Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0633

GældendeVersion 2021-08-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9625@2021-08-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0633

Ekstra Bladet får ikke kritik for omtale af læge Ekstra Bladet bragte i april 2021 en artikel med omtale af en læge, der på de sociale medier havde reklameret for attester, der kan undtage personer for test af Covid-19, og en mulig politianmeldelse i den forbindelse. Lægen klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, som Ekstra Bladet ikke havde berigtiget. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på oplysningerne om lægens reklamation for fritagelsesattesterne havde tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold. Nævnet fandt endvidere, at den mulige politianmeldelse som udgangspunkt ikke burde omtales, men da beskyldningen relaterede sig til erhvervsmæssigt virke i forbindelse med forhold af offentlig interesse, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik. Nævnet bemærkede, at lægen havde kommenteret oplysningerne i omtalen, herunder afvist beskyldningerne om en mulig politianmeldelse.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Gør reklame for attester: Må ikke udstede dem selv” , som blev bragt af Ekstra Bladet den 9. april 2021 på netavisen ekstrabladet.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger om hende, som Ekstra Bladet ikke har berigtiget. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen Ekstra Bladet og Styrelsen for Patientsikkerhed var i korrespondance forud for offentliggørelsen af artiklen. Ekstra Bladet har fremsendt en kopi af mail fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunikations- og pressekonsulent, [Kommunikations- og pressekonsulenten], skrev den 30. marts 2021 følgende til Ekstra Bladet: ”Kære [Journalisten] Jeg beklager forsinkelsen. Vi kommenterer ikke personsager. Jeg kan dog generelt oplyse dig følgende: Der er efter lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område et krav om at blive coronatestet som betingelse for fremmøde på en række uddannelsesinstitutioner, herunder ungdoms- og voksenuddannelser – se https://www.uvm.dk/aktuelt/i-fokus/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-coronavirus-covid-19/genaabning-og-test/test . Det er efter reglerne muligt at blive undtaget for test af COVID-19, hvis det bevirker særligt svært ubehag og/eller forværring af sygdom eller lignende. Det kan for eksempel dokumenteres ved en lægeattest. En sådan attest kan udfærdiges af enhver med autorisation som læge med ret til selvstændigt virke. Lægen skal ved udfærdigelse af en sådan attest (erklæring) udvise ”omhu og uhildethed”, som det fremgår af autorisationslovens § 20. En læges udfærdigelse af sådanne attester er undergivet styrelsens tilsyn. Styrelsen har således mulighed for at rejse en tilsynssag i forhold til en læge, hvis styrelsen får grund til bekymring om, hvorvidt lægens udarbejdelse af erklæringer sker med den fornødne omhu og uhildethed. Med venlig hilsen [Kommunikations- og pressekonsulenten] Kommunikations- og pressekonsulent” [Klager] og Ekstra Bladet var i korrespondance forud for offentliggørelsen af artiklen. Ekstra Bladet har fremsendt en kopi af SMS-korrespondancen til Pressenævnet. Ekstra Bladet skrev den 31. marts 2021 via SMS følgende til [Klager]: ”Hej [Klager] Jeg har lidt spørgsmål angående de fritagelsesattester, du skriver om på Facebook, ring gerne når du har tid. Dbh [Journalisten] // Journalist på Ekstra Bladet” [Klager] svarede samme dag følgende til Ekstra Bladet: ”Hej [Journalisten] – man kan ifølge reglerne fritages for testning såfremt der er en lægelig grund. Er den enkelte i tvivl kan vedkommende kontakte egen læge. God påske mvh [Klager]” Hertil svarede Ekstra Bladet: ”Hej [Klager] Tak for din besked. Vil du svare på et par spørgsmål? Jeg kan sagtens stille dem over sms. Jeg vil gerne høre, om du er en af dem, der har udstedt sådanne attester? Og om du oplever, at der er stor efterspørgsel? Dbh [Journalisten]” Hvorefter Ekstra Bladet samme dag skrev: ”Hej igen [Klager] Jeg har lidt flere spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på fra dig, så de kommer her: På sociale medier skriver flere, at du udsteder attester, der kan fritage fra coronatest. Gør du det? I autorisationsregisteret kan jeg se, at du ikke har ret til selvstændigt virke, og ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed