Gelex

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre mod risikoen for vold ved alenearbejde (arbejdets udførelse - døgninstitution)

GældendeVersion 2021-07-07
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9557@2021-07-07/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse med strakspåbud om at sikre mod risikoen for vold ved alenearbejde (arbejdets udførelse - døgninstitution)

Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at alenearbejde uden direkte auditiv eller visuel kontakt med unge på en døgninstitution ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet lagde vægt på oplysningen om, at de unge beboere på 14 til 18 år kan have en udadreagerende, voldelig og truende adfærd over for de ansatte og hinanden. De unge er ofte anbragt på institutionen som led i en social anbringelse, behandlingsdom eller som alternativ til afsoning. Flere har psykiatriske problemer, traumatisk eller kriminel opvækst samt misbrug. Der var inden for en to-måneders periode registreret 72 truende eller voldelige episoder, som indebar alt fra overfusninger til dødstrusler, og der forekom ofte fysisk vold med slag, spark og kast med genstande. Nævnet lagde endvidere vægt på, at de ansatte risikerede at arbejde alene med de unge, uden auditiv eller visuel kontakt til andre kollegaer. Alenearbejde forekom blandt andet ved ture med de unge ud af huset til eksempelvis lægebesøg, sagsbehandlere m.v. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at institutionen havde taget mange forholdsregler for at sikre de ansatte, da forholdsreglerne ikke i praksis var tilstrækkelige til at imødegå den særlige risiko, der var ved alenearbejde med beboerne. Nævnet bemærkede, at voldelige episoder kan opstå pludseligt, hvormed de ansatte skal kunne få hjælp straks, hvilket ikke altid var tilfældet ved ture ud ad huset eller på matriklen, hvor der ikke var mulighed for at trykke på den personbåren alarm, inden det var for sent. Nævnet lagde desuden vægt på, at der ved vold og trusler er risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed, eksempelvis ved fysiske skader og mén samt psykiske belastninger, herunder PTSD og angst. Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.

