Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0600

GældendeVersion 2021-08-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9624@2021-08-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0600

DR får ikke kritik for at afslå genmæle DR bragte i december 2020 en kritisk udsendelse om blandt andet markedsføringen af tre produkter til at bekæmpe coronavirus. Selskabet bag et af de omtalte produkter klagede til Pressenævnet og henviste til, at DR havde afvist at bringe selskabets genmæle over for en række faktuelt forkerte oplysninger om produktets virkning, som udsendelsen indeholdt. Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af DR for at have afvist at bringe selskabets genmæle. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at de påklagede udsagn fremstod som vurderinger, og at oplysningerne af faktisk karakter, som ikke var dokumenterede som utvivlsomt rigtige, ikke var egnede til at påføre selskabet skade af betydning.

[Klager] ved [Indehaveren] har klaget til Pressenævnet over tv-udsendelsen ” Kontant: Coronaens Købmænd (1:2) ”, som blev bragt den 9. december 2020 på DR1, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over DRs afvisning af deres anmodning om genmæle. 1 Sagsfremstilling Den påklagede udsendelse DR bragte den 9. december 2020 kl. 21:25 på DR1 forbrugermagasinet ” Kontant: Coronaens Købmænd (1:2) ”. Udsendelsen, som varer ca. 44 minutter, er fortsat tilgængelig på dr.dk med følgende omtale: ”Mens coronakrisen får mange danske virksomheder til at gispe efter vejret, ser andre en god forretning i håndsprit, luftudskiftere og andre produkter, der lover danskerne at fjerne virus. Men holder produkterne, hvad de lover? Kontant tester produkterne og opsøger virksomhederne bag. ” Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 01:42-02:52] ” [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af Københavns Lufthavn og forskellige gader : Lufthavne, gader og stræder ligger øde hen. [Værten], fortsat, som ses siddende ved en bærbar computer med to desinfektionsprodukter ved siden af : Det er midt under den her alvorlige situation, at en række danske virksomheder begynder at markedsføre produkter, som de hævder kan slå coronavirus ihjel. Det er blandt andet det her hånddesinfektion, som ikke indeholder sprit, men som alligevel skulle virke efter blot 10 sekunder langt hurtigere end andre produkter på markedet. Og så er der den her, [Luftrenseren], den skulle kunne fjerne coronavirus på overflader og i luften. Og det skriver virksomheden også her i en helsides annonce, som de har indrykket i Dagbladet Politiken. Og så er der [Klager] her. Det er et middel, man angiveligt bare sprøjter på en overflade, og så bekæmper det coronavirus i op til 10 dage. Virksomheden de har kørt store reklamefilm på blandt andet TV 2. ” Der klippes til [Klager]s reklamefilm: ” Reklamespeak : Det her, det er [Produkt A]. Den dræber virus og bakterier på overflader helt op til 10 dage. Brug den på dørhåndtag, mobiltelefoner, bilrat, toiletter, blandingsbatterier og der, hvor mange mennesker har berøring. [Klager]. 10 dages desinfektion. Produktet anvendes allerede på tyske hospitaler. Bestil nu på [Hjemmesiden]” [Tidskode 05:08-06:55] Der vises optagelser af [Værten] på DTU, som sidder med [Professoren], professor i mikrobiologi og hygiejne: ” [Værten] : Hvordan vil du teste det her, hvordan vil du gøre? [Professoren] : Det bedste er jo at prøve at simulere en brugssituation. Det vil sige at følge deres instruktioner om at påføre det her desinfektionsmiddel med en klud, og så lade det stå i fem minutter og lade det tørre ind. Og så vil jeg lade én overflade være uden berøring, ligesom værende kontrollen på, virker det også efter 9-10 dage. Og så det andet sæt, det vil jeg så berøre, som man ligesom kan formode, at det vil blive berørt måske på en skole eller et andet offentligt sted. [Værten], speak voiceover : Professoren vil teste virkningen af [Klager] ved at påføre tarmbakterien e-coli. [Professoren] : Og hvis desinfektionsmidlet stadig virker, så vil den dø. Og hvis desinfektionsmidlet ikke virker længere af en eller anden årsag, for eksempel at det er slidt bort. Ja, men så vil bakterien overleve. [Værten] : Har du hørt om et produkt, der kan det her? [Professoren] : Øh, nej. [Værten] : Altså vi har en potentiel stor opfindelse her. [Professoren] : Ja, hvis det virker. ” Der klippes til optagelser af [Værten], som sidder i en bil: ” [Værten], speak voiceover : Eksperterne er altså skeptiske. Men hvad siger indehaveren af [Klager], [Indehaveren]? [Indehaveren] (telefonisk) : [Klager], det er [Indehaveren]. [Værten] (telefonisk) : Goddag [Indehaveren], det er [Værten]. Jeg ringer fra Kontant på Danmarks Radio. [Indehaveren] (telefonisk) : Ja, goddag. [Værten] (telefonisk), mens han ses siddende med [Klager]s produkt : Hvis man nu har sprøjtet det på sådan et dørhåndtag, hvad er det så, at produktet det gør? [Indehaveren] (telefonisk) : Jamen, sådan lidt teknisk, så er der nogle aktive stoffer i, som man også ser i andre desinfektionsmidler. De aktive stoffer, de bliver egentlig beskyttet af et lille lag, og det er det, der gør, at det kan holde i helt op til ti dage [i udsendelsens undertekster står: Derfor kan det holde i ti dage]. ” [Tidskode 22:56-28:08] Der vises optagelser af [Værten], som mødes med [Professoren] på DTU: ” [Værten], speak voiceover : Der er nu kommet svar fra DTU om [Klager]. [Værten], fortsat : Nå, jeg er spændt på, hvad du har fundet ud af. Altså du har jo din. Jeg kan se, at du har sådan en forsøgsopstilling derovre. Og hvad har du så gjort? [Professoren] : Ja, men så har vi, jævnfør deres instruktioner, sprøjtet det på, og så fordelt det ud med en klud. Og så ladet det tørre i fem minutter. Og så har vi gjort forskellige ting. Vi har testet det direkte efter påføringen. Så har vi også brugt håndtagene, som man ville gøre. [Værten] : I et forsøg på at simulere de her mange berøringer, der måtte komme på et håndtag, eller en vandhane? [Professoren] : Ja netop. Ja, ja. En børnehave, hvor børnene render ud og ind ad døren. Og vi har testet efter 50 gange og efter 450 gange. Og efter 0 dage og efter 9 dage. [Værten], speak voiceover, mens der vises optagelser af [Professoren], der ses udføre forsøgene : Efter behandlingen har forskerens hold, med og uden de forskellige antal berøringer, påført colibakterier, opsamlet eventuelle overlevende bakterier og dyrket dem i en petriskål. [Værten] : Det er jeg så spændt på. Hvordan er det gået med det? [Professoren] : Det er ikke gået så godt, for der har vi masser af overlevende bakterier. Altså, hvis du sammenligner de her to [[Professoren] holder to petriskåle op foran [Værten]] det er uden berøring. Der dør de. Med berøring, der overlever bakterierne. [Værten] : Kan du sige noget om, hvor hurtigt den effekt, den ligesom forsvinder ved berøring? [Professoren] : Altså, vi har testet helt ned til 50 ganges berøring, og der forsvinder det også. Der får jeg det samme resultat. [Værten] : Så bare ved at have berørt håndtaget 50 gange, så er effekten væk? [Professoren] : Ja. [Værten] : Og nu er det her jo så colibakterier, du har brugt. [Professoren] : Ja. Når det virker eller ikke virker på e-coli, så kan man godt drage den parallel, at så virker det heller ikke på de kappebærende virus, herunder coronavirus. [Værten] : Så vi kan ikke være i en situation, hvor det på helt mystisk vis virker overfor coronavirus? [Professoren] : Nej. [Værten] : Hvor sikkert er det her resultat? [Professoren] : Det er klokkeklart. Det er det. Vi har gentaget forsøgene mange gange, som man jo gør for at lave grundig videnskabelig forskning, og vi får det samme resultat." [Tidskode 25:21-35:14] ” [Værten], speak voiceover, men der vises optagelser af en kørende bil : Vi nærmer os dagen, hvor vi skal interviewe [Klager]. Men lige inden aflyser firmaet. I mellemtiden har vi fået en aktindsigt fra Miljøstyrelsen, der viser, at [Klager] i starten af april måned presser på for at få en form for udtalelse fra styrelsen om deres produkt [der vises udklip af en mail fra [Indehaveren] til Miljøstyrelsen]. Indehaveren, [Indehaveren], skriver blandt andet til Miljøstyrelsen [[Værten] læser op] ”Vi får mange henvendelser fra skoler, dagplejeinstitutioner, plejehjem m.m.” og at ”Mange institutioner kan spare meget tid og penge ved ikke at skulle rengøre to gange dagligt på diverse flader. ” [Professoren], speak voiceover, mens der vises arkiv-optagelser fra en børnehave : Hvis pædagogen ude i børnehaven påfører det her middel om morgenen. [Professoren], fortsat : Og tænker fint, nu virker det her i ti dage. Jeg behøver ikke at gøre det igen. Jeg