Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9592@2021-07-10/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - medhold
J.nr. 20-43703 En mand, der er døv, kontaktede et vikar- og rekrutteringsbureau med spørgsmål til et jobopslag på Jobnet.dk. En konsulent ansat i vikar- og rekrutteringsbureauet svarede, at manden var velkommen til at ringe til hende angående stillingen. Manden svarede konsulenten på mail, hvori han oplyste, at han er døv, og at han derfor håbede, at de kunne tage det indledende på mail. Kort herefter svarede konsulenten, at hun havde talt med kunden om muligheden for at ansætte manden i virksomheden, men at kunden mente, at dette ikke ville blive aktuelt for manden i denne omgang. Manden bad konsulenten om at uddybe årsagen til dette, og konsulenten svarede, at det, som hun mente, var, at stillingen allerede var besat til anden side. Nævnet vurderede, at vikar- og rekrutteringsbureauet havde handlet på vegne af kunden, og derfor i denne situation kunne sidestilles med en arbejdsgiver i forskelsbehandlingslovens forstand, jf. § 2. Nævnet lagde til grund, at vikar- og rekrutteringsbureauet på baggrund af mandens henvendelse kontaktede en konkret mester, som meddelte afslag på at tage manden i betragtning til en stilling. Manden havde derfor påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han havde været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap. Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at vikar- og rekrutteringsbureauet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tilpasningsforpligtelsen var opfyldt eller for, at manden ikke med passende tilpasningsforanstaltninger ville være kompetent, egnet eller disponibel til at varetage stillingen. Manden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som murer igennem et vikar- og rekrutteringsbureau. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som murer igennem et vikar- og rekrutteringsbureau. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 2. oktober 2020, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager har oplyst, at han er døv. Klager har for nævnet fremlagt et audiogram, der ifølge klager viser, at han er døv. Klager kontaktede den 28. september 2020 det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau med følgende mail: ”Hej [navn]. Jeg har læst jeres jobopslag på jobnet.dk med interesse. Hvilken type murer job søges der til, er det flisemurer, skalmuret, alsidig murer? Følger der firmabil? Hvad er lønnen? Mvh [klagers navn]” Stillingsannoncen er ikke fremlagt for nævnet. Klager har for nævnet oplyst, at det fremgik af stillingsannoncen, at der var tale om et akut job med firmabil og ”200+” løn. En konsulent fra det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau svarede klager på hans henvendelse. Det fremgår ikke af de skærmprint, klager har sendt i forbindelse med behandlingen af sagen, hvornår konsulenten svarede. Alle klagers efterfølgende mails er daterede den 30. september 2020. Konsulenten svarede klager med følgende mail: ”Hej [klagers navn] Tak for din henvendelse. Du er meget velkommen til at ringe til mig så vi kan tage en snak. Alternativt må du meget gerne sende dit nummer så ringer jeg dig op. Med venlig hilsen [navn]” Klager skrev tilbage til konsulenten med følgende mail: ”Hej [navn]. Jeg er døv, hvilket er grunden til jeg sender email. Så håber vi kan tage det indledende her. -- [klagers navn]” Til dette svarede konsulenten i en mail: ”Hej igen Jeg har lige snakket med mester om muligheden for dig i virksomheden og han mener desværre ikke det bliver aktuelt for dig i denne omgang. Held og lykke med den videre søgen. Med venlig hilsen [navn]” Klager skrev følgende mail som svar til konsulenten: ”Hej [navn]. Beklager, men nu er jeg altså ret forvirret. . Da for det første, var vi kun igang med det indledende, og ikke kommet så langt at jeg skulle lægge et CV eller fortælle om min erfaring, og hvilke kvaliteter jeg har. . UDEN disse informationer, er stillingen allerede ikke aktuelt for mig? Kan du venligst uddybe årsagen, så jeg får lidt klarhed over hvad jeg kan gøre bedre fremadrettet -- [klagers navn]” Konsulenten svarede klager med følgende mail: ”Hej Det jeg mente var at stillingen var allerede besat til anden side. Det