Den konkrete afgørelse I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 22. juni 2020 om alenearbejde på døgninstitutionen [navn udeladt]. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 25. maj 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 22. juni 2020 med påbud til jer om straks at sikre, at alenearbejde uden direkte auditiv eller visuel kontakt såvel på matriklen som på ture ud af huset tilrettelægges således, at risiko for vold imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. • Nævnet fastholder også reaktionen og afgørelsen om strakspåbud. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at alenearbejde uden direkte auditiv eller visuel kontakt med de unge på døgninstitutionen [navn og adresse udeladt], ikke er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Nævnet vurderer også, at der er grundlag for reaktionen i form af et strakspåbud. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at ledelsen og de ansatte ved tilsynsbesøget den 12. juni 2020 oplyste, at de unge beboere på 14 til 18 år kan have en udadreagerende, voldelig og truende adfærd over for de ansatte og hinanden. De unge er ofte anbragt på institutionen som led i en social anbringelse, behandlingsdom eller som alternativ til afsoning. Flere har psykiatriske problemer, traumatisk eller kriminel opvækst samt misbrug. Jeres ansatte er derfor løbende udsat for voldelige eller truende episoder, og der har i perioden 20. marts 2019 til 21. maj 2020 været registreret 72 episoder, inklusiv en arbejdsulykke den 13. januar 2020. Episoderne indebærer alt fra overfusninger til dødstrusler, og der forekommer ofte fysisk vold med slag, spark og kast med genstande. Ansatte har endvidere oplevet, at beboerne gemmer våben og knive på værelserne eller på dem selv. De ansatte kan ved mistanke foretage kropsvisitering. De unges udadreagerende adfærd kan komme pludseligt. Både de ansatte og ledelsen oplyste ved tilsynsbesøget, at der stilles krav til de ansatte om, at de konfronterer de unge og bremser dem, også om nødvendigt rent fysisk, hvis de har indbyrdes konflikter, er selvskadende eller på anden måde agerer uhensigtsmæssigt. Det indebærer, at jeres ansatte ikke nødvendigvis trækker sig, når de unge er udadreagerende, hvilket fører til mange magtanvendelser. Derfor skal de ansatte være fysisk robuste. Nævnet lægger endvidere vægt på, at jeres ansatte risikerer at arbejde alene med de unge, uden auditiv eller visuel kontakt til andre kollegaer. Alenearbejde forekommer eksempelvis ved ture med de unge ud af huset, til eksempelvis lægebesøg, sagsbehandlere m.v. Det er indgået i vurderingen, at ledelsen ved tilsynsbesøget oplyste, at de ikke har generelle retningslinjer for procedure ved ture ud af huset, da det afhænger af en konkret risikovurdering fra gang til gang. De ansatte har mulighed for at tilkalde hjælp, men institutionens personbårne alarmer virker ikke uden for matriklen. Alenearbejde kan også forekomme i kort tid på matriklen, hvis en ansat eksempelvis skal på toilettet eller har korte ærinder andet sted på matriklen. Det sker, selvom de ansatte er instrueret i, at de skal være inden for syns- og hørevidde af hinanden. De ansatte oplyste ved tilsynsbesøget, at det ikke altid er muligt at følge retningslinjerne i praksis. Nævnet lægger desuden vægt på, at der ved vold og trusler er risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed, eksempelvis ved fysiske skader og mén samt psykiske belastninger, herunder PTSD og angst. Nævnet lægger endeligt vægt på, at formålet med Arbejdstilsynets afgørelse ville forspildes, hvis Arbejdstilsynet som følge af konstateringerne ved tilsynsbesøget ikke havde udstedt et strakspåbud. Det skyldes, at risikoen for, at de ansatte udsættes for vold, kan opstå pludseligt ved arbejde med de unge, som på grund af flere forhold, kan blive voldsomt udadreagerende. Det var derfor nødvendigt straks at iværksætte initiativer til at sikre de ansattes sikkerhed. Nævnet er opmærksomme på, at [navn udeladt] generelt anser alenearbejde med de unge for en særlig risiko, og der er taget mange forholdsregler for at sikre de ansatte. Eksempelvis med personbåren alarm, delvis videoovervågning og høj normering samt fysisk robuste, højtuddannede ansatte. Det fører dog ikke til et andet resultat, da forholdsreglerne i praksis ikke er tilstrækkelige til at sikre de ansatte ved den særlige risiko ved alenearbejde med beboerne. Voldelige episoder kan opstå pludseligt, hvormed de ansatte skal kunne få hjælp straks, hvilket ikke altid vil være tilfældet ved ture ud af huset, hvor hjælpen kan være flere minutter væk. Ligeledes kan der ved episoder på matriklen være tilfælde, hvor de ansatte ikke har mulighed for at trykke på alarmen, inden volden er overstået, eller det potentielt er for sent. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Det følger endvidere af disse regler, at arbejdet i alle led skal udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Det følger desuden af disse regler, at hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Bemærkninger til klagen I har anført i klagen, at der er faktuelle fejl i gengivelsen af arbejdsskadesagen, som ser ud til at have haft afgørende indflydelse på udstedelse af påbuddet. I har redegjort for forholdene omkring ulykken, samt anført, at medarbejderen, under den fysiske fastholdelse af den unge, ikke kunne komme til at trykke på hans alarmknap uden samtidig at give slip på den unge. Hans tilstedeværende kollega havde dog mulighed for det, men ingen af dem benyttede sig af muligheden, førend episoden var overstået, og det blev klart, at medarbejderen havde svært ved at støtte på foden, der var vredet om. Alarmen og proceduren for hjælp virkede, da først den blev igangsat. Nævnet bemærker, at vi har lagt oplysningerne om ulykken, som I har afgivet, til grund, men det har ikke ført til et andet resultat. Det afgørende er, at forholdene omkring de unge beboere medfører, at der kan opstå voldelige episoder. Arbejdsulykken og de 72 andre episoder er eksempler herpå, som i øvrigt understøttes af Arbejdstilsynets konstateringer ved tilsynsbesøget og ledelsen samt de ansattes oplysninger. I har også anført i klagen, at I finder, at arbejdet med de unge er planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og at der ikke er grundlag for reaktionsvalget i form af strakspåbud. I oplyser, at alenearbejde er en særlig risiko på institutionen, og at I er meget opmærksomme på, at jeres ansatte ikke sætter sig i situationer, hvor de er alene. Jeres sikkerhedsprocedure tager hensyn til målgruppen. Det inkluderer personbårne overfaldsalarmer kombineret med videoovervågning af store dele af matriklen. I oplyser også, at det følger af sikkerhedsprocedurerene, at de ansatte skal være inden for syns- og hørevidde af en kollega. Der skal altid foretages en konkret risikovurdering, inden ansatte kan komme ud for at være alene, fx ved toiletbesøg eller hurtige ærinder. Der har ikke været opstået risikosituationer under sådan kortvarigt alenearbejde. Herudover oplyser I, at I ikke er enige i, at de ansatte i højere grad skal konfrontere de unge. [Navn udeladt] er som alle landets øvrige opholdssteder og døgninstitutioner omfattet af lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Medarbejderne har - i medfør af loven og som led i varetagelsen af den daglige omsorg for de unge - adgang til at foretage forskellige indgreb, herunder fx fysisk magtanvendelse, når en ung er til fare for sig selv eller andre eller (begrænset) undersøgelse af den unges person eller værelse ved mistanke om besiddelse af ulovlige effekter. Nævnet bemærker, at oplysningerne som Arbejdstilsynet modtog ved tilsynsbesøget af [navn udeladt]’ ledelsesrepræsentant og de ansatte, der var til stede, er lagt til grund for vurderingen, hvor særligt oplysningerne om risici ved arbejdet, og oplysninger om at alenearbejde forekommer, har haft afgørende betydning. Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte oplysningerne. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et enigt nævn. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om arbejdets udførelse, herunder alenearbejde • § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 4, § 7 stk. 1 og § 11 stik. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse. Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] ◊ Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 5 Arbejdets udførelse § 38. Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse Kapitel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet § 4. Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed. Kapitel 3 Arbejdets udførelse Almene krav § 7. Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed. Stk. 2. Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v. Stk. 3. Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed og sundhed i fare, kan Arbejdstilsynet, hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, stille krav om pauser og begrænset arbejdstid for dette arbejde. Samme krav stilles, hvor der anvendes særligt arbejdstøj og personlige værnemidler. Særlige krav § 11. Hvis den ansatte går alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må den ansatte ikke arbejde alene. Stk. 2. Det skal sikres, at kun ansatte, der har fået passende instruktion, har adgang til områder, hvor der er en særlig fare.

Versioner

  1. 2021-07-07