Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9549@2021-07-06/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - ej medhold
J.nr. 20-39353 En fysioterapeutstuderende, født i 1963, påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Den studerende havde fået afslag på ansættelse i en stilling som studenterunderviser på fysioterapeutuddannelsen på en uddannelsesinstitution. Der var ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der gav anledning til at formode, at den studerende i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at den studerende havde oplyst, at han under samtalen hos uddannelsesinstitutionen blev spurgt om, hvordan han ville håndtere, at han var ældre end de øvrige studenterundervisere. Nævnet afviste at behandle klagen, da det var åbenbart, at den studerende ikke kunne få medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen. Sagens behandling Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand. Sagsfremstilling Den indklagede uddannelsesinstitution søgte i august 2020 fire studenterundervisere til fysioterapeutuddannelsen. Af stillingsannoncen fremgår blandt andet: ”Fire studenterundervisere til fysioterapeutuddannelsen Brænder du for din profession? Har du lyst til at inspirere og motivere dine medstuderende og videregive din faglighed? Og vil du samtidig gerne udvikle dig fagligt og styrke dine formidlingskompetencer? Så er jobbet som studenterunderviser måske noget for dig! [Indklagede] søger fire fagligt stærke og engagerede studerende fra fysioterapeutuddannelsen på [afdeling A] og [afdeling B], der som studenterundervisere kan bidrage til udviklingen af fremtidens fysioterapeuter. Rollen som studenterunderviser Du skal hovedsageligt undervise på 1.-2. semester, hvor du skal planlægge undervisningen og varetage selvstændige undervisningsopgaver. Du skal forvente både at kunne undervise alene og sammen med andre. Din rolle som underviser er særlig på den måde, at du er i øjenhøjde med dine studerende, fordi du for nylig selv har været dér, hvor de er nu. Du kan derfor sætte dig ind i, hvad der er svært, og du kan forstå deres refleksioner. … Om dig Vi forventer, at du • har bestået første studieår af uddannelsen og at du er en faglig stærk og engageret studerende • har lyst til og talent for at formidle din faglige viden og dit engagement – evt. har du allerede erfaring med undervisning eller med mundtlig formidling evt. • har kendskab til professionspraksis på din uddannelse ud over dét, som man kan forvente af dig som studerende • kan lide at samarbejde og trives godt med at være flere om at nå et mål sammen. Vi tilbyder Som studenterunderviser får du: • en unik mulighed for at indgå i et fagligt fællesskab, hvor du inspireres og udfordres ved at udvikle egen undervisning – de, der lærer mest, er de, der selv underviser i stoffet • mulighed for at udvikle dine formidlingskompetencer. Løn- og ansættelsesvilkår … Start i jobbet vil være den 1. september 2020 eller snarest derefter. Arbejdets omfang kan variere, men anslås at være omkring 25 timer pr. semester. Vi søger to studenterundervisere til [afdeling A], og to studenterundervisere til [afdeling B]. Du vil blive tilknyttet ét af campusserne, men du må regne med at der evt. forekommer undervisning på det andet campus. … Interesseret? Send din ansøgning og CV via ansøgerknappen senest mandag den 10. august 2020. Markér i din ansøgning, om du er interesseret i at undervise på [afdeling A] eller [afdeling B]. Vi forventer at afholde samtale mandag den 24. august 2020 i [by] og torsdag den 27. august 2020 i [anden by]. [Indklagede] skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. ” Klager, der er født i 1963 og er fysioterapeutstuderende hos den indklagede uddannelsesinstitution, søgte den 8. august 2020 stillingen. Af klagers ansøgning, vedlagt CV og studiejournal, fremgår blandt andet: ”Jeg vil hermed gerne ansøge om at blive blive antaget til en af de to ledige stillinger på [afdeling B] til varetagelse af de praktiske lektioner i anatomisk palpation. … Jeg har foretaget et bevidst valg om at læse til fysioterapeut og engagerer mig fuldt i studiet, hvor jeg starter på 3. semester til efteråret. I de to første semestre har jeg udover at følge den almindelige undervisning været til foredrag arrangeret af studenterrådet, August Krogh Instituttet og fagforeningen. Det har givet mig et større fagligt overblik og et indblik i de forskellige sammenhænge en fysioterapeut kan indgå i. Min undervisningserfaring i både praktiske og teoretiske fag, mit faglige engagement og det at jeg kan lide at undervise, medvirker til at jeg vil kunne bidrage positivt til undervisningen på [indklagede]. ” Indklagede har oplyst, at alle ti ansøgere til stillingerne i afdeling A og afdeling B blev indkaldt til jobsamtaler i august 2020. Klager blev indkaldt til samtale den 24. august 2020 sammen med tre andre ansøgere til stillingen i afdeling B. Uddannelseslederne og kursuslederen deltog i samtalen. Klager har oplyst, at den ene uddannelsesleder under samtalen spurgte klager om, hvordan han ville håndtere, at han var ældre end de øvrige studenterundervisere. Indklagede har herom oplyst, at der under samtalen blev spurgt til klagers alder, da indklagede ønskede at få bekræftet