Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0598

GældendeVersion 2021-08-21
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9633@2021-08-21/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0598

Ikke kritik af Redox for at gengive bemærkninger fra tidligere klagesag I løbet af 2020 bragte Redox flere artikler vedrørende den samme person, som efterfølgende klagede over disse artikler til Pressenævnet. I en artikel i december 2020 gengav Redox bl.a. kritik af mediet, som personen havde rejst over for Pressenævnet i forbindelse med én af de tidligere klagesager. Personen klagede efterfølgende til Pressenævnet over artiklen fra december 2020. Pressenævnet fandt ikke anledning til at kritisere Redox for at have gengivet personens bemærkninger fra den tidligere klagesag. Nævnet lagde ved sin afgørelse bl.a. vægt på, at Redox inden offentliggørelsen havde forelagt artiklens indhold for personen, og at personen i den forbindelse ikke havde oplyst Redox, at han ikke ønskede sine tidligere bemærkninger offentliggjort.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Pegida-initiativtager på spionjagt blandt venner ” bragt af Redox på hjemmesiden redox.dk den 23. december 2020, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at Redox har bragt ukorrekte og krænkende oplysninger om ham, herunder ved at gengive [Klager]s bemærkninger fra én af hans tidligere klager til Pressenævnet over Redox. 1 Sagsfremstilling Forud for offentliggørelsen Redox har oplyst over for Pressenævnet, at mediet var i telefonisk og skriftlig kontakt med [Klager] forud for artiklens offentliggørelse. Pressenævnet har fra Redox modtaget en lydoptagelse af en samtale mellem Redox’ chefredaktør, [Redaktøren], og [Klager]. Af lydoptagelsen af telefonsamtalen, som efter det oplyste fandt sted den 21. december 2020 kl. 13.50, fremgår bl.a.: ” […] [Redaktøren] : Hej [Klager]. [Klager], jeg ringer til dig, fordi jeg er ved at skrive en artikel… […] [Redaktøren] : Og den handler om de her spionanklager, du er kommet med. [Klager] : Ja. [Redaktøren] : Mod [Person A] og [Person B]. [Klager] : Ja. [Redaktøren] : Og det har vi jo snakket om tidligere, og du har jo løftet lidt af sløret for det over for mig tidligere. Men i din seneste Pressenævnsklage har du jo skrevet ret omfangsrigt omkring de her anklager. Det er på baggrund af det, vi skriver en artikel, og så har vi, hvad hedder det, bl.a. snakket med [Person A], og han er kommet med en kommentar til det, og jeg vil derfor gerne forholde dig nogle af nogle dele af hans kommentarer og bede om en kommentar fra dig. [Klager] : Ja. [Redaktøren] : [Person A] han afviser fuldstændig dine påstande om, at han vil [utydeligt] [Klager] : Ja. [Redaktøren] : Og så siger han ”Det er en eller anden form for paranoia han har fået. ” [Klager] : OK. [Redaktøren] : ”Han påstår, at mig og [Person B] er enten fra PET eller Redox eller Antifa, og jeg aner ikke hvordan vi kan være fra nogen af de ting”. [Klager] : OK. [Redaktøren] : Og så derudover sig han ”Først og fremmest opstår konflikten mellem [Person C] og mange gange går bølgerne lidt højt, når de drikker de to, specifikt [Klager], så får han nogle ideer”. [Klager] : Nå. [Redaktøren] : Og han fortsætter ”Jeg har siddet i selskab med ham” – Dig - ”Mange gange. Vi har været til selskab hos [Person C], hvor det har været meget hyggeligt, men en konflikt kommer op at køre omkring, hvordan [Klager] ikke kan begå sig i lejligheden på grund af, at han får for meget at drikke og [Person D] og alle de her ting, så er det bare eskaleret, og nu er det den nye teori, nu er det mig og [Person B], der er fjenden” og sidst men ikke mindst, så siger han ”[Klager] er en god fyr, men hans fantasi løber desværre af med, når konflikterne han selv skaber, hober sig op. Mon [Klager]s besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at [Klager] vil lukket munden på mig, fordi jeg har set ham pille på pigerne. Jeg er bekymret for [Klager]s mentale tilstand og håber, han får professionel hjælp, for han har det ikke godt”. Og det er ligesom de konkrete udsagn fra [Person A], jeg gerne vil forholde dig, og det kunne jeg rigtig godt tænke mig en kommentar fra dig til. [Klager] : Kan jeg få det der skriftligt? [Redaktøren] : Ja, jeg kan da godt sende det her til dig på mail. […] [Klager] : Og du skal ikke referere ”[Klager] bad om at få det på mail”. [Redaktøren] : Hvorfor ikke det? [Klager] : Nej. Du skal ikke referere. Du skal ikke referere sagsbehandlingen, hvordan vi to sagsbehandler det her. [Redaktøren] : [Klager], men kan jeg få en kommentar fra dig i dag til det? [Klager] : Nej, for jeg er også syg, så der kommer til at gå et par dage. Og det er personligt det den sygdom, så det vil jeg ikke forklare dig, hvad det er. [Redaktøren] : Jeg vil gerne bede om en kommentar til det inden i morgen kl. to. [Klager] : Kan du det? [Redaktøren] : Det beder jeg om. [Klager] : Jamen jeg vil gerne bede om, at jeg har mere tid til det, fordi jeg har, jeg er faktisk syg. [Redaktøren] : Men [Klager], du kan jo godt forholde dig til de her påstande. […] [Klager] : Prøv at høre her [Redaktøren], prøv at høre [Redaktøren]. Jeg havde tænkt, du sikkert ville ringe. [Redaktøren] : Ja. [Klager] : Så du kan være helt rolig, jeg er ikke ved at dø heldigvis. Og det er ikke corona i øvrigt, men derfor skal jeg lige have lidt mere tid til at tænke over præcist, hvordan jeg vil besvare det her fra dig. Men må jeg godt lige sige en ting anden ting. Vil der være noget billedillustration for denne her artikel? [Redaktøren] : Ja, det vil der sikkert. [Klager] : Aha. Hvor jeg vil fremtræde på det billede? [Redaktøren] : Højest sandsynligt. [Klager] : Ja, er det ikke også meget fair at få lov og kommentere det billede? [Redaktøren] : Nej. [Klager] : Hvorfor ikke? [Redaktøren] : Fordi at det det det er ikke noget nyt, det er ikke noget kontroversielt eller noget. Det er nogle billeder vi har brugt før. Og derudover så er det slet ikke relevant. Det er ikke det artiklen omhandler. Men [Klager] jeg sender denne her mail nu, og så vil jeg gerne bede om en kommentar inden 24 timer. Hej. [Klager] : Jeg tænker over det. ” Efter telefonsamtalen sendte Redox efter det oplyste en mail til [Klager]. Pressenævnet har fra Redox modtaget kopi af et skærmbillede af en mail, som Redox ses at have sendt til [Klager] den 21. december 2020 kl. 13.59. Af mailen fremgår: ”Til [Klager] Som aftalt i telefonen fremsender jeg der her nogle af [Person A]s konkrete udsagn som vedrører dig. Jeg vil gerne bede om en kommentar fra dig til disse. [Person A] udtaler følgende til Redox om dine spion-anklager i mod ham: ”Det er en eller anden form for paranoia han har fået. Han påstår at mig og [Person B] er fra enten PET eller Redox eller antifa, og jeg aner ikke hvordan vi kan være fra nogen af de der ting. ” ”Først og fremmest opstår konflikten mellem [Person C] ([Person C], red.) og [Klager] ([Klager], red.), mange gange går bølgerne lidt højt når de drikker de to, specifikt [Klager], så får han nogle idéer. ” ”Jeg har siddet i selskab med ham mange gange. Vi har været til selskab hos [Person C], hvor det har været meget hyggeligt, men efter deres konflikt kom op at køre omkring, hvordan [Klager] ikke kan begå sig i lejligheden på grund af at han får for meget at drikke og [Person D] og alle de her ting, så er det bare eskaleret og nu er det den nye teori, nu er det mig og [Person B] der er fjenden. ” ”[Klager] er en god fyr, men hans fantasi løber