behøver ikke at lave mine daglige afspritninger. Jeg kan bare bruge det her middel, så vil det simpelthen give en falsk tryghed. For hvis der kommer et barn med en snotnæse, eller endnu værre coronavirus på hånden, så vil der ikke være nogen desinficerende effekt. ” Der klippes til [Værten], der sidder i en bil, mens han ringer til [Indehaveren]: ” [Indehaveren] (telefonisk) : [Klager], det er [Indehaveren]. [Værten] (telefonisk) : Goddag [Indehaveren], det er [Værten] fra Kontant på Danmarks Radio. [Indehaveren] (telefonisk) : Hej [Værten]. [Værten] (telefonisk) : Hejsa. [Indehaveren], jeg kan forstå på min kollega, at du alligevel ikke vil give et interview eller hvordan? [Indehaveren] (telefonisk) : Altså skriftligt vil jeg meget gerne svare jer. [Værten] (telefonisk) : Ja. Men det er faktisk ikke lige så kompliceret, fordi jeg sidder her med testen, og der står, at man sprøjter produktet på, så lægger man flisen i et rum i ti dage. Problemet her er jo bare, at man har jo ikke berørt den flise på noget tidspunkt i de ti dage. [Indehaveren] (telefonisk) : Nej, men vi har også test med der viser berøring flere gange. [Værten] (telefonisk) : Vil du ikke være sød at sende dem til mig? [Indehaveren] (telefonisk) : Jo, det kan du tro. [Værten] (telefonisk) : Okay. Vi har fået DTU til at teste jeres produkt på henholdsvis dørhåndtag og vandhaner over en 10-dages periode, hvor de her emner, de bliver berørt flere gange, og konklusionen er helt klar. Produktet virker ikke. [Indehaveren] (telefonisk) : Det skal jeg lige se, før jeg har en kommentar til det. Men vi har en masse forskellige forsøg og test på produktet, som viser det helt modsatte. Det her produkt, det er veldokumenteret, og det er også derfor, vi gerne vil gøre det skriftligt. Det er, så vi kan bakke alt op, vi siger. [Værten] (telefonisk) : Nu fortæller jeg dig så, at DTU slår fast, at produktet ikke virker efter gentagne berøringer. Det betyder jo i virkeligheden, hvis vi skal stole på den test, at der er en form for falsk tryghed her? [Indehaveren] (telefonisk) : Nej, det er der ikke. Vi har så meget dokumentation på det her produkt. Jeg tror ikke, at der er et mere dokumenteret produkt på markedet. Og selv Miljøstyrelsen skriver, at det virker signifikant mod kappebærende virus, som coronavirus er. ” Der klippes til [Klager]s reklamefilm, hvorefter der klippes til [Værten]: ” [Værten] (telefonisk) : Der bliver sagt i jeres reklamevideo, at produktet bliver brugt på flere tyske hospitaler. Hvilke hospitaler? [Indehaveren] (telefonisk) : Det kan jeg også sende til dig skriftligt, så alle oplysninger bliver gjort. [Værten] (telefonisk) : Det lyder dejligt. [Indehaveren] (telefonisk) : Bliver givet ordentligt. [Værten] (telefonisk) : Du skriver til Miljøstyrelsen, at du har fået mange henvendelser fra skoler, dagpleje, institutioner, plejehjem osv., som gerne vil købe produktet. Har du solgt meget af det her? [Indehaveren] (telefonisk) : Skal vi ikke gøre det skriftligt i stedet for, at der lige pludselig kommer nogen ukorrekte oplysninger ud? Vi står på mål for alt, hvad vi siger om det her produkt. [Telefonsamtalen afsluttes] [Værten] : Ja, [Klager] påstår altså, at man har dokumentation. Også hvor man har berørt de her emner flere gange, og der skulle det altså også virke. Og det lover virksomheden at sende til os. ” Der klippes til [Værten], der sidder ved en bærbar computer med [Klager]s produkt: ” [Værten] : Det viser sig, at [Klager] i virkeligheden er et gammelt tysk produkt, som hedder [Produkt B], men som [Indehaveren] altså nu markedsfører under navnet [Klager]. [Værten], speak voiceover, mens der vises et dokument om test af [Klager] : De test, [Indehaveren] selv har sendt til os, er alle mindst ti år gamle og altså udført lang tid før coronapandemien. [Konsulentvirksomheden] har gennemgået materialet for os, og konklusionen er klar. Ingen af testene viser, at [Klager]s produkt er effektivt i ti dage i brugssituation på flader, som bruges dagligt for eksempel dørhåndtag. [Værten], fortsat : [Klager] har heller ikke kunne dokumentere, hvilke tyske hospitaler, der angiveligt bruger produktet, som [Klager] ellers hævder i reklamen. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af en række tyske hjemmesider : Firmaet har blot sendt os nogle links til blandt andet en tysk webshop og en webportal for nogle tyske apoteker. [Klager] har også sendt os navnene på nogle tyske hospitaler, men uden dokumentation i form af handelsaftaler, fakturaer eller blot kontaktpersoner. ” Der klippes til gengivelse af telefonsamtalen med [Indehaveren]. ” [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af [Klager]s hjemmeside : På [Klager]s hjemmeside står der, at produktet er verificeret af Miljøstyrelsen sammen med styrelsens logo. Og Miljøstyrelsen skriver faktisk til [Klager], at de ikke mener at virksomhedens markedsføring er vildledende. ” Der klippes til optagelser af [Miljøkemikeren], miljøkemiker og partner hos [Konsulentvirksomheden], som sidder over for [Værten]: ” [Miljøkemikeren] : Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det er rigtig ærgerligt. Jeg kan godt se problematikken i, at mange tror, at det her virker i 10 dage ved gentagen brug, og det er bare ikke det, som Miljøstyrelsen har verificeret. De har bare verificeret, at det der står her, det er okay [[Miljøkemikeren] henviser til etiketten på flasken] og ikke sat det ind i en kontekst af en markedsføring. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af [Klager]s etikette : På etiketten står der intet om, at produktet virker efter gentagende berøringer, som firmaet hævder i deres markedsføring. [Værten] : Er vi ikke enige om, at det, der sælger det her produkt, det er ikke det, der står på flasken? [Miljøkemikeren] : Jo. [Værten] : Det er den markedsføring, man lægger for dagen. [Miljøkemikeren] : Så man burde også have inddraget markedsføringen i sin vurdering. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip fra [Klager]s reklamefilm : [Konsulentvirksomheden] mener altså, at Miljøstyrelsen slet ikke har forholdt sig til reklamefilmen, som ellers har kørt på TV 2 og har ligget på [Klager]s hjemmeside i månedsvis. ” Der klippes til [Klager]s reklamefilm, hvorefter der klippes til [Kontorchefen], kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som står over for [Værten] og kigger på [Klager]s reklamefilm: ” [Værten] : Har du set den her reklamefilm før? [Kontorchefen] : Nej. Den har jeg ikke set. [Værten] : Der er også lavet en brugsvejledning til produktet. Den står jeg med her. [[Værten] læser op] der står der [Klager]. Ti dages desinfektion. Virker også efter berøring på behandlede flader. [Kontorchefen] : Ja. [Værten] : Jeg tror de fleste vil sige, at det samlede materiale her, reklamefilmen og brugsvejledningen, giver et indtryk af, at du kan sprøjte det her på dit dørhåndtag, og så kan du få en effekt i op til ti dage, på trods af, at du berører det her dørhåndtag. Det vil stadig være bakterie-virusdræbende. Er du enig i det? [Kontorchefen] : Det er svært at sige, om de siger, at du kan tage i dørhåndtaget tusinde gange, og det stadigvæk virker efter ti dage, eller ej. [Værten] : Her på Kontant der har vi fået DTU til at undersøge det her produkt. Resultatet af den test er, at efter ganske få berøringer, blot 50 berøringer, så slår midlet ikke længere alle bakterier ihjel. Hvad tænker du om det testresultat? [Kontorchefen] : Jamen, jeg synes da, at det er et, om man så må sige, et meget interessant og ikke i orden, fordi så kan det jo ikke være i overensstemmelse med, at de siger, at her virker i mere end, eller i op til ti dage. [Værten] : Vidste man ikke lidt det i forvejen? For det var jo det, de ikke kunne dokumentere? [Kontorchefen] : Jeg kontrollerer efter de regler, som EU, og standarder, som EU laver. Jeg går ikke ind i, hvor mange gange, man rører ved. Det vi kigger på fra Miljøstyrelsens side, det er, kan man dokumentere anprisningen, og det har de kunnet. [Værten] : Men I har jo vurderet, at markedsføringen ikke er vildledende? [Kontorchefen] : Nej, vi har vurderet, at de kan dokumentere det, de som udgangspunkt anpriser. Altså, at produktet også virker efter 10 dage. [Værten] : Jo, jo, men det er jo, hvis man ikke rører ved noget. [Kontorchefen] : Ja, men jeg må igen understrege her, jeg laver ikke reglerne. Det er EU, der sætter, hvordan vi skal vurdere standarderne, og det er det, jeg må gå ud fra, når jeg kontrollerer og håndhæver. [Værten] : Der tegner sig lidt et billede af, at Miljøstyrelsen forholder sig til en meget lille del af, hvad det her produkt i virkeligheden kan. Der står i kemikalielovens § 10, stk. 