Gelex

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0696

GældendeVersion 2021-09-10
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9670@2021-09-10/da

Indhold
  1. Indledning

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0696

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse Brandebladet.dk bragte i august 2021 et læserbrev med omtale af skribentens synspunkt om, at det er et problem, at kvindelige ansatte er overrepræsenteret i den offentlige administration. En kvinde klagede til Pressenævnet og henviste til, at det ikke er god presseskik at bringe åbenlyst sexistiske indlæg, og at hun klagede på vegne af kvindekønnet. Kvinden var ikke selv omtalt eller afbildet i læserbrevet. Pressenævnet afviste at behandle klagen, da kvinden ikke har en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over læserbrevet ” Den groteske feminisering af det administrative Danmark” , der blev bragt af netavisen brandebladet.dk den 30. august 2021, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. Sagsfremstilling Det påklagede læserbrev indeholder omtale af skribentens synspunkt om, at det er et problem, at kvindelige ansatte er overrepræsenteret i den offentlige administration. Af læserbrevet ” Den groteske feminisering af det administrative Danmark” fremgår blandt andet: ”I Danmark er det i overvejende grad kvinderne, som fælder dom. F.eks. har Retten i Aarhus 14 dommere som alle(! ) er kvinder, og Retten i Glostrup har 12 personer i ledelsen, hvoraf de 10 er kvinder. Og formodentlig går det administrative Danmark i retningen af den totale kvinderepræsentation, da langt flere kvinder end mænd tager videregående uddannelser og derfor prioriteres ved ansættelser i det offentlige. Udviklingen har socialpsykologiske konsekvenser. Hvis mandlige borgere praktisk talt hver gang de henvender sig til den offentlige sektor ekspederes af en kvinde, så kommer det i længden til at fungere som en administrativ, bureaukratisk, mental kastrering. Eller sagt på en anden måde: Hvis en mand, hver gang han kigger i det administrative politiske spejl, ser et kvindeansigt, så får det konsekvenser for hans selvforståelse og hans forståelse af hans plads i det politiske samfundssystem, og det smitter sikkert også af på hans rolle i familien. Danske drenge præges ligeledes i vores uddannelsessystem i stor udstrækning - og i alt større udstrækning - ikke bare af kvinder, men også på kvinder. Og det ses. […] Før i tiden kunne militæret hjælpe med at fostre drenge til mænd, men i dag udsættes det ligeledes for en grotesk feminisering, hvad vores pondus-befriede kvindelige forsvarsminister og den voksende andel af kvindelige soldater i militæret fint illustrerer. At udnævne en kvinde til forsvarsminister er da givetvis også en kønspolitisk og symbolsk manifestation i den politiske korrektheds navn i stedet for et valg af en kompetent, mandlig og mandig minister med erfaring fra militæret. Det er intet andet end en kønspolitisk, iscenesat farce. Men naturen afskyer som bekendt et vakuum, og mon ikke naturen i samfundet gør det samme? Den voksende islamisering af de vestlige samfund med den medfølgende nedtoning af kvindekroppen i det offentlige rum tyder på det. Men vist vil det være trist, hvis vakuummet skal fyldes med beskæggede talibaner, før den vestlige verden og samfundskonstruktørerne her får øjnene op for den fatale udvikling? […]” [Klager] har til støtte for klagen anført, at der er tale om en injurierende omtale af kvindekønnet. [Klager] har henvist til udsagnet om, at kvinder i offentlige stillinger på sigt vil føre til et vakuum, der vil blive udfyldt af Taliban. Det er således ikke i overensstemmelse med god presseskik at bringe åbenlyst sexistiske indlæg. [Klager] har i klagen oplyst, at hun klager som kvinde på vegne af sit køn. Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler : Klagen angår et læserbrev med omtale af skribentens synspunkt om, at det er et problem, at kvindelige ansatte er overrepræsenteret i den offentlige administration. Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet. [Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i læserbrevet. Selv om læserbrevet indeholder omtale af kvindekønnet, har [Klager] som kvinde ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til hende. Klagen afvises herefter, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende (dvs. ærekrænkelse efter straffeloven), hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Afgjort den 6. september 2021

Versioner

  1. 2021-09-10