desværre af med ham, når konflikterne han selv skaber, hober sig på. Mon [Klager]s besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at [Klager] vil lukke munden på mig, fordi jeg har set ham pille på pigerne? Jeg er bekymret for [Klager]s mentale tilstand og håber, at han får professionel hjælp. For han har det ikke godt. ”” Herefter havde [Klager] og [Redaktøren] endnu en telefonsamtale, som efter det oplyste fandt sted samme dag kl. 15.04. Af lydoptagelsen fremgår bl.a.: ” […] [Klager] : Men hvad hedder det. Ja, sig mig lige engang. I forhold til billedmaterialet. Har I billeder af [Person A]? [Redaktøren] : Hvorfor spørger du om det? [Klager] : Fordi det vil I vel gerne have, så I kan vedlægge det artiklen? [Redaktøren] : Ja da, jo, det vil vi gerne. [Klager] : Ja, så det er meget vigtigt for jer at bringe billeder af de interviewpersoner I har? [Redaktøren] : Jeg ved ikke om det er meget vigtigt – det er en del af vores praksis, ja. [Klager] : Ja det er, fordi alt det hvad I skriver er jo løgn. Så altså for at give det en lille smule [utydeligt] billede. Fordi billeder de lyver ikke, tror man så. Men så når I, hvad hedder det, fordrejer sandheden, så bliver det jo løgn alligevel, ikk’. F.eks. at jeg sidder og drikker en kop the foran [Restauranten], det betyder, at jeg er i gang med at lave et vagtkorps, ikk? Nej, nej, nej. [Redaktøren] : Men [Klager], jeg skal lige forstå. […] [Klager] : Men det var bare det, om du vil have et billede af [Person A], fordi så kunne jeg måske skaffe et. […] [Klager] : Ja. Der var faktisk noget andet. Jo, det var mest det der, at det ikke er til citat. Men jeg arbejder naturligvis på at konstruere et citat til dig til i morgen kl. to. [Redaktøren] : OK, det lyder godt. [Klager] : Og hvis jeg ringer, så skal du tage telefonen. [Redaktøren] : Altså det det kan jeg altså ikke love. Jeg har forskellige møder i løbet af dagen, [Klager]. […] [Klager] : Du skal ikke lade være med at tage den med vilje og så skrive, at [Klager] havde ingen kommentarer, vel? [Redaktøren] : Nej nej, det skal jeg nok lade være med, [Klager]. […] [Klager] : Ja, jeg kan bare se, at det du har fremsendt til mig. Det er jo noget, du selv har tekstforfattet for [Person A]. [Redaktøren] : Nej, [Klager], det er det, han har sagt til mig eller skrevet. [Klager] : Selv har sagt. [Redaktøren] : Ja. [Klager] : Fordi han er Redox muldvarp. [Redaktøren] : Det er bare for at forstå, hvad du mener. [Klager] : Altså hans samlede adfærd har været meget, meget suspekt. [Redaktøren] : Hmm. [Klager] : Og er det fortsat. [Redaktøren] : Nå. […] [Klager] : Når han f.eks. kommer ind i Torvehallerne, uden at vi har lavet et date om det, så afslører I jo nærmest jer selv. Og når jeg f.eks. siger til ham, er det her til citat, og så siger han nærmest ”Nej nej, jeg skal nok lade være med at skrive det”. Så afslører I jo. . . I har jo afsløret jer selv. [Redaktøren] : Hvor skulle han skrive det henne? [Klager] : I dit magasin. [Redaktøren] : Nårhh, så… […] [Klager] : Alle de… Hele din adfærd, den er jo også at forsøge trolle os, så vi kommer til at sig noget dumt, ikk? [Redaktøren] : Altså jeg laver journalistik… [Klager] : Ej, det gør du ikke. [Redaktøren] : Jeg ved ikke, hvad du laver så. [Klager] : Du laver propaganda. [Redaktøren] : Men [Klager]. . . [Klager] : Du laver propaganda og trolleri. Og det er falsk, og det er mod Pressenævnets etiske regler, og det er også ulovligt meget af det, du gør. Men fordi politiet er så ophængt, som de er, så får de ikke rigtig, f.eks. jeres måde at omgås data, GDPR, billeder og alt muligt andet info er jo fuldstændig dybt ulovligt. Men fordi politiet har heldigvis vigtigere ting at tage sig til, så slipper I gennem det. Og fordi I også gemmer jer godt, og lever under jorden og sådan noget. I er jo ikke et rigtigt magasin. I er jo bare en stor spand propaganda for Antifa. [Redaktøren] : [Klager]… [Klager] : Og gud hvor skulle du skamme dig over det, og jeg har skældt dig ud over det før, [Redaktøren], hvor skulle du skamme dig simpelthen, hvor skulle du skamme dig mand. Du er det mest militante, man kan finde. Du er det mest ræverøde. Du ønsker jo at styre ligesom i Nordkorea her i Danmark. Hvorfor fanden flytter du så ikke derud mand i stedet for? Du bliver da den første de skyder. [Redaktøren] : [Klager] er du… [Klager] : [Redaktøren]. [Redaktøren] : Har du ringet til mig bare for og at sige det der til mig? […] [Klager] : Men jeg havde nemlig. Nej, men det er en overspringshandling, for jeg har en, jeg havde nemlig et indspil til. Men det kan være, jeg ringer til dig, hvis jeg kommer i tanke om det. Det gør man ofte, når man lægger røret på. Om ti eller tyve minutter, så må jeg lige spille det ind der. […] [Klager] : Ja. Jamen, jeg synes du skal holde op med at krænke mig og forfølge mig. Og lade være med at forfølge andre mennesker og lade være med at krænke andre mennesker. Og jeg synes også du skulle lade være med at tage, hvad hedder det, citater fra f.eks. [Person C], når du ved, at han er psykisk syg, og når du ved, at det han indtaler på sådan en hævnvideo er komplet idioti. Så skal du lade være med at citere det, og det er i øvrigt ulovligt, og det er også imod Pressenævnets regler. Alt din skraldespandsjournalistik, stop med det, [Redaktøren], og prøv at få dig et rigtigt arbejde i stedet for. Du gør du gør så meget ondt for andre mennesker. Du gør, at sådan nogle [Person E]-typer og de andre i den i det rakkerpak der, lige præcis synes, at de skal ud og lave terror og hvad ved jeg, og de kommer i spjældet for det. Det er på grund af sådan nogle typer som dig, og du ødelægger Nørrebro. Og du ødelægger f.eks. dansesteder som [Restauranten], som ikke har gjort dig noget som helst, og ikke har gjort nogen som helst noget som helst. Altså man kan jo prøve at have den holdning… [Redaktøren] : Jeg tror, jeg lægger på nu, fordi altså. [Klager] : Ej, det gør jeg [Redaktøren] : Nå ok, det gør du. ” Efter det oplyste havde [Klager] og [Redaktøren] en tredje telefonsamtale den 21. december 2020 kl. 15.53. Af lydoptagelsen af denne samtale, som Pressenævnet har modtaget, fremgår bl.a.: ”[Klager] : At jeg piller på pigerne. [Redaktøren] : Nej, det skriver vi ikke. Vi, hvad hedder det, vi skriver, at det er det [Person A] siger. [Klager] : Så du, det er det, I har forfattet for [Person A]. [Redaktøren] : Det er det, [Person A] har sagt til os. [Klager] : Nå, og hvorfor spørger du ikke så ind til hvilke piger. [Redaktøren] : Fordi det ikke er det, der er omdrejningspunktet i det her. Men det er faktisk derfor, jeg gerne vil have en kommentar fra dig. En skriftlig kommentar, som vi har aftalt. [Klager] : Må jeg godt lige spørge. Synes… Du siger, du er journalist. Som dygtig journalist bør du så ikke skrive, spørge mere ind til: Nå, piller han ved pigerne, kan du give mig navnene på de piger, eller hvilke piger er det? […] [Redaktøren] : Ja, men nu er det mig, der er journalisten og ikke dig. [Klager] : Ja ja, men. […] [Klager] : Men ved du hvad, jeg synes faktisk, det er mest fair, at jeg får hele artiklen til altså så… det er jo taget ud af en sammenhæng. [Redaktøren] : Det får du ikke, men det får du ikke. [Klager] : Jeg kan… jeg kan ikke udtale mig til noget, der er taget ud af en sammenhæng. [Redaktøren] : Jo, fordi du ved udmærket godt, hvad det drejer sig om, og. . . [Klager] : Nej. [Redaktøren] : Det er dine egne ord, det drejer sig om, og derfor så forholder jeg dig de oplysninger, som omhandler dig. Sådan