3, at et stof eller en blanding må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til stoffets eller blandingens anvendelse. [Kontorchefen] : Ja. [Værten] : Så du mener ikke, at summen af den her markedsføring, brugsvejledninger osv., den er ikke vildledende? [Kontorchefen] : Det kan jeg ikke udtale mig om på det foreliggende grundlag. Jeg har ikke set den der nye reklame, og jeg har ikke set den undersøgelse, du fremlægger. [Værten] : Det er ikke nogen ny reklame. Den har været der ganske længe. I befolkningen er der måske nogen, der tænker, at Miljøstyrelsen det er statens vagthund over for, at den her slags kemikalier så også virker efter den måde, som man fortæller forbrugerne, at det skal anvendes på. Er det fint for Miljøstyrelsen, at det her produkt er i handlen? [Kontorchefen] : Ja, men det kommer jo an på. Hvad spørger du om? [Værten] : Nå, men nu er du blevet bekendt med det her testresultat. At når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke. [Kontorchefen] : Ja, men så har jeg jo et nyt grundlag for eventuelt at tage sagen op. [Værten] : Men I kan jo få den her med [[Værten] rækker testresultatet til [Kontorchefen]]. [Kontorchefen] : Jamen det siger jeg tak for. [Værten] : Der har du hele forsøget og resultaterne. Og producenten har i øvrigt fået det samme. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af [Klager]s hjemmeside : Miljøstyrelsens logo og vendingen ”verificeret af Miljøstyrelsen” er nu fjernet fra [Klager]s hjemmeside sammen med reklamevideoen. ” [Klager] anmodede den 14. december 2020 DR om genmæle, hvilket DR afviste den 22. december 2020. [Klager]s klage over DRs afvisning er modtaget i Pressenævnet den 6. januar 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Genmæle [Klager] har anført, at DR har afvist at bringe et genmæle over for en række faktuelt forkerte oplysninger, som den påklagede udsendelse indeholder. Den lange række af faktuelt forkerte oplysninger er brugt igennem hele udsendelsen. [Klager]s produkt fremstår herved som et produkt uden virkning og herved vildledes forbrugeren igen og igen i forbindelse med omtalen. [Klager] har i den forbindelse anført, at de på grund af udsendelsen allerede har lidt store økonomiske tab, og at udsendelsen har medført beskyldninger om folks død og trusler. [Klager] har fået produkter retur for store beløb, og begrundelserne har entydigt været, at firmaer grundet den påklagede udsendelse ikke kan markedsføre produktet. [Klager] har derfor anmodet om at få bragt følgende genmæle: ”Kontant erkender, at der ved vurderingen af [Produkt B], [Produkt A] 10 dage i udsendelsen sendt den 9 dec. 2020 var udeladt meget vigtige og centrale oplysninger fra den test som Kontant selv har bestilt og betalt hos DTU. Der var en lang række faktuelle fejl i de oplysninger, som gives fra DTU og videregives af studievært [Værten] igennem hele programmet. Kontant understreger at DTU`s Undersøgelse af [Produkt B] / [Produkt A] 10 dage viser at produktet dræber 99,99% af bakterierne i op til 9 dage og efter 50 berøringer har [Produkt B] stadig en desinficerende effekt, hvor 90% af alle de påførte bakterier dræbes. Kontant beklager den skade programmet har forvoldt på firmaet [Klager] og på ejer [Indehaveren]. ” [Klager] har herefter anført følgende vedrørende syv udsagn, som fremgår af den påklagede udsendelse: - Undertekster [Klager] har anført, at DRs undertekster er ukorrekte, idet [Indehaveren]s udtalelse ”produktet kan holde helt op til 10 dage” er tekstet på følgende måde: ”Derfor kan det holde i 10 dage” [tidskode 06:52]. [Klager] har bemærket, at det er vigtigt for dem, at de ikke siger, at deres produkt holder i 10 dage, men at de netop siger i op til 10 dage. - Berøringer [Klager] har anført, at professor [Professoren]s udsagn om berøringer er faktuelt forkerte. [Klager] har henvist til, at DTUs test viser, at med 50 berøringer dræbes 90 % af alle bakterierne. [Klager]s produkt har således en markant effekt efter 50 berøringer. Havde resultatet været en reduktion på 99,5 %, så havde der stadig været 0,5 bakterier på fladen. Professor [Professoren] har også bekræftet dette i en mail af 7. august 2020 til [Indehaveren]: ’’Jeg er ikke i tvivl, at [Produkt B] er et fint produkt. Vores undersøgelser viser, at produktet virker efter 9 dage på vandhanen eller dørhåndtaget. Men vores test viser, at produktet slides af ved almindelig brug. Hvis man fx tager i håndtaget 50 gange, så dræbes 90% af bakterierne (sammenlignet med mere end 99,99% på håndtag, der ikke berøres). ” [Klager] har endvidere henvist til, at det fremgår af DTUs test, at der var 90 % reduktion ved 50 berøringer, 0 % reduktion ved 200 berøringer og 0 % reduktion ved 450 berøringer. Det er for [Klager] uforståeligt, at DR har forsøgt at argumentere for, at man kan gengive de tre resultater ved at sige ”der får jeg samme resultat”. Det ganske enkelt forkert. Effekten var således ikke væk efter 50 berøringer. Den var reduceret med 10 %. Ved 200 og 450 berøringer var effekten væk. [Klager] har bemærket, at de ikke er stødt på et andet produkt, som dræber 1 % efter 50 berøringer. Såfremt DR havde fremlagt DTUs testresultater, ville [Klager]s produkt have fremstået som det bedste til at mindske smitterisikoen fra kontaktflader. Det har DR valgt ikke at vise, fordi det ville få produktet til at fremstå som effektivt og virksomt. - Testresultatets sikkerhed [Klager] har anført, at professor [Professoren]s udsagn om, at testresultatets sikkerhed er ”klokkeklart”, er faktuelt forkert. [Klager] har henvist til, at Miljøstyrelsen blandt andet har udtalt følgende om DTUs test: ”Det fremgår ikke, hvor mange gentagelser forsøget består af og forsøget kan derfor kun betragtes, som et forforsøg der indikerer et resultat. Derudover kender styrelsen ikke detaljerne bag forsøget og resultaterne kan kun accepteres som supplerende oplysninger. ” [Klager] har hertil bemærket, at hele udsendelsen er bygget op omkring en test, som de danske myndigheder ikke kan acceptere. [Klager] har i den forbindelse bemærket, at [Indehaveren] personligt har fået trusler og haft et stort økonomisk tab på grund af udsendelsen, og at de derfor ikke kan acceptere, at løftestangen (DTUs forsøgsresultater) for hele udsendelsen ikke kan godtages af de danske myndigheder. [Klager] har oplyst, at de har bedt Teknologisk Institut om at udarbejde en rapport, som viser hvor stort et antal bakterier, der bliver reduceret, når deres produkt bliver udsat for berøringer. Resultaterne adskiller sig meget fra DTUs resultater. [Klager] har henvist til Teknologisk Instituts analyserapport af 12. februar 2021 om den antibakterielle effekt af overflade behandlet med [Produkt B] Danmark efter berøringsslid. Rapporten er rekvireret af [Selskabet], og prøvningen er gennemført den 3.-11. februar 2021. [Klager] har for det første fremhævet, at der er tale om en fuld rapport, så de danske myndigheder selvfølgelige også kan bekræfte testresultaterne, og ikke bare en fire-siders PowerPoint fra DTU. For det andet viser resultatet i rapporten fra Teknologisk Institut efter 50 berøringer en reduktion på 99,61 %, efter 100 berøringer en reduktion på 85,15 % og efter 200 berøringer en reduktion på 85,40 %. For det tredje er al kritik fra DR om, at [Klager]s produkt ikke har effekt, når man rører ved fladerne, blevet gjort til skamme. Ved en reduktion på 99,61 % ved 50 berøringer, så overlever 0,39 % af bakterierne. Ifølge DRs tidligere argumentation vil de nok mene, at det er samme resultat som reduktion på 0 %. - Brug af produktet i en børnehave [Klager] har anført, at professor [Professoren]s udsagn om, at produktet ved påføring på et bord i en børnehave ikke vil have nogen desinficerende effekt, hvis der kommer et barn med snotnæse eller med coronavirus, er faktuelt forkert. [Klager] har henvist til, at DTUs egen test viser, at produktet dræber 99,99 % af bakterierne i op til 9 dage, for eksempel i den situation, hvor der nyses på bordet, og der er en markant desinficerende effekt (90 % af bakterier dræbes) efter 50 berøringer. - Produktets virkning [Klager] har anført, at [Værten]s udsagn om, at ”konklusionen er helt klar – produktet virker ikke”, og ”når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke”, som blev fremsat over for henholdsvis [Indehaveren] og [Kontorchefen], er faktuelt forkerte. [Klager] har henvist til, at produktet dræber 99,99 % af bakterierne i op til 9 dage, og selv efter 50 berøringer dræbes 90 % af alle bakterier ifølge DTUs test. Den nye rapport fra Teknologisk Institut bekræfter, at produktet virker ved gentagende berøringer. Der findes efter [Klager]s viden ikke et andet produkt, som