beklager jeg at jeg ikke fik skrevet ordentligt. Med venlig hilsen [navn]” Klager svarede konsulenten med følgende mail: ”Hej [navn]. Jeg havde håbet på et ærligt svar, men du valgte at komme med en lodret løgn. Den eneste info du havde om mig var at jeg var døv, og svarede så at mester ikke fandt mig aktuel. . Så alle med en smule intellekt, kan jo tydeligt se og forstå at jeg blev fravalgt pga. mit handicap. Så jeg giver dig 2 muligheder. A. Du oplyser mig virksomhedens navn, så denne kan meldes til Ankestyrelsen for forskelsbehandling. B. Du beskytter virksomheden, og jeg må melde dit bureau til Ankestyrelsen. -- [klagers navn]” Konsulenten svarede klager med følgende mail: ”Hej igen, Jeg beklager igen at jeg åbenbart ikke har forklaret det ordentligt. Stillingen er besat til anden side idet mester selv har ansat en uden om os. Vores procedurer er at vi laver profiler og præsenterer for virksomhederne men det forhindrer ikke virksomheder i selv at finde ansatte. Det har på absolut ingen måde noget at gøre med dit handicap og jeg kan i samme omgang fortælle at jeg har måttet skrive samme besked til 2 andre ansøgere. . . Vi har dit CV her hos os og vil fortsat præsentere dig ud, men det er IKKE en garanti for en stilling da det udelukkende er virksomhederne der afgør hvad de vil. Så jeg håber det er ok at jeg stadigvæk præsenterer dig ud? Med venlig hilsen [navn]” Klager svarede konsulenten med følgende mail: ”Hej [navn] Det er lidt sjovt, for jeg har ikke sendt noget CV til dig og samtidigt har jeg haft en ven til at ringe til jer vedr. stillingen, efter afslaget. Her var stillingen ironisk nok ikke besat endnu. Sidste chance, enten finder vi 2 en løsning, ellers må jeg lade ankestyrelsen tage over. [klagers navn]” Klager har oplyst, at indklagede ikke reagerede på klagers sidste mail. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. oktober 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på omkring 3 måneders løn, svarende efter det oplyste til omkring 35.000 kr. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Efter afslaget fra indklagede fik klager en ven, som også var murer, til at kontakte indklagede. På dette tidspunkt var stillingen endnu ikke besat på trods af oplysningerne fra indklagede. Indklagede burde have været ærlig og fortalt klager, at den virksomhed, som indklagede repræsenterede, havde afslået klager på grund af hans døvhed. Klager mener ikke, at det bør gøre en forskel, hvorvidt der har været tale om en konkret stilling, eller om vikar- og rekrutteringsbureauet alene har søgt for at finde eventuelle kandidater til en bestemt type stilling. Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede har oplyst, at de er et vikarbureau. De har mellem 2.500 og 3.000 håndværkskunder i hele Danmark, som de tilbyder vikaremner, uden at kunderne nødvendigvis har et behov. Kunderne kan derefter tage kontakt til indklagede, såfremt de får behov for medarbejdere. I denne sag var der ikke en konkret kunde, og indklagede søgte alene for at kunne sende profiler ud til deres kunder. Der kom aldrig en ordre, da ingen af deres kunder svarede retur til indklagede. Indklagede har videre oplyst, at de altid ville svare deres vikaremner på, at en ordre var lukket, hvis de ikke kunne forstå, at de ikke kunne komme til samtale. Såfremt en kunde meldte tilbage med et behov, ville indklagede tage kontakt til vikaremnerne igen. Det var svært at give flere tusinde svar på, hvorfor der ikke var nogle, der ønskede en samtale, når der ikke var en ordre. For indklagede betyder det ikke noget, om man døv eller har andre udfordringer, da det er op til de konkrete arbejdsgivere at vælge ud fra de profiler, som indklagede kan tilbyde kunderne. Det er maksimalt 10-15% af de kandidater, som indklagede tilbyder til deres kunder, der får et arbejde igennem det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau. Indklagede tiltrak kandidater ved at udarbejde stillingsannoncer med oplysninger om fx løn og firmabil. Dette skyldes, at der er massivt mangel på håndværkere i branchen. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 2, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Nævnet lægger til grund, at det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau søgte efter en medarbejder, der skulle ansættes hos en af indklagedes kunder. Klager rettede i den forbindelse henvendelse til indklagede vedrørende ansættelse i den annoncerede stilling og meddelte i en senere mail, at han var døv. Indklagede meddelte herefter, at klager ikke kunne komme i betragtning til stillingen. Nævnet vurderer, at indklagede i sin egenskab af vikar- og rekrutteringsbureau har handlet på vegne af en kunde, og derfor sidestilles indklagede i denne situation med en arbejdsgiver i forskelsbehandlingslovens forstand, jf. § 2. Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Handicap Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter. Klager har oplyst, at han er døv, og han har som dokumentation herfor fremlagt et audiogram. På baggrund af de foreliggende oplysninger vurderer nævnet, at klager har et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven. Faktiske omstændigheder Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Klager oplyste i sin mail af 30. september 2020 til en konsulent hos indklagede, at han er døv. Konsulenten oplyste kort tid herefter, at hun havde talt med kunden om muligheden for at ansætte klager i virksomheden, og at kunden mente, at det ikke ville blive aktuelt for klager i denne omgang. Nævnet lægger til grund, at det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau på baggrund af klagers henvendelse kontaktede en konkret mester, som meddelte afslag på at tage klager i betragtning til en stilling. Herefter vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit handicap. Tilpasning En arbejdsgiver skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger. Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for forskelsbehandlingen vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor. På baggrund af klagers mail af 30. september 2020 til indklagede vurderer nævnet, at indklagede i hvert fald fra dette tidspunkt vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte. Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt. Der stilles ikke krav om ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen. I en mail kort tid efter, at klager havde oplyst, at han er døv afslog indklagede at tage klager i betragtning til stillingen. Om begrundelsen for ikke at tage klager i betragtning til stillingen henviste indklagede til, at kunden mente, at det ikke blev aktuelt for klager i denne omgang. Det blev efterfølgende begrundet med, at stillingen var besat til anden side af kunden selv. Indklagede har efterfølgende for nævnet oplyst, at de ikke søgte for en konkret kunde, men alene for at kunne sende profiler ud til deres kunder. Efter sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at det indklagede vikar- og rekrutteringsbureau på baggrund af klagers henvendelse kontaktede en konkret mester, som meddelte afslag på at tage klager i betragtning til en stilling. Indklagede har ikke redegjort for, om de undersøgte, hvorvidt klager med rimelige tilpasninger i forhold til sine konkrete behov - for eksempel med hjælpemidler eller ændring af arbejdsmønstre - ville kunne varetage en stilling som håndværker, herunder om byrden ved at foretage sådanne eventuelle tilpasninger kunne lettes gennem offentlige foranstaltninger. Indklagede indgik i øvrigt ikke i en dialog med klager om muligheden for, at klager, eventuelt med rimelige tilpasningsforanstaltninger, ville kunne varetage stillingen. Nævnet finder efter en samlet vurdering, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at tilpasningsforpligtelsen er opfyldt, eller for at klager ikke med passende tilpasningsforanstaltninger ville være kompetent, egnet eller disponibel til at varetage stillingen. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 2. november 2020, hvor klager nedlagde en beløbsmæssig påstand for nævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence • § 6, stk. 2, om klagebehandling • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1-2, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven • § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling • § 2 a, om tilpasning • § 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, stk. 1, om godtgørelse • § 7 a, om delt bevisbyrde Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftige og erhverv • Artikel 5, om tilpasninger