lige. […] [Klager] : Jeg lægger røret. ” Pressenævnet har fra Redox endvidere modtaget kopi af et skærmbillede af en mail, som ses at være sendt af [Klager] til Redox den 22. december 2020 kl. 13.55. Af denne mail fremgår: ”Københavns Politi undersøger nu Redox’ og [Person A]s mistænkelige og ulovlige adfærd. Endnu en chikanerende trick-artikel fra propaganda-mediet Redox, som spreder had. [Person A]s indspil fremstår åbenlyst så udspekulerede og konstruerede, at enhver kan se, at det er Redox og Antifa selv, som orkestrerer og tekstforfatter dem. Meget fint og flot, at [Person A] og Redox kalder mig en god fyr. [Person A] er empati-forladt. Han er klam og jaloux, men elsker fakenews og den yderste højrefløj. [Person A] taler aldrig om andet end sine utallige bordelbesøg. Jeg har undgået [Person B] og [Person A] længe. Jeg har intet godt at sige om dem. Jeg har travlt med at danse salsa og feste med de smukkeste kvinder, og jeg støtter KlimaBevægelsen. Redox’ og [Person A]s tekster er falske og ulovlige. Uden for citat: Fremsend pressekort-numre på: - [Journalisten] - [Redaktøren]” Den påklagede artikel Redox bragte den 23. december 2020 artiklen ” Pegida-initiativtager på spionjagt blandt venner ” på hjemmesiden redox.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Initiativtageren til den danske PEGIDA-bevægelse har i efteråret kastet sig ud i en spionjagt og beskylder flere deltagere i Stram Kurs-demonstrationer for at have infiltreret sin vennegruppe på vegne af Redox. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Hvem er spionen? Det spørgsmål har [Klager] stillet sig selv og nu også Pressenævnet. Det sker efter at Redox tidligere på året beskrev en række interne konflikter på den yderste højrefløj. Konflikter, hvor [Klager] var en af hovedpersonerne. Efter Redox’ artikel blev publiceret i slutningen af oktober klagede [Klager] i Pressenævnet. Det er ikke første gang og næppe sidste gang, at højreradikale klager over Redox til nævnet. Til gengæld var indholdet af klagen højst opsigtsvækkende. I den lange klage beskyldte [Klager] nemlig to af sine bekendte for at være spioner for Redox. “James Bond-agtigt og cowboyfilm” [Klager] var i 2015 var initiativtager til den første danske PEGIDA-demonstration i København, men trak sig fra projektet inden den første demonstration blev afholdt. Han overlod i stedet lederposten til [Person F] fra Dansk Folkeparti. De senere år har [Klager] deltaget i PEGIDA-afløseren For Friheds demonstrationer, men også i Stram Kurs 1. maj-markering. Nu er han så gået på spionjagt. I sin klage over Redox’ artikel, som Pressenævnet endnu ikke har taget stilling til, hævder han nemlig, at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox. I klageafsnittet “Muligvis anvendelse af hemmelige journalister/provokatører” skriver [Klager] blandt andet: “Nedenstående afsnit bliver lidt James Bond agtigt og cowboyfilms agtigt. Jeg har i ca 1⁄2 år haft en formodning om, at min bekendtskabskreds blev infiltreret, måske af Redox. 2 herrer ved navn [Person A]([Person A) og [Person B]([Person B]) [[Person B], red. ] har i ca 1⁄2 år forsøgt, at blive venner med mig igen og igen. De benytter ikke facebook/messenger, de står ikke i telefonbogen, de drikker ikke alkohol, og de har kampsports-kompetencer([Person A]) og god kampvægt([Person B]). Deres adfærd har lignet krydsforhør og provokationer. ” Han fortsætter: “[Person A] bagtaler konstant alle, og det er som om han igen og igen forsøger at skabe drama. Høje og tunge [Person B] fremstår som en bodyguard. (…) [Person A]&[Person B] opsøger mig telefonisk for at skabe dramaer. [Person A] har flere gange mobbet mig med video-sekvenser. (…) [Person A]&[Person B]s historier fremstår tekstforfattede. [Person A]&[Person B]s historier om deres job-situation mv fremstår utroværdige og tekstforfattede. ” SPIONKURSUS OG ILDEBRAND Hovedparten af spionanklagen er rettet mod [Person A]: “[Person A] ([Person A], red.) arbejder angiveligt som service-medarbejder på et kommunalt toilet. [Person A] fremstår mere som een der ved rigtig meget om psykologi, og han er vidst lidt for klog og beregnende til, at arbejde på et toilet. Jeg har spurgt efter ham på det toilet, og der kendte de ham ikke. (…) Ifht al sexnær aktivitet, sprog og samtale, er [Person A]s iskolde strategi overlegent, at overskandalisere, provokere og tale episoder ind i den illegale zone og sammenhæng fx sexchikane og voldtægt mv. Hvilket spion-kursus han har lært teknikken på ved jeg ikke, men det er smart. Som en del af [Person A]s provokatør-arbejde forsøgte han, at overtale en kvinde til at politianmelde en herre falsk for en mulig sexuel krænkelse. Det var nok [Person A] selv som orkestrerede, at denne krænkelse kunne være sket. [Person A] har filmet salsa-mytoman-videoen til en bålaften. Senere den forårsaften, da jeg kikkede væk, antændte han en kæmpe og farlig ildebrand og forvolde overlagt skade og hærværk på kommunalt materiel. Igen provokationer og forsøg på at bringe andre folk ind i kriminalitet. (…) [Person A] fører sig frem som hardcore højreradikal. Redox kender alle højreradikale. Hvorfor har R aldrig skrevet om [Person A]? Nok fordi [Person A] er en del af Redox. ” Koranafbrænderen [Person C], der også var omtalt i den artikel, som klagen handler om, inddrages flere gange i klagen: “Straks efter, at artiklen blev publiceret begyndte [Person A], at sende tvetydige Sms’er til [Person C] som samlet må tolkes: ha vi spionerede på dig i et halvt år, nu kapper vi forbindelsen til dig. Du([Person C]) er sindssyg. Igen et [Person A]-forsøg på, at bisse op til gadeslagsmål. (…) Det ene øjeblik er [Person A] bedste venner med [Person C], det næste hader han ham. Det fremstår orkestreret. (…) [Person A]&[Person B] forsøger at spille på [Person C]s skrøbelige mentale tilstand. (…) [Person B] er angiveligt danser, NEJ han er for tung, og har aldrig sat sine ben i et dansestudie. [Person A]s provokationer og efterfølgende tumult kan der skrives R-artikler om. [Person A] fungerer som kameramand for [Person C] når [Person C] vil true [Person G] via youtube. Uden [Person A] var den video nok ikke blevet skudt. [Person A] hjælper glædeligt med at få dramaer til at ske. [Person A] har måske forsøgt, at få skrøbelige [Person C] til at planlægge et attentat imod [Politiker A]. ” [PERSON H]S SJÆLEVEN Ifølge [Klager] har den påståede spion også involveret [Person D], der blev landskendt som morderen [Person H]s sjæleven, i konflikter: “[Person A] forsøger supersmart og arkitekttegnet konstant, at fører glade [Person D] ud i en lokkedue-rolle i trekantsdramaer mv. (…) Det ene øjeblik syns [Person A] rigtig godt om [Person D], det næste er hun ulækker, og det fremstår samlet set udtænkt og planlagt. (…) Jeg har foreholdt mine tanker om [Person A]&[Person B] for [Person D] sommer2020, og hun havde nogenlunde samme fornemmelse. ” [Klager] tager dog i klagen forbehold for, at han muligvis ikke har ret og at han ikke har beviser for sine påstande: “Det kan være det er mig som ser spøgelser, det kan også være at [Person A]&[Person B] videregiver info til Redox. (…) Det er naturligvis helt umuligt for mig, at bevise, at [Person A]&[Person B] arbejder for R. ” “Galimatias” Redox har været i kontakt med både [Person A] og [Person C], der begge bekræfter at have hørt om [Klager]s beskyldninger, men afviser dem som “paranoidt” og “umuligt”. [Person A] siger til Redox: “Det er en eller anden form for paranoia han har fået. Han påstår at