har virkning ved 1 berøring, hvorfor en reduktion på 90 % efter 50 berøringer også helt fantastisk. - Kontaktpersoner [Klager] har anført, at oplysningen om, at [Klager] ikke har sendt navne på kontaktpersoner i samarbejdet med de tyske hospitaler til DR, er faktuelt forkert. [Klager] har henvist til, at de har sendt navnene på kontaktpersonerne [Person A] og [Person B] til DR. [Person B], direktør i [Virksomheden], er [Klager]s kontaktperson til de tyske hospitaler, og han laver handelsaftaler og faktura til de tyske hospitaler. [Klager] har bemærket, at [Person B] selv henvendte sig til DR for at være behjælpelig i sagen om dokumentation på produktets effektivitet. [Person B] vidste ikke, at DR ønskede dokumentation for, at produktet bliver anvendt på tyske hospitaler. DR har slet ikke spurgt [Person B] om handelsaftaler eller dokumentation på, at produktet bruges på tyske hospitaler, og DR har ikke stillet et eneste spørgsmål til ham. Det er sløset og dybt uprofessionelt af DR ikke at efterspørge dokumentationen hos deres kontaktperson. [Klager] har henvist til en mailkorrespondance af 18. august 2020 mellem [Person B] og DR og har hertil bemærket, at intet i korrespondancen viser, at DR har forsøgt at få fat i dokumentation for, at produktet bliver brugt på tyske hospitaler. - Markedsføring [Klager] har anført, at [Miljøkemikeren]s udsagn om, at Miljøstyrelsen ikke har sat vurderingen af [Klager]s produkt ind i en kontekst af markedsføring, er faktuelt forkert. [Klager] har henvist til, at Miljøstyrelsen i brev af 29. maj 2020 til [Klager] har skrevet, at styrelsen ikke mener, at markedsføringen er vildledende: ”Kemikalieinspektion finder på den baggrund derfor ikke, at markedsføringen af [Klager] langtidsvirkende desinfektionsmiddel som ”desinfektion mod visse former for vira”, samt ”produktet dræber visse former for vira i op til 10 dag” er vildledende, jf. kemikalielovens § 10, stk. 3. ” [Klager] har henvist til følgende link til Miljøstyrelsens brev: [Brevet]. Miljøstyrelsens indskærpelse af [Klager]s markedsføring skyldes, at de har sagt ”virus”, og at de nu kun må sige ”kappebærende virus”. Det har intet med DR eller DTU at gøre, selv om DR forsøger at tage æren for det. [Klager] har naturligvis ændret det, og de kan markedsføre det som før, blot med den ændring, at de siger kappebærende virus (som coronavirus er) i stedet for virus. [Klager] har afslutningsvis bemærket, at de ikke er enige i, at DRs ekspertkilder har været objektive. Da [Indehaveren] kontaktede [Professoren] fra DTU, svarede hun tilbage med en DR-medarbejder cc på hendes mail. [Indehaveren]s mail var kun til DTU og ikke til DR. Endvidere har DTU indgået en aftale med DR omkring en test, som de danske myndigheder ikke accepterer. Da [Klager] skulle lave en berøringstest med Teknologisk Institut krævede det, at de fik udarbejdet en risikovurdering, før Teknologisk Institut ville udføre en berøringstest. Denne risikovurdering har DTU ikke krævet, da det kun er leverandøren, som har mulighed for at udarbejde et sådan dokument. DTU har her udvist betænkelig stor samarbejdsvillighed over for DR, hvor DTU har accepteret DRs fremlægning af testen, uden at vise DTUs testresultater og undladt vigtige oplysninger. Det er en umulig opgave at påvise faktuelle fejl i DTUs forsøg, fordi der netop kun er oplyst fire-siders PowerPoint. Af samme grund kan Miljøstyrelsen ikke godtage det forsøg. Den eneste mulighed, som [Klager] havde, var at få Teknologisk Institut til udarbejde en rigtig rapport – som viser et helt andet resultat. [Klager] har endvidere bemærket, at 90 % virkning er en stor effekt og har i den forbindelse fremhævet Pfizer vaccinen, som også har en effektivitet på 90 %. [Klager] er ikke stødt på et mere effektivt produkt til at mindske smitterisikoen fra kontaktflader, da [Klager]s produkt, som er det eneste produkt, de kender til, har virkning med berøring og virker i op til 10 dage. 2.2 DRs synspunkter Genmæle DR har indledningsvis oplyst, at Kontant er et forbrugerprogram, der på seernes vegne undersøger og afdækker forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse. I udsendelsen undersøgte DR tre forskellige produkter, der efter Covid 19-epidemiens udbrud i marts 2020 blev markedsført som effektive i kampen mod corona. I markedsføringen af produkterne hævdes det, at produkterne kan fjerne coronavirus. [Klager] markedsfører desinfektionsmidlet [Produkt B]/[Produkt A] (herefter kaldet ”produktet”). Produktet er et desinfektionsmiddel, som kan sprøjtes på overflader og som derefter, ifølge markedsføringen, bekæmper coronavirus i helt op til 10 dage. Produktet er blandt andet blevet markedsført gennem reklamefilm på TV 2. Omtale af produktet har en særlig samfundsmæssig relevans, fordi produktet markedsføres til brug på steder, hvor mange mennesker opholder sig. Det fremgår af et klip fra [Klager]s reklamefilm, som gengives i udsendelsen [tidskode 02:32]: ”Det her, det er [Produkt A]. Den dræber virus og bakterier på overflader helt op til 10 dage. Brug den på dørhåndtag, mobiltelefoner, bilrat, toiletter, blandingsbatterier og der hvor mange mennesker har berøring. [Klager]. 10 dages desinfektion. Produktet anvendes allerede på tyske hospitaler. ” Det fremgår også, at [Klager] på sin hjemmeside [Hjemmesiden] anfører, at produktet egner sig til offentlige steder som ”daginstitutioner, skoler, børnehaver, plejehjem, busser, tog, metro, lufthavne og toiletter”, ligesom produktet er markedsført med anprisningen ”Dokumenteret effekt mod coronavirus” [tidskode 02:48 samt 28:17], og ”verificeret af Miljøstyrelsen” [tidskode 30:29]. I udsendelsen blev virkningen af produktet testet af DTU på DRs foranledning. Testresultaterne viste, at produktet havde en bakteriedræbende effekt, men at effekten hurtigt forsvandt i takt med, at produktet berøres. Testen viste, at bakterier eller vira var at finde på behandlede overflader allerede efter 50 berøringer, og at bakterier derefter findes i stigende antal jo flere berøringer, overfladen udsættes for. Kun ved overflader, der slet ikke berøres, er produktet effektivt i op til 10 dage. Denne kritik blev forelagt for [Klager] mundtligt [tidskode 26:20] samt skriftligt via mails. DR har henvist til DRs mails til [Klager] af 6. august 2020, 10. august 2020 samt 13. august 2020. I udsendelsen fremgår [Klager]s svar på kritikken via optagelser af en telefonsamtale mellem værten og [Klager] [tidskode 06:22 samt 26:25]. Som det fremgår af udsendelsen, afslog [Klager] at medvirke i et egentlig tv-interview, men [Klager] lovede at fremsende dokumentation, der kunne afkræfte DTUs konklusioner om produktets manglende effekt efter berøringer. DR modtog ingen dokumentation herfor, men kun en ældre test, der viste produktets effekt uden berøringer. Miljøstyrelsens verificering blev forelagt for Miljøstyrelsen, som medvirkede i udsendelsen. Foruden [Klager]s og Miljøstyrelsens udtalelser inddrog DR også udtalelser og vurderinger fra faglige eksperter i udsendelsen, herunder [Miljøkemikeren], miljøkemiker og partner i firmaet [Konsulentvirksomheden], og [Professoren], professor i mikrobiologi og hygiejne ved DTU. Sidstnævnte var ansvarlig for udførelsen af den tidligere omtalte test på DTU. DR har afvist, at [Klager] er berettiget til genmæle. DR har hertil bemærket, at udsendelsen ikke indeholder forkerte faktiske oplysninger, som kan være egnet til at påføre [Klager] økonomisk skade eller skade af betydning. DR har til [Klager]s syv påklagede udsagn anført følgende: - Undertekster DR har afvist, at DRs undertekster er ukorrekte. Det er DRs opfattelse, at uoverensstemmelsen mellem undertekster og tale er af underordnet betydning. Uoverensstemmelsen ændrer ikke på indholdet i samtalen eller vurderingen af produktet. - Berøringer DR har anført, at det er DRs opfattelse, at det klart fremgår af udsendelsen, at [Professoren]s udsagn har karakter af faglige vurderinger baseret på de testresultater, som danner baggrund for udsendelsen. [Professoren] refererer til, at selv om produktet har en effekt, kan bakterier i testen genfindes på overflader allerede efter 50 berøringer, hvorfor der er en smitterisiko for forbrugerne. Det er en gennemgående konklusion fra forskerne, at produktet har en bakteriedræbende effekt, men at effekten forsvinder i takt med, at produktet berøres, og at bakterier findes i stigende antal jo flere berøringer, overfladen udsættes for. Kun ved overflader, der slet ikke berøres, er produktet effektivt i op til 10 dage. DR har henvist til DTUs testresultater fra forsøg med [Produkt A] af vandhaner og dørhåndtag. Det er DRs opfattelse, at [Klager] i klagen til Pressenævnet har taget [Professoren]s udsagn ud af konteksten. Det fremgår således tydeligt af udsendelsen, at produktet virker og har en bakteriedræbende effekt. DTUs undersøgelser afdækker imidlertid, at den beskyttende effekt forsvinder gradvist efter berøring [tidskode 24:13]. DR har bemærket, at ”effekten”, som [Professoren] referer til i ovenstående uddrag, er produktets evne til at beskytte mod smitte på steder, der berøres, idet produktet markedsføres som sådan, jf. følgende klip fra [Klager]s reklamefilm, som gengives i udsendelsen [tidskode 02:32]: ” Reklamespeak : Det her, det er [Produkt A]. Den dræber virus og bakterier på overflader helt op til 10 dage. Brug den på dørhåndtag, mobiltelefoner, bilrat, toiletter, blandingsbatterier og der hvor mange mennesker har berøring. [Klager]. 