hans alder. Indklagede ansatte to andre ansøgere, og gav klager afslag. Klager har oplyst, at de to kandidater, der blev ansat, går på samme semester som klager. Da klager fik afslag på stillingen, bad klager indklagede om en skriftlig begrundelse. Den ene uddannelsesleder hos indklagede sendte den 28. august 2020 følgende mail til klager: ”Kære [klager], Vi har desværre ringet forbi hinanden nogle gange i går og du har så skrevet til [navn] for svar. Vi har haft ti studerende til samtale. I var alle meget kvalificerede fagligt og ville alle kunne varetage rollen som studenterunderviser - inklusiv dig [klager]. Desværre blev det ikke dig vi valgte at ansætte i denne [omgang]. I vores valg har vi valgt ud fra det bedste match ift. semester og har også set på den enkelte kandidat ift. resten af den allerede eksisterende gruppe af studenterundervisere. Som jeg skrev var der ikke noget fagligt i vejen med din præstation. Du er velkommen til at søge igen en anden gang Mange hilsner [Uddannelsesleder]” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. september 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 18.035 kr. svarende til 12 måneders løn ifølge klager. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagedes skriftlige begrundelse for afslaget indeholdt ingen reference til kompetencer eller talent på trods af, at det i stillingsannoncen var angivet, at indklagede ikke skeler til hverken køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Det virker i stedet til, at indklagede har lagt vægt på klagers semester, hvilket ikke fremgår af stillingsopslaget skulle have betydning for ansættelse. Det virker ligeledes til, at indklagede har lagt vægt på, hvordan klager passede ind i den eksisterende gruppe af studenterundervisere. Dette giver klager associationer til diskrimination. At indklagede har set bort fra klagers kompetencer og spurgt ind til hans alder, får klager til at konkludere, at afslaget er baseret på hans alder. Klager undrer sig over, hvordan kombinationen af den allerede eksisterende gruppe af studenterundervisere og ham, kan have vejet tungere end klagers undervisningserfaring og pædagogiske uddannelse. Klager undrer sig desuden over, hvordan hans semester kan have haft betydning for afslaget, når begge de kandidater, der endte med at blive ansat, går på samme semester som klager. Indklagede har over for nævnet gjort gældende, at klager kun blev spurgt ind til hans alder under samtalen, fordi klager ikke havde angivet hans alder i sin ansøgning. Ikke desto mindre er klager studerende på det studie som de to uddannelsesledere administrerer. Klagers alder fremgår desuden af hans studiejournal, som han havde vedlagt sin ansøgning. Det var dog heller ikke klagers alder, der blev spurgt ind til under samtalen, men hvordan han ville håndtere, at han var ældre end de andre studenterundervisere. Det var desuden ikke en kort verificering, som indklagede har oplyst for nævnet. Det var i stedet noget, der tog tid fra de øvrige dele af samtalen. Det er på denne bagrund klagers opfattelse, at han har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet forskelsbehandling. Det påhviler derfor indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager bemærker, at det er meget svært at finde et job, der kan passes ved siden af fysioterapeutstudiet, da studiet har meget skiftende skema, og timerne ligger mellem kl. 8 og 18. Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling. Indklagede besluttede på baggrund af en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer, erfaringer m.v. at ansætte to af de andre ansøgere og meddele klager afslag. Alle ansøgere blev indkaldt til samtaler, og ingen blev derved på forhånd sorteret fra på grund af alder eller andre forhold. Selv om klager ikke havde angivet sin alder i sin ansøgning, havde indklagede ved udvælgelsen af ansøgere til samtaler været opmærksom på klagers omtrentlige alder ud fra det vedlagte CV. At indklagede spurgte til klagers alder under ansættelsessamtalen skyldtes alene, at indklagede ønskede en verificering af hans alder. På denne baggrund er det indklagedes opfattelse, at indklagede har godtgjort, at klagers alder ikke indgik som et element ved beslutningen om stillingernes besættelse. Indklagede er derfor af den opfattelse, at der ikke efter forskelsbehandlingslovens § 7 a er påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med besættelse af de pågældende stillinger. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige. Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen. Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling. Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klager har oplyst, at indklagede under samtalen spurgte klager om, hvordan han ville håndtere, at han var ældre end de øvrige studenterundervisere. Nævnet bemærker desuden, at der ikke er bestemmelser i forskelsbehandlingsloven, der medfører, at en arbejdsgiver ikke må spørge til en ansøgers alder i forbindelse med en ansøgningsprocedure. På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage. Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 6, stk. 3, om formandsafgørelser • § 8, nævnets afvisning af klagen • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 7 a, om delt bevisbyrde