skal man både være autoriseret læge og have ret til selvstændigt virke for at kunne udskrive fritagelsesattester. Hvordan hænger det sammen? Flere skriver på sociale medier, at du skulle være blevet politianmeldt? Er du det? Og hvordan har du det med, at der bliver skrevet om det på sociale medier? Dbh [Journalisten] // Ekstra Bladet” Hertil svarede [Klager]: ”Du fremfører udokumenterede påstande hvilket jeg opfatter som forsøg på bagvaskelse. Jeg tager den direkte i Pressenævnet hvis I viderebringer sådanne grove løgne. Jeg vil ved en evt artikel citeres for det jeg sendte tidligere samt følgende: jeg følger selvfølgelig alle regler til punkt og prikke. Jeg kunne ikke drømme om andet. Der florerer meget grov chikane og løgne på de sociale medier og hos Ekstra Bladet. En løgn bliver ikke sand af at blive gentaget mange gange. Viderebringer Ekstra Bladet udokumenterede løgne er det brud på god presseskik. Ekstra Bladet har nu censureret mig og mine daglige og korrekte faktaopslag om coronakrisen i over 1 år. Det er på tide at Ekstra Bladet begynder at interessere sig for fakta omkring coronakrisen fremfor at viderebringe løgne om mig, herunder bagvaskelse og være talerør for samme. Citat skal være i sin fulde ordlyd” Hvortil Ekstra Bladet svarede: ”Hej [Klager] Tak for dit svar. Jeg vil lige igen spørge dig til, om du har udstedt fritagelsesattester? Dbh [Journalisten]” Den påklagede artikel Ekstra Bladet bragte den 31. marts 2021 artiklen ” Gør reklame for attester: Må ikke udstede dem selv” på netavisen ekstrabladet.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”[Klager] reklamerer for attester, der kan fritage borgere fra coronatest. Hun kan dog ikke på lovlig vis udskrive en sådan attest” Af artiklen fremgår følgende: ”Lægen [Klager] har på sin Facebook-side gennem de seneste uger underholdt sine følgere med adskillige opslag om såkaldte fritagelsesattester. Det er en attest, som en læge kan lave for at undtage patienter fra coronatest. I opslagene oplyser hun blandt andet sine følgere om, at børn og unge, der frygter at blive testet, kan få lavet en sådan attest. 'Ingen børn skal frygte at gå i skole! Og jeg vil gøre mit til, at det ikke sker. Er der problemer med at få fritagelsesattest, så send mig en pb eller sms', skriver [Klager]. Også hendes datter, [Titel] [Datteren], har oplyst sine følgere om muligheden for at få lavet en attest. I et opslag på sin Facebook-side skriver [Datteren], at hun kan henvise til 'en dygtig læge', og der har i den seneste tid også floreret billeder på sociale medier af en besked, hvor [Datteren] direkte henviser en følger til sin mor for attest. [Klager] har dog slet ikke lov til at udstede sådanne attester. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, som Ekstra Bladet har været i kontakt med, kan attesten udstedes af 'enhver med autorisation som læge med ret til selvstændigt virke'. Og det har [Klager] ikke. Slår man op i Autorisationsregisteret, som er offentligt tilgængeligt, kan man se, at hendes autorisation godt nok er gyldig, men at hun ikke har ret til selvstændigt virke. ” Til artiklen er herefter indsat en faktaboks med følgende tekst: ”Kan rejse en tilsynssag Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til Ekstra Bladet, at de ikke kommenterer personsager. De kan dog oplyse, at der 'efter lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område er et krav om at blive coronatestet som betingelse for fremmøde på en række uddannelsesinstitutioner, herunder ungdoms- og voksenuddannelser. ' Det er ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed efter reglerne muligt at blive undtaget for test, hvis det giver 'særligt svært ubehag og/eller forværring af sygdom eller lignende'. 'Det kan for eksempel dokumenteres ved en lægeattest', skriver de. Styrelsen oplyser videre, at en sådan attest 'kan udfærdiges af enhver med autorisation som læge med ret til selvstændigt virke. Lægen skal ved udfærdigelse af en sådan attest (erklæring) udvise ”omhu og uhildethed”, som det fremgår af autorisationslovens § 20. ' 'En læges udfærdigelse af sådanne attester er undergivet styrelsens tilsyn. Styrelsen har således mulighed for at rejse en tilsynssag i forhold til en læge, hvis styrelsen får grund til bekymring om, hvorvidt lægens udarbejdelse af erklæringer sker med den fornødne omhu og uhildethed', skriver de. ” Artiklen fortsætter: ”Ekstra Bladet har kontaktet [Klager], men hun