mig og [Person B] er fra enten PET eller Redox eller antifa, og jeg aner ikke hvordan vi kan være fra nogen af de der ting. Jeg har aldrig været tilknyttet nogen af de her. Vi er bare to almindelige borgere, der har været til nogle Stram Kurs demoer. ” Han fortæller videre: “Først og fremmest opstår konflikten mellem [Person C] ([Person C], red.) og [Klager] ([Klager], red.), mange gange går bølgerne lidt højt når de drikker de to, specifikt [Klager], så får han nogle ideer. [Person D] har også været inde i billedet og der har også været noget konflikt omkring hende. Han er også kommet med en masse anklager omkring [Person C], men det er faldet lidt til ro og nu er turen kommet til mig og [Person B], men det har ikke noget på sig, udover hans utrolige fantasi. (…) Jeg har siddet i selskab med ham mange gange. Vi har været til selskab hos [Person C], hvor det har været meget hyggeligt, men efter deres konflikt kom op at køre omkring, hvordan [Klager] ikke kan begå sig i lejligheden på grund af at han får for meget at drikke og [Person D] og alle de her ting her, så er det bare eskaleret og nu er dét den nye teori, nu er det mig og [Person B] der er fjenden. ” Han tilføjer: “[Klager] er jo skidesur på os, både på mig og [Person B] over alle de her påstande og anklager. Han vil jo ikke sidde i selskab med os, det må han jo selv om, men altså han er overbevist om at vi er fra Redox eller antifa eller PET, der prøver at spolere hans liv, der er simpelthen ikke noget i det, det er så langt ude i hans fantasi. (…) Jeg tror inderst inde ikke at [Klager] selv tror på det, jeg tror bare at han har set sig sur på os, og så er han kommet med den der langt ude teori”. Supplerende skriver [Person A] i en mail til Redox: “Jeg må fuldstændig afvise [Klager]s vilde paranoide anklager. Herunder anklager om at jeg er hemmelig agent og prøver at få [Person C] til at slå [Politiker A] ihjel. Det er jo galimatias. [Klager] er en god fyr, men hans fantasi løber desværre af med ham, når konflikterne han selv skaber, hober sig op. Mon [Klager]s besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at [Klager] vil lukke munden på mig, fordi jeg har set ham pille på pigerne? Jeg er bekymret for [Klager]s mentale tilstand og håber, at han får professionel hjælp. For han har det ikke godt. ” [Person C] skriver i en mail til Redox, at han ikke ønsker at involvere sig i konflikten mellem [Klager], [Person A] og [Person B], men tilføjer: “Jeg har ikke noget uvenskab med [Klager] længere og ønsker ikke at opdyrke et sådant. Jeg må på dog det kraftigste afvise skøre påstande om, at jeg har “skrøbeligt sind” Og afvise, at jeg lavede video for at true [Person G]. Jeg dukkede derimod op til slagsmål, som [Person G] inviterede til. ” Konflikten mellem [Person C] og [Person G] kan du læse meget mere om i vores artikel fra oktober. [Person D] skriver i en Facebook-besked til Redox: “Jeg har hørt om spion beskyldningerne. Der er meget kaos for tiden, fra alle retninger. Jeg ved ikke fra og til, hvad der er korrekt og ikke er korrekt. Men en ting kan jeg sige, jeg har stoppet kontakten med [Person A]. Drama er ikke min kop te og jeg vil kun have troværdige mennesker omkring mig. “ Har meldt sin ven til politiet [Klager] har ikke ønsket at svare på spørgsmål mundtligt. Han har i stedet skrevet følgende til Redox i en email: “Københavns Politi undersøger nu Redox’ og [Person A]s mistænkelige og ulovlige adfærd. Endnu en chikanerende trick-artikel fra propaganda-mediet Redox, som spreder had. [Person A]s indspil fremstår åbenlyst så udspekulerede og konstruerede, at enhver kan se, at det er Redox og Antifa selv, som orkestrerer og tekstforfatter dem. Meget fint og flot, at [Person A] og Redox kalder mig en god fyr. Jeg tager afstand fra terror-organisationen Antifa, racister, fascisme, og den yderste højrefløj. [Person A] er empati-forladt. Han er klam og jaloux, men elsker fakenews, vold og hærværk. [Person A] taler aldrig om andet end sine utallige bordelbesøg. Jeg har undgået [Person B] og [Person A] længe. Jeg har intet godt, at sige om dem. Jeg har travlt med, at danse salsa og feste med de smukkeste kvinder, og jeg støtter KlimaBevægelsen. Redox’ og [Person A]s tekster er falske og ulovlige. ” [Person B] har ikke ønsket at kommentere [Klager]s beskyldninger overfor Redox. ” Over artiklens overskrift er der indsat et billede, som viser [Klager] og [Person D], der sidder sammen på en græsplæne. Tæt ved dem sidder [Person A] på en stol på græsset, og bag dem ses andre stående og siddende personer. Billedet har følgende billedtekst: ”[Klager] ses her ved Stram Kurs' 1. maj demonstration i Fælledparken 2020. Til venstre ses [Person A] og i forgrunden med lyserød hue [Person D]. ” Øvrige oplysninger Pressenævnet har fra [Klager] modtaget et skærmbillede af et tweet, som ses at være blevet lagt på Twitter den 15. januar 2015 af chefredaktør for Redox, [Redaktøren]. Af tweetet fremgår: ”Nu har [Klager], den ene af arrangørerne bag Pegida-demoen i Kbh, åbenbart trukket sig, pga personlige og politiske årsager. ” Nævnet har fra [Klager] endvidere modtaget et skærmprint, som efter [Klager]s oplysninger viser beskeder sendt mellem ham og en kvinde ved navn [Person I]. På skærmprintet fremgår, at [Person I] på en ikke synlig dato skrev følgende til [Klager]: ”Hej [Klager]! Har du det godt? Og ja det var vi vidst, hvorfor? ” , hvortil [Klager] svarede: ”Hej jeg har det storartet, [Person C] mener at jeg begik sexchikane imod dig, gjorde jeg det? ” . Det ses, at [Klager] den 4. december forsatte tråden med følgende besked ”Kan du huske middagen? ” , hvortil [Person I] den 27. januar svarede ”Hej [Klager], beklager mit sene svar. Men du begik ikke sex chikane imod mig! Vi havde en hyggelig aften os alle sammen [Beskeden afsluttes af en glad smiley, Pressenævnet ]. [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 28. december 2020. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og privatlivets fred [Klager] har anført, at artiklen på en række punkter er i strid med god presseskik. Hertil har [Klager] bemærket, at Redox synes at føre en decideret hetz mod ham. Redox forfølger [Klager], og alt, hvad han foretager sig, fejlfortolkes af Redox ind i en højrerabiat adfærd, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. [Klager] har tre [I alt nu fire, Pressenævnet ] gange inden for kort tid klaget til Pressenævnet over artikler i Redox, da Redox efter klagers mening er ligeglad med de presseetiske regler og ikke burde være en del af Pressenævnet. Redox omtaler sig selv som antifascistisk, så ved at blive omtalt i Redox’ artikler, bliver [Klager] reelt stemplet som nazist og fascist, hvilket han ikke er. [Klager] har i forbindelse med klagen over god presseskik blandt andet henvist til følgende: - [Klager]s mistanke om eventuelle spioner [Klager] har henvist til, at den påklagede artikel primært indeholder en gengivelse af bemærkninger, som han har indsendt til Pressenævnet i forbindelse med en tidligere klage over Redox. Klager har i den forbindelse anført, at omtalen af hans bemærkninger fra den tidligere klagesag er en provokation, som bør medføre bortvisning af Redox fra Pressenævnet. Hertil kommer, at Redox’ gengivelse af [Klager]s bemærkninger fra den tidligere klage er ukorrekt, ligesom den indeholder udsagn og oplysninger, som burde have været forelagt for klager inden offentliggørelsen. Således har [Klager] anført, at det ikke er korrekt, at han i den tidligere klage til