10 dages desinfektion. Produktet anvendes allerede på tyske hospitaler. ” [Professoren] bliver således forespurgt, om produktet mister sin beskyttende effekt på steder, der berøres. Det svarer hun bekræftende på, idet testen viser, at bakterier kan genfindes i stigende mængder fra 50 berøringer og opefter. [Klager] har desuden henvist til en mail af 7. august 2020 fra [Professoren] til [Klager], hvori hun oplyser, at produktet er et ”fint produkt”. Hun tilføjer imidlertid ”men vores test viser, at produktet slides af ved almindelig brug”, hvorfor DR ikke finder, at det citerede er i modstrid med det som [Professoren]s udtaler i udsendelsen. DR har bemærket, at redaktionen har kontaktet [Professoren] telefonisk efter udsendelsen. Til DR har [Professoren] oplyst, at hun fortsat står inde for undersøgelsens resultater og ingen kritik eller bemærkninger har i forhold til den måde, hun er citeret, eller til DRs fremlæggelse af resultaterne i udsendelsen. På den baggrund er det DRs opfattelse, at der er belæg for de konkrete udtalelser i udsendelsen. - Testresultatets sikkerhed DR har anført, at [Professoren]s udsagn om testresultatets sikkerhed har karakter af faglige vurderinger baseret på de testresultater, som danner baggrund for udsendelsen, og som bliver deklareret og forklaret i detaljer. DR har bemærket, at det forhold, at Miljøstyrelsen ikke kan konkludere på testresultaterne, skyldes ifølge styrelsen, at de ikke har modtaget en såkaldt forsøgsprotokol. Dette er imidlertid kun naturligt, da undersøgelsens resultater ikke er lavet med henblik på fremlæggelse i Miljøstyrelsen, men til brug for udsendelsen. Miljøstyrelsen har over for DR tilkendegivet, at Miljøstyrelsen ikke har grundlag for at kritisere undersøgelsen, men at de ikke kan konkludere på den, da de ikke har forsøgsprotokollen. På den baggrund er det DRs opfattelse, at der er belæg for de konkrete udtalelser i udsendelsen. - Brug af produktet i en børnehave DR har anført, at [Professoren]s udsagn klart fremstår som en faglig vurdering baseret på de testresultater, som danner baggrund for udsendelsen. I udsendelsen udtrykker [Professoren], at effekten af produktet reduceres eller forsvinder ved berøring, og at en overflade, der er påført produktet, derfor ikke vil være desinficerende, hvis fladen er blevet berørt tilstrækkelig mange gange. DR har desuden bemærket, at det fremgår tydeligt af udsendelsen, at testen er lavet med udgangspunkt i det antal berøringer, som man normalt vil have i en børnehave eller andre lignende steder, hvilket understøttes af [Professoren]s udtalelser i udsendelsen: [Tidskode 05:08] ” [Værten] : Hvordan vil du teste det her, hvordan vil du gøre? [Professoren] : Det bedste er jo at prøve at simulere en brugssituation. Det vil sige at følge deres instruktioner om at påføre det her desinfektionsmiddel med en klud, og så lade det stå i fem minutter og lade det tørre ind. Og så vil jeg lade én overflade være uden berøring, som værende kontrollen på, virker det også efter 9-10 dage? Og så det andet sæt, det vil jeg så berøre, som man kan formode, at det vil blive berørt måske på en skole eller et andet offentligt sted. [Værten], speak voiceover : Professoren vil teste virkningen af [Klager] ved at påføre tarmbakterien e-coli. [Professoren] : Hvis desinfektionsmidlet stadig virker, så vil den dø. Og hvis desinfektionsmidlet ikke virker længere, af en eller anden årsag, for eksempel at det er slidt bort. Ja, men så vil bakterien overleve. ” På den baggrund er det DRs opfattelse, at der er belæg for den konkrete udtalelse i udsendelsen. - Produktets virkning DR har anført, der er dækning for [Værten]s udsagn om, at ”så virker produktet ikke”. Udsagnet refererer dels direkte til DTUs testresultater, dels fremgår det tydeligt, at der er tale om produktets manglende effekt ved gentagne berøringer, og udtrykket ”så virker produktet ikke” skal vurderes ud fra produktets markedsføring, hvor det påstås, at produktet beskytter mod coronavirus i op til 10 dage på steder, hvor der færdes mange mennesker. Det er DRs samlede opfattelse, at de udvalgte ekspertkilder har været objektive i forhold til udsendelsens emne, og at såvel de enkeltstående udtalelser som det samlede indtryk giver et retvisende og alsidigt billede. Samlet er det således DRs opfattelse, at udsendelsen er i overensstemmelse med god presseskik. DR har til rapporten fra Teknologisk Institut, som [Klager] har fremsendt til Pressenævnet, bemærket, at rapporten er lavet i februar 2021, det vil sige efter offentliggørelsen af udsendelsen den 9. december 2020. DR har videre bemærket, at rapporten, der fremstår som en produktundersøgelse bestilt af [Klager], ikke forholder sig til eller påviser faktuelle fejl i den test, som DTU har lavet, og som lå til grund for udsendelsen. DR har dog i forlængelse heraf forespurgt DTU og [Professoren], hvorvidt den nye rapport fra [Klager] ændrer på DTUs konklusioner. Dette har [Professoren] afvist i en mail til DR af 23. februar 2021, hvor hun blandt andet skriver følgende: ”Som udgangspunkt rokker rapporten ikke ved min konklusion om, at desinfektionsmidlet slides af ved brug. Matematikken i denne rapport viser (samme trend som i mine forsøg), at virkningen reduceres med 3 log enheder, eller 99,9% efter brug af håndtagene 200 gange. ” DR har i øvrigt henholdt sig til, at [Professoren] er en af Danmarks førende forskere inden for mikrobiologi og fødevareteknologi og internationalt anerkendt for sin forskning og viden på området. Dertil kommer, at [Klager]s nye rapport ikke påviser faktuelle fejl i udsendelsen, og at rapporten er udarbejdet efter offentliggørelse af udsendelsen. Af disse grunde er det DRs opfattelse, at [Klager]s nye rapport ikke er relevant for nærværende klagesag. - Kontaktpersoner DR har afvist, at [Værten]s udsagn om, at [Klager] ikke har sendt dokumentation i form af kontaktpersoner på de tyske hospitaler til DR er ukorrekt, og at [Klager] skulle have sendt navnet på kontaktpersonen ”[Person A]”. DR har ikke før udsendelsen modtaget navnet ”[Person A]”. DR modtog først navnet ”[Person A]” den 14. december 2020, hvor navnet fremgik i [Klager]s krav om genmæle sendt til DR. I besvarelsen heraf oplyste DR til [Klager], at DR ikke kunne genkende at have modtaget navnet tidligere. I en opfølgende mail fra [Klager] til DR af 30. december 2020, anerkendte [Klager], at der var tale om en fejl fra [Klager]s side, og at [Klager] i stedet havde ment ”[Person B]”. DR kan bekræfte, at [Klager] før udsendelsen henviste DR til en [Person B], som ifølge [Klager] skulle være kontaktperson for de tyske hospitaler. DR fandt i efterprøvelsen af oplysningen frem til, at det ikke var tilfældet, idet [Person B] blot var en mellemhandler for et tysk firma, der hedder [Virksomheden]. DR har oplyst, at [Person B] fremsendte den samme omtale af produktet, samt de samme tekniske specifikationer på produktet til DR, som redaktionen allerede havde modtaget fra [Klager]. Redaktionen modtog ikke dokumentation for salg til tyske hospitaler eller andet, som kunne indikere, at [Person B] var en relevant kontaktperson i relation til de tyske hospitaler. DR er uforstående over for [Klager]s kommentar til Pressenævnet om, at DR ikke har efterspurgt dokumentation på, at produktet bruges på tyske hospitaler hos kontaktpersonen [Person B]. Efterspørgslen på dokumentationen fra DRs side var den eneste årsag til, at kontakten mellem DR og [Person B] i sin tid blev etableret, og [Person B] fremsendte ingen dokumentation til DR, kun samme produktomtaler og reklamer, som DR allerede havde modtaget fra [Klager]. På den baggrund er det DRs opfattelse, at der er belæg for ovenstående udtalelse i udsendelsen. - Markedsføring DR har afvist, at [Miljøkemikeren]s udsagn om, at Miljøstyrelsen bare har verificeret, at det der står på etiketten til [Klager] er ok, men ikke sat det ind