har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet har Ekstra Bladet stillet hende en række spørgsmål over SMS. Læs hendes svar i boksen nedenfor:” Herefter er indsat en boks med SMS-korrespondancen: ”SMS-korrespondance med [Klager] Ekstra Bladet har spurgt [Klager], om hun vil svare på spørgsmål angående de fritagelsesattester, hun har skrevet om på Facebook. Til det svarer [Klager] i en SMS: 'Man kan ifølge reglerne fritages for testning såfremt der er en lægelig grund. Er den enkelte i tvivl kan vedkommende kontakte egen læge'. Herefter har Ekstra Bladet spurgt [Klager], om hun har udstedt sådanne attester, og om efterspørgslen har været stor. Det har [Klager] ikke svaret på. Ekstra Bladet har så stillet følgende spørgsmål til [Klager]: - På sociale medier skriver flere, at du udsteder attester, der kan fritage fra coronatest. Gør du det? - I autorisationsregisteret kan jeg se, at du ikke har ret til selvstændigt virke, og ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed skal man både være autoriseret læge og have ret til selvstændigt virke for at kunne udskrive fritagelsesattester. Hvordan hænger det sammen? - Flere skriver på sociale medier, at du skulle være blevet politianmeldt. Er du det? Og hvordan har du det med, at der bliver skrevet om det på sociale medier? Til det svarer [Klager] i en SMS: 'Jeg følger selvfølgelig alle regler til punkt og prikke. Jeg kunne ikke drømme om andet. Der florerer meget grov chikane og løgne på de sociale medier og hos Ekstra Bladet. En løgn bliver ikke sand af at blive gentaget mange gange. Viderebringer Ekstra Bladet udokumenterede løgne er det brud på god presseskik. ' 'Ekstra Bladet har nu censureret mig og mine daglige og korrekte faktaopslag om coronakrisen i over 1 år. Det er på tide at Ekstra Bladet begynder at interessere sig for fakta omkring coronakrisen fremfor at viderebringe løgne om mig, herunder forsøg på bagvaskelse og være talerør for samme'. Hun understreger, at hun vil citeres for ovenstående i sin fulde ordlyd. Efter artiklens publicering har [Klager] oplyst til Ekstra Bladet, at hun ikke kender til, at hun skulle være blevet politianmeldt” Artiklen fortsætter: ”På sociale medier har flere skrevet, at [Klager] skulle være blevet politianmeldt. Ekstra Bladet har spurgt Københavns Politi, som oplyser, at de hverken kan be- eller afkræfte, at de har modtaget en sådan anmeldelse. Ekstra Bladet har set det skærmbillede, der florerer, hvor [Datteren] i en besked på Messenger henviser en følger til sin mor i forbindelse med fritagelsesattest. ” Efter offentliggørelsen Efter offentliggørelsen klagede [Klager] til Ekstra Bladet over artiklen. Pressenævnet har i kopi modtaget dele af den skriftlige korrespondance mellem [Klager] og Ekstra Bladet i forbindelse med klagen. Af korrespondancen fremgår blandt andet: Den 1. april 2021 skrev [Klager] følgende til Ekstra Bladet: ”Kære [Chefredaktøren] Jeg fremsender hermed atter min klage og har ret til et svar. Også et svar om jeg i givet fald kan videresende til Pressenævnet. Det er nu 4. mail jeg sender afsted uden at du eller den ansvarshavende redaktør har fundet anledning til at svare mig. Jeg skal således atter klage over jeres stærkt misvisende artikel, som jeg ønsker rettet efter de faktuelle forhold herunder fjerne den misvisende overskrift. Jeg gør intet ulovligt og må gerne udstede fritagelsesattester! Jeg har bedt [Journalisten] om kontaktperson til Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun nægter at udlevere en sådan, hvilket bekræfter mig endnu mere i, at en sådan samtale IKKE har fundet sted. Det er IKKE korrekt, at læger uden b-autorisation ikke kan skrive attester. Jeg underviser i lægeattester – hvad jeg har gjort i mange år – og kender reglerne til fingerspidserne. Jeg har til d.d. læst over 30.000 lægeattester – cirka 1/3 er skrevet af læger uden b-autorisation. I henviser til §20 i autorisationsloven, hvoraf fremgår, at man skal optræde uhildet og med omhu. Der findes ingen dokumentation noget sted for, at man skal have b-autorisation for at lave fx en fritagelsesattest til testning. I henviser heller ikke til en sådan vejledning eller bekendtgørelse. Det er således lodret forkert, når I skriver, at jeg ikke må lave fritagelsesattester! Udover at I ikke aner, om jeg overhovedet skriver sådanne! Herudover finder jeg det stærkt injurierende at omtale en eventuel politianmeldelse, som I ikke har nogen dokumentation for og dermed blot viderebringer