Pressenævnet har stillet sig selv spørgsmålet ”Hvem er spionen? ” . [Klager] har i stedet spurgt, om [Person A] og eventuelt også [Person B] er spioner. Med Redox’ formulering fremstår det som om, [Klager] ved, at der er en spion, hvilket han alene har en mistanke om. I øvrigt burde Redox have forelagt [Klager] udsagnet, hvilket ikke skete. På samme måde er det ikke korrekt, at [Klager] ”hævder […] , at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox. ” . [Klager] har alene skrevet, at han har en kvalificeret mistanke, og han har således ikke ”hævdet” noget. [Klager] har herefter anført, at artiklens udsagn fra de medvirkende kilder ikke blev tilstrækkeligt forelagt for ham inden offentliggørelsen. Klager fik således alene [Person A]s udsagn til gennemsyn, mens han ikke fik mulighed for at kommentere på størstedelen af artiklens indhold, herunder udsagnene fra [Person C] og [Person D]. Klager har endvidere anført, at artiklens udsagn fra [Person A], herunder: ”Mon [Klager]s besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at [Klager] vil lukke munden på mig, fordi jeg har set ham pille på pigerne? ” er groft ærekrænkende. Formuleringen indikerer, at [Klager] udøver pædofili og sexchikane mod børn, hvilket er ekstremt ødelæggende for ham, blandt andet i fremtidige jobsituationer, fordi artiklen kommer frem ved en Google-søgning på hans navn. Redox burde have efterprøvet udsagnet yderligere, men har undladt dette, fordi mediet godt ved, at det ikke er sandt. [Klager] mistænker, at Redox har ”lagt ordene i munden” på [Person A], og [Klager] har politianmeldt både Redox og [Person A] som følge af artiklens udsagn, som aldrig burde have været bragt. Som dokumentation for, at udsagnet ikke er korrekt, har [Klager] henvist en skriftlig dialog, han i december 2020 og januar 2021 havde med en kvinde ved navn [Person I] [Gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ]. - Den yderste højrefløj mv. [Klager] har anført, at udsagnet ” […] en række interne konflikter på den yderste højrefløj. Konflikter, hvor [Klager] var en af hovedpersonerne. ” er ukorrekt, da han ikke har haft noget med denne personkreds at gøre i efteråret 2020. Personkredsen kan i øvrigt ikke betegnes som den yderste højrefløj, da den ikke er politisk organiseret. Endvidere har [Klager] intet at gøre med den yderste højrefløj, hvorfor han heller ikke er hovedperson i konflikter her. [Klager] er ikke blevet forelagt udsagnet, og det er uklart, hvilke konflikter Redox hentyder til. Til Redox’ bemærkninger under Pressenævnssagen har [Klager] afvist, at han har deltaget i arrangementer på den yderste højrefløj. [Klager] har én gang været til Mosbjerg Folkefest, og det var for at høre [Politiker B]. Herudover har klager været tilskuer [Klagers fremhævning, Pressenævnet ] en del gange til Stram Kurs-demonstrationer, ligesom han for meget længe siden er gået med i For Friheds demonstrationer. Det er derfor heller ikke er korrekt, som oplyst i artiklen, at [Klager] ”de senere år” har deltaget i ”PEGIDA-afløseren For Friheds demonstrationer” . For Frihed afholder stort set ikke demonstrationer længere, og dem der har været, har [Klager] ikke deltaget i, bl.a. på grund af rejser. Det er således længe siden, at [Klager] har deltaget i demonstrationer arrangeret af For Frihed, som i øvrigt, efter klagers opfattelse, ikke tilhører den yderste højrefløj, da bevægelsen mest består af personer fra Dansk Folkeparti, ligesom personer med rabiate og ekstreme holdninger afvises af For Frihed. [Klager] har endvidere henvist til udsagnet: ”Det er ikke første gang og næppe sidste gang, at højreradikale klager til Pressenævnet. ” . Hertil har klager anført, at udsagnet er ukorrekt og krænkende, og at han burde have haft mulighed for at forholde sig hertil inden offentliggørelsen. [Klager] har anført, at han ikke er højreradikal, og at han har aldrig været det. At være højreradikal betyder for klager, at man er nazist, fascist eller antidemokratisk, samt at man accepterer anvendelse af vold og hærværk i forbindelse med politik. [Klager] afskyr højreekstremisme og har intet med det at gøre. Som eksempel herpå har [Klager] bl.a. henvist til, at han dagligt får læserbreve optaget i Ekstra Bladet, som ikke ville blive trykt, hvis hans synspunkter var rabiate. [Klager] har herefter anført, at han aldrig har haft en lederpost i Pegida i Danmark, hvorfor det ikke er korrekt, som oplyst i artiklen, at han ”overlod […] lederposten” . Det var [Person F], der var leder af Pegida. [Klager] har aldrig været til møde i Pegida, han har aldrig deltaget i nogen demonstrationer eller talt til nogen begivenheder i relation hertil. Tilknytningen til Pegida, som Redox refererer til, vedrører forhold, der fandt sted i julen 2014, og det er ikke rimeligt, at Redox fortsat titulerer [Klager] som sket i artiklen på baggrund heraf. - Artiklens overskrift [Klager] har anført, at artiklens overskrift, ” Pegida-initiativtager på spionjagt blandt venner ”, er ukorrekt. [Klager] ikke venner med [Person B] og [Person A], som er omtalt i artiklen. Senere i artiklen bliver [Person B] og [Person A] omtalt som [Klager]s ”bekendte”, hvilket heller ikke er korrekt. Oplysningen herom burde have været forelagt for [Klager], således at han fået mulighed for at forholde sig hertil. [Klager] har oplyst, at han tidligere har haft en ”undersøgende relation” til [Person B] og [Person A], men han har undgået dem længe. [Klager] har én gang været til et middagsselskab, hvor [Person A] var til stede, men han har aldrig være til middag med [Person B]. Endvidere er det ikke korrekt at omtale [Klager] som ”Pegida-initiativtager”, da det, som nævnt ovenfor, var [Person F], der tog initiativ til pegidadk. Som dokumentation herfor har [Klager] henvist til et ”tweet” fra januar 2015 fra Redox’ chefredaktør, [Redaktøren] [Gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ], samt oplysninger fra Wikipedia om [Person F]. Det er i øvrigt ikke korrekt, som oplyst af Redox under Pressenævnssagen, at [Klager] har deltaget i møder om Pegida-bevægelsen, ligesom han aldrig har deltaget i bevægelsens aftenvandringer/demonstrationer. Endelig er det ikke korrekt, at [Klager] er på ”spionjagt”, da sandheden er, at han har haft en mistanke om, at [Person A] er ”Redox-muldvarp”. - Artiklens billede [Klager] har anført, at han burde have fået mulighed for at forholde sig til artiklens billede, herunder give samtykke til offentliggørelsen, inden det blev bragt. På billedet fremstår det som om, [Klager] og [Person A] er venner. Det anvendte foto er imidlertid over et halvt år gammelt, og siden billedet blev taget, har [Klager] stort set ikke set eller snakket med [Person A] og [Person B]. Endvidere har ingen på billedet, så vidt [Klager] er orienteret, haft noget at gøre med Stram Kurs efter den 1. maj 2020, hvor billedet blev taget, og det er derfor uaktuelt og misvisende at bringe. - Øvrige klagepunkter [Klager] har i sin klage over artiklen herudover bl.a. anført, at Redox har bragt ukorrekte oplysninger om [Person B] og [Person A], herunder at de er ”deltagere i Stram Kurs-demonstrationer ”, samt at Redox i omtalen af artiklen på mediets Facebook-side ligeledes har bragt ukorrekte oplysninger. - Sletning – punkt B. 8 Med henvisning til ovenstående synspunkter har [Klager] anmodet om, at den påklagede artikel bliver slettet fra redox.dk. 2.2 Redox’ synspunkter God presseskik Korrekt information, forelæggelse og privatlivets fred Redox har afvist at have