Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9608@2021-08-12/da

Indhold

1. Indledning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 20-31726 En kvinde fik afslag på at medbringe sin servicehund i en lægeklinik med henvisning til, at lægeklinikken ikke ønskede, at der kom hunde i klinikken. Nævnet vurderede, at det var godtgjort, at kvinden havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved afslaget på at medbringe sin servicehund i lægeklinikken blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven. Lægeklinikken havde beklaget hændelsen, og havde ikke givet oplysninger, der talte imod en ulovlig forskelsbehandling af kvinden. Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i en lægeklinik. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund i den indklagede lægeklinik. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 8. juli 2020, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager er diagnosticeret med PTSD. Af fremlagt lægeudtalelse af 19. december 2019 fremgår blandt andet: ”[Klager] har haft yderst problematisk opvækst, der har medført [anonymiseret] og efterflg. PTSD og perioder med angst. … [Klager] har været tungt medicineret med div. psykofarmaca. … Har i lang periode har megen angst, som har medført, at hun har isoleret sig. Der er det seneste år sket stor fremgang. Har kun sjældent angst og er langsomt og yderst forsigtigt begyndt at deltage mere i sociale arrangementer. Har i den forbindelse stor hjælp af sin psykiatriske servicehund. ” Klager har oplyst, at hun omkring marts 2019 havde en telefonsamtale med sin praktiserende læge om at hendes hund skulle uddannes til en servicehund. Klager har oplyst, at lægen efter samtalen sendte hende en erklæring, der beskrev hendes diagnose. Klager skulle bruge denne erklæring som led i at få hendes hund uddannet til en psykiatrisk servicehund. I april 2019 havde klager følgende korrespondance med sin praktiserende læge hos den indklagede lægeklinik: Klager: ”Kære [læge A] [Klagers hund], er nu under oplæring til servicehund og får snart sin træningsvest. må jeg tage ham med ned på klinikken, når jeg igen skal ned til jer? Han fælder ikke Vh [klager] Indklagede: ”Hej [klager] Spændende med din hund. Vi er dog nødt til at afvise folk har husdyr med i klinikken – der er flere grunde; hygiejne, angst hos andre patienter mv. Med venlig hilsen [Læge A]” Klager: ”Kære [læge A] Tak for svar. Men han er jo psykiatrisk servicehund. Det svarer til en blindehund. De må som udgangspunkt også komme med på hospitaler mm. Vh [klager] Klager: ”[Link til forening, som træner og uddanner psykiatriske servicehunde] [Smiley]” Indklagede: ”Hej [klager] Vi har aldrig oplevet blinde eller andre med handicaps have deres hund med i klinikken. Som udgangspunkt vil vi gerne frabede os det. Med venlig hilsen [Læge A]” Klager: ”Hej [læge A]. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Det er pga min følsomhed rigtig svært for mig at tage turen ind til jer og få fx. taget blodprøver og have samtaler. det er sådan noget [klagers hund] kan hjælpe på” Klager: ”… Det er bla for at jeg kan passe mit helbred, at han skal være psykiatrisk servicehund. Jeg ved ikke om du gik ind på linket, jeg sendte. Venlig hilsen [klager]. ” Indklagede: ”Hej [klager] Vi er helt med på problematikken, men så vidt muligt vil vi gerne undgå husdyr i klinikken Med venlig hilsen [Læge A]” Klager: ”Ok. Det respekterer jeg naturligvis. Selvom det er rigtig ærgerligt. En servicehund bliver dog oplært i, ikke på nogen måde at være til gene for andre. Sig til hvis I ændrer holdning. Vh [klager]” Efterfølgende sendte klager den 3. september 2019 et brev til indklagede, hvori hun beskrev sit konkrete behov for at være ledsaget af sin servicehund i forbindelse med behandlinger m.v. hos indklagede. Klager skrev i brevet, at hun håbede, at indklagede igen ville tage beslutningen op til overvejelse. Klager opfordrede i den forbindelse indklagede til at undersøge, hvordan andre klinikker og sygehuse løste forholdet med adgang for servicehunde. En anden læge hos den indklagede lægeklinik svarede ved et brev klager, at hun i fremtiden gerne måtte medbringe sin servicehund hos indklagede. Klager har oplyst, at det blandt andet fremgik af brevet, at de måtte se, hvordan det gik, når hun medbragte hunden i klinikken. Klager sendte efterfølgende endnu et brev til indklagede, hvoraf fremgik, at hun håbede, at indklagede ville tage ansvar for situationen, da det var klinikken, der kendte de øvrige patienter til stede og havde mulighed for at agere inden for de rammer, klinikken havde. Klager har oplyst, at hun i september 2019 skiftede til en anden lægeklinik efter at have været tilknyttet den indklagede lægeklinik i næsten 30 år, da hun ikke ønskede at have fortsat kontakt med lægen, der gav hende afslag. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. juli 2020. Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Indklagede nægtede på klagers forespørgsel herom, at hendes servicehund måtte komme med i den indklagede lægeklinik. Klagers praktiserende læge var bekendt med klagers behov for at være ledsaget af sin psykiatriske servicehund for at kunne møde op på klinikken til behandlinger m.v. Under telefonsamtalen i marts 2019 fortalte klager sin praktiserende læge om sine konkrete begrænsninger, og om, hvor meget hun håbede, at en servicehund ville kunne hjælpe hende i hverdagen blandt andet med behandlinger hos indklagede. Klagers praktiserende læge udviste under telefonsamtalen forståelse og opbakning, hvilket gav klager tillid til, at hendes servicehund selvfølgelig ville være velkommen i den indklagede lægeklinik, hvor klager havde været tilknyttet i mange år. Klagers praktiserende læge var således bekendt med, at klager var i gang med at uddanne sin hund til en servicehund. Anmodningen burde derfor ikke komme bag på lægen. Under telefonsamtalen nævnte lægen intet om indklagedes eventuelle modstand, og afvisningen kom derfor meget bag på klager. Den praktiserende læge besluttede imidlertid at nægte klager adgang med sin servicehund. Beslutningen var ikke til diskussion. Der blev heller ikke taget fat i, hvordan det forhold, at klager ikke havde mulighed for at komme til behandlinger hos indklagede, så skulle løses. I perioden fra april til september 2019 vidste klager ikke, hvordan hun skulle løse denne problematik, da der var tale om en blank afvisning. Klager finder det krænkende, at den praktiserende læge gav afvisningen uden at tage stilling til den problematiske situation, klager blev sat i. Den praktiserende læge udviste hermed ligegyldighed over for klagers situation. Afvisningen blev givet uden at man var opmærksom på at komme med en anden løsning. Klager nævnte både for sekretæren og en vikarierende læge hos indklagede, at hun ikke havde mulighed for at komme frem til behandling. Ingen andre hos indklagede tog fat om problematikken, selvom flere kendte til den. Ingen gjorde noget for at hjælpe klager. Klager finder det bekymrende, at man kan give begrundelser som hygiejne samt allergi eller angst hos patienter for at nægte adgang med et nødvendigt hjælpemiddel. Med disse begrundelser kan man reelt afvises alle steder. Klager ønsker med klagen en vurdering af, om det var i orden at afvise klagers servicehund i den indklagede lægeklinik med den begrundelse, som klager fik herfor, herunder potentiel allergi eller angst hos andre patienter. Alle lægeklinikker har samme udfordring, men ikke alle klinikker er afvisende. Det handler om villighed til at indrette sig på en sådan måde, så det kan lykkes for patienten at møde op med en servicehund. Da klager fire måneder efter afvisningen fik oplyst, at nu måtte hun gerne medbringe sin servicehund, var det åbenbart pludselig muligt, selvom klager ikke forstod, hvad der på dette tidspunkt skulle have ændret sig. Indklagede beklager afvisningen. På tidspunktet for klagers anmodning havde indklagede ikke den opfattelse, at der var tale om en egentlig servicehund. Da indklagede i klagers efterfølgende brev af september 2019 indså, at der var tale om en psykiatrisk servicehund, fik indklagede rettet fejlen. Indklagede beklager den ulempe og de gener, det har medført for klager. Fremadrettet vil indklagede være mere opmærksom på, at alle typer af servicehunde er velkomne i klinikken, således at der er lige og fri adgang for alle patienter i klinikken. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven). Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter. Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.). Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation. Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå. Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand. Det fremgår af lægeudtalelsen af 19. december 2019, at klager er diagnosticeret med PTSD, og at hun har været tungt medicineret med diverse psykofarmaka. Det fremgår videre, at klager har perioder med angst, som har medført, at hun har isoleret sig. Det fremgår i den forbindelse, at klagers psykiatriske servicehund har været en hjælp til, at hun langsomt og forsigtigt er begyndt at deltage i sociale arrangementer m.v. Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling. Af korrespondancen fra april 2019 mellem klager og hendes praktiserende læge fremgår blandt andet, at indklagede ikke ønskede, at der kom hunde i klinikken. Det fastholdt man, også efter klager oplyste, at der var tale om en psykiatrisk servicehund. Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade husdyr i klinikken, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre. Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at tage sin servicehund med i klinikken blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling. Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere. Indklagede har beklaget hændelsen, og indklagede har ikke givet oplysninger, der taler imod en ulovlig forskelsbehandling af klager. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 8. juli 2020, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, stk. 1-2, om klagebehandling Handicapdiskriminationsloven • § 2, om lovens anvendelsesområde • § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling • § 10, om delt bevisbyrde • § 11, om godtgørelse

Versioner

1. 2021-08-12