rygter. Jeg skal henvise til de Presseetiske regler, hvoraf det fremgår af Punkt C. 7 – at pressen ikke må videregive sådanne inkriminerende oplysninger. Den del skal jeg også bede om fjernes omgående. Jeg imødeser omgående rettelse af artiklen samt at jeg får følgende genmæle, som jeg har krav på: Jeg gør intet ulovligt og der findes ingen dokumentation noget sted for, at man skal have b-autorisation for at lave en fritagelsesattest. Efter §20 i autorisationsloven skal man optræde uhildet og det gør jeg selvfølgelig. I beskrivelsen til fritagelsesattesten fremgår heller ikke krav om b-autorisation. Artiklen er udtryk for ren chikane. Jeg imødeser hurtigt svar og rettelser af artiklen. Mvh [Klager] Læge, Ph.d.” Samme dag svarede chefredaktør [Chefredaktøren]: ”Kære [Klager] Tak for din mail vedr. følgende artikel https://ekstrabladet.dk/underholdning/dkkendte/goer-reklame-for-attester-maa-ikke-udstede-dem-selv/8519674 . Du er, som journalist [Journalisten] over skriver, velkommen til at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, som vi citerer i artiklen, hvis du vil have bekræftelse på, at vi har talt med dem på tlf. [Telefonnummer 2]. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at man skal have autorisation som læge med ret til selvstændigt virke, for at kunne udstede en erklæring om undtagelse af test. Du har autorisation men ikke ret til selvstændigt virke ifølge Autorisationsregisteret, der er offentligt tilgængeligt. Dokumentation finder du her https://stps.dk/da/autorisation/ - det fremgår hvorvidt en læge har ret til selvstændigt virke, hvis de har, og som du kan se i registret, fremgår det ikke af din autorisationsstatus. Jeg vedhæfter et screenshot. Vi følger op alene på dine egne Facebook-opslag hvor du skriver, at du gerne udsteder erklæringer om fritagelse for coronatest. I forbindelse med dine opslag, er der flere brugere, der skriver, at du er blevet politianmeldt. Den påstand forholder vi dig også, vi har ikke skrevet du er eller burde politianmeldes. Du er forelagt den kritik, der er opstået i kølvandet på dine opslag på sociale medier, og du er i øvrigt citeret fuldstændig – efter dit eget ønske – i fuld længde. Du har ikke ønsket at stille op til et mundtligt interview, jeg skal understrege du selvfølgelig fortsat har den mulighed, skulle du ændre mening. På baggrund af ovenstående kan vi desværre ikke imødekomme dit ønske om rettelse af artiklen. Jeg vedhæfter klagevejledning til Pressenævnet https://www.pressenaevnet.dk/hvordan-klager-man/ For god ordens skyld, skal jeg oplyse dig om jeg cc’er vores advokater [Advokat 1] og [Advokat 2] på denne korrespondance. God påske [Chefredaktøren] Chefredaktør¬Ekstra Bladet” Den 5. april 2021 svarede [Klager] følgende: ”Kære [Chefredaktøren], Vil du sende mig dokumentation for hvor der står, at en læge skal have b-autorisation for at skrive fritagelsesattesten. En sådan findes ikke! Plus også sende mig dokumentation for hvor jeg skriver, at jeg laver erklæringerne. Det har jeg på intet tidspunkt skrevet, at jeg gør! Sidst men ikke mindst er det et åbenlyst brud på god presseskik at omtale en (eventuel) politianmeldelse, som jeg i øvrigt intet kender til. Jeg imødeser hurtigt svar og tager videre til Pressenævnet, da I med artiklen IKKE følger god presseskik. Jeg fastholder, at jeg har ret til genmæle og der er intet krav for citater, at de skal gives mundtligt. Artiklen forbliver et bevidst forsøg på Ekstra Bladets side mhp bagvaskelse og defamering. Jeg imødeser et hurtigt svar og fremsendelse af den ønskede dokumentation, før jeg indklager artiklen til Pressenævnet. mvh [Klager]” Den 9. april 2021 skrev Ekstra Bladets advokat [Advokat 1] følgende mail til [Klager]: ”Til [Klager]. Ved e-mails af 1. og 5. april 2021 til Ekstra Bladet har De anmodet Ekstra Bladet om at rette udsagn i artiklen bragt på eb.dk ”Gør reklame for attester: Må ikke udstede dem selv”, som efter Deres opfattelse ikke er korrekte og De har ligeledes anmodet Ekstra Bladet om at bringe et genmæle. Ekstra Bladet omtaler i artiklen, at De reklamerer for attester, der kan fritage borgere fra Coronatest; såkaldte ”fritagelsesattester”. Det fremgår ikke af artiklen, at De udsteder eller skulle have udstedt sådanne attester; Ekstra bladets journalist [Journalisten] har stillet Dem et spørgsmål om hvorvidt dette er tilfældet, hvilket De imidlertid ikke har besvaret. Jeg bemærker dog, for god ordens skyld, at De i en sms-korrespondance