handlet i strid med god presseskik i forbindelse med artiklen. Til [Klager]s generelle bemærkninger om Redox, har mediet anført, at det er en redaktionel beslutning, hvilke artikler de skriver. De artikler, hvor [Klager] er blevet omtalt, har efter Redox’ opfattelse været inden for deres arbejdsområde og derfor relevante at bringe. Det har intet med en personlig hetz mod enkeltpersoner at gøre, når Redox beslutter, hvilke artikler der skal skrives og bringes. Redox er et nichemedie, der beskæftiger sig med at afdække den yderste politiske højrefløj i Danmark. Redox’ emnefelt er derfor ikke begrænset til kun at skrive om nazisme og racisme, og Redox har hverken omtalt [Klager] som racist, fascist eller nazist i denne eller andre artikler. - [Klager]s mistanke om eventuelle spioner Redox har afvist at have handlet i strid med god presseskik ved at have offentliggjort oplysninger fra [Klager]s indlæg i hans tidligere klagesag mod Redox for Pressenævnet. Der er således tale om akter i en sag, som Redox var part i og dermed havde retmæssig adgang til. Det kan derfor ikke være en overraskelse for [Klager], at Redox har adgang til den klage, som [Klager] selv har sendt. Redox har herefter anført, at [Klager] selv har omtalt to personer som værende mulige spioner, hvorfor formuleringen ” […] Hvem er spionen” er absolut dækkende og inden for den redaktionelle frihed. For så vidt angår artiklens udsagn om, at [Klager] ”hævder […] , at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox. ” , har Redox henvist til, at [Klager] i forbindelse med den tidligere klagesag mod Redox for Pressenævnet den 27. oktober 2020 blandt andet skrev følgende til Pressenævnet: ”[Person A] fører sig frem som hardcore højreradikal. Redox kender alle højreradikale. Hvorfor har R aldrig skrevet om [Person A]? Nok fordi [Person A] er en del af Redox. […] Straks efter, at artiklen blev publiceret begyndte [Person A] at sende tvetydige sms’er til [Person C], som samlet må tolkes: ha vi spionerede på dig i et halvt år, nu kapper vi forbindelsen til dig. Du ([Person C]) er sindssyg. Igen et B-forsøg på at bisse op til gadeslagsmål. ”, hvorfor [Klager] i den pågældende skrivelse tydeligt hævede, at [Person A] og [Person B] skulle have infiltreret hans bekendtskabskreds. Redox har endelig anført, at [Klager] har fået forelagt de nye oplysninger i sagen, som har kunnet fremstå som krænkende for ham. Da hverken [Person D] eller [Person C]s udsagn indeholdt nye eller krænkende oplysninger, blev disse ikke forelagt for [Klager]. - Den yderste højrefløj mv. For så vidt angår udsagnet ” […] en række interne konflikter på den yderste højrefløj. Konflikter, hvor [Klager] var en af hovedpersonerne. ” har Redox anført, at [Klager] igennem de senere år har været en del af den nationalkonservative bevægelse, og at han i den forbindelse har deltaget i en række arrangementer på den yderste politiske højrefløj, herunder Mosbjerg Folkefest, Stram Kurs-demonstrationer og For Frihed-demonstrationer. Mosbjerg Folkefest er gennem årene blevet et samlingspunkt for den nationalkonservative bevægelse og resten af den yderste højrefløj, hvilket er noget både Redox og den danske dagspresse har dækket i flere artikler, bl.a. i artiklen ”Højreradikale samles til stor folkefest ved Skanderborg” , som blev bragt af Ugebladet Skanderborg den 21. juni 2019. Redox har videre anført, at [Klager] ved flere lejligheder har deltaget i Stram Kurs’ demonstrationer. Det er muligt, at [Klager] blot mener, at det har været som ”observerende tilskuer”, men dette fremstod ikke tydeligt ved Stram Kurs’ demonstration i Fælledparken den 1. maj 2020, hvor [Klager] sad sammen med de resterende deltagere foran scenen med demonstrationens talere. At Stram Kurs tilhører den yderste højrefløj i dansk politik er i øvrigt noget, som både Redox og resten af den danske presse gentagne gange har skrevet om. Som dokumentation herfor har Redox blandt andet henvist til artiklen ”Stram Kurs’ entre på den yderste højrefløj deler vandene i blå blok” , bragt den 11. maj 2019 på Informations netavis. [Klager] har herudover flere gange har deltaget i demonstrationer arrangeret af For Frihed, som er efterfølger til Pegida, hvilket Redox gentagne gange har dokumenteret, blandt andet i artiklen ”For Friheds forsøg på at bygge en folkebevægelse slog fejl” , bragt på redox.dk den 7. august 2015. Af samme artikel fremgår det, at For Frihed tilhører den yderste politiske højrefløj, hvilket også er blevet beskrevet i andre medier, eksempelvis i artiklen ”Vermunds væbner til fadøls-fest med racismedømt” , som blev bragt i Ekstra Bladets netavis den 5. februar 2017. For så vidt angår artiklens betegnelse af [Klager] som værende ”højreradikal” har Redox henvist til, at mediet både i denne og i tidligere artikler har dokumenteret [Klager]s deltagelse i højreradikale aktiviteter, herunder bl.a. For Friheds demonstrationer – der samler en bred vifte af racister, højreekstremister og nazister – samt Stram Kurs’ 1. maj-arrangement. Hertil har Redox anført, at hvis man jævnligt deltager i højreradikale aktiviteter, så er det naturligt at konkludere, at en person er højreradikal. Redox har mange gange forelagt [Klager], at mediet ville skrive om ham og aktiviteter for højreradikale. [Klager] har hver gang haft mulighed for at udtale sig, hvilket han jævnligt har benyttet. Redox har citeret [Klager] loyalt hver gang. Til sammenligning har Redox henvist til, at hvis et medie beskriver, hvilke straffelovsovertrædelser en person er dømt for og forelægger oplysningerne for den pågældende, vil mediet i artiklen kunne kalde personen kriminel uden præcis at forelægge betegnelsen ”kriminel”. I sådan et tilfælde vil det være den samlede mængde af oplysninger, der vil lede til betegnelsen ”kriminel”, ligesom det i [Klager]s tilfælde er den samlede mængde af forelagte oplysninger, der leder til betegnelsen ”højreradikal”. For så vidt angår artiklens oplysninger vedrørende [Klager]s tilknytning til Pegida har Redox henvist til sine synspunkter nedenfor vedrørende klagen over artiklens overskrift, hvoraf det fremgår, at [Klager] var initiativtager til det københavnske ben af den danske Pegida-bevægelse. Som initiativtager havde [Klager] en ledende rolle, hvor han på vegne af bevægelsen kunne tage beslutninger vedrørende dens arrangementer og opstarte nye. På den baggrund har Redox anført, at der er belæg for at omtale [Klager] som leder af denne bevægelse. Hertil har Redox bemærket, at det ikke er krænkende for [Klager] at blive omtalt som leder af en bevægelse, som han selv har været initiativtager til. Redox har herefter anført, at [Klager] blandt andet deltog i For Friheds demonstrationer den 4. marts 2017 og 1. august 2018, hvilket er dækkende for beskrivelsen ”de senere år” . - Artiklens overskrift Redox har anført, at [Klager] i sin klage af 19. oktober 2020 til Pressenævnet [Vedrører Pressenævnets sag nr. 2020-80-0574, Pressenævnet ] selv har skrevet, at han mener, at hans ”bekendtskabskreds blev infiltreret” . Kilder har oplyst Redox, at [Klager], [Person A] og [Person B] har gået til middagsselskaber sammen, ligesom de på YouTube-videoer ses deltage i de samme sociale arrangementer. På den baggrund har Redox anført, at der er belæg for at kalde [Klager], [Person A] og [Person B] ”venner”, selv om der kan lægges forskellige ting i dette begreb. Hertil kommer, at der ikke er noget særligt krænkende for [Klager] i at blive omtalt som at være venner med [Person A] og [Person B]. Redox har herefter anført, at overskriftens omtale af [Klager] som værende initiativtager til Pegida-demonstrationerne i København er baseret på offentligt kendte oplysninger og ældre artikler, hvori [Klager]s rolle i forbindelse med Pegida-demonstrationerne er omtalt. Redox har i den forbindelse blandt andet henvist til artiklen ”Omstridt bevægelse på vej til Danmark: Bagmand kendt for aggressiv islamkritik” , bragt den 14. januar 2015 på Berlingskes netavis, hvoraf det fremgår: ”Ud over ham er der indtil videre kun én anden initiativtager – nemlig [Klager], som står for mere af det praktiske arbejde med Facebook og polititilladelser”. Redox har også henvist til artiklen ”Trængsel på dansk højrefløj for at omfavne Pegida” , bragt på Informations netavis den 17. januar 2015, artiklen ”Demonstration mod islam vækker harme” bragt på Århus Stiftstidendes netavis den 13. januar 2015, og Redox’ egen artikel ”Danske højreradikale kopierer antimuslimske mandagsmarcher” bragt den 9. januar 2015. Endelig har Redox anført, at der er fuld dækning for anvendelsen af begrebet ”spionjagt”. I sine bemærkninger til Pressenævnet i forbindelse med [Klager]s tidligere klagesag beskrev [Klager] således selv sine anklager mod [Person A] og [Person B] som ”James Bond agtigt og cowboyfilms agtigt” , ligesom han skrev ”Hvilket spion-kursus han har lært teknikken på ved jeg ikke” om [Person A]. Samtidig har kilder oplyst over for Redox, at [Klager] gentagne gange har fremstillet de samme spionanklager over for [Person A] og [Person B] og afkrævet dem svar på, om dette er korrekt. På den baggrund har Redox handlet inden for redaktørens redigeringsret ved at omtale [Klager]s ageren som en ”spionjagt”. - Artiklens billede Redox har anført, at artiklens billede er taget i forbindelse med Stram Kurs’ offentligt indkaldte demonstration i Fælledparken den 1. maj 2020. - Sletning – punkt B. 8 Redox har ikke anført bemærkninger til klagepunktet. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Anne Louise Bormann, Anja Lundberg Andersen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen Kompetence - Omtale på Redox’ Facebook-side [Klager] har klaget over omtale, som Redox har bragt på sin Facebook-side, facebook.com/researchkollektivetredox. Internetsiden facebook.com/researchkollektivetredox er ikke anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3. Da facebook.com/researchkollektivetredox ikke kan anses for anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3. Klagen over Redox’ Facebook-side hører således ikke under nævnets kompetence. Klagen realitetsbehandles herefter alene for så vidt angår artiklen på redox.dk. Klageberettigelse Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det for hold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. Klagen er indgivet af [Klager], der klager på egne vegne. [Klager] er nævnt i den påklagede artikel og har derfor retlig interesse i, at sagen behandles. Klagen ses ikke indgivet på vegne af andre personer, der omtales i artiklen. Klagen behandles derfor alene i forhold til [Klager]. God presseskik Korrekt information, forelæggelse og privatlivets fred [Klager] har klaget over, at Redox i artiklen har bragt ukorrekte og krænkende oplysninger om ham, som ikke er blevet tilstrækkeligt efterprøvet inden offentliggørelsen, herunder ved forelæggelse for ham. [Klager] har også klaget over, at Redox i artiklen har bragt oplysninger, samt et foto, som udgør en krænkelse af hans privatlivs fred. Det følger af de vejledende regler god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A. 1, A. 3 og A. 4. Det følger videre, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. - [Klager]s mistanke om eventuelle spioner [Klager] har klaget over, at Redox i artiklen har gengivet bemærkninger, som han har indsendt til Pressenævnet i forbindelse med en tidligere klage over Redox. På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at Redox den 21. december 2020 pr. telefon og via mail oplyste [Klager], at Redox ville bringe en artikel vedrørende hans spionanklager mod [Person A] og [Person B] i den tidligere klage til Pressenævnet. I den forbindelse forelagde Redox udsagn fra [Person A] for [Klager]. Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager] hverken under telefonsamtalerne eller i sin efterfølgende mail oplyste Redox, at han ikke ønskede sine bemærkninger fra den tidligere Pressenævnssag offentliggjort. På den baggrund, og da nævnet finder, at omtalen af [Klager]s spionanklager kan anses for at have en vis offentlig interesse for Redox’ læsere, finder nævnet ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have omtalt [Klager]s bemærkninger fra den tidligere Pressenævnssag. [Klager] har også klaget over, at Redox i artiklen har anvendt udsagnene ”Hvem er spionen” og ”hævder […] , at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox. ” , idet udsagnene indeholder en ukorrekt gengivelse af hans bemærkninger under den tidligere Pressenævnssag. Af den påklagede artikel fremgår bl.a.: ”[…] Nu er han så gået på spionjagt. I sin klage over Redox’ artikel, som Pressenævnet endnu ikke har taget stilling til, hævder han nemlig, at to navngivne personer har samlet oplysninger om ham for Redox. I klageafsnittet “Muligvis anvendelse af hemmelige journalister/provokatører” skriver [Klager] blandt andet: “Nedenstående afsnit bliver lidt James Bond agtigt og cowboyfilms agtigt. Jeg har i ca 1⁄2 år haft en formodning om, at min bekendtskabskreds blev infiltreret, måske af Redox. 2 herrer ved navn [Person A]([Person A]) og [Person B]([Person B]) [[Person B], red. ] har i ca 1⁄2 år forsøgt, at blive venner med mig igen og igen. De benytter ikke facebook/messenger, de står ikke i telefonbogen, de drikker ikke alkohol, og de har kampsports-kompetencer([Person A]) og god kampvægt([Person B]). Deres adfærd har lignet krydsforhør og provokationer. ” Han fortsætter: “[Person A] bagtaler konstant alle, og det er som om han igen og igen forsøger at skabe drama. Høje og tunge [Person B] fremstår som en bodyguard. (…) [Person A]&[Person B] opsøger mig telefonisk for at skabe dramaer. [Person A] har flere gange mobbet mig med video-sekvenser. (…) [Person A]&[Person B]s historier fremstår tekstforfattede. [Person A]&[Person B]s historier om deres job-situation mv fremstår utroværdige og tekstforfattede. […]” Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn har tilstrækkelig dækning i artiklens brødtekst, og nævnet udtaler ikke kritik. [Klager] har herefter klaget over, at han ikke har fået forelagt artiklens udsagn fra kilderne [Person D] og [Person C]. Af artiklen fremgår: ” […] [Person C] skriver i en mail til Redox, at han ikke ønsker at involvere sig i konflikten mellem [Klager], [Person A] og [Person B], men tilføjer: “Jeg har ikke noget uvenskab med [Klager] længere og ønsker ikke at opdyrke et sådant. Jeg må på dog det kraftigste afvise skøre påstande om, at jeg har “skrøbeligt sind” Og afvise, at jeg lavede video for at true [Person G]. Jeg dukkede derimod op til slagsmål, som [Person G] inviterede til. ” Konflikten mellem [Person C] og [Person G] kan du læse meget mere om i vores artikel fra oktober. [Person D] skriver i en Facebook-besked til Redox: “Jeg har hørt om spion beskyldningerne. Der er meget kaos for tiden, fra alle retninger. Jeg ved ikke fra og til, hvad der er korrekt og ikke er korrekt. Men en ting kan jeg sige, jeg har stoppet kontakten med [Person A]. Drama er ikke min kop te og