Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at anvendelse af tekniske hjælpemidler til opsamling af væltede varer på paller, skal foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (andre tekniske hjælpemidler - wienerstige - arbejdsgiver ansvarlig - ansat var instrueret)
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9558@2021-07-07/da
Indhold
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at anvendelse af tekniske hjælpemidler til opsamling af væltede varer på paller, skal foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (andre tekniske hjælpemidler - wienerstige - arbejdsgiver ansvarlig - ansat var instrueret)
Resume Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at wienerstigen, der blev anvendt til udførelse af lagerarbejde, ikke var et egnet teknisk hjælpemiddel i situationen. Nævnet vurdere også, at anvendelsen af wienerstigen til opsamling af væltede varer ikke var sikkerhedsmæssig fuld forsvarligt. Nævnet lagde vægt på, at en af de ansatte, der udførte arbejde på lageret, forsøgte at rejse en væltet palle op igen. Han anvendte en wienerstige, som han stillede ved siden af palleløfteren og kravlede op på øverste trin. For at kunne nå helt op, trådte han med én fod over på pallereolen. Wienerstigen væltede under ham, og han faldt ned. Nævnet vurderede i den forbindelse, at virksomheden var rette modtager af påbuddet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at virksomheden oplyste, at den ansatte ikke var instrueret i at bruge wienerstigen til sådant arbejde, og at der var tale om en enkeltstående abnorm handling, som den ansatte udførte af egen drift. Nævnet lagde vægt på, at det er arbejdsgiver, der har ansvaret for, at tekniske hjælpemidler til hver tid anvendes således, at de er sikkerhedsmæssige fuldt forsvarlige. Et mindretal på 5 af nævnets medlemmer fandt, at det ikke var dokumenteret, hvori arbejdsgivers overtrædelse bestod. Der blev blandt andet lagt vægt på, at der var et egnet teknisk hjælpemiddel til rådighed på lageret.
Den konkrete afgørelse [Adressat udeladt] Afgørelsen er skrevet til [navn udeladt]. Afgørelsen er sendt til [navn udeladt], som repræsenterer [navn udeladt] i sagen. I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 19. januar 2021 om anvendelse af wienerstige. Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 25. maj 2021. Resultatet er: • Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse uden handlepligt af 19. januar 2021 om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningens regler om at teknisk hjælpemiddel, der anvendes til opsamling af væltede varer på pallereol, skal være egnet eller tilpasset hertil, så arbejdet kan foregå sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet. På de næste sider kan I læse mere om afgørelsen. Begrundelse for afgørelsen Vedrørende rette modtager Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at I er rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelse af 19. januar 2021. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at jeres medarbejder på ulykkestidspunktet den 11. oktober 2020 som led i sit arbejde udførte lagerarbejde for jer. Herved lægges det til grund, at tilskadekomne var ansat af jer, og udførte arbejde i form af at forsøge at rejse en kasse op, der var væltet i forbindelse med, at tilskadekomne skulle løfte en europalle ned med pallestabler. I den forbindelse anvendte han en wienerstige til at nå kassen. Wienerstigen var i brug på ulykkestidspunktet, men I har taget den ud af drift efter ulykken. Nævnet er opmærksomme på jeres oplysning om, at I ikke har instrueret den ansatte i at bruge wienerstigen til sådant arbejde, og der var tale om en enkeltstående abnorm handling, som den ansatte udførte af egen drift. Det kan ikke føre til et andet resultat, da arbejdsgiver har ansvaret for, at tekniske hjælpemidler til hver tid anvendes således, at de er sikkerhedsmæssige fuldt forsvarlige. Forholdet om, hvorvidt den ansatte eventuelt måtte have handlet i strid med virksomhedens instruktion, har ikke betydning for, om der kan træffes en afgørelse efter arbejdsmiljøloven, men kan have betydning ved en eventuel straffesag. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Der henvises her særligt til kapitel 7 om tekniske hjælpemidler m.v. Vedrørende selve påbuddet Sådan vurderer vi sagen Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at wienerstigen, der blev anvendt til udførelse af lagerarbejde den 11. oktober 2020 på arbejdsstedet [adresse udeladt], ikke var et egnet teknisk hjælpemiddel i situationen. Nævnet vurderer, at anvendelsen af wienerstigen til opsamling af væltede varer ikke var sikkerhedsmæssig fuld forsvarligt. Hvad er afgørende for resultatet Nævnet lægger vægt på, at en af jeres ansatte, der udførte arbejde for jer på lageret, forsøgte at rejse den væltede palle op igen, hvor han anvendte wienerstige. Han stillede stigen ved sigen af palleløfteren og kravende op på øverste trin. For at kunne nå helt op, trådte tilskadekomne med én fod over på pallereolen. Wienerstigen væltede under ham, og han faldt ned. Nævnet lægger endvidere vægt på, at I efter ulykken har afskaffet wienerstigen, så den ikke længere er i drift, og I har instrueret jeres ansatte i, at der fremover kun anvendes personlift. Personliften forebygger lignende ulykker. Om reglerne Det følger af arbejdsmiljøloven, at tekniske hjælpemidler skal være indrettet og anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Det følger af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at det tekniske hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. Valget af et teknisk hjælpemiddel skal ske under hensyn til de forhold, hvorunder det skal anvendes, samt de risici, der måtte opstå ved anvendelsen af det pågældende hjælpemiddel. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Afgørelsen er truffet af et flertal på 6 ud af nævnets 11 stemmeberettigede medlemmer. Et mindretal på 5 af nævnets medlemmer finder, at det ikke er dokumenteret hvori arbejdsgivers overtrædelse består. Der lægges blandt vægt på at der var et egnet teknisk hjælpemiddel til rådighed på lageret. Oplysninger i sagen Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. Regler Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter. Love og bekendtgørelser Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse • § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. Om tekniske hjælpemidler • § 45, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020. • § 5, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler, jf. bkg. nr. 1109 af 15. december 1992 med senere ændringer. Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen. I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk Kopi er sendt til: [Adressat udeladt] Lovuddrag Bekendtgørelse nr. 674 af 25. maj 2020 af lov om arbejdsmiljø Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Kapitel 13 Arbejdstilsynet § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler med senere ændringer § 5. Et teknisk hjælpemiddel, der anvendes ved udførelsen af et arbejde, skal være egnet eller tilpasset hertil, så anvendelsen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig. ¬ Stk. 2. Valget af et teknisk hjælpemiddel skal ske under hensyn til de forhold, hvorunder det skal anvendes, samt de risici, der måtte opstå ved anvendelsen af det pågældende hjælpemiddel.