med en [Person A] den 25. marts 2021 på dennes forespørgsel om hvorvidt ”man kan blive fritaget for Coronapas”, har anført, at ”hvis der er en lægefaglig grund – fx angst eller andet – kan jeg hjælpe. Det kommer ikke til at fremgå af selve fritagelsesattesten ifht. tests. Prisen er 498 kr. pr. stk. og i givet fald må du gerne overføre på mobile [MobilePay Erhvervsnummer] og vi kan tale sammen lørdag hvor jeg så også laver attester bh [Klager]” Omdrejningspunktet for Ekstra Bladets omtale er det faktum, at udstedelse af sådanne attester, ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed kan udstedes af læger med autorisation til selvstændigt virke. Da De ikke har en sådan autorisation, kan De efter Styrelsens opfattelse ikke udstede en lægeattest der fritager personer for test af COVID-19. Efter Deres opfattelse er det ikke korrekt, at der kan stilles krav om, at lægen har autorisation til selvstændigt virke og de har udbedt dem dokumentation for at dette skulle være tilfældet. Jeg henviser til følgende uddrag af en e-mail Ekstra Bladet har modtaget fra Styrelsen for Patientsikkerhed: [Uddrag gengivet tidligere i sagsfremstillingen, Pressenævnet ] På baggrund af udtalelsen fra Styrelsen for Patientsikkerhed er det i artiklen korrekt anført, at læger uden autorisation til selvstændigt virke ikke må udstede fritagelsesattester. Der er derfor ikke grundlag for at imødekomme Deres ønske om en rettelse af artiklen eller om at bringe et genmæle. De klager yderligere over, at det i artiklen er anført: ”På sociale medier har flere skrevet, at [Klager] skulle være blevet politianmeldt”. Dette udsagn er ligeledes korrekt, idet Ekstra Bladet er i besiddelse af flere indlæg på sociale medier med netop dette indhold. Ekstra Bladet har, for at undgå enhver tvivl, valgt at supplere artiklen på eb.dk med følgende tekst: ”Efter artiklens publicering har [Klager] oplyst til Ekstra Bladet, at hun ikke kender til, at hun skulle være blevet politianmeldt”. Jeg henviser til Deres e-mail af 5. april 2021. […] Med venlig hilsen [Advokat 1] Advokat (H)” Ekstra Bladet opdaterede den 9. april 2021 artiklen med følgende tilføjelse: ”Efter artiklens publicering har [Klager] oplyst til Ekstra Bladet, at hun ikke kender til, at hun skulle være blevet politianmeldt” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 19. april 2021. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter Korrekt information og berigtigelse [Klager] har anført, at artiklen bygger på udokumenterede oplysninger om, at hun ikke kan skrive særlige attester. Ekstra Bladet har hverken dokumentation for, om hun skriver sådanne attester, eller hvilken grad af f.eks. ansættelse/supervision der gør, at hun i givet fald kan og må skrive sådanne. Artiklen bygger således på udokumenteret gætteri fra Ekstra Bladets side, og der fremføres alvorlige og udokumenterede anklager, som har skadelig virkning på hendes omdømme. [Klager] har endvidere anført, at hun har bedt Ekstra Bladet om at rette artiklen efter de faktuelle forhold, hvilket Ekstra Bladet har afstået fra. Hun har ligeledes bedt om dokumentation for deres påstande gentagne gange, som hun ej heller har modtaget. Ekstra Bladet har gentagende gange lovet [Klager], at hun fik svar fra deres advokat, hvilket hun ikke har fået. Således har chefredaktør [Chefredaktøren] reelt ikke besvaret hendes klage udover at henvise til et svar, som hun aldrig har modtaget. Omtale af politianmeldelse [Klager] har anført, at omtalen af en mulig politianmeldelse er stærkt injurierende og skadeligt for hendes omdømme. [Klager] kender ikke til en sådan politianmeldelse og finder det i åbenlys strid med de presseetiske regler. [Klager] har i sin klage til Ekstra Bladet henvist til punkt C. 7, hvoraf det fremgår, at pressen ikke må videregive sådanne inkriminerende oplysninger. 