebehandlingsdirektiv, at man ikke må diskriminere på baggrund af politisk observans. Dette kan der ikke dispenseres fra. Sekretariatets afgørelse af 13. april 2021 er i strid med intentionen i EMRK artikel 2, stk. 2. Sekretariatet afviste uden saglig lovhjemlet begrundelse af behandle klagen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Forskelsbehandlingsloven yder alene beskyttelse mod forskelsbehandling inden for arbejdsmarkedet. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse uden for arbejdsmarkedet. Nævnet kan derfor ikke behandle den del af klagen, der angår spørgsmål om forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden for person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. En klage kan indbringe for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen. Det betyder, at Ligebehandlingsnævnet kun kan behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag (retlig interesse). Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling. Klagen over forskelsbehandling på grund af køn angår mænds adgang til at deltage i den indklagede forening. Nævnet vurderer, at klager som kvinde ikke har været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på grund af køn på en sådan måde, at klager har individuel og aktuel interesse i sagen. Efter nævnets faste praksis har klager herefter ikke retlig interesse i sagen. Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om at afvise at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet: • § 1, stk. 1, og stk. 2 nr. 1, om nævnets kompetence • § 1, stk. 7, om retlig interesse • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, stk. 4, om afvisning • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet • § 10, stk. 4, om indbringelse af sekretariatets afgørelse for nævnet Ligestillingsloven • § 2, om forbud mod forskelsbehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling