Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - ej medhold
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2021/9689@2021-09-14/da
Indhold
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - ej medhold
J.nr. 20-37136 En frisørelev søgte ved opslag på Facebook efter en person, der kunne være herremodel for sig. En kvinde kontaktede frisøreleven og oplyste, at hun gerne ville sidde model for frisøreleven. Frisøreleven afslog kvindens tilbud med henvisning til, at han lige var kommet i gang med at lære at klippe mænd. Kvinden klagede til Ligebehandlingsnævnet over afslaget på den gratis elevklipning. Kvinden klagede desuden over, at den indklagede frisørsalon annoncerede med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip”. Til trods for nævnets opfordringer uddybede kvinden ikke sin opfattelse om, at hun skulle betale ”kvindepris” for at få klippet sin korte frisure hos den indklagede frisørsalon. Kvinden havde herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med indklagedes prissætning var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen. Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun i forbindelse med afslaget på at modtage en gratis elevklipning blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn. Det påhvilede herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. Indklagede havde begrundet afslaget til klager på at sidde model for frisøreleven med, at eleven endnu ikke havde lært at klippe kvinder. Indklagede vurderede på baggrund af et foto, som klager sendte til frisørsalonen, at kvinden så ud til at blive klippet med en mere avanceret teknik end den teknik, som frisøreleven skulle øve sig i. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger. Indklagede havde på den baggrund løftet bevisbyrden for, at afslaget hverken helt eller delvist var begrundet i kvindens køn. Kvinden fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede frisørsalon annoncerede med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip”, og at klager fik afslag på en gratis elevklipning hos den indklagede frisørsalon. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at den indklagede frisørsalon annoncerede med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip”. Det var heller ikke i strid med ligestillingsloven, at klager fik afslag på en gratis elevklipning hos den indklagede frisørsalon. Sagsfremstilling Ved opslag af 21. august 2020 på Facebook søgte person A, som er elev hos den indklagede frisørsalon, efter en person, der kunne sidde model for sig. Af opslaget fremgår: ”Hey Alle [smiley] Jeg arbejder hos [den indklagede frisørsalon] og søger en herremodel idag. Det er gratis, men tager lidt længere tid da jeg er en elev. Send en PB hvis det har interesse. Med Venlig Hilsen, [person A] [Den indklagede frisørsalon] (frisørsalonens adresse)” Klager, der er en kvinde, kontaktede samme dag person A med henblik på at sidde model for ham. Vedlagt klagers besked var et billede af klager, hvoraf det ses, at hun har en frisure med kort hår. Person A og klager havde herefter nedenstående korrespondance: Klager: ”Hejsa [smiley] Jeg vil meget gerne melde mig som prøvedukke idag. Jeg har godt nok kvindelige kønsdele men mit hår er hvad man vil kalde herre-hår [smiley]” Person A: ”Hej [klager], Jeg er dersværre først lige kommet igang med herrerne derfor søger jeg kun mænd lige nu. Men når jeg skal bruge en damemodel vil jeg rigtig gerne kontakte dig [smiley] Med Venlig Hilsen, [Person A]” Klager: ”Det er jeg ked af. Mvh” Den indklagede frisørsalon har oplyst, at person A i øvrigt skrev følgende til klager: ”Det er simpelthen teknikken der afgør, mændene vil typisk være en bestemt teknik hvor damerne har en kombination af teknikker” Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. august 2020. Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb. Den indklagede frisørsalon har oplyst, at person A efterfølgende kontaktede klager med henblik på, at hun kunne sidde model for ham og modtage en gratis elevklipning, når han nåede til det skoleforløb, hvor han skulle lære at klippe kvinder. Den indklagede frisørsalon har henvist til, at der i bekendtgørelse om erhvervsuddannelse til frisør bliver skelnet mellem herreklipning og dameklipning. Den indklagede frisørsalon har henvist til bekendtgørelsens § 4, stk. 1, hvoraf det blandt andet fremgår: ” § 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål: (…) 5) Eleven kan både i praksis og i teori udføre herreklipning, tilskæring, skægklipning og barbering efter dybdegående kommunikation med kunden. 6) Eleven kan både i praksis og teori udføre dameklipning, dag- og aftenmakeup efter en dybdegående kommunikation med kunden. ” Parternes bemærkninger Klager oplever, at hun skal betale ”kvindepris” for at få klippet sin korte, meget simple frisure. Klagers bror skal betale ”herrepris” for at få klippet sit skulderlange, krøllede hår. Den indklagede frisørsalon havde et tilbud om gratis klipning, som klagers bror kunne få, fordi han har mandlige kønsdele. Klager fik afslag på en gratis klipning. I forbindelse med afslaget blev klager blev dog tilbudt at få en gratis klipning en dag, hvor det er mennesker med kvindelige kønsdele, der skal klippes. Klager stiller sig undrende over for, om det kan være rigtigt, at frisører klipper og prissætter deres ydelser på baggrund af kønsdele, og ikke på baggrund af det hår, der skal klippes. Den indklagede frisørsalon gør gældende, at klager blev afvist på grund af sit køn, fordi person A på daværende tidspunkt ikke var dygtig nok til at klippe damer, der har en frisure, som den klager har. Klager har oprettet sig i den indklagede frisørsalons bookingsystem med sit navn. Klager har angivet sit køn som mand. Klager har aldrig booket en tid hos den indklagede frisørsalon, og har derfor aldrig været i salonen som kunde. Klager har aldrig spurgt ind til, hvad en klipning hos den indklagede frisørsalon koster. Der har aldrig været penge imellem klager og den indklagede frisørsalon. Klager har ikke uddybet den del af sin påstand om forskelsbehandling, der vedrører forskellige priser. I forbindelse med at person A skulle øve sig i at klippe herrer, lavede han et opslag på Facebook, hvori han søgte efter herremodeller. Person A var på dette tidspunkt halvandet år inde i sin uddannelse, og var lige gået i gang med at klippe herrer. Derfor afviste person A klagers tilbud om at være model. Person A tilbød at kontakte klager, når han skulle bruge damemodeller. Person A søgte en herremodel med henblik på at øve sig i de traditionelle herreklipninger, hvor der eksempelvis anvendes maskiner. Inden for frisørbranchen er det også det, der traditionelt forstås med begrebet ”herreklip”. På baggrund af det billede klager sendte med sin henvendelse til person A, kunne den indklagede frisørsalon konstatere, at klager sædvanligvis blev klippet med en mere avanceret teknik end det, der var tanken, at person A skulle øve sig i. Opdelingen mellem kønnene er helt i overensstemmelse med den sædvanlige praksis i frisørbranchen. På uddannelsesforløbene lærer eleverne først at klippe herrer, mens dameklip først kommer senere i uddannelsesforløbet. Det er normalt, at man indkalder henholdsvis damer eller herrer alt afhængig af, hvilket forløb eleven er kommet til på skolen. Opdelingen på baggrund af køn fremgår af bekendtgørelse om erhvervsuddannelse til frisør. Flere steder i bekendtgørelsen skelnes mellem kønnene. Opdelingen mellem kønnene skyldes, at der generelt er tale om to forskellige klippeteknikker. Dameklip kræver en langt større teknisk kunnen, da damer typisk ønsker runde former og feminine udtryk. Herreklip dækker typisk over en mere simpel klippeteknik, hvor der ofte anvendes maskinklipning. Når en dame har kort hår og selv betegner sin frisure som en herrefrisure, er det således ikke ensbetydende med, at damen skal klippes med samme teknik som en herre. Tilsvarende gør sig gældende med en herre med langt hår, da det forhold, at herren har langt hår, ikke nødvendigvis betyder, at han skal klippes med samme teknik som en dame. Denne forskel fremgår også af person A’s svar til klager. Da person A nåede til det skoleforløb, hvor han skulle lære at klippe damer, kontaktede han klager og tilbød hende en gratis klipning. Klager var først kvalificeret som model på dette tidspunkt på trods af klagers eget udsagn om, at hun har en herrefrisure. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven). Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Forskellige priser Det er ikke i strid med ligestillingsloven at reklamere med forskellige priser for ”dameklip” og ”herreklip”. Klager har oplyst, at hun oplevede at skulle betale ”kvindepris” for at få klippet sin korte frisure hos den indklagede frisørsalon. Den indklagede frisørsalon har oplyst, at klager ikke har besøgt frisørsalonen som kunde, og at klager ikke har spurgt, hvad en klipning hos indklagede koster. Klager har, til trods for nævnets opfordringer, ikke uddybet sin opfattelse nærmere. Klager har herefter ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun i forbindelse med indklagedes prissætning er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen. Afslag på gratis elevklipning Klager fik den 21. august 2020 afslag på at modtage en gratis elevklipning hos den indklagede frisørsalon. Den indklagede frisørsalon begrundede afslaget over for klager med, at eleven alene søgte mænd, der kunne sidde model, fordi eleven var ved at lære at klippe mænd. Klager har herefter påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun i forbindelse med afslaget på at modtage en gratis elevklipning blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Østre Landsret fastslog i dom af 10. november 2014 (U. 2015.709Ø), at ". . . betegnelserne "dameklipning"/"dameklip" henholdsvis "herreklipning"/"herreklip" i frisørbranchen generelt anvendes til at betegne to forskellige ydelser, som adskiller sig fra hinanden ved navnlig betydeligt større tekniske krav til klippeteknikken i "dameklip" som følge af de ønskede runde former og feminine udtryk, mens "herreklip" betegner en mere simpel klippeteknik, herunder maskinklipning. Ved "dameklip" anvendes desuden langt flere produkter til styling mv. end ved "herreklip", og der ydes i langt højere grad råd og vejledning til kunden. "Dameklip" tager som følge af den større tekniske kompleksitet længere tid at udføre end "herreklip". Forskellen er gennemsnitligt i hvert fald 15 minutter ved klipning med saks og noget større, hvis herreklipningen udføres med maskine." Landsretten fastslog endvidere, at der ville være tale om kønsdiskrimination, såfremt en kvinde var blevet nægtet eller ville blive nægtet ydelsen ”herreklip” med den begrundelse, at ydelsen ikke tilbydes kvinder. Afslaget til klager på at sidde model for frisøreleven var som anført ovenfor begrundet med, at eleven endnu ikke havde lært at klippe kvinder. Indklagede vurderede på baggrund af det foto, som klager sendte til frisørsalonen, at klager så ud til at blive klippet med en mere avanceret teknik end den teknik, frisøreleven skulle øve sig i. Eleven rådførte sig med indehaveren af frisørsalonen. De var på baggrund af fotoet enige om, at klager sædvanligvis blev klippet med en mere avanceret teknik, end den, der var tanken, at eleven skulle øve sig i. Ligebehandlingsnævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes oplysninger om, at afslaget på at sidde model reelt var begrundet i, at frisøreleven skulle øve sig på en anden teknik end den teknik, som klagers hår tilsyneladende fordrede. På denne baggrund har indklagede løftet bevisbyrden for, at afslaget hverken helt eller delvist var begrundet i klagers køn. Klager får derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet • § 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence • § 9, stk. 1, om klagebehandling • § 12, om klagebehandling Ligestillingsloven • § 1 a, om lovens anvendelsesområde • § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling • § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde • § 3 c, om godtgørelse