2.2 Ekstra Bladets synspunkter Korrekt information og berigtigelse Ekstra Bladet har anført, at artiklen udspringer af, at [Klager] i flere opslag på Facebook redegør for, at personer af medicinske årsager kan fritages for kravet om coronatest, ved at en læge udsteder en såkaldt ”fritagelsesattest”. Ekstra Bladet har henvist til følgende af [Klager]s Facebook-opslag: ”Her er reglerne ifht fritagelse for tests – som de fremgår under indrejse-reglerne. Der står også, at det IKKE er noget krav om lægeerklæring. Der findes en fritagelsesattest som en læge kan udfærdige – og jeg formoder, at den kan være en hjælp for mange. Se årsagerne til fritagelse nedenfor. Men i denne crazy verden som er ekstrem irrationel – ja – der er det svært at sige noget fornuftigt… […]”, ”Ingen børn og unge skal frygte at gå i skole og få proppet en pind i næsen. Jeg bliver så trist, når jeg hører om alle de børn og unge, som er triste og bange. Der findes fritagelsesattest, som en læge skal underskrive. Det er IKKE et must for skolen – men de kan bede om det. Nogle skoler gør og andre ikke. Som udgangspunkt er det skolen, som skal betale. Det tolkes lidt forskelligt fra skole til skole. Ingen børn skal frygte at gå i skole! Og jeg vil gøre mit til, at det ikke sker [hjerte-emoji]. Er der problemer med at få fritagelsesattest, så send mig en pb eller sms på [Telefonnummer 1]. ” samt: ”Børn og unge kan fritages for testning af fysiske/psykiske grunde. Skolerne KAN kræve en fritagelsesattest – men det er ikke noget krav. Skolen/efterskolen skal som udgangspunkt betale fritagelsesattesten. Den ser således ud: https://laeger.dk/. . . /attest_fritagelse_fra_test_for . . . ” Ekstra Bladet har endvidere anført, at fritagelsesattester ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed alene kan udstedes af læger, der har en autorisation med ret til selvstændigt virke. Ekstra Bladet har henvist til en mail fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som Pressenævnet har modtaget i kopi. Det er ubestridt, at [Klager] ikke har en autorisation som læge med ret til selvstændigt virke (også kaldet b-autorisation). Ekstra Bladet har i SMS-korrespondance med [Klager] spurgt hende, om hun udsteder fritagelsesattester. Hertil har [Klager] blandt andet svaret: ”Jeg følger selvfølgelig alle regler til punkt og prikke. Jeg kunne ikke drømme om andet. ” Artiklen tager ikke stilling til, om [Klager] udsteder fritagelsesattester, hvilket hun heller ikke selv entydigt har svaret på, om hun gør. I [Klager]s svar til Ekstra Bladet er det angivet, at der efter hendes opfattelse ikke er noget i vejen for, at hun, i givet fald lovligt, kunne udstede fritagelsesattester, selv om hun ikke har autorisation som læge med ret til selvstændigt virke. [Klager]s opfattelse af reglerne er imidlertid ikke i overensstemmelse med, hvad Styrelsen for Patientsikkerhed, der administrerer reglerne, har svaret Ekstra Bladet. Ekstra Bladet har vedlagt kopi af en SMS-korrespondance mellem [Klager] og [Person A] af 25. og 27. marts 2021, hvoraf det klart fremgår, at [Klager] er indstillet på at udstede en fritagelsesattest til [Person A]. Den 25. marts 2021 skrev [Person A] følgende til [Klager]: ”Jeg ville lige høre om hvordan man kan blive fritaget for Coronapas, min egen læge vil, eller kan ikke udskrive sådan en attest, hvordan fanden kommer jeg så uden om det? Kh [Person A]. ” Samme dag svarede [Klager] følgende til [Person A]: ”Hej [Person A] hvis der er lægefaglig grund – fx angst eller andet – kan jeg hjælpe. Det kommer ikke til at fremgå af selve fritagelsesattesten ifht tests. Prisen er 489kr pr stk og i givet fald må Du gerne overføre på mobile [MobilePay Erhvervsnummer] og vi kan tale sammen lørdag hvor jeg så også laver attesten bh [Klager]” Ekstra Bladet har anført, at nummeret ”[MobilePay Erhvervsnummer]” tilhører [Selskabet], som er ejet af [Klager]. Ekstra Bladet har endvidere henvist til [Datteren]s Facebook-opslag samt til en Facebook-korrespondance, hvoraf det fremgår, at [Datteren] på forespørgsel om hun kunne henvise til en læge, der udsteder frigørelsesattest, henviser til [Klager]. På den anførte baggrund gør Ekstra Bladet det sammenfattende gældende, at det er korrekt og i overensstemmelse med svaret fra Styrelsen for Patientsikkerhed, når det i artiklen anføres, at [Klager], der ikke har autorisation som læge med ret til selvstændigt virke, ikke kan udstede attester om, at personer kan fritages for coronatest. Ekstra Bladet har derfor afvist at berigtige artiklen herom som ønsket af [Klager]. Artiklen indeholder ikke omtale af, hvorvidt [Klager] rent faktisk udsteder fritagelsesattester. Det er anført i artiklen, at [Klager] oplyser, at hun følger alle regler til punkt og prikke. Omtale af politianmeldelse Ekstra Bladet har anført, at Ekstra Bladet har forelagt [Klager] oplysningen om, at der er flere på de sociale medier, som skriver, at hun skulle være blevet politianmeldt. Ekstra Bladet har hertil henvist til et Facebook-opslag i gruppen ”Spørg en læge om coronavirus”, hvor der er skrevet følgende kommentar til