i en kontekst af markedsføring, er ukorrekt. Hertil har DR for det første bemærket, at Miljøstyrelsens brev til [Klager], herunder Miljøstyrelsens konkrete henvisning til kemikalielovens § 10, og Miljøstyrelsens vurderingen heraf, er loyalt gengivet i udsendelsen, jf. følgende udtalelse: [Tidskode 30:24] ” [Værten] : På [Klager]s hjemmeside står der, at produktet er verificeret af Miljøstyrelsen sammen med styrelsens logo. Og Miljøstyrelsen skriver faktisk til [Klager], at de ikke mener, at virksomhedens markedsføring er vildledende. ” For det andet har DR bemærket, at det netop er en selvstændig pointe i udsendelsen, at Miljøstyrelsen ikke har været bekendt med den samlede markedsføring. Det er DRs opfattelse, at det klart fremstår af udsendelsen, at [Miljøkemikeren]s udsagn har karakter af faglige vurderinger baseret på produktet, brevet fra Miljøstyrelsen samt [Klager]s hjemmeside og markedsføringen af produktet i øvrigt. [Miljøkemikeren]s udsagn understøttes i øvrigt også af interviewet med Miljøstyrelsen repræsenteret ved [Kontorchefen], kontorchef i Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, senere i udsendelsen: [Tidskode 31:31] ” [Værten] : Har du set den her reklamefilm før? [Kontorchefen] : Nej. Den har jeg ikke set. ” [Tidskode 33:07] ” [Værten] : Men I har jo vurderet, at markedsføringen ikke er vildledende? [Kontorchefen] : Nej, vi har vurderet, at de kan dokumentere det, de som udgangspunkt anpriser. Altså, at produktet også virker efter 10 dage. ” For det tredje har DR bemærket, at Miljøstyrelsen den 9. december 2020 udsendte en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at Kemikalieinspektionen har indskærpet over for [Klager]s virksomhed, at virksomheden skal standse sin markedsføring, idet Miljøstyrelsen finder markedsføringen vildledende. DR har henvist til Miljøstyrelsens pressemeddelelse ”Miljøstyrelsen har bedt virksomhed om at stoppe med vildledende markedsføring” af 9. december 2020, hvoraf blandt andet fremgår, at Kemikalieinspektionen har indskærpet over for virksomheden [Selskabet] straks at standse deres vildledende markedsføring vedrørende deres desinfektionsprodukt ”[Produkt B]/[Produkt A] 10 dage”, idet de ikke har den nødvendige dokumentation for, at produktet kan slå alle slags vira ihjel under alle brugsformer. [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført, at Miljøstyrelsens påbud om at stoppe markedsføringen alene skyldtes, at virksomheden brugte udtrykket ”virus” og ikke ”kappebærende virus”. Det er umiddelbart korrekt, men DR har dog påpeget, at Miljøstyrelsen i samme forbindelse skrev til [Klager], at Kemikalieinspektionen frarådede en markedsføring om effekten ved brug/berøring, da [Klager] ikke havde en sådan dokumentation. Når Miljøstyrelsen alene kunne fraråde [Klager]s markedsføring og ikke give påbud, skyldtes det ifølge Miljøstyrelsen en overgangsordning i Biocidforordningen. DR har henvist til Miljøstyrelsens mail af 15. januar 2021 til DR, hvoraf følgende blandt andet fremgår: ”Kemikalieinspektionen har dog frarådet virksomheden at anvende anprisninger, der ikke er dokumenteret under brugsbetingelser. Det har Kemikalieinspektion gjort i høringen af den 23. oktober 2020, akt nr. 19, side 3, linje 7-14: ”Der er indsendt dokumentation af [Selskabet], der viser, at [Klager] indtørret på en overflade har en dræbende effekt på bakterier og kappebærende virus i op til 10 dage, hvis overfladen ikke bliver udsat for mekanisk effekt, som for eksempel berøring. Generelt fraråder Kemikalieinspektionen udokumenterede anprisninger. Det vil i nærværende sag sige, at inspektionen vil fraråde, at produktet anprises som effektivt i op til 10 dage, medmindre der foreligger dokumentation for anprisningen under brugsbetingelser. ” På den baggrund er det DRs opfattelse, at der er belæg for ovenstående udtalelse i udsendelsen. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. God presseskik Genmæle [Klager] har klaget over, at DR har afvist at bringe et genmæle over for en række faktuelt forkerte oplysninger, som den påklagede udsendelse indeholder. Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Det følger videre af lovens § 38, at genmælets indhold i alt væsentligt skal være begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger, og at indholdet ikke må være retsstridigt. [Klager] har henvist til følgende syv udsagn: - Undertekster [Klager] har klaget over, at DRs undertekster er ukorrekte, idet [Indehaveren]s udtalelse ”produktet kan holde helt op til 10 dage” er tekstet på følgende måde: ”Derfor kan det holde i 10 dage”. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 06:27-06:54] ” [Indehaveren] (telefonisk) : [Klager], det er [Indehaveren]. [Værten] (telefonisk) : Goddag [Indehaveren], det er [Værten]. Jeg ringer fra Kontant på Danmarks Radio. [Indehaveren] (telefonisk) : Ja, goddag. [Værten] (telefonisk), mens han ses siddende med [Klager]s produkt : Hvis man nu har sprøjtet det på sådan et dørhåndtag, hvad er det så, at produktet det gør? [Indehaveren] (telefonisk) : Jamen, sådan lidt teknisk, så er der nogle aktive stoffer i, som man også ser i andre desinfektionsmidler. De aktive stoffer, de bliver egentlig beskyttet af et lille lag, og det er det, der gør, at det kan holde i helt op til ti dage [i udsendelsens undertekster står: Derfor kan det holde i ti dage]. ” Pressenævnet finder, at DRs undertekstning af [Indehaveren]s udtalelse er en oplysning af faktisk karakter, som ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Nævnet finder det imidlertid ikke afgørende, at [Indehaveren]s udtalelse ”det kan holde i helt op til ti dage” blev tekstet ”derfor kan det holde i ti dage”. Nævnet finder således ikke, at DRs undertekstning i sig selv er egnet til at påføre [Klager] en sådan økonomisk eller anden skade af betydning, at der er grundlag for at bringe et genmæle over for oplysningen. - Berøringer [Klager] har klaget over, at professor [Professoren]s udsagn om berøringer er faktuelt forkerte. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 22:56-24:49] ” [Værten], speak voiceover : Der er nu kommet svar fra DTU om [Klager]. [Værten], fortsat : Nå, jeg er spændt på, hvad du har fundet ud af. Altså du har jo din. Jeg kan se, at du har sådan en forsøgsopstilling derovre. Og hvad har du så gjort? [Professoren] : Ja, men så har vi, jævnfør deres instruktioner, sprøjtet det på, og så fordelt det ud med en klud. Og så ladet det tørre i fem minutter. Og så har vi gjort forskellige ting. Vi har testet det direkte efter påføringen. Så har vi også brugt håndtagene, som man ville gøre. [Værten] : I et forsøg på at simulere de her mange berøringer, der måtte komme på et håndtag, eller en vandhane? [Professoren] : Ja netop. Ja, ja. En børnehave, hvor børnene render ud og ind ad døren. Og vi har testet efter 50 gange og efter 450 gange. Og efter 0 dage og efter 9 dage. [Værten], speak voiceover, mens der vises optagelser af [Professoren], der ses udføre forsøgene : Efter behandlingen har forskerens hold, med og uden de forskellige antal berøringer, påført colibakterier, opsamlet eventuelle overlevende bakterier og dyrket dem i en petriskål. [Værten] : Det er jeg så spændt på. Hvordan er det gået med det? [Professoren] : Det er ikke gået så godt, for der har vi masser af overlevende bakterier. Altså, hvis du sammenligner de her to [[Professoren] holder to petriskåle op foran [Værten]] det er uden berøring. Der dør de. Med berøring, der overlever bakterierne. [Værten] : Kan du sige noget om, hvor hurtigt den effekt, den ligesom forsvinder ved berøring? [Professoren] : Altså, vi har testet helt ned til 50 ganges berøring, og der forsvinder det også. Der får jeg det samme resultat. [Værten] : Så bare ved at have berørt håndtaget 50 gange, så er effekten væk? [Professoren] : Ja. [Værten] : Og nu er det her jo så colibakterier, du har brugt. [Professoren] : Ja. Når det virker eller ikke virker på e-coli, så kan man godt drage den parallel, at så virker det heller ikke på de kappebærende virus, herunder coronavirus. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at DTU har foretaget et forsøg med [Klager]s desinfektionsprodukt på vandhaner og dørhåndtag, som blev testet efter 50 berøringer, 200 berøringer og efter 450 berøringer, samt efter nul dage og efter ni dage. Nævnet lægger endvidere til grund, at et stort antal bakterier (Escherichia coli) blev sat på håndtagene, som stod i 15 minutter, og at det efter 15 minutter blev undersøgt, om der var overlevende bakterier. Nævnet lægger videre til grund, at testresultaterne viser en reduktion på 99,99 % ved ingen berøringer, en reduktion på 90 % ved 50 berøringer og en reduktion på 0 % ved 200 og 450 berøringer. Pressenævnet finder, at professor [Professoren]s udsagn om antal berøringer i forbindelse med de udførte forsøg, herunder [Klager]s produkts effekt på steder, der berøres, er en oplysning af faktisk karakter, som er dokumenteret som utvivlsomt rigtig på baggrund af de foretagne testforsøg og resultater. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle over for udsagnet. - Testresultatets sikkerhed [Klager] har klaget over, at professor [Professoren]s udsagn om, at testresultatets sikkerhed er ”klokkeklart”, er faktuelt forkert. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 24:54-25:08] ” [Værten] : Hvor sikkert er det her resultat? [Professoren] : Det er klokkeklart. Det er det. Vi har gentaget forsøgene mange gange, som man jo gør for at lave grundig videnskabelig forskning, og vi får det samme resultat." [Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at Miljøstyrelsen blandt andet har udtalt følgende om DTUs test: ”Det fremgår ikke, hvor mange gentagelser forsøget består af og forsøget kan derfor kun betragtes, som et forforsøg der indikerer et resultat. Derudover kender styrelsen ikke detaljerne bag forsøget og resultaterne kan kun accepteres som supplerende oplysninger. ” DR har over for Pressenævnet oplyst, at Miljøstyrelsen over for DR har tilkendegivet, at styrelsen ikke har grundlag for at kritisere undersøgelsen, men at de ikke kan konkludere på den, da de ikke har forsøgsprotokollen. Pressenævnet finder, at udsagnet om, at testresultatets sikkerhed er ”klokkeklart”, må anses for at være professor [Professoren]s vurdering og ikke en faktisk oplysning. Allerede derfor er [Klager] ikke berettiget til at få bragt et genmæle over for udsagnet. - Brug af produktet i en børnehave [Klager] har klaget over, at professor [Professoren]s udsagn om, at produktet ved påføring på et bord i en børnehave ikke vil have nogen desinficerende effekt, hvis der kommer et barn med snotnæse eller med coronavirus, er faktuelt forkert. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 25:21-26:17] ” [Værten], speak voiceover, men der vises optagelser af en kørende bil : Vi nærmer os dagen, hvor vi skal interviewe [Klager]. Men lige inden aflyser firmaet. I mellemtiden har vi fået en aktindsigt fra Miljøstyrelsen, der viser, at [Klager] i starten af april måned presser på for at få en form for udtalelse fra styrelsen om deres produkt [der vises udklip af en mail fra [Indehaveren] til Miljøstyrelsen]. Indehaveren, [Indehaveren], skriver blandt andet til Miljøstyrelsen [[Værten] læser op] ”Vi får mange henvendelser fra skoler, dagplejeinstitutioner, plejehjem m.m.” og at ”Mange institutioner kan spare meget tid og penge ved ikke at skulle rengøre to gange dagligt på diverse flader. ” [Professoren], speak voiceover, mens der vises arkiv-optagelser fra en børnehave : Hvis pædagogen ude i børnehaven påfører det her middel om morgenen. [Professoren], fortsat : Og tænker fint, nu virker det her i ti dage. Jeg behøver ikke at gøre det igen. Jeg behøver ikke at lave mine daglige afspritninger. Jeg kan bare bruge det her middel, så vil det simpelthen give en falsk tryghed. For hvis der kommer et barn med en snotnæse, eller endnu værre coronavirus på hånden, så vil der ikke være nogen desinficerende effekt. ” [Tidskode 26:23-28:14] ” [Indehaveren] (telefonisk) : [Klager], det er [Indehaveren]. [Værten] (telefonisk) : Goddag [Indehaveren], det er [Værten] fra Kontant på Danmarks Radio. [Indehaveren] (telefonisk) : Hej [Værten]. [Værten] (telefonisk) : Hejsa. [Indehaveren], jeg kan forstå på min kollega, at du alligevel ikke vil give et interview eller hvordan? [Indehaveren] (telefonisk) : Altså skriftligt vil jeg meget gerne svare jer. [Værten] (telefonisk) : Ja. Men det er faktisk ikke lige så kompliceret, fordi jeg sidder her med testen, og der står, at man sprøjter produktet på, så lægger man flisen i et rum i ti dage. Problemet her er jo bare, at man har jo ikke berørt den flise på noget tidspunkt i de ti dage. [Indehaveren] (telefonisk) : Nej, men vi har også test med der viser berøring flere gange. [Værten] (telefonisk) : Vil du ikke være sød at sende dem til mig? [Indehaveren] (telefonisk) : Jo, det kan du tro. [Værten] (telefonisk) : Okay. Vi har fået DTU til at teste jeres produkt på henholdsvis dørhåndtag og vandhaner over en 10-dages periode, hvor de her emner, de bliver berørt flere gange, og konklusionen er helt klar. Produktet virker ikke. [Indehaveren] (telefonisk) : Det skal jeg lige se, før jeg har en kommentar til det. Men vi har en masse forskellige forsøg og test på produktet, som viser det helt modsatte. Det her produkt, det er veldokumenteret, og det er også derfor, vi gerne vil gøre det skriftligt. Det er, så vi kan bakke alt op, vi siger. [Værten] (telefonisk) : Nu fortæller jeg dig så, at DTU slår fast, at produktet ikke virker efter gentagne berøringer. Det betyder jo i virkeligheden, hvis vi skal stole på den test, at der er en form for falsk tryghed her? [Indehaveren] (telefonisk) : Nej, det er der ikke. Vi har så meget dokumentation på det her produkt. Jeg tror ikke, at der er et mere dokumenteret produkt på markedet. Og selv Miljøstyrelsen skriver, at det virker signifikant mod kappebærende virus, som coronavirus er. ” Pressenævnet finder, at professor [Professoren]s udsagn om, at [Klager]s produkt ved påføring på et bord i en børnehave ikke vil have nogen desinficerende effekt, hvis der kommer et barn med snotnæse eller med coronavirus, er en oplysning af faktisk karakter, som ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Nævnet finder endvidere, at oplysningen kan være egnet til at påføre [Klager] skade af betydning. [Klager] er derfor som udgangspunkt berettiget til et genmæle heroverfor. Nævnet finder imidlertid, at et genmæle vil være en gentagelse af, hvad [Indehaveren] i udsendelsen udtaler, navnlig ”Det her produkt, det er veldokumenteret” og ” Jeg tror ikke, at der er et mere dokumenteret produkt på markedet. Og selv Miljøstyrelsen skriver, at det virker signifikant mod kappebærende virus, som coronavirus er. ” Nævnet finder herefter, at [Klager] ikke er berettiget til at få offentliggjort et genmæle over for oplysningen. - Produktets virkning [Klager] har klaget over, at [Værten]s udsagn om, at ”konklusionen er helt klar – produktet virker ikke”, og ”når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke”, som blev fremsat over for henholdsvis [Indehaveren] og [Kontorchefen], er faktuelt forkerte. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 27:06-27:43] ” [Værten] (telefonisk) : Vi har fået DTU til at teste jeres produkt på henholdsvis dørhåndtag og vandhaner over en 10-dages periode, hvor de her emner, de bliver berørt flere gange, og konklusionen er helt klar. Produktet virker ikke. [Indehaveren] (telefonisk) : Det skal jeg lige se, før jeg har en kommentar til det. Men vi har en masse forskellige forsøg og test på produktet, som viser det helt modsatte. Det her produkt, det er veldokumenteret, og det er også derfor, vi gerne vil gøre det skriftligt. Det er, så vi kan bakke alt op, vi siger. ” [Tidskode 34:39-35:01] ” [Værten] : Nå, men nu er du blevet bekendt med det her testresultat. At når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke. [Kontorchefen] : Ja, men så har jeg jo et nyt grundlag for eventuelt at tage sagen op. [Værten] : Men I kan jo få den her med [[Værten] rækker testresultatet til [Kontorchefen]]. [Kontorchefen] : Jamen det siger jeg tak for. [Værten] : Der har du hele forsøget og resultaterne. Og producenten har i øvrigt fået det samme. ” Pressenævnet finder, at [Værten]s udsagn om, at ”konklusionen er helt klar – produktet virker ikke”, som blev fremsat i forbindelse med oplysningen om DTUs test af [Klager]s produkt på henholdsvis dørhåndtag og vandhaner over en 10-dages periode, hvor emnerne blev berørt flere gange, må anses for at være [Værten]s vurdering på baggrund af DTUs testforsøg og resultater. Nævnet finder ligeledes, at udsagnet ”når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke”, må anses for at være [Værten]s vurdering på baggrund af DTUs testforsøg og resultater. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle over for udsagnene. - Kontaktpersoner [Klager] har klaget over, at oplysningen om, at [Klager] ikke har sendt navne på kontaktpersoner i samarbejdet med de tyske hospitaler til DR, er faktuelt forkert. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 29:18-30:15] ” [Værten] : Det viser sig, at [Klager] i virkeligheden er et gammelt tysk produkt, som hedder [Produkt B], men som [Indehaveren] altså nu markedsfører under navnet [Klager]. [Værten], speak voiceover, mens der vises et dokument om test af [Klager] : De test, [Indehaveren] selv har sendt til os, er alle mindst ti år gamle og altså udført lang tid før coronapandemien. [Konsulentvirksomheden] har gennemgået materialet for os, og konklusionen er klar. Ingen af testene viser, at [Klager]s produkt er effektivt i ti dage i brugssituation på flader, som bruges dagligt for eksempel dørhåndtag. [Værten], fortsat : [Klager] har heller ikke kunne dokumentere, hvilke tyske hospitaler, der angiveligt bruger produktet, som [Klager] ellers hævder i reklamen. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af en række tyske hjemmesider : Firmaet har blot sendt os nogle links til blandt andet en tysk webshop og en webportal for nogle tyske apoteker. [Klager] har også sendt os navnene på nogle tyske hospitaler, men uden dokumentation i form af handelsaftaler, fakturaer eller blot kontaktpersoner. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Person B], direktør i [Virksomheden], var i korrespondance med DR via mail den 18. august 2020, og at han i den forbindelse blandt andet fremsendte en række tekniske specifikationer og omtale af [Klager]s produkt, hvortil DR svarede, at [Indehaveren] allerede havde fremsendt de samme dokumenter. Nævnet har ikke modtaget dokumentation i forhold til handelsaftaler og faktura til de tyske hospitaler. [Klager] har over for Pressenævnet oplyst, at [Person B] er [Klager]s kontaktperson til de tyske hospitaler, og at han laver handelsaftaler og faktura til de tyske hospitaler. DR har over for Pressenævnet oplyst, at DR i efterprøvelsen af oplysningen fandt frem til, at [Person B] blot var en mellemhandler for et tysk firma, der hedder [Virksomheden], og at redaktionen ikke modtog dokumentation for salg til tyske hospitaler eller andet, som kunne indikere, at [Person B] var en relevant kontaktperson i relation til de tyske hospitaler. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] ikke har sendt navne på kontaktpersoner i samarbejdet med de tyske hospitaler til DR, er en oplysning af faktisk karakter, som ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Nævnet finder imidlertid, at oplysningen ikke i sig selv kan anses for egnet til at påføre [Klager] en sådan økonomisk eller anden skade af betydning, at der er grundlag for at bringe et genmæle over for oplysningen. - Markedsføring [Klager] har klaget over, at [Miljøkemikeren]s udsagn om, at Miljøstyrelsen ikke har sat vurderingen af [Klager]s produkt ind i en kontekst af markedsføring, er faktuelt forkert. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende: [Tidskode 30:38-31:25] ” [Miljøkemikeren] : Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det er rigtig ærgerligt. Jeg kan godt se problematikken i, at mange tror, at det her virker i 10 dage ved gentagen brug, og det er bare ikke det, som Miljøstyrelsen har verificeret. De har bare verificeret, at det der står her, det er okay [[Miljøkemikeren] henviser til etiketten på flasken] og ikke sat det ind i en kontekst af en markedsføring. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip af [Klager]s etikette : På etiketten står der intet om, at produktet virker efter gentagende berøringer, som firmaet hævder i deres markedsføring. [Værten] : Er vi ikke enige om, at det, der sælger det her produkt, det er ikke det, der står på flasken? [Miljøkemikeren] : Jo. [Værten] : Det er den markedsføring, man lægger for dagen. [Miljøkemikeren] : Så man burde også have inddraget markedsføringen i sin vurdering. [Værten], speak voiceover, mens der vises klip fra [Klager]s reklamefilm : [Konsulentvirksomheden] mener altså, at Miljøstyrelsen slet ikke har forholdt sig til reklamefilmen, som ellers har kørt på TV 2 og har ligget på [Klager]s hjemmeside i månedsvis. ” [Tidskode 32:49-34:52] ” [Kontorchefen] : Jeg kontrollerer efter de regler, som EU, og standarder, som EU laver. Jeg går ikke ind i, hvor mange gange, man rører ved. Det vi kigger på fra Miljøstyrelsens side, det er, kan man dokumentere anprisningen, og det har de kunnet. [Værten] : Men I har jo vurderet, at markedsføringen ikke er vildledende? [Kontorchefen] : Nej, vi har vurderet, at de kan dokumentere det, de som udgangspunkt anpriser. Altså, at produktet også virker efter 10 dage. [Værten] : Jo, jo, men det er jo, hvis man ikke rører ved noget. [Kontorchefen] : Ja, men jeg må igen understrege her, jeg laver ikke reglerne. Det er EU, der sætter, hvordan vi skal vurdere standarderne, og det er det, jeg må gå ud fra, når jeg kontrollerer og håndhæver. [Værten] : Der tegner sig lidt et billede af, at Miljøstyrelsen forholder sig til en meget lille del af, hvad det her produkt i virkeligheden kan. Der står i kemikalielovens § 10, stk. 3, at et stof eller en blanding må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til stoffets eller blandingens anvendelse. [Kontorchefen] : Ja. [Værten] : Så du mener ikke, at summen af den her markedsføring, brugsvejledninger osv., den er ikke vildledende? [Kontorchefen] : Det kan jeg ikke udtale mig om på det foreliggende grundlag. Jeg har ikke set den der nye reklame, og jeg har ikke set den undersøgelse, du fremlægger. [Værten] : Det er ikke nogen ny reklame. Den har været der ganske længe. I befolkningen er der måske nogen, der tænker, at Miljøstyrelsen det er statens vagthund over for, at den her slags kemikalier så også virker efter den måde, som man fortæller forbrugerne, at det skal anvendes på. Er det fint for Miljøstyrelsen, at det her produkt er i handlen? [Kontorchefen] : Ja, men det kommer jo an på. Hvad spørger du om? [Værten] : Nå, men nu er du blevet bekendt med det her testresultat. At når man begynder at berøre de ting, som man gerne vil beskyttes imod, så virker produktet ikke. [Kontorchefen] : Ja, men så har jeg jo et nyt grundlag for eventuelt at tage sagen op. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Miljøstyrelsen i brev af 29. maj 2020 til [Klager] har oplyst, at styrelsen ikke fandt, at markedsføringen af [Klager]s langtidsvirkende desinfektionsmiddel som ”desinfektion mod visse former for vira”, samt ”produktet dræber visse former for vira i op til 10 dage”, var vildledende. Nævnet lægger endvidere til grund, at Miljøstyrelsen den 9. december 2020 udsendte en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Kemikalieinspektionen har indskærpet over for [Klager]s virksomhed straks at standse deres vildledende markedsføring vedrørende deres desinfektionsprodukt ”[Produkt B]/[Produkt A] 10 dage”, idet de ikke har den nødvendige dokumentation for, at produktet kan slå alle slags vira ihjel under alle brugsformer. Pressenævnet finder, at [Miljøkemikeren]s udsagn om, at Miljøstyrelsen ikke har sat vurderingen af [Klager]s produkt ind i en kontekst af markedsføring, er en oplysning af faktisk karakter, som er dokumenteret som utvivlsomt rigtig på baggrund af oplysninger om, at Miljøstyrelsen ikke har været bekendt med den samlede markedsføring af produktet, og at styrelsen herefter har indskærpet over for [Klager]s virksomhed at standse sin markedsføring. [Klager] derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle over for udsagnet. Samlet set finder Pressenævnet således, at der ikke er grundlag for genmæle over for de påklagede udsagn i udsendelsen. - Genmæletekst [Klager] har klaget over, at DR har afvist at bringe deres genmæletekst. Af teksten fremgår følgende: ”Kontant erkender, at der ved vurderingen af [Produkt B], [Produkt A] 10 dage i udsendelsen sendt den 9 dec. 2020 var udeladt meget vigtige og centrale oplysninger fra den test som Kontant selv har bestilt og betalt hos DTU. Der var en lang række faktuelle fejl i de oplysninger, som gives fra DTU og videregives af studievært [Værten] igennem hele programmet. Kontant understreger at DTU`s Undersøgelse af [Produkt B] / [Produkt A] 10 dage viser at produktet dræber 99,99% af bakterierne i op til 9 dage og efter 50 berøringer har [Produkt B] stadig en desinficerende effekt, hvor 90% af alle de påførte bakterier dræbes. Kontant beklager den skade programmet har forvoldt på firmaet [Klager] og på ejer [Indehaveren]. ” Pressenævnet finder, at [Klager]s genmæletekst i det væsentlige indeholder vurderinger og kommentarer til de af DR offentliggjorte oplysninger, og at teksten ikke er begrænset til de nødvendige faktiske oplysninger. Nævnet finder herefter, at DR havde været berettiget til at afvise at bringe den pågældende tekst som et genmæle efter medieansvarslovens regler, selv hvis [Klager] havde været berettiget til et genmæle. Som anført ovenfor var dette dog ikke tilfældet. Afgjort den 17. august 2021

Versioner

  1. 2021-08-21