jeg vil kun have troværdige mennesker omkring mig. […] “ Pressenævnet finder, at artiklens udsagn fra [Person C] og [Person D] ikke kan betragtes som krænkende, skadelige eller virke agtelsesforringende for [Klager]. Nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik af Redox for at have bragt udsagnene uden forudgående forelæggelse for [Klager]. [Klager] har endelig klaget over, at Redox i artiklen har bragt følgende udsagn fra [Person A] uden nærmere efterprøvelse: ”Mon [Klager]s besynderlige anklager mod mig tager udgangspunkt i, at [Klager] vil lukke munden på mig, fordi jeg har set ham pille på pigerne? ” Pressenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til, hvorvidt den i udsagnet indeholdte beskyldning er korrekt. Pressenævnet finder, at udsagnet kan være skadeligt og krænkende for [Klager]. Pressenævnet har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at Redox forud for artiklens offentliggørelse både telefonisk og via mail forelagde det påklagede udsagn for [Klager]. Nævnet har endvidere lagt til grund, at Redox i artiklen loyalt har gengivet [Klager]s skriftlige besvarelse på Redox’ forelæggelsesspørgsmål. Idet nævnet finder, at det fremgår tilstrækkelig klart af artiklen, at den omtalte beskyldning stammer fra [Person A], og at den fremstår som et svar på [Klager]s beskyldning mod ham om mulig spionage, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af Redox for at have bragt beskyldningen. - Den yderste højrefløj mv. [Klager] har klaget over følgende udsagn i artiklen: ” […] en række interne konflikter på den yderste højrefløj. Konflikter, hvor [Klager] var en af hovedpersonerne. […] Efter Redox’ artikel blev publiceret i slutningen af oktober klagede [Klager] i Pressenævnet. Det er ikke første gang og næppe sidste gang, at højreradikale klager over Redox til nævnet. […]” Pressenævnet finder, at det i artiklen fremstår som Redox’ subjektive vurdering af [Klager]s politiske tilhørsforhold, at han i artiklen bliver omtalt som værende højreradikal samt tilknyttet den yderste højrefløj. Nævnet finder samtidig, at udsagnene udgør en beskyldning, som kan være skadelig og krænkende for [Klager]. Idet [Klager] er citeret for følgende udsagn sidst i artiklen: ”Jeg tager afstand fra terror-organisationen Antifa, racister, fascisme, og den yderste højrefløj. ”, finder nævnet, at [Klager] i artiklen har fået lejlighed til at forholde sig til den fremsatte beskyldning, og nævnet udtaler ikke kritik. [Klager] har også klaget over, at Redox i artiklen har skrevet følgende: ”[Klager] var i 2015 var initiativtager til den første danske PEGIDA-demonstration i København, men trak sig fra projektet inden den første demonstration blev afholdt. Han overlod i stedet lederposten til [Person F] fra Dansk Folkeparti. De senere år har [Klager] deltaget i PEGIDA-afløseren For Friheds demonstrationer. ” [Klager] har i forbindelse med Pressenævnssagen henvist til et ”tweet” af 15. januar 2015 fra [Redaktøren], hvoraf det fremgår: ”Nu har [Klager], den ene af arrangørerne bag Pegida-demoen i Kbh, åbenbart trukket sig, pga personlige og politiske årsager. ” [Klager] har endvidere oplyst, at han tidligere har deltaget i arrangementer arrangeret af For Frihed. På den baggrund finder nævnet, at det påklagede udsagn har tilstrækkelig dækning i de faktiske forhold. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremstår tilstrækkelig klart som Redox’ subjektive vurdering, at [Klager]s indledende rolle i Pegida i artiklen er omtalt som ”lederposten”. Nævnet udtaler ikke kritik. - Artiklens overskrift [Klager] har klaget over, at artiklens overskrift, ” Pegida-initiativtager på spionjagt blandt venner ” indeholder ukorrekte oplysninger, idet han har anført, at han ikke er pegida-initiativtager, han ikke har været på spionjagt, ligesom [Person A] og [Person B] ikke er hans venner. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel, jf. punkt A. 6. For så vidt angår den første halvdel af overskriften, ”Pegida-initiativtager på spionjagt” , finder Pressenævnet, at formuleringen har dækning i artiklens brødtekst, som nævnet, som anført ovenfor, ikke har fundet anledning til at kritisere. Om [Klager]s relation til [Person A] og [Person B], som i overskriften er omtalt som hans ”venner”, fremgår bl.a. følgende af artiklen: ” […] I den lange klage beskyldte [Klager] nemlig to af sine bekendte for at være spioner for Redox. “Nedenstående afsnit bliver lidt James Bond agtigt og cowboyfilms agtigt. Jeg har i ca 1⁄2 år haft en formodning om, at min bekendtskabskreds blev infiltreret, måske af Redox. 2 herrer ved navn [Person A]([Person A]) og [Person B]([Person B]) [[Person B], red. ] har i ca 1⁄2 år forsøgt, at blive venner med mig igen og igen. De benytter ikke facebook/messenger, de står ikke i telefonbogen, de drikker ikke alkohol, og de har kampsports-kompetencer([Person A]) og god kampvægt([Person B]). Deres adfærd har lignet krydsforhør og provokationer. […] ” Uanset, om [Klager] ikke betragter sig selv og [Person A] og [Person B] som venner, finder Pressenævnet, at der på baggrund af ovenstående er tilstrækkelig dækning for formuleringen i artiklens overskrift. Nævnet finder således, at Redox ikke har handlet i strid med god presseskik i forbindelse med artiklens overskrift, og nævnet udtaler ikke kritik. - Artiklens billede [Klager] har klaget over, at Redox i den påklagede artikel har bragt et foto af ham uden forinden at have indhentet hans samtykke hertil. Fotoet viser [Klager] og [Person D], der sidder sammen på en græsplæne. Tæt ved dem sidder [Person A] på en stol på græsset, og bag dem ses andre stående og siddende personer. Billedet har følgende billedtekst: ”[Klager] ses her ved Stram Kurs' 1. maj demonstration i Fælledparken 2020. Til venstre ses [Person A] og i forgrunden med lyserød hue [Person D]. ” Det er som udgangspunkt ikke i strid med god presseskik, at medier fotograferer eller filmer personer eller virksomheder, der befinder sig på offentligt tilgængelige steder, og offentliggør billeder af denne art, selv om de pågældende ikke har samtykket hertil. Der skal dog udvises varsomhed af hensyn til de implicerede, herunder til de sammenhænge, hvori de indgår. Pressenævnet finder, at artiklens billede af [Klager] ikke kan betragtes som værende krænkende over for ham, og nævnet udtaler ikke kritik af Redox for at have bragt billedet uden forinden at have indhentet klagers samtykke hertil. Sletning – punkt B. 8 [Klager] har klaget over, at Redox ikke har imødekommet hans anmodning om at slette artiklen fra redox.dk. Generelt om punkt B. 8 Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B. 8. Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden. Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af B. 8 i de vejledende regler og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt. Den konkrete sag Det er Pressenævnets opfattelse, at der i artiklen ikke er tale om private oplysninger eller oplysninger af en sådan karakter, at det i sig selv taler for sletning. Det er desuden nævnets opfattelse, at omtalen fortsat kan anses at have en vis almen interesse. Efter en samlet afvejning finder nævnet herefter, at der ikke er tungtvejende grunde, der taler for, at indholdet af artiklen er af en sådan karakter, at det skønnes rimeligt at hindre tilgængeligheden heraf. Pressenævnet udtaler herefter ikke kritik af Redox for at afvise [Klager]s anmodning om sletning. Afgjort den 17. august 2021

Versioner

  1. 2021-08-21