opslaget: ”[…] Ved ikke hvilken læge du taler om, men ved tilfældigvis at en tilsvarende læge som også har en smykkebutik og ikke har ret til selvstændigt virke er meldt til politiet. Ved ikke om vedkommende bliver dømt. […]” Ekstra Bladet har, som det fremgår af artiklen, undersøgt sagen hos Københavns Politi, der hverken har kunnet be- eller afkræfte modtagelsen af en politianmeldelse. Ekstra Bladet har anført, at [Klager] i SMS-korrespondancen har forholdt sig til rygtet om politianmeldelsen og blandt andet svaret: ”Der florerer meget grov chikane og løgne på de sociale medier og hos Ekstra Bladet. […] Det er på tide, at Ekstra Bladet begynder at interessere sig for fakta omkring coronakrisen frem for at viderebringe løgne om mig, herunder forsøg på bagvaskelse og være talerør for samme. ” Ekstra Bladet har hertil anført, at [Klager] selv har ønsket, at ”citat skal være i sin fulde ordlyd”. Hun har således bedt Ekstra Bladet om at bringe hendes fulde svar på rygterne om, at der skulle være indgivet politianmeldelse mod hende, hvilket ønske Ekstra Bladet imødekom. Ekstra Bladet har endelig anført, at for at tydeliggøre [Klager]s afvisning af, at der skulle være indgivet politianmeldelse mod hende, er artiklen den 9. april 2021 suppleret med følgende tekst: ”Efter artiklens publicering har [Klager] oplyst til Ekstra Bladet at hun ikke kender til, at hun skulle være blevet politianmeldt. ” 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen. Kompetence Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik. Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag Nævnet bemærker endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende (dvs. æreskrænkelse efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Nævnet har alene kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er tale om krænkende oplysninger efter de vejledende regler om god presseskik. God presseskik Korrekt information og berigtigelse [Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og at Ekstra Bladet ikke berigtigede oplysningerne, da de blev gjort opmærksom på det. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A. 1 og A. 7. Af den påklagede artikel fremgår blandt andet: ”Lægen [Klager] har på sin Facebook-side gennem de seneste uger underholdt sine følgere med adskillige opslag om såkaldte fritagelsesattester. Det er en attest, som en læge kan lave for at undtage patienter fra coronatest. I opslagene oplyser hun blandt andet sine følgere om, at børn og unge, der frygter at blive testet, kan få lavet en sådan attest. 'Ingen børn skal frygte at gå i skole! Og jeg vil gøre mit til, at det ikke sker. Er der problemer med at få fritagelsesattest, så send mig en pb eller sms', skriver [Klager]. Også hendes datter, [Titel] [Datteren], har oplyst sine følgere om muligheden for at få lavet en attest. I et opslag på sin Facebook-side skriver [Datteren], at hun kan henvise til 'en dygtig læge', og der har i den seneste tid også floreret billeder på sociale medier af en besked, hvor [Datteren] direkte henviser en følger til sin mor for attest. [Klager] har dog slet ikke lov til at udstede sådanne attester. Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, som Ekstra Bladet har været i kontakt med, kan attesten udstedes af 'enhver med autorisation som læge med ret til selvstændigt virke'. Og det har [Klager] ikke. Slår man op i Autorisationsregisteret, som er offentligt tilgængeligt, kan man se, at hendes autorisation godt nok er gyldig, men at hun ikke har ret til selvstændigt virke. […] Ekstra Bladet har spurgt [Klager], om hun vil svare på spørgsmål angående de fritagelsesattester, hun har skrevet om på Facebook. Til det svarer [Klager] i en SMS: 'Man kan ifølge reglerne fritages for testning såfremt der er en lægelig grund. Er den enkelte i tvivl kan vedkommende kontakte egen læge'. Herefter har Ekstra Bladet spurgt [Klager], om hun har udstedt sådanne attester, og om efterspørgslen har været stor. Det har [Klager] ikke svaret på. Ekstra Bladet har så stillet følgende spørgsmål til [Klager]: - På sociale medier skriver flere, at du udsteder attester, der kan fritage fra coronatest. Gør du det? - I autorisationsregisteret kan jeg se, at du ikke har ret til selvstændigt virke, og ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed skal man både være autoriseret læge og have ret til selvstændigt virke for at kunne udskrive fritagelsesattester. Hvordan hænger det sammen? - Flere skriver