Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0663
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9595@2021-07-13/da
Indhold
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0663
Ikke grundlag for afindeksering En person klagede til Pressenævnet over manglende afindeksering af en artikel bragt af Fyens Stiftstidende i december 2018. Fyens Stiftstidende havde flere gange siden offentliggørelsen af artiklen afvist afindeksering, hvilket Pressenævnet ikke havde fundet anledning til at udtale kritik af. Selvom punkt B. 8 i de vejledende presseetiske regler ikke angiver en tidsmæssig begrænsning i forhold til at indgive anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering, fandt nævnet, at Fyens Stiftstidende inden for den korte periode, der var forløbet siden nævnets seneste afgørelse, ikke kunne antages at have ændret stillingtagen til spørgsmålet om afindeksering. Pressenævnets formand afviste herefter klagen som åbenbart grundløs.
[Klager] har anmodet om afindeksering af artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, som blev bragt af Fyens Stiftstidende på netavisen fyens.dk den 11. december 2018. Sagsfremstilling [Klager] (dengang [Klagers tidligere navn]) klagede den 25. april 2019 til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at hindre tilgængeligheden af artiklerne ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, ” Chikane er ikke det eneste, der har ført til et års fængsel i Crawley-sag ” og ” Advokatformand: Chikanesag er med til at definere, hvad politikere bør kunne tåle ”. [Klager] klagede navnlig af hensyn til hendes mulighed for resocialisering, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, at artiklerne ikke gengiver hendes side af sagen, at der alene er tale om en straf på seks måneders fængsel samt den belastning, som artiklen har haft for hende og hendes søn. Pressenævnet fandt ved kendelse af 12. december 2019 i sag nr. 2019-80-0336 ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende for at afvise [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed. [Klager] anmodede den 19. december 2019 om genoptagelse af sag nr. 2019-80-0336 navnlig af hensyn til hende og hendes søns mulighed for resocialisering, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, at artiklerne ikke gengiver hendes side af sagen, og at hun er hængt ud med navns nævnelse. Pressenævnet afviste ved kendelse af 29. januar 2020 i sag nr. 2019-80-0422 [Klager]s anmodning om genoptagelse. [Klager] klagede den 18. september 2020 til Pressenævnet over Fyens Stiftstidendes manglende afindeksering af artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ” navnlig af hensyn til, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, at hun har været udsat for chikane og trusler, at artiklen ikke gengiver hendes side af sagen, at der alene er tale om en straf på seks måneders fængsel, samt at artiklen har belastet hende psykisk. Pressenævnet fandt ved kendelse af 13. april 2021 i sag nr. 2020-80-0552 ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende for at afvise [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed. [Klager] anmodede den 19. april 2021 om genoptagelse af sag nr. 2020-80-0552 navnlig af hensyn til, at der alene er tale om en straf på seks måneders fængsel, og at hun og hendes søn har været hængt ud i pressen i to og et halvt år. Pressenævnets formand afviste ved kendelse af 6. maj 2021 i sag nr. 2021-80-0636 [Klager]s anmodning om genoptagelse. I Pressenævnets kendelse af 6. maj 2021 hedder det blandt andet: ” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : [Klager] har anmodet om genoptagelse af Pressenævnets kendelse af 13. april 2021 i sag nr. 2020-80-0552: [Klager] mod Fyens Stiftstidende. Nævnets kendelse af 13. april 2021 er afsagt af Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og Marlene Borst Hansen. Efter § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet kan formanden afvise en anmodning om genoptagelse i tilfælde, hvor det er åbenbart, at anmodningen ikke bør imødekommes. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, træffer derfor afgørelse vedrørende spørgsmålet om genoptagelse. Spørgsmålet om genoptagelse Pressenævnet bemærker generelt, at nævnet kan genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må det også tillægges betydning, om de nye oplysningers senere fremkomst er et i forhold til parterne undskyldeligt forhold. Nævnet kan tillige have pligt til at genoptage en sag, hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl. Pressenævnet fandt ved kendelse af 13. april 2021 i sag nr. 2020-80-0552 ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at hindre artiklens tilgængelighed efter de vejledende presseetiske reglers punkt B. 8. Pressenævnet finder ikke, at [Klager] er fremkommet med nye faktiske oplysninger i sagen. Da der heller ikke er påvist sagsbehandlingsfejl, afvises anmodningen om genoptagelse. ” Den 29. juni 2021 modtog Pressenævnet på ny en anmodning om afindeksering af artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ” fra [Klager]. [Klager] har til støtte for anmodningen anført, at hun i 2018 blev idømt et års fængsel, som landsretten efterfølgende formildede til seks måneder. [Klager] har hertil anført, at der i medieansvarsloven står, at dømte under et år skal anonymiseres, men hun er alligevel hængt ud med navns nævnelse. [Klager] har endvidere anført, at landsretten understregede, at det var en forældremyndighedssag, men alligevel har hun og hendes barn været hængt ud i adskillige artikler i Fyens Stiftstidende i to og et halvt år. [Klager]s anmodning om afindeksering er for hendes barns skyld, da det er enormt synd, at mor og børn er hængt ud på onlineartikler på nettet. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : [Klager] har anmodet om afindeksering af artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, som blev bragt af Fyens Stiftstidende på netavisen fyens.dk den 11. december 2018. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Pressenævnet bemærker indledningsvist, at punkt B. 8 i de vejledende presseetiske regler ikke angiver en tidsmæssig begrænsning i forhold til at indgive anmodning om sletning, anonymisering eller afindeksering. Fyens Stiftstidende har over en periode på to år flere gange afvist at afindeksere artiklen ” Skyldig i 28 lovovertrædelser: Kvinde idømt et års fængsel i sag om chikane mod rådmand ”, som kun er ca. to og et halvt år gammel. Fyens Stiftstidende afviste senest en anmodning om afindeksering den 18. september 2020, hvilket Pressenævnet ved kendelse af 13. april 2021 ikke fandt grundlag for at kritisere, og anmodning om genoptagelse af sagen blev afvist ved kendelse af 6. maj 2021. Det er nævnets opfattelse, at det indklagede medie inden for den korte periode, der er forløbet siden Pressenævnets seneste afgørelse om ikke at udtale kritik af manglende afindeksering af artiklen, ikke kan antages at have ændret stillingtagen til spørgsmålet om afindeksering. På denne baggrund, og da der efter det oplyste ikke foreligger ændrede forhold, der taler for afindeksering på nuværende tidspunkt, afvises klagen efter omstændighederne som åbenbart grundløs, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 1. Afgjort den 8. juli 2021