på sociale medier, at du skulle være blevet politianmeldt. Er du det? Og hvordan har du det med, at der bliver skrevet om det på sociale medier? Til det svarer [Klager] i en SMS: 'Jeg følger selvfølgelig alle regler til punkt og prikke. Jeg kunne ikke drømme om andet. Der florerer meget grov chikane og løgne på de sociale medier og hos Ekstra Bladet. En løgn bliver ikke sand af at blive gentaget mange gange. Viderebringer Ekstra Bladet udokumenterede løgne er det brud på god presseskik. ' 'Ekstra Bladet har nu censureret mig og mine daglige og korrekte faktaopslag om coronakrisen i over 1 år. Det er på tide at Ekstra Bladet begynder at interessere sig for fakta omkring coronakrisen fremfor at viderebringe løgne om mig, herunder forsøg på bagvaskelse og være talerør for samme'. Hun understreger, at hun vil citeres for ovenstående i sin fulde ordlyd. ” - Oplysningen om, at [Klager] ikke har lov til at udstede fritagelsesattester [Klager] har klaget over, at det er ukorrekt, at hun ikke kan skrive fritagelsesattester. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at artiklen er baseret på en udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed samt offentligt tilgængelige oplysninger. Det er Pressenævnets opfattelse, at [Klager] i kraft af sit virke som læge og forfatter mv. er en i offentligheden kendt person. Pressenævnet henviser i den forbindelse til, at offentlige personer, i højere grad en privatpersoner, må tåle kritisk omtale af deres person og handlinger, især når emnet er af klar almen interesse, hvilket må anses for at være tilfældet. Det er bestridt, hvorvidt [Klager] har ret til at udskrive fritagelsesattester. Sådan som sagen foreligger oplyst for nævnet, er det ikke muligt for nævnet at tage stilling til klagepunktet. Nævnet bemærker, at det i artiklen er korrekt gengivet, at en fritagelsesattest kan udfærdiges af enhver med autorisation som læge med ret til selvstændigt virke. Nævnet udtaler ikke kritik. - Oplysningen om, at [Klager] reklamerer for fritagelsesattester [Klager] har klaget over, at Ekstra Bladet ikke har dokumentation for, om hun skriver fritagelsesattester. Ekstra Bladet har under behandlingen af sagen for Pressenævnet henvist til indholdet af en række opslag, som [Klager] har offentliggjort på Facebook, hvor hun blandt andet skriver, at man kan kontakte hende, hvis der er problemer med at få en fritagelsesattest. Ekstra Bladet har endvidere henvist til en SMS-korrespondance mellem [Klager] og [Person A], hvoraf det fremgår, at [Klager] kan hjælpe med at udstede en fritagelsesattest til ham. Pressenævnet finder, at oplysningen om, at [Klager] reklamerer for fritagelsesattester, har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold. Nævnet bemærker, at [Klager] har været i dialog med Ekstra Bladet i forbindelse med artiklen, og at [Klager]s synspunkter er citeret i sin fulde ordlyd. Nævnet udtaler ikke kritik. Omtale af politianmeldelse [Klager] har klaget over omtalen af en mulig politianmeldelse, som hun ikke kender til. Det følger at de vejledende regler for god presseskik, at der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke meddelelser, som den anmeldte selv fremdrager, eller hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget, jf. punkt C. 7. Af den påklagede artikel fremgår blandt andet: ”[…] Efter artiklens publicering har [Klager] oplyst til Ekstra Bladet, at hun ikke kender til, at hun skulle være blevet politianmeldt. På sociale medier har flere skrevet, at [Klager] skulle være blevet politianmeldt. Ekstra Bladet har spurgt Københavns Politi, som oplyser, at de hverken kan be- eller afkræfte, at de har modtaget en sådan anmeldelse. ” På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Københavns Politi ikke har be- eller afkræftet oplysningen om, at [Klager] skulle være blevet politianmeldt for at udstede fritagelsesattest for test for COVID-19. Den mulige politianmeldelse af [Klager] havde således på tidspunktet for omtalen ikke ført til indgriben fra politiet eller anklagemyndigheden og burde derfor som udgangspunkt ikke omtales. Da beskyldningen imidlertid relaterer sig til [Klager]s erhvervsmæssige virke i forbindelse med omtale af forhold, der har offentlig interesse, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Ekstra Bladet for at omtale forholdet. Nævnet bemærker, at [Klager]s afvisning af beskyldningen er gengivet i artiklen. Afgjort den 17